Post-corona.

 En måned efter en forkølelse, der viste sig at være corona, har jeg ingen eftervirkninger. Det milde forløb skyldes sikkert de tre vaccinationer, jeg har fået indtil nu. I næste uge skal jeg have boostervacc., som blev udsat i fire uger pga positiv covid-19.

Der siges, at tab af smags-og lugtesans er det sikre tegn på corona. Det forekommer mig, at jeg også har oplevet det tidligere for mange år siden i forbindelse med forkølelse? Det, ikke at kunne smage og lugte, holdt ved i aftagende form i ca små 14 dage. Jeg blev virkelig opmærksom på, hvor meget livskvalitet der ligger i at kunne smage og lugte. Når de to sanser var sat ud af spillet, så betød det meget, hvordan madens struktur var. Hvordan mundfornemmelsen var. Den bløde, den hårde fornemmelse. Den kolde, den varme, den knasende. At der var noget at tygge i. Jeg lavede lidt lugte/duftetræning for mig selv med kardemomme, kanel, appelsin og frisk rosmarin. Hver ting i et glas, som jeg brugte ti min. dgl. til at snuse til. I løbet af et par uger var jeg tilbage til normal og nyder meget, at de to sanser fungerer igen. Jeg ved ikke, om min lille øvelse fremskyndede processen, men det var en hyggelig ting at gøre. Det må være helt forfærdeligt for de mennesker, der først får lugte/smagssansen tilbage efter flere måneder.

For et par måneder siden, begyndte jeg på et træningsforløb, som Gigtforeningen udbyder i samarbejde med Idræt om Dagen. Det er en time en gang om ugen og løber over 12 gange. Det hedder naturtræning. Som navnet siger, foregår det ude i naturen.

Det er dejligt at stå derude, om det så er regn eller solskin, og lave de kendte øvelser. 

En del af timen går med Smart Træning (link til hjemmeside), der handler om at styrke hukommelse, indlæring og koordination.

Det er sjovt. Vi leger og mister/glemmer, det vi skulle og griner meget. 

Jeg har ikke været med til det før, men det er virkelig godt for gamle hjerner.

Google fortæller mig, at DGI udbød kurser i det i 2017, så det er ikke et nyt koncept.

Når det her forløb slutter, vi jeg se mig om efter Smart Træning. Hvis jeg har tid. Jeg skal også hvile mig i løbet af dagen. Jeg siger til mine børnebørn, når jeg lægger mig på sofaen, at jeg skal lige oplades. :-)

I karateklubben, Okinawa Goju Ryu, hvor både børn og voksne i min yngste datters familie træner, er der engang imellem familietræning. Det betyder, at et medlem kan invitere en ven, forældre eller bedsteforældre med til en træningstime. 

Sådan en time var jeg med til for et par uger siden. Træningen var tilrettelagt sådan, at det ikke er alt for udfordrende. Men i Kata, som er bevægelser man udfører i en bestemt rækkefølge, gælder det igen om at huske. Det var sjovt at være med til. Jeg har flere gange stået på balkonen og kigget, men det er noget andet at være med. De mennesker, i moden alder læs gamle, der dyrker karate, har sandsynligvis gjort det siden barnsben. Det går ikke at begynde, når man er gammel.

I december er der graduering og det skulle gerne resultere i en ny farve på bæltet eller en snip i den næste farve.

På billedet sluttes der af med den leg, der hedder Gulerod. Det gælder om at få trukket den gulerod op, der ligger i armkrog med de andre i en stor cirkel. Cirklen bliver mindre og mindre efterhånden som gulerødderne bliver trukket op.

Johanne og jeg var for nogle dage siden ved at kigge på det legetøj, børnene legede med, da de var mindre.

Det er vist på tide at samle det sammen og aflevere det til genbrug. Jeg troede egentlig, hun ville have holdt noget tilbage, men det gjorde hun ikke.

Kaffestellet her er der blevet leget meget med, når diverse bamser skulle til kaffe. Men det er ikke sådan man leger, når man er otte år.

Jeg synes, det er lidt vemodigt, at den tid er forbi.

Men det er godt børnene vokser og udvikler sig og er videre med andre interesser.

Vi har været heldige, at ingen af delene er gået i stykker.

Hos Mattias bliver jeg underholdt med musik. Jeg har aldrig tænkt så meget på trommer, men finder ud af, at det er et spændende instrument.

For længe siden.

Den stille og rolige hverdag.

 

Det er virkelig irriterende at stikke hånden ned i en våd sportstaske og opdage, håndklædet er vådt, fordi jeg ikke har fået lukket drikkedunken ordentlig.  Men så er det li'som alting ser meget lysere ud, når jeg ser, det våde mønster danner et hjerte :-)

Der er mandefald blandt instruktørerne  i Sportscentret pga corona. 4 var syge i går. Jeg havde glædet mig til en af mine yndlingsinstruktører, men hun var syg af corona. Så var der heldigvis en afløser, og det var fint. Almindeligvis er vi 24 på holdet. I går var vi kun 18. Smitten spreder sig med lynets hast i de her dage i vores region. Lars Østergaard fra Skejby sygehus udtalte i går, at han forventer, den topper om en til to uger. Det håber vi så. 

Christian fortalte i går, at inspektøren var kommet ind i klassen og havde henvendt sig til en af pigerne og sagt, at hendes far havde ringet, at hun var testet positiv og skulle gå hjem. Klassen fortsatte uforstyrret. Det er blevet så almindeligt, og der er ingen krav om isolation, selv om børnene sidder tæt. I Mattias' klasse var to børn og matematiklæreren syge. Det er mærkeligt, hvordan den omikronvariant smitter. Eller ikke smitter. I den ene af mine børnefamilier har alle været syge. I den anden ingen. Jeg har været tæt på dem alle, men har ikke været smittet, så vidt jeg ved. Der skjuler sig åbenbart et stort mørketal blandt folk, der er smittet men ingen symptomer har. 

