Med sved på panden.

I går aftes huskede min datter pludselig, at ansøgning om visum eller indrejsetilladelse til USA skal ske 72 timer før rejsen. Og eftersom jeg, i det her tilfælde, helt har lukket ned for den slags praktikaliteter, så gik jeg rundt i lykkelig uvidenhed. Lige indtil hun ringede og sagde, jeg skulle kommer derover medbringende mit pas.

Så sad vi med sved på panden og udfyldte formularen, for der var jo mindre en 72 timer til vi skulle rejse.
Tænk, hvis myndighederne havde en stor stak ansøgninger og havde brug for al den tid til sagsbehandling?
Det havde de heldigvis ikke, for i morges var der en mail i min indbakke med besked om, at min ansøgning var godkendt.
PHEW, siger jeg bare :-)
Jeg har læst, at pyyyh med lettelsen suk ikke bruges så meget mere :-)
Nu hedder det phew, når noget vanskeligt eller farligt alligevel ikke kommer til at ske.
Hvis man altså synes, der skal flere engelske udtryk og ord ind i det danske sprog. Ikke at jeg synes det. Det er bare lidt sjovt, som fremmedord sniger sig ind.

En ny uge er allerede i gang.

Jeg vil gøre et lille tilbageblik på ugen, der gik så hurtigt.
Ugens bedste måltid var hos min tidligere kollega, der bor i Ry. Hun laver dejlig, farvestrålende mad: selleritern og ditto søde kartofler bagt i ovnen. Ovnbagte rødbedetern. En salat af grønkål, spidskål og en masse granatæblekerner - og sikkert mere, som jeg ikke lige kan huske eller identificere på billedet. Et lækkert, mørt stykke kød var der også. Kødet har efterhånden fået status som tilbehør. Engang var det modsat.
Vi har det så hyggeligt, vi seks, der engang havde samme arbejdsplads. Kun én er tilbage på arbejdspladsen, to arbejder andre steder, og tre er pensionerede.
Det er altså pudsigt, at arbejdet og faget var det største samtaleemne engang. Nu berører vi det kun ganske lidt.

Ugens hyggeligste cafebesøg var på Cappuccio, der er flyttet fra en lidt afsides beliggenhed  ind i Nygade, Silkeborgs svar på et latinerkvarter. Altså hvis byen havde været gammel nok. Men eftersom den er fra 1848, kan de ældste gader nok ikke kaldes latinerkvarter. Men der er hyggeligt.

For tre - fire år siden flyttede en familie på tre, bestående af far, mor og en voksen søn, fra Sardinien til Danmark for at begynde et nyt liv.
Jeg ved ikke, om de kom fra restaurationsbranchen? I hvert fald har de nu et meget stemningsfuldt sted med salat, sandwich, kage og dejlig kaffe.
Billedet er fra facaden . Der er udover servering skiftende udstillinger. Lige for tiden, Peter Birks fotokunst.

Sådan et billede giver ikke det præcise indtryk, men der er gamle møbler, sofahjørne, reoler med bøger og blade og en lille scene, hvorfra der sommetider spilles musik.

Ugens kedeligste café var P Café i Bilernes Hus.
Jeg tilbragte en lille times tid der, mens en ny nøgle til bilen blev kalibreret (hedder det sådan?)
Der er et pænt udvalg af ugeblade, og der er wifi. Der er kaffe, rundstykker og småkager. Men det rundstykke, jeg fik, var smurt. Sikkert mens det var varmt, for det var bare fugtigt på overfladen af smeltet smør.

Nu sad jeg også var noget indebrændt over, at reservenøglen var forsvundet og havde været væk i fem måneder, og at en ny koster 2.500 kr.
Jeg bryder mig ikke om, at være uden reserve.
Og så var rundstykket oven i købet rigtig kedeligt.

Mattias var ugens Supermand i børnetandklinikken.
Han fik rgt. fotograferet et par tænder, og han satte sig i den røde rgt.stol uden at blinke eller protestere.
Da jeg var med ham for et halvt år siden, var han helt afvisende overfor alle tilgange og forslag fra tandlægens side, så det kom der ingen billeder ud af.
Jeg var meget spændt og inderst inde ikke særlig optimistisk i torsdags, men jeg skal da love for, han har udviklet sig siden.
Udover at personalet kaldte ham Supermand, fik han lov til at vælge, ikke bare en enkelt gave, men hele to fra gavekassen.
Han var glad, og det var jeg også.







