Hvor var det gråt og regnfuldt, da vi stod ude og sang med Philip Faber i morges - i formiddags vil mange nok sige, for det er kl 9.
Jeg besluttede mig for at gå en tur umiddelbart efter, og ligeså grå himlen var, ligeså grøn var skoven.
Bøgeskoven er lysegrøn. Det er lige før den skærer i øjnene, så grøn er den.
Nej, den er lige som den skal være, når den er nyudsprungen. Sart og lys.
Når jeg kiggede ud over vand, var det den grå farve, der dominerede. På det øverste billede er det vandoverfladen på Lillesø, hvor regndråber skaber mønstre.
Det nederste billede er med kig over til Ansvej, som er tydelig med store, flotte huse, når vejret er godt.
Luften var dejlig og fuglene sang, så det var en skøn tur.
Dog kunne jeg konstatere, at min venstre gummistøvle er piv-utæt. Jeg skal have fat i et par nye. Gummistøvler kan jeg ikke undvære.
Min computer begyndte i går at give mig besked om, at den var inficeret med ondsindet software. Først tænkte jeg, det var fake. Det troede min datter ikke, så jeg kørte over til min support i ElGiganten. Jeg forestillede mig, der ville være god plads, hvis der overhovedet var åbent for support. i de her corona-tider. Det var der. Der var overraskende mange kunder i butikken, kunne jeg se. Ved support-disken var der kun en før mig, så der var nærmest ingen ventetid. Der var sat plexiglas op mellem personalet og os på den anden side disken. Det var godt, synes jeg. Den ondsindede software var hurtigt identificeret. Den var nok smuttet ind sammen med en cookie, mente den unge mand, der i en fart kunne fjerne den. Jeg kunne få min computer renset og opdateret, men det ville tage nogle dage, for de havde meget travlt for tiden, sagde han. Jeg blev overrasket over, at de ligefrem har travlt. Og jeg venter til en anden gang.
Der er 21 mm. vand i min regnmåler her i aften.
torsdag, april 30, 2020
tirsdag, april 28, 2020
Frisør med maske. Og en ny knogle.
Det lykkedes mig at få en frisørtid i dag kl 11. Jeg vidste ikke, hvem det var, udover at en veninde havde anbefalet hende.
Hvor er det mærkeligt at være tæt på og i dialog med et menneske med maske. Jeg savnede så meget at kunne se mimikken. Jeg kunne se øjnene, panden og håret. Det er sikkert en vanesag at møde hinanden på den måde, men jeg håber, det ikke bliver nødvendigt for os alle at gå med maske, når vi færdes ude. Jeg har endnu ikke set nogen, hverken i gader eller butikker. Selvfølgelig, hvis det viser sig, at masken minimerer smittespredning, så skal vi bruge den. Jeg synes også, det er helt nødvendigt, at frisører bruger den. Jeg har et gavekort liggende på en ansigtsbehandling. Jeg lader den ligge lidt endnu, men jeg vil også forvente, en kosmetolog bærer maske.
Frisøren har irakisk baggrund og kom hertil som 18 årig med sine forældre og en søster. Fire andre af søskendeflokken kom til Canada og en til Australien. Det må være en barsk oplevelse, at ikke alle, som ønsket, kunne komme til Canada. Men trods alt bedre end at være en forfulgt minoritet i sit eget land. Hun har en lys, rummelig og fin salon. Hvordan klipningen er, ser jeg bedst, når jeg selv vasker håret igen.
Christian præsenterede mig for en ny knogle for et par dage siden. Han syntes, den var snavset og lugtede grimt af fisk. Hans bedstemor og bedstefar havde fundet den ude ved Vesterhavet.
Om jeg ville rense den?
Det ville jeg, og med hjælp fra gruppen Insekter og Smådyr (hvor knogler egentlig ikke hører hjemme) fik den identificeret til at være øverste del af kraniet på en torsk med et lille stykke af rygraden.
Den er blevet så fin.
Som det ses på illustrationen herunder er der mange knogler i torskens hoved, og den vi har er den øverste plade på kraniet.
Hvor er det mærkeligt at være tæt på og i dialog med et menneske med maske. Jeg savnede så meget at kunne se mimikken. Jeg kunne se øjnene, panden og håret. Det er sikkert en vanesag at møde hinanden på den måde, men jeg håber, det ikke bliver nødvendigt for os alle at gå med maske, når vi færdes ude. Jeg har endnu ikke set nogen, hverken i gader eller butikker. Selvfølgelig, hvis det viser sig, at masken minimerer smittespredning, så skal vi bruge den. Jeg synes også, det er helt nødvendigt, at frisører bruger den. Jeg har et gavekort liggende på en ansigtsbehandling. Jeg lader den ligge lidt endnu, men jeg vil også forvente, en kosmetolog bærer maske.
Frisøren har irakisk baggrund og kom hertil som 18 årig med sine forældre og en søster. Fire andre af søskendeflokken kom til Canada og en til Australien. Det må være en barsk oplevelse, at ikke alle, som ønsket, kunne komme til Canada. Men trods alt bedre end at være en forfulgt minoritet i sit eget land. Hun har en lys, rummelig og fin salon. Hvordan klipningen er, ser jeg bedst, når jeg selv vasker håret igen.
Christian præsenterede mig for en ny knogle for et par dage siden. Han syntes, den var snavset og lugtede grimt af fisk. Hans bedstemor og bedstefar havde fundet den ude ved Vesterhavet.
Om jeg ville rense den?
Det ville jeg, og med hjælp fra gruppen Insekter og Smådyr (hvor knogler egentlig ikke hører hjemme) fik den identificeret til at være øverste del af kraniet på en torsk med et lille stykke af rygraden.
Som det ses på illustrationen herunder er der mange knogler i torskens hoved, og den vi har er den øverste plade på kraniet.
mandag, april 27, 2020
En gradvis åbning.
Det har ikke været planlagt, men næsten umærkeligt har jeg bevæget mig indenfor hos andre. Første gang var vist, da jeg var hos min bror og svigerinde i fredags. Vi var ude i glashuset, men på et tidspunkt var jeg inde i deres badeværelse.
I lørdags ringede Christian. Han havde sammen med sin far lavet æbletærte og inviterede til eftermiddagskaffe. Indtil da havde vi mødtes på terrassen, men lørdag eftermiddag var kølig, så jeg rykkede ind til spisebordet og sad i den fjerne ende i forhold til børnene. Min datter var her hos mig i flere timer lørdag aften.
Det er ikke fordi, jeg vil modarbejde myndighedernes anbefalinger, som jeg synes har været helt relevante og nødvendige. Det har også givet sig udslag i lav smittespredning, hvad vi kun kan være glade for. Men jeg har taget et lille skridt længere end før. Vi holder stadig afstand, når vi ses indenfor, og jeg tror ikke, jeg vil udvide mit 'territorium' yderligere før hen i maj.
