Om fotokonkurrencen.

Tilfældigvis kom jeg til at læse Jyllands Posten fra i søndags, da jeg sad i sportshallen i går, mens Mattias var til håndboldtræning.

Jeg havde faktisk glemt den fotokonkurrence, som jeg uforvarende var blevet en del af, da dronningen og hestene var på besøg i Silkeborg.
Men nu kunne jeg læse i avisen, at konkurrencen er slut. Næsten 5.000 billeder var blevet sendt ind. Juryen udvalgte i første omgang 24 billeder, hvorfra de nu har valgt 3 vinderbilleder. Vinderne bliver offentliggjort d. 3 nov.
Billedet med mig nederst til venstre er så med blandt de 24 nominerede. Haha :-)
En af mine genboer ved, hvem fotografen er. Jeg kender ham ikke.
Første præmie er fremkaldelse af digitale billeder for 1.000 kr. Jeg har jo før luftet den tanke, at hvis 'mit' billede vinder, så må jeg være berettiget til halvdelen af præmien?
Jeg var lidt frustreret første gang, jeg så billedet, og tænkte, at det er ikke fair, at jeg optræder på en fremmed mands billede, som han sender ind til en konkurrence.
Men nu har jeg det mere sådan PYT.

Efterårets første frost.

Min højt skattede sommerblomst Stolt Kavaler, brød sammen under nattefrosten.
Jeg er hvert år så betaget af, at småbitte frø kan blive til store planter med mange blomster. I år har tørken været hård for frøene, og først hen på efteråret begyndte de hvide stolte kavalerer at blomstre. Den lilla sprang først ud i sidste uge

Jeg ville gerne have haft fornøjelse af den lidt længere.
Næste forår vil jeg købe en pose frø igen.

Dagen har været smuk.  Fuld af solskin og kulde.

Allerede ved 16.30 tiden begyndt ænderne i Ørnsø at soignere sig for natten.

Et kvarters tid senere var det første par i fuld fart på vej over til sivene for at finde et godt sovested.

I eftermiddags var jeg i skønne, tætpakkede Virklund kirke, hvor det aarhusianske a cappella kor LYT gav koncert.
Det er en gruppe meget dygtige sangere, som havde et spændende program.

I aften har jeg været til middag hos venner, og vi delte 3. afsnit i serien Herrens Veje. Det er hyggeligt at se den sammen med andre. Der er så mange dilemmaer indenfor mange af  de spørgsmål, der er oppe i tiden, så der er nok at snakke om bagefter.


Da jeg kørte hjem var der slud i luften. Man kan ikke kalde det sne, men det var tæt på.
Klokken siger 22.52, og jeg er træt. Men egentlig plejer det jo også at være 23.52. Det er den tid Ole Lukøje kommer hos mig.

Det har noget med browser at gøre.

For mig fungerer elektroniske dimser bedst (eller kun), hvis der ikke ændres noget, og alt går, som det plejer.
Jeg har i flere år brugt Safari som min browser. Faktisk er en Mac vist nok født med den? Jeg har ikke opfattet, hvis Safari har udsendt et budskab om, at de ikke understøtter blogspot.com mere? Måske har de, uden jeg har set det? Måske er der en opdatering, jeg ikke har foretaget?
I hvert fald blev jeg overrasket og irriteret, da jeg ikke kunne svare på kommentarerne her på bloggen. Jeg kunne heller ikke lægge en kommentar hos andre bloggere på blogspot.
Min svigersøn havde nævnt, at det nok havde noget med Safari at gøre.
Først for nogle dage siden prøvede jeg på min hp computer, der har Google Chrome. Og vupti, så fungerer det.
For mig har det været en 'dræber' ikke at kunne kommunikere hverken hos mig selv eller andre. Så er der ikke så meget ved at blogge. Nu vil jeg se, om jeg ikke kan finde min blog-spirit igen.
Det er li'som lidt svært at komme i gang med at skrive om de små hverdags-oplevelser og observationer.
Men jeg har et stort honningdepot gemt (som Peter Plys siger) i marts næste år. Jeg skal til Washington DC i nogle dage. Sørme ja. Anledningen er, at min datter skal deltage i en konference, og jeg tager med. Jeg plejer at spørge mig selv, hvorfor jeg ikke tager med til København, når jeg afleverer hende ved flyveren i Karup. Nu tager jeg med. Jeg er meget spændt. Har aldrig været over there. Hvad skal jeg mon lave? Jeg er jo på egen hånd i løbet af dagen. Men Omni Shoreham Hotel har både træningscenter og pool :-) Og jeg har god tid til at læse om seværdigheder inden. Receptionen kan sikkert hjælpe med råd og vejledning. Jeg ved fra min dag i København, at jeg ikke skal forvente, jeg traver gade op og gade ned. Men jeg ved allerede, at der kun er 100 m til nærmeste metro. Jeg elsker også at bo på hotel, så det skal jeg selvfølgelig nyde.

