Viser opslag med etiketten det danske landskab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten det danske landskab. Vis alle opslag

tirsdag, juli 06, 2021

Undervejs i uvejr i går.

 I går, da jeg var på vej hjem fra en lille miniferie i Harboøre, var et voldsomt uvejr på vej over Vest- og Midtjylland.

Jeg ville lægge turen forbi Bovbjerg Fyr. Det var kun en lille omvej, og da jeg har hørt godt om stedet, var det nærliggende at køre den vej. 
Pludselig kom et heftigt regnvejr over os, og det sidste stykke på grusvej gik meget langsomt. Jeg vidste ikke, man kunne parkere helt oppe ved Fyret, så jeg parkerede nedenfor og gik det sidste lille stykke. Heldigvis havde jeg regnfrakke med, og det var perfekt at gå i klipklapper. Det føltes helt behageligt at få skyllet fødder på den måde.



Der var ingen ide i at gå op i tårnet. Eller tage elevatoren som også er en mulighed. Der var overhovedet ingen sigtbarhed. Men indenfor er der udstilling af malerier og keramik. Og der er cafe og butik, så der var nok at gøre og se. Jeg fik kaffe med bolle. Smør og og ost er fra Thise mejeri. Der var optaget i cafeen i stueetagen, så jeg havde en vinduesplads på 1. sal. Udsigten til himmel og hav var i den grå nuance. Stedet bliver drevet af frivillige, og der var en hyggelig stemning.
Bovbjerg Fyr bag mit link ligger oplysninger om aktiviteter på stedet. Fx fællesspisning. Og rappelling.

Mens jeg sad der, drev et voldsomt tordenvejr ind over landet.
Stakkels får. Men de bliver vel ikke våde.
Da uvejret stilnede af, gik jeg ned til klitterne. Ikke ned til stranden, for der var langt ned.
Himmel og hav havde næsten samme farve, og det var nærmest ikke muligt at se, hvor de mødtes i horisonten. Der er en stor ro over landskabet, når farverne er så dousche og nedtonede, synes jeg.

Da jeg kom hjem fortalte min nabo, der var faldet 14 mm. regn på 20 min. 
Jeg kunne se, at jorden var pisket op på mine fliser, og kloakken ved kælderdøren havde ikke kunnet kapere så meget vand, så det var flydt ind i kælderen omkring døren. Ikke hen ad gangen, heldigvis.

Jeg var glad for, jeg ikke var på cykeltur. Jeg sad tørt og godt i bilen :-)





tirsdag, august 18, 2020

Måske har den haft sin tid?

 Måske har bloggen haft sin tid, tænker jeg? Dagene går, uden jeg får skrevet et indlæg. Det er på en måde lidt mærkeligt, for jeg har gennem 12 år været meget glad for at skrive og at læse andres blogge. Jeg har svært ved at se i øjnene, at bloggen ikke har samme betydning for mig som før. Men det har den måske alligevel?

Jeg har svært ved at give slip på noget, jeg er glad for. Sådan har jeg det på alle fronter. Min blog hedder 'Alting har sin tid.' Så med den overskrift skulle man tro, jeg bare kunne lave et 'clean cut', men sådan er det ikke. Mit motto skal mere ses som en hensigtserklæring (som politikerne siger) Der er ingen tvivl om, at alting her på jorden har en tid. En begyndelse, et forløb og en afslutning. Men selv om det er en kendsgerning, kan det alligevel være svært, når noget slutter.

Nu tænker min kære læser nok, at det er lige lovlig store filosofiske tanker, jeg kaster op her i forbindelse med min skriveblokering - eller hvad det nu er. Det er jeg sådan set enig i. Men det er bare sådan jeg har det. Måske kommer der et indlæg med mellemrum? Eller ingen? Eller mange? Det er typisk mig at være så vægelsindet ...

I går hentede jeg Chr, der spillede fodboldkamp i Thorning - små 30 km. nordvest for Silkeborg. Det var stegende varmt. Trænerne var gode til hyppigt at tage et barn ud til en lille drikkepause.

Jeg følger ikke med i voksen fodbold, men sådan et lille hold med drenge kan jeg følge, og det var faktisk rigtig spændende. Vi vandt 3 - 2!



