tirsdag, september 30, 2008

Early bird

Jeg troede, det var midt om natten, da vækkeuret ringede. Godt nok havde jeg selv stillet det om aftenen, men man kan jo godt komme til at stille forkert!! Der var nattemørke udenfor. Da jeg havde fået gnedet søvnen ud af øjnene og fik øje på uret var kl. 6.45 som den skulle være....
Jamen, hvor er de lyse sommermorgener pludselig blevet af?? Så overrasket kan man kun blive, når man er så heldig som mig, der ikke skal op og være over på sygehuset kl.8.00.
K. skulle med toget kl. 7.32, og da vi havde sagt farvel, styrede jeg lige hjem til sofaen, til aviser og morgen tv. En dejlig kop kamillete gjorde godt for den hoste, som min forkølelse har udviklet sig til. Herlig morgen!

mandag, september 29, 2008

Shopping


K og jeg har tilbragt dagen og aftenen med at se, prøve, røre ved og købe tekstiler, tasker og smykker!! Jeg ved godt, hvem der glæder sig over at være fraværende i sådanne situationer!!
I Silkeborgs gågader blev det Fridoline, tidligere Pernille Bulow, der fik mest glæde af vores tilstedeværelse....
Jeg plejer at få en gave af mine Kempler søstre, fordi jeg ordner det praktiske omkring leje af sommerhuset. I år fik jeg penge, så jeg selv kunne vælge, hvad jeg ville bruge dem til. Valget faldt på halssmykket af glas, designet af Pernille Bulow og lavet af ghanesiske kvinder. Lidt rustikt og meget enkelt.
Om aftenen stod der modeopvisning på programmet hos Fashion House. Jeg gik til syning for mange år siden hos en rigtig dygtig og inspirerende skrædder, der hed Annette Bodilsen (ja, mor til Jesper Bodilsen - Silkeborgs svar på Niels Henning Ørsted Ps efterfølger). Hun grundlagde forretningen Fashion House, som nu har en anden ejer. Den ligger lidt mærkværdigt på den anden side af ringvejen, og jeg har ikke været der i mange år, men vi fandt derover.
Straks, vi havde taget plads langs den røde løber, blev vi klar over, at det var dem, vi ikke ønskede at identificere os med, der sad sammen med os!
Lone Kuhlmann har denne her analyse af vores forhold til at blive gammel: "Alder opfattes som en smitsom sygdom, og man risikerer, at den accelererer, hvis man tilbringer for megen tid sammen med andre i samme farezone"!! Citat fra bogen "Vi bliver ikke yngre - fat det!" !!!!!!
Nå, menalså ind imellem var der da helt pæne ting. Men konklusionen er, at der skal stilletter til!!! På et tidspunkt, da mørket havde sænket sig udenfor og de store vinduespartier var som vældige spejle, kom jeg til at kigge ligeud, og minsandten: der sad jo min mor! Så deeeeet........
Vi købte ikke noget, men K vandt en præmie, som viste sig at være en kort, sort nederdel i god kvalitet. Prisskiltet sagde 899,oo kr. Men den var i str. 44, som var alt for stor! Den kunne heldigvis byttes til en mindre størrelse som passede mig, så jeg løb af med præmien. :-) og den vil være velegnet til korbrug.
Vi skal tidligt op i morgen, så K kan nå at komme hjem og sove på sin fjerne ø.

søndag, september 28, 2008

Kempler-træf

Vi har snakket og grinet og spist - og grinet og spist og snakket hele week-enden ;-) og nærmest ikke været udenfor døren! Vi har været 8, dvs. vi har været der allesammen og fyldt godt ud i sommerhuset, som passer lige til vores behov.
Lørdag aften spiste vi på Sandgården. Jeg fik en lækker fiskemenu. Desserten hedder æblevariationer. Mums!
K. er med hjemme hos mig og bliver til tirsdag formiddag. Vi var på cafe Evald her til aften, og bagefter var i bio og så Gensyn med Brideshead. Jeg elsker de der engelske upper class miljøer, men budskabet i filmen var trist: Den katolske børnelærdom styrer dig hele livet. Eller som Løgstrup formulerede det frit citeret "du bærer et andet menneskes skæbne i din hånd og påvirker det til glæde eller tristhed" En film man ikke lige slipper, når man går ud af biografen.

fredag, september 26, 2008

weekend vestpå


Tågen lettede og solen brød frem Det tegner til en rigtig dejlig sensommerdag. Efter en gang rengøring og frisørbesøg - igen er det klippet alt for kort - (tror jeg har det ligesom den nyklippede puddel, der gemte sig under bordet :-) nåmen hva, det gror jo ud igen!! Men så er jeg snart klar til at drage vestpå, for at tilbringe et par dage sammen med The Kempler Girls! ;-)

