Jeg har knækket avokado-koden.

 

Jeg har fundet metoden til at få avokadosten til at spire.

Hvis sandheden skal frem, har jeg ikke selv fundet ud af det, men min frisør fortalte om det, sidst jeg var der. 

Man væder et stykke køkkenrullepapir, pakker stenen ind, lægger den i en plastikpose, som placeres inderst i det mørke rum under køkkenvasken. Jeg har ikke set den beskrivelse i nogen blomster/havebøger. Men den virker. Alle de fem sten, jeg har lagt ind i løbet af den seneste måned, har spiret.

Nu er jeg bare i tvivl. Er det rødder eller top? Det må være rodspirer. Måske har jeg pakket dem ud for tidligt? De havde sikkert fået topspirer  ved længere ophold i mørket, som den efterhånden gamle plante havde.

Avokadoplanten med det tætte rodnet, lå i en meget blød og uspiselig avokado og havde spirer i begge ender af stenen. Eller hedder den kernen? 

Det er jo ikke fordi, det er en særlig smuk plante. Jeg synes bare, det er sjovt at se, hvad der sker. Den vokser ikke mere. Det skyldes sikkert de trange forhold for rødderne. Jeg kunne sikkert tage den op og plante den i jord.

Jeg har lagt de fire tilbage i den fugtige mørke. Den femte vil jeg prøve at plante i jord.

Svømmeskolen og fodboldskolen sluttede i går, og et par trætte børn hyggede sig her i går eftermiddags sammen med mig.

Selvom jeg er storforbruger af elektroniske medier kan jeg slet ikke undvære aviser. Det føjer noget til læseoplevelsen at sidde med papirformatet i hånden, synes jeg.

Jeg abon. på Kristeligt Dagblad fredag og lørdag. Jeg får Politiken fra min genbo, når hun er færdig med den. En nabo synes sommetider, der er noget interessant i den lokale avis, som jeg skal læse og kommer med den. 

Jeg er efterhånden blevet rigtig god til at læse overskrifter og skimme artikler. Ellers ville det blive for tidskrævende.

Mattias, der ikke havde været på sommerskole, havde energi til at håndtere bolden alene.

Han er meget ferm til det.

Jeg var med som kommentator :-)

Jeg holder mig langt fra at prøve at løbe eller sparke til en bold. Ikke engang at stå på mål. Det har haft sin tid.

Jeg blogger for at huske, hvad der er sket, og hvad jeg har oplevet. Men jeg er kommet helt bagud.

Jeg må lave et tilbageblik for juni måned. Jeg har været på nogle spændende sommeruniversitetsdage i Aarhus. Jeg har haft fødselsdag. Har været i Løveparken i Givskud og været ude at bade med Johanne bl.a.

Så jeg vender tilbage ...

Øv, så gik den ikke længere ...

 

Den ene haletudse er død. Øv! Jeg havde kun to tilbage. de andre var blevet sat ud i deres oprindelige vandhul. Jeg tænkte også, at de to skulle derud, for de var så kedelige. Der skete ingenting, men så voksede der pludselig bagben frem på den lille livlige d. 15. Dagen efter begyndte der at komme små forben, og jeg så, hvordan den kunne klatre op på en vandplante. Skulle jeg så sætte den ud nu? Inden jeg fik tænkt færdig, lå den pludselig død for to dage siden.

Den anden, som er tykkere og langsommere er der stadig. Den har små bagben. Den overlever nok ikke. Jeg puster luft og bevægelse i vandet gennem et sugerør, og de får lidt flager beregnet til akvariefisk. Der ligger en stor sten, der rager lidt op af vandet og en gren, der kan kravles på. Sommetider suppleres der med lidt vand ude fra deres vandhul. Johanne og jeg skal derud i dag. 

For nogle dage siden læste jeg et indlæg på Lone Landmands blog om de mange, mange haletudser i Sørens sø.  De var i stimer, og de fleste tjener nok som føde til andre vanddyr og fugle. men de var i deres naturlige habitat. Sådan er det tydeligvis ikke hos mig. Det varer op til 70 dage, før haletudser udvikler sig til små frøer og tudser i naturen. De to har været hos mig i 56 dage. Måske er udviklingen blevet forceret? Og de har været langt fra deres oprindelige levested. 

Da vi vendte den om på ryggen, var det meget synligt, hvor hurtig den var vokset de seneste to dage. Halen var næsten forsvundet. 

Det har tydeligvis ikke været mine børnebørns interesse? Bare den kendsgerning, at de ikke havde fået navne siger alt. Alle slags små kræ plejer at få et navn :-) 

Konklusionen er, at jeg har gjort et eksperiment, som ikke faldt heldigt ud. Øv. Jeg kommer ikke til at gentage det til næste år. Men jeg vil gå derud, hvor tudser og frøer mødes sidst i marts og lytte til deres fine kvækken og se på deres livlige aktivitet. De er de ultimative forårsbebudere.

Snapshots fra højskolelivet i sidste uge.

 

For enden af alleen, når man kører ned mod Brandbjerg Højskole, ligger den oprindelige, gamle herregård. Den blev købt af en lille flok lokale, visionære mænd, der ønskede at oprette en højskole i årene efter 2. verdenskrig. Hovedbygningen bruges nu til møder, og i sidebygningerne er der boliger til ansatte på skolen.

