fredag, august 31, 2018

Der sker noget ...

Der sker noget for enden af min vej. Det er faktisk et sted, der tit sker noget, for der ligger boldbanen, der hører til Langsøskolen.
Men i går var der ikke meget plads tilbage til skolebørn og boldspil.

På mandag kommer Dronningen på officielt besøg her i byen.
I den anledning kommer også  Garderhusarregimentets hesteskadron, som skal køre dronningen i karet.
Der er allerede stillet teltstalde op.

Søndag eftermiddag vil der være åben stald henne på boldbanen.
Der vil være mulighed for at tale med husarerne, se materiellet og komme helt tæt på hestene.
I den sidste time af arrangementet, vil de lokale rideklubber, Den Kongelige Stald-Etat og Hesteskadronen (forskel på de to?) gennemføre en opvisning. Her vil man bl.a. kunne se, hvordan husarerne kæmpede i krig engang.
Der er vist et par 6 -7 årige drenge, der vil være interesseret.

Christian og jeg var henne at tælle bokse i går.

Han talte 32 bokse i et telt, og der er to telte. Altså må der være plads til 64 heste.

Det er spændende, hvornår de ankommer. Måske allerede i morgen? De skal vel have lidt tid til at vænne sig til nye omgivelser?














Efter ønske fra Christians forældre, har vi lavet lidt om på hentedagens pandekageritual. De synes, han spiser for mange pandekager.
Derfor skal han have en rugbrødsmad først, når vi kommer fra skole. I går var det med ristet torskerogn.
Så mens han rører dejen sammen, rister jeg torskerogn og finder rugbrød frem.
Og jeg begynder at bage pandekager, mens han spiser. rugbrød.  Dejen deles i to portioner, hvoraf den ene portion bliver til dagens fire pandekager - en til mig og tre til ham. Den anden portion sættes i fryseren til næste uge.
Hvad skal vi så lave næste gang, når vi ikke skal røre dej?

Det nederste billede er lårbenet fra en kylling, vi spiste i mandags. Vi koger det og piller brusk og alt mulig småfniller af. Tilsidst fik knoglen et lille opkog i vand tilsat brintoverilte, og den blev snehvid og fin.

torsdag, august 30, 2018

I går ...

Set i lyset af, at jeg kun mødte to gæster i de timer min vagt varede i går på Silkeborg Bad, kunne man godt forledes til at tro, det havde været meget kedeligt.
Der var kun adgang for publikum i  Skulptursalen.
Billetprisen er iøvrigt nedsat til det halve i de dage, der arbejdes på en ny udstilling
I de øvrige sale var der stor travlhed med at hænge/stille op til den nye udstilling, der åbner på lørdag.

Skulptursalen er meget interessant, fordi man får indblik i, hvordan kunstnere arbejder med forskellige materialer.






Mit billede her viser et eksempel på gipsstøbning.

Den Kongelige Afstøbningssamling i København har udlånt  støbeforme til to klassiske skulpturer: En hund og et hestehoved.
Gipsstøber Jørgen Bau har støbt skulpturer i dem.

Det er en gipsafstøbning af hovedet af den romerske kejser Marcus Aurelius' hest.
På Capitol-pladsen i Rom står hele rytterstatuen støbt i bronze.
Den er fra mellem år 170 - 180 før vor tidsregning.

Og sådan er der mange emner at fordybe sig i.







På min vej gennem huset, kommer jeg også forbi nogle af de nye ting. Jeg ved ikke så meget endnu, men udstillingen hedder Beyond The Body og beskæftiger sig med døden.

Jeg blev noget forskrækket, da jeg trådte ind i Panoramasalen, for der lå to mænd på gulvet.  Modelleret som døde i normal størrelse. Den ene er kunstneren selv, Roy Villevoye.
De ser begge helt naturtro ud. Så meget, at jeg følte mig som en voyeur, der var kommet for tæt på.
Jeg syntes ikke, jeg kunne være bekendt at fotografere tæt på.

Mit billede er bare et lille glimt af en udstilling, som helt sikkert vil få folk til at tænke over livet og døden.
Jeg glæder mig til at komme med på omvisning og få en større forståelse for det hele.


Fra nogle af bordene i cafeen kigger man ind i Panoramasalen. Fra andre borde har man udsigt til skønne, modne hyldebær. Jeg ved godt, hvilken udsigt, jeg foretrækker.

tirsdag, august 28, 2018

Før strømpebukserne.

Sidst, jeg havde vagt på Silkeborg Bad, kiggede jeg igen på væggen med de mange effekter fra en svunden tid. Den er en del af udstillingen Sammensurium.