Det er 11 år siden, vi afsluttede den 2 årig familierådgivningsuddannelse på Kempler Instituttet, og vi har siden mødtes 2 gange om året. Om efteråret i Søndervig og om foråret på den anden side af Ringkøbing Fjord. Vi prøver at holde fast i den arbejdsmetode vi har lært, og hver især har mulighed for at få "efterset" evt. problematikker. Jeg kender ingen andre sammenhænge, hvor jeg har tiden og ordet i en time. Det er da lidt af et privilegium. Vi kender hinandens liv rigtig godt - bedre end ens familie gør pga af alle de terapi sessioner, vi har været igennem under uddannelsen. Så det er altid rigtig dejligt at mødes og fortsætte, hvor vi slap sidst.

Men det er ikke "arbejde" det hele. Lørdag aften spiser vi en dejlig middag på Sandgården, hvor jeg belært af erfaring bestilte bord for et par uger siden. Det er et populært sted.

Nå, jeg skal aflevere Bugsy hos den ene af de sødeste!!

Og så skal jeg afsted, for jeg har nøglerne til sommerhuset!

onsdag, september 24, 2008

sæsonens sidste is?



Det er forbundet med nostalgiske følelser at køre forbi det lille barndomshjem. De nye ejere har renoveret det så fint. Der er heste på fold, og det er tydeligvis et hobbybrug nu. Underligt at tænke på at så lidt jord og så få dyr var nok til at en familie kunne leve af det dengang for mange år siden. Nu passerer jeg forbi på vejen mellem kirkegården i Thisted og i Vang. Da stedet blev solgt i 2001 tog jeg vintergækker og bonderoser med. De trives godt i midtjysk jord.

Sommerens sidste (?) is blev nydt i Voupør med udsigt over molen og havet, mens solen varmede som på en sommerdag.

På plejehjemmet i Snedsted var der dækket op med kaffebord med lagkage. Fødselaren havde det godt. Hun nød tydeligvis selskabet og smilede glad, da telegrammet fra dronningen blev læst op. Jeg synes, det var rigtig dejligt at møde fætter Holger og Kristian og kusine Astrid og alle de 41 efterkommere der er resultatet af faster Alma og farbror Peters liv sammen. Man skal vel trække svigerbørnene fra, når man tæller efterkommere??

Vejen hjem er meget længere end vejen ud, siges der. Sådan føltes det ikke for mig. De 150 km. forsvandt under dækkene. Solen gik ned som en kæmpestor rød bold i mit bakspejl, og jeg havde P1 på radioen. En dag med mange indtryk og en walk down memory lane.

Thy tur retur

Det var en smuk, smuk dag at køre ud i landet på, og jeg kunne begynde med at tage solbriller på allerede da jeg startede om formiddagen. Turen gik over Skive og Mors til Thisted, så til Vang, så til Vorupør og endelig til Snedsted, hvor faster Alma, der fyldte 100 år, bor.


Det var en fornøjelse at at se, hvordan efteråret er begyndt at folde sig ud i gyldne farver, og farverne var så klare i solskinnet. Jeg sad og fin-spekulerede over de her linjer fra Nu falmer skoven: "der ser man nu kun sorten muld og stubbene de golde" Sådan ser der nemlig ikke ud, når man kigger ud over markerne. Der er ganske vist stubmarker, men der er også fine lysegrønne marker med vintersæd og majsmarker med mandshøje planter. Det kunne Grundtvig selvfølgelig ikke vide i 1844. Og mulden er ikke kun sort. Jeg har set så mange forskellige nuancer af brun og næsten svag lilla muld. Hvor heldig jeg var, at vejret var så flot.





Heden viste sig også i forskellige brune farver. Jeg havde forventet et lilla lyngtæppe ved Kongenshus og tænkte først om lyngen var angrebet af en eller anden sygdom, indtil jeg lige blev klar over at det jo er den 24. sept. :-)











Sallingsundbroen og Mors var hurtig passeret. Thisted var første stop. Jeg måtte lige tjekke om byggeriet af J.P. Jacobsen Centret var færdigt og Rådhuspladsen ryddet for de barakker, som de handlende midlertidigt bor i med deres forretninger. Det var ikke færdigt og byen ser rædsom ud. Men sidst i november er centret færdigt, så bliver det spændende at se, hvordan pladsen foran det gamle rådhus kommer til at se ud. Der er blevet et par billeder væk for mig???
De kommer i et indlæg for sig.......:-)

tirsdag, september 23, 2008

Køer og klimapolitik


Vi fik udleveret en fin lille folder om Sømosegård, da vi var der i søndags. Jeg har lige siddet og nærlæst om familien, om gården, om besætningen, om markerne - meget oplysende. Så er der en lille faktaboks og der står "Vidste du.......at en ko bøvser og prutter mere end 2000 liter om dagen. Det svarer til luften i 250 balloner". Det er da et co2 udslip, der vil noget!!

