Negativ test 2!

 Hurra for negativ test 2!

Det ville have været virkelig svært for mig at forstå, hvis jeg havde fået et positivt testsvar. Jeg har ingen symptomer haft på forkølelse, influenza, corona og hvad de hedder, de luftvejslidelser. Samtidig ved jeg at flere tester positiv og er symptomfrie. Så jeg er glad for, jeg slap fri.  Men selv uden indlæggelse og alvorlig sygdom, griber det meget forstyrrende ind i folks hverdagsliv at være isolerede hjemme. Altså for de, der arbejder og børn der plejer at lege med andre og færdes rundt omkring. 

Jeg hører i nyhederne i dag, at Statens Serum Institut forventer at smitten stiger yderligere i de næste uger og mange indlæggelser vil overvælde og belaste sygehusvæsenet, og at sundhedsvæsnet ikke er gearet til at håndtere en så voldsom udvikling i pandemien. Uha, jeg håber, det ikke kommer til at gå i opfyldelse.

I går morges gav solopgangen "ild" i vinduerne i Papirtårnet. Månen fra dagen før, var dækket af skyer.

Jeg betalte prisen i går for at tage to træningstimer efter hinanden i forgårs. Jeg havde ondt i led og muskler. Måske fordi der var gået en uge, hvor jeg ikke havde trænet? Det er to forskellige instruktører, der har de to hold. Det ene hold er udholdenhed med mange gentagelser. Det andet er kondition med høj puls. Begge hold tilpasset seniorer, selvfølgelig. Det betyder meget for mig at komme til træning. Det er som en energipille, så jeg er glad for, der stadig er åbent i Sportscentret. Men med dagens nyheder og forudsigelser er jeg bange for, der snart bliver lukket ned der også.

Biblioteket har også været åbent. Da jeg var der for at aflevere bøger og hente en reserveret bog, fik jeg hjælp af en børnebibliotekar til at finde et par bøger til en 7 årig pige. De tre bøger jeg fik med, var et hit, lyder meldingen fra Johanne. Hvor er det dejligt at kunne trække på biblioteksekspertise. Der bliver sikkert også lukket på bibliotekerne nu.

I går var hyggedag hos Mattias og hans mor.

Vi lavede marcipankonfekt.

Allerførst skal chokoladen hakkes og smeltes over vandbad.

Biblioteksservice og byen fylder 175 år.

 

På avishylden i supermarkedet så forsiden af den lokale avis sådan ud i går. 

Det er da også ærgerligt med alle de aflysninger til forskellige festligheder. I min lille verden er jeg spændt på, om mine venner på Bornholm kan holde guldbryllup i maj. De måtte aflyse den rigtige dato sidste år. De satser på i år med vaccinerede gæster ... Ja, nu bliver vaccinen vel snart tilbudt min aldersgruppe. Jeg siger ja tak, når det bliver min tur. I håb om, vi får bugt med den virus.

Der er mange andre hændelser udover corona pandemien, der optager mig. Jeg skriver ikke om politik, men den voldsomhed, der foregår i USA i forbindelse med den snarlige indsættelse af en ny præsident, er virkelig forfærdelig. Det er snart to år siden, jeg stod foran Det Hvide Hus og Kongressen i Washington. Jeg ved ikke, om det gør mig mere rystet, at jeg har stået der, men jeg er rystet helt ind til knoglerne, at så omfattende vold kunne finde sted. Selv om den nuværende præsident er færdig, så forsvinder hans vrede tilhængere ikke. Det er skræmmende.

Under lock down i foråret var bibliotektet helt lukket. Denne her gang er det muligt at afhente reserverede bøger. Jeg hentede et par stykker i går. Man kan også bestille en bogpose, som bibliotekets personale blander. Jeg kunne se ind af vinduet, at der stod masser af færdigpakkede poser. Da jeg fik udleveret min pose, bemærkede jeg "I har nok travlt." Det var bibliotekaren enig i. Der var en låner foran mig, da jeg kom og en ny bagved mig, da jeg gik.

I forgårs var der kun lidt sne hos Mattias, men nok til at der kunne laves en lillebitte snemand.

De havde idræt på hjemmeskoleskemaet, og det var oplagt at bruge den time på sne-sjov. Hjemmeskoling glider bedre, når der en kammerat at lave lektier med. I dag har de musik. Jeg gad godt være en flue på væggen og se, hvordan det foregår. Men lærerne er kreative, så det bliver sikkert godt. 

Jeg vil gerne have noget mere sne.

Vi blev også omfattet ...