Jeg ville bestille tid til klipning hos min frisør i dag. Jeg tænkte, den største travlhed var overstået, men jeg kunne først få tid d. 14. maj - haha :-) Nu vil jeg prøve at undersøge, om det skulle være muligt at finde en anden med tid.
For første gang siden 22. marts, da vi her i bebyggelsen begyndte at synge med Philip Faber udenfor, har det været regnvejr. I dag småregnede det, da vi stod derude kl 9 i morges. Kun lidt. Vi kunne sagtens stå der. Her til aften kan jeg se, der er kommet 10 mm i min vandmåler. Det er perfekt. Også i forhold til jeg strøede gødning ud i går.
Sidste efterår plantede jeg en sommerfuglebusk her op mod muren, hvor sokkelen er malet sort. Jeg havde ikke rigtig styr på, hvor tulipanløgene lå. Men mange af dem har banet sig vej op og blomstrer fint. Nu glæder jeg mig til at se sommerfugleblomster, når det bliver sommer.
I lørdags ringede Christian. Han havde sammen med sin far lavet æbletærte og inviterede til eftermiddagskaffe. Indtil da havde vi mødtes på terrassen, men lørdag eftermiddag var kølig, så jeg rykkede ind til spisebordet og sad i den fjerne ende i forhold til børnene. Min datter var her hos mig i flere timer lørdag aften.
Det er ikke fordi, jeg vil modarbejde myndighedernes anbefalinger, som jeg synes har været helt relevante og nødvendige. Det har også givet sig udslag i lav smittespredning, hvad vi kun kan være glade for. Men jeg har taget et lille skridt længere end før. Vi holder stadig afstand, når vi ses indenfor, og jeg tror ikke, jeg vil udvide mit 'territorium' yderligere før hen i maj.
Jeg ville bestille tid til klipning hos min frisør i dag. Jeg tænkte, den største travlhed var overstået, men jeg kunne først få tid d. 14. maj - haha :-) Nu vil jeg prøve at undersøge, om det skulle være muligt at finde en anden med tid.
For første gang siden 22. marts, da vi her i bebyggelsen begyndte at synge med Philip Faber udenfor, har det været regnvejr. I dag småregnede det, da vi stod derude kl 9 i morges. Kun lidt. Vi kunne sagtens stå der. Her til aften kan jeg se, der er kommet 10 mm i min vandmåler. Det er perfekt. Også i forhold til jeg strøede gødning ud i går.
Sidste efterår plantede jeg en sommerfuglebusk her op mod muren, hvor sokkelen er malet sort. Jeg havde ikke rigtig styr på, hvor tulipanløgene lå. Men mange af dem har banet sig vej op og blomstrer fint. Nu glæder jeg mig til at se sommerfugleblomster, når det bliver sommer.
fredag, april 24, 2020
Nu kan græsplænen blive kantet af.
I går kørte jeg ca 18 km vestpå og undrede mig over græsmarker, der allerede blev vandet.
I dag kørte jeg omkring samme antal km. østpå og glædede mig over rapsen, der er begyndt at folde de gule blomster ud. Min bror sagde iøvrigt, det er vigtigt for græsset at blive vandet for at få fat i grokraften på de sandede jorder. Så det er nok ikke så usædvanligt, at der bliver vandet i april derude, hvor der engang var hede.
Jeg var på visit hos min bror og svigerinde i dag.
Lykken er at have en bror, der har både værktøj og håndelag, så jeg kunne få slebet min kanttrimmer.
Da jeg for et par dage siden begyndte at trimme kanten på min græsplæne, syntes jeg, det var virkelig hårdt at komme ned i jorden. Jeg opgav og tænkte, min trimmer var for sløv. Det var den også, men det handler nok også om, at jorden er virkelig hård at arbejde med, fordi den er så tør.
Nu har jeg en knivskarp kanttrimmer. Tak for det.
Dagen i dag har budt på både skyer og kold vind.
Vi var godt beskyttet i det hyggelige glashus.
Det er nu mærkeligt ikke at give hinanden et kram, når vi er vant til det. Men det er dejligt at ses.
I dag kørte jeg omkring samme antal km. østpå og glædede mig over rapsen, der er begyndt at folde de gule blomster ud. Min bror sagde iøvrigt, det er vigtigt for græsset at blive vandet for at få fat i grokraften på de sandede jorder. Så det er nok ikke så usædvanligt, at der bliver vandet i april derude, hvor der engang var hede.
Lykken er at have en bror, der har både værktøj og håndelag, så jeg kunne få slebet min kanttrimmer.
Da jeg for et par dage siden begyndte at trimme kanten på min græsplæne, syntes jeg, det var virkelig hårdt at komme ned i jorden. Jeg opgav og tænkte, min trimmer var for sløv. Det var den også, men det handler nok også om, at jorden er virkelig hård at arbejde med, fordi den er så tør.
Nu har jeg en knivskarp kanttrimmer. Tak for det.
Dagen i dag har budt på både skyer og kold vind.
Vi var godt beskyttet i det hyggelige glashus.
Det er nu mærkeligt ikke at give hinanden et kram, når vi er vant til det. Men det er dejligt at ses.
torsdag, april 23, 2020
Hverdagsturisten.
Den korteste vej fra mig, på gå-ben ned til byen, er forbi bagsiden af sygehuset og ned ad trappen.
Lige for tiden er udsigten til Langebro og Slusekiosken indrammet af et par blomstrende træer.
Jeg var ikke helt sikker på, at broen her hedder Langebro, så jeg slog det op.
Og jo, det hedder den. Ret imponerende for sådan et lille stykke vej.
Jeg læste, at Langebro er den ældste af de forholdsvis mange broer, der findes jer i byen. Engang langt tilbage i tiden var der bar nogle store planker over åen. Da papirfabrikken blev etableret omkring 1844, kom der mere trafik og behov for en større vej og mere robust bro, som blev bygget i 1851-52.
Jeg blev lidt nysgerrig og tror, jeg vil undersøge, hvordan og hvornår de øvrige broer blev bygget. Det er jo let med allesteds nærværende Google :-)
I går morges ved 9.30 tiden viste der sig en stor, sort, truende sky på den blå himmel.
Vi begyndte at ringe sammen, vi, der var ved at gøre os klar til at mødes ude på vejen og synge sammen med Philip Faber.
Kunne der være noget giftigt i luften?
Vi kunne ikke lugte noget, og et opkald til brandvæsenet beroligede os. De havde det under kontrol.
Senere fik vi at vide, der var opstået brand i noget flamingo i et nybyggeri på Gubsøbakken. Der skal være en hal til veteranbilmuseum.
I eftermiddags har jeg været ude at besøge Mattias. Besøge og besøge... det er så meget sagt, for han havde en kammerat med hjemme. Jeg vidste det godt og vidste, at vi ikke ville komme til at snakke ret meget sammen. Det var helt ok for mig. Men jeg trængte til at se ham, og min datter og jeg sad i solen med afstand og snakkede og drak te. Det var hyggeligt.
Jeg blev virkelig overrasket over at se, at der bliver vandet på markerne allerede. Vi er kun i april, og det er allerede så tørt.