Det var en stor fornøjelse at køre gennem bondelandet. Mange steder er markerne høstede. Andre steder kører kæmpestore maskiner rundt. Jeg tror. de både høster og presser kornet i baller med det samme. Og kernerne må vel også blive sorteret for sig?  Det er fuldstændig anderledes end dengang i 50erne, da min far kørte med selvbinder med heste.


Denne her fine poppelsværmer har jeg fotograferet på min terrasse. Jeg vidste ikke, hvad det var. Min veninde, der var på besøg, mente det var en duehale. Min uundværlige gruppe "Insekter og Smådyr" kunne fortælle, at det er en poppelsværmer.

Jeg har set så mange insekter i løbet af de mange varme uger, vi har haft. Det har været dejligt at kunne være meget udenfor. I dag har det regnet lidt, og mere regn skal være virkelig velkommen.

søndag, juli 23, 2017

Jeg plejer at køre forbi - del 2.



Når jeg kører hjem fra Vorupør eller Thisted kører jeg altid over Mors.

Jeg har da godt vidst, at der findes nogle molerskrænter på nordsiden af Mors, men jeg har aldrig været der.
Jeg var sammen med min svigersøns forældre for nogle dage siden til Johannes fødselsdag. De kører i en mobile home og kender omtrent alle hjørner af Danmark. Da de fortalte om Hanklit, som ligger kun seks km. fra den vej, jeg kører, så blev jeg inspireret til at køre den lille omvej.

Hanklit er en 61 m høj molerskrænt.

På mit billede er det ikke tydeligt, men der er bånd i forskellige farver, der viser vulkanske aflejringer.

Moleret blev dannet for 54 millioner år siden i et subtropisk hav.

Under den sidste istid, der sluttede for 20.000 år siden, blev havbunden presset op og på den måde dannedes de høje skrænter.

Der kan findes forsteninger af dyr og planter fra den tid. Det sker vist ikke ret tit nu, men de kan ses på museum i Nykøbing Mors.
I begyndelsen gik jeg og kiggede op hele tiden.
Det er ret fantastisk, at jordens historie og alder kan aflæses her.

Efter en tid, begyndte jeg at kigge ned, og det gjorde andre mennesker også, lagde jeg mærke til.
Der ligger en helt utrolig variation af sten på stranden.
Jeg kunne have slæbt en masse med hjem, men jeg nøjedes med en lille samling i pæne former og farver.

Jeg er ikke vant til at lægge youtube film ind på bloggen. Nu er jeg spændt på, om det er den rigtige. Den om Luffe, den lille havskildpadde. Den er for børnehavebørn, tror jeg.

Men iøvrigt findes der er masse materiale om moler på nettet, hvis du er blevet interesseret. Jeg synes, det har været spændende at læse om.

Update: Nej, det var ikke filmen om Luffe. Men denne her film er også oplysende på en meget fin måde. For større børn og voksne.








mandag, februar 11, 2013

Der sker også noget i Ikast ...

Jeg er blevet mere orienteret vestpå, efter min datter er flyttet få km. mod vest.
Således også i går, da vi havde planlagt en familieudflugt til svømmehallen i Ikast.
Faktisk var det julegaven til min svigersøn: en vand- og cafétur.
Hvem skulle have troet, at Ikast har et lækkert svømme&wellenesscenter?
Det havde jeg ikke lige forestillet mig.

Men så gik det sådan, at Mattias' far var blevet forkølet og ikke kunne komme med. Og det ville være lidt underligt, hvis vi andre tog afsted, når det nu var hans julegave.
Så efter formiddagskaffen, og da Mattias var blevet puttet for sin middagssøvn, kørte jeg selv til Ikast.
Ikke for at bade, men for at se den nye skulptur ved kirken.
Billedhuggeren Bjørn Nørgaard er kunstneren bag skulpturen.
En vej adskiller rådhuspladsen, med den traditionelle kvindeskulptur, og pladsen foran kirken med den nye tipi-lignede skulptur.
Jeg kan ikke lige se, hvordan det spiller sammen.
Den stramme rådhusarkitektur og tipi-teltet.
Jeg skal nok have sat mig ind i historien.