Vi var på sushi-restaurant for en uge siden. Running sushi. Børnene var begejstrede for konceptet med de små farvestrålende tallerkener, der hele tiden ruller forbi, og man kan bare række hånden ud og tage den man kan lide. Ikke fordi de er vilde med sushi, men der var også mere almindelige ting: Pomfrit', forårsruller, små kyllingelår (eller er det frølår?) Der var chokoladekage, pandekager, cheesecake,  gul budding og den slags. 

Jeg synes ikke, sushi smager af så meget. Smagen handler meget om, hvilken soya eller wasabi og den slags, man dypper sin sushi i. Men det er sjovt og hyggeligt at være med til. Der var ikke mange gæster i restauranten. Der var til gengæld en stadig strøm af mennesker, der kom for at hente take away. Jeg tolker det sådan, at mange ikke er trygge ved at gå på restau endnu. 

I dag skinner solen smukt. Jeg vil ud og handle lidt. Jeg skal have fat i nogle lecakugler, for jeg er så småt i gang med at ompotte nogle planter. 

Da der på et tidspunkt blev langt mellem pandekagerne på rullebåndet med sushi, skrev Johanne denne her besked og lod den rulle med på båndet. Jeg ved ikke, om det gjorde en forskel. Der blev hele tiden fyldt op.

Cat pulling its tail.

 Det yogasprog - det er altså sjovt. Som nu den stilling, der hedder 'cat pulling its tail'. Jeg ligger og morer mig, lydløst dog, der på måtten. På Google er der masser af billeder af stillingen, men jeg vil ikke krænke nogens ophavsret ved at 'låne' et. Vi har fået en ny yin-yogainstruktør i Sportscentret. Den bedste ud af de tre, jeg har oplevet. Den første har for svære stillinger for mig. Den næste som også var yin, sluttede da de første corona-nedlukninger trådte i kraft og er ikke vendt tilbage siden. Heidi har en mere blid og meditativ tilgang. Hun viser stillingen, som vi er i ca tre min. Hun forklarer, hvordan vi kan kompensere med blokke, hvis vi ikke kan gå helt ind i et stræk, og så går hun rundt, og meget stille korrigerer hun den enkelte. Hun spørger, inden timen starter, om det er ok, hun retter. Jeg vil gerne vises ind i en stilling, hvis jeg ikke rigtig kan mærke, om mine lemmer er det rigtige sted :-)  men jeg ved at for nogen, er det meget sårbart at blive rettet på. I mandags sluttede hun timen med regnbue-meditation. Meget langsomt guider hun os igennem regnbuens farver. Det var så dejligt. 

Men nu kommer det værste: HUN SLUTTER hos os!! Hulk-hulk. Hun har fået sin drømmestilling, som betyder, hun ikke kan undervise om formiddagen. Jeg håber, hun kan/vil lave en time en sen eftermiddag eller aften. 

I går var min bror og svigerinde her og de medbragte en stor pose æbler fra deres store æbletræ. Et gammelt træ, som stod i haven længe før de kom, så vi ved ikke hvilken sort det er. Men det er et saftigt og velsmagende æble. Nu vil jeg skrælle og lægge nogen i fryseren, så jeg kan lave æblekage til afveksling for den blommetrifli, jeg bruger meget for tiden. Mon jeg kan gøre med æblerne som med blommerne: Jeg koger de udstenede blommer ved svag varme med sukker i ca 10 min med en kanelstang eller stjerneanis. Der skal være noget struktur tilbage. Så tager jeg blommerne op med en hulske og koger saften ind i 10-15 min, mens det bulderkoger. Smagen bliver kraftigere, og det er ikke nødvendigt at jævne.

Om lidt skal til mødes med Mattias og hans mor. Vi skal i Team Teater i Herning. Det er vist første gang i mange år, jeg ikke er i Vorupør i efterårsferien. Til gengæld kan jeg glæde mig over de mange minde-billeder, facebook lægger op fra tidligere ferier. 

Et billede fra efterårsferien 2015, da der var stor underholdning eller læring i at flytte kastanjer fra et brædt til en skål :-)

Og dengang et par pinde og nogle krabbeklør kunne udfordre håndværkeren i en fireårig :-)

Rutcheture ...

 Både vejrmæssigt og fodboldmæssigt har vi været på rutcheture her til lands de seneste dage. Jeg følger almindeligvis ikke meget med i sport, men det forløb, der har været med landsholdet, har lokket mig til skærmen sommetider. Det bliver bare alt for spændende, som fx kampen på Wembley, så jeg må gå til og fra og endda helt slukke for tv i nogle minutter. Da kampen sluttede efter omkamp, var det min sengetid ved midnat. Men det havde været nogle sindsoprivende minutter til sidst. Jeg kunne bare ikke falde i søvn og lå og roterede og stod op igen kl 02. Jeg spiste lidt frugt og gik i seng, og så kunne jeg sove. Det har glædet mig at se den proces, der har været mellem spillerne og landstræneren. Der har været plads til følelser og reflektioner. Måske er det min fordom, at jeg tænker elitesport som lidt robotagtigt. Når jeg har kørt Chr. til fodbold, og sommetider blevet stående for at følge slagets gang, har jeg lagt mærke til, at der bliver skubbet med skulderen til modstanderen. Eller spændt ben med vilje. Måske er det uheld? Sådan så jeg ikke landsholdet. Måske er fodbold mere elegant på højt niveau. Måske har jeg set for lidt? Under alle omstændigheder, så kan små og store fodboldspillere lære noget af landsholdet på flere måder.

Mattias var her i tirsdags og onsdags. Vi havde aftalt, vi skulle på Museum og se rekonstruktionen af Tollundmanden, det 2.400 år gamle moselig, der ligger i sin montre i et rum for sig selv. Helt sort efter ophold i mosen i mere end 2000 år. Man har forestillet sig, hvordan han så ud den dag, han stod i mosen. Vi undrede os sammen, Mattias og mig. Hvorfor var det lige ham, der fik en snor om halsen og blev hængt? Og hvorfor i det hele taget? Livet i jernealderen var fuldstændig anderledes, end det liv vi kender i dag.