Ugens søde og usædvanlige oplevelse var, at koret havde besøg af en gruppe på 18 børnehavebørn  og to pædagoger. Vores bestyrelse havde kontaktet børnehaven for at aftale noget syng-sammen. De ville gerne og sang deres fredagsmorgensang for os "Nu titte til hinanden de fagre blomster små". Vi sang "Jeg ved en lærkerede" sammen, og vi lærte dem den rytmiske udgave og  "Amen Siakudumisa" De var forbavsende hurtige til at lære sådan nogle uforståelige ord. Efter en lille times tid holdt vi pause og børnene spiste deres medbragte madpakker, inden de gik ud til bussen. Det var så hyggeligt. Børnene var tydeligvis glade. Der er en scene i vores øvelokale, og den ville de gerne stå på og synge igen til sidst. Jeg synes, det er godt, når børn og gamle kan mødes.

I mit nabolag er der tydeligvis udenlandske gæster i form af curlingspillere.
Den fine flagallé kommer til sin ret i blæsevejret.
Jeg har ikke været ovre i Sportscentret og har heller ikke hørt, hvordan det går. Jeg følger ikke meget med i sport i radio og tv, så jeg ved ikke, hvor stor bevågenhed sådan et verdensmesterskab har i pressen? Men det fremkalder vist ikke overskrifter.








Storebror Marcus er fyldt 12 år, og han blev fejret af familien i lørdags. I søndags havde jeg tre venner fra meget gamle dage til brunch. Og sådan sluttede en travl og dejlig uge.
I dag har jeg fået anskaffet en adapter til USA, så vi kan holde vores elektronik i funktion og lige pludselig er det snart, vi skal afsted.

Forskelligheder.

Endelig har vi fået lidt frostvejr. I går mellem fire og seks minusgrader.
Der var is på de små vandpytter. Johanne brugte sin nysnittede pind til at hugge hul med, da vi gik hjem fra børnehaven. Hun er kommet på Pers snittehold (Per er den eneste mand i børnehaven) Det ser så hyggeligt ud, når der sidder en lille gruppe meget koncentrerede børn omkring Per. Nu ønsker hun sig en snittekniv. :-)

Det kan godt tage lang tid at gå hjem, når der er adskillige små vandpytter.

I sidste uge begyndte vores korsæson igen. Jeg har fået den smittende lille sang Amen Siakudumisa på hjernen :-) Den er fra Sydafrika. Jeg ser for mig de mørke kvinder i farvestrålende gevandter, mens de synger og danser Amen Bawo Amen Bawo osv. (den findes på youtube) Vi, de grisefarvede, (citat af Anne Cordsen) bliver smittet af rytmen og glæden.
Hurra for forskelligheder :-)
God weekend.

Tilbageblik.

Det er blevet æbleskivetid. Jeg elsker processen med at bage æbleskiver i den gamle pande - især når det kun er til få. Fx. når vi kun er to, som i mandags og torsdags, hvor henholdsvis  Chr og Johanne var her.
Jeg har allerede i sidste uge, to gange fået serveret frosne æbleskiver, der hurtigt kan varmes i ovnen. De smager godt, og det er overkommeligt, når flere mennesker skal trakteres.

Men målet at spise æbleskiver er ikke det, jeg går efter.
Det er det, der sker undervejs. At blande dej. At piske æggehvider så stive, så de bliver i skålen, selv om den vendes på hovedet.
At hælde dej op i de små huller i panden, og at vende æbleskiverne i små nøk hele tiden.
Christian mestrer efterhånden det hele, og stående på en lav skammel har han en god arbejdsstilling.
Efter at have 'passet' panden til to gange æbleskiver, var armene trætte. Der var blevet eksperimenteret med at lægge et lille stykke is ind og et lille stykke chokolade. Når æbleskiven bliver vendt rundt hele tiden på panden, danner der sig en sprød skorpe, som godt kan holde den smeltede is inde, indtil gaffel eller tænder sættes i, og så vælter mælk og fløde ud - eller hvad nu sådan en købeis er lavet af.

Det er også interessant at se ved hjælp af stegetermometeret, hvor varm sådan en æbleskive er indeni.

Men det var ikke forsøg, det hele. Der blev spist med god appetit og flormelis og jordbærsyltetøj til.

Den resterende dej kunne sagtens holde sig i køleskabet til i torsdags, da Johanne var her.
Hun ville rigtig gerne, men håndmotorikken er ikke udviklet til de små bevægelser hos en 4-årig, så da vi ved fælles hjælp havde vendt en, var hun tilfreds med sin indsats og overgav sig til at nyde de allerede færdigbagte.