I går havde vi gang i bogstav-puslespillet.
Christian var meget optaget af det, og det blev lagt flere gange.
Jeg synes, der er en stor kvalitet i at sidde med brikkerne i hånden.
Ikke at forklejne de spil og bogstavlege, der findes på iPad. De er helt sikkert udmærkede, men det er som om vi snakker bedre om det, når vi sidder og leder og flytter om på brikker.
Synes jeg.
Måske er det en mormor-ting at have den mening :-)

Med og uden læ.

Efter morgenbadet ved Østre Søbad, gik jeg i det dejlige, kølig vejr ud til Vestre. Det er en gåtur på ca 10 min.
Jeg havde hørt i nyhederne, at der i sidste uge havde været en påsat brand i et af badehusene derude.

Det er et virkelig trist syn.
Helt nedbrændt.

Politiet har ingen spor af gerningsmanden.

Det er selvfølgelig godt, det ikke er højsommer, hvor rigtig mange mennesker nyder badelivet og naturen lige her.
Nu er det vinterbaderne, der vil savne et sted at stå i læ og klæde om.
Og hvornår mon genopbygningen vil ske?

I fredags blev vinterbaderne i Vorupør beriget med en læskærm.
Jeg synes, den er så flot i al sin enkelhed.
Alt efter hvordan vinden blæser, kan man finde en lækrog.
Der er ingen luksus i form af en bænk at lægge tøjet på, men det vil helt sikkert føles som en stor forbedring for de vinterbadere, der er vant til at stå uden beskyttelse mod vejr og vind.

Hjemme hos mig i dag, hjalp Johanne med at 'fælde' en af de meget stor solsikkeplanter. Jeg troede, at de afblomstrede hoveder ville fungere som fuglefoder, men der er ingen kerner. Jo, der er kerner, men de er tomme
Fuglene er slet ikke interesserede og gider ikke at undersøge det. Som om de på forhånd ved, der ikke er noget at komme efter.
Måske er frøene fremavlet til at give særlig mange blomster? Men det giver ingen mening for mig, at de ikke er fyldte med solsikkekerner.
Sådan er der så meget, man ikke forstår :-)

Glimt fra min efterårsferie.

Dagene i sådan en ferieuge går hurtigt.

Jeg har haft en lejlighed i samme hus, som jeg boede i i sommerferien, men denne her gang på 1. sal.
Der er havudsigt fra altanen, og havet ligger mindre en 100 m væk. Endnu tættere ligger de butikker og restauranter, der efterhånden er skudt op her tæt ved havet, molen og havbadet.
Selve lejligheden er lidt gammeldags indrettet. Især køkken og badeværelse. Men det fungerer fint. Der er tre soverum med ialt fem sengegpladser, så der er plads til gæster.
Jeg har nydt meget, at havets bølgebrus kunne høres hele tiden. Også selv om der ikke rigtig var bølger de fleste dage. Havet har en lyd alligevel.