Den store bygningsmasse, som Dansk Industri byggede i 1970erne som kursusejendom ligger tættere på vejen og er vanskelig at fotografere, fordi den er en stor firlænget bygning. 

Her findes elevværelser, kontor, køkken, spisesal, samlingssal og den slags. Hen ad lange gange. Typisk halvfjerdser byggeri.

Jeg har fotograferet bygningen fra en avisside, der var hængt op på opslagstavlen.

På det flade tag af den store bygning står der med stor rød skrift HVAD DRØMMER DU OM? 

Hvis du flyver fra Billund til København bliver du stillet det spørgsmål, siges der, fordi du i klart vejr kan se bygningen fra luften.

I modsætning til det indtryk billedet giver, så er der meget hyggeligt ned ved jorden. Pænt beplantet og bænke og skulpturer.

På højre side af alleén ligger en længe, der engang har været staldbygning. Nu med værksteder og dramasal. Vi,'de korte', opholdt os i dramasalen til foredrag og fællessang. 'De lange' brugte værksteder og et nyt hus, der hedder LYD til musik.

'De lange' er de unge mennesker mellem 19 og 23 år, der er på højskoleophold fra januar til hen i juni. 'De korte`er på femdages kursus. Ældste deltager var 90 og yngste 49 år.

På den måde undgår skoleledelsen behændigt at kalde os de unge og de gamle. Ikke at jeg har noget imod at blive kaldt gammel, for det er jeg. Men måske nogen i 60erne ikke bryder sig om det? Vi havde ingen fælles aktiviteter med De Lange. Vi spiste forskudt, men vi mødte jo tit hinanden og sagde Hej. Det fungerede alt sammen fint.

Det vigtigste: Dagenes indhold kommer senere. Jeg er i gang med at finde billeder til et kort/telegram til storebror Marcus, der skal konfirmeres på søndag. Og i dag får jeg hjælp af Christian, der er grafisk designer.

Men det var indholdsrige og spændende dage. Jeg var meget træt, da jeg kom hjem. Jeg er ikke vant til et så tætpakket program. Og heller ikke at dele værelse. Så selv om jeg boede sammen med en kær veninde, så var min nattesøvn ikke så god. Så en anden gang ved jeg, at jeg vil betale det ekstra, det koster at have enkeltværelse.

Om træning og om pas.

Jeg er begyndt at træne i et GLA:D forløb. Bogstaverne står for Godt Liv med Artrose i Danmark. Artrose er det latinske navn for slidgigt, som er et misvisende navn, fordi mange udvikler artrose, selv om de ikke har haft slidsomt arbejde. De fleste ældre mennesker har artrose, oftest i knæ- og eller hofteled. Men også i ryg og fingerled. Røntgendiagnostik siger ikke så meget om, hvordan patienten har det. Nogle mennesker har svære forandringer i leddenes brusk uden at det giver tilsvarende svære smerter. Andre har diskrete forandringer men alligevel smerter. Jeg hører til den sidste kategori.

Jeg har haft tiltagende gener og smerter fra begge hofteled og venstre knæled de seneste uger. Jeg tilskriver det immobilisering og en anderledes måde at gå på efter malleol-fracturen sidst i januar. Det går fint med mit fodled. Det mærker jeg kun lidt til. Men da fysioterapeuten i Sportscentret udbød det her velafprøvede koncept, tænkte jeg, at det kunne i hvert fald ikke skade. Det er et forløb over 8 uger med fremmøde to gange om ugen. De første to gange handler om at uddanne deltagerne i artrose. Det synes jeg er vigtigt. Det er lettere at tage ansvar for sin egen situation, når man forstår, hvad det handler om. I dag var anden gang med træning. Programmet varer ca 50-60 min. og øvelserne foregår ved at udnytte egen kropsvægt i forskellige stillinger. Og med elastik til at give modstand. Altsammen med fokus på knæ og hofter. Det er hårdt. Jeg vil kalde det 'rugbrødstræning'. Forstået som noget fundamentalt. Vi er 8 på holdet. Og heldigvis for det. Jeg er et holdmenneske. Jonas er en rigtig god instruktør. Jeg ville aldrig få gjort det her program på egen hånd. Og det næste er skrevet med usynligt blæk: Jeg synes, det er r..kedeligt! Jeg er til fitness med glad musik og fart over øvelserne. Det giver mig god energi, og det fortsætter jeg med en gang om ugen.

GLA:D programmet kan anbefales. Det består af relevante øvelser og bevægelser og en dygtig instruktør, der korrigerer og sørger for at vi præsterer god kvalitet. Det er nemlig vigtigt ikke at sjuske med bevægelserne, men at vi vænner os til at belaste leddene på en hensigtsmæssig måde. Den utrænede deltager vil få mest ud det. Jeg er spændt på mit udbytte, og jeg tror, det bliver godt. 

Jeg har fået mit coronapas. 

Juhuuu :-) :-)

Nu er jeg fri for planlægning og coronatest.

Mit pas ligger på telefonen, så det er let at vise frem.

En beboer her i området, der er fritaget for elektronisk post, fik sit pas i et brev i postkassen. Hun fortalte, at hun gik ned til fotohandleren og fik passet skaleret ned og lamineret, så det kan ligge i hendes pung. Det er da en super ide. 