Dog ikke mere svunden, end jeg tydelig husker de her strømpebånd eller roll-on stropper.

Jeg husker det sådan, at de blev syet på undertrøjen.
Det var en stor forbedring, da roll-on'en kom til Thy. Eller strømpeholderen. Eller hofteholderen.
Et selvstændigt stykke beklædning, der var elastisk og kunne holde maven og hofterne inde og  strømperne oppe.

Hurra for strømpebukserne, siger jeg bare. Så slap vi for de kolde lår. Jeg tror, strømpebukserne blev opfundet dengang den lårkorte mode slog igennem.
Hofteholderen findes stadig i elegante og sexy udgaver, men det er mere for sjov.

Udstillingen Sammensurium er slut nu.
På lørdag er der fernisering på en ny udstilling, der hedder Beyond The Body.
Jeg har vagt i morgen og tror, ikke der er så meget at se på, fordi der arbejdes på at hænge op og arrangere.
Update: Madame minder mig om giraftrusserne. Trusserne med forlængede ben. Dem havde jeg helt glemt. De var uundværlige til at varme lårene.
At finde et billede af et pigebarn med strømpebånd har ikke været muligt. Jo, Pippi Langstrømpe. Men billeder og tegninger af hende er sikkert omfattet af ophavsret. På den anden side set, så har vi nok også hver især indre billeder af Pippi.






søndag, august 26, 2018

På vej hjem i solnedgangen.

Jeg kørte hjem fra Aarhus i går ved 19.45 tiden. Det var en enestående smuk oplevelse at se solen, himlen og skyerne i forruden, mens jeg kørte vestpå.
Mine billeder er slet ikke i nærheden af de flotte scenarier, jeg så undervejs. Der var sceneskift flere gange Der kom også en kort regnbyge på et tidspunkt.
Jeg kom forbi Aarslev Engsø

På billedet her er det motorvejsbroen over Gudenå, der stjæler noget af udsigten, men det var her, jeg kunne standse.

Jeg kom flere gange undervejs til at tænke på Ingemanns aftensang om slottet i vesterled.

"Der står et slot i vesterled,
tækket med gyldne skjolde;
did går hver aften solen ned
bag rosenskyernes volde ...



Hjemme hos mig selv var der solnedgangsfarver mellem de to hustage allerede kl 20.30.

Dagene er tydeligvis blevet kortere.
Jeg ved ikke hvor meget, men d. 21. juni var dagen ca. 17,5 timer lang.









De to har været hos mig nogle timer i eftermiddags.
Det er sjovt at se, hvordan en stor papkasse kan give anledning til fantasifuld leg.
Senere på eftermiddagen var vi på Langsøskolens boldbane. I den fjerne ende er der basketkurve. Christian lagde mange kræfter i, og det lykkedes ham at ramme fem gange.
Jeg har slået græsplæne i dag. For tredje gang i år. Græsset og rølliken gror og mosset grønnes.

torsdag, august 23, 2018

Hvad skal vi have at spise?

Nu er kravet om affaldssortering endelig nået til os. Jeg er tilfreds. For mig giver det god mening. Der er selvfølgelig altid nogle, der ikke kan se lyset i den bestemmelse, men det skal de lære. I den skrivelse fra boligforeningen, der fulgte med de grønne poser og
den skriftlige og rigt illustrerede vejledning, står der, at hvis vi ikke overholder sorteringen, så får det indflydelse på huslejen. Det betyder jo et hak opefter.
Jeg er så træt af den tone. Lad os nu komme i gang og så snakke om det hen ad vejen.

Med affaldssortering bliver det lige pludselig meget mere tydeligt, hvor meget affald min lille husholdning genererer. Det har overrasket mig. Dengang alting blev puttet i den samme pose, lagde jeg ikke mærke til det.
Alene plast-emballage. Det fylder meget. Jeg vil gerne være med til at reducere mit forbrug. Men det er jo en kendsgerning, at madvarer holder sig meget længere, når det er pakket i plastik.
Jeg læste i Politiken, at i 1960 brugte hver dansker 6,5 kg plastik om året. I dag, i 2018, bruger vi ca 100 kg om året.
Det er jo helt vildt. Og sørgeligt at det flyder rundt i havene til fare for fugle og fisk.