Var der nogen, der sagde linser og bønner?? Det var ellers en lækker kalve rib-eye i lørdags!

Purpursolhat

Eller echinaforse - det er et A.Vogel produkt. Jeg ved ikke, om det virker, men nu bliver det prøvet af. På indlægssedlen står, at det indeholder 65% alkohol. Er vi i nærheden af Stroh Rom, som jeg tror, det hed engang? Nok ikke. Denne her solhat smager usandsynlig grimt. Men min forkølelse er ikke blevet værre i løbet af dagens mange gøremål.
Jeg har lagt mit træningsprogram lidt om, så jeg laver konditionstræning til sidst. Det føles godt.
Vi fik pudset repertoiret af til korøvelsen og er klar til koncerten på torsdag.
Zahra fik fat i sin maling i Silvan, og jeg ved nu, hvad rss betyder, og hvordan det kan bruges. Og på vores boligforeningsmøde blev vi enige om, at vi ikke vil have aktiviteter, læs reparationer og vedligehold, der giver huslejestigninger!! Så kan det gamle hus forfalde indtil vi kan få et tilskud fra Landsbyggefonden. Sådan er der så stor forskel på, om man er ejer eller lejer.

Rød solhat??

Av, jeg vågner op med ondt i halsen!
Men jeg vil gerne til træning og til korøvelse og køre Sahra over til Silvan og til Google reader på biblioteket og til afdelingsmøde i vores boligforening.......
Og i morgen vil jeg gerne køre til Thy og sige tillykke til faster Alma, der fylder 100 år.....
Og på torsdag har koret koncert i Bording kirke.......
Og på fredag mødes vi i Søndervig - Kempler vennerne - til en herlig sommerhus weekend.
Er det ikke rød solhat der hjælper, eller er det hvidløg kogt i mælk??
Jeg må i gang......

mandag, september 22, 2008

Computer nedbrud

"Vi har tekniske problemer på grund af computer nedbud". Sådan har telefonsvareren lydt fra mit lægehus siden i torsdags, og da jeg tog min sidste blodtryksregulerende pille her til morgen, besluttede jeg at køre over til konsultationen i stedet for at hænge i telefonkøen, som jeg havde gjort både torsdag og fredag. Jeg havde vist forestillet mig, at området lå øde hen - sådan uden computer! Til min overraskelse var der stor travlhed hos sekretæren og mange patienter i venteværelset. Men heldigvis var der ikke telefon nedbrud, og på et øjeblik havde sekretæren bestilt min medicin. Det plejer jeg ellers så nemt at kunne klare hjemmefra via min computer.

Men det fik mig til at tænke over, hvor sårbare vi er - også i forhold til alle de teknologiske fremskridt der er gjort, og de goder vi har fået. Der er sikkert mennesker, der har haft nogle meget lange og angstfyldte timer/dage, fordi lægerne i flere dage ikke har kunnet få fat i deres resultater på prøver og undersøgelser.

Jeg makker med at få billederne til at ligge sådan, at jeg kan skrive en tekst under, så der kommer til at være tekst - så billede - så tekst osv. ???

Men til mine 2 yngste læsere kommer der et billede, som er tilegnet jer, der også nærer varme følelser for kræet.... ... (altså, ikke for at pisse på det hele, vel !!)

søndag, september 21, 2008

Klap en ko














Jøsses, der er store forhold i landbruget i dag. Vi var til Åbent Landbrug på Sømosegård - et landbrug med 220 malkekøer - med 163 hektar jord med varieret planteavl. Det var vildt at gå rundt i sådan en stor stald med så mange flotte sortbrogede køer. De går løse på gummimåtter og kan lægge sig i sengebåse med madrasser!! Der var nu ikke så mange, der lå ned. Når de har lyst, går de hen til en malkerobot og der var kø ved robotten, så det er åbenbart populært. De går i gennemsnit hen til malkning 2.5 gange om dagen. Hvis de trænger til at blive kløet, kan de gå hen til en kæmpestor børste, der roterer rundt. Al fodring og udmugning var automatiseret. Ud over landmanden selv, var der ansat en medhjælper + en landbrugselev.