Lige for tiden er udsigten til Langebro og Slusekiosken indrammet af et par blomstrende træer.
Jeg var ikke helt sikker på, at broen her hedder Langebro, så jeg slog det op.
Og jo, det hedder den. Ret imponerende for sådan et lille stykke vej.
Jeg læste, at Langebro er den ældste af de forholdsvis mange broer, der findes jer i byen. Engang langt tilbage i tiden var der bar nogle store planker over åen. Da papirfabrikken blev etableret omkring 1844, kom der mere trafik og behov for en større vej og mere robust bro, som blev bygget i 1851-52.
Jeg blev lidt nysgerrig og tror, jeg vil undersøge, hvordan og hvornår de øvrige broer blev bygget. Det er jo let med allesteds nærværende Google :-)
I går morges ved 9.30 tiden viste der sig en stor, sort, truende sky på den blå himmel.
Vi begyndte at ringe sammen, vi, der var ved at gøre os klar til at mødes ude på vejen og synge sammen med Philip Faber.
Kunne der være noget giftigt i luften?
Vi kunne ikke lugte noget, og et opkald til brandvæsenet beroligede os. De havde det under kontrol.
Senere fik vi at vide, der var opstået brand i noget flamingo i et nybyggeri på Gubsøbakken. Der skal være en hal til veteranbilmuseum.
I eftermiddags har jeg været ude at besøge Mattias. Besøge og besøge... det er så meget sagt, for han havde en kammerat med hjemme. Jeg vidste det godt og vidste, at vi ikke ville komme til at snakke ret meget sammen. Det var helt ok for mig. Men jeg trængte til at se ham, og min datter og jeg sad i solen med afstand og snakkede og drak te. Det var hyggeligt.
Jeg blev virkelig overrasket over at se, at der bliver vandet på markerne allerede. Vi er kun i april, og det er allerede så tørt.
tirsdag, april 21, 2020
En mandag med mere åbning.
Det var en usædvanlig mandag i går, da der blev lukket op for små liberale erhverv.
Der var kø udenfor frisøren. om formiddagen.
Jeg trænger også til at blive klippet, men har vænnet mig til at bruge et par spænder for at holde håret på plads, hvis det blæser. Men en af dagene skal jeg have ringet til min frisør og høre, hvordan det går hos dem.
De fleste butikker i gågaderne var åbne. Der var også pænt med mennesker. Havde aftalt med Ingrid, vi skulle mødes på Torvet med medbragt kop og te i termonen. Det var hyggeligt at sidde der i solskinnet, og i løbet af en times tid kom fire fra seniorkoret forbi. Det var hyggeligt at ses og blive opdateret. Èn havde haft et længere covid-19 forløb, men havde det godt nu.
I Christians klasse har de taget det gamle boldspil op, hvor man spiller bolden op på muren og gør en øvelse, inden man griber bolden. Jeg kender den godt fra min barndom, men jeg ved ikke, om den har et navn? I Mattias' klasse sjipper de. Han er begejstret. Det er dejligt, det er så godt vejr, når børnene skal være så meget som muligt ude.
Der var kø udenfor frisøren. om formiddagen.
Jeg trænger også til at blive klippet, men har vænnet mig til at bruge et par spænder for at holde håret på plads, hvis det blæser. Men en af dagene skal jeg have ringet til min frisør og høre, hvordan det går hos dem.
De fleste butikker i gågaderne var åbne. Der var også pænt med mennesker. Havde aftalt med Ingrid, vi skulle mødes på Torvet med medbragt kop og te i termonen. Det var hyggeligt at sidde der i solskinnet, og i løbet af en times tid kom fire fra seniorkoret forbi. Det var hyggeligt at ses og blive opdateret. Èn havde haft et længere covid-19 forløb, men havde det godt nu.
I Christians klasse har de taget det gamle boldspil op, hvor man spiller bolden op på muren og gør en øvelse, inden man griber bolden. Jeg kender den godt fra min barndom, men jeg ved ikke, om den har et navn? I Mattias' klasse sjipper de. Han er begejstret. Det er dejligt, det er så godt vejr, når børnene skal være så meget som muligt ude.
søndag, april 19, 2020
Glæder sammen og hver for sig.
Mit Victoria-blommetræ giver mig så mange glæder. Især nu da det blomstrer helt eventyrligt.
En anden glæde er, når blommerne modnes i aug/sept.
Engang for ca. 20 år siden, var det sådan et lille træ.
Det bar blommer allerede året efter, det var plantet.
Her er træet nok ca to år.
I fredags købte jeg en parasol. Det har jeg tænkt på længe. Ikke fordi det er strengt nødvendigt. Min overbos altan skygger meget på min terrasse, og solen kommer først til mig ved 16 tiden. Men jeg forestiller mig, den ville kunne skærme for vinden. Og for indblik. Men efter mange år er jeg nu så vant til, at min terrasse er som en udendørs cafe med udsigt og indblik. En parasol ser også lidt hyggelig ud. Så jeg kørte over til Jysk, og med personalets hjælp kom både parasol og fod ind i min bil.
Min svigersøn ville bære det hele op på terrassen og sætte det sammen. Hele familien kom cyklende. Det er første gang siden lock down, de er så tæt på at være inde hos mig. Vi sad ude og spiste is.
Det viste sig, at parasollen er for stor! Øv. Sådan er det, når man ikke gør sit hjemmearbejde.
Nu er jeg i tvivl, om jeg overhovedet vil have en.
Jeg var i Bilernes Hus for at få skiftet til sommerdæk i onsdags. Der bliver sprittet godt af ved disken, hvor jeg afleverer nøgler. Og blyanten, jeg skulle bruge til at kvittere med, blev også sprittet af. Det er fint, men det var ikke det rigtige, som skal være baseret på enten ethanol eller isopropylalkohol. Nu er jeg heldigvis ikke spritpoliti. Jeg tror meget på den grundige håndvask, men bruger også sprit, som jeg før har skrevet om.
Hos den kurdiske brugt-cykelhandler er der ingen sprit men lutter venlighed. Min cykel har fået ny saddel og nyt dæk på forhjulet, styret er justeret op og sædet sat ned. Som med parasollen har jeg også tænkt ... Skal citybike modellen skiftes ud med en bedstemormodel? Det ville betyde, jeg kunne sidde mere opret, men jeg cykler ikke så meget. Nu vil jeg se, om cykelglæden bliver så stor efter reparationerne, så jeg måske vil cykle mere.
Jeg har været til terrassekaffe hos Ingrid. Den sorte skønhed her holdt os ved selskab.
Trine og jeg var en tur rundt i Mindeparken i fredags og allerede da, var de to store træer tættest på Kongevejen ved at afblomstre.
D 31. marts var de sprunget ud, så det passer nok, at de blomstrer ca tre uger.
Det store magnolietræ var sprunget ud og nogle rhodondendro.
Der er så smukt. Jeg har slet ikke lyst til at gå hjem.