I morgen er det min tur til at lave mad til de fem tidligere kolleger, jeg mødes med hver tredje måned. Det var min plan at lave gazpacho, den kolde tomatsuppe, jeg har lavet et par gange her i den varme sommer. Men nu begynder det at blive koldt, og i morgen skulle det blive endnu koldere, så jeg har ombestemt mig, så det bliver kartoffel-porre suppe. Vi skal have ovnbagt laks med grønsager og salat. Og eftersom min genbo kom med en spand æbler i går, så skal desserten enten være æblekage med rasp og flødeskum (det er det letteste) eller æbletærte. Når nu jeg bor alene, så mangler jeg det her kære menneske, der skulle svare på "hvad synes du?"
Da jeg fremlagde mit store dilemma for min datter for lidt siden, svarede hun, at det skulle jeg selv bestemme.
Og dog, så ville hun foretrække æbletærten.
Jeg tror lige, jeg vil kigge på æbletærteopskrifter. Måske skulle jeg tage Claus Meyers Almanak frem? Den tykke kogebog med årstidsrelaterede opskrifter. I stedet for det allesteds nærværende net, som jeg måske ender på?

onsdag, august 22, 2018

Jeg sidder vist og overspringshandler ... :-)

Kan du ikke lommeparkere? Det var min kusine, bosat i Norge, der spurgte mig i lørdags, da vi skulle finde en plads til bilen der, hvor der egentlig ikke var plads.
Jeg lommeparkerer for sjældent til at holde den færdighed stabil. Når jeg kommer i situationen, så prøver jeg, og hvis det ikke lykkes i første eller andet hug, så kører jeg videre.
Jeg skulle selvfølgelig øve mig ... Men jeg har sjældent brug for det, så det ...

Men det er ordet lommeparkere, jeg er blevet helt forelsket i. Jeg synes, det er et skønt ord :-)
Li'som bobil, om autocamper.
Og rumpetroll, om haletudse.

Men saksedyr, om ørentviste, synes jeg er lidt tamt.
I det navn forsvinder myten om det lille dyr, der kravler ind i folks øregange og bider hul i trommehinden og æder af hjernen.
Nej, det ville jeg aldrig fortælle mine børnebørn :-) Jeg synes, ørentvisten er et meget fascinerende lille dyr med de drabelige tæger. De er svære at undersøge nærmere, fordi de bevæger sig så hurtigt.

I går var jeg hos Mattias, som elsker at vise de fodboldtricks, han er så skrap til. Jeg prøver at fange ham i farten :-)
Mit kamera er stadig i Polen til reparation. Har fået et tilbud, der lyder på 1.400 kr. Så skulle det også blive som et nyt.
Måske forstår jeg ikke at udnytte min iPhone godt nok. Billederne kan ikke forstørres op, uden de bliver meget uskarpe.
Jeg overspringshandler her i formiddag. Min havemand er syg desværre. Men vejret er til havearbejde, heldigvis. Og alting gror igen, heldigvis. Så jeg vil ud og ruske lidt i ukrudtet.
Johanne og Christians forældre deltager i aften i et lokalt motionsløb, så jeg skal lægge ungerne i seng. De har ønsket sig boller i karry. Igen, igen. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har lavet den ret til børnebørnene. Men jeg har da rutinen, skulle man tro.

mandag, august 20, 2018

Dengang og nu. Eller nu og dengang.

Jeg har gået lidt til og fra, mens jeg har skrevet og tænkt over weekendens oplevelser. Over nutid og fortid. Familie og relationer.

Nej, vi er kke blevet muslimer :-)

Vi har bare været i gang med at træne og slutter af med udspænding for hofter og ryg.
Det er min kusine til venstre i billedet. Hun kan ikke sidde stille ret længe af gangen.
Hun har haft rygproblemer i mange år, men med hjælp af en fysioterapeut og personlig træner, har hun fået ændret sine vaner og træner tre gange ugentlig samtidig med hun dagligt går en time.
Det er nok overflødigt at skrive det, men hun har ikke antydning af ondt i ryggen mere.
Det er også min kusine til højre i billedet. Og en anden kusine, der har fotograferet. Jeg har været i sommerhus sammen med dem og den enes mand her i weekenden.

Vi, der er efterkommere efter Anton og Martine, har været til fætter/kusine komsammen i Vorupør
De to på billedet er født i 1878 (d. 1951) og 1880 (d. 1967)
De blev gift i 1905. Måske er billedet fra den anledning?
De fik ni børn, hvoraf en lille dreng døde som toårig.
Ingen af deres børn lever mere. Min morbror Marius døde som den sidste i 2015 på sin 93 års fødselsdag.
Min mor døde i 2004 som 86 årig.