Det er en sjov tanke, hvis nogen havde sagt for to år siden, at vi ville komme til at gå med et coronapas. Det ville have været fuldstændig uforståeligt. 

Måske varer det ikke så længe før vi igen er fri for det? Når alle over 16 år er tilbudt vaccine.

En overnatning.

 At blive hentet til en overnatning hos min datterfamilie var et hyggeligt afbræk for mig, der hopper rundt alene. Det er faktisk så anstrengende, at jeg kan blive helt svedig af det. Og jeg opdagede, at det større hus og dermed større afstande fra fx værelse til badeværelse var noget af en udfordring. Hvorfor mon det er sådan, at jeg, der normalt ikke skal på badeværelset om natten, nu lige pludselig skal? Det har jo ikke noget med min blære at gøre, at jeg har brækket et ben, skulle man tro. Men sådan skal det åbenbart være.

Johanne lånte mit fotoapparat og gjorde sig meget umage.

Hun er glad for at bygge med lego og denne her er bygget i anledning af, at hendes mor havde fødselsdag for en uge siden.

Det var sjovt at se, hvor omhyggelig hun var med at finde motivet. Hvorimod hendes storebror mere laver sjov og ballade med kamera og motiv.

Da jeg blev hentet af min datter i går, fik jeg hende til at sætte de to buketter ind i soveværelset, hvor der er lidt køligere. Min svigersøn kørte mig hjem i dag, og jeg havde glemt alt om tulipanerne. På et tidspunkt opdagede jeg dem og ærgrede mig over, de stod i soveværelset. Men så er det godt med rollatoren, hvor de to vaser med indhold lige kunne presses ned. 

Bortset fra det synes jeg, rollatoren er uhåndterlig. Bl.a. fordi jeg har dørtrin mellem rummene.

Til sidst et billede fra en seksårigs seng :-)

Hvad så med træningen?

 Der er ingen tvivl om, at det jeg savner mest under denne her lock down er træningen i Sportscentret. Jeg var i en god rytme med at gå derover fire - fem gange om ugen. Holdtræningen var skåret ned til en halv time med 10 deltagere. Vi kunne stadig nå at få sved på panden og få arbejdet kroppen godt igennem.

Da der blev lukket ned i foråret, var det min intention at træne hjemme, men det blev ikke til noget. Vejret var fint, og vi gik mange ture. 

Denne her gang er det lykkedes for mig indtil nu. Jeg har det godt med det, så jeg fortsætter. Sidste gang i Sportscentret var 17. december. Vi fik det program med hjem, vi brugte til cirkeltræning. Min datter havde håndvægtene, som jeg låner. Under mange øvelser har vi vægte i hænderne. De 1,5 kg er for tunge for mig under nogle armøvelser. Jeg har fyldt to sodavandsflasker med vand og skifter til dem. De vejer ca 500 g og føles for lette. Men det er bedre end ingenting. For strukturens og motivationens skyld tager jeg trænings-tights på om morgenen, som jeg altid gør, når jeg går over i Sportscentret. Jeg ruller yogamåtten ud på stuegulvet, og så er jeg klar. Selve programmet varer ca en halv time, og så bruger jeg nogle minutter først til at varme op  og igen til udspænding som afslutning. Det giver mig en god start på dagen. Der findes masser af videoer med træning af mange slags og på forskellige niveauer. Fx Firmaidrættens træningsvideoer, som jeg har prøvet et par stykker af. Kl 9.15 er der også for tiden et kvarters motion på DR med Rikke Hørlykke. Hun har en gæst hver gang, og der en en del forklaring. Jeg kan ikke anbefale et specifikt program. De er sikkert gode allesammen. Det handler om at finde det, der passer én bedst. Jeg har ikke været ude at gå så meget. Det vil jeg egentlig gerne. Bare en lille tur. Men jeg giver det kedelige vejr skylden. Det holder bare ingen steder. Med den rigtige påklædning kan man (jeg) gå i al slags vejr. Her til morgen er der kommet en lille smule sne. Det ser dejligt ud. Jeg skal ud til Mattias snart. I hans hjemmeskolingsprogram er der et langt frikvarter, og da kunne vi måske gå ud og se, om der er sne nok til en snemand :-)

For et par dage siden, da der havde været lidt nattefrost, blev min ven edderkoppens spin helt tydelige.

Jeg kunne fristes til at tro, han er blevet ambitiøs og venter et stor byttedyr i galgen :-)

Måske har vinden flyttet lidt rundt på spindene?

Hvad har jeg egentlig gået og lavet ...

 Hvad har jeg egentlig gået og lavet her i december, hvor så meget har været lukket ned? 

Jeg har ikke været hårdt ramt af nedlukninger og restriktioner. Jeg kan til hver en tid tage min bil og køre. Enten for at gå en tur, møde nogen eller handle i supermarkeder. Jeg kan ses med min nære familie, der bor i nærheden. Så alt i alt mangler jeg ikke noget. Der er selvfølgelig altid noget "flødeskum", der kunne gøre tilværelsen sjovere eller lettere, men jeg savner det ikke.