Vi har været meget heldige, vejret har været så fint, de gange vi har været i Mindeparken for at følge foråret.
En anden glæde er, når blommerne modnes i aug/sept.
Engang for ca. 20 år siden, var det sådan et lille træ.
Det bar blommer allerede året efter, det var plantet.
Her er træet nok ca to år.
I fredags købte jeg en parasol. Det har jeg tænkt på længe. Ikke fordi det er strengt nødvendigt. Min overbos altan skygger meget på min terrasse, og solen kommer først til mig ved 16 tiden. Men jeg forestiller mig, den ville kunne skærme for vinden. Og for indblik. Men efter mange år er jeg nu så vant til, at min terrasse er som en udendørs cafe med udsigt og indblik. En parasol ser også lidt hyggelig ud. Så jeg kørte over til Jysk, og med personalets hjælp kom både parasol og fod ind i min bil.
Min svigersøn ville bære det hele op på terrassen og sætte det sammen. Hele familien kom cyklende. Det er første gang siden lock down, de er så tæt på at være inde hos mig. Vi sad ude og spiste is.
Det viste sig, at parasollen er for stor! Øv. Sådan er det, når man ikke gør sit hjemmearbejde.
Nu er jeg i tvivl, om jeg overhovedet vil have en.
Jeg var i Bilernes Hus for at få skiftet til sommerdæk i onsdags. Der bliver sprittet godt af ved disken, hvor jeg afleverer nøgler. Og blyanten, jeg skulle bruge til at kvittere med, blev også sprittet af. Det er fint, men det var ikke det rigtige, som skal være baseret på enten ethanol eller isopropylalkohol. Nu er jeg heldigvis ikke spritpoliti. Jeg tror meget på den grundige håndvask, men bruger også sprit, som jeg før har skrevet om.
Hos den kurdiske brugt-cykelhandler er der ingen sprit men lutter venlighed. Min cykel har fået ny saddel og nyt dæk på forhjulet, styret er justeret op og sædet sat ned. Som med parasollen har jeg også tænkt ... Skal citybike modellen skiftes ud med en bedstemormodel? Det ville betyde, jeg kunne sidde mere opret, men jeg cykler ikke så meget. Nu vil jeg se, om cykelglæden bliver så stor efter reparationerne, så jeg måske vil cykle mere.
Trine og jeg var en tur rundt i Mindeparken i fredags og allerede da, var de to store træer tættest på Kongevejen ved at afblomstre.
D 31. marts var de sprunget ud, så det passer nok, at de blomstrer ca tre uger.
Det store magnolietræ var sprunget ud og nogle rhodondendro.
Der er så smukt. Jeg har slet ikke lyst til at gå hjem.
Vi har været meget heldige, vejret har været så fint, de gange vi har været i Mindeparken for at følge foråret.
onsdag, april 15, 2020
Hvad er det for en knogle?
Udsigten fra mit køkkenbord her til morgen. Når solen skinner fra en skyfri himmel, som den har gjort de seneste morgener, er lyset for stærkt til at se på skærmen i køkkenet. I dag er der overskyet. Og koldt. Jeg har været ude på terrassen og konstateret, at jeg vist skal have både hue og vanter på, når vi skal ud og synge morgensang.
Senere på dagen:
Ja, det var meget koldt og blæsende kl 9 i morges, da vi stod udenfor og sang sammen med Philip Faber. Men vi hygger os med det.
Nu skinner solen, og snart går jeg ud en lille tur.
Da Christian for et par år siden fortalte, at en kammerat i skolen samlede på knogler, og det ville han også gerne, syntes jeg, det var en spændende ting. Det ville jeg godt være med til. Jeg har været fascineret af knogler, siden jeg gik på fysioterapeutuddannelsen, hvor anatomi var et af de store fag.
De seneste dage har jeg været i gang med et lille rense-knogle-projekt, som begyndte da vi var færdige med at spise lammekølle skærtorsdag i sidste uge. Christian kunne se knoglen bag de kødrester, der var tilbage, og som var nok til restemad dagen efter.
Knoglen endte hos mig, da der ikke var mere mad på den (der hørte også et knæled og noget af underbenet med, men det kasserede jeg.) Efter den var kogt af og havde ligget i brintoverilte, blev den så pæn.
Det slog mig, hvor meget et lårben fra et får ligner et menneske. Det er lige før, jeg bliver vegetar af at se det.
Jeg slog op i mit gamle anatomi-atlas.
På lammeknoglen er epifyslinjerne helt tydelige og fortæller, det er et dyr. der ikke er udvokset.
Men ellers er det samme caput femoris, trocanter major. epicondylerne og condylus medialis og lateralis. Den er 17 cm. lang. De dele af knoglen, der ikke var forbenet endnu faldt af under kogning, men da det hele var tørt, var det nemt at lime på igen. Det er som et puslespil. Hvert lille indhak og fremspring passer til hinanden. Det fylder mig med respekt for skaberværket eller evolutionen. Jeg synes bedst om skabelsesmyten. Det er en smuk historie. Der er nogle tal, der ikke stemmer. Men jeg går med skabelsen. Det er bare så fantastisk, hvordan knoglerne i vores krop passer sammen i mindste detalje og er ophæng for muskler og ledbånd osv.
En dag, da vi gik sammen - med afstand - ude ved Den kunstige sø, fandt Chr. den lange, smalle knogle til venstre. Den var helt tør, men nu har den også fået en tur hos mig i gryden og i brintoveriltebadet.
Nu er det store spørgsmål, hvor den knogle kommer fra?? Den er 20 cm. lang.
Jeg tror, det må være et forben. Svarende til vores underarm. Men hvilket dyr?
Jeg mangler en dyrlæge.
Nu er de to knoglestykker klar til at komme over til Christian, og hans mor er klar til at lade dem komme ind i huset.
Hvis nogen nu tror, jeg er mere interesseret i knogler end mit barnebarn er, så er det måske ikke helt forkert :-)
Senere på dagen:
Ja, det var meget koldt og blæsende kl 9 i morges, da vi stod udenfor og sang sammen med Philip Faber. Men vi hygger os med det.
Nu skinner solen, og snart går jeg ud en lille tur.
Da Christian for et par år siden fortalte, at en kammerat i skolen samlede på knogler, og det ville han også gerne, syntes jeg, det var en spændende ting. Det ville jeg godt være med til. Jeg har været fascineret af knogler, siden jeg gik på fysioterapeutuddannelsen, hvor anatomi var et af de store fag.
De seneste dage har jeg været i gang med et lille rense-knogle-projekt, som begyndte da vi var færdige med at spise lammekølle skærtorsdag i sidste uge. Christian kunne se knoglen bag de kødrester, der var tilbage, og som var nok til restemad dagen efter.
Knoglen endte hos mig, da der ikke var mere mad på den (der hørte også et knæled og noget af underbenet med, men det kasserede jeg.) Efter den var kogt af og havde ligget i brintoverilte, blev den så pæn.