 Vi var mange i går, der krydsede fingre for ikke at blive omfattet af corona-nedlukningen. Det hjalp ingenting. Fra i dag kl 16 blev der lukket ned i hele Midtjylland.

Jeg er helt overbevist om, det er relevant at lukke ned for at bremse smitten, der spreder sig så hastigt. Alligevel er det ubekvemt. Det er vist nok, det ord jeg vil bruge. Jeg har ingenting i klemme med arbejde eller mangel på arbejde/indtægt. Eller børn der skal hjælpes og passes. Så jeg vil ikke svinge mig op til at bruge stærkere udtryk for min frustration. Det er meget vigtigt for sundhedspersonalets skyld, at vi passer på hinanden, så de er nok til at tage sig af de patienter, der er indlagt på hospitaler og plejehjem. 

I mit liv betyder træning og motion rigtig meget for mit velbefindende og med Sportscentret som nabo har jeg let adgang til det. I de seneste måneder har fitnessholdene været skåret ned til en halv time med ni deltagere. Der er mange hold, og man skal booke sig på tre uger før. Jeg prøver at komme på fire eller fem gange om ugen. Det er ikke altid, jeg får en plads. Og desværre slet ikke hos min yndlingsinstruktør, men så vælger jeg en anden.

Min træningshistorik viser nye højder :-) Det er min daglige energi-indsprøjtning, som jeg vil savne.

Biblioteket lukkede også kl 16 i dag.  Indtil 4. januar hvis vi er heldige. Jeg havde fået en mail, at Sissel-Jo Gazans nye bog Hvide Blomster, var klar til afhentning. Jeg blev helt forbløffet, da jeg så, hvor mange mennesker, der havde samme ide som jeg, at der skulle hamstres bøger. Hvide Blomster er på 500 sider, så jeg løber ikke tør lige foreløbig. Jeg tager altid et par bøger med til Johanne også. Denne her gang om Peter Pedals jul og om Sallys far. Jeg vil også savne biblioteket, men jeg kan jo bare gå i gang med lydbøger ...

I år har byen ingen julemand. Vist nok for første gang.

Men så har vi Fader Jul. 

Jeg har endnu ikke mødt ham, men lånt billedet af Per Bjarne.

Jeg savner vintervejret. Det er usædvanligt gråt og vådt. Og lidt for varmt.

Min genbo havde inviteret til æbleskiver og glühwein i går. I sidste øjeblik efter pressemødet blev det ændret til en have-komsammen. Hun har et lysthus, så det var fint at mødes der til en hyggestund - indtil vores bagdele blev for kolde trods tæpper i stolene.

Med maske og visir.

 

Johanne og jeg har været på børnebiblioteket. Der var ingen legetøj fremme eller andre børn, men vi hyggede os med at kigge rundt og finde bøger. Coronasituationen indbyder heller ikke til at løsne op. Tværtimod. 

Selv den udstoppede hjort (af en slags) har fået mundbind på. Jeg har købt et visir, og det er virkelig behageligt. Mit udslet i forbindelse med helvedesild er stærkt på retur, men alligevel føles det brændende, når jeg bærer maske. Så hurra for visir.

Vores lokale glaspuster, Mikkel Yerst, er begyndt at skabe julestemning i sit værksted, der også er butik. Det er altid en fornøjelse at se udstillingen af smukke, sjove, finurlige glas. 

Årets nisse er selvfølgelig udstyret med mundbind. 

Av for helvede, altså ...

 Jeg har fået helvedesild. Det er derfor, jeg bander. Og så i mit højre øre! 

Ikke kun øret, men det område som højre femte kranienerve innerverer. Så jeg har smerter i huden i højre side af ansigtet og hovedbunden, i øret både indeni og udenpå, i kæben og i højre side af svælget. I den spæde begyndelse for et par uger siden, tænkte jeg først på forkølelse. Da jeg kom til læge for en uge siden, var jeg overhovedet ikke forkølet, men havde ondt i højre side af hoved og hals, og jeg var begyndt at få lidt udslet på kinden og tænkte herpes zoster. Den unge mand, læge i uddannelsesstilling, var meget fokuseret på rødme i mit øre. Han tilkaldte en anden, som også er i uddannelsestilling. De var sådan set enige, men i tvivl, så de målte mit infektionstal, som var 1 (normal mellem 1 og 10) De kunne godt høre min forklaring om herpes, men de valgte at udskrive en recept på øredråber med antibiotika og steroid. Jeg havde så ondt i øret, så jeg glædede mig bare til at få dryppet det. Først næste morgen læste jeg indlægssedlen, hvor der bl.a. stod, at dråberne ikke måtte bruges i tilfælde af herpes i øret. 