 Der er masser af information, man både kan høre og læse i området omkring ham. Det gjorde vi ikke så meget. Måske næste gang, hvis interessen, koncentrationen og tiden er til det.

Rekonstruktionen er lavet af Kennis & Kennis Rekonstruction fra Holland. Samme firma har lavet figurerne, der står på evolutionstrappen på Mosgaard Museum. De er fantastisk dygtige til at lave meget virkelighedstro 'mennesker'. I silikone.

Det er svært at forbinde 'manden' her med det mørke skelet, der ligger i montren. 

Vi var også på skattejagt rundt på museet efter et kort, vi fik udleveret i receptionen. Præmien var en guldmønt i form af chokolade pakket ind i guldpapir.

I onsdags var vi omkring Papirmuseet. Der er en omviser, der fortæller om Silkeborgs historie omkring papirfabrikken. Og endnu en skattejagt.

Jeg var der for nogle år siden, og da fik vi lov til selv at holde rammen og ryste vandet af, som man gjorde dengang papiret blev håndlavet. 

Sådan er det ikke mere. Nu kan vi se på, at en mand gør det. Det er kedeligt. Vi fik at vide, at sommetider havde en gæst tabt rammen ned i det store kar med papirmassen, og det var jo ikke så godt. Men vi fik et ark håndlavet papir med Tollundmandens hoved som vandmærke. 

Det var ikke det mest interessante sted for Mattias. Men han havde set på min billet, (gratis adgang for børn) at der var 10% på køb i Musikhusets cafe, så selvfølgelig skulle vi slutte af med kage, sodavand og kaffe.

Her kan man sidde og kigge ud på trafikken på Langebro, hvor der kører mange biler.

Et populært sted at opholde sig, når en af de store interesserer er at genkende biler. Og helst spotte en Tesla. Mine observationer på biler begrænser sig til farven, så jeg bliver imponeret over alle de bilnavne.

Tirsdag aften fik vi boller i karry med ris og koldskål til dessert. Det styrtregnede, mens vi spiste, men vi aftalte at gå ned til Havnen og spise is, når det blev tørvejr. Det blev det i løbet af den tid, det tog at spise to store portioner boller i karry og en portion koldskål. 

Jeg undrer mig over, hvor meget sådan en drengemave kan rumme. Efter maden var der også plads til en isvaffel med tre kugler.

På samme måde en aften, Chr. og jeg ville ned og se på Springvandet. Vi havde spist et stort måltid, der faktisk var lækre rester fra storebror Marcus' konfirmation. Da vi stod nede og kiggede på det flotte springvand, kunne han mærke, han trængte til en fransk hotdog. Det viste sig, at han i virkeligheden trængte til to. 

Måske har jeg glemt, hvor meget børn i 10 års alderen og frem spiser? Måske spiser piger ikke så meget under deres opvækst som drenge? Min erfaring går jo på piger.

Vi er blevet lovet byger på de her breddegrader, men nu kl 14.30 skinner solen stadig. Jeg kunne godt have vasket en vask og fået tørret den udenfor. En vask med sengetøj og håndklæder osv. varer tre timer på min energibesparende vaskemaskine. Og til den tid er det nok blevet regnvejr? Jeg kan jo også bare vente til i morgen eller en anden dag ...

I formiddags var jeg til afslutningstest (ikke fest, men test) på mit Gla:d forløb. Det vil jeg skrive om en anden gang.

I haven er der sådan en fin valmue for tiden. Den kommer vist fra min nabo, som også har den i sin have. Jeg har ikke gjort noget aktivt for at få et eksemplar over til mig.

Om træning og om pas.

Jeg er begyndt at træne i et GLA:D forløb. Bogstaverne står for Godt Liv med Artrose i Danmark. Artrose er det latinske navn for slidgigt, som er et misvisende navn, fordi mange udvikler artrose, selv om de ikke har haft slidsomt arbejde. De fleste ældre mennesker har artrose, oftest i knæ- og eller hofteled. Men også i ryg og fingerled. Røntgendiagnostik siger ikke så meget om, hvordan patienten har det. Nogle mennesker har svære forandringer i leddenes brusk uden at det giver tilsvarende svære smerter. Andre har diskrete forandringer men alligevel smerter. Jeg hører til den sidste kategori.

Jeg har haft tiltagende gener og smerter fra begge hofteled og venstre knæled de seneste uger. Jeg tilskriver det immobilisering og en anderledes måde at gå på efter malleol-fracturen sidst i januar. Det går fint med mit fodled. Det mærker jeg kun lidt til. Men da fysioterapeuten i Sportscentret udbød det her velafprøvede koncept, tænkte jeg, at det kunne i hvert fald ikke skade. Det er et forløb over 8 uger med fremmøde to gange om ugen. De første to gange handler om at uddanne deltagerne i artrose. Det synes jeg er vigtigt. Det er lettere at tage ansvar for sin egen situation, når man forstår, hvad det handler om. I dag var anden gang med træning. Programmet varer ca 50-60 min. og øvelserne foregår ved at udnytte egen kropsvægt i forskellige stillinger. Og med elastik til at give modstand. Altsammen med fokus på knæ og hofter. Det er hårdt. Jeg vil kalde det 'rugbrødstræning'. Forstået som noget fundamentalt. Vi er 8 på holdet. Og heldigvis for det. Jeg er et holdmenneske. Jonas er en rigtig god instruktør. Jeg ville aldrig få gjort det her program på egen hånd. Og det næste er skrevet med usynligt blæk: Jeg synes, det er r..kedeligt! Jeg er til fitness med glad musik og fart over øvelserne. Det giver mig god energi, og det fortsætter jeg med en gang om ugen.

GLA:D programmet kan anbefales. Det består af relevante øvelser og bevægelser og en dygtig instruktør, der korrigerer og sørger for at vi præsterer god kvalitet. Det er nemlig vigtigt ikke at sjuske med bevægelserne, men at vi vænner os til at belaste leddene på en hensigtsmæssig måde. Den utrænede deltager vil få mest ud det. Jeg er spændt på mit udbytte, og jeg tror, det bliver godt. 

Jeg har fået mit coronapas. 

