torsdag, juni 30, 2011

Sommerferie......

Nattens regnskyl har været en hård omgang for petunia.


Det er som om, bloggen er begyndt at stille krav......
Om sommerferie!
Snart 3 år uden sommerferie.
Så er det vel også rimeligt?

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg imødekommer kravet?
Vi får se.......

tirsdag, juni 28, 2011

Skygger

Mens skyggerne blev lange gik jeg hjem fra min sene vagt på Kunstcentret.
Det har været en rigtig dejlig varm sommerdag.

Eftermiddagskaffe.

Svostrup Kro - Pramdragernes kro - dengang i gamle dage, da transport af varer op ad Gudenå foregik på pramme, som blev trukket frem af pramdragerne, der gik på land og trak.

Vi var lige i nabolaget i går, da Henrik afleverede sin bil til værkstedet.
Eftersom det var min bil vi kørte hjem i, så bestemt jeg også, vi skulle en tur på Svostrup Kro (som ikke hører til Henriks favoritter)
 Det var en rigtig sommerdag og siddende på terrassen med udsigt til Gudenå, var det tydeligt, at åen stadig er en meget benyttet færdselsåre.
Nu til fritid og rekreation.


På gårdspladsen står en rygepavillion, som er indrettet virkelig gammeldags og kitsch'et.


Samme stil føres også inde i huset. 
Dog ikke så tæt pakket, men efter min mening i nærheden af det smagløse.

Men udsigten fra terrassen og kaffen og kringlen fejler ikke noget.

mandag, juni 27, 2011

Slut med Jazz Festival.

Så er mine to gæster og byens ca. 30.000 taget hjem igen.
Der har været omkring 70 bands, der har spillet i de 3 store telte og de mange små spillesteder rundt om i byen.
Det har været spændende og festligt, men også dejligt, når det bliver hverdag igen.

 Udenfor Havneteltet bliver der fyldt godt op med bådfolket, der gerne vil være tæt på.


Musikere kan godt få brug for at lægge både jakker og instrumenter.






På det lille nybyggede dæk i havnebassinet havde nogen fået plads til sofaen.


Jeg vil ikke give mig af med at anmelde bortset fra at nævne Caroline & Keith Stephen Hot Club Trio.
Hun synger smukt og ser bedårende ud. Den del jeg hørte, var gamle,  skattede jazz-evergreens, og de gjorde det rigtig godt.

fredag, juni 24, 2011

Så ankom dronningen.

For 150 år siden ankom hjuldamperen Hjejlen til Silkeborg.
Med ombord dengang var Frederik d. Syvende og Grevinde Danner.

Den fødselsdag blev fejret i dag med at dronningen, på samme måde som tidligere tiders monark, ankom med Hjejlen for så at spadsere over Langebro til Museet, hvor der ville blive serveret frokost.

Jeg var ude at opleve stemningen. Ikke at jeg kunne se hovedpersonen.
Der var mange mennesker.

Riverboat - den årlige jazzfestival er begyndt.
Jeg får besøg af to jazzglade københavnervenner i et par dage, så der bliver en lille blog pause her.




Matroser fra Fregatten Jylland affyrede kanonsalut.

torsdag, juni 23, 2011

Nana Schwartzlose.

Den ene 'hejre', min genbo, er mor til Nana Schwartzlose, der udgav sin debut-cd 'Notes to Remember' her i foråret.
Nana, som er rytme-kons.uddannet, deler sin tid mellem at  optræde og undervise her i DK og at spille i New York, hvor hun har boet, og hvor cd'en er produceret.
Hun gør selv det hele, skriver tekster, spiller og synger. Og hun gør det rigtig godt.

Her med nummeret Today fra den nye cd.
Optaget i Central Park.



Anmelder Torben Bille skrev: "Er der overhovedet plads mellem Tina Dickow og Agnes Obel? Hvis nogen kan klemme sig ind der, må det være Nana Schwartzlose"
Gaffa giver 4 ud af 6 stjerner.

Men læg mærke til Nana og lyt selv.

Hejrebrunch

Om lidt kommer 'hejrene' til brunch......
Naboerne på Hejrevej.


Så er det heldigt, der er rester fra i forgårs.
Ovnbagte tomater og grillede peberfrugter bliver faktisk bedre og smager af mere, når der er gået et par dage.

onsdag, juni 22, 2011

Så er det nok sådan, det er.......

Old age...... is not for sissies (for tøsedrenge)
I går blev jeg 67.
Det var en dejlig dag med besøg af Henrik og min bror og svigerinde.
De sødeste og barnebarnet overraskede mig midt på eftermiddagen, da jeg havde travlt med middags forberedelserne. Det var hyggeligt.


