mandag, september 30, 2013

Så har jeg prøvet det.

Jeg bliver altid nysgerrig, når jeg ser en opskrift, der indeholder ingredienser, jeg ikke kender.
Sådan også med kondenseret mælk.

Jeg købte en dåse for et stykke tid siden, og den har stået i skabet indtil i dag, da jeg faldt over en opskrift på æbletærte. Jeg havde æblerne, og så var det bare at lave en tærtedej, lægge den i tærteformen, fordele æblebåde og hælde kondenseret mælk over.
Det var dejlig nemt og hurtigt. Efter 5 kvarter var den færdig og køkkenet duftede lifligt af bagværk.
Desværre var den alt for sød efter både min og min families smag. Men hvis man har en meget sød tand, er der noget raffineret ved at mælken og tærtebunden går sammen i en karamellisering.
Men smag og behag er jo forskellig, som man siger.

Først nu bagefter har jeg sat mig ind i, hvad kondenseret mælk er: sødmælk og 44% sukker, som koges ind.
Energiindholdet i 100 g er 325 kcal.
Der findes også evaporeret mælk, som er mælk, der er kogt ind, men ikke tilsat sukker, men som også i processen opnår karamelsmagen.

Så blev jeg så klog. Og jeg er ikke så avanceret i køkkenet, at kondenseret mælk kommer til at indgå i mit repertoire.
Men tænk, hvis det lige var det produkt, jeg ikke vidste, jeg savnede ...

søndag, september 29, 2013

En hyggelig lørdag

I går formiddags var søens vand som et spejl. Et sjældent smukt syn.


Jeg havde Marcus på 6 år med ude på Silkeborg Bad, og min plan var at være der kl 10, når der blev åbnet. Jeg troede nemlig, vi ville være de eneste på det tidspunkt, så vi rigtig kunne se på tingene
Stor var min overraskelse, da vi ankom. Der stod en kæmpeflok mennesker udenfor (120, fik jeg at vide senere. De var i gang med at lytte til en introduktion, så vi kunne bare gå forbi.
Det varede ikke længe, før de alle myldrede ind, men det virkede ikke forstyrrende. Børn er sikkert også vant til fra institutioner, at de godt kan koncentrere sig om noget, selv om der er mange andre til stede.
Vi gik også hurtigt til maskeværkstedet og producerede et par masker, vi kunne tage med os.
Det kan anbefales at besøge udstillingen med børn. Det er sjovt at se med barneøjne.
Hov, jeg kan ikke sætte billeder ind fra min mobiltlf.

Udenfor i parken er der forskellige spil og legemuligheder.
Jeg var den, der blev først træt, men det var rigtig hyggeligt.

Da jeg senere skulle købe ind, kom jeg forbi køledisken med kalvekotelet-tilbud til 100 kr.

Det tiltaler min humoristiske sans, at den oprindelige pris er 89,57 og tilbuddet er 100 kr.
Hvem har haft hovedet under armen og stemplet tilbudsmærkater på?
Da jeg spurgte en slagter, hvordan det kunne hænge sammen, kunne han straks konstatere, at vægtangivelsen på pakken var helt forkert. Ved vejning viste det sig også, at kødet vejede over 700 g. og ikke 320, som der stod på pakken.
Sådan kan der nemt ske fejl. Og slagteren syntes da, at jeg skulle have kødet for 89,57 kr.
De smagte godt, koteletterne og blev spist sammen med Henrik og 2 af hans (tidligere) svigerbørn.

fredag, september 27, 2013

Kanoer på åen.

Farverige kanoroere fyldte Åen i dag. Dejlig sensommeraktivitet. Jeg nøjedes dog med at kigge.



onsdag, september 25, 2013

Et eventyrligt univers.

På Kunstcentret Silkeborg Bad er de store rum, der var tomme for 14 dage siden, nu fyldt med eventyr.
Det er Forman Brothers Theatre fra Prag der har skabt det fortryllende og eventyrlige univers.
Jeg er vild med det. Det er så spændende at gå rundt i.
Udstillingen anbefales for alle mellem 3 og 99 år. Da jeg gik der i går, tænkte jeg, det kunne være sjovt at have de to små børnebørn med, men mange opstillinger vil være uhyggelige for dem. Og mange vil bare være spændende.






Det snakkede vi ikke om for 20 år siden ...

I den forgangne weekend har jeg været sammen med syv veninder i sommerhus. Vi er alle 60+ og har kendt hinanden i mange år.
Pludselig dukkede et emne op, som vi ikke har snakket om før: det at opdage, at man er blevet glemsom. Og hvor slemt er det? Er der andre, der kender det?
En af os havde sammen med sin mand erfaret, de bare var blevet så glemsomme. De var skiftevis bekymrede og frustrerede over det.
Det viste sig, vi alle kendte til, at vi ofte ikke kunne huske, hvor vi havde lagt en ting, som vi skulle skynde os at lægge fra os - for så ikke at kunne finde det igen dagen efter, eller når vi skulle bruge det igen.

