tirsdag, oktober 02, 2018

Det store i det små.

Der er en helt forunderlig glæde forbundet med at samle kastanjer, har jeg opdaget.
Vi har gået forbi det store træ tre gange indenfor den seneste uge, og hver gang bliver Christian dybt optaget af at finde kastanjer.
Det største ville være, hvis han kunne se én i det øjeblik, den faldt ned, sagde han i går.
Der faldt faktisk flere ned, mens vi var der, men øjnene er jo rettet mod jorden.
Det er også stort at finde en 'tvilling'.


En stor ting i første klasse er, når det er ens tur til at være duks.
To ad gangen hjælper man hinanden med at rydde op, feje og bære affaldsposen ned i containeren.

Pigen, der står med ryggen til, glæder sig så meget til, det bliver hendes tur i næste uge :-)

Bare de måtte bevare den glæde over hverdagsting.





4 kommentarer:

  1. Jeg forstår Christians store glæde over kastanjer! De er smukke og gode at røre ved.
    Hvor er det en god idé, at børnene skiftes til at rydde op og feje i klassen. Det kan jeg ikke mindes, vi gjorde i min skoletid.

    SvarSlet
  2. Det er en fornøjelse med kastanjer. Fantasien er den eneste der begrænser begejstringen for kastanjer.

    Jeg husker dukseordningen som noget helt andet, dejligt den har fået en opblomstring. Det jeg har i erindringen fra min barndom, var det var kun de piger/drenge der i dag kaldes for 12 tals børn, dem der pleasede lærerne for at få gode karakterer. Ikke at jeg var et uartigt barn/teenager, men jeg fedtede mig ikke ind, det brød jeg mig ikke om. Pudsig hvordan dukseordning kan ændre sig.

    SvarSlet
  3. Kastanjer er så skønne.
    I min indskolingsklasse fejer duksen også og efter skoledagen ordner han/hun garderobe, - sammen med en selvvalgt makker. Og så er det ugens duks, der går forrest på biblioteket eller må vælge en leg /opgave i timerne. Det er vigtigt med sådan et ansvar, og børnene er helt ok med det.

    SvarSlet
  4. Sjovt, at dukseordningen fungerer sådan i dag - selv om jeg dog husker den nogenlunde således; ikke som en elev, der fedter sig ind hos læreren. Vi skiftedes også til at være duks, men der fulgte ikke så mange privilegier med som du nævner her.
    Gid ungerne ville blive ved med at være så villige til at have lyst til at rydde op efter sig selv - sikke en ren natur vi kunne få om en generations tid ...

    SvarSlet