Jeg er vokset op med, at vi så familierne på min far og mors side på mærkedage. De boede i Thy, men få havde bil dengang først i 50erne, så det var lidt omstændeligt med hestevogn, og husdyr der skulle fodres og malkes før familiekomsammen. Vi havde tættere kontakt ned min mors søster og hendes yngste bror, så fætre og kusiner fra de to familier kender jeg bedst.
Da jeg var 14 år kom jeg på Vejlefjordskolen, (wiki) hvor jeg gik, til jeg fik realeksamen. Jeg hørte til den sidste årgang, der kom ind på fysioterapeutuddannelsen med kun realen i bagagen.
Sidst i '50erne og først i 60'erne var der et stigende antal unge fra ufaglærte familier, fra fiskeri, industri og små landbrug, der flyttede og fik en uddannelse.
Jeg og mine brødre var heldige, at vores forældre prioriterede det. De fleste af mine fætre og kusiner og skolekammerater blev i de ufaglærte jobs.
Der kan kun siges godt om det at få en uddannelse. Men der var en bagside dengang, at det fjernede os fra vores familier. Der var sproget fx. Den brede dialekt kunne vi aflære. Jeg beholdt den dog og kunne let slå over. Men der var også hele perspektivet på alting. Vi fik et større udsyn og og en større forståelse for mange ting. Jeg følte mig tit udenfor, når jeg kom hjem. Thy var dengang et ordfattigt område, så der blev ikke snakket så meget. Når jeg sådan sidder og tænker tilbage, er det utroligt så meget samfundsforholdene har ændret sig. Især på uddannelsesområdet, set fra mit stå ståsted.
Sidste år fik min fætter Anton den ide, at vi skulle prøve at mødes. Han var en lille dreng, da jeg flyttede hjemmefra, så ham har jeg ikke kendt. Han ligner dog sin far så meget nu, så det var let at se, hvor han kom fra.

Vi, der mødtes sidste år, var stemt for at mødes igen i år. Det resulterede i, at vi var flere deltagere end  sidst. Vi er gamle nu. Den ældste kusine er 86 og den yngste er 65. Vi har børn og børnebørn, hvoraf nogle også var med. Vi kender ikke hinandens børn. Den ene af mine døtre var med og et barnebarn.
Min datter savnede nogle jævnaldrende. Jeg tror egentlig ikke, det appelerer så meget til den generation. Det kan være lidt indviklet at finde ud af, hvordan familieforholdene er, når man kun har en svag erindring om de gamle forældre.

Jeg har skrevet næste års dato i kalenderen. Min afdøde fætters søn og svigerdatter har stået for det praktiske og gjort et stort arbejde. Jeg foreslog, at vi gør noget sammen. Fx fællessang og spil eller noget ... Det kunne jeg jo fx. forberede mig på.

Tre kusiner har jeg kendt gennem alle år. Den ene bor i Norge.
Hun havde lejet et sommerhus, hvor jeg var inviteret til at bo sammen med de to andre.

De er så sjove. Vi har grinet rigtig meget.
 Og snakket om os selv og  vores respektive forældre, som vi nok får større forståelse for - eller slet ikke.

Her er det Planken, det gælder. Tove kan holde den i tre min. Jeg i 10 sec.

Ingen ville med ud at bade, så jeg gjorde det heller ikke.
Det regnede iøvrigt hele dagen i Vorupør i går.
Og da de ville ud at gå tur sidst på eftermiddagen, var det tid for mig at køre hjem. Jeg har ikke fået så meget frisk luft, men jeg nydt samværet, udsigten fra sommerhuset og fået rørt lattermusklerne.




fredag, august 17, 2018

De små glæder.

Jeg har en t-shirt med denne her tekst:


Enjoy the little things in life.

For some day you will realize

they were the big things.















Jeg tænker sommetider på det, når jeg skriver et blogindlæg, for der er virkelig mange små ting i hverdagen, jeg synes er spændende, og noget jeg glæder mig over eller undrer mig over.
Ikke noget, der vil føre til en overskrift i hverken verdenspressen eller den lokale. Men det gør mit liv indholdsrigt.
Som nu fx mit blommetræ.
Sidste sommer var det angrebet af noget, der fik blade og hele grene til at visne. Jeg troede, det var i gang med helt at visne ned og overvejede, om det skulle fældes. Det bar en overvældene mængde blommer. Og for første gang fandt jeg ikke en eneste orm. Til børnebørnenes skuffelse.
I år er bladene sunde og grønne. Der er bare næsten ingen blommer.
De meget få blommer, der har været modne indtil nu, er beboet eller har været, af en orm.

Blommerne er store og velsmagende. Altså den lille del, der er tilbage, når ormesporene er skåret væk.

