torsdag, juli 31, 2014

Storebror-muffins.

Ferielukningen i børnehaven er slut, og Christian er tilbage i sin nye status som storebror. Det kalder på en markering, og hvad er mere nærliggende end at servere storebror-kager til hele gruppen.
Med mormor som bagemester blev der fremstillet en masse bananmuffins.
Sidste gang jeg bagte muffins, fik jeg ikke skrevet opskriften ned.
Inspirationen har jeg hentet i Arlas opskrift x 3.
Jeg havde kun få af de farverige papirforme, og det viste sig, at min lokale Brugs kun havde dem i miniformat.
Jeg tænkte, jeg måtte beregne to til hver person (38 børn + personale)
Så for at undgå at slå op og regne ud en anden gang, så kommer opskriften ind i mit arkiv.

Opskrift på muffins med banan og chokolade:

6 bananer
6 æg
600 g mel
6 tsk bagepulver
450 g sukker
375 g smør
3 tsk vanillesukker
200 g mørk chokolade.

Bages i 15-20 min i en 200 gr. varm ovn - ikke varmluft.

Denne her portion gav 69 små muffins og 16 store.

Der var kun få børn i børnehaven, idet mange stadig har ferie, så der er masser af muffins i fryseren.

Lillesøster Johanne, 10 dage gammel, har lige været i bad.

tirsdag, juli 29, 2014

Hvad vi deler med hinanden ...

På uforklarlig vis har jeg mistet mine nøgler for nogen tid siden, og er derfor i gang med at få dem rekonstrueret. Bl.a. en ekstra bilnøgle, og det bragte mig til Bilernes Hus i morges.
Nu går jeg ikke ind for stordrift, hverken når det handler om børnehaver, landbrug eller forretninger.
Min bil er heller ikke købt i Bilernes Hus. Men min forhandler med værksted flyttede dertil efter ekspropriation i forbindelse med motorvejsbyggeriet.
Jeg har dog forlængst overgivet mig til konceptet Bilernes Hus.
Det er spændende at komme der, og der er hyggeligt. Frontpersonalet ved receptionerne er venlige og hjælpsomme, og jeg har ikke haft grund til at betvivle mekanikernes dygtighed.

Der er selvfølgelig biler i alle afskygninger at kigge på.
















Denne her er da sjov. Privatleasing af Skoda Citigo fra 1.299, står der på skiltet.

Der er selvfølgelig kaffeautomat, men der er også smurte rundstykker om morgenen.

Der er et loungeområde med cafeborde og sofaer, gratis wifi, aviser og forskellige ugeblade og magasiner.
Der var ikke mange mennesker.
Jeg kom til at tænke på sidste gang, jeg var der. Da var der nemlig fyldt godt op, og en yngre kvinde kom hen til mig og spurgte, om hun måtte sidde ved mit bord. Det måtte hun selvfølgelig gerne, hvorefter hun tydeligvis gjorde sig klar til at arbejde og arrangerede sig med computer og telefon.
Inden hun gik i gang, pudsede hun sine briller med sådan en brilleserviet (jeg bruger altid opvaskemiddel og den varme hane i køkkenet). Da hun var færdig, kom det spørgsmål, der gjorde mig noget paf "Vil du bruge resten af servietten? Min mand og jeg deles altid om en".
Min første tanke var, om mine briller så så fedtede ud??
Men 'jo tak'. Og så pudsede jeg briller i en autoriseret brilleserviet. Det er sikkert godt for briller.

Jeg tænker tit på episoden. Måske fordi det var lidt for intimt? Hvor meget deler vi med hinanden i det offentlige rum?
Ikke overraskende fortalte hun, hvor hun var på vej hen, og hvor hun kom fra. Da hun begyndte at arbejde, var det også tydeligt for alle, hvad telefonsamtalerne handlede om.
Jeg veksler tit et par ord med fremmede. Måske gør man mere det i provinsen.
Men hun var i hvert fald udadvendt ...
Så meget, at jeg blev overrasket.
Det fik mig til at tænke på et udsagn fra Lotte Heise for længe siden. Folk anklagede hende tit for at 'være for meget', hvortil hun svarede, at de 'var for lidt'.


søndag, juli 27, 2014

Så kom regnen endelig hertil, men heldigvis først efter Hvide Sande ...