Det fik mig straks til at ringe og sige, at jeg var utryg og ikke ville bruge de øredråber. Jeg fik en tid samme dag hos de to. Nu følte jeg mig mere herpes-ramt, for udslettet var blevet større og jeg havde læst indlægssedlen i mellemtiden. Jeg havde den ikke med. Den ene læge sad med åben skærm og læste om øredråberne og sagde, at det var i tilfælde af herpes i øjet, man ikke skulle bruge dem. Og han fastholdt, det var vigtigt, jeg brugte dem. Til sidst blev de enige om, at de hellere måtte pode, fra det udslet jeg havde. Jeg gik idet jeg tænkte, jeg nok måtte fortsætte med øredråber. To dage senere ringede en fastlæge fra klinikken og sagde, at jeg havde en herpes zoster og straks skulle i gang med Valaciclovir, som er den relevante medicin. Det var bare ærgerligt, der var gået flere dage, for medicinen virker, når den gives så snart, man mærker hudsmerterne. 

Et herpes-udbrud brænder ud af sig selv. Det er et virus i skoldkoppefamilien, og den forsvinder ikke, men går i dvale. Den lægger sig langs en nerve og følger dens forløb, når den går i udbrud. Udslettet vil altid kun være på den ene side af kroppen eller hovedet. Nervesmerter kan være længe om at gå væk. Sommetider bliver de kroniske. Jeg håber, det ikke bliver sådan i mit øre. Har ikke kunnet bruge mit høreapparat de seneste par ugen.

Jeg har ikke været almen sløj af det. Jeg er heldig med, at det er et mildt udbrud. Jeg har set patienter på sygehuset, som var svært medtagne med sår over det hele, halve ansigt og øjet og andre med store områder på kroppen. Uden tvivl lever det op til navnet.

Billedet her er flere dage gammelt, da det var nyt at bære maske. Det var lidt besværligt i begyndelsen, men nu synes jeg, det er helt almindeligt. Gad vide om vi bliver så glade for det, så vi ikke vil af med det igen?? Sprit, tror jeg, er kommet for at blive. 

Jeg overvejer at anskaffe mig et visir, for hvis jeg har mundbindet på et stykke tid (?) så vil varmen under det sætte fyr på mit herpes udslet. Det føles brændende. 

Jeg gik ned til byen lørdag morgen. Jeg elsker at komme ud, mens tågen stadig ligger og dæmper alting. Da min datter så billedet, troede hun, jeg var begyndt at fotografere i sort/hvid 😊 Jeg var på apoteket for at se, om der var noget i håndkøb til at lindre udslettet. Men det var der ikke. Det skal tørre ud, og det er også fint og tørt med sårdannelse, så det går som det skal.

Jeg mødte min datters svigerforældre med en stor pose rundstykker i hånden. De var på cykeltur og på vej til vores fælles børnefamilie, så de inviterede mig med. De kom først for jeg var jo gående. 

Efter et par timers spisning og hyggesnak så der sådan ud, da jeg kom udenfor på vejen. Tågen var lettet og solen gav farve til træernes blade.

I dag er de fleste blade nok faldet af.

Jeg har været til træning i formiddag og på biblioteket, hvor jeg har fået it-support. Der bliver meget omhyggeligt sprittet af, og vi sidder på hver sin side af en plexiglasskærm. Det er en anelse besværligt, når man ikke kan pege og stikke hovederne sammen om en problematik. Men det fungerer nu udmærket.

Om biblioteket før og nu. Og i coronatider.

 Johanne var med mig på biblioteket for en måneds tid siden. 

Det var første gang efter coronanedlukningen, som varede til 11. maj. Jeg havde ikke selv været omme på børnebiblioteket i den periode, og jeg blev virkelig overrasket, da jeg så, hvor tomt der var. Der plejer at være mange børn med forældre og bedsteforældre.

Der var heller ikke noget af det sædvanlige legetøj fremme. Det ville blive for arbejdskrævende, hvis personale skulle gå og spritte legetøj af.

Men hvad så med bøgerne?

Der var rigtig god plads, også til at spise den del af madpakken, der ikke var blevet spist i skolen.

Men det var altså ikke så hyggeligt, når der ikke er andre børn. Måske var det ikke tidspunktet at gå på biblioteket lige efter skole? 

