torsdag, november 29, 2012

Jeg mangler en overskrift ...

Sæsonen er slut for mit lille låse-ind-og-låse-ud-job på Silkeborg Bad, hvor to hold børnehavebørn hver torsdag formiddag har haft dans og rytmik før museets åbningstid.
Det er sådan en dygtig danselærerinde, de har haft. Der har været gang i den med store bevægelser og heftig musik, men også stille musik og afslapning.
Børnene har været meget lydhøre og meget engagerede.
I dag blev der brugt nogle få minutter til sidst til at evaluere forløbet. Jeg var imponeret. De sad og formulerede så fint, hvordan det havde været at være med til efterårets dansetimer. Ikke noget med at råbe eller snakke i munden på hinanden. En finger op, og så vente.
De er dygtige sådan nogle børnehavebørn.
Jeg tror også, oplevelsen af æstetikken og det store rum har en god virkning på børn.


På søndag afholdes den årlige Julesøndag på Silkeborg Bad.
Der bliver salg fra boder i parken. I cafeen er der mulighed for at bage sine egne kager og meget andet.
Du har fri adgang til udstillingerne på museet.
I dag blev boderne gjort klar til julemarked i parken. Det småregnede lidt, mens en gruppe frivillige gik og arbejdede
Et fint lag sne ville pynte meget på søndag.


onsdag, november 28, 2012

I godt selskab

Selv om der kun er 8 mdrs aldersforskel, så er der virkelig stor forskel på mine to børnebørn.
I går var jeg forbi Mattias, der nu sidder smukt i knæ4stående og undersøger støvsugeren. Han går ikke alene endnu, men han er godt på vej. Han fylder 1 år i begyndelsen af december og har meget travlt med alt det, der foregår i gulvniveau.
Senere hentede jeg Christian i vuggestuen.
Klapvognen var med, men i går ville han ikke sidde i den.
Der er mange detaljer, der skal kigges på og røres ved og kommenteres med det sprog, som ikke er blevet rigtig dansk endnu.
Vi brugte omtrent tre kvarter på at gå hjem, men så var der også blevet vinket til mange biler, råbt efter fugle og hunde, samlet sten op, puttet blade ned i en rist, rørt ved hjulkapsler på parkerede biler og sagt hej til cyklister.
Han er 20 mdr. nu, og jeg synes, han er noget af det mest underholdende selskab, jeg kan tænke mig.

På vej hjem fra planlægningsmøde i dag, (planlægning af juletræsfest for Børns Voksenvenner) kom jeg forbi Cafe Evald og så, at den røde sofa var ledig.
Jeg tænkte på Tinas indlæg med små  you tube-videoer med "gode råd om blogging" mens jeg fotograferede min kaffe og avis.
Desværre kan jeg ikke finde ud af at kopiere over på min blog, men de er virkelig sjove.
Måske kender du dem allerede?

søndag, november 25, 2012

Jeg kom lidt væk fra emnet ...

Det er ikke tit, jeg er på posthuset, men i lørdags ville jeg sende en gave til min niece, der fylder 15 på tirsdag.
Da jeg alligevel var i Aarhus, kunne jeg meget passende lægge min morgengåtur til postkontoret på Banegårdsplads.
Der er meget at kigge på der, idet væggene i det store rum er dækket af malerier af maleren Axel P. Jensen.
Han levede fra 1885 til 1972 og udførte mange udsmykningsopgaver i sin tid.
Kunst på offentlige steder var ikke almindeligt i begyndelsen af det forrige århundrede, men Ny Carlbergsfonden gav 20.000 kr og Aarhus by gav 5.000 kr.
Nu her 100 år senere er der helt andre beløb på banen. Jeg tænker på de 171 millioner, som Sallingfonden har doneret til Aarhus for få dage siden. Det må være sjovt at være Karin Salling, der som en anden julemand kan dele ud.
Da jeg googlede på hendes navn, kom der en artikel frem fra Ekstra Bladet fra 2005.
Der er en ufattelig detaljeret gennemgang af flere ægtepagt(er) oprettet gennem mange år af en generøs og gavmild ægtefælle, der gik ind i deres ægteskab med krav om, at der ikke skulle være formuefællesskab.
 Og jeg undrer mig over, hvordan så private oplysninger kan læses i avisen.