Nu har jeg ikke kendt til landmandslivet i mange år, så selvfølgelig vil det være helt anderledes end dengang min far drev det lille husmandssted, som en familie på far og mor og 3 børn kunne leve af. Det der slår mig mest er, at der skal så få folk til at drive så stort et sted. Som arbejdsplads er den jo lille og for ejer og ansatte måske lidt ensomt?
Men hvorfor har de ikke jersey køer?? De gav en masse mælk med en god fedtprocent, kan jeg huske!!
Det var noget af et tilløbsstykke. En stubmark var midlertidig parkeringsplads, og der var rigtig mange biler og mange familier og børn rundt om på den store gård.
Således mættet af malkekvægs-indtryk, kunne jeg smutte ind i Musikhuset og være med til "Syng i den blå" med Jens Grøn. Det er sådan et hyggeligt arrangement, der finder sted i foyeren, og det tiltrækker tydeligvis det modne publikum. Vi kom godt omkring efterårssangene og Jens Grøn kender små historier om komponisterne og tekstforfatterne, så der er altid en fin stemning.

Min gå-tur hjem fører mig lige forbi Kulturspinderiet, så jeg måtte kaste et blik ind. Der havde været åben cencurering i går, og de antagne værker var hængt op. Jeg skævede til uret og blev enig med mig selv om at vende tilbage en anden dag, idet jeg kunne høre Bugsy i min øresnegl!


Efter det første afsnit af "Sommer" i denne her sæson, er jeg også snart klar til at trække mit biologiske rullegardin ned. Dejlig søndag!

Tysk gudstjeneste


Jeg begynder altid med at finde et tv program, inden jeg går i gang med min halve time på gangbåndet. I dag var det ZDR der kom frem først. Og jeg kunne forstå, hvad der blev sagt!

Jeg bliver altid glædelig overrasket over, at mit passive ordforråd på tysk er så stort, og at jeg forstår så meget, som jeg gør. Menalså, det var en gudstjeneste der var igang. På meget moderne facon med rytmisk musik og indlæg fra forskellige mennesker kædet sammen med saxofon og "raindrops keep falling" og "yesterday". Budskabet var fællesskab, tilhørsforhold og mangel på samme mellem mennesker, men at det var at finde i Kristus.

Det er lidt pudsigt sådan at være i 2 forskellige verdener. Den moderne individualistiske dyrkende sin krop og samtidig "deltage" i den ældgamle gudstjeneste tradition.

Henrik mener, med sin ateistiske holdning, at det kan man ikke. Det er i hvert fald et emne til dril.....:-)

Måske er det, det postmoderne menneskes privilegium. Nu da autoriterne er faldet og religionerne er i krise, så man kan lige så godt blande det hele og få det gode liv, som jeg har, ud af det.

lørdag, september 20, 2008

Kalve rib-eye


Stegemesteren mener, det er den bedste rib-eye, vi har fået i mands minde.

Det blev en dejlig middag med aspargeskartofler, salat af grønne blade, tomater og en lækker fransk fårefeta og et drys af pinjekerner.
Clara Friis pærerne er på markedet nu. Det er min favorit pære, som har kort sæson. Så ned i indkøbsvognen med nogen af dem. Desværre er de ikke helt modne, men sammen med et stykke Manchego ost, var de alligevel en lækker afslutning på et måltid.

Den Kreative Skole






















Den Kreative Skole bliver indviet og har åbent hus i dag, så i stedet for at svede i Sportscentret, vil jeg vandre derned gennem byen. Vejret indbyder til det med høj klar himmel og lidt kølig solskin.

Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg får billeder og tekst anbragt, så de passer til hinanden. Måske kommer de lidt hulter til bulter.

Men det første sted, der får mig til at smile lidt undrende, er da jeg går forbi sygehuset, som er mere end 100 år gammelt. Der er bygget til mange gange i årenes løb, og arkitektueren er derfor yderst forskellig. For ikke så mange år siden flyttede Administrationen fra deres velfungerende gang for at give plads til overlæge/lægekontorer. De flyttede til ydmyge lokaler i den bygning, der engang husede børneafd. som blev nedlagt og flyttede til Randers. Det var tydeligt for enhver, at direktøren og den øvrige administration var yderst klemt i små rum. Det er der blevet rådet bod på nu, for der er bygget en "knast" på den gamle bygning fra 1902. Jeg synes, det ser rigtig pænt ud og det nutidige hænger godt sammen med det gamle.

Mine silkeborgensiske læsere vil nu kende turen ned ad trappen til Havnen, over Torvet hvor der er ved at blive ryddet op efter torvehandel med det gamle rådhus i baggrunden. På vejen kommer jeg forbi bagsiden af Møllegade, som min yngste læser vil kigge på med vemod :-)

Den Kreative Skole ligger lige over for bibliotektet, stram og minimalistisk i sit udtryk. Indenfor er der mange rum med musikinstrumenter til sammenspil og aktiviteter, der er multisal og rum til billedkunst. Der er et flot lysindfald pga de stor vinduer. Meget spændende. Gæsterne til åbent hus, da jeg var der, var i stor udstrækning småbørnsfamiler. Det er helt sikkert også et godt sted at lade sine børn udfolde sig.