Vi lånte tre Sally-bøger, som en mor til en af drengene i klassen havde anbefalet mig. Sallys far er så skør. Fx i "Sallys far er sygt pinlig" og "Dengang Sallys far var dreng" og "Sallys far gider ikke være voksen". 

Forfatteren er Thomas Brunstrøm, og der findes flere i serien, som gav os mange gode grin.

Jeg har brugt biblioteket, som jeg plejer, lige siden der blev åbnet igen dengang midt i maj. Jeg reserverer bøger hjemmefra, når jeg har læst anmeldelsen af en interessant bog, og så henter jeg dem i den runde selvbetjeningshylde.

Der er skræmmende tomt på de hylder. Retfærdigvis skal det siges, at der er fyldt op på den side af reolen, der vender væk på mit billede. En bibliotekar fortalte, at mange er bange for at gå på biblioteket. Der er sprit og handsker alle relevante steder. Men kan man smittes af en tidligere låner, der har haft covid-19? Kan en bog gemme på virus mellem bladene? Det kan den vel godt i op til 48 timer? Jeg fik ikke spurgt, om bøgerne er i karantæne et par dage, når de er blevet indleveret af en låner.

Jeg har oplevet den længste ventetid på en bog nogensinde. Jeg var nr 103 på ventelisten til Stine Pilgaards bog "Meter i sekundet". Måske har du læst den? Den kan anbefales på det kraftigste. Hovedpersonen, , nybagt mor og storbypige, flytter sammen med sin kæreste til Vestjylland, hvor han er blevet ansat som lærer på en højskole. Hendes tapre forsøg på at knække koden og forstå de fåmælte vestjyder, er så underholdende. 

Biblioteket er iøvrigt blevet pålagt en besparelse på 1,5 millioner i 2021. Det er 10. år i streg, der skæres fra deres budget. Det må da snart stoppe! 

Men der er jo noget, der er anderledes end i tidligere tider, da der altid skulle være en person til at foretage udlån. Nu kan jeg klare det hele uden at være i kontakt med personalet. Jeg finder bogen frem, kører den igennem udlånscomputeren og afleverer ved at lægge bogen på et bånd, der kører den ind til sortering. Så der er vel ikke så mange ansatte nu?

Jeg kender ikke bibliotekarerne mere. Når en af de kendte, gamle går på pension, har jeg ingen grund til at blive kendt med de nye. Er det trist? På en måde, ja. Men de er der jo og smiler venligt. Det er vel det samme i banken, hvor jeg aldrig kommer mere. 

Jeg kan slet ikke forestille mig at vende tilbage til gamle dages betjening. Det fungerer jo fint som det er nu.

Hvad børn sommetider siger ...

Det gør mig glad at se det store udbud af forårsblomster i mange skønne farver.
I dag var det udenfor Kvickly.

Johanne var med på biblioteket i dag efter børnehaven.

Det er umuligt at forstå, hvorfor vi ikke bare kan tage en bog i selvbetjeningsreolen?

Når vi nu kan i alle andre reoler.

Når man er fire, kan man ikke begribe, at personalet her sætter bøger klar, som lånere har reserveret til afhentning.

Jeg prøver ikke at forklare. Det er bare ikke en reol for os. Det er en voksenreol.



Ved et bord var der lagt farveblyanter og skabeloner til fastelavnsmasker frem. Johanne og en anden pige løb lidt til og fra, mens jeg sad i en lænestol ved et af de små borde og kiggede i et blad.
På et tidspunkt flyttede pigerne papir og farver hen til mig. Jeg overværede så følgende lille samtale:
Johanne: "Det er min mormor."
Leila: "Det er min far," idet hun henviste til malerbordet, hvor en ældre mand, med en flot hvid hårpragt, sad.
Johanne: "Jeg troede, det var din oldefar."

Faderen sad lidt væk, så jeg tror ikke, han hørte ordvekslingen. Jeg sagde ikke noget men tænkte, det var et lidt pinligt udsagn.
Johanne har flere gamle i sin familie. Fire bedsteforældre og to oldeforældre. Nu kun en, for oldefar Flemming døde for et par måneder siden, men oldemor Lilly er her stadig. Oldefar Hans døde for et års tiden siden, så hun er vant til at høre om oldefar.
Jeg kom til at tænke på, at en person engang antog mig for at være Henriks datter. Vedkommende blev meget, meget flov. Vi vidste da godt, der var stor alderforskel, og det var ikke noget issue for os. Det kom der bare lidt sjov ud af sommetider.
På samme måde havde faderen på biblioteket nok heller ikke noget problem med at være en ældre far til et mindreårigt barn.