torsdag, juli 30, 2020

Ny grænseflade i Blogger lige om lidt ...

"Den nye grænseflade i Blogger bliver standard for alle brugere i juli"
Det er den oplysning, der har stået den sidste månedstid, når jeg begyndte på et nyt indlæg. Vi bliver også opfordret til at gøre os bekendt med den, og det var faktisk også min mening, men jeg har bare ikke fået sat mig rigtigt ind i det. Jeg har dog skrevet et indlæg i det nye format. Men jeg er spændt på, hvordan det bliver, når der ikke er andre valgmuligheder.
Hvad er det egentlig for et ord - grænseflade?

Jeg er hjemme igen efter 14 dage i Vorupør. Min familie er der stadig denne uge med, og de fortæller, at det har stormet endnu mere ... Men i morgen og fredag bliver det vist sommervejr, så de får mulighed for at iføre sig badedragten, inden de skal hjem.
Først nu er den sommerforkølelse, jeg fik fat i, ved at fortage sig.

Jeg havde vagt på Silkeborg Bad i går. Det er indevejr/udstillingsvejr og kombineret med halv pris på billetterne, betyder det en del gæster. Mit billede er fra den del af ud stillingen, der hedder Naturlig Rebel. Hvorfor den hedder Fred- og frihedsmaskine, ved jeg ikke.
Jeg har været til træning to gange i denne her uge, men savner min favorittræner, der har ferie. Jeg har også fået luget lidt i haven.
Jeg glæder mig især over Blå Stormhat, der trives så fint og er næsten ligeså høj som mig.
For to år siden, da der var tørke, visnede den helt væk, og jeg troede, den var død.
Det er den heldigvis ikke.

Nu er jeg spændt på, hvordan Blogger ser ud i morgen?

tirsdag, juli 21, 2020

En blæsende dag igen, igen!

I dag har jeg ligget lidt underdrejet pga af forkølelsen. Jeg tror, den er aftagende, men nu må vi se.
Johanne og Christian, der bor i lejligheden ovenpå med mor og far (storebror Marcus og fætter Mikkel rejste hjem i går) vil gerne sove nede hos mig. Det er også hyggeligt med et barn ad gangen og hveranden aften/nat. Jeg vil nemlig ned at se solnedgang, så det gør jeg den aften, der ikke sover nogen her. Men i går og i dag, har overnatningsreglen været suspenderet, fordi jeg hoster.
Mens de har været på tur i dag, har jeg været nede på stranden og er blevet blæst godt igennem. Man skal være varmt klædt på, for selvom solen skinner, så er vinden pivkold.
Jeg har stået på molen og beundret de mange surfere. De blev kastet rundt i bølgerne, der ind imellem var meget store. Det ser så let ud. De virker både koncentrerede og afslappede.

I sidste uge var de to store + Chr. med sin mor som support til introduktion og undervisning i et par timer.
Det er meget populært, så det gælder om at få reserveret tid på et hold.
De store oplevede, det var lettere, end de havde forestillet sig.
For Christian var det mere udfordrende. Han blev skyllet af brædtet, når der kom særligt store bølger og slugte en masse vand. Det var godt, han havde sin mor med.


Chr, med sin mor og en træner i forgrunden. Der er godt fyldt op i vandet. Det er egentlig utroligt, de ikke støder sammen.

Da Johanne og jeg havde fået kigget færdigt, gik vi hen til den korte høfde. Det var et dejligt sted at klatre rundt i stenene, og jeg fandt en fin siddesten.










Blæsten har været 11 m/s med vindstød på 17 i dag. Den gav store bølger. Det ser så flot ud for enden af molen.

mandag, juli 20, 2020

Vi er børn af sol og sommer ...

... Men i slægt med blæst og regn.
Sådan føler vi os i de her dage.  Mon ikke det er en gammel spejdersang, der dukker op i mit hoved?
Uanset hvor mørke og tunge skyerne har været i løbet af dagen, så klarer det altid op ud på aftenen, og vi får de fineste solnedgangsfarver.

Det blæser kraftigt her til aften.

I eftermiddags var der på et tidspunkt blå himmel med små hvide skyer.

Johanne fyldte seks år i dag.
Det var ikke badevejr, men skattejagtvejr.
Det var en dejlig fødselsdag, og der var både skoletaske og penalhus blandt gaverne, for efter sommerferien starter hun i skole.










Nogle af os her i feriefamilien er forkølede. Det var først storebror Marcus, og for at være på den sikre side, fik han foretaget en coronatest, som heldigvis var negativ. Et par dage efter begyndte fætter Mikkel har hoste dybt og hult, men da nu covid-19 var udelukket, så foretog vi os ikke yderligere. Johanne har været lidt snottet. Jeg troede så, det var en børneting. Men for to dage siden fik jeg meget ondt i halsen. Til min overraskelse var det faktisk væk næste morgen. Nu er jeg snottet og hoster lidt og er træt. Ingen af os har følt os syge, så det er åbenbart en mild sommerforkølelse. Men vi tror altid det værste i de her coronatider.
Mattias og hans mor har været her et par dage. I går, da de to fætre var på vej hjem fra stranden, kom der en voldsom regnbyge. De havde så meget sjov med at hoppe og danse i regnen.
Jeg fotograferede dem ud af køkkenvinduet.