Fys møde

I går aftes var jeg hos Anne Mette sammen med 6 andre tidliger kolleger.
Vi har det tilfælles, at vi har arbejdet sammen i Fysioterapien på Regionshospitalet
Silkeborg - dengang hed det ganske vist Centralsygehuset. Men vi har engang arbejdet
sammen i lang tid. Der er kun 2, der stadig arbejder på vores fælles gamle arbejdsplads.
Jeg er den ældste og arbejder ikke mere. Karen Minna har forladt faget og uddannet sig til organist. De øvrige 3 arbejder i forskellige områder indenfor fysioterapi.
For flere år siden begyndte vi at spise sammen ca hver 3. måned, og vi lægger hus til og
laver mad til hinanden på skift. Vi har rigtig meget at snakke om, når vi ses. Vi har fulgt med i hinandens liv så længe. Yngste barn er nu 15 år og på efterskole, og vi synes ikke det er ret længe siden, Lone var på barsel!
Arbejdsplads-snak/sladder fylder ikke så meget som dengang, da der var mærkelige, sjove, dumme, søde læger, som ikke altid viste så meget om fysioterapi, men hvis ordination vi altid skulle arbejde under, og når vi var uenige, syntes vi jo også der skulle opdrages lidt på dem. Det fys-faglige bliver ofte lige
vendt, men ellers er det alt mulig andet vi er optaget af. Vi prioiterer alle vores komsammen meget højt, og det blev så sent i går aftes, at vi nåede at tage hul på d. 20. sept. Der blev spist lækker mad, drukket dejlig vin og kaffe, snakket og grinet igennem. Hyggeligt, hyggeligt.

torsdag, september 18, 2008

Septemberluften er så klar og stille.....

Den er ikke med i højskolesangbogen, og jeg ved ikke, om den er med andre steder. Jeg kender den kun, fordi vi synger den i koret. Ester Bock, som jeg kender som romanforfatter, har skrevet teksten, og Bjarne Haahr har skrevet den skønne melodi. Øøøj, hvor ser jeg mange vidunderlige billeder for mig, når vi synger den tekst. Den fortjener, at komme ud i cyberspace:

Septemberluften er så klar og stille,
og solen spejler sig i hver en bille,
hvert edderkoppespind blir fyldt med dråber
og glitrer som en dejlig dronnings kåber.
Det skabte foldes ud i al sin glans
i efterårets gyldne blomsterkrans.

Vi går i dugvådt græs i æblehaven,
i tætte træer hænger sommergaven,
på jorden ligger overmodne blommer
og minder om den sødmefyldte sommer.
Så er det ved at være efterår,
et klart og køligt solskin står og spår.

Vi høster nu agurker og tomater
og skærer dem i skiver som oblater,
vi lægger dem på brødets grove kærner,
så de til vinter os mod sygdom værner.
Vi ruster os med forråd og med høst,
de fulde lader er vor vintertrøst.

Du Store Gartner som har vandet kloden
og nu har gjort at al vor høst blev moden,
hjælp os at række lidt af denne gave
ud over hækken rundt om Danmarks have.
Du gav et rystet, presset, topfuldt mål,
så vi kan fylde mange sultnes skål.

Mens morgentågen lettede og rimen forsvandt fra græsplænen, fik jeg svedt igennem i Sportscentret. Nu spørger mine (3) interesserede læsere nok, hvorfor jeg ikke går tur i Silkeborgs dejlige skove.....?? Menalså, det er fordi, det er så nemt med det træningstøj og
brusebad lige på stedet og nogen at snakke med og tv at kigge på. Så f.eks. Hammerslag idag....
Jeg ved godt, der er noget, der der hedder løbetøj, og at jeg har brusebad derhjemme :-)
Da solen var kommet over på min haveside, gik jeg igang med lidt efterårsoprydning. Der var nogen af potterne med sommerblomster, der var klar til at blive tømt og en halvvissen busk blev gravet op. Jeg skal på et tidspunkt i gang med at rydde ud, fordi jeg har altfor mange forskellige vækster i den lille have. Men det er så hyggeligt at følge planters vækst.
Da jeg var nede på Torvet for at handle, blev jeg draget ind til boghandleren! Der kan jeg bruge lang tid. Jeg blev nødt til at købe Saxos Danmarkshistorie med Peter Zeebergs nudanske oversættelse og Maja Lisa Engelhardts illustrationer. Tænk, at man kan få den for 100kr. Hvis jeg skal følge Ove og Tages koncept, så skal en gammel ud, hver gang man køber en ny. I det her tilfælde nok 2-3 andre bøger, fordi den er så tyk, men det vil jeg ikke tage stilling til nu. På den anden side set, vi er så åbenlyst ikke i redebygningsalderen, så der er ingen grund til at samle for meget til huse.
Så eftermiddagsteen blev indtaget med en stor bog i hånden. Solbriller var ikke nødvendige,
men "septemberluften var så klar og stille".
Til mine 2 tilbageblevne læseres information, så skal jeg spise hos Monica i aften. Jeg ved godt, hvem der er misundelig. :-) Jeg er bare godt tilfreds!!