Jeg gætter på, at træet er svækket af det angreb, det var ude for sidste år, og derfor sætter mindre frugt.
Det er første gang i næsten 20 år, der ikke har været masser af blommer.


Jeg tror, det bliver bedre næste år. Medmindre tørken har været skadelig.






Men spændingen er på sit højeste, når vi skal skære en blomme op.

Vi skuffes ikke.
Der er en lille lyserød orm. :-)

onsdag, august 15, 2018

En god nattesøvn og røllike-invasion.

En god nattesøvn har en helende effekt. Det var i hvert fald min konklusion, da jeg vågnede i morges.
Jeg har mindre ondt i knæet i dag, og forskrækkelsen har lagt sig, så jeg kontaktede ikke min egen læge. Jeg kan ikke bøje knæet så meget, men det kommer nok i løbet af nogle dage.

I de mange uger med tørke har jeg egentlig ikke lagt så meget mærke til græsplænen. Jeg har selvfølgelig set, den var brun og afsveden, som alle græsplæner har været her i sommer. Med enkelte græstotter hist og pist.
Nu har jeg pludselig opdaget, at rølliker har indtaget en del af den.

Hvorfor jeg ikke har set det og begyndt at bekæmpe den før, ved jeg ikke.
Men nu ved jeg af erfaring, at røllike spreder sig med sideskud. Den har ikke lange rødder ned i jorden som mælkebøtten, men lange sideskud, der fletter sig ind i hinanden.

Jeg har været i gang med at fjerne nogle i dag, mens jeg har tænkt, om det lille græsareal mon kunne blive til en røllikeplæne?

Min veninde spurgte mig for nogle dage siden, hvad der var blevet af havemanden, da jeg selv var ved at klippe visne stauder ned?
Jeg havde faktisk glemt ham. Der har jo ikke været noget havearbejde hele sommeren.
I dag har jeg haft ringet til ham uden at få fat i ham. Jeg prøver igen i morgen :-)

tirsdag, august 14, 2018

AV og av igen, igen.

Det ene øjeblik stod jeg og beundrede nogle nye tricks, som Mattias ville vise mig med fodbolden. Det næste øjeblik lå jeg på asfalten på skolens legeplads. Jeg blev nedlagt af en dreng i en mooncar.
Av, av. Han kørte lige ind i mit venstre ben. Det ben med den gamle knæskade.
Jeg kunne godt rejse mig op og gå på det, men det gjorde ondt. Jeg havde hudafskrabninger på knæet og i håndfladerne.
F ... osse!
Mattias' mor var ikke hjemme, og planen var, at vi skulle hygge os sammen: Mattias, hans far og mig.  Det gjorde vi også. Jeg havde lavet fars hjemmefra til boller i karry. Jeg kunne godt stå og gå lidt rundt og lave maden færdig. Vi hyggede. Jeg så den nye læsebog og matematikbog og andre ting i skoletasken. Nu er det jo første klasse.
Under hyggen lå min bekymring for knæet, så jeg ringede til lægevagten på et tidspunkt. Jeg ville gerne have en læge til at teste, hvor stabile mine ledbånd i knæet er nu. Lægevagten mente ikke, det var en situation,  der krævede akut vurdering. Og det havde hun jo ret i. Det var bare min bekymring. Jeg kan gå til min egen læge en af dagene og så begynde at bruge neopren knæbandagen igen. Det er sandsynligvis slaget, der gør ondt og ikke noget, der er i stykker.
Men øv, øv, øv!
Hvorfor er det mon, jeg har denne her strofe kørende i hovedet:

"Always look at the bright side of life ..." osv  med resten, som jeg ikke kan huske lige nu.

Billedet har ikke noget at gøre med i dag, men er et lille tilbageblik på et par feriedage, da Mattias og hans mor var på besøg i min ferielejlighed.
Vi havde kun en nøgle til deling, og Mattias er glad for rim, så derfor lavede vi det her:
"Nøglen på trappen under krabben." :-)

mandag, august 13, 2018

Det er derfor ...

Det er derfor, jeg savner mit apparat med zoom.
Når jeg står på terrassen og kigger gennem blommetræets blade, kan jeg se den flotte solsikke. Med telefonens foto, ses bare en lille gul plet midt i billedet. Det er selvfølgelig ok, når jeg bare står og kigger. Men når jeg gerne vil lave et billede, hvor solsikken træder frem og baggrunden er sløret ...
Men så kan vi jo bare gå ned til solsikken.
