Det slog mig, hvor meget et lårben fra et får ligner et menneske. Det er lige før, jeg bliver vegetar af at se det.
Jeg slog op i mit gamle anatomi-atlas.
På lammeknoglen er epifyslinjerne helt tydelige og fortæller, det er et dyr. der ikke er udvokset.
Men ellers er det samme caput femoris, trocanter major. epicondylerne og condylus medialis og lateralis. Den er 17 cm. lang. De dele af knoglen, der ikke var forbenet endnu faldt af under kogning, men da det hele var tørt, var det nemt at lime på igen. Det er som et puslespil. Hvert lille indhak og fremspring passer til hinanden. Det fylder mig med respekt for skaberværket eller evolutionen. Jeg synes bedst om skabelsesmyten. Det er en smuk historie. Der er nogle tal, der ikke stemmer. Men jeg går med skabelsen. Det er bare så fantastisk, hvordan knoglerne i vores krop passer sammen i mindste detalje og er ophæng for muskler og ledbånd osv.
En dag, da vi gik sammen - med afstand - ude ved Den kunstige sø, fandt Chr. den lange, smalle knogle til venstre. Den var helt tør, men nu har den også fået en tur hos mig i gryden og i brintoveriltebadet.
Nu er det store spørgsmål, hvor den knogle kommer fra?? Den er 20 cm. lang.
Jeg tror, det må være et forben. Svarende til vores underarm. Men hvilket dyr?
Jeg mangler en dyrlæge.
Nu er de to knoglestykker klar til at komme over til Christian, og hans mor er klar til at lade dem komme ind i huset.
Hvis nogen nu tror, jeg er mere interesseret i knogler end mit barnebarn er, så er det måske ikke helt forkert :-)
søndag, april 12, 2020
En hjemme-lørdag.
Hver formiddag mødes vi udenfor og synger morgensang sammen med Philip Faber på P1.
Ove og Tage sætter deres store, kraftige højtaler op i vindueskarmen, og instruktioner, musik og sang kan høres langt ud på vejen.
I går sang vi den skønne "Denne morgens mulighed" med tekst af Johannes Møllehave.
Den næste var "Hvalen Valborg" af Shu-bi-dua. Ikke så let at synge. Men sjov.
Mens vi stod der, begyndte det at regne.
Det havde jeg ventet på, så da vi havde snakket af efter sangen, gik jeg i gang med at strø kalk ud på plænen.
Blommetræet står med bristefærdige knopper. I går aftes ved 20.30 tiden var der tusmørkestemning, mens sollamperne lyste op.
Jeg har åbenbart gået for meget og for langt de første dagen i ugen, hvad der resulterede i smerter i lyske og knæ. Jeg kender det godt, så jeg blev inde resten af dagen. I går svarede mine skridt hele dagen til en distance på en km. Det betyder, jeg har mindre ondt i dag. Jeg er gået i gang med en panodil-kur - 2 tabl. 665 mg 2 x daglig i en uge, og så begynder jeg stille og roligt at øge gangdistancen igen.
Nu er der snart morgensang. I dag 09.45.
Ove og Tage sætter deres store, kraftige højtaler op i vindueskarmen, og instruktioner, musik og sang kan høres langt ud på vejen.
I går sang vi den skønne "Denne morgens mulighed" med tekst af Johannes Møllehave.
Den næste var "Hvalen Valborg" af Shu-bi-dua. Ikke så let at synge. Men sjov.
Mens vi stod der, begyndte det at regne.
Det havde jeg ventet på, så da vi havde snakket af efter sangen, gik jeg i gang med at strø kalk ud på plænen.
Blommetræet står med bristefærdige knopper. I går aftes ved 20.30 tiden var der tusmørkestemning, mens sollamperne lyste op.
Jeg har åbenbart gået for meget og for langt de første dagen i ugen, hvad der resulterede i smerter i lyske og knæ. Jeg kender det godt, så jeg blev inde resten af dagen. I går svarede mine skridt hele dagen til en distance på en km. Det betyder, jeg har mindre ondt i dag. Jeg er gået i gang med en panodil-kur - 2 tabl. 665 mg 2 x daglig i en uge, og så begynder jeg stille og roligt at øge gangdistancen igen.
Nu er der snart morgensang. I dag 09.45.
lørdag, april 11, 2020
Vi var heldige med vejret til vores udendørs-lammesteg.
Vi havde et kæmpestort udendørsareal at boltre os på i torsdags, da vi havde taget mad med ud i det grønne bagved FDF/FPF-huset.
Selvom det blæste, var der et område med læ, og der blev bord-bænk slæbt hen.
Der var rigeligt med lammesteg og kyllingelår. Den ene familie havde en skøn tzaziki med, den anden en ligeså skøn råkostsalat med mange grønsager og urter. Og hver især havde vi egne drikkevarer med.
Udover kødet havde jeg også flutes med.
Nogle blev så mætte og trætte, at de måtte lægge sig i græsset.
Jeg synes, det går fornuftigt med at holde afstand og ikke røre ved andres ting.
Da jeg kom hjem og skulle gøre bradepanden ren, var jeg knap så begejstret. De tre timer i ovnen ved 160 grader var perfekt til lammekøllen. Jeg vidste, jeg ikke skulle lave sovs, så jeg holdt ikke så meget øje undervejs. Men jeg havde hældt en halv l. vand ved og lagt hvidløg, en porre og et løg ved også. Vandet, eller skyen var det, var helt tørret ud og grønsagerne brændt fast i bradepanden, og derfor kunne jeg godt tage den med ud uden væde skvulpede ud i bilen. Det første jeg gjorde hjemme i køkkenet igen, var at lade den stå i blød i sæbevand en tid, hvorefter jeg skrabede så meget jeg kunne med en paletkniv. I næste omgang dryssede jeg natron ud over og lod det stå en tid. Og skrabede igen og tørrede af med køkkenrulle. En ny omgang natron på.
Jeg tror, jeg gjorde den rengøringsproces tre gange, men så var bradepanden også så ren som ny, da jeg gik i seng. En anden gang vil jeg sørge for at få hældt mere vand på undervejs.
Mens nogen hvilede sig, gik børnene på æggejagt. Det er kun vi voksne, især jeg, der skal holde afstand.
Bålet blev gjort klar til snobrødsbagning.
Børnene havde så travlt med at lege. Der blev spillet forbold til den store guldmedalje.
De havde slet ikke tid til at lave snobrød!
Det var så heller ikke mere end tre dage siden, de sidst havde været der og og lavet snobrød. Pindene fra sidst lå der stadig og kunne tages i brug. Det blev ikke aktuelt.
De tre timer, vi var der, gik hurtigt. Og dejen kunne bare tages med hjem igen og blive til boller.
Selvom det blæste, var der et område med læ, og der blev bord-bænk slæbt hen.
Der var rigeligt med lammesteg og kyllingelår. Den ene familie havde en skøn tzaziki med, den anden en ligeså skøn råkostsalat med mange grønsager og urter. Og hver især havde vi egne drikkevarer med.