Jeg har været på mange småture til havet på de forskellige tidspunkter af dagen.
Her er det morgenbadere ved Havbadet. Nej, jeg fik ikke taget mig sammen til en dukkert. Badedragten lå endda i kufferten.
I morgen begynder jeg igen! Da mødes jeg med min uundværlige bademakker.

Der gøres klar til krabbefiskeri.

På en stille diset dag blev der ledt efter rav. Der kom ingen rav med hjem, men mange fine sten, der blev dekoreret.

Den sidste dag var der bølger og blæst.

Thisted bibliotek var arrangør af en koncert med HeartBeat Group i torsdags.
Fire unge mænd, der kunne få en rytme ud af alle mulige genstande, incl. egen krop. Det var stomp, rap og skuespil.
Jeg tror, vi voksne var lige så godt underholdt, som børnene.

En eftermiddag, mens min datter var på en lille shoppetur, tilbragte Johanne og jeg sammen med mange andre børn og deres bedsteforældre en halv time i selskab med klovnen Don Juan og alle hans narrestreger.
Jeg er vist lidt barnlig for hold da op, hvor var han sjov.

Mit billede er fra forsiden af kirkebladet i Vorupør.
Sidste søndag aften var jeg til et arrangement i kirken. Ken Nørgaard Pedersen, der er præst på Bjerringbro-egnen var på besøg. Han er en meget musikalsk guitarspillende og syngende person og udover at synge selv, lavede han også fællessang på bedste, hyggeligste måde.

Jeg havde besøg af Ingrid og Kristian først på ugen. Vi fik fisk til frokost og aftensmad. Dog ikke til morgen.

Vi var en tur i Hanstholm og kiggede lidt rundt på havnen og skibsværftet, inden vi drak kaffe på MadBar.

Mattias og hans mor kom på besøg sidst på ugen.

Jeg lavede middag til mine børnefamilier et par gange. Den ene gang stegte rødspætter med kogte kartofler og persillesovs. Børnene havde ikke set persillesovs før og var noget skeptiske. Kun Christian spiste af den - og de voksne selvfølgelig.
Den anden middag var spagetti carbonara, og her var der ingen kræsne børn :-)

På stien, den korte vej gennem klitterne, over til huset hvor min datter boede, blomstrede kaprifolien. Jeg forbinder den så meget med sommer, så jeg blev helt overrasket.
Men mange blomster og planter er forvirrede efter den varme, tørre sommer.

Drengene med de sjove HeartBeat fyre.

Og en solnedgang fra altanen, da det var blevet lige mørkt nok.

Billederne er fra min telefon. Jeg har problemer med at overføre billeder fra mit kamera til computeren. Og jeg kan stadig ikke besvare kommentarer.

Vi er heldige med vejret.

Luften var sommervarm i dag. Vi har ikke badet, men vi så flere, der gjorde det. Johanne elsker at kravle rundt i de store sten. Og jeg husker, mine børn gjorde det samme, når vi var på vej ud på molen. Her er hun fanget i en kort pause.

Solnedgang i går aftes ved 18.30 tiden.
Der er ved at gå Gl. Skagen i Vorupør med mange mennesker, der samles i klitterne for at se solnedgangen. Der var dog ingen, der klappede, som jeg oplevede i pinsen i Gl. Skagen

Haven og efterårsferie.

De seneste par dage har jeg gået og ventet på, at græsplænen skulle blive tør, så den kunne blive klippet. Til trods for høje temperaturer har luftfugtigheden været endnu højere, og græsset har været vådt, så den må forblive langhåret den næste uges tid.