Nå, men jeg er kommet på afveje.
Det var jo billederne på postkontoret, det skulle handle om.

Motiverne skulle være landskaber, der var typiske for den jyske natur.
Bortset fra et kæmpebillede, der dækker den ene endevæg. Det er fra Aarhus Sydhavn.

Det er ikke kedeligt at stå i kø der.
Køen var iøvrigt forbavsende kort.

På vejen tilbage var der for en gangs skyld plads i den lille hyggelige Bülows Kaffebar.



fredag, november 23, 2012

Jeg havde glemt min børnelærdom ...

Som  Ellen svarede, da jeg efterlyste et godt råd med hensyn til at skille to fastlåste glas, så havde hun sin skolelærdom i fysik i frisk erindring.
Tak for genopfriskningen.
Glas trækker sig sammen og skrumper i kulde. Og udvider sig i varme.
Jeg fyldte det øverste glas med isterninger.
Efter et kvarter prøvede jeg at trække dem fra hinanden - inden jeg dyppede det yderste glas i varmt vand.
Det lykkedes ikke med håndkraft, men da jeg slog let på det inderste glas med en lille trækødhammer, løsnede det sig lige så fint.
Uden brug af varmt vand.
Tak for alle gode råd.
Nu tror jeg, jeg husker min børnelærdom - i hvert fald et stykke tid. ;-)

mandag, november 19, 2012

Et sjovt motiv.

Siden lukkeloven blev ophævet for ikke så længe siden, er det slut med formiddagsstille strøgture i Aarhus om søndagen.
Dog ikke alle forretninger holder åbent.
Men nok til at mange lægger vejen forbi og gør en handel. Incl. mig selv, der fandt et par støvler.
Jeg fandt også et sjovt motiv. (jeg kan bare ikke finde på en sjov tekst/taleboble ;-))
Kan du?

Og så må jeg bare stå endnu tidligere op, hvis jeg vil opleve det, der i gamle dage var søndagstille gader.

søndag, november 18, 2012

Skal de kasseres, de to glas??

Bliver jeg nødt til at dumpe de to glas af syltetøjsglastypen i glascontaineren?
De er som klistret sammen.
Jeg har prøvet med koldt vand i det ene og varmt vand i det andet.
Men de sidder fast.
Har du et bud på, hvordan jeg får dem skilt ad?

Det øverste er et af de gode franske med røde plastlåg.
Det nederste er fra min mors gemmer. Der står Kastrup på det.
Formentlig en glasfabrik?
Det drejer sig selvfølgelig ikke om store værdier.
Jeg vil bare gerne have dem skilt ad! Hvad skal jeg gøre?

torsdag, november 15, 2012

En novemberdag med forskellige nuancer.

Jeg har haft en lille nem morgen-tjans med at låse børnehavebørnene ind og ud på Silkeborg Bad.
De har været til rytmik.
 Det er godt, at de dejlige lokaler også kan bruges før museets åbningstid.

Også før åbningstiden i dag, var de en gruppe lidt større børn sammen med deres lærere.
De var ved at blive sat ind i Storm P.s univers.
"At tænke sig - man sagde om mig, da jeg var Barn, at jeg ville aldrig blive til noget!"

Nu vil jeg finde min stegeso frem og lave en stor portion osso bucco, som kan stå i ovnen og langtidssimre resten af eftermiddagen.

mandag, november 12, 2012

Sjov med julepynt ...