December måneds solnedgang så jeg d. 23. på vej hjem fra min datter der bor 20. km længere vestpå. Klokken var lidt over 16, og tågen havde lagt sig over markerne, så det næsten lignede sne. Det var et dejligt syn.

Jeg har været i gang med at lave kalendere til mine børnebørn og mig selv. Den slags i A4 format med et billede for hver måned. Det er sjovt, men det er omfattende at komme igennem mine billeder. Så nu har jeg bestemt, jeg vil lave en mappe med hvert barns navn og mit eget og lægge månedens aktuelle, bedste billeder ind, så det er samlet, når året er omme. Jeg har endelig fået øje på det layout, der tillader flere billeder på den samme side, så den sidste kalender jeg mangler, den til Johanne, bliver uden tvivl den bedste. Der findes mange udbydere af den slags fotobøger, billeder og kalendere. Man kan sætte billede på krus, på t-shirt, på forklæde, lave puslespil osv. Jeg bruger Cewe, som også har god support, hvis noget driller.

Selv om jeg gør billederne små, er det endnu ikke lykkedes for mig at flytte dem op ved siden af hinanden.

De her to skøre billeder handler om, at jeg sidst i november aftalte med mig selv, at jeg udelukkende ville gå i nederdel eller kjole hele december måned. 

Noget anderledes skal der sommetider ske.

Der findes et godt udvalg i varme strømpebukser. De grå er virkelig varme. De er bare ikke så pæne. Jo, snoningerne er pæne nok. Men farven. Jeg købte dem, fordi de var nedsat og for ikke altid af bruge sort. Min datter siger, det er nissefarve, så jeg skal nok have en rød nederdel eller kjole.

Nederdelene på billederne er fra det spanske mærke Desigual. Jeg var i Barcelona to gange i 2011 (ja så gamle er de) og der opdagede jeg det farvestrålende mærke, som jeg er ret vild med. De var egentlig for lange dengang. Under knæet. Men nu er jeg glad for, jeg ikke har givet dem videre. Jeg har også en kjole, men den går lige over eller midt på knæet, og den er for kort nu.

En anden ny ting, jeg gør her i december, er at spille på klaveret.

I lang tid, mange år, har jeg ikke brugt det. Kun til at øve stemme i forbindelse med kor.

Da jeg for et par måneder siden flyttede om - efterdønninger af vaskemaskinen i køkkenet - overvejede jeg at skille mig af med det. Nu er jeg rigtig glad for, jeg beholdt det, for jeg fandt ud af, jeg ville begynde at øve på julesalmer/sange, så det gør jeg hver dag, og det er rigtig hyggeligt. Jeg tror, jeg vil begynde at gå til undervisning igen, når det bliver tilladt. 

Coronasituationen giver anledning til mange overvejelser. Hvem skal vi ses med? Jeg har i hele forløbet (ikke i forårets første nedlukning) været sammen med mine børn og børnebørn. I går meldte jeg afbud til en frokost hos et vennepar. Vi ses ikke så tit, og vi har hver sin børneflok, som vi har været sammen med i juledagene, og det handler jo om at begrænse sine kontakter. Jeg har også haft overvejelser om nytårsaften, hvor jeg er inviteret til den familie, der bor lige i nærheden. Overvejelsen går på, at storebror Marcus' mor kommer og fætter Mikkel. To familiecirkler, jeg ikke plejer at omgås. Jeg er kommet til den konklusion, at jeg kommer til Dronningens nytårstale og middagen. Holder afstand og går tidligt hjem. Mon ikke det går godt.

Min anden datterfamilie var til julefrokost i hendes svigerfamilie 2. juledag. Et par dage efter viste det sig, at en svigerinde var covid-syg. Nu er alle blevet testet første gang og ingen var positive. Hurra for det. De skal testes igen i morgen, før de er endelig frikendt.

I går bagte jeg nøddebunde til Baked Alaska, den dessert vi har fået et par gange nytårsaften.

Så i aften skal vi bare piske æggehvider og sukker helt, helt stift, lægge skiver af is på nøddebunden, toppe op med marengs og sætte hele herligheden ind i den meget varme ovn med grill. Og holde øje ...

Billeder fra nytårsaften 2019.

Hvis nogen læsere stadig er med,vil jeg ønske en hyggelig, stilfærdig nytårsaften og et fantastisk nytår - uden corona! Håber jeg.

Av for helvede, altså ...

 Jeg har fået helvedesild. Det er derfor, jeg bander. Og så i mit højre øre! 

Ikke kun øret, men det område som højre femte kranienerve innerverer. Så jeg har smerter i huden i højre side af ansigtet og hovedbunden, i øret både indeni og udenpå, i kæben og i højre side af svælget. I den spæde begyndelse for et par uger siden, tænkte jeg først på forkølelse. Da jeg kom til læge for en uge siden, var jeg overhovedet ikke forkølet, men havde ondt i højre side af hoved og hals, og jeg var begyndt at få lidt udslet på kinden og tænkte herpes zoster. Den unge mand, læge i uddannelsesstilling, var meget fokuseret på rødme i mit øre. Han tilkaldte en anden, som også er i uddannelsestilling. De var sådan set enige, men i tvivl, så de målte mit infektionstal, som var 1 (normal mellem 1 og 10) De kunne godt høre min forklaring om herpes, men de valgte at udskrive en recept på øredråber med antibiotika og steroid. Jeg havde så ondt i øret, så jeg glædede mig bare til at få dryppet det. Først næste morgen læste jeg indlægssedlen, hvor der bl.a. stod, at dråberne ikke måtte bruges i tilfælde af herpes i øret. 