Der er skønne farver i haven endnu. Efteråret kommer særlig smukt i år, tror jeg.
De solsikkefrø, jeg såede i foråret har blomstret forskelligt. De første to planter blev næsten to meter høje og bar en enkelt kæmpestor blomst. Den, der er tilbage nu, er også ret høj, men den blomstrer med mange mindre blomster.
Jeg synes, det er helt utroligt så meget kraft, der er i et lille frø. Egentlig havde jeg troet, der ville komme fuglefrø ud af de store blomster, når de var afblomstret. Men det viser sig, at frøene er helt tomme. Der er ingen kerne indeni. Og fuglene er slet ikke interesserede.
Den lille røde busk er en benved, der blev plantet sidste år. Den har haft fine grønne blade hele sommeren, og lige pludselig, sådan forekommer det mig, er de ildrøde.
I dag er vi kørt til Vorupør for at holde efterårsferie. Johanne, hendes mor og jeg kørte i pigebilen, som er min. Chr., storebror Marcus og deres far kørte i familiebilen, og på den måde havde alle mere plads. De bor i det store, dejlige hus, de altid lejer. Jeg gentager succes'en fra sommerferien og har min egen lejlighed. Ikke samme lejlighed men i samme hus, bare på første sal, hvor der er mere plads. Jeg får besøg af et vennepar på mandag, og de kører hjem igen tirsdag. Onsdag kommer Mattias  og hans mor. Vi har forskellige planer, så det skal nok blive hyggeligt.
God efterårsferie til jer, der har det.
Desværre kan jeg stadig ikke svare på jeres kommentarer. Men tak for dem.

Sensommervarme.

I vores bydel er der sat et initiativ i gang, der er finansieret af satspuljemidler. Jeg ved ikke så meget om det, men der er ansat en social brobygger, der arrangerer forskellige ting i samarbejde med frivillige og forskellige foreninger.
Jeg bor i et område med blandede boformer. Der er parcelhuse og blokbyggeri, en blanding af ejer- og lejeboliger.

I aften var der fællesspisning på den lokale skole for første gang.
Det blev en stor succes med ca 130 deltagere, dejlig mad og præmiegaver fra forskellige forretninger. Spisebilletterne kostede  20 kr og fungerede som lodsedler.

Johanne havde glædet sig til at møde sine venner fra børnehaven. Der var også flere af dem. Men ingen brune børn. Det undrede mig, for der bor rigtig mange familier med arabisk og somalisk baggrund. Jeg ser dem på vej til og fra skole og hilser og snakker, hvis jeg er i haven. Fadumo, der stod for maden, og hendes tre børn var de eneste, der ikke var hvide. Det, synes jeg, er skuffende. Måske vil det ændre sig med tiden. Jeg tror jo, at brobyggeriet handler om integration, så måske skal der mere tid til.
Sensommervejret har været usædvanlig fint i går og i dag.

I går skulle min datter finpudse sit  gymnastikprogram. Og hun ville gerne have mig med. Det er raw, som er udendørstræning. Der findes raw-fitness og raw-running. Men i går handlede det om raw-mind (med henvisning til mindfulness)
Det er en rigtig dejlig form for motion, som bliver tilføjet noget ekstra i form af vind og vejr.
Jeg følte mig heldig at få sådan en time ude ved Aggerholm - ved skov og sø og så i selskab med min søde datter.
I sagens natur - eller min alders natur - var der flere øvelser, der var for svære for mig.
Men pyt med det. Jeg ville dog ikke kunne holde varmen, hvis det var senere på året.

En festlig bagside.

Da jeg lørdag morgen ville gå fra Colbjørnsensgade over til Hovedbanegården for at købe en billet til min hjemtur sidst på eftermiddagen, var der et metrobyggeri, der spærrede.

Men stien og plankeværket var en  charmerende oplevelse.

Buff Rhino Projects står bag børnetegningerne med de sjove rim.

Jeg har stadig ikke fundet løsningen på, hvordan jeg besvarer jeres kommentarer. Men tak for dem :-)

Der var et spændende, stort udvalg af eksotiske varer hos de små grønthandlere i Reventlovsgade.
Måske afrikansk oprindelse?
I hvert fald anderledes, end de asiatiske og mellemøstlige, jeg kender her hos os.

Når man tager afsted så spontant som jeg gjorde i fredags, så sker der uventede ting.
Jeg vidste fx. ikke, hvordan jeg ville komme hjem, men der er jo både bus og tog. Og Go More, som jeg ikke forsøgte. Jeg ville ikke bruge tid på nettet, men bare gå ind på Hovedbanegården og købe en billet.