onsdag, september 17, 2008

Frivillig


Vores bestyrelsesmøder i Børns Voksenvenner foregår altid om formiddagen i Frivilligcentret. Vi er alle 5 ude af arbejdsmarkedet og synes, det er meningsfuldt at være med i netop den her gren af frivilligarbejdet. Vi har i den lokale avis søgt efter modne mennesker, der vil være familievenner, idet vi har et par familie, der har brug for en slags reserve bedsteforældre. Annoncen gav kun en henvendelse, men hvilken kvinde!! Hun har også en mand i sit bagland, som vil være med. Vi har aftalt et møde på fredag, så de kan hilse på moderen i den ene venteliste familie. Jeg glæder mig, for jeg tror, de vil være på bølgelængde. Hvis det er tilfældet, aftaler vi så et tidspunkt, hvor alle mødes incl. de 2 børn. I uge 43 og 44 vil der blive en landsdækkende kampagne i alle medier om Landsforeningen Børns Voksenvenner. Det gav flere henvendelser i vores lokalforening sidste år, og det gør det nok også i år. Men nu mangler jeg så lige som sekretær at skrive referat fra vores møde.

Et uventet besøg betød, at jeg ikke kom til træning, fordi tiden for 60+erne kun går til kl. 14. Men pyt, Sportscentret ligger stadig lige ved siden af i morgen også.

Senere på eftermiddagen gik jeg i gang med at lege med den nye elektriske græsslåmaskine. Den er jeg altså ikke gode venner med :-( Den lange ledning er i vejen, og jeg kommer til at rive den ud af stikket, og sådan er der så meget. Fordelen ved vores små haver er at Tage, der går og pusler på sin matrikel, kun er et ord væk, og han er meget hjælpsom. Så jeg skal nok få det lært. Ellers er der stadig den gamle "skubber" i kælderen.

Vejret har været fantastisk solrigt og lunt, og 5 o'clock teen blev indtaget på terrassen med solbriller på og avisen i hånden. Herlige september......

tirsdag, september 16, 2008

kor-sammensmeltning og iGoogle


Vores korleder har sat gang i et større projekt. De 2 kor, han styrer, skal sammen opføre en kirkekoncert i Bording og Silkeborg, og det drejer sig om 50 +30 mennesker. Han havde i sidste uge organiseret fælles fotografering af den store flok, og efter 2 fælles øvelser, erklærede han sig i dag tilfreds. Så vi begyndte efterårssæsonen med kun at synge kendt stof for at have et repetoire klar allerede sidst i september. Det passer mig fint. Jeg er længe om at lære nye melodier. Jeg begyndte først at synge, da jeg var 62 og har en lille stemme. Men jeg har en god plads mellem Birthe og Sonja, som er stærke sangere og vi havde, hele den store flok, et par hyggelige timer med sang og sjov.

Den sene eftermiddag tilbragte jeg i bibliotekets læringsrum, hvor vi blev undervist i at bruge Googles værktøjer. I dag handlede det om at lave sit eget personlige skrivebord. Det er da godt nok spændende, alt det man kan. Lige som i sidste uge da emnet var blogger, var vi kun 2. Det er underligt, der ikke kommer flere?? Men alle unge kan selvfølgelig jonglere rundt i den verden og seniorerne eller 60+erne, som det så smukt hedder, har måske lidt berøringsangst??

Dog walking


Jeg havde fornøjelsen af at lufte Jensen her til morgen, da naboen selv var forhindret.

Hvor er det sjovt at være ude med en hund med skub i. Jeg skulle lige frem gå stærkt.

Da jeg kom hjem var Bugsy stadig i dyb søvn.

Senere på formiddagen tog vi Felicia de ca 200 m til det grønne område, hvor der er så spændende duftspor. Man har vel lov til lidt komfort, når man er næsten 12 et halvt år,
og man er Bulldog klubbens ældste medlem.

mandag, september 15, 2008

sensommer frodighed

Jeg elsker nastursien eller tallerkensmækkeren. Den vokser så frodigt og farverigt her i eftersommeren.
Jeg er gået i gang med at samle frø og tørre dem, så der er nogen at så, når det bliver forår.






søndag, september 14, 2008

septembers himmel er så blå


Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide........