Her i nabolaget, havde vi efterhånden næsten opgivet håbet om det regnvejr, vi erfarede, fandt sted i nærmeste omegn. I går aftes kom der en lille byge, der gav 3 mm. vand. I eftermiddag siler regnen ned på den gode måde. Ikke for voldsomt, og temperaturen er faldet til 22 grader.

Heldigvis var det sommervejr i Hvide Sande, da jeg var der et par dage i sidste uge. Jeg blev helt begejstret for byen og stedet, som ligger på den smalle landtange, der adskiller Ringkøbing Fjord fra Vesterhavet.
I Ringkøbing Fjord er der gode muligheder for at lære vindsurfing i roligt vand, og der er et anlæg for dem, der dyrker vandski. Vi var slet ikke ude i den slags, men der er også fine bade/soppemuligheder i fjorden samtidig med, der er liv og aktivitet.




Sådan en wire, der er en del af vandski-anlægget, indbyder til spræl og sjov.










Vi kunne på kort tid cykle til den ene og den anden strand.
Jeg forerækker Vesterhavet, synes, det er noget særligt. Der er lavet rigtig fine adgangsforhold til stranden i Hvide Sande.
Der er bygget en lang mole, der næsten lukker af til fiskerihavnen, dog med sejlrende, så bådene kan komme ind og ud.










Mod syd er der bygget en endnu længere mole, så man slet ikke ser, der er industri tæt på.



Når det er så varmt, er der ligeså dejligt herhjemme, som ved de sydlige turiststrande. Vi kan bare aldrig være sikker på det vejr.
                                                                                                         
 En aften mødte vi Arnold, som var med sin familie nede at bade. De holdt ham heldigvis indendørs om dagen.      
                    Han lignede Bugsy (den engelske bulldog, der boede hos mig) så meget, så vi måtte snakke med  ham. Både farvetegningen og staturen var næsten den samme. Han er lidt stor til at være en fransk, men ørene står op, så han er fransk.     
Jeg kan ikke lægge billeder ind, som jeg vil, så det her indlæg for en brat afslutning.
Men Hvide Sande er fin og kan anbefales.
                                                      

onsdag, juli 23, 2014

Om overraskelser.

Det var en perfekt kulisse til have-surpriseparty i går aftes.

Jeg var inviteret til gode venner.
Fødselaren blev fuldstændig overrasket og meget glad (man har hørt om dem, der ikke er så glade for at blive overrasket på den måde) Sådan var det ikke her, og det blev en rigtig hyggelig aften.


Efterhånden som aftenen skred frem, blev temperaturen bedre og bedre og en anelse tempereret.


Jeg vil ikke klage over den fantastiske sommer. Jeg vil bare finde skyggefulde steder at opholde mig.
(min medfødte og iboende bonde er dog lidt bekymret over det tørre vejr i forhold til afgrøderne)


Om lidt kører jeg til Hvide Sande, hvor Mattias har holdt ferie sammen med sin far og mor i lidt mere end en uge. Jeg glæder mig til at snakke med ham. Han siger så meget, så jeg tit bliver helt forundret.

mandag, juli 21, 2014

Om en nybagt mor og en duemor ...

Jeg har set det mest utrolige eksempel på, hvordan dyr kan tilpasse sig levesteder, hvor der er trafik og mange mennesker.

Jeg har set det, fordi jeg har været på patienthotellet ved Viborg sygehus.