Juhuuu :-) :-)

Nu er jeg fri for planlægning og coronatest.

Mit pas ligger på telefonen, så det er let at vise frem.

En beboer her i området, der er fritaget for elektronisk post, fik sit pas i et brev i postkassen. Hun fortalte, at hun gik ned til fotohandleren og fik passet skaleret ned og lamineret, så det kan ligge i hendes pung. Det er da en super ide. 

Det er en sjov tanke, hvis nogen havde sagt for to år siden, at vi ville komme til at gå med et coronapas. Det ville have været fuldstændig uforståeligt. 

Måske varer det ikke så længe før vi igen er fri for det? Når alle over 16 år er tilbudt vaccine.

Jubiiii - der er åbent igen.

 I dag var det muligt at komme til fitness igen. Jeg har savnet træningen, siden nedlukningen midt i december 20. Næsten fem måneders pause. Det er lang tid. Heldigvis syntes Anne Sofie, at vi skulle starte lidt langsomt op, det passede mig godt, og det gjaldt vist de fleste. Jeg var spændt på, om jeg kunne klare det, for mit ben er ikke helt stærkt endnu, efter bruddet sidst i januar. Det gik godt, men der var øvelser, jeg ændrede lidt undervejs. Siden jeg fik walker-støvlen af, har jeg gået til genoptræning hos fysioterapeuten i Sportscentret. Det betyder, at jeg også har kunnet selvtræne i maskinerne et par gange om ugen, så det var ikke nyt for mig at være der. Men det var nyt at komme på hold, og det er det, jeg allerbedst kan lide. Adgangskravet er en negativ test, så i går blev jeg kviktestet. Der var tydeligvis mere travlhed end i sidste uge, da jeg skulle til frisør og på bibliotek. Der skal meget planlægning til for at få test og aktiviteter til at gå op. I næste uge har jeg vagt på Silkeborg Bad, og det kræver en ny test. Men d. 17. maj er der gået 14 dage siden min 2. vaccination, og da får jeg et pas. Det gør alting meget enklere.

Da jeg kiggede ud af køkkenvinduet i går, opdagede jeg et skadepar i gang med at bygge rede i et mirabelletræ. De har meget travlt, og reden er tydeligvis større i dag. Snart vil bladene på træet dække for synet, men indtil da er det spændende at se på.

Min bror og andre drenge, dengang i vores barndom, samlede på fugleæg. De pustede æggene ud og passede godt på deres fine samlinger af forskellige æg. Husskadens æg var svære at få fat i, fordi rederne sad højt oppe i store træer. I dag er det forbudt at samle æg fra vilde fugle.

Når nu jeg har de to fugle på nogenlunde tæt hold, ser jeg, at de faktisk er ret flotte med de lange sorte haler og det hvide brystparti. De lever af insekter og smådyr, men de plyndrer også andre fugles reder for både æg og unger. Det er naturens orden, men jeg kan ikke lide at tænke på det.

Et par udedage med solskin og hjemmeskoling på Meet.

 Det er mandag, og vi er tilbage med det, for januar i år, sædvanlige grå, våde vejr. Men sikke dog et par skønne, frostklare, solskinsdage vi havde i den forgangne weekend.

Johanne havde en sleepover hos mig fra lørdag til søndag. Termometeret var nede på seks minusgrader. Vi fandt kælken frem om formiddagen og gik mod Langsøskolens legeplads, hvor der er en stor bakke på bagsiden. Der var kun lidt sne, men det kunne sagtens lade sig gøre at kælke, fordi bakken er forholdsvis stejl. Der var flere børn, der susede ned ad den bumpede bakke.  For Johanne var det lidt for vildt, så vi gik til legepladsen. Ingen af os havde vanter og det var bare koldt. Heldigvis kom Christian og hans kammerat. De havde muffedissen  Tyksen med. Vi skiftedes til at putte fingrene ind i varmen. Men i længden blev det for koldt. Trods sol og blå himmel. På vejen hjem blev trætheden overvældende, og vi måtte ringe efter 'mor-taxa'. Hurra for mobiltelefonen.

I lørdags gik jeg en dejlig tur og endte på Søndergade der, som led i en større renovering, næsten er spærret af. Der en smal smal passage at gå på. 

Kun slagterbutikken var åben. Det ser helt trist ud, at alle andre butikker er lukkede. På mange vinduesfacader var der opslag om, at man kunne gå ind på hjemmesider eller facebook og bestille tøj og efter aftale hente det ved døren. Der kan ikke være ret meget salg på den måde? Men det er selvfølgelig en måde at holde kontakt til kunderne på. Hvordan mon det kan kombineres med kompensation under corona-nedlukning? Der bliver sikkert mange spørgsmål, der skal opklares , når denne her pandemi, forhåbentlig snart, er overstået. Jeg synes dog ikke, det ser alt for opmuntrende ud for tiden.

I fredags havde jeg fornøjelsen af Christian her til hjemmeskoling.

Hans skole bruger platformen Meet. Der er meget stor forskel på mine to tredje-klasses børnebørns 'skolegang' kan jeg konstatere. Hvor Mattias havde en lærer på i hver time fra kl 8 om morgen, havde Chr. kun to timer med lærer. Først kl 10 skulle han logge på til en times dansk og så igen kl 12 til engelsk.

Der er svømning på skemaet om fredagen. Den time blev klaret med link til en video med ca15 min. tørsvømning. Det var ikke populært. Især ikke at ligge tværs over en stol og gøre svømmebevægelser :-)

Engelsktimen foregik meget af tiden på gulvet, fordi der var bygget mange øvelser ind i lektionen. Fx her: "Do the plank." At han ikke har tæerne i gulvet, skyldes at gulvet var for glat, sagde han. Det, tror jeg, er rigtigt, for da vi konkurrerede nytårsaften kunne han holde planken med flexede tæer lidt mere end et min. mod mine 40 sec.