Udover kødet havde jeg også flutes med.
Nogle blev så mætte og trætte, at de måtte lægge sig i græsset.
Jeg synes, det går fornuftigt med at holde afstand og ikke røre ved andres ting.
Da jeg kom hjem og skulle gøre bradepanden ren, var jeg knap så begejstret. De tre timer i ovnen ved 160 grader var perfekt til lammekøllen. Jeg vidste, jeg ikke skulle lave sovs, så jeg holdt ikke så meget øje undervejs. Men jeg havde hældt en halv l. vand ved og lagt hvidløg, en porre og et løg ved også. Vandet, eller skyen var det, var helt tørret ud og grønsagerne brændt fast i bradepanden, og derfor kunne jeg godt tage den med ud uden væde skvulpede ud i bilen. Det første jeg gjorde hjemme i køkkenet igen, var at lade den stå i blød i sæbevand en tid, hvorefter jeg skrabede så meget jeg kunne med en paletkniv. I næste omgang dryssede jeg natron ud over og lod det stå en tid. Og skrabede igen og tørrede af med køkkenrulle. En ny omgang natron på.
Jeg tror, jeg gjorde den rengøringsproces tre gange, men så var bradepanden også så ren som ny, da jeg gik i seng. En anden gang vil jeg sørge for at få hældt mere vand på undervejs.
Mens nogen hvilede sig, gik børnene på æggejagt. Det er kun vi voksne, især jeg, der skal holde afstand.
Bålet blev gjort klar til snobrødsbagning.
Børnene havde så travlt med at lege. Der blev spillet forbold til den store guldmedalje.
De havde slet ikke tid til at lave snobrød!
Det var så heller ikke mere end tre dage siden, de sidst havde været der og og lavet snobrød. Pindene fra sidst lå der stadig og kunne tages i brug. Det blev ikke aktuelt.
De tre timer, vi var der, gik hurtigt. Og dejen kunne bare tages med hjem igen og blive til boller.
torsdag, april 09, 2020
Udendørsliv.
Av, jeg har gået tur flere dage i træk. Det hævner sig, og jeg har ondt i lyske og hofte i dag. Så er det godt, jeg ikke behøver at gå så meget, for jeg skal mødes med børn og børnebørn ved et spejderhus. Huset er selvfølgelig aflåst, men der er et dejligt udendørsareal og en bålplads. Så kan børnene tumle og vi andre, eller jeg kan sidde. Hvis det ikke er for koldt. Vinden er meget kold, men solen skinner. Jeg tager ekstra tøj på og tæpper med. Jeg har lammekølle og kyllingelår i ovnen lige nu. Så tager vi hver især tallerken, bestik og glas og drikkevarer med. Salat står de andre for. Det er lidt spændende, hvordan det vil gå. Men vi har flere gange været sammen udenfor - med afstand.
Når de små begynder i skole og børnehave, kommer vi måske til at ses mindre. Ud fra teorien om, at de bærer smitte med hjem, mener mine børn, at vi skal være endnu mere påpasselige.
I forgårs mødtes jeg med Trine og vi gik igennem Mindeparken og så, hvordan kirsebærtræerne er sprunget endnu mere ud. De fleste af dem.
De er meget lyse i farverne. Der findes sikkert forskellige arter, for jeg har set andre træer med mere dybde i farven. Men under alle omstændigheder, så er det et dejligt syn.
Vi gik ned til vandet, hvor der er et flot udsyn over Aarhusbugten og havnen. Det var en virkelig varm og sommerlig dag.
Jeg savner at komme til Aarhus sommetider. Da Henrik levede var jeg der hver uge. Når vi kommer på den anden side af denne her coronakrise, vil jeg tage en bytur engang.
I går gik jeg en lang tur sammen med Ingrid her i lokalområdet.
Først på Langsøstien ud til campingpladsen, så over Aarhusvej ind til Lillesø.
Så langs vejbyggeriet og over en af de tre nye stibroer.
Gennem kolonihaverne, hvor det er så hyggeligt at kigge ind gennem hække og havelåger.
Til sidst endte vi nede ved Havnen, hvor den gamle hjuldamper ligger og venter på bedre tider, som forhåbentlig bliver sommer uden corona. Åh nej, det bliver det nok ikke i år.
Måske bliver det også en sommer uden is fra Slusekiosken og uden kanoudlejning.
Nej, det er jo småting at gå glip af sommerfornøjelser.
Det er straks værre for de erhvervsdrivende, der mister indtægt.
Og meget slemt for de alvorligt syge og pårørende til de mennesker, der dør under pandemien.
Det er virkelig en skræmmende tid.
Der er meget forskel på den grad, folk isolerer sig på. Jeg kan se, at mine to veninder, der har henholdsvis læger og politi i deres (voksne) børneflok, de er meget godt 'opdraget' til at holde afstand og undgå kontakt.
Det handler om at forstå, hvorfor de tiltag, myndighederne sætter i værk, er vigtige.
Nu skal lammesteg og kyllingelår ud af ovnen. De er blevet meget slanke af sådan en gang langtidsstegning.
Jeg skal pakke sammen, holde afstand, medbringe mine egne ting osv. Føler mig heldig, at jeg kan køre ud og møde dem.
Når de små begynder i skole og børnehave, kommer vi måske til at ses mindre. Ud fra teorien om, at de bærer smitte med hjem, mener mine børn, at vi skal være endnu mere påpasselige.
I forgårs mødtes jeg med Trine og vi gik igennem Mindeparken og så, hvordan kirsebærtræerne er sprunget endnu mere ud. De fleste af dem.
De er meget lyse i farverne. Der findes sikkert forskellige arter, for jeg har set andre træer med mere dybde i farven. Men under alle omstændigheder, så er det et dejligt syn.
Vi gik ned til vandet, hvor der er et flot udsyn over Aarhusbugten og havnen. Det var en virkelig varm og sommerlig dag.
Jeg savner at komme til Aarhus sommetider. Da Henrik levede var jeg der hver uge. Når vi kommer på den anden side af denne her coronakrise, vil jeg tage en bytur engang.
I går gik jeg en lang tur sammen med Ingrid her i lokalområdet.
Først på Langsøstien ud til campingpladsen, så over Aarhusvej ind til Lillesø.
Så langs vejbyggeriet og over en af de tre nye stibroer.
Gennem kolonihaverne, hvor det er så hyggeligt at kigge ind gennem hække og havelåger.
Til sidst endte vi nede ved Havnen, hvor den gamle hjuldamper ligger og venter på bedre tider, som forhåbentlig bliver sommer uden corona. Åh nej, det bliver det nok ikke i år.
Måske bliver det også en sommer uden is fra Slusekiosken og uden kanoudlejning.
Nej, det er jo småting at gå glip af sommerfornøjelser.
Det er straks værre for de erhvervsdrivende, der mister indtægt.
Og meget slemt for de alvorligt syge og pårørende til de mennesker, der dør under pandemien.
Det er virkelig en skræmmende tid.