Jeg går tit forbi en lille butik, der hedder Høikant.
Den ligger på St. Pauls Kirke Plads. Jeg har aldrig været inde, men kan læse, at der er værksted bagved.
Der er altid sådan nogle finurlige ting i vinduet.
Nu er der bl.a. julepynt.
Og vi er i dyrenes verden, som jeg også så i museumsbutikken på Aros og skrev om her.

Her er de dog ikke så pyntede.
Det er vidst dyrene fra mit barnebarns bondegård.

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvilken stil, jeg bedst kan lide ?  ;-)
Aj, den er næsten for kulørt - denne her fra Aros.
Men sjov.

lørdag, november 10, 2012

Skøre lampe ...

Hvor er den skør og sjov, denne her almindelige hvide lampe, der står i vinduet i lampeforretningen 'rifraf' i Hans Broges Gade.
Almindelig, lige indtil jeg opdager den lille pistol, der ligger ved siden af.
"Skyd, når du vil slukke lyset", står der på prisskiltet, hvorpå der står et beløb på over 2000 kr.

Så kan man da få lidt dramatik, når lyset skal slukkes, inden man går i seng ;-)

Billedet herunder har jeg lånt her.

torsdag, november 08, 2012

Endnu en Boy.

Mattias svinger lystigt skeen, når der er havregrød på tallerkenen.
Han er 11 mdr. nu.
Jeg nyder at være sammen med de to boys.

onsdag, november 07, 2012

Boy.

Aros i Aarhus har sin Boy.
5 m. høj og 500 kg. tung sidder han på hug og kigger på de små museumsgæster.
Du kan læse mere om kunstværket her.

Han er stor og  nærmest lidt skræmmende.
Billedet har jeg lånt herfra.

Jeg har min egen Boy. ;-)
Fotograferet på Sicilien af sin far.
Det er den fine hugsiddende stilling, han indtager så let, der får mig til at sammenligne med den aarhusianske Boy.
Uden sammenligning, så er min absolut den sødeste.

Et godt valg ...

Yes, det blev Obama igen.
Som for fire år siden har jeg været spændt på, hvordan det ville gå.
Dog har jeg ikke været oppe hele natten, men det første jeg gjorde, var at tænde fjernsynet.
Lykken var at se og høre sejrstalen.

Det var hyggeligt dengang, da Bugsy også ventede på, at den rette mand dukkede op på skærmen. ;-)

Men nej, jeg savner ikke det at have hund.

søndag, november 04, 2012

Angst - og Munch.

I går var jeg på Aros sammen med en flok veninder for at se Munch udstillingen.
Jeg synes meget godt om udstillingen, og vil gerne se den igen.


Nu ved jeg, at en halv time ikke er nok.
(man skal bestille tid i forvejen for at komme ind i de sale, hvor Munch-billederne hænger)
Da jeg bestilte tid for en måned siden, kunne man kun reservere en halv time. Nu ser jeg på hjemmesiden, at det er muligt at reservere mere tid. Der er måske ikke så meget run på, som forventet?
Vi havde tid fra 11.45-12.15, men da vi købte billetter spurgte vi, om det var muligt at købe mere tid?
Vi var heldige. Der var 16 tider fra 12.15-12.45, og vi fik de 8. Hver tid koster 5 kr.