Børnene var i øvrigt påfaldende tavse under engelsktimen. Det var læreren, der talte. Da jeg spurgte Chr, hvorfor det var sådan, svarede han, at mange børn var generte over at sige noget på engelsk. Det blev jeg overrasket over, fordi de begynder med engelsk i første klasse. Engelsklæreren har også kristendom med klassen, så de sidste minutter af timen blev brugt til at tale om dåben - på dansk. Hvad betyder velsignelse? Hvad mener præsten, når han/hun til slut i gudstjenesten siger "Herren velsigne dig og bevare dig" ? Det betyder, at Gud giver dig en krammer. Den var ny for mig. Og sådan er der så meget, der er nyt for mig. 

Efter de her to timer med to forskellige skoler, kan jeg ikke lade være med at tænke, om børneskolen er en pigeskole? Det er så tydeligt, at det er pigerne, der svarer, der spørger og siger "Anni, se lige her ..." Det er et meget spinkelt grundlag at sige det på, ved jeg. Og jeg tror heller ikke, at kønsadskilte skoler ville være godt. Men måske nogle adskilte timer? 

I dag har jeg, for første gang i lidt mere end en uge, haft yogamåtten rullet ud og gjort mit øvelsesprogram. Min ryg er ikke så stiv og øm mere, så det er dejligt. 

I 3. klasse.

 I dag har jeg været i 3. klasse. Nåe, det er måske overdrevet, men jeg har været tæt på.

Mattias har sovet hos mig, og i morges kl 7.40 ringede vækkeuret, for at vi kunne være klar til hjemmeskoling kl 8. Vi skulle have redt hår, være klædt på og have spist morgenmad.

Første fag var dansk. Mit yndlingsfag. Skolen bruger Teams som platform. 

Jeg var imponeret over, at det kan lade sig gøre. Læreren har kontakt til alle elever, som kan række hånden op, spørge og kommentere. Da alle opgaver var løst, hver enkelt havde 'afleveret' var der ca 10 min til fri læsning. Næste time var religion, der handlede om Hellig Tre Konger. Hvad den dag betød før i tiden, i dag og i andre lande. Så var der en dansktime igen. I det lange frikvarter løb Mattias hen til fodboldbanen og tilbage igen, og vi sluttede af med at kaste bold til hinanden. Næst efter var der matematik på skemaet. Mit værste fag. Mattias' bedste. Det glæder jeg mig over at se. Han er hurtig til at løse opgaverne. Sidste fag i dag var engelsk, men det missede vi. Opladeren var ikke kommet med hjem til mig. Læreren fik besked, og vi havde fri :-) 

Vi ville gå en Pokemón-tur. Vejret var klaret op, der var sol og blå himmel for første gang i lang tid. Men det var meget koldere, end vi forestillede os, da vi var inde. Det var ikke et problem, for vi havde varmt tøj på, men telefonen løb hurtig tør for strøm og powerbanken, der var med i lommen, kunne heller ikke levere strøm.

Men vi gik en dejlig tur alligevel. 

Hvad er det for noget med alle de hængelåse på Langebro, funderede vi over? Det røde hjerte med koden var det fineste. Men hvad hvis vi 'fandt' koden? 

Vi har en lillebitte Havn og en meget kort Langebro, og så er vi Danmarks Outdoor hovedstad -https://outdoor.silkeborg.dk/

Bare vi ikke bliver rendt overende af alle de gæster, der gerne vil bruge skovene og søerne.

Da Mattias var blevet hentet af sin mor, var jeg godt træt. Jeg sov fra kl 16 til 18. Jeg er glad for jeg ikke er lærer. Respekt for dem. 

For fire, fem dage siden fik jeg et lille hold i ryggen. Jeg har ikke så godt kunnet sidde, men stå og gå. Det går bedre, og jeg er glad for, jeg kunne gå den tur sammen med Mattias. Men jeg har ikke kunnet lave mit træningsprogram. I morgen vil jeg udvælge de øvelser, jeg kan, og så tror jeg, formen kommer langsomt tilbage. Det er helt slut med at tage strømpebukser på! Så ingen kjole for tiden :-) Enhver, der har haft hold i ryggen, ved, hvor uendelig langt der er ned til fødderne.

Hvad så med træningen?

 Der er ingen tvivl om, at det jeg savner mest under denne her lock down er træningen i Sportscentret. Jeg var i en god rytme med at gå derover fire - fem gange om ugen. Holdtræningen var skåret ned til en halv time med 10 deltagere. Vi kunne stadig nå at få sved på panden og få arbejdet kroppen godt igennem.

Da der blev lukket ned i foråret, var det min intention at træne hjemme, men det blev ikke til noget. Vejret var fint, og vi gik mange ture. 

Denne her gang er det lykkedes for mig indtil nu. Jeg har det godt med det, så jeg fortsætter. Sidste gang i Sportscentret var 17. december. Vi fik det program med hjem, vi brugte til cirkeltræning. Min datter havde håndvægtene, som jeg låner. Under mange øvelser har vi vægte i hænderne. De 1,5 kg er for tunge for mig under nogle armøvelser. Jeg har fyldt to sodavandsflasker med vand og skifter til dem. De vejer ca 500 g og føles for lette. Men det er bedre end ingenting. For strukturens og motivationens skyld tager jeg trænings-tights på om morgenen, som jeg altid gør, når jeg går over i Sportscentret. Jeg ruller yogamåtten ud på stuegulvet, og så er jeg klar. Selve programmet varer ca en halv time, og så bruger jeg nogle minutter først til at varme op  og igen til udspænding som afslutning. Det giver mig en god start på dagen. Der findes masser af videoer med træning af mange slags og på forskellige niveauer. Fx Firmaidrættens træningsvideoer, som jeg har prøvet et par stykker af. Kl 9.15 er der også for tiden et kvarters motion på DR med Rikke Hørlykke. Hun har en gæst hver gang, og der en en del forklaring. Jeg kan ikke anbefale et specifikt program. De er sikkert gode allesammen. Det handler om at finde det, der passer én bedst. Jeg har ikke været ude at gå så meget. Det vil jeg egentlig gerne. Bare en lille tur. Men jeg giver det kedelige vejr skylden. Det holder bare ingen steder. Med den rigtige påklædning kan man (jeg) gå i al slags vejr. Her til morgen er der kommet en lille smule sne. Det ser dejligt ud. Jeg skal ud til Mattias snart. I hans hjemmeskolingsprogram er der et langt frikvarter, og da kunne vi måske gå ud og se, om der er sne nok til en snemand :-)

For et par dage siden, da der havde været lidt nattefrost, blev min ven edderkoppens spin helt tydelige.