Men der, om morgenen, stod en DSB-medarbejder og forklarede på engelsk og dansk, at billetsystemet var brudt ned. Billetter skulle købes i togene.
Jeg ved ikke, hvor længe, han stod der. Jeg gik igen, for jeg kunne jo købe min billet sidst på eftermiddagen, når jeg skulle hjem.
Heldigvis var jeg i god tid, da jeg kom tilbage. Det varede 20 min. før det blev min tur, og jeg kunne liiige nå det lyntog, jeg gerne ville med.
Konklusionen er, at det bedste er at købe billet på nettet. :-)

En dag i storbyen.

Jeg fik en storby-indsprøjtning i går, da jeg var et lille smut i København. Min svigersøn kørte derover fredag sidst på eftermiddagen, og jeg fik et lift.
Sommetider, når jeg kører (senest i torsdags) min datter til Karup, spørger jeg mig selv, hvorfor jeg ikke lige selv rejser med? Jeg vil gerne til København. Engang boede jeg lige i centrum i Kingosgade, og i flere år har jeg boet i Skodsborg - Nærum området.
Så jeg greb chancen i fredags. Jeg ville gerne på Thorvaldsens Museum, og jeg ville muligvis få anledning til at møde Mona og Jens, der bor i Norge, men som var på ferie i Helsingør.
For tre år siden var jeg et par dage i København sammen med en veninde og vi boede på Hotel Ansgar, så det blev også der, jeg overnattede denne her gang. Det ligger centralt, og det er ikke så dyrt. Jeg har før overnattet på hotel alene. Det er ikke det fedeste, men jeg kan godt hygge mig med det og finde ud af det.

Efter hotellets dejlige morgenmad begav jeg mig til fods hen til Thorvaldsens Museum. Jeg nød gåturen i dejligt solskin, men jeg bliver slået af, hvor mange mennesker, der er på gaderne :-) Sådan er det, når man kommer fra en mindre by i provinsen.
Jeg har ikke været på Thorvaldsens før, og jeg blev overvældet over mængden af skulpturer og relieffer. Jeg var ikke på første sal, hvor hans store samling af malerier, mønter og andre genstande udstilles. Han var en passioneret samler.
Mit billede her er af Maximilian 1, der regerede i Bayern fra 1598-1651.
Min svigersøn hedder Maximilian til mellemnavn, og det gør børnebørnene også. Så billedet er til dem.
Der findes et brev, som H.C.Andersen skrev, mens han opholdt sig i Rom i 1834 - til sin ven Jonas Collin:
"Mens Thorvaldsen arbejdede på sin store marmorhest eller rettere gipsmodel, trådte han fejl på det høje stillads, men nåede at gribe fat i hestens øre og undgik at falde de mange meter ned." I 1839 blev et værk i bronze opstillet på Wittelbacher Platz i München, og det står der stadig. (hurra for Wiki)

Jeg havde en aftale med Mona og Jens foran Vor Frelsers Kirke på Christianshavn kl 13. Vi lunsjet sammen, som Mona siger, på en restaurant tæt på kirken. Mona, som har boet i Norge siden 1969 og taler så fint dansk stadig. Vi har delt ungdomsår, og det er så utrolig hyggeligt at mødes. Jeg holder aldrig op med at synes, det er så sjovt, at nordmænd siger og skriver lunsj. Jeg fik slet ikke lagt mærke til, hvad restauranten hedder, men vi sad med udsigt til Christianshavn Kanal og træer, der var begyndt at få efterårsfarver.