Årsagen er, at den længe ventede babypige er kommet til verden, og når man bor i Silkeborg, foregår fødsler i Viborg.
Hun er så fin og smuk og alle i familien har det godt, og jeg glæder mig meget over at være en del af den.

Jeg tror, jeg venter med at lægge billede på, til forældrene har vist hende frem.
Men her er udsigten fra patienthotellets restaurant.

Det næste billede er fotograferet fra en patientvejledning og viser den bro, der går fra selve sygehuskomplekset, over vejen, og over til patienthotellet.
Broen er i 7. sals højde og man bliver båret over i en lille kabine.

På skinnerne, hvor kabinen kører, har en due sin rede med tre unger.

Er det ikke utroligt?
Der var ingen, der benyttede kabinen, mens jeg var der, men en sygeplejerske fortalte, at når kabinen passerer reden, så dukker duen hovedet.
'Hvad så, når den forlader reden?' spurgte jeg.
'Så bliver ungerne siddende stille og roligt til moderen vender tilbage igen.'

Det sammen fænomen fandt sted sidste år, da en due også udklækkede sine unger der. Jeg tror måske, det er den samme duemor.

Er det ikke helt vildt?
Jeg står og fotograferer ved den dør, der benyttes for at komme ind og ud af kabinen ved patienthotellet.
Kabinen holder lige over reden, mens folk går ind og ud.

Jeg er bare så imponeret.
Men der selvfølgelig ingenting, der slår mit nye barnebarn og hendes mor og far. De gør det så godt.



lørdag, juli 19, 2014

Om en udstilling og om at vente.

På Kunstcentret Silkeborg Bad er der for tiden en keramisk installation i parken af Lise Seier Petersen. Værket består af 99 lerkar. Nogle kar er ubrændt. Andre er brændt til forskellige temperaturer.
Det er tænkt som en hyldest til den græske filosof Heraklit, der proklamerede, at alting flyder. Alting er i forandring, og ingen kan derfor træde ud i den samme flod to gange.


Krukkerne er anbragt langs stien i skoven, og man kan se dem fra panoramasalens vindue.

Udstillingen åbnede d. 4. juli og vil være der indtil krukkerne er gået til grunde.


Allerede efter 14 dage er mange af krukkerne revnet, og enkelte er helt faldet sammen.




Jeg nyder sommeren herhjemme. Det er længe siden, jeg har været hjemme hele juli måned, som jeg er i år. Og med det vidunderlige sommervejr, vi har, ønsker jeg mig ikke andre steder hen. Bortset fra et par dage i næste uge til Hvide Sande, hvor Mattias holder ferie sammen med sin far og mor.

Vi har været i venteposition de seneste 12-14 dage. Christians lillesøster lader vente på sig.
Men i morgen ...






Mens vi ventede for et par dage siden.

I skyggen under blommetræet.

fredag, juli 11, 2014

Vi har blandet os med turisterne ...

Det er forståeligt, folk kommer hertil for at holde ferie.
Med sådan nogle varme sommerdage, vi har haft i den seneste tid, så findes der få steder, der er meget bedre end her.


Vi har været på vandet i dag, og mens vi lejede kano, svirrede det om os med fransk, og engelsk og norsk.

Mattias skulle med ud at ro for første gang.
Han er en lille spirrevip, der lynhurtigt bevæger sig fra det ene sted til det andet, så det var spændende, om han kunne forstå nødvendigheden af at sidde stille.





Det gik forbavsende godt. Han sad mellem sin mors ben og var meget optaget af at kommentere, det vi kom forbi.
Jeg er ikke rutineret ud i kano, men min datter er en god instruktør og jeg fik ros ;-)

Da vi kom ud til kajakklubben, holdt vi pause og købte cola i automaten. Det i sig selv var rigtig spændende for Mattias - at vi kunne få cola i 'tomaten' (au bliver gemt til en anden gang)

Hans far og mor er ivrige kajakroere, så det skulle afprøves, om der var plads til Mattias i en kajak.
Han kunne lige klemme sig ned.
Det blev bare en lille prøve på plads- og balanceforhold. Men jeg gætter på, han også bliver til vandsport.
Vi padlede tilbage i kanoen og afleverede den ved Slusen. Godt trætte. Men en is kan altid klemmes ned.