Der udspandt sig så en længere snak om, hvordan man kan kompensere for de færdigheder, man mister med alderen. Ingen tvivl om, det er vigtigt at lægge planer og strategier, der tager højde for glemsomhed og det faktum, at man mister muskelkraft (uanset hvor meget man træner), og dermed hurtigere bliver træt.

Det lyder måske kedeligt, men det var helt rart at snakke om. Almindeligvis er det jo noget, vi holder på afstand ved at joke med det, men underneden ligger en sårbarhed og angst for at blive ramt af demens.
Da vi havde udtømt emnet, var der én der udbrød, at det ville vi aldrig have snakket om for 20 år siden, og det måtte vi grinende give hende ret i.

Tre af vi otte, der stadig ses, da vi afsluttede familierådgiver-uddannelsen på Kempler Instituttet for snart 20 år siden.


Da jeg vågnede i morges, var jeg i en drøm, hvor jeg skulle lave mad til mange. Det gjorde jeg ved at stille en konservesdåse med ris og grønsager (har aldrig set sådan en blanding før) direkte på kogepladen. Idet jeg slog øjnene op, var jeg klar over, at den var hel gal med mig.
Pyh, det var en lettelse at vågne.


tirsdag, september 24, 2013

De seneste dage


Jeg vil koge de seneste dages oplevelser ned til at anbefale et museumsbesøg og en film.
I Silkeborg har vi Museum Jorn, fordi Asger Jorn var herfra. I 2014 er det 100 år siden han blev født, og det bliver allerede nu fejret med en Jorn-møder-Picasso-udstilling.
Det er stort, at der hænger så mange Picasso billeder lige her i vores lille by for tiden.



Jeg overholdt forbuddet mod fotografering. Der er mange meget spændende billeder.
Udover de kubistiske, surrealistiske billeder, malede og tegnede han også ofte duer. Og et bestemt billede af en due blev symbolet for fred.

Jeg kom til at tænke på denne her graffiti, jeg så på en mur i Bethlem tidligere på året.
Fredsduen i skudsikker vest.

Filmen, jeg har set, som jeg varmt anbefaler, er The Butler.
Den fortæller om en sort amerikaner, som var butler i Det hvide Hus fra 1952 til 1986. Han gjorde tjeneste for 8 præsidenter. Hans liv begyndte på en bomuldsfarm under slavelignende forhold, og Amerikas historie fra raceadskillelse til integration rulles ud omkring den mand og hans familie.
Virkelighedens butler døde i 2010 og oplevede således Obama som præsident.
Filmen er en fri fortolkning af butlerens historie. Forest Whitaker og Oprah Winfrey spiller butleren og hans kone, og de gør det helt fremragende.
Historien om raceadskillelse og apartheid må aldrig glemmes.

onsdag, september 18, 2013

September-solnedgangslys.

Jeg kom forbi Springvandet i går aftes lige ved solnedgangstid. Det var koldt at stå ude uden overtøj, men jeg nød det smukke lys.

I morgen kommer veninden fra Bornholm, og på fredag kører vi til Søndervig til det traditionsrige årlige sommerhustræf.
En af traditionerne er at spise lørdag aften på restaurant Sandgården.
Ikke kun på grund af den lækre mad, men også fordi vi havde en hyggelig og sjov kontakt med Kurt Kjær Jensen. Desværre døde Kurt i juni måned. (Bag det highlightede gemmer sig Per Arnoldis mindeord)

Restauranten lukkede for sæsonen med udgangen af august. Vores problem, med at finde et andet sted, er ikke værd at tale om i forhold til sorg og savn hos de efterladte.

Vi har glædet os over at kigge på billedet fra sidste år og synes, det er sørgeligt, Kurt ikke blev ældre.

Bloggen holder pause til næste uge.


søndag, september 15, 2013

Med bare vægge.

På Silkeborg Bad er der tomme vægge i Søjlesalen, mens der ventes på den næste udstilling.
Det er som om rummet kommer til sin ret på en ny måde, når der ingenting er.

Andre steder i huset er der billeder og installationer at kigge på.


Kunstneren Anne Risum har givet det her billede teksten "Will he have my values?"

Hun forklarer, hun bor med sin familie, der tæller 4 børn tæt på naturen og skoven.
Alligevel oplever hun, at børnene fravælger naturen til fordel for skærmen.

Det kan man jo spekulere meget over, men ingen tvivl om at vore børn og børnebørn lever i en anden tid, og at de er bedre til at navigere i den tid, end vi, bedsteforældregenerationen, er.

torsdag, september 12, 2013

Den blev ikke stærk nok ...

Stærkt inspireret af Ellen, der viste sin chilimarmelade i går, har jeg lavet en lille portion i dag. Jeg har kun erfaring med den mest kendte chili og havde ikke mod til at give mig i kast med andre af de utallige sorter, der findes.

Chilimarmelade - på slump.

