Øv, så gik den ikke længere ...

 

Den ene haletudse er død. Øv! Jeg havde kun to tilbage. de andre var blevet sat ud i deres oprindelige vandhul. Jeg tænkte også, at de to skulle derud, for de var så kedelige. Der skete ingenting, men så voksede der pludselig bagben frem på den lille livlige d. 15. Dagen efter begyndte der at komme små forben, og jeg så, hvordan den kunne klatre op på en vandplante. Skulle jeg så sætte den ud nu? Inden jeg fik tænkt færdig, lå den pludselig død for to dage siden.

Den anden, som er tykkere og langsommere er der stadig. Den har små bagben. Den overlever nok ikke. Jeg puster luft og bevægelse i vandet gennem et sugerør, og de får lidt flager beregnet til akvariefisk. Der ligger en stor sten, der rager lidt op af vandet og en gren, der kan kravles på. Sommetider suppleres der med lidt vand ude fra deres vandhul. Johanne og jeg skal derud i dag. 

For nogle dage siden læste jeg et indlæg på Lone Landmands blog om de mange, mange haletudser i Sørens sø.  De var i stimer, og de fleste tjener nok som føde til andre vanddyr og fugle. men de var i deres naturlige habitat. Sådan er det tydeligvis ikke hos mig. Det varer op til 70 dage, før haletudser udvikler sig til små frøer og tudser i naturen. De to har været hos mig i 56 dage. Måske er udviklingen blevet forceret? Og de har været langt fra deres oprindelige levested. 

Da vi vendte den om på ryggen, var det meget synligt, hvor hurtig den var vokset de seneste to dage. Halen var næsten forsvundet. 

Det har tydeligvis ikke været mine børnebørns interesse? Bare den kendsgerning, at de ikke havde fået navne siger alt. Alle slags små kræ plejer at få et navn :-) 

Konklusionen er, at jeg har gjort et eksperiment, som ikke faldt heldigt ud. Øv. Jeg kommer ikke til at gentage det til næste år. Men jeg vil gå derud, hvor tudser og frøer mødes sidst i marts og lytte til deres fine kvækken og se på deres livlige aktivitet. De er de ultimative forårsbebudere.