Der spilles kajakpolo ude ved klubben. Her gælder det ikke kun om at være opmærksom på bolden, men også på rutebådene, der tit kommer forbi.

tirsdag, juli 08, 2014

Mens vi venter ...

Det hvide stakit er endelig blevet sort, og jeg har fået plantet i en altankasse.

Jeg har tidligere haft hvide margeritter i stakittets længde, men på det her tidspunkt af sommeren så de få margeritter, der var tilbage på planteskolen temmelig forpjuskede ud. I stedet valgte jeg den lette yndefulde euphorbia - ved ikke hvad den hedder på dansk. Måske når de heller ikke at blive særlig frodige, fordi de er plantet så sent. Jeg tror, jeg dropper de øvrige altankasser i år. En af den er gået i stykker.

Det er dejligt at være hjemme. Jeg nyder, der ingen rejseplaner er i juli og august.
Vi er også i venteposition. Christians mor har termin i dag og vuggen er klar til den lille baby-pige.
I går legede den kommende storebror med lego sammen med fætter Mattias.

Jeg strøede lidt gødning ud i haven i formiddags i forventning om regnvejr, men regnen har ikke vist sig.
Græsplænen ser allerede halvvissen ud. Hvis gødningen ikke bliver skyllet ned med regn, kommer den nok til at se endnu mere vissen ud.
Nu vil jeg køre ind til Henrik med laks og jordbær, så vi kan spise sammen i aften.
Hvis det regner undervejs, vil jeg ikke have noget imod det.

lørdag, juli 05, 2014

Papegøjesnak ...

Små børn siger mange finurlige, sjove ting ind imellem. Til andre tider mere ligegyldige. Vel nogenlunde ligesom os andre.
Jeg har været sammen med Mattias i dag, og jeg har virkelig været på, synes jeg. Som man altid er, når det handler om børn på to et halvt.
Der har været et par episoder, som fik mig til at grine højt, og som stadig får mig til at smile.

Vi bagte boller til at begynde med. Det er ikke noget nyt, og heldigvis synes han stadig, det er sjovt.

Dejen var lidt for klistret i starten.
Jeg brugte sådan en færdigmixet blanding, der kun skal tilføjes gær og vand og hæve natten over i køleskabet.
Det er nemt, når han kommer tidligt. Men jeg havde ikke fået rørt dejen igennem og justeret med mel, inden han kom.
Det ville han gerne være med til, men det er lidt besværligt, når det foregår med håndkraft, så det vil jeg sørge for at gøre, inden han kommer næste gang.



Vi havde en aftale om at gå hen til Christian og hans far og mor med nybagte boller, så vi pakkede og hentede klapvognen i kælderen.
Mattias er i en fase, hvor han er meget tilbageholdende og reserveret, når han møder nye mennesker. Så for os, der kender ham og hans forældre, var den kommentar, han kom med, da vi skulle til at køre, både overraskende og rigtig sjov.
"Jeg vil snakke med nogle nye mennesker", sagde han.

Vi ved godt, hvis der er noget, han ikke vil, så er det at snakke med fremmede. Vi ved også godt, hvor udsagnet kommer fra. Det lyder, som talt ud af hans mors mund.
Og netop sådan en sætning, som er et ekko af hans mor, og som slet ikke passer sammen med hans adfærd lige for tiden, var så uventet, så det blev sjovt.
Ikke at han blev til grin.