Det fik mig straks til at ringe og sige, at jeg var utryg og ikke ville bruge de øredråber. Jeg fik en tid samme dag hos de to. Nu følte jeg mig mere herpes-ramt, for udslettet var blevet større og jeg havde læst indlægssedlen i mellemtiden. Jeg havde den ikke med. Den ene læge sad med åben skærm og læste om øredråberne og sagde, at det var i tilfælde af herpes i øjet, man ikke skulle bruge dem. Og han fastholdt, det var vigtigt, jeg brugte dem. Til sidst blev de enige om, at de hellere måtte pode, fra det udslet jeg havde. Jeg gik idet jeg tænkte, jeg nok måtte fortsætte med øredråber. To dage senere ringede en fastlæge fra klinikken og sagde, at jeg havde en herpes zoster og straks skulle i gang med Valaciclovir, som er den relevante medicin. Det var bare ærgerligt, der var gået flere dage, for medicinen virker, når den gives så snart, man mærker hudsmerterne. 

Et herpes-udbrud brænder ud af sig selv. Det er et virus i skoldkoppefamilien, og den forsvinder ikke, men går i dvale. Den lægger sig langs en nerve og følger dens forløb, når den går i udbrud. Udslettet vil altid kun være på den ene side af kroppen eller hovedet. Nervesmerter kan være længe om at gå væk. Sommetider bliver de kroniske. Jeg håber, det ikke bliver sådan i mit øre. Har ikke kunnet bruge mit høreapparat de seneste par ugen.

Jeg har ikke været almen sløj af det. Jeg er heldig med, at det er et mildt udbrud. Jeg har set patienter på sygehuset, som var svært medtagne med sår over det hele, halve ansigt og øjet og andre med store områder på kroppen. Uden tvivl lever det op til navnet.

Billedet her er flere dage gammelt, da det var nyt at bære maske. Det var lidt besværligt i begyndelsen, men nu synes jeg, det er helt almindeligt. Gad vide om vi bliver så glade for det, så vi ikke vil af med det igen?? Sprit, tror jeg, er kommet for at blive. 

Jeg overvejer at anskaffe mig et visir, for hvis jeg har mundbindet på et stykke tid (?) så vil varmen under det sætte fyr på mit herpes udslet. Det føles brændende. 

Jeg gik ned til byen lørdag morgen. Jeg elsker at komme ud, mens tågen stadig ligger og dæmper alting. Da min datter så billedet, troede hun, jeg var begyndt at fotografere i sort/hvid 😊 Jeg var på apoteket for at se, om der var noget i håndkøb til at lindre udslettet. Men det var der ikke. Det skal tørre ud, og det er også fint og tørt med sårdannelse, så det går som det skal.

Jeg mødte min datters svigerforældre med en stor pose rundstykker i hånden. De var på cykeltur og på vej til vores fælles børnefamilie, så de inviterede mig med. De kom først for jeg var jo gående. 

Efter et par timers spisning og hyggesnak så der sådan ud, da jeg kom udenfor på vejen. Tågen var lettet og solen gav farve til træernes blade.

I dag er de fleste blade nok faldet af.

Jeg har været til træning i formiddag og på biblioteket, hvor jeg har fået it-support. Der bliver meget omhyggeligt sprittet af, og vi sidder på hver sin side af en plexiglasskærm. Det er en anelse besværligt, når man ikke kan pege og stikke hovederne sammen om en problematik. Men det fungerer nu udmærket.

Her sker der meget ...

Jeg blev nysgerrig og inspireret, da jeg læste Lenes indlæg "Her sker der ingenting." Det viser sig, at der sker meget :-)

Hos mig sker der alarmerende ting! :-)

Klumper af hvide larver med sorte prikker har indtaget min lille benvedbusk. Den er kun tre år gammel, og de larver har en glubende appetit på benvedblade.
I går var der flere klumper med larver inde i et spind, de var meget aktive og i bevægelse.
I dag er fire-fem spind tomme, og i de resterende sidder larverne tæt og helt stille. De bevæger sig dog, hvis jeg forsigtigt rører ved én.
Hvor bliver de af?
Jeg har i gruppen "Insekter og smådyr" fået at vide, det er benvedspindemøl. Den bliver en fin sommerfugl af typen natsværmer. Og benved vil sætte nye skud.
Jeg er i gang med at google mig frem til, hvordan processen fra larve til puppe til sommerfugl foregår?  Hvor lang tid det tager? Og hvor pupperne er?


For en måneds tid siden ville jeg finde et blogindlæg fra 2010, da jeg var i Norge 17. maj, og kom derved forbi et andet indlæg, der handler om, at jeg har fundet en puppe i mit skab med håndklæder. Jeg var nærmest helt hysterisk og endte med at smide puppen i affaldsposen.
Var det virkelig mig, tænker jeg nu? Jeg er meget interesseret i alle mulige insekter. "Edderkoppen er min ven," siger jeg til Johanne, når vi møder én. Der er ingen grund til at små piger skal være bange for edderkopper. Bænkebider er mit yndlingsinsekt.  Den har bl.a. denne her spændende adfærd, at den bærer sine unger under maven.
Hvorfor mon jeg har ændret indstilling til insekter og smådyr? Jeg tror, det begyndte, da jeg fik børnebørn i 2011. De små mennesker, der er så tæt på jorden, og som er så interesserede i alt, hvad der rører sig. Hvor har vi mange gange nærstuderet småkravl på vej hjem fra vuggestue og børnehave.