Der er jo ingen grund til at gå til yderligheder, tænkte jeg om aftenens middag. Vi behøver ikke at få 3 retter en almindelig tirsdag aften.
Men så var der billige, små tomater og en masse peberfrugter i Kvickly. Og jeg elsker de hjemmelavede ovntørrede tomater og grillede peberfrugter. Så skal der bare en fast feta til, skåret i skiver, dryppet med olivenolie og drysset med timian. Der skal lækker bresaola, gode oliven og et godt brød til, og så er der lige pludselig en forret man kan sidde og nippe til, mens man drikker hvidvin.

For et par år siden plantede jeg en fransk estragon i haven og har i mellemtiden glemt den.
Den er blevet stor nu og blev det gennemgående krydderi i en bornholmerhane og estragon-champignonsovs.
Vi fik nye kartofler til og en salat med spinatblade,agurk og melon i terninger og rødløg i ringe.

Ved siden af estragonen vokser rabarber. De skal helst spises inden St. Hans, da de ellers bliver for grove.
Jeg brugte en håndfuld fintsnittede rabarber til dessert. En halv liter æblemost, 200 g sukker og en vanillestang koges op. Rabarberne puttes i og trækker et par døgn.
I god tid inden desserten skal spises, skives en bakke friske jordbær i.
Serveres med knuste makroner og flødeskum.
Og så gør det godt med en kop kaffe til.
Vi havde en rigtig hyggelig aften til næsten midnat.

Så var jeg også træt. Det må have noget med alderen at gøre.
Jeg må i gang med noget realitetsjustering.
Realiteten er 67 år. Justeringerne handler om ikke at 'slå for store brød op'

Men hvor var det dejligt med alle de mange hilsner, jeg fik. Jeg har vist aldrig fået så mange lykønskninger som i går.
På facebook, på mail, på sms og oven i købet tre konvolutter i postkassen.
Det er lige til at holde ud!

mandag, juni 20, 2011

'Havenisse'

Allerede sidste sommer besluttede jeg mig for, at hækklipning var et overstået kapitel for mit vedkommende.
Siden har jeg haft min genbos havemand i kikkerten.
Han var heldigvis ikke svær at lave aftale med.


Så jeg syntes, det var et smukt syn tidligt i morges, da solen stadig skinnede, at der gik en orange-hætteklædt 'nisse' i haven.

søndag, juni 19, 2011

Babushka Alevtina.

Min ældste datter læser til eksamen.
I en pause mødte jeg hende og kæresten til en sen brunch på Cafe Evald. Den bedste her i byen.
Da pausen var forbi, blev jeg siddende i den røde sofa og læste avis.
Og skønnede på hvor priviligeret jeg er.
Hvor heldig jeg er, at jeg er født netop her i vores del af verden.



Grunden til at jeg i særlig grad tænker over det lige nu er, at jeg har fået en ny babushka.
For ikke længe siden fik jeg et brev fra Babushka Adoption Foundation , at min babushka Salma var flyttet.
Der var ikke efterladt nogen ny adresse, og organisationen efterlyser ikke folk, der flytter.
Men der var flere gamle, fattige, der stod på venteliste til at få hjælp.
Sådan gik det til, at jeg fik tildelt Alevtina. Hun er 75 år og har gjort rent på det lokale hospital i Batken i sine 34 arbejdsår.
Nu bor hun sammen med sit barnebarn på 14 år. Han er handicappet og sengeliggende.
Babushkas datter er rejst til Rusland, og der er ingen hjælp at få fra hende.
Den sparsomme pension er ikke stor nok til at dække indkøb af medicin og tilstrækkelig mad. Om vinteren er der bitterligt koldt og pengene rækker ikke til brændsel.
For den årlige lille sum på ca.1.400 kr. kan jeg være med til at forbedre babushka Alevtinas hverdag.
Mere skal der ikke til i Kirgisistan eller Kyrgyzstan, som de selv skriver.

lørdag, juni 18, 2011

Sommerkoncert.

Vi var vist i overtal os uden børn, der var til sommer-familie-koncert med Aarhus Symfoniorkester  i dag.
Temaet var at formidle klassisk musik til dem, der ellers ikke lytter til den slags musik.
Jens Andersen (Polle fra Snave - det må være irriterende) var den, der skulle introducere os til musikken.
Han spillede en person, som ikke forstod nogen ting, og som syntes, at klassisk musik var kedeligt og søvndyssende at høre på.


Han fistrede rundt mellem orkestermedlemmerne og prøvede at få bekræftet sine fordomme.
Efterhånden blev han mere og mere glad for det han hørte og formidlede med stor indlevelse de følelser og billeder, han oplevede. Og som han understregede, ikke ikke nødvendigvis er det samme for andre.
Det hjalp også at slå ørerne og lyttelapperne ud.


