Farvel oktober.

Vi er allerede kommet til sidste dag i oktober.
En oktober med usædvanligt mildt vejr. Tror jeg nok. Jeg har ikke sammenlignet med tidligere år, men det føles som et mildt efterår.

Jeg har tilbragt nogle timer sammen med Mattias i dag.

Vi gik ned til biblioteket for at mødes med Christian og hans far.

Undervejs kommer vi forbi Havnen.

Vi havde nogle gamle brødkrummer med til ænderne.

Kommunen har vist nok opfordret os til ikke at fodre ænderne.
Jeg har ikke sat mig helt ind i det.

Men i hvert fald forstå jeg, at vi ikke må kaste brød ud i vandet.
Det gjorde vi heller ikke.

Mattias er vild med at kravle, løbe, hoppe og springe.


Der er gode muligheder for det hele på den sjove bølgeagtige bænk, der står nede ved Havnen.

Stadig badevejr ...

Ænderne foretrak at blive på badebroen og sole sig.
Det har været en flot dag med kold vind og smukt solskin.

Jeg var ikke den eneste, der tog en kold dukkert. Der var faktisk flere.

Jeg ved ikke, om jeg gør det på en kold, blæsende, regnfuld novemberdag?

Feriedage går hurtigt.

Feriedage går hurtigt i godt selskab.

Johanne og jeg sorterer kastanjer.


Man kan vist nok kalde det hendes yndlingsplads - der på køkkenbordet -  i gang med at flytte kastanjer eller tændstikker eller noget andet.

Flytte fra krus til æggebæger til tærtefad - og tilbage igen.

Og jeg synes, det er herligt at være med i processen.

Det er også meget sjovt at sidde i kurven, mens far passer på.


Hun er meget koncentreret. Jeg tror, det er tændstikker, hun flytter med.

Huset på Knottivej var stort og rummeligt - et godt legehus. Og tæt på alting (som ikke er så meget i Vorupør)
Men havet og stranden.

Lørdag morgen kl 8.30 mødes Vinterbadeklubben i Havbadet.
Jeg var der kun for et hurtigt kig. Og en lille snak med en af deltagerne. Nogle af dem ligger og plasker rundt i vandet - jeg ved ikke hvor længe.
Jeg dypper mig og går hurtigt op. Men det blev kun til en gang -  i onsdags.
Vi skulle allerede være ude af huset kl 9. Det var min undskyldning for ikke at hoppe i.

Christian og jeg havde en god arbejdsdeling på stranden en dag.
Jeg samlede krabbekløer og skjolde.
Han slog dem i tusind stykker med en stor kæp. Det kan der gå lang tid med.

"Et nyt hold grise på vej mod målet"

På min vej nordpå idag kørte jeg bagefter denne her lastbil i lang tid.


Det er fint, at den er indrettet så de nyeste EU regler om drikke - og klimaanlæg bliver fulgt, når det gælder tranport af levende dyr.


Midt på bagsmækken med billedet de to fodboldklædte, glade, kække grise får vi at vide, at et nyt hold grise er på vej mod målet!

Tjuhej, hvor det går. Og hvor er de glade der foran målet= slagteriet.

Kaldes det ikke manipulation?

Jeg har slet ikke lyst til at vide, hvor grisene kommer fra, og hvor langt de skal.

For jeg føler mig beklemt over, at det er nødvendigt at transportere slagtegrise over lange afstande. At slagterier lukkes her i Danmark, fordi det er billigere at få dem slagtet i Tyskland og Polen.
Lastbilen med den tyske tekst var på vej nordpå.
Måske handler det med målet slet ikke om slagterier? Men hvad så?

I Vorupør skinnede solen.

Fra køkkenvinduet er der udsigt over klitter til himmel og hav.

Og jeg har fået en dukkert her i Havbadet.

Et kig tilbage på ploven ...

Hos min bror og svigerinde står et af de redskaber min far brugte i landbruget.
En plov.
Når jeg ser, hvor lille den er, så kan jeg ikke forstå, det kunne lade sig gøre. Det krævede, at han kunne styre både hesten og ploven. Og en harve og en tromle og en radrenser og en såmaskine.
Der blev gået mange, mange skridt. Gad vide, hvad en skridttæller ville have vist?

Under dueslaget hænger en smedejernsfigur
af bondemanden med sin hest og sin plov.

Min bror hjalp mig med at huske, hvordan det egentlig var dengang midt i 50erne.
Han var selv en del af arbejdet i marken. Da han var 11-12 år kunne han styre plov og heste.
I mit barndomshjem havde vi en hest, der hed Musse.
Naboen Niels havde en hest, der hed Røde.

Når der var brug for to heste i markarbejdet, så blev der lavet aftaler, så min far og Niels lånte hinandens hest.