Der er meget forskel på den grad, folk isolerer sig på. Jeg kan se, at mine to veninder, der har henholdsvis læger og politi i deres (voksne) børneflok, de er meget godt 'opdraget' til at holde afstand og undgå kontakt.
Det handler om at forstå, hvorfor de tiltag, myndighederne sætter i værk, er vigtige.
Nu skal lammesteg og kyllingelår ud af ovnen. De er blevet meget slanke af sådan en gang langtidsstegning.
Jeg skal pakke sammen, holde afstand, medbringe mine egne ting osv. Føler mig heldig, at jeg kan køre ud og møde dem.
tirsdag, april 07, 2020
Jeg har vænnet mig så meget ...
Jeg, som ellers nødig vil gå glip af noget, har vænnet mig så meget til tingenes tilstand, at jeg synes, det er helt dejligt, der ikke er aftaler om dit og dat.
Fitness og yoga i Sportscentret, som ellers var højt prioriteret tre gange om ugen, har lidt mistet sin betydning. Jeg ser børnebørnene på gåture og terrassebesøg, så jeg savner heller ikke at hente i børnehave, skole og efter karatetræning. Jeg savner heller ikke vinterbadning, som vi sluttede med, fordi vi står så tæt i det lille midlertidige omklædningshus. Vi kan stå to uden at røre hinanden, men der er kun få cm. imellem os. Biblioteket har jeg næsten glemt. Det går også fint uden cafebesøg. Vi medbringer selv varmt eller koldt og noget at spise på de gåaftaler, jeg har haft.
Så mon jeg kan lære noget af denne her situation? Noget med ikke at skulle så meget? Det har jo også sommetider været anstrengende i min høje alder. Men jeg er såmænd ikke sikker på, jeg vil ændre noget.
Og hvem ved, hvordan vi slipper igennem den nye åbning, der blev annonceret i går? De små i børnehave/vuggestuer og 0 - 5. klasser sendes ud i verden som de første i næste uge. Jeg håber, det går godt. Der er så mange forhold, der skal tages højde for både helbredsmæssigt og økonomisk i samfundet.
Vi er også mange flere, der skal blive syge. Det er ikke nogen rar besked. I første omgang bliver det forældrene til de små, der evt bliver smittet. Så bliver jeg igen bekymret for mine børn og børnebørn. Men der skal ske en kontrolleret smittespredning. Jeg synes jo, det er fantastisk, hvis virus kan kontrolleres? I næste omgang må det blive vi gamle, hvis ellers smitten kan kontrolleres.
Den første familie, jeg kendte, som var syge med covid-19, var kun lidt syge, og det fik mig til at tro, at det ikke var en slem influenza. I mellemtiden har vi set, hørt og læst om mange, der var hårdt angrebet. I går mødte jeg E, der var sundhedsplejerske, da min yngste datter var lille. Jeg vidste godt, hun og hendes mand havde været syge. Men ikke så syge! Hun havde haft høj feber i 14 dage, men havde det godt nu. Og var nogle kg lettere, hvad der ikke er godt, når vægttabet er sket under sygdom. Bare det var mig, der havde været syg, tænker jeg så, fordi man gennem sygdommen opnår immunitet. Men eftersom ingen ved, hvordan sygdommen vil give sig udtryk hos hver enkelt, så vil jeg gerne helt undgå den.
I går havde jeg en aftale med Jette om at mødes ved foden af Himmelbjerget. Hun går stadig på arbejde, men har feriedage her før påske. Hun var lidt bekymret ved tanken om mange mennesker på det sted. Der var mange mennesker, men masser af plads til at holde afstand. Når vi mødte familier på fire-fem stykker, der gik sammen og fyldte hele stien, så begyndte de i god tid at gå i gåsegang, så der var ingen problemer.
Der var selvfølgelig lukket for adgang til Tårnet og kiosker.
Vejret var lunt som på en sommerdag. Vi sad på en bænk i solen og nød vores medbragte.
Jeg elsker at komme ud til vand, og søen og himlen præsenterede den flotteste blå farve.
Da vi var kommet ned igen, prøvede jeg at zoome. Lysforholdene var anderledes. Men tænk, om kort tid er der blade på træerne, og alting vil være grønt.
På vejen hjem kom jeg forbi Østre og standsede for at se byggeriet fra vejen.
Der bygges på livet løs, og gående og cyklende var også ude at nyde det gode vejr.
Fitness og yoga i Sportscentret, som ellers var højt prioriteret tre gange om ugen, har lidt mistet sin betydning. Jeg ser børnebørnene på gåture og terrassebesøg, så jeg savner heller ikke at hente i børnehave, skole og efter karatetræning. Jeg savner heller ikke vinterbadning, som vi sluttede med, fordi vi står så tæt i det lille midlertidige omklædningshus. Vi kan stå to uden at røre hinanden, men der er kun få cm. imellem os. Biblioteket har jeg næsten glemt. Det går også fint uden cafebesøg. Vi medbringer selv varmt eller koldt og noget at spise på de gåaftaler, jeg har haft.
Så mon jeg kan lære noget af denne her situation? Noget med ikke at skulle så meget? Det har jo også sommetider været anstrengende i min høje alder. Men jeg er såmænd ikke sikker på, jeg vil ændre noget.
Og hvem ved, hvordan vi slipper igennem den nye åbning, der blev annonceret i går? De små i børnehave/vuggestuer og 0 - 5. klasser sendes ud i verden som de første i næste uge. Jeg håber, det går godt. Der er så mange forhold, der skal tages højde for både helbredsmæssigt og økonomisk i samfundet.
Vi er også mange flere, der skal blive syge. Det er ikke nogen rar besked. I første omgang bliver det forældrene til de små, der evt bliver smittet. Så bliver jeg igen bekymret for mine børn og børnebørn. Men der skal ske en kontrolleret smittespredning. Jeg synes jo, det er fantastisk, hvis virus kan kontrolleres? I næste omgang må det blive vi gamle, hvis ellers smitten kan kontrolleres.
Den første familie, jeg kendte, som var syge med covid-19, var kun lidt syge, og det fik mig til at tro, at det ikke var en slem influenza. I mellemtiden har vi set, hørt og læst om mange, der var hårdt angrebet. I går mødte jeg E, der var sundhedsplejerske, da min yngste datter var lille. Jeg vidste godt, hun og hendes mand havde været syge. Men ikke så syge! Hun havde haft høj feber i 14 dage, men havde det godt nu. Og var nogle kg lettere, hvad der ikke er godt, når vægttabet er sket under sygdom. Bare det var mig, der havde været syg, tænker jeg så, fordi man gennem sygdommen opnår immunitet. Men eftersom ingen ved, hvordan sygdommen vil give sig udtryk hos hver enkelt, så vil jeg gerne helt undgå den.
I går havde jeg en aftale med Jette om at mødes ved foden af Himmelbjerget. Hun går stadig på arbejde, men har feriedage her før påske. Hun var lidt bekymret ved tanken om mange mennesker på det sted. Der var mange mennesker, men masser af plads til at holde afstand. Når vi mødte familier på fire-fem stykker, der gik sammen og fyldte hele stien, så begyndte de i god tid at gå i gåsegang, så der var ingen problemer.