At det kræver rigtig mange daglige øvetimer at blive så dygtig til at spille som orkestrets medlemmer, blev fint illustreret af 19 årige Flavia Jørgensen  fra Holstebro.
Hun går på HF, men udover skolegang og lektier, øver hun hver dag 3 timer på sin tværfløjte.
Hun er rigtig dygtig.



Det var sjovt at overvære. En lille time med meget varieret symfoniorkestermusik.
Jeg blev dog lidt forstyrret af den store aktivitet fra Jens Andersens side.
Men det er sikkert en god måde at vise klassisk musik for børn?
De skal bare ikke være for små.
Jeg så et par mødre, der gik ud med små børn, der holdt sig for ørerne.
Der er også knald på, når hele orkestret giver den gas.

torsdag, juni 16, 2011

Skønne Mols

Hvor er der skønt og fredfyldt på Mols.
Selv skovuhyrer er fredelige.




Hos Ruth og Jørgen er der hyggelig stemning. 
Lækker mad, dejligt selskab, dejlig dag.

Dekoration.

En dør i mit soveværelse er blevet blændet, og da den trods maling alligevel ikke falder helt i med væggen, har jeg spekuleret på, hvordan den så kan fremhæves.
En helt anden farve maling?
En bane tapet?
Wallstickers?

Det blev i første omgang wallstickers med sommerfugle i pangfarver.
Jeg er ikke rutineret i at handle på nettet, men når jeg gør det, bliver jeg overrasket over, hvor nemt det er.
To-tre dage efter bestilling lå varen i postkassen, ledsaget af et venligt brev og et lille stykke chokolade.
Wallstickers er lette at arbejde med. Og de findes i utallige varianter.
Jeg fandt mine hos Dimaria

Jeg er inviteret ud i sommerlandet på Mols i dag.
Vejrprofeterne lover godt vejr først på dagen.
Her er der stadig overskyet. Måske ser det bedre ud lidt længere østpå.
Ellers er det også lige meget. Vi er ikke afhængige af vejret for at hygge os.
Men lidt sommer skader jo aldrig.

onsdag, juni 15, 2011

Mon det smitter?

Der er en lille spire, der vokser og gror i min ældste datters mave.


Så må hovedrolleindehaveren til at dele rollen......

tirsdag, juni 14, 2011

I parken.

Denne her lille siddegruppe i parken på Silkeborg Bad består af store trækævler.
Ved nærmere eftersyn er der sjove, forskellige gevækster rundt omkring.







søndag, juni 12, 2011

Sculptures.

Mens Henrik sov sin skønhedssøvn, tog jeg fat på mine morgenoplevelser.
På vej til kernebirkes og latte hos Emmerys kommer jeg forbi lampeforretningen på Pauls Kirkeplads.
Måske er det svært at se den sjove insektlampe på grund af genskin fra bygningen bagved,
men jeg prøver.
Der er sat vinger på fatningen og pæren er omsluttet af en te-si.

 En lille travetur bringer mig ned til Tangkrogen, hvor man kan se udstillingen Sculpture by the Sea.

Der er også en afdeling for børn.

Før kl. 9 var der allerede mange mennesker ude at nyde den dejlige sommermorgen.

Man udfordres hele tiden af de mange former og figurer.
Udstillingen kan ses indtil 3. juli

lørdag, juni 11, 2011

Morgenstemning.


 En lille kvarters gåtur gennem skoven bringer mig hen til Campingpladsen.

Ned til vandet er der et lille teltområde og ud mod vejen er der hytter og  pladser til campingvogne.

Sådan en sommermorgen er der en vidunderlig stilhed kun brudt af munter fuglesang.
 Når jeg ser sådan en frodig saftig mælkebøtte, tænker jeg:
 kaniner.
Sådan en håndfuld friske mælkebøtteblade er en lækkerbisken for kaniner.
Vi har haft mange kælekaniner.
Jeg synes, det var så hyggeligt med de bløde dyr.




Her et billede af en kaninglad 8 årig.

Nu vil jeg vande mine altankasser og krukker - og naboens som jeg passer - inden jeg kører til Aarhus.

fredag, juni 10, 2011

Peberfrugtplanten i min vindueskarm.

Jeg har ikke prøvet det før, men jeg købte en lille peberfrugtplante for nogen tid siden.
Den står i mit køkkenvindue, hvor den får morgen og formiddags-sol.
Og den trives.
Den har en blomst og 6 knopper.
Mon den skal nippes ligesom en tomat?
6-7 peberfrugter på én plante - er det ikke i overkanten?
Jeg nænner ikke at nippe knopper af. Den står og ser så frodig ud.

torsdag, juni 09, 2011

Stramme elastikker......