Man kan gå ind i den nye skulptur, der er lavet af forskelligt materiale.

Både indeni og udenpå er der en rigdom af ansigter, hoveder og kroppe, og et hestehoved som her til højre.
Jeg var ikke inde i kirken, hvor der sikkert ligger pjecer om kunstværket.
Jeg tror, der er både nutids- og fortidshistorie i det, som det vil være spændende at fordybe sig i.


Og sådan fik jeg lige punkteret en af mine fordomme om, at der nok ikke sker så meget vestpå.
Jeg må hen og kigge nærmere på det en anden gang.

fredag, januar 21, 2011

lørdag, juli 31, 2010

En anden egn.

Min nabo passer hund og sommerhus for sin søn, der er på ferie sydpå med sin familie.
Hun havde inviteret, og i går kørte jeg ud på Helgenæs - dråben under Jyllands næse. Jeg har aldrig før været derude på den sydligste del af Djursland, og selvom det regnede, var der betagende smukt, især den sidste halve times kørsel på små snoede veje.

Nu har jeg jo lige anprist Lemvig og omegn, men Helgenæs står bestemt ikke tilbage.



Iklædt regntøj gik vi en dejlig tur langs vandet, mens hundebarnet tumlede rundt med spændende pinde.
Det er noget af en udfordring for mig at fotografere dyr. De bevæger sig så hurtigt.
Jeg synes, koen er sådan et dejligt dyr, og jeg prøver tit at få et billede, men jeg er ikke tilfreds med mine resultater. Når køer opdager et menneske, kommer de hen til èn, og så er motivet ødelagt. Måske kræver det en linse, der kan nå langt.


Ved det dejlige sommerhus med udsigt over vandet var der masser af ribs, og jeg fik et tilskud med til min romtopf.



Efter en skøn middag med friskfangede rødspætter kørte jeg til Århus. Det var mørkt og frysende koldt, og for første gang i lang tid måtte jeg have varme på i bilen.
Noget af en kontrast til den seneste tids smeltende varme.

torsdag, juli 29, 2010

Nr. Nissum og omegn

I stedet for at køre lige hjem, da korugen sluttede i tirsdags, kørte jeg lidt rundt og nød omgivelserne.
Og trak lidt på smilebåndet.
Over stednavne.
Man kan køre med tog fra Lemvig til Thyborøn. Blandt de mere almindelige stoppestedsnavne stikker det i øjnene, at der er et sted, der hedder Victoria Street Station.





Lidt syd for Lemvig kom jeg igennem Rom.



Udenfor Roms kirke er der en skulptur, der er savet ud af en gammel træstamme. Uden sammenligning iøvrigt, så kan jeg ikke lade være med at tænke på de store marmorkunstværker, jeg så i det rigtige Rom i maj.



Skulptur udenfor Rom kirke.



I Thyborøn er der ingen tendens til fluepapir på den dejlige badestrand.




Men der er øjne på dem, der slapper af i en lille krog.



Og ud over Nissum Bredning er det de blå og grønne farver, der dominerer.

mandag, maj 31, 2010

Hjemme igen.......

Ved Odense Å var der sommerstemning i lørdags.
Der blev sejlet og cyklet i forskelliges slags fartøjer.


Vi hyggede os, men der blev også arbejdet.
Yngste skrev rapport, og jeg læste korrektur.

Søndag bød på  et hyggeligt gensyn med teologiholdet. Vi var inviteret til Mariager, som viste sig at være en rigtig idyllisk gammel by med en meget spændende kirke som engang i 1400 tallet blev bygget i forbindelse med Birgittinerklostret.

Vores vært, som jeg har kendt fra en-weekend-om-måneden-undervisning gennem tre år, afslørede sig som en passioneret kunstsamler. Det var fantastisk spændende at se og høre om hans billeder og skulpturer, som alle gemte på en historie.
Jeg kunne ikke lade være med at stjæle et par billeder fra gæstetoilettet.