Der var selvfølgelig lukket for adgang til Tårnet og kiosker.
Vejret var lunt som på en sommerdag. Vi sad på en bænk i solen og nød vores medbragte.
Jeg elsker at komme ud til vand, og søen og himlen præsenterede den flotteste blå farve.
Da vi var kommet ned igen, prøvede jeg at zoome. Lysforholdene var anderledes. Men tænk, om kort tid er der blade på træerne, og alting vil være grønt.
På vejen hjem kom jeg forbi Østre og standsede for at se byggeriet fra vejen.
Der bygges på livet løs, og gående og cyklende var også ude at nyde det gode vejr.
søndag, april 05, 2020
Sådan kan man også overrække gaver.
Når nu jeg ikke kunne komme i nærkontankt med fødselsdagsbarnet i går.
Jeg fik ideen fra nogen, der brugte en fiskestang, men en gulvskrubber kan også bruges :-)
Senere på dagen gik vi en familietur rundt om Skallerum sø. Vi var 10, og vi var gode til at holde afstand. At børnene løb mere sammen, gjorde vist ikke noget.
Der var livlig kvækken i den ene ende af søen. Vi fik også øje på et par frøer/tudser, der stak hovederne op. Nu varer det ikke længe, inden der kommer haletudser.
Jeg fik ideen fra nogen, der brugte en fiskestang, men en gulvskrubber kan også bruges :-)
Senere på dagen gik vi en familietur rundt om Skallerum sø. Vi var 10, og vi var gode til at holde afstand. At børnene løb mere sammen, gjorde vist ikke noget.
Der var livlig kvækken i den ene ende af søen. Vi fik også øje på et par frøer/tudser, der stak hovederne op. Nu varer det ikke længe, inden der kommer haletudser.
fredag, april 03, 2020
Om at vænne sig til tingenes tilstand ...
Der er vist sket en habituering for mig.
Jeg hørte om habituering i tv eller radio i går. Fænomenet opstår, når et individ gentagne gange oplever den samme stimulus og holder op med at reagere på eller bemærke denne stimulus.
Fx. har jeg vænnet mig til en svag summen af trafik. Jeg hører den ikke.
Når det handler om nyhedsudsendelser og pressemøder om corona, så gør det ikke så meget indtryk på mig mere.
Når jeg nu sætter det udsagn på tryk, så ser det ikke godt ud!
Men jeg synes selvfølgelig, det er forfærdeligt for de, der er syge og dør. Det er også skrækkeligt for de, der mister arbejde og indtjeningsmuligheder. Og for hele verdensøkonomien.
Måske skulle jeg slette det første, jeg har skrevet, for ved nærmere eftertanke er hele situationen jo yderst kritisk på alle fronter. Men jeg tænker ikke så meget på det mere.
Jeg har ikke slækket på alle foranstaltninger med håndvask, sprit, afstand, handsker, ingen besøg hos nogen, ingen kommer ind i min lejlighed eller bil, men jeg kører ud og møder familie og venner i god afstand. Jeg handler også i Kvickly og Rema (spritter før og efter) i ydertider, da der er få mennesker.
Den adfærd er rutine efterhånden.
I går dykkede jeg ned i en skuffe, der indeholdt billeder, breve, eksamens- og kursusbeviser og den slags.
Billedet her er en collage fra omkring 1981. Jeg har sikkert tænkt, billederne skulle skiftes ud efterhånden. Det er de ikke blevet, og de endte i bunden af en skuffe.
Der blev god plads i skuffen, men der er stadig mange mindeværdige ting tilbage.
Jeg må bare konstatere, jeg er meget sentimental.
Men det var nogle hyggelige timer og dejlige breve, der kom frem af glemmebogen og blev genlæst med glæde.
I dag var jeg igen med rundt om Den kunstige sø.
Med passende afstand.
Siden vi var der sidst, har der været andre, der har bygget bro over til den lillebitte ø.
Dagen begyndt med sne og slud, men i eftermiddags var der sol og blæst.
I morgen fylder Christian 9 år. Jeg vil gå over og stå udenfor de store vinduer i stuen med flag og være sprællemand :-)
Hans fødselsdag, der skulle have været fejret sammen klassekammeraterne er selvfølgelig aflyst. De skulle have været i svømmehallen allesammen, så det var en skuffelse, at det ikke kunne lade sig gøre.
Jeg hørte om habituering i tv eller radio i går. Fænomenet opstår, når et individ gentagne gange oplever den samme stimulus og holder op med at reagere på eller bemærke denne stimulus.
Fx. har jeg vænnet mig til en svag summen af trafik. Jeg hører den ikke.
Når det handler om nyhedsudsendelser og pressemøder om corona, så gør det ikke så meget indtryk på mig mere.
Når jeg nu sætter det udsagn på tryk, så ser det ikke godt ud!
Men jeg synes selvfølgelig, det er forfærdeligt for de, der er syge og dør. Det er også skrækkeligt for de, der mister arbejde og indtjeningsmuligheder. Og for hele verdensøkonomien.
Måske skulle jeg slette det første, jeg har skrevet, for ved nærmere eftertanke er hele situationen jo yderst kritisk på alle fronter. Men jeg tænker ikke så meget på det mere.
Jeg har ikke slækket på alle foranstaltninger med håndvask, sprit, afstand, handsker, ingen besøg hos nogen, ingen kommer ind i min lejlighed eller bil, men jeg kører ud og møder familie og venner i god afstand. Jeg handler også i Kvickly og Rema (spritter før og efter) i ydertider, da der er få mennesker.
Den adfærd er rutine efterhånden.
I går dykkede jeg ned i en skuffe, der indeholdt billeder, breve, eksamens- og kursusbeviser og den slags.
Billedet her er en collage fra omkring 1981. Jeg har sikkert tænkt, billederne skulle skiftes ud efterhånden. Det er de ikke blevet, og de endte i bunden af en skuffe.
Der blev god plads i skuffen, men der er stadig mange mindeværdige ting tilbage.
Jeg må bare konstatere, jeg er meget sentimental.
Men det var nogle hyggelige timer og dejlige breve, der kom frem af glemmebogen og blev genlæst med glæde.
I dag var jeg igen med rundt om Den kunstige sø.
Med passende afstand.
Siden vi var der sidst, har der været andre, der har bygget bro over til den lillebitte ø.
Dagen begyndt med sne og slud, men i eftermiddags var der sol og blæst.
I morgen fylder Christian 9 år. Jeg vil gå over og stå udenfor de store vinduer i stuen med flag og være sprællemand :-)
Hans fødselsdag, der skulle have været fejret sammen klassekammeraterne er selvfølgelig aflyst. De skulle have været i svømmehallen allesammen, så det var en skuffelse, at det ikke kunne lade sig gøre.
Abonner på:
Opslag (Atom)