Måske hører det med til at blive gammel, at de nære ting bliver mere interessante? I givet fald er det en god gevinst at få med alderen? :-)
 Hvis linket virker, så er blogindlægget her: En puppe
Ikke at jeg er særlig stolt af det. Men sådan havde jeg det engang. Godt, man altid kan få nye indsigter og interesser :-)

Black Lives Matter

Nu skrev jeg i går, at jeg ikke lufter mine meninger her. Men det gør jeg så alligevel i dag.
Jeg er ikke alene om at være dybt rystet over politivold og drabet af en sort mand i USA. Vi er mange, der slet ikke fatter, at sådan noget kan ske.
Sådan er det heldigvis ikke i Danmark. Alligevel har mange af de mennesker, der lever her i landet og har en anden hudfarve end hvid, oplevet tilråb og nedladende bemærkninger pga deres farve, sprog og kultur. Vi kalder det hverdagsracisme. Der findes også hyggeracisme - det er bare for sjov. Vittigheder. Vi mener ikke noget ondt med det. Men vi fatter ikke, hvor ondt det gør, og hvor ydmygende det er.

Fordi vi ikke kan se det, eller mærke det selv, tror vi ikke, racisme findes her i vores andegård.
Vi kender dog alle eventyret om Den Grimme Ælling.
Vi har også en historisk baggrund som koloniherrer både i Grønland og De Vestindiske Øer.
Jeg tror dog, at viden og uddannelse gennem årene har gjort, at mange er opmærksomme på problematikken.
Den bedste måde at lære og forstå på, er, at lytte og læse, hvad de, der har 'skoen på', fortæller.
For nogen tid siden lånte jeg "Emma Gad for hvide" på biblioteket. Den er skrevet af Anna Neye, og den er god at blive klogere af. Det er også barsk læsning. Jeg har tænkt mig at købe bogen, for den hører til i min bogreol, så jeg kan få repeteret det budskab, som vi alle i den vestlige verden skulle tage til os.

Jeg kan meget anbefale bogen. Forfatteren er skuespiller og manuskriptforfatter.
Hun fortæller sin egen og slavernes historie på en virkelig underholdende måde.
Den bliver anmeldt som en satirisk guidebog, der henvender sig til dig, den hvide dansker, som er i tvivl om hvilket hvidt ben, du skal stå på i en kompleks, multikulturel verden.
Den er let at læse med sjove illustrationer, fremhævede citater og faktabokse.

Jeg glæder mig til at få fat på den igen, nu da jeg har siddet og læst op på den.

Utroligt, hvad et billede kan udløse ...

Da jeg skulle hente Christian i onsdags, var sfo-gruppen nede på Oddebroen. Børnene var i gang med at fange fisk ved at kaste store net ud.

Det var rigtig spændende og svært at løsrive sig fra. Jeg gik der en halv times tid og kiggede og fotograferede bl.a. det nye højhus, Papirtårnet.
Der har været meget polemik om det hus. Mange har luftet deres utilfredshed. De synes, Silkeborg skal være en grøn by uden højhusbyggeri. Sådan har jeg det ikke. Jeg synes, bygningen er pæn. Den er grov i sit udtryk, men det passer godt til områdets historie. Det var her Papirfabrikken lå.

Jeg er medlem af gruppen "Det sker i Silkeborg" og tænkte, at det var et velegnet billede til den gruppe. Teksten til billedet lød i sin enkelhed sådan: "Silkeborg 'skyline' set fra Oddebroen."
Der er indtil nu kommet 196 kommentarer! Og 199 har reageret med notifikationer!
Det handler ikke om mig eller kvaliteten af mit billede. De allerfleste (jeg har vist ikke læst alle) handler om, hvor grimt det tårn er, og hvor malplaceret det er. Andre handler om, hvor pænt og godt det er. Sproget er mere eller mindre elegant - mest mindre!
Jeg er overrasket over, der ligger så mange følelser på spring, når sådan et billede dukker op i gruppen.
Udsigten til Papirtårnet hjemme fra min vej er helt anderledes. Billedet er fra 1. dec 2019, da solen var ved at stå op.

Jeg lægger ikke billeder eller tekst op på facebook eller bloggen, der kan virke polemiske. Jeg har selvfølgelig en mening. Jeg har altid tænkt, at meningsudvekslinger på de sociale medier er helt uden nuancer. Al samtale/meningsudveksling bliver fordrejet og ender i råb og skrig.
Min nye erfaring med det helt neutrale billede, bestyrker min tro på, at det ikke er her, der skal luftes holdninger. Ærgerligt nok.

Frisør med maske. Og en ny knogle.