Det var koldt og regnfuldt i Mariager i går. Men jeg tror, der er meget yndigt, når alle roser foran husene blomstrer. Jeg må have Henrik med på en sommerudflugt, når det bliver sommer.........

fredag, maj 28, 2010

Det gule tæppe.....

Billederne er fra sidste år. Men sådan ser der ud derude netop nu.
Jeg kører til Fyn om lidt for at besøge yngste.
Jeg vil nyde synet og glæde mig undervejs.
God weekend til alle!

mandag, januar 04, 2010

En ny dims

Jeg har fået en ny dims i stedet for det kabel, jeg glemte i går.
Et kabel, der overfører billeder fra mit fotoapparat til computeren skal bestilles og kommer først om nogle dage, fortalte de mig i fotoforretningen.
Men det var også billigere at købe en All-in-1 CardReader, erfarede jeg. For 150 kr fik jeg sådan en dims, som kræver min memory stick, og når den derefter placeres i computeren kommer billederne frem sådan, som jeg kender det.
Så fik jeg lært det!
Og kan lægge et par billeder på fra i går.

Der er nogen, der har leget med en hvid blyant.

Udsigt fra Laven med Himmelbjerget på den anden side af vandet.

mandag, november 30, 2009

Solnedgang på heden

På Kongenshus Hede syd for Skive var der magisk belysning ved 15.30 tiden.
Svigerindens computer driller mig lidt, men nu vil det vise sig om billederne er på.
Vi har spist lækker thai mad.

onsdag, oktober 14, 2009

Udeliv.

Vejret har i den grad været til udendørs aktiviteter i dag.
Ældste og jeg gik et par timer i det meget smukke område ved Bøllingsø lidt vest for Silkeborg. Jeg troede, jeg var klar til de 14 km. rundt om søen, men måtte se i øjnene, at det var for stor en mundfuld.
Men hvor er der pragtfuldt derude sådan en solskins efterårsdag.
Man kan ikke lade være med at smile, når man ringer og får historien på det sted, man står. Det lyder som Jesper Asholts stemme, fuld af sjov og humor. Det er en sjovere måde at få informationer på, end at læse en tavle.
Undervejs passerer vi det sted, hvor Tollundmanden, der levede og døde for ca. 2000 år siden, blev fundet.
På Silkeborg Museum kan man se Tollundmanden.
Der er ikke nogen steder eller tidspunkter, hvor en flad madpakke smager så godt, som i en pause på en god travetur.
Efter traveturen var det tid til at se nærmere på 'frostskaderne'
Da solen havde jaget morgenfrosten på flugt, var georginerne besvimet og helt slappe. Knoldene er blevet gravet op. Det bliver spændende, om de overlever et vinterophold i kælderen. Det var sjovt at se, at den plante, der havde været mest pisten og kun haft få blomster, var den med de største og mest svulmende knolde.
Føtex har solgt de sidste forårsløg til halv pris. Jeg fik fat i nogen af dem. De kom i jorden i dag, og sådan lever drømmen om skønne farver, blomster og lysere tider om nogle måneder.

lørdag, september 05, 2009

En udsigt.

Foran indgangen til ortopædkirurgisk afd. står dette her kunstværk. Der er hverken navn eller titel på. Jeg undrer mig over, om det er en sygeplejerske, der har mistet fodfæste for en stund? Eller om det er en ny patient på vej - det stunt må nødvendigvis resultere i et brud?
Vi var på besøg på Svendborg Sygehus. Det er ikke sjovt at blive underlagt andres bedreviden og blive frataget sin selvbestemmelse, når man har brækket et ben. Forhåbentlig vil det forløbe uden komplikationer for Henriks kære søster.
Jeg blev overfaldet af sult på vejen hjem. Det resulterede i, at jeg stiftede bekendtskab med den største burger, jeg har set.
Vi holdt en lille pause i Middelfart på Cafe Razz. Den har en skøn beliggenhed på havnefronten med en spektakular udsigt over Lillebælt med de to broer i synsfeltet. Vi var ikke så vilde med maden. Henrik fik et stjerneskud, og jeg fik en burger med pomme frites. Portionerne var store - den ros skal de have (hvis det er rosværdigt). Kvaliteten svarede ikke til kvantiteten. Men udsigten.
Den var i top.