4 chili af ovennævnte slags.
1 æble
½ rød peberfrugt
et lille stk frisk ingefærrod
1½ dl eddike

De nævnte ingredienser koges i ca. 15 min. Det hele blendes og resulterer i 4 dl 'saft'.
Jeg blander 2 dl sukker i men synes, det er for surt, så det ender med 3 dl sukker.
Jeg bruger syltesukker, som er tilsat pektin.
Det får et opkog i 3-5 min. og hældes på glas.

Jeg har allerede smagt det med en god ost på ristet rugbrød. Der er for lidt bid i det efter min smag.
Men det var også et eksperiment.
Jeg tør godt prøve nogle af de andre mere heftige chilier næste gang, tror jeg

onsdag, september 11, 2013

Solnedgang efter regnvejrsdag.

Mens Christian sov, og hans forældre var ude, nød jeg solnedgangen og udsigten til Oddebroen.
Han var lagt i seng, da jeg kom, så det var en let og kort babysitting.


mandag, september 09, 2013

Jeg elsker blommetræet ...

Jeg elsker blommetræet, og i år har det været særlig gavmildt. Og bedst af alt: jeg har kun fundet 1 orm.
Nu regner det stille, så når jeg om lidt går ud for at plukke, er det måske årets sidste høst.
Jeg har puttet nogle i fryseren, og mine naboer til tre sider har også fået.

Christian kunne også nå nogle i går, men når han kommer på onsdag, er der nok ikke flere.

fredag, september 06, 2013

Lidt har også ret ...

Udenfor butikken Højkant på Skt. Pauls Kirkeplads er der en lille fortovs-have.
Jeg har holdt øje med den, siden der blev plantet kål, græskar, tomater og krydderurter i foråret. Og egentlig har jeg ikke troet på projektet. Der er for lidt jord og for meget skygge.
Men fint initiativ.
Græskar og tomater voksede fint fra begyndelsen, men kålplanterne har hele tiden haft fjender.
For 14 dage siden så fjenden sådan ud:
Stribet og flerfarvet.

I dag så den sådan ud:
Ensfarvet grøn. Og kålplanten er i en sørgelig forfatning.
Jeg har ikke forstand på skadedyr, men det er spændende at følge med i den lille have.

Tomatplanten trives godt. Derimod ser det skidt ud for græskarplanten.

Ros til dem, der har fået ideen og skabt en lillebitte grøn oase lige der i fortovet.
Og selv om jeg ikke troede det, så kan jeg se, at noget godt kan vokse og bære frugt under forhold, der ikke er optimale.
Mere af den slags ;-)

torsdag, september 05, 2013

Blommerne er gode i år.

Jeg synes, det lige var i går, jeg skrev et indlæg. Men det var i mandags.
Tiden løber mig i møde og har heldigvis gode ting i favnen.

Den sørgelige ting er, at der sker grusomheder ude i verden. Og især lige nu levendegjort med billeder af syrere på flugt fra borgerkrig. Jeg vil ikke være med til krig i Syrien -  eller andre steder. Jeg synes godt om Obamas metode med at inddrage Kongressen i beslutningen. Det må være den rigtige vej at diskutere så meget som muligt og vende alle sten.

Christian og jeg elsker blommer, og mit Viktoria-træ bærer blommer i år uden orm for en gangs skyld. Vi står ved køkkenbordet og skærer blommerne op, inden vi spiser dem. Der var en orm i en af de allerførste i sidste uge. I går var der ingen. Christian sagde forventningsfuld "orm i?", når vi skar ind til stenen, men han blev skuffet hver gang. Vi spiste til gengæld så mange, så vores maver blev helt fulde af blommer.



mandag, september 02, 2013

De synes, det er sjovt ...

For mine to børnebørn var det bare sjov og ballade at pumpe og få vand til at komme frem, da vi i lørdags var på Aqua.

Jeg kom til at tænke på min barndom på det lille husmandssted i Thy.
Der var egen brønd med pumpe ude på gårdspladsen.
Jeg kan ikke huske, hvornår der blev indlagt vand? Sidst i '40erne eller først i '50erne?

Men det har været en stor bekvemmelighed at få adgang til rindende vand gennem en vandhane i køkkenet.
Mine børnebørn kommer ikke til at kunne forstå betydningen af rindende vand indendørs.
Og nu endda også med varmt vand. Dengang var det kun koldt vand.
Sådan blev jeg lige mindet om, hvor priviligerede vi er.

I går var jeg i Den Gamle By i Aarhus.
Jeg gik helt specifikt efter at besøge 1970erne. 'Byen' er stadig under opbygning, men man kan besøge bl.a. en tv-forretning og en opgang med 4 forskellige lejligheder med 4 forskellige måder at indrette sig på. Der var en familiebolig med gennemført teaktræ, og en anden med 4 unge i kollektiv og hippie-indretning. Når jeg tænker på, hvordan vi boede i begyndelsen af 70erne, så var det en blanding. Min mor havde derimod mange møbler i teaktræ. Interessant var det, men også lidt underligt at møde sin egen tid på museum.

Jeg havde en stille stund med nogle gæs, der gik lidt omme bagved.
Der blev soigneret og lavet strækøvelser med ben og vinger.

Man kan også sove stående på et ben.