Sådan så der ud, da vi kom ud fra weekendens
undervisning. Smuk sensommer.

Søndagen gik rigtig godt med spændende undervisning, men vi havde også været frustrerede og rasende (!!) om lørdagen.

4 timers Gammeltestamentlig eksege var mere end vi kunne snuppe!

Alligevel bliver jeg lidt fascineret af en mand som Carl Lomholt, der har haft en karriere som fængselspræst. Da han blev pensioneret, skrev han en ph.d. "Din fattiges ret". En rets-teologisk undersøgelse af Pagtsbogen, ex 20,22 - 23,33. Hans store engagement i de mennessker, der befinder sig på samfundets bund i de lukkede fængsler i DK, inspirerede ham til at skrive det imponerende værk om retssystemet i det gamle Israel, hvor man netop skærmede de svageste og dårligst stillede. Hans afhandling er tilegnet fangerne i Horsens Statsfængsel.
Men hvorfor skal vi have så meget Gl. Testamente på TFL.?? Jeg er mere interesseret i emner, der kan perspektivere kristendom og religion i det hele taget i forhold til den måde, vi lever på i dag.

Derfor var det også det rene guf, at vi fik en underviser søndag, som i den grad lever op til mine ønsker. Det har åbenbart været svært for TLF. at skaffe undervisere til hold 3, men Kees van Kooten Niekerk skal undervise i Systematisk Teologi. Han er lektor i etik og religionsfilosofi ved Teologisk Fakultet, og bortset fra at jeg lige skal vænne mig til hans hollandske accent, så har jeg svært ved at få armene ned.....:-)
Hans emner for efteråret er: kristendom og Darwinisme, kristendom og politik, Løgstrup og endelig bio-etiske spørgsmål. Den første dobb. time med ham lover godt for fremtiden. Udover at han ved en masse, kan han også skabe rum til spændende dialog. :-)))

Og så slutter den sådan, så smukt nr. 335 i Højskolesangbogen:
"Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte"

lørdag, september 13, 2008

så nåede jeg også det




Jeg nåede 40 min. i Sportscentret og fik tanket energi til en stillesiddende weekend i Århus. Der var kun 2 til træning sådan en lørdag formiddag.


Bugsy er klar til at komme over til ældste. Han er da heldig.....


Og jeg er klar til at køre om lidt.


God weekend.

fredag, september 12, 2008

det der med fotos.....



Nu skal forsøget gøres igen.


I går aftes, da jeg havde skrevet et indlæg, kunne jeg ikke finde Udgiv Indlæg tasten.


Jeg troede Lillian kunne guide mig pr. telefon, men det endte med hun kom herover. Hvor heldig kan man være?


Nå, men hun fandt hurtig den knap. Så ville hun også vise mig, hvordan man sætter et billede in i et indlæg. Det ville programmet bare ikke være med til. Øv.


Så prøver jeg bare selv......

Jubii......