 Der var juleklip i Mattias' skole i fredags, og forældre og bedsteforældre var inviteret til at deltage.
Der blev produceret julepynt i massevis. Det gjaldt nemlig om at få det flottest pyntede klasseværelse på hele skolen.
Et dommerpanel vil senere kåre vinderne, som vil blive belønnet med en sodavand til hver elev i klassen.

Juleklip i skolen.

I morgen fylder Mattias syv år. Han er blevet fejret af familien i dag, og i morgen skal drengene fra klassen med hjem efter skole.

Mine billeder fra dagens fejring er uskarpe. Jeg har nok rystet på hånden samtidig med at ungerne har været ret så aktive.





I torsdags holdt koret årets første julekoncert på Marienlund plejehjem. Der er mange fællessange i vores program. De gode gamle julesalmer, som selv demente kan synge med på.
Jo ældre jeg bliver, jo mere forstemmende synes jeg, det er at besøge plejehjem. Sådan havde jeg det ikke i de tre år, min mor boede på plejehjem. Jo, det havde jeg nok alligevel. Da var jeg sidst i 50erne. Men nu har jeg alderen selv, og håber jeg ikke får brug for at bo der. Men på den anden side, hvis jeg får brug for det, er det jo godt, det findes.
I morgen skal jeg hjælpe til hos Mattias, når de 12 drenge kommer efter skoletid. Min svigersøn sagde sidste år, om vi ikke skulle skrive en bog om, hvordan man overlever en 6-års drengefødselsdag? Vi har ikke fået skrevet en manual, og han kommer først hjem lidt senere. Men mon ikke vi overlever?

Måske det sidste havearbejde i år?

Så skøn er udsigten fra det lokale, vi står og sidder i, når vi har kor-øvelse. Snart slipper de sidste gyldne blade, og træerne vil stå nøgen tilbage.
Vi fik en ny julesang i dag. Deck the hall with boughs of holly. Den er vel egentlig en børnesang med en glad smittende melodi. Men vi ville gerne synge den :-)
Vejret har været mildt. Hen på eftermiddagen skinnede solen, og jeg fik lagt tulipanløg.

Jeg glæder mig meget til pinseliljer, som jeg har haft engang. Men de løg blomstrede kun en gang. Nu håber jeg, der er mere kraft i de her.

Det bliver spændende, hvordan de løse løg vil tage sig ud, for de er en blanding af forskellig slags, som jeg ikke sorterede, dengang jeg gravede dem op efter blomstringen i foråret.

Dejligt at have noget at glæde sig til.

En meget hyggelig cafe og meget mere.

Et tidligt ærinde bragte mig til Viborg i går, og da der også var ventetid, var det oplagt at finde en cafe, der havde tidlig åbningstid.
I Viborg er der et meget charmerende sted, der hedder Søster Lagkage.

Her kan man allerede fra kl 07.30 nyde lækkert hjemmebagt brød fra en disk med et  righoldigt udvalg.
Der er også dekorative og fine kager, som ikke frister mig om morgenen, men de bliver lavet fra bunden og er uden tvivl god kvalitet.

Indretningen er til den feminine side med en masse pynt og kitsch, og gamle møbler med puder og tæpper fra en svunden tid.

Der forhandles produkter fra RICE, som også er med til at gøre det hele farverigt.

I en vindueskarm lå et strikketøj lige klar til at gå i gang med :-)


Der var to unge mænd, der spiste morgenmad eller drak kaffe. Jeg kiggede ikke så nøje, men det var altså ikke udelukkende et pige-sted.










I dag begyndte vores kor igen efter juleferien.
Vi har en norsk korleder, og hun introducerede os til en sang på nynorsk. Hun havde overvejet, om vi bare skulle synge ordene sådan, som de faldt for os. Men heldigvis havde hun besluttet, at vi skulle lære at udtale ordene på nynorsk. Så vi gjorde os stor umage og udtalte efter hende.
Hvad hun syntes om vores anstrengelser, sagde hun ikke noget om. Uanset, om det lyder norsk eller dansk, så er det et meget dejligt digt af Einar Skjæraasen (1900 - 1966) "Danse mi vise, gråt min sang."
Hvorfor mon det hedder "mi vise" og så ikke mi sang men "min sang?"

Min tandlæge er på kursus i morgen.
Og hvorfor er jeg så godt orienteret om hans gøren og laden?
Jo, det er fordi, jeg rigtig gerne vil have en tid så hurtigt som muligt hos ham. En af mine kindtænder, som har en stor fyldning, er blevet meget følsom og øm. I 2009 fik jeg skiftet amalganfyldningen ud med et plastmateriale. Måske er der kommet en revne i den tynde skal, der er tilbage af tanden?
Det vil vise sig på mandag. Da har jeg heldigvis en tid.