Nu sker der noget usædvanligt. Jeg kan stille to billeder ved siden af hinanden. Telefonbilleder. Det har jeg ikke kunnet med det format, billederne i mit kamera har.
Det har selvfølgelig noget med indstillinger at gøre. Og det har jeg ikke så stor interesse i (læs forstand på)
Johanne har været her et par timer i dag. Vi plukkede blommer. Plukkede er så meget sagt, for der er kun ganske få i år.
Vi havde også gang i pandekagebagningen. Det plejer vi ikke, men hun hører Chr. fortælle om det, så jeg synes også, hun skal lære at slå æg ud og piske dejen sammen og vende pandekager. Hun vil ikke slå æg ud eller have æg på fingrene - endnu. Men ellers var hun mere interesseret i processen end i resultatet. Hun spiste kun en enkelt. Men det var hyggeligt.

fredag, august 10, 2018

Nu uden fotoapparat ...


Mens jeg gik og klippede visne staudetoppe ned i går og syntes, det var rigtig trist, at den blå stormhat og fjerbusken stod der og så brune og sølle ud, glædede jeg mig over, at nogle af de solsikkefrø, jeg havde sået tidligere på året, var vokset op til høje planter, og den ene var sprunget ud.





Den skulle selvfølgelig fotograferes, og jeg zoom'ede og zoom'ede, men pludselig sad zoom'et fast.
Helt låst fast.
Apparatet er fra december 2017. Jeg var hos fotohandleren i dag og har besluttet, det skal sendes til reparation. Det foregår i Polen, og det varer måske tre uger, inden jeg ser det igen. Garantien skulle almindeligvis gælde, når apparatet ikke er ældre. Men fotohandleren opdagede en lillebitte bule på zoom'et. Det har ikke været tabt eller ude for noget andet voldsomt, så vidt jeg ved. Måske skal der ikke så meget til? Men det betyder jo sikkert, at garantien ikke gælder? Jeg er ked af at skulle undvære det så længe. Og spændt på, hvor dyrt det vil blive?

I dag havde jeg vagt på Silkeborg Bad. Og brugte min telefon til billeder.

Det blæste meget i formiddags og vandstrålerne på Vannmann blev kastet rundt.

Regnen i går har renset luften. Jeg ved ikke, hvor mange millimeter, der er faldet her. Men det hele virker friskere - og koldere.


Da min vagt var slut, hentede jeg Christian i skolens sfo.
Der var ikke så mange børn, men allerede nogle 'små', der skal gå i 0. (hvordan skriver man nulte?) :-)

Nu gælder det 1. klasse for Chr.






Vi havde fået en opgave: at købe fredagsslik til ham og Johanne. Det plejer at være en hyggeting sammen med forældrene, som havde andre gøremål i dag.

Jeg har været i den slikbutik én gang før, og jeg bliver helt overvældet over de lange rækker af slik i forskellige hidsige farver og udformninger. (Og væmmelige tilsætningsstoffer og numre)

Det tager lang tid at bestemme sig.
Der må købes for 10 kr. og med jævne mellemrum lægges posen op på vægten for at kontrollere, hvor tæt, han er på de 10.
Han havde også en god fornemmelse for, hvad der skulle i Johannes pose.
Er der plads til mere? Er der for meget og skal noget lægges tilbage?
Når mormor er med, gør det ikke noget, hvis de 10 kr overskrides lidt. Bare lidt :-)

torsdag, august 09, 2018

Hurra, det regner.

Hurra hurra, det regner, og det har det gjort de sidste par timer. Sådan en stille, vedvarende regn. Ingen voldsom blæst, som ifølge vejrmeldingen skulle komme i morgen.
Jeg har været en runde i haven i formiddags for at klippe de visne stauder ned. Der var virkelig meget vissent. Efter mange timers pause, hvor jeg bl.a. hentede Johanne i børnehaven, blev jeg færdig med det sidste i haven mellem kl 19 og 20. Der var dejlig temperatur og til at holde ud at være ude. Da jeg var klar til at gå ind, faldt der fem- syv store vanddråber. Jeg tænkte, det var det sædvanlige med bare et par dryp. Heldigvis, og tak og pris blev det til mere.
Jeg er vældig tilfreds med at jeg fik klippet en hel trillebørfuld. Nu er jeg spændt på, om de visne genopstår :-)

 Johanne havde første dag i børnehaven efter en lang sommerferie. Hun er rykket fra mindstegruppen til mellemstegruppen. Det er spændende, for det betyder nye lokaler og nye voksne. Dog er der en af de voksne fra mindstegruppen, der flytter med sammen med flere af kammeraterne. Der er fælles udendørs legeplads, så hun vil stadig se de små, der blev tilbage.