Det understregede for mig, hvor meget forældre og andre tætte voksne påvirker børns sprog og talemåder. Hvordan de efterligner og eksperimenterer med sproget, uden at de mener det eller forstår det, de siger. Det får mig også til at tænke på, hvordan vi kan understøtte et barns udsagn eller måske komme til at blæse noget op, som ikke nødvendigvis betyder det, der bliver sagt. Det er en balancegang at respektere det barnet siger og samtidig overveje, om det er eksperimenter eller papegøjesnak.

Her i byen er det tydeligvis turistsæson. Jeg tror, mange mennesker forbinder Silkeborg med at leje kano eller kajak. Der er i hvert fald livlig aktivitet på Gudenå og på søerne.
Vejret har budt på overskyet himmel og høje temperaturer. Sidst på eftermiddagen kom der en voldsom regnbyge.

Sejlads i afslappet stil på Gudenå.

På Silkeborg Langsø har det ikke været så afslappet. Der er blevet afviklet nordisk mesterskab i kajak i dag.
Det bliver vist aldrig den store tilskuermagnet.






tirsdag, juli 01, 2014

Jeg har næsten lige været der ...

Når jeg hører og ser TV om den optrappede konflikt i Israel, synes jeg, det er så forfærdelig trist. Det er en tragedie, der bare bliver ved og ved.
Jeg har næsten lige været der. I Hebron. Jo, det er godt nok et år siden. Men alligevel.
Den rejse har betydet, at jeg følger meget med i, hvad der sker. Og bortførelsen og drabet på de tre teenage-drenge i Hebron-området er en katastrofe og en stor sorg for alle involverede.

Det føltes knugende at besøge Hebron. De mange bosættelser i og omkring byen med de mange bevæbnede soldater virker skræmmende. Fra hustagene bliver man observeret af en person med våben, der peger i den retning, man går.

Allerede ude på vejen bliver man mødt af advarselsskilte.
På vej til område A, som er under palæstenensisk autoritet. Det er forbudt og under livsfare for israelske borgere at færdes her.


Det kan være svært at forstå, at nogle steder kan være så altafgørende betydningsfulde som Hebron er.

Hebron bliver betragtet som et helligt sted for både jøder, muslimer og kristne.

Ifølge overleveringer er det her, Abraham og Sarah er begravet. Den store bygning, der er opført over stedet er vist nok et af de ældste hellige steder.

Det 2. helligste sted for jøder og det 4. for muslimer.

Stedet bruges af begge religioner, men med hver sin indgang og kaldes Cave of Machpela og Ibrahimi Mosque. (Makpelas hule og Abrahams moske)








I skyggen af det store bygningsværk, som huser både en moske og en synagoge, kan man sagtens finde en stille stund til læsning og meditation.

En gruppe israelske soldater slapper af i skyggen udenfor med deres våben indenfor rækkevidde.






Massoud er rigtig god til at skabe kontakt til folk.
Både israelere og arabere. Her sammen med en israelsk soldat.
Han har boet i Danmark i mange år, men kommer fra Iran og er den første teolog og præst i folkekirken med muslimsk baggrund.

Jeg var sammen med ham en lille tur en aften i bazaren i Jerusalem, og det var en fornøjelse at opleve, hvordan han kommunikerede med de handlende. Som om de var bedste venner. Selvfølgelig blev der pruttet om priser, men hele tiden i en sjov og fornøjelig atmosfære.

Den mest interessante oplevelse, for mig i Hebron, var besøget hos The International Presence in Hebron - TIPH. Den Internationale Tilstedeværelse i Hebron (på populær-dansk Tipperne)




Vi fik en gennemgang af den historiske baggrund for oprettelsen af styrken, som består af folk fra Danmark, Norge, Sverige, Italien og Tyrkiet.
De har militær og politimæssig baggrund, men de har ingen beføjelser i Hebron.
De skal observere og rapportere.

Her på TIPHs hjemmeside kan du læse mere. Her er også opdateringer om deres aktiviteter. De daglige rapporter er ikke offentlige.