En torsdag i december.

I dag fik jeg mulighed for at se byens nyeste plejehjem indefra, idet vores kor sang en lille julekoncert der.

Stueetagen rummer cafe og køkken.
Det er et meget flot og stort køkken-alrum, sådan som det findes i nye huse, hvor køkken og stue er et stort rum.
Der er store vinduer med mulighed for lysindfald fra  alle sider, hvis ikke det havde været sådan en dunkel og regnfuld dag.

Min yndlingsjulesang i år er 'Hvad er det der gør jul til noget særligt.'
Den vandt prisen som årets nye julesang i 2015.
Radioens pigekor synger den så smukt. Den ligger på youtube, men jeg kan ikke flytte den herover på bloggen.
Udover vores repertoire, så blev der sunget mange af de gamle julesalmer som fællessag.
En hyggelig stund.

Et lille hjørne af det nye plejehjem.

Indvielsen fandt sted i juni måned, men de første beboere flyttede ind allerede i marts.
Øverste etage er ikke beboet endnu, hvad der får nogle borgere til at frygte, at der måske skal lukkes et af de mindre plejehjem i udkanten af kommunen?

Da jeg havde hentet Chr i skolen, var vi en lille tur i Fætter BR for at kigge på julegaveønsker og fotografere til en ønskeseddel.

Jeg prøvede at sælge Mumrikkens (en af Mumitroldens venner) filosofi, der lyder sådan "Alt det, der er smukt, er mit så længe jeg kigger på det."

Den dur selvfølgelig ikke for en seksårig lige før jul.
Men jeg kan nu vældig godt lide det.

Efter en halv times tid var vi klar til at køre hjem til mig og bage pandekager.

Det går vist på omgang ...

I formiddags holdt vores kor en lille formiddagskoncert på Sprogskolen.

Vi har gjort det et par gange før. Lærerne vil gerne have besøg af os.

Elevgruppen i dag har ikke været her ret længe, fik vi at vide.
Men de var mere interesserede, end vi har oplevet tidligere.
De kunne dog ikke rigtig synge med på fællessangen, som var "Godmorgen lille land:"
En dejlig sang, der blev skrevet i anledning af Storebæltbroens åbning i 1998.
Den handler ikke kun om at bygge bro mellem landsdele, men også mellem mennesker.
Der var nogle af eleverne, der gerne ville fotograferes sammen med os - som om vi var nogle kendisser :-)

Christian måtte hentes fra skole i dag. Han havde kastet op flere gange. Hans mor lå hjemme i sengen og var plaget af kvalme, mavesmerter og diarre. Jeg hentede Johanne i børnehaven. Hun var bare lidt snottet, men ellers i hopla. En pædagog fortalte, at flere børn var blevet hentet før tid pga omgangssyge. Farmand var også frisk, da han kom hjem ved 15.30 tiden.
Nu håber jeg bare, at jeg er frisk de næste tre dage. At jeg ikke er blevet smittet med noget ...
Jeg skal til Tønder i morgen og glæder mig til en for længst planlagt weekend sammen med gode venner.

Sidste vers:
På det her tidspunkt burde det være en godnatsang, men det er sidste vers af "Godmorgen lille land."

"Godmorgen, stå nu op!
Stå ud af drøm og tankespind
og stræk din tunge krop
for ingen er alene;
når verden lukkes ind,
bygger vi bro fra sind til sind"

Niels Brunse.

Hverdagshøjdepunkter.

Der er mange små glæder i hverdagen.

Som der står på min t-shirt:
"Enjoy the little things in life
for some day you will realize
they were the big things."

Det er nu ikke, fordi jeg synes, det er en lille ting, at mit blommetræ har bugnet med frugt i år - og uden orm. Fantastisk.

Morgenfruer har fyldt pladsen ud under træet på smukkeste vis hele sommeren.
På et tidspunkt i forsommeren såede jeg nogle frø af Stolt Kavaler og glemte så alt om dem.
Pludselig stod denne her fine hvide blomst, omtrent på højde med mig,  mellem grene og blommer.
Den har kunnet bane sig vej gennem morgenfruemylderet.
Det er da også fantastisk.

Johanne hjalp med at plukke blommer først på ugen.

I dag har jeg plukket de sidste. De blev bagt i ovnen med honning, en kanelstang og en stjerneanis.
Det blev en lækker dessert med flødeskum og lidt knas af ristede mandler, havregryn, sukker og smør.