Min bror siger, at de to heste var så vant til at være spændt for, at de altid gik stille og roligt. De vidste, når de nærmede sig skellet på marken, hvor de skulle vende, og de skulle lige have et lille nøk med tømmen for at gå det sidste stykke og vende.
Der blev aldrig brugt pisk på de to.

Så vidt vi husker, fik vores far en traktor i 1960 eller 61.

Det er underligt at tænke på, at vi har oplevet det. Den tid virker så fuldstændig anderledes. Der var kun primitive redskaber til at dyrke jorden med. Primitive - set med nutidens øjne - for engang var grejet endnu mere primitivt. Men nutidens teknologi har ændret landbruget fuldstændigt. Jeg bliver sommetider helt bange, når jeg møder en af de koloenorme maskiner derude på landet i min lille bil. Jeg kan blive i tvivl om, hvad den egentlig bruges til? Måske har sådan en stor maskine mere end én funktion? Der er ingen landmænd i min familie mere, så jeg ved ikke, hvad der foregår.
Men jeg bliver trist over udviklingen og landmandens vilkår

Vi gik en dejlig tur gennem skoven og forbi markerne i søndags. Da skinnede solen, hvad den slet ikke gør i dag..

Jeg kan godt lide at se marker, som Grundtvig skrev - 'der ser man nu kun sorten muld' ...
Man ser ikke så tit den sorte muld.
Ved nærmere eftersyn var der bittesmå grønne spirer, så inden længe er den mark, ligeså grøn som den til højre i billedet.
Dejlige efterår - især når det er godt vejr.

Den store poser æbler jeg fik med hjem, er omdannet til æblekompot, der skal laves til æblekage, når jeg kommer til sommerhuset i Vorupør. Jeg er dog ikke sikker på, at sådan en gammeldags kage eller dessert står øverst på ønskesedlen hos de unge mennesker. Det gør den hos mig på det her tidspunkt af året.

Efterårsferie med leg.

Mon ikke de fleste museer har et legehjørne?
Sådan også med Museum Jorn.

Jeg var der i dag sammen med Mattias og hans mor.



Der er mange ting at beskæftige sig med:

Papir, farver, lim, saks, forskellige spil, bøger
og mulighed for at lege dukketeater.



Mattias underholdt os med Bamse og Kylling.

Og Kaj og Andrea.

De har vist sig at være langtidsholdbare.

Da mine børn var små, var Kaj og Andrea populære figurer på børne-tv.










Tæt på museet ligger legepladsen i Indelukket.
Indelukket som er hjemsted for kajakklubben og motorbådsklubben. Det er et dejligt rekreativt område.

Mattias legede brandmand. Mor og mormor skulle ringe til brandmanden, fordi der var ildebrand i skoven, hvorefter han kom susende ned af stangen.

Jeg elsker at være udendørs med de små.
De er så fantasifulde og har så rigelig med energi, der skal brændes af.
På et tidspunkt blev Mattias meget optaget af at samle agern - egetræets frugt.
Vi skulle hjælpe ham, for han skulle have mange i sin pose.
Adspurgt, hvad han skulle bruge dem til, svarede han, at det vidste han ikke.

Det er typisk for vi voksne. Vi vil gerne have et formål med det, vi gør. Men vi nød alle tre processen med at samle og kigge på hver enkelt nød, om den var hel og uskadt og dermed egnet til at komme med hjem.

Vi var ikke inde at se museets udstilling. Man kan besøge cafeen og legehjørnet uden at betale entre.
I dag handlede det om at være sammen med Mattias på hans præmisser. Om et par måneder fylder han 4.
Museum Jorn er også med på den trend at arrangere et sted, der er velegnet for selfie.

Efterårsferie med sol.

Morgentågen lå stadig som et tyndt slør over Almind sø lidt før kl 9, da jeg var klar til en morgendukkert.

Der er forbavsende mange mennesker på færde sådan en søndag morgen.
En flok mænd var lige stået op af vandet efter en løbetur.
En lille grupper kvinder stod og drak varm te efter deres badetur.

Længere tilbage i området var der morgengymnastik.

Jeg gætter på, at deltagerne der også slutter af med en badetur.





Jeg fik gode råd af en erfaren, mangeårig helårsbader i dag.

Bl.a. at jeg skulle medbringe badetøfler til at stikke fødderne i, så snart jeg kom op af vandet.
Jeg mærkede i dag, at mine fødder var kolde i lang tid.
Jeg synes jo ikke, man skal bade alene, men netop ved Østre, er der altid mange mennesker.
Jeg har ikke undersøgt klubberne endnu, men det vil jeg se på.
Det er oftest spontant for mig, når jeg vil have en dukkert.

I eftermiddag har min bror og svigerinde inviteret på gåtur og kaffe.
Det kunne ikke være bedre vejr.