Vi ville overvære en koncert, der var annonceret til kl 15 i kirken, men koret, der skulle synge, dukkede aldrig op. Der kom heller ikke nogen aflysning eller forklaring.
Men kirken er vældig interessant og meget seværdig. Og Mona, der har arbejdet i den norske kirke i mange år, er en god ledsager
Mit billede er fra alterpartiet.
Udenfor var der en lang, lang kø af folk, der ville op i det høje, snoede tårn.
Min plan var at tage toget hjem kl 17, så jeg gik tilbage mod Hovedbanegården i god tid. Jeg elsker at gå forbi Børsen og Christiansborg. Og jeg nød udsigten fra Knippelsbro. Desværre er det ikke ukompliceret for mig at gå sådan en tur. Jeg får ondt i lysken på begge sider, men så er det godt, der er bænke at holde pause på undervejs.
Togrejsen gik helt efter planen. Det er dejligt at sidde i en stillekupe og blive bragt gennem landet.

I dag har Mattias og hans forældre været her til brunch, og vi har hygget os med kortspil og elastikloops. Da det blev tid til at gå en tur, valgte jeg en lur. Og nu sidder jeg og fordøjer en oplevelsesrig dag i København i går. Det er dejligt med sådan en storbyindsprøjtning.

Christianhavns Kanal d. 6. oktober 2018.

Update:
Min skridtæller på telefonen siger, at jeg gik 13.268 skridt svarende til 8, 5 km den dag.

En tidlig morgenstund.

I den lokale avis var der for et par dage siden en artikel om planerne for Østre Søbad.

 Området skal renoveres. Det ser fortryllende ud. Måske bliver der tag over omklædningsfaciliteterne.
Der bliver også skrevet om sauna. Spændende.

Sådan ser der ud i dag.

For os, der er vant til at færdes på stedet, fungerer det sådan set godt.
Man kan klæde om ugenert bag bræddevæggene. Der er bænke og knager, så man kan lægge tøj og tasker fra sig. At der ikke er overdækket, betyder ikke noget. Vi er der jo for at blive våde alligevel. Og dog, det ville da være dejligt, hvis ens tøj ikke blev vådt, mens det ligger på bænken.
Det bliver uden tvivl godt. Nu er vi spændte på, om der bliver lukket af i anlægsperioden.

Jeg var så heldig at få lidt farverig solopgang i dag.
Billedet her er taget ved 7.30 tiden lidt nord for Kjellerup på vej til Karup, hvor min datter skulle nå en flyver til København.
Det varede ikke mange minutter før der var overskyet, og farverne blev visket ud.

Da jeg hentede Johanne i eftermiddags, var hun at finde i trætoppene sammen med en anden pige.
Det er mange år siden, drenge klatrede i træer, og piger legede med dukker.
Hvis det nogensinde har været sådan? Mine piger var også nogle klatremus for 35-40 år siden.
Måske handler det ikke gamle dage, men mere om holdninger?
At piger bliver kaldt små prinsesser, fremkalder et billede af yndige piger, der ikke må blive snavsede.

Sandheden er nok, at piger i dag kan være det hele: fine prinsesser og barske piger ude i naturen. Og det er jo fantastisk.

For et par dage siden var jeg ude hos Mattias. Jeg skulle følge ham til håndbold, men før vi skulle ud af døren, byggede han hurtigt en vældig, farlig skyder.

Jeg kan ikke se for mig, at den aktivitet vil interessere Johanne. I hvert fald ikke lige nu.
Men man ved aldrig.


PS. Jeg kan stadig ikke svare på kommentarer.

Det store i det små.

Der er en helt forunderlig glæde forbundet med at samle kastanjer, har jeg opdaget.
Vi har gået forbi det store træ tre gange indenfor den seneste uge, og hver gang bliver Christian dybt optaget af at finde kastanjer.
Det største ville være, hvis han kunne se én i det øjeblik, den faldt ned, sagde han i går.
Der faldt faktisk flere ned, mens vi var der, men øjnene er jo rettet mod jorden.
Det er også stort at finde en 'tvilling'.

En stor ting i første klasse er, når det er ens tur til at være duks.
To ad gangen hjælper man hinanden med at rydde op, feje og bære affaldsposen ned i containeren.

Pigen, der står med ryggen til, glæder sig så meget til, det bliver hendes tur i næste uge :-)

Bare de måtte bevare den glæde over hverdagsting.