På vej hjem til mig kommer vi forbi brombærbuskene langs skovstien. Hvor er der mange brombær i år. Jeg har ikke set så mange før.

Der blev ikke spist ret mange. Så gode var de heller ikke, mente hun. Det sjoveste var, at vi fik lilla tunger af at spise dem.






På fliserne var der en meget spændende larve med, om ikke tusind ben, så mange ben.
Og sådan kan en lille gåtur godt tage lang tid.

Nu begynder det at lyne og tordne.
Der er en pragtfuld lyd af regn, der strømmer ned.

tirsdag, august 07, 2018

Jeg savner morgenfruerne.

Jeg savner mine morgenfruer i bedet under blommetræet. De sår sig selv år efter år og plejer at passe sig selv.
I år ser det meget trist ud. Jeg har vandet lidt sporadisk. Men jeg har været væk nogle gange i løbet af sommeren, og da har min nabo (87 år) vandet mine krukker og altankasser. Jeg synes, det er for meget at bede hende om at vande i haven også. Og endelig vil jeg satse på de mere tørketålende planter og blomster fremover.
Sådan ser mine morgenfruer ud i dag.

Den femte august sidste år var der anderledes liv i planterne og farverne under blommetræet.
Jeg gentager mig selv igen, igen: Jeg ønsker regnvejr.

mandag, august 06, 2018

På vejen hjem i forgårs ...

På vejen hjem i forgårs drejede jeg ind til Stenbjerg, som kun ligger få km. syd for Vorupør.
Det er et lille sted med kun ca 178 faste beboere. Der er 260 huse incl. sommerhuse, som ligger på heden.
Jeg ville gå en tur på den lille vej på Landingspladsen og nyde synet af de velbevarede gamle huse.
Der har ikke boet mennesker i husene, de har været brugt som værksteder og til opbevaring af redskaber.

Det er længe siden, jeg har været der.
Der var tydeligvis flere mennesker end tidligere.




Det var også en særlig dag, idet det årlige krabbegilde var under forberedelse. Jeg var der kl 11 - en time før der blev åbnet, så der var travlhed.
Krabbegildet afholdtes for tredje gang. Sidste år var der 120 mennesker, og i år regnede man med flere.





I det sidste hus på venstre hånd var der fyldt op med runde, hvide plastikborde og stole.
Forventningen var, at der ville komme mange, så bordene udenfor også ville blive fyldt op.
Serveringen var ganske enkel: en portion krabbeklør med brød, smør og mayonnaise til 80 kr. Vin kunne købes pr glas eller flaske.


Jeg kørte videre. Vi havde fået krabbeklør i sommerhuset.



De to hjalp mig med at åbne krabbekløerne.
I mangel af bedre redskaber, brugte vi sten :-) som fungerede fint.

De syntes, det var sjovt, men de ville ikke smage.










På vej ind i Stenbjerg - eller ud, afhængig af hvilken vej, man tager, kommer man til den meget lille nyanlagte park.
Skulpturgruppen hedder Livlinen og er udført af Keld Moseholm og skænket af Sportgoodsfonden i 2017. (jeg måtte slå det ord op, jeg syntes, det var stavet så mærkeligt, men sådan hedder det :-)) Bag mit link gemmer sig historien og fondens stifter, og hvordan Adidas kom til Danmark.












søndag, august 05, 2018

Osse en slags souvenir ...

Christian var så uheldig at falde mod en skarp kant den tredje sidste dag i ferien.
Da smerterne var værre den næste dag, var han turen omkring læge og sygehus og fik konstateret et brud i næstsidste tå tæt på vækstzonen.

Tåen blev fixeret til nabotåen med tape, der skal sidde i tre uger, og så skal han gå med træsko.
Det var noget af et højdepunkt, at han fik Theo, den hvide bamse, som Trygfonden sponsorerer til hospitalerne.
Johanne var ked af, hun ikke kunne få én.
Vi var tidligt ude onsdag morgen, idet lægetiden var 9.30, og vi derfor kom rimelig hurtigt igennem proceduren. Formiddagen var på forhånd sat af til, at børnene skulle klippes.
Mens mor gik i skobutikken for at finde træsko, sad jeg i frisørsalonen og fulgte med i den årlige sommerklipning hos Mahmood, der oprindelig kommer fra Iraq.

Det går lynhurtigt, mens håret flyver omkring.








Der er ingen tidsbestilling, og der var ingen ventetid, så det varede ikke længe, før vi stod på gaden igen.