Jeg kunne fristes til at tro, han er blevet ambitiøs og venter et stor byttedyr i galgen :-)

Måske har vinden flyttet lidt rundt på spindene?

Vi blev også omfattet ...

 Vi var mange i går, der krydsede fingre for ikke at blive omfattet af corona-nedlukningen. Det hjalp ingenting. Fra i dag kl 16 blev der lukket ned i hele Midtjylland.

Jeg er helt overbevist om, det er relevant at lukke ned for at bremse smitten, der spreder sig så hastigt. Alligevel er det ubekvemt. Det er vist nok, det ord jeg vil bruge. Jeg har ingenting i klemme med arbejde eller mangel på arbejde/indtægt. Eller børn der skal hjælpes og passes. Så jeg vil ikke svinge mig op til at bruge stærkere udtryk for min frustration. Det er meget vigtigt for sundhedspersonalets skyld, at vi passer på hinanden, så de er nok til at tage sig af de patienter, der er indlagt på hospitaler og plejehjem. 

I mit liv betyder træning og motion rigtig meget for mit velbefindende og med Sportscentret som nabo har jeg let adgang til det. I de seneste måneder har fitnessholdene været skåret ned til en halv time med ni deltagere. Der er mange hold, og man skal booke sig på tre uger før. Jeg prøver at komme på fire eller fem gange om ugen. Det er ikke altid, jeg får en plads. Og desværre slet ikke hos min yndlingsinstruktør, men så vælger jeg en anden.

Min træningshistorik viser nye højder :-) Det er min daglige energi-indsprøjtning, som jeg vil savne.

Biblioteket lukkede også kl 16 i dag.  Indtil 4. januar hvis vi er heldige. Jeg havde fået en mail, at Sissel-Jo Gazans nye bog Hvide Blomster, var klar til afhentning. Jeg blev helt forbløffet, da jeg så, hvor mange mennesker, der havde samme ide som jeg, at der skulle hamstres bøger. Hvide Blomster er på 500 sider, så jeg løber ikke tør lige foreløbig. Jeg tager altid et par bøger med til Johanne også. Denne her gang om Peter Pedals jul og om Sallys far. Jeg vil også savne biblioteket, men jeg kan jo bare gå i gang med lydbøger ...

I år har byen ingen julemand. Vist nok for første gang.

Men så har vi Fader Jul. 

Jeg har endnu ikke mødt ham, men lånt billedet af Per Bjarne.

Jeg savner vintervejret. Det er usædvanligt gråt og vådt. Og lidt for varmt.

Min genbo havde inviteret til æbleskiver og glühwein i går. I sidste øjeblik efter pressemødet blev det ændret til en have-komsammen. Hun har et lysthus, så det var fint at mødes der til en hyggestund - indtil vores bagdele blev for kolde trods tæpper i stolene.

Efterårsdage og nye coronarestriktioner.

 Der er sommetider solskin i de her efterårsdage, selv om jeg synes, det regner det meste af tiden. Jeg har været på planteskolen og købt endnu en sommerfuglebusk i blå farver som supplement til den hvide, jeg allerede har. Jeg købte også en hjortetrøst, som sommerfugle er glade for. Men nu er jeg blevet klar over, at det også er vigtigt, at sommerfuglelarverne har planter at leve af. Derfor vil jeg ikke mere udrydde den brændenælde, der trives så godt under syrenbusken/træet.

Det er kun få dage siden, jeg fotograferede Stolt Kavaler, som hvert år imponerer mig med farver og robusthed. Ud af en lille pose frø kommer der store planter og mange blomster. Jeg bliver aldrig færdig med at undres og glædes.

Jeg havde det her dejlige syn foran mig, da jeg gik hjem fra byen for et par dage siden.

I Sportscentret er der nu nye corona-tiltag. Jeg frygtede lidt, at der ville blive lukket. Det gjorde der heldigvis ikke. Alle forskellige hold er skåret ned til en halv times varighed, og alle undervisere har flere hold. Der er max ni deltagere på hvert. Det fungerer godt. Fra i morgen skal vi bære mundbind fra vi træder ind i centret, og til vi står i holdsalen, hvor vi tager dem af, mens vi træner. Der skal luftes ud i et kvarter mellem hvert hold, så vi træder ind i et pivkoldt rum. Det er især et problem til yoga, hvor jeg klæder mig godt på. Ønsker mig en vatteret flyverdragt/skidragt 😃 På Stram Op og Cirkeltræning får jeg hurtigt varmen.

I søndags var Johanne her. Vi gentog succes'en, jeg havde med drengene og lavede kanelsnegle. 

Som første skoledag?

Jeg havde det lidt som første skoledag, da jeg gjorde klar til at gå over til træning i morges :-) Ja, jeg ved det godt, men overdrivelse fremmer forståelsen, ikke? Men spørgsmålet var, om kunne jeg følge med efter tre måneders pause?

Den blå løber var rullet ud foran Sportscentret. Den passede perfekt til den blå himmel.
Hvorfor egentlig ikke en rød løber?

Fitness-holdstørrelsen er nu reduceret fra 32 til 18, og hvor var det godt at stå med så god afstand, at vi ikke behøvede at være opmærksom på, om vi ramte hinanden, når vi svingede med armene.
Programmet, øvelserne og musikken var det kendte, men vores dygtige instruktør havde til en begyndelse skruet tempoet lidt ned. Det var lige tilpas og så godt.
Vi skal have egne måtter med. Og i stedet for at bruge håndvægte og elastikker, så brugte vi i dag kun et sæt håndvægte, som vi hver især sprittede af, da vi var færdige.
I caféområdet må kun seks opholde sig, så vi kan ikke klumpe os sammen om kaffemaskinen efterfølgende ,som vi plejede før. Det var det eneste lidt kedelige. Men det var hyggeligt at ses igen, og jeg havde den kendte følelse af god energi, da jeg gik derfra.