Det er ikke kun stedets hellighed, der danner baggrund for modstridende interesser og fjendtlige handlinger. Der er også 2 massakrer, der er en del af fortællingen om Hebron.
Allerede i 1929, da området var under britisk mandat, blev 67 jøder dræbt og næsten 100 såret under et angreb af de omkringboende araber. De overlevende beboere blev evakueret til Jerusalem og i 1936 var der ikke flere jøder tilbage i Hebron.
Da verdenssamfundet i 1947 vedtog oprettelsen af staten Israel vendte jøder i stort antal fra hele verden hertil.
Den anden massakre fandt sted i 1994, da en jødisk læge gik ind i moskeen under fredagsbønnen og skød 29 muslimer og sårede adskillige andre. Han blev selv overmandet og dræbt på stedet.
Imellem de to grusomme handlinger, ligger der store krige og mindre krige, angreb og overgreb på begge sider, der har skabt stor fjendtlighed og stort had.
Efter massakren i 1994 blev israelske og palæstenensiske ledere sammen med FN enige om etableringen af en international tilstedeværelse i Hebron.
På den måde er der stadig efter 20 år TIPH'er tilstede. Måske skulle man kalde dem SIPH - S for stationær. Jeg er ikke i tvivl om, at de gør et meget vigtigt stykke arbejde. Jeg gætter på, de har haft rigtig mange henvendelser efter de voldsomme ransagninger i de arabiske hjem p.gr.a. bortførelsen og drabet på de tre drenge.

Jeg kan slet ikke se nogen løsning på den ulykkelige situation, både israelere og arabere befinder sig i.
På begge sider er der grupper, der går ind for vold og terror.  

Markedet i Hebron var virkelig et trist syn. Få mennesker, udover os og de handlende med et meget begrænset vareudbud.
Over gaden er udspændt et net, fordi bosætterne, der bor i lejlighederne ovenover, kaster deres affald ned på markedsgaden.







































Hvis du har læst med indtil nu, ved du, det ikke er særlig opmuntrende sommerlæsning, jeg disker op med.

Jeg kommer bare til at tænke på, hvordan nogle mennesker lever under urimelige vilkår.
Vi var der i en 'fredelig' periode sidste år.
Det må være et helvede at leve der nu.

Jeg ved ikke, om TIPH'ernes rapporter til deres respektive hjemlige myndigheder gør nogen forskel?
Vi hører aldrig om det - hvem der læser rapporterne?

Min interesse for Israel hænger nok sammen med, jeg var tæt på at flytte derned i 1966. Jeg var nyuddannet og havde fået arbejde på et hospital i Netanya. Der var (selvfølgelig i den alder ;-)) en mand involveret. Han var årsag til, jeg gerne ville derned, men også til, jeg skiftede mening.
Det ville nok have været spændende under alle omstændigheder ...

Alle jazz-gæster er rejst igen ...

Alle de mange tusinde jazz-gæster og min ene gæst er rejst hjem igen efter en vellykket Riverboat-festival.
Der har været ca 40 spillesteder rundt om i byen, og selv om byen ikke er så stor, så har vi været mange steder og gået virkelig mange skridt. Min veninde er turleder i Dansk Vandrelaug, så gang sammen med hende foregår med det lange ben foran. Jeg har korte ben, og jeg kan stadig mærke, jeg har gået hurtigere og længere, end jeg plejer i de tre dage.
Jeg synes, det bedste og sjoveste arrangement foregår søndag formiddag i Havneteltet, hvor alle de musikere, der er stået op, deltager i en meget underholdende jamsession.
Her et hjørne af scenen, hvor et lille barn i grøn jakke er med. Sikkert et musikerbarn.
Steffen Juul Hansen med den røde kasket er den suveræne leder.

Der blev solgt 1000 badges, læste jeg i avisen. Et godt tilskud oven i de mange sponsores bidrag.
Der er gratis adgang til alle koncerter, bortset fra en enkelt kirkekoncert.