Vi er i anden uge af ferien. Jeg bliver her til lørdag. Min datter og hendes familie bliver her ugen efter også. Det er faktisk ikke dårligt vejr, for det skifter flere gange i løbet af en dag.
Men jeg har haft lukket op for radiatoren et par morgener.

mandag, juli 13, 2020

Det blæsende ferieland.

Det blæser rigtig meget nordenfjords, hvor jeg er i øjeblikket.
Det ses tydeligt, hvor slidte flagene er. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor længe de har været i brug? men min teori er, at de ikke holder længe.
Flaget med de blå bølger og VØ i midten er en kopi af den signatur, som fiskerne fra Vorupør brugte engang på deres fiskekasser, så de ikke blev forvekslet med dem fra Klitmøller og Hanstholm.




Billedet her er fra lørdag aften ved 22.15 tiden. Til højre for molen lå de frygtløse i vandet på deres boards. Engang imellem lykkedes det en eller to at komme op at stå for så et øjeblik efter at falde i vandet igen. Der var en gruppe på 16, der trænede på livet løs. På venstre side af molen, hvor bølgerne var endnu større, var der to. På onsdag skal Christian, storebror Marcus og fætter Mikkel have en times undervisning/instruktion. Det bliver spændende.

I dag har solen skinnet noget af tiden. Blæsten er knap så voldsom, og det har kun regnet lidt, men vi har ikke badet endnu. Vi håber på bedre vejr ...

tirsdag, juli 07, 2020

Når larm ikke irriterer ...

Min bil er på værksted, og jeg skulle aflevere den allerede kl 07.30. På det tidspunkt skinnede solen, så jeg fandt trillebøren frem, da jeg kom hjem og begyndte at ordne lidt i haven.
Få min. senere blev mine hyggelige havesysler forstyrret af en vældig larm. "Åh nej, nu var der ellers så stille.  Kun mig, fuglene og vinbjergsneglen."
Da jeg opdagede, det var to hækklippere hos min nabo, var det som om larmen slet ikke var så irriterende. Jeg vidste nemlig, at de ville komme til mig næstefter og bare tanken om, at jeg ikke selv skulle klippe hæk, gjorde den heftige motorlyd meget mere acceptabel :-)
Det er i mellemtiden blevet regnvejr og udsigten lyder på regn resten af dagen, så jeg må hellere køre trillebøren ind igen.

Aften.
Jeg kørte ikke trillebøren på plads, men gik selv ind. I løbet af formiddagstimerne faldt der 12 mm regn. Hen på eftermiddagen klarede det op og blev dejligt solskinsvejr omend lidt blæsende. Mens jeg gik og ryddede op i haven, fik jeg øje på vinbjergsneglen, der var ved at lægge æg. I løbet af de fire timer, jeg har holdt øje med den, er antallet af æg steget fra fem til ni. Ifølge Google lægger en vinbjergsnegl 60-70 æg! Det er spændende, om den er færdig i morgen?


For 14 dage siden, så Johanne og jeg de her to snegle i nærkontakt. De er hvide, så det er ikke én af dem, der er i gang med at lægge æg.
Jeg kan regne ud, der må være tre vinbjergsnegle med mindre de flytter rundt.
















Skoleferien er godt i gang. Jeg har været på opdagelse her i nærområdet sammen med Mattias. Vi var på Aqua en dag.

Vi har også været på togtur til Aarhus, hvor vi bl.a. var oppe på Salling Rooftop og svimlede over udsigten. Jeg blev overrasket over, hvor tæt vi sad i toget. Der var opslag om, at vi måtte sidde ved siden af hinanden, overfor hinanden og stå i midtergangen. Især da vi skulle hjem sidst på eftermiddagen, stod folk tæt i midtergangen. Som om vi ikke behøvede at holde afstand mere? Det gør jeg nu stadig, når jeg er ude i det offentlige rum.
Vi var i Ikast svømmecenter i går. Det er længe siden, jeg har oplevet Mattias i vand, så der var sket meget. Han er meget fortrolig med det våde element og svømmer både bryst og crawl. Han springer på hovedet fra bassinkanten og på benene fra tre meter vippen. Det glæder mig (som ikke lærte at svømme som barn) Desværre kan jeg ikke få mine billeder 'ud'. Jeg fotograferede med min tlf., og der er problemer med at dele billeder.

Sammen med Johanne var jeg på Silkeborg Bad en dag. Her er hun i musikhaven. Indenfor er der materiale til krea-ting, så det var populært hos hende.
Christian har været på fodboldskole, så ham har jeg ikke set så meget.








Mine døtre 'overrakte' mig min fødselsdagsgave for nogle dage siden: Brunch på cafe Åland i Aarhus. Man får en rigtig lækker brunch der.
Jeg elsker mine børnebørn højt, men jeg sætter også stor pris på en voksen-hyggestund. Det var rigtig dejligt. Jeg fik en lignende gave for to år siden, da vi var på Perchs Thehandel. Jeg tror, det skal være et fast fødselsdagsønske at komme på cafe med de to.



Storkeparret i Aqua.