Babushka Alevtina.

Min ældste datter læser til eksamen.
I en pause mødte jeg hende og kæresten til en sen brunch på Cafe Evald. Den bedste her i byen.
Da pausen var forbi, blev jeg siddende i den røde sofa og læste avis.
Og skønnede på hvor priviligeret jeg er.
Hvor heldig jeg er, at jeg er født netop her i vores del af verden.

Grunden til at jeg i særlig grad tænker over det lige nu er, at jeg har fået en ny babushka.
For ikke længe siden fik jeg et brev fra Babushka Adoption Foundation , at min babushka Salma var flyttet.
Der var ikke efterladt nogen ny adresse, og organisationen efterlyser ikke folk, der flytter.
Men der var flere gamle, fattige, der stod på venteliste til at få hjælp.
Sådan gik det til, at jeg fik tildelt Alevtina. Hun er 75 år og har gjort rent på det lokale hospital i Batken i sine 34 arbejdsår.
Nu bor hun sammen med sit barnebarn på 14 år. Han er handicappet og sengeliggende.
Babushkas datter er rejst til Rusland, og der er ingen hjælp at få fra hende.
Den sparsomme pension er ikke stor nok til at dække indkøb af medicin og tilstrækkelig mad. Om vinteren er der bitterligt koldt og pengene rækker ikke til brændsel.
For den årlige lille sum på ca.1.400 kr. kan jeg være med til at forbedre babushka Alevtinas hverdag.
Mere skal der ikke til i Kirgisistan eller Kyrgyzstan, som de selv skriver.