I år har der været mange sommerfugle i træet i de få solskinstimer, der trods alt har været.
Jeg har ikke fjernet de mugne, rådne blommer, før de faldt ned af sig selv.
Det er sjovt at være med til at fodre sommerfugle. Og hvepse og bier - de skal jo også være her.

Skoledrengene er i gang med at finde deres ben i de nye omgivelser.
Jeg kan ikke finde rundt, når jeg henter.
Begge drenge går i skolebygninger, der er gamle. Der er mange smuthuller og gennemgangsrum.

Mattias elsker at gemme sig for mig. Og legepladsen i sfo er virkelig stor.
Først blev jeg irriteret og syntes ikke, det var sjovt. Men nu har jeg indset, at han stadig er en lille dreng, selv om han går i skole i nulte, så jeg leger med i kuk-kuk.
På bordet ligger et ark med billede af alle klassekammerater, og jeg er ved at blive sat ind i, hvad de hedder.

På Christians skole var der inviteret til høstfest i skolegården i onsdags med kaffe, æblesaft og kagebord.

Jeg skulle selvfølgelig se legeredskaberne, og denne her til armgang var virkelig imponerende.
De har god motorik, de rollinger.
Alligevel kan der godt ske et fejlgreb, og en dreng landede lige på ryggen for mine fødder.
Det så drabeligt ud, han græd og kaldte på sin mor, som ikke lige var der. Men det varede ikke længe, før han var på benene igen. Trøstet af en pige fra hans klasse og mig.

Hurra for Ruben fra sfo.

Drengene flokkes som bier omkring sukker, når han byder op til slåskamp med de hjemmelavede sværd.
Christian er svært begejstret for ham.
Jeg synes, det er beundringsværdigt, at der er voksne mænd, der stadig leger på den måde. Og har det som deres arbejde.

Vores korøvelse er også en slags hverdagshøjdepunkt.
Jeg tænkte på i torsdags på vejen hjem, at vi egentlig griner virkelig meget.
Måske fordi vi er langt fra perfekte. men også fordi vores korleder til trods spreder god stemning.
Vi er i gang med at stifte bekendtskab med endnu en septembersang. En tango.




Min bademakker er kommet hjem fra sin rejse og vi har aftalt to gange om ugen. Det er meget lettere at komme afsted, når vi har en aftale. I dag var vejret fra sin meget venlige solskinside, da vi var ude ved søen.
Jeg ville ønske, at jeg kunne kalde min knætræning for et højdepunkt. Men jeg synes, det er lidt trægt. Jeg ved ikke lige, hvor jeg skal finde motivationen. Det har noget at gøre med, hvordan jeg tænker om det. Det ved jeg godt. Min ryg har drillet mig de seneste 14 dage. Heldigvis er det mindre nu.
Overordnet set, så går det stadig bedre med mit knæ. Jeg bliver hurtigere træt. Om det har noget med min knæskade at gøre - eller min alder? Det er ikke til at vide.
I morgen har Kunstcentret inviteret frivilliggruppen på tur til Tønder. Jeg har kun været med en enkelt gang tidligere på den årlige tur, og det var vældig hyggeligt. det bliver det sikkert også i morgen.

På sprogskolen.

Vores kor har været på sprogskolen i dag.

Vi havde inviteret os selv, dvs. spurgt, om skolen var interesseret i at vise eleverne, hvordan gamle mennesker synger i kor - og lære dem et par danske sange.

Det var man interesseret i fra skolens side.

Jeg var med som publikum. Jeg strides stadig med forkølelse nr. 2, som betyder, jeg må rømme mig hele tiden. Ikke lige et godt udgangspunkt for sang.
Jeg var også godt tilfreds med at være publikum, for så kom jeg lidt lettere i snak med eleverne. De mødte talstærkt op og prøvede på bedste vis at følge med i teksten.
Som fællessang havde vi valgt "Det er i dag et vejr, et solskinsvejr", "Nu er jord og himmel stille" og "Solen er så rød mor".
På den ene side af mig sad en ung, meget udadvendt mand, som havde været her i landet i lidt mere end et år. Han kunne føre en samtale med et enkelt ordforråd. På den anden side, en mand, der ikke forstod dansk eller engelsk. Han havde lært to sætninger "Jeg kommer fra Syrien. Jeg bor i Silkeborg". Fælles for dem var, at de meget ihærdigt prøvede at følge med i teksten, som blev delt rundt, og at de uden tøven kastede sig ud i melodien.
Det var en dejlig oplevelse. Der er en hyggelig atmosfære på sprogskolen.