Det lykkedes ikke at få fat i træsko. Den fabrik, der tidligere har lavet træsko til børn er ophørt med produktionen.

Min datter fandt frem til et firma i Tyskland, der kunne levere i løbet af et par dage.
Jeg troede, det ville blive besværligt for Christian at gå med sådan noget stift fodtøj, men det klarer han fint.
For mig var det spændende at komme ind på Thisted sygehus, hvor jeg arbejdede nogle måneder i 1970/71. Der er bygget meget til og ændret meget. På skiltningen kunne jeg se, at fysioterapien stadig ligger i kælderen, så der er nok ikke sket ændringer der.
Der er mange udenlandske læger på sygehuset - også i det lægehus vi var i først.
Så synes jeg, det er interessant at sidde i venteværelset og høre, hvordan patienters navne bliver udtalt, når de bliver kaldt ind. Ikke alle reagerer i første omgang, fordi de ikke kan genkende navnet.  Fx Christian Sjov. :-) Det er sjovt.  Det er ikke første gang, vi er ude for det, og sikkert heller ikke sidste.

lørdag, august 04, 2018

På falderebet.

I morges lidt før kl 8, var der tomt på parkeringspladsen - set fra mit køkkenvindue.

Og der var hundekoldt.

Det kolde vejr begyndte faktisk i går aftes.
Jeg havde besøg af min lille niece, som faktisk ikke er lille, for hun er fyldt 20. Men hun er en hel del år yngre end de andre nevøer og niecer.

Vi skulle spise is på landingspladsen og nyde solnedgangen. Vi spiste i stedet en belgisk vaffel (den er varm) med softice.
Vi havde lange bukser og jakker på. For første gang i 3 mdr. for mit vedkommende. I morges tog jeg også de lange bukser på, men de er skiftet ud med en kjole nu.
Ved middagstid er køkkenvindue-udsigten sådan. Billedet er fra i mandags.

Det bliver den sikkert også i dag.
Selvom det er overskyet, er det alligevel varmt.










Jeg flytter snart ud af min lille lejlighed, som har fungeret rigtig godt. Jeg har reserveret den i samme uge til næste år. Der er godt nok en del trafik her, men fordi huset ligger lidt højt, mærkes det ikke så meget.
Der er denne her skrå mur fra fortovet og op til huset. Alle børn elsker at kravle op. Ikke kun mine børnebørn, men de fleste der kommer forbi.

Det er altså ikke min vej op til døren :-)
Til venstre i billedet er der en trappe.
Det var sådan en fast, hyggelig tradition: På vej ned til stranden blev der klatret op og råbt "mormor vil du med ned til stranden?"
Hvor har vi nydt det fine sommervejr.
I går aftes kørte Johanne med familie hjem, så ungerne kunne sove undervejs.

fredag, august 03, 2018

I går var en dag fuld af dejlige oplevelser.

Morgenstemning ved stranden i går.


Krabbefiskerne er lige kommet ind.

Jeg nød stilheden og naturen.














Senere på dagen kørte vi til Hanstholm.

Vi spiste frokost på Madbaren, som i løbet af få år er vokset til et meget velbesøgt spisested.

I mange år var her Restaurant Pynten, som kun var åben om sommeren.
Dengang var det ikke svært at få plads.
Nu skal vi bestille bord i god tid.





Mens vi ventede på maden.

Christians medbragte lego er altid populært.













Johanne havde brug for lidt mere aktivitet i ventetiden.


Der er et fint stisystem omkring Pynten, hvorfra der også er en storslået udsigt over havnen og havet.









Da maden endelig kom, blev vi alle glade.
De fleste af os havde valgt noget med fisk.
De meget små burgere med pommes frites er populær hos børnene.

Der blev også spist en veggie-burger.






Sidst på eftermiddagen var vi nogle, der var en tur i bølgerne.



Det er helt perfekt, at man kan gå fra Havbadet, og efter få skridt er vi i det rigtige Vesterhav.

De, der ikke ville bade, tog fiskestængerne med ud på molen, der ses i baggrunden.






Ved solnedgangstid mødtes jeg på bænken ved Signalhuset med min kusine og hendes mand. De kender en masse mennesker i kraft af deres (tidligere) arbejde som udlejer af service til festarrangementer og som kørelærer. Thomas har vist lært de fleste gamle thyboer at køre bil, incl min far og mor.
De var enige med mig og andre vi mødte, at aldrig har der været så mange mennesker på ferie i Vorupør.
Vi gik de få skridt hjem til min lejlighed og drak kaffe og nød min kusines nybagte kage.

Og sådan forsvandt en dejlig feriedag i mindernes bog.