Jeg har besluttet ikke at genoptage yoga. Mit knæled med den gamle skade, og mit ene håndled kan ikke holde stillingen i mange tilfælde, fordi det gør ondt. Jeg kan godt gå ind i alle de stillinger, vi har i programmet, men jeg kan ikke holde dem. Og det er netop der, balance- og styrketræningen ligger.

Jeg vil i stedet gå til pilates, som jeg har gjort før, og som jeg også synes er en god træningsform.

Connect with your body, connect with your breath ...

"Close your eyes, connect with your body, connect with your breath", sådan lyder indledningen til yogatimen.
Vi har fået en yogalærer i Sportscentret. Han taler engelsk.
Jeg er begyndt at gå til yoga, fordi den underviser, vi havde i stræk og afspænding, er sluttet. Det var jeg ked af, for det var en time, der gjorde mig godt. Den lå om onsdagen, hvor de to sveddryppende timer i fitness og cirkeltræning ligger mandag og fredag, og så var det dejligt med en stille og rolig time midt i ugen. Da der så kom yoga på programmet i stedet, besluttede jeg at prøve det. For hvor svært kan det være? Jeg er rimelig smidig, så det ...
Men nu er jeg blevet så klog, at jeg ved, det er ret svært. Ikke bare skal man indtage en svær stilling. Man skal også blive i den, og det kan jeg godt blive svedt over. Selv om det 'bare' er senioryoga - ikke noget med at stå på hovedet. Jeg var med to gange før jul, og troede egentlig ikke jeg ville fortsætte. Men jeg manglede noget om onsdagen, så nu har jeg været med tre gange her i januar, og det bliver jeg ved med. I onsdags fik holdet denne her opmuntrende melding "Your technique is getting better" :-)
Man - han- kan godt bo her i Danmark uden at tale dansk. Det har han gjort i seks år!
 Men eftersom mange danskere taler engelsk, så er det nok svært at prioritere sproget. Det er alligevel mærkeligt, synes jeg. Jeg kan forstå det, hvis det er en flygtning, der er analfabet og ikke har sproglige forudsætninger. Men det går fint at undervise i yoga på engelsk, selv om der er flere med på holdet, der ikke forstår, hvad han siger.

I går var vejret fantastisk smukt. Jeg gik en tur langs åen.

Jeg har arvet min datters fitbit, og det gør det spændende at se, hvor mange skridt, jeg går. Det blev til 14.439 i går. Den længste distance i januar. I dag er det kun blevet til 5.835. Jeg har spist frokost på Silkeborg Bad sammen med to skønne damer og set på billeder, og Trine har været med herhjemme til kaffe.

Området ved åen er præget af byggeriet af Nordskovvejen. Den af mange meget forhadte løsning, der skal føre trafikken fra syd og vest udenom havneområdet. Men så i stedet igennem bebyggelse og en dejlig skov med cykelstier.
Jernbanebroen her har været der i mange år. Der var også cykel og gangsti over. Nu skal den så udvides med kørebaner. Den gule bygning til højre i billedet er en del af Vandrehjemmet, som kommer til at få trafik meget tæt på.
Ad åre bliver det hele sikkert godt. Det er det bare ikke nu.

Den første dag i det nye år.

Første dag i det nye år blev brugt på en tur til Himmelbjerget.

Sommetider kan det være svært at få alle gjort varme på ideen med at komme ud og få noget frisk luft. Men når vi så er der, så er der ingen ende på. hvordan de store 'rum' kan bruges til løb og hop og spring.

Der er udsigt til et sørøverskib og hundeproppistolen kommer til sin ret!












Jeg har set i aviser og på facebook, at statsministeren lagde et billede af sig selv og sønnen Magne op med ønsket om en glædelig jul. Stine Bramsen, forsvarsminister , lagde et godt-nytårs-billede op med sin lille datter.
Jeg plejer sommetider at udtrykke betænkeligheder ved at lægge billeder op af mine børnebørn, men jeg har gjort det med forældrenes samtykke.
Når jeg ser de to ministres billeder, så tænker jeg, det er en helt ny stil. De fleste kendte mennesker prøver at skærme deres børn fra offentligheden.
En undtagelse er vel kongefamilien.
Men er der ingen grund til det? Mere?
Det kunne jeg godt tænke mig at høre mere om?

Jeg har været til træning i dag. Det første hold kl 9 var fyldt op, så jeg gik til det andet kl 10.10. Der var en mand med med sin rollator. Han stod op til nogle øvelser og sad på rollatoren til andre. Da vi skulle have måtter på gulvet, blev han siddende, for ellers 'kunne vi ikke få ham op igen' som han sagde.
Da jeg sagde, jeg syntes, det var godt, han var med, svarede han, at nogle måske mente, det var latterligt.
Jeg beundrer dem, der tør at skille sig ud på den måde. Vi andre er selvfølgelig ikke så strømlinede som for 30-40 år siden, men dog meget mere adrætte end han er.
Hurra for dem, der stiller op på trods.

I dag har jeg været i Ikea sammen med min datter. Utrolig mange mennesker havde fået samme ide. Men selv om der er mange mennesker, så er der alligevel hyggeligt. Køer afvikles relativt hurtigt. Og børnene er store nok til at opholde sig i den overvågede legeafdeling, hvor de kan være en time. Det er et godt system. Vel hjemme igen, gjorde det godt med en kop te i sofaen.

Hvad er det for noget træning ...?