Der var ikke de store smil fremme i dag.
Og når baby pylrer og smågræder, så står spørgsmålene i kø i mit hoved:
Er det for varmt?
Er han tørstig?
Er han overtræt?
Savner han sin mor og far?
Er han sulten?
Har han ondt?
Er han utryg?
Er det hele bare lidt træls?

Indtil jeg lige opdagede det:
de har strammet elastikkerne for meget (se armene)



På vejen hjem fra byen......

Når jeg går hjem fra byen gennem Papirfabrikkens område, kommer jeg forbi Kulturspinderiet.
Forleden dag så jeg, at bl.a. Hanne Aabo havde fernisering.

Jeg har et billede af hende, som jeg vandt ved kunstforeningens (Sygehuset) generalforsamling for en del år siden.
Så hende måtte jeg da møde.

Mit billede er lavet af stof.
Det var sjovt at høre Hanne Aabos historie, og hun var iøvrigt glad for at høre, hvor billedet befandt sig.
Hun er oprindeligt designer og havde sammen med sin mand en tekstilvirksomhed.
I slutningen af 90erne afhændede de virksomheden, og hun gik på Århus Kunstskole fra 2000 til 2002.
Så i mit billede fra 2000 har hun anvendt de sidste tekstiler, som hun sagde.

Nu laver hun nogle helt andre farverige billeder.

Som f.eks. det her.
Det er et fotografi af en bygning, der er ved at blive revet ned.
Billedet er forstørret over på et lærred, og så har hun malet forskellige farver og figurer ind.
Hun havde flere af den slags, der var fotograferet i Paris´ gader i sort, hvid.
Parisbillederne var sjove og festlige. Sådan et gad jeg godt have på min væg.

Om lidt skal jeg passe en meget lille mand.
Der er en nybagt mor, der glæder sig til at komme til frisør og få lavet alle de ting ved håret med diverse kemikalier, (økologiske forstås) som man gør alt for at undgå, når man er gravid.
Og jeg glæder mig til at se de store smil, som den lille mand så gavmildt deler ud af.

tirsdag, juni 07, 2011

Facebook fordele.

Jeg er ikke den, der opdaterer min facebook ret tit.
Men jeg har fået kontakt med venner fra tidligere. Og familiemedlemmer.
I dag skal jeg via en kontakt på facebook mødes med én af mine studiekammerater fra fysioterapeutuddannelsen.
 Hun fandt tidligt den mand, hun er gift med i dag, så vi gik ikke i de samme cirkler.
Vi har så mødt hinanden til jubileumsarrangementer gennem årene, men da er vi mange og får ikke snakket lige meget med alle.
Så jeg glæder mig meget til vi skal mødes til en lille frokostdate .

I går prøvede jeg forgæves at fange en humlebi, der havde meget travlt i fjerbusken.
Den lille tunge tyksak var utrolig hurtigt rundt på de spinkle grene.
Ellers var den vel også faldet af.

mandag, juni 06, 2011

Fjerbusken fra min barndoms have.

Da min mor flyttede på plejehjem for 10 år siden, snuppede jeg en lille bid af en fjerbusk og et par bonderoser fra barndomshjemmets have.

Der findes nok have eksperter, der vil sige, den busk er for overdimensioneret til en lille rækkehushave.
Jeg kan godt se det.
Men jeg er vild med den.
I løbet af kort tid vokser den op og bliver næsten 2 m. høj, for så igen at visne ned og forsvinde i løbet af vinteren.
Måske skal jeg lige fjerne den yderste del, der vokser ud over fliserne.

Der var herlig morgensol her ved 8 tiden.
Men allerede nu falder regnen i tunge dråber.

God mandag.

søndag, juni 05, 2011

En Grundlovsdag på Silkeborg Bad.

Det var en usædvanlig kombination af politikere, der var gået sammen om at holde grundlovsmøde.
S, SF, R og V holdt et fælles arrangement i parken ved Silkeborg Bad.
Jeg tror, det ville være fint, hvis de kunne gå sammen om en fælles politik.
Altså på Christiansborg-niveau.
Og ikke bare et lokalt møde.





Solen skinnede næsten for skarpt til at fotografere.

Der er mange steder at slå sig ned i parken og bare hygge sig.








Henrik og jeg sad her på terrassen under den blomstrende hyld og fik en kop kaffe.
Med udsigt til et par, der havde fundet et charmerende sted at nyde den medbragte.
Posted by Picasa