Billedet illustrerer indledningen til valnøddesnapsen



en dejlig blank fredag

Ah, en fredag uden aftaler i kalenderen. Herligt. Med mulighed for hyggelige gøremål. En af de hyggelige ting er at kigge til valnøddeessensen. Efter ca. 3 uger, skal låget skrues af og der røres, så indholdet iltes. Den klare Brøndum snaps er nærmest helt sort, når man løfter glasset op, og i bunden skimtes valnøddestykkerne. Der dufter af valnødder, da jeg endelig få bakset låget af. Jeg rører i det og tager lidt af essensen over i et glas, og nu er den mørkegrøn. Fortyndet med Rød Ålborg, smager den lovende, og jeg mener nok der er fremtid i den. :-) Låg på igen og den skal stå til jul. Så skal den filtreres og 15 teskefulde blandes i 70 cl ukrydret snaps. Yngste har i lang tid drømt om, at vi alle skulle holde jul hos dem i år efter jul i Cape Town sidste år og i Kairo året før, og for mit og ældstes vedkommende i Sisimiut for 3 år siden. Nu har svigersøn og yngste vist andre planer på bedding, incl. en rejse hvor man ikke tager forældre og svigerforældre med. Men jeg er nu også sikker på at valnøddesnaps går fint til en påskefrokost i valnøddetræets skygge. I min opskrift står, at snapsen bliver bedre år for år som en rigtig fin cognac. Så det........
Jeg har været nede på Topdanmark kontoret, og blev nødt til at parkere som man gør visse steder sydpå, så man lukker en anden bil inde. Jeg har ikke haft kasko på Felicia i et år, og det er jeg ikke rigtig tryg ved, så for at blive optaget igen, skulle en af de ansatte ud og gå en tur rundt om den og aflæse km. tallet, og så kan det ikke gå at parkere for langt væk. Men alt gik godt, og Felicia er nu fuldt forsikret igen. Hørte lige om Inger, der fik stjålet sin bil, som ikke havde kasko, og derfor vanker der heller ingen erstatning.
På biblioteket havde de fået "Et plantageeventyr" hjem til mig. Jeg øjede den lidt hurtigt igennem og undrede mig over at stedet hedder Abildgaard. Men den måde stuerne bliver beskrevet på, gør at jeg kan genkende det. Nu kan yngste jo skrive "Et ombygningseventyr".
I Føtex havde de sorte læderstøvler i gummistøvlefacon, der lige passede til mine ben, så dem snuppede jeg. Tænkte på dengang pigerne var begyndt at forstå, at der var mere status i nogle butikker end andre. Hvis jeg så havde købt et eller andet stykke tekstil til dem, som egentlig var pænt, så mistede de interessen, når jeg sagde, det var fra byens førende modebutik...
Denne weekend byder på teologi for mig. I august startede vi på 3. år, som også er det sidste år. Jeg er vist også ved at være mæt af teologi på det niveau. Jeg savner de 2 teolotøser, Ida og Mette, der underviste på 2. år i systematisk teologi og kirkehistorie. Det var spændende fag, og de var rigtig dygtige undervisere. Men nu står den på teologi en weekend hver måned frem til juli. Hvis jeg altså vil. Det er jo ganske frivilligt...... Jeg tror godt, jeg gider.

torsdag, september 11, 2008

så ved vi det ...

Efter som Bugsy is still around, må vi jo sørge for, at han er velplejet, så derfor gik turen til dyrlægen for først og fremmest at få klippet kløer, men også for at få en snak om tingenes tilstand. Det er ikke muligt at bestille tid hos en bestemt dyrlæge, men vi har jo vores favorit. Charlotte var heldigvis på arbejde, og vi lod gladeligt både hunde og katte komme foran os i køen for at komme til den foretrukne. Det uundgåelige spørgsmål: hvornår er nok nok? popper jævnligt op. Hvornår er det tid to put him to sleep? Charlotte har altid meget håndgribelige gode råd, som hun øser ud af på en meget humoristisk måde. Så når summen af alle de små ting bliver for meget, altså det med halen, det med pelsen, det med gigten, det med tænderne. Når det går ud over livskvaliteten hos Bugsy (og vel også hos mig) så skal han aflives. Hun kunne også med sit kliniske blik se, at noget er under udvikling, fordi han er blevet smallere over ryggen og mere fyldig omkring bugen. Måske væske pga. dårlig hjerte - måske en svulst i bughulen. Men så længe han er glad for sin mad og gerne vil snakkes med og ud på sine små gå-ture, så tror vi, han har det godt. Så vi ser lige tiden lidt an....... For et par dage siden lånte jeg "Mit pakistanske køkken" af Rushy Rashid. Det er så hyggeligt at læse kogebøger som godnatlæsning og forestille sig, hvad man skal lave, især når der er flotte fotos i bogen. Så i går aftes bestemte jeg mig for at lave en ret med grønne linser og krydderier, især fordi jeg var sikker på at ingredienserne var i køkkenet. Det viste sig, at linserne ikke var der, men der var kidney beans. Derfor blev det en bønneret. Konsistensen blev anderledes, fordi bønner ikke koger ud, men smagen var rigtig god. Jeg elsker asiatisk mad, især indisk og thailandsk. Jeg er efterhånden blevet fortrolig med min nye rice cooker, som Lek gav mig i fødselsdagsgave. Den er let at bruge, den står faktisk og passer sig selv på køkkenbordet, og når risene er kogt går den automatisk over på warm og kan så holdene risene varme så længe det skal være. Da Turid blev gift med Shamin og de flyttede til DK, var det rigtig spændende at spise hos dem og stifte bekendtskab med brændende stærk og velduftende mad og de her dejlige flade brød, vi spiste til. Det var rigtig eksotisk i begyndelsen af 70erne.

tirsdag, september 09, 2008

blog på biblioteket

September måneds flotteste solskinseftermiddag - indtil nu, byder på blog undervisning på biblioteket.
Tanken om at blive hjemme på terrassen blev viftet væk.
Vi var kun 2 elever. Sikkert pga. af det fine vejr. Så meget mere tid er der til at dvæle ved detaljer og få individuel hjælp. Lillian er vores kompetente underviser, og lige nu er vi igang med at finde ud af blogverdenens mysterier.
Måske er det min indgang til bloggen???
Eller måske er det bare en prøve??