Jeg bliver sommetider spurgt, hvad det er for noget træning, jeg går til. Og det er måske fordi jeg tit nævner det. Jeg har det godt med at få rørt kroppen, men det er ikke lige meget hvordan. Det skal være sjovt og i fællesskab med andre, ellers mister jeg hurtigt interessen. Gennem årene har jeg gået til forskellige slags motion, og jeg har selv undervist på hold for hjertepatienter og lungepatienter. Jeg var med til at starte holdtræning op for de to patientgrupper på sygehuset tilbage i 1990erne. Det var meget spændende, det var nyt dengang, at hjertepatienter godt måtte blive forpustede og få pulsen op.
Løb blev aldrig et stort nummer for mig. Desværre, for det er så nemt og tilgængeligt alle steder.
Gang er også en meget effektiv motionsform, men jeg kan ikke gå ret langt uden at få ondt i lysken på begge sider.
Siden januar har jeg gået regelmæssigt over i Sportscentret, der ligger så tæt på mig, at jeg bare tager træningstøjet på hjemmefra og går derover på  3-4 min.
Fit&Sund kæden står bag de mange forskellige hold, og i efteråret 2018 blev stedet opgraderet med nye maskiner fra Cybex. Jeg har tidligere og igen, igen prøvet at blive venner med maskintræningen - den er jo effektiv! Men jeg kommer så meget til at kede mig. Nu har jeg et abon., der giver adgang til alle hold og til maskintræning - og ikke mindst til kaffemaskinen. :-)
Der hvor jeg er nu, er, at jeg går til fitness mandag kl 9 og til cirkeltræning fredag kl 9. De to hold gør os sveddryppende og glade. Der kan max være 28 på holdet, og der er altid venteliste (vi skal selv via hjemmesiden plotte os på til hver gang) Holdets popularitet skyldes ikke mindst træneren, som har et meget stort repertoire af øvelser, noget musik fra 1970-80erne og sin egen gode energi, der smitter os. Jeg har prøvet, om jeg kan deltage i hendes hold om onsdagen, men jeg bliver for øm i kroppen. I stedet for har jeg valgt et Stræk og afspændingshold om onsdagen. Det er jo noget helt andet. Jeg kommer faktisk til at fryse lidt, så jeg har en ekstra trøje, sokker og tæppe med til den sidste del af timen. Men det er godt at få leddene ud i yderstillinger og få slappet af til sidst.
I formiddagstimerne er det stort set seniorer, der fylder op i Sportscentret. Der er også tilbud om pilates og yoga, men det har været svært at få en instruktør, så det har ikke været fast.
Jeg møder en kvinde (hun er yngre end mig!) der har det her program en dag: Kl 7 en times træning i maskinerne, derefter en times pause ved kaffemaskinen/cafe, så fitness kl 9, walking fitness kl 10 og endelig yoga, pilates eller afspænding kl 11. Så sig ikke at jeg træner meget - haha.

 Jeg har fået ny udsigt.
Papirtårnet tårner sig op (ligger i Papirfabrikområdet). Det skal blive 70 m. højt og rumme 23 etager.
Hvis mit link virker, så se HER, hvor flot udsigt de lykkelige beboere på toppen får. De får også byens dyreste bolig.
Jeg synes, det er synd for de mennesker, der har haft udsigt til Silkeborg Langsø, men nu får en mur at kigge på i stedet for.
Nu vil jeg pakke sammen og gå til Stræk og afspænding kl 10.55. God onsdag til jer, der læser med.

I varmen ...

Det føltes, som om vi var i sauna, da vi var til træning i dag. Selv med åbentstående døre og ventilator kørende var det stegende hedt. Jeg havde den tanke på et tidspunkt, om det overhovedet var godt for sådan en flok aldrende mennesker at motionere så hårdt i den varme? Men det gik godt. Der er tre korte drikkepauser i løbet af de 50 min. programmet varer.
Der er gået fem mdr., siden jeg deltog i intro-kurset i Sportscentret, og jeg har trænet to gange om ugen siden. Jeg har stille og roligt fået det mærkbart bedre i min ryg. Jeg, som i mange år, har betragtet mig selv som én med kroniske rygsmerter. Det gør jeg ikke mere. Jeg tør næsten ikke tro på det. Men det er virkelig dejligt, at jeg uden besvær og smerter kan gøre rent og arbejde i haven.
Og så er det oven i købet sjovt at være på hold. Jeg møder tit nogen, der har arbejdet på sygehuset, det er hyggeligt og én af fordelene ved at have arbejdet i mange år på den samme lokale arbejdsplads. Men det er først noget, jeg er blevet klar over nu på mine gamle dage. Altså, at det er hyggeligt.

 Mit æbletræ, der blev plantet i november sidste år, viser ikke tegn til at udvikle æbler.
Jeg synes jo, der skulle have været bittesmå æbler nu, hvis de var på vej.
Blomsterne visner væk nu. Men jeg glædede mig meget over dem dengang, der var blomster på næsten alle de små, spinkle grene.
Måske var det frostvejret? Og den plastikpose, jeg trak ned over træet, har ikke været nok til at skærme den mod kulden.


Jeg havde vagt på Silkeborg Bad i går. Der er en meget charmerende udstilling om ferie, dengang det ikke var almindeligt at holde ferie.
Den hedder "Sommerlandets arkitektur - drømmen om det gode liv."
Plakaten her er nok fra 1950erne, gætter jeg på. Den er da sød. Dengang der var uskyld til. Eller sådan noget.

i nærområdet.

Er det kun mig, der synes, tøjet på denne her tørresnor er smukt hængt op?

Det er udsigten fra mit køkkenvindue, som den så ud i går morges, da der stadigvæk var delvis skygge.
Min overbo, der er tøjets ejermand, morede sig meget over min bemærkning om, at det lignede et maleri med de lige linjer og forskellige farver :-)

I dag regner det, og udsigten er ikke så farverig, men den er dejlig grøn.
Bag det grønne skimtes Sportscentret, hvor jeg har været til fitness. Instruktøren holdt ikke fri, selvom det er Kr. Himmelfartsdag, så hun syntes, hun ligeså godt kunne have et hold.
Vi var kun 14. Det var dejligt i modsætning til fredage, hvor holdet er på 28.

I lørdags var vi på en familie-gåtur op på Himmelbjerget.
Fra Julsø og hele vejen op. Ikke fra parkeringspladsen ved siden af.
Det er en stejl stigning, men en flot tur. Johanne er blevet så stor, at hun sætter pris på fine udsigter.