Det lykkedes mig at få en frisørtid i dag kl 11. Jeg vidste ikke, hvem det var, udover at en veninde havde anbefalet hende.
Hvor er det mærkeligt at være tæt på og i dialog med et menneske med maske. Jeg savnede så meget at kunne se mimikken. Jeg kunne se øjnene, panden og håret. Det er sikkert en vanesag at møde hinanden på den måde, men jeg håber, det ikke bliver nødvendigt for os alle at gå med maske, når vi færdes ude. Jeg har endnu ikke set nogen, hverken i gader eller butikker. Selvfølgelig, hvis det viser sig, at masken minimerer smittespredning, så skal vi bruge den. Jeg synes også, det er helt nødvendigt, at frisører bruger den. Jeg har et gavekort liggende på en ansigtsbehandling. Jeg lader den ligge lidt endnu, men jeg vil også forvente, en kosmetolog bærer maske.
Frisøren har irakisk baggrund og kom hertil som 18 årig med sine forældre og en søster. Fire andre af søskendeflokken kom til Canada og en til Australien. Det må være en barsk oplevelse, at ikke alle, som ønsket, kunne komme til Canada. Men trods alt bedre end at være en forfulgt minoritet i sit eget land. Hun har en lys, rummelig og fin salon. Hvordan klipningen er, ser jeg bedst, når jeg selv vasker håret igen.

Christian præsenterede mig for en ny knogle for et par dage siden. Han syntes, den var snavset og lugtede grimt af fisk. Hans bedstemor og bedstefar havde fundet den ude ved Vesterhavet.
Om jeg ville rense den?
Det ville jeg, og med hjælp fra gruppen Insekter og Smådyr (hvor knogler egentlig ikke hører hjemme) fik den identificeret til at være øverste del af kraniet på en torsk med et lille stykke af rygraden.

Den er blevet så fin.

Som det ses på illustrationen herunder er der mange knogler i torskens hoved, og den vi har er den øverste plade på kraniet.

En hjemmedag.

Når jeg kiggede op, da jeg stod ude ved tørresnoren i eftermiddags og hængte tøj op, havde jeg det her syn. Blå himmel og hvide mirabelleblomster. Hvidt og blåt klæ'r hinanden. Så smukt.

Jeg var ikke så vild med at have fælles vaskeri, da vi blev ramt af corona. Men det er i virkeligheden meget enkelt: Jeg væder en klud med husholdningssprit, og så tørrer jeg alle dørhåndtag og greb på vaskemaskinerne af. Det samme med program-panelerne på maskinerne og på betalingspanelet. Det er så let, så jeg undrer mig over, om jeg kan vænne mig af med det igen :-) Om vi nogen sinde bliver så normale, så vi ikke tænker på virus og håndvask og sprit?

Mit vasketøj i dag var ikke så dekorativt, så jeg har fundet billedet her frem fra sidste år i maj af Ove og Tages vasketøj lige udenfor mit køkkenvindue.
Jeg legitimerede mit foto med, at jeg syntes, det lignede et kunstværk. Det morede de sig over.
Jeg nød at tage mit vasketøj ind sidst på eftermiddagen. Det dufter dejligt af frisk luft.
Jeg tjekkede på min telefon, hvor mange skridt jeg går til og fra vaskeriet. Bare for sjov. Det blev 3.800 - ikke så imponerende.
Men jeg har gået mere end det i løbet af dagen. Jeg har bl.a. ordnet lidt i haven. Dejligt vejr til det.

Billedet her er fra 2017, da jeg havde overstået 10 uger med Jack-skinnen efter forskellige skader i mit knæ, da jeg havde spillet fodbold med Mattias.
Jeg kunne godt lave noget havearbejde siddende på en stol og gå med stok. Men jeg var noget bekymret.
Det går godt nu. Jeg er lykkelig for det jeg kan. Knæet er selvfølgelig ikke 100% i orden. Det kan man ikke forvente i min alder.
Mit blå bed er ikke så pænt i år, som det var for tre år siden, kan jeg se. Det må jeg gøre noget ved :-)

Min morgen.

De fleste af ugens dage plejer jeg at skulle være ude af døren før kl. 9. Sådan er det ikke nu. Jeg betragter mig selv som potentiel smittebærer (som vi jo alle er nu) Jeg har også forstået, at jeg qua mine 75 år er særlig udsat. Jeg har skullet arbejde med tanken, for jeg er rask og har ingen underliggende sygdom, men vores immunforsvar svækkes med alderen. Også hos mig. Så jeg følger myndighedernes råd og holder afstand. Mine børn og børnebørn gør det også - altså holder afstand til mig. Vi kan ringe, facetime og mødes i skoven på afstand. Det kan sagtens gå.

Min lørdagmorgen begyndte som alle morgener med den første kop te, som jeg går rundt med i hånden, mens jeg kigger ud af vinduerne på planter, blomster og fugle og evt. hundeluftere på vejen :-)
Noget af det første er også at sende en sms til A, der bor længere henne af vejen. Hun er en frisk 88 årig, der selv handler i vores lokale brugs. Kun hvis der er noget tungere, har hun brug for, jeg tager det med til hende og lægger det uden for døren. Men morgensms'en handler om, at vi er i live.
Efter mine badeværelsesrutiner og morgenmad laver jeg lidt træning hjemme i stuen. (jeg savner fitnesstimerne i Sportscentret)  Jeg får ikke gået alle muskelgrupper igennem på en gang, men jeg laver lidt 'exercise snacks' flere gange i løbet af dagen. Det er noget, jeg skal til at gøre mere systematisk.