Jeg kan meget anbefale at købe mere end en halv time. Det er en stor udstilling, og der er meget tekst på væggene. Man kan faktisk læse hele Edvard Munchs livshistorie. Men hvis man læser, er der ikke så meget tid til at se på billederne.
Jeg er i gang med at læse en bog af Bodil Stenseth. Den hedder 'Munch, historien om en familie'.
Det er meget interessant at læse om den tid (Edvard blev født i 1863 og døde i 1944). Der var slemme sygdomme i familien. Det talte man ikke direkte om, men farfar døde syfilis (rygmarvstæring, kaldte man det) og på moderens side var der flere brystsvage.  Hun døde af tæring (man talte ikke om tuberkulose) fra 5 små børn, hvoraf Edvard var den næstældste på fem år. Da han var 14 år, døde hans et år ældre søster af samme sygdom. Han var selv et svageligt barn og havde månedlange sygdomsperioder med feber, hoste og blodigt opspyt. Det havde han iøvrigt også som ung.
Fortielser og hemmeligheder var i misforstået kærlighed en del af dagsordenen, og var årsag til stor ensomhed og angst for sygdom.
Munch besluttede tidligt, at han ikke ville giftes og sætte børn i verden med den sygdoms-arv, han havde med sig. Han havde flere kærlighedsforhold, og mange af hans billeder af kvinder har store røde felter som udtryk for både smerte og lidenskab.
Udstillingen omfatter billeder lige fra Munchs tidlige år til de seneste. Blandt hans tidligste billeder findes glade udtryk, og efter 1910 blev hans billeder igen lysere.
Munch blev hårdt kritiseret og latterliggjort i 1890erne og mange år frem.
Prøv at se det her billede, der hedder 'To kvinder på stranden' fra 1898.
Og tænk så på Krøyers store flotte billede af to kvinder på stranden ved Skagen.
Ikke så underligt, at publikum blev vrede over sådan et sørgmodig billede.

Et andet meget udskældt billede er 'En aften på Karl Johan' (Strøget i Oslo)
Mennesker med udtryksløse ansigter og tomme øjne. Uden kontakt med hinanden.
Det er fra 1892, og absolut ikke sådan folk ønskede at se sig selv.

Jeg synes bare, Munch var meget forud for sin tid.
Er det ikke sådan, vi går på gaden i dag også?
Nu er vi så mange flere mennesker, og det ville være helt unaturligt, hvis vi begyndte at se på hinanden og hilse.
Men det, at vi er flere, har ikke gjort ensomheden mindre.

Det, at sygdom ikke mere er omgærdet med fortielse, tavshed og hemmeligheder, har ikke gjort angsten for sygdom mindre.
Tvært imod er det vel sådan, at den store viden vi har om sygdom og den store tilgang til informationer via nettet har gjort os mere angste?
Jeg mener, at Munchs temaer om ensomhed og angst i bred forstand er tidløse, og det gør hans billeder aktuelle i dag også.

En anden, bog jeg har lånt, hedder 'Munch med egne ord' af Poul Erik Tøjner.
Det er en stor bog med flotte fotografier og Edvard Munchs egen tekst. Han skrev meget, men jeg synes ikke hans tekster er så let tilgængelige.
Men for mig betyder det meget at vide noget på forhånd. Det breder oplevelsen ud.

Lige så meget jeg kan anbefale udstillingen - lige så lidt vil jeg anbefale cafeen.
Vi spiste frokost der, fordi én skulle gå kl. 14 og en anden kl. 15, så vi troede, det var en hurtig måde at få noget mad på.
Det var det ikke!
Og deres sandwich var ikke spændende eller velsmagende.

Til gengæld var udsigten fra Regnbuen ikke at klage over.

Og Boy var på sin plads.


Med farver.

Mens Henrik sov sin morgensøvn og jeg sad på Emmerys og fik min morgenlatte, havde personalet på Blomsterværket ved siden af travlt med at udsmykke fortovet.
Store planter og små planter. Levede lys og blomsterløg. Og frem for alt: mange farver.
Selv den røde løber var rullet ud.

Amaryllisløgene var flotte og kæmpestore.
Men alligevel. 225 kr for et løg.
Det er for meget for mig.

Røde og violette farver dominerer i årets julepynt.
Hvis du synes, det her er farverigt, så er det ingenting i forhold til det, jeg så i butikken på Aros i går.
Se lige her.


Og sådan var der utallige karrikerede, udklædte figurer fra dyreverdenen.
Jeg synes, de er sjove.
Ved første blik er de vildt overdrevne.
Måske ender jeg med at købe en af dem. ;-)

Jeg må ind og se Munchs billeder igen.
Det var en stor oplevelse, som I kommer til at høre mere om.