Johannes far sendte mig lige det her søde billede med teksten:
"Hej mormor. Kommer du snart og sorterer nogle sten?"

Det vil jeg rigtig gerne. Om et par dage.

At sortere sten sammen med Johanne, er da noget af det bedste.


I Vorupør er der høj sol, hører jeg.

Det må være kompensation for det dårlige vejr i sommerferien i juli.

God efterårsferie til jer, der er så heldige at have ferie nu.

I tåge og regn.

Efter nogle dage i Tønder og omegn i tåge og regn, har jeg set en tåget sort sol.
Det må være flot i klart vejr.
Under alle omstændigheder er det fantastisk, at de mange fugle kan navigere sammen i så store flokke.

For mange år siden, var jeg på Noldes museum - eller Nolde Stiftung, som det hedder, lidt tidligere på året.

Jeg husker, der var en overdådighed af georginer dengang.

Der var stadig georginer i forgårs, men de var medtaget af regn og blæst.


Men selv om haven ikke var så sit højeste, så var det en stor oplevelse at se de mange billeder.

Link til Nolde Stiftung her.

Og jeg nyder at være landet hjemme  sofaen igen.

Vi fik bremset vores virkelighedsflugt.

I januar 2015 og nogle måneder frem, var der der en udstilling af Jens Galschiøt  på Kunstcentret Silkeborg Bad (bag mit link ligger mit blogindlæg fra januar.)
Silkeborg Bad havde i går inviteret frivillig-gruppen på den årlige udflugt. Den gik til Fyn, hvor vi besøgte Galleri Galschiøt og CLAY - Keramikmuseum Danmark.

Jens Galschiøts værksted og galleri er et eventyrligt og forunderligt sted at besøge. Det er kæmpestort. Han havde bedt os om at være der i 2 timer. Vi var der i 3. Han har rigtig meget på hjerte.
Han er en politisk aktivist med sine skulpturer og installationer.
Vi var selvfølgelig især interesseret i, hvordan det var gået med projektet Abrahams Børn, efter det forlod Silkeborg Bad.
Men der var også en masse andre spændende ting.
For tiden arbejdes der på UNBEARABLE, som skal være færdig til klimatopmødet i Paris i december.

Billedet her er fra en pjece om projektet.
Grafen viser, hvordan CO2 udledningen har fulgt en vandret kurve indtil omkring 1850. Herefter steg den brat med det resultat, at bl.a. isbjørne har fået deres levevilkår stærkt forringet. Her illustreret med en spiddet isbjørn.
Vi fik lov at se isbjørnen, der ligger i kobberbad og skal blive der i 2 mdr.

Der er lavet flere eksemplarer i mindre størrelse, som passer til at stå i en virksomhed.
Og endnu mindre størrelser, der passer til private hjem.

Man kan også få en spiddet isbjørn til at hænge i en kæde om halsen.
(han er også forretningsmand)





Isbjørnen skal udstilles i Paris sammen med en kæmpestor skulptur af Frihedsgudinden, der bærer et skilt, hvorpå der står "Freedom to pollute."

For tiden er "Survival of the fattest" hjemme.
Den fede kvinde med reference til Justitia, den romerske gudinde for retfærdighed.

Ifølge Jens Galschiøt, er vi, i vores del af verden, slet ikke interesseret i en retfærdig fordeling.

Udenfor står også gruppen af "Hjemløse." Det er figurer i fuld størrelse, der stå, sidder eller ligger.

Skulpturerne bliver oftest brugt på den måde, at de lånes ud til events eller arrangementer, hvorefter de kommer tilbage til værkstedet.
For nylig er der dog blevet solgt to af de Hjemløse.





Værkstedet er åbent for besøgende alle dage bortset fra lørdage.
Der arbejder mange frivillige, der sympatiserer med Galschiøt og hans verdensbillede.
Her kommer et par citater:
"Kunst er forførelse. Den, der er bedst til at forføre, får den højeste pris."

En påstand er, at vi flygter fra virkeligheden, og
"Kunst definerer virkelighedsflugten."

Vi lod os forføre  nogle timer og fik bremset vores virkelighedsflugt.

Det efterfølgende besøg på Keramikmuseum Clay var ren afslapning. Der er så mange smukke ting at kigge på, incl. en meget vidunderlig beliggenhed ned til Lillebælt.

Har du nogensinde besøgt sådan et toilet i nyere tid??

Jeg var ved at dø af grin.

Og mindedes, hvordan der var sådan et gammeldags das med to siddepladser ved siden af hinanden hjemme hos min norske kæreste tilbage midt i 1960erne.

Vi havde også et gammeldags das i min barndom, men det var kun til en person.

Toilettet findes i Jens Galschiøts værksted.
Manden er fuld af humor, selv om han beskæftiger sig med alvorlige emner.