I dag var der blå himmel og solskin lige fra morgenstunden. På min terrasse var der fire graders frost.
Påskeliljerne har fået et frostshock, men de kan tåle det, og snart står de op igen.

Jeg bestemte mig for at gå en tur, inden der var morgensang med Filip Faber kl 10.

Jeg elsker at se vand, og da vi har meget vand her omkring, er det ikke så svært, selv om jeg ikke har søudsigt hjemmefra (det er et drømmescenarie)
Men jeg gik over i Nordskoven for at se, hvordan byggeriet med Nordskovvejen går. I dag var der helt stille. Arbejderne har fri. Jeg tror ikke, de er sendt hjem. Jeg synes iøvrigt, der mangler vejledning specifikt til folk i byggebranchen. De mænd har brug for nogle helt konkrete anvisninger.
Der er lavet tre flotte stibroer over det, der bliver Nordskovvej. Jeg undrer mig over, om ikke vejen bliver for smal til bilkørsel?
Broen over Remstrup å, som Gudenå hedder på den bynære strækning, har i hele perioden fungeret som jernbanebro, mens der arbejdes på at lave bro for biltrafikken. Jeg har tegnet med en hvid blyant over jernbanebroen.

Til højre er der en sti, så det er muligt at gå over.

Jeg gik hjem ad Åhavevej.

Med udsigt til min arbejdsplads gennem mange år - sygehuset, nu hedder det regionshospitalet.
Min skridttæller viste fire km, da jeg kom hjem.



Jeg satte det lange ben foran og nåede hjem til Filip Fabers morgensang, som i dag var kl 10 i modsætning til hverdage, da det er kl 9.
Det er et meget dejligt syngsammen program.

Jeg har meget at glæde mig over, men lige nu efter middagsnyhederne bekymrer det mig at høre, at der er mangel på testudstyr til sundhedspersonalet. Det er meget utrygt for de, der arbejder på sygehuse og plejehjem. Det er slet ikke i orden. Jeg tror dog, myndighederne gør, hvad de kan for at skaffe det.
Det jeg glæder mig over lige nu, er, at jeg har en lille have.
Jeg glæder mig over telefonforbindelser til de kære, jeg ikke er i nærkontakt med. Engang i 1990erne og måske før, havde vi lange tlf.samtaler. Da sms og facebook og andre sociale medier gjorde deres ankomst, blev tlf.samtaler kortere. Jeg har genoptaget de lange og det er skønt.

Det er vejr til havearbejde, men jeg ser det lige lidt an ...

Min indre hamster ...

Jeg lyttede til programmet Supertanker på P1 i dag fra 10-11. Dvs. jeg gik lidt fra og til, så jeg fik ikke det hele med. Måske skal jeg høre det igen. Det handlede om frygt og angst i de her corona-tider. En idehistoriker og en psykolog var gæster, og der var mange interessante vinkler.
De kom bl.a. forbi fænomenet hamstring.

Vi havde en hamster engang.
Det er et fascinerende, lille dyr. I sagens natur kan den selvfølgelig ikke sætte en masse foder til livs på en gang, men den er udstyret med ekstra lagerplads i kinderne, som ikke ses, når de er tomme. Hvis den kommer forbi noget spiseligt, men ikke er sulten, kan den gemme det i kinderne, og den kommer til at se helt vildt sjov ud, når den på den måde bliver uformelig og tyk i hovedet.
Den er en sød, lille blød pelsklump. Den er et natdyr.
Vores var helt fortrolig med at være i hænder, men den var ikke så rolig. Den var nysgerrig og vil gerne flytte sig lidt hele tiden, så da den døde, gik vi over til at have marsvin, der var mere kælne.




Men det var et sidespring i forhold til vores indre hamster.
Vi vil alle gerne sørge for vores nærmeste. Vi har et gammelt ordsprog, der siger det: "Enhver er sig selv nærmest." Men vi er blevet opdraget til at tænke på fællesskabet. Vi har fået lagt en kulturel fernis over vores hamster.
Nu er vi kommet i en situation, der er usikker og truende. Alvorlig sygdom er omkring os, og økonomien vakler. Vi er usikre, og hvad kan vi gøre? Jo, vi kan købe ind i stor stil. Vi kan hamstre, selv om statsministeren siger, vi ikke skal hamstre toiletpapir.
Jeg bliver irriteret, synes de mangler samfundssind. Det er usympatisk og usolidarisk. Ja, en træls adfærd!.
Men nu lærte jeg i radioudsendelsen, at min vrede og irritation skyldes, at min indre hamster ikke kan komme til at udfolde sig. Den sidder inde bag kulturel fernis. Dybt inde i mig vil jeg faktisk ønske, jeg kunne hamstre. Jeg kan bare ikke få mig til at gøre det.
Det giver god mening for mig. Nogle har et tykkere lag fernis end andre. Er vi så bedre???
Jeg synes, fernis eller ej, VI SKAL IKKE HAMSTRE!

Må vi så be' om marsvin i stedet for. De hamstrer ikke.

Her er Oberst og Cirkeline.