søndag, oktober 14, 2018

Vi er heldige med vejret.

Luften var sommervarm i dag. Vi har ikke badet, men vi så flere, der gjorde det. Johanne elsker at kravle rundt i de store sten. Og jeg husker, mine børn gjorde det samme, når vi var på vej ud på molen. Her er hun fanget i en kort pause.



































Solnedgang i går aftes ved 18.30 tiden.
Der er ved at gå Gl. Skagen i Vorupør med mange mennesker, der samles i klitterne for at se solnedgangen. Der var dog ingen, der klappede, som jeg oplevede i pinsen i Gl. Skagen

lørdag, oktober 13, 2018

Haven og efterårsferie.

De seneste par dage har jeg gået og ventet på, at græsplænen skulle blive tør, så den kunne blive klippet. Til trods for høje temperaturer har luftfugtigheden været endnu højere, og græsset har været vådt, så den må forblive langhåret den næste uges tid.

Der er skønne farver i haven endnu. Efteråret kommer særlig smukt i år, tror jeg.
De solsikkefrø, jeg såede i foråret har blomstret forskelligt. De første to planter blev næsten to meter høje og bar en enkelt kæmpestor blomst. Den, der er tilbage nu, er også ret høj, men den blomstrer med mange mindre blomster.
Jeg synes, det er helt utroligt så meget kraft, der er i et lille frø. Egentlig havde jeg troet, der ville komme fuglefrø ud af de store blomster, når de var afblomstret. Men det viser sig, at frøene er helt tomme. Der er ingen kerne indeni. Og fuglene er slet ikke interesserede.
Den lille røde busk er en benved, der blev plantet sidste år. Den har haft fine grønne blade hele sommeren, og lige pludselig, sådan forekommer det mig, er de ildrøde.
I dag er vi kørt til Vorupør for at holde efterårsferie. Johanne, hendes mor og jeg kørte i pigebilen, som er min. Chr., storebror Marcus og deres far kørte i familiebilen, og på den måde havde alle mere plads. De bor i det store, dejlige hus, de altid lejer. Jeg gentager succes'en fra sommerferien og har min egen lejlighed. Ikke samme lejlighed men i samme hus, bare på første sal, hvor der er mere plads. Jeg får besøg af et vennepar på mandag, og de kører hjem igen tirsdag. Onsdag kommer Mattias  og hans mor. Vi har forskellige planer, så det skal nok blive hyggeligt.
God efterårsferie til jer, der har det.
Desværre kan jeg stadig ikke svare på jeres kommentarer. Men tak for dem.

torsdag, oktober 11, 2018

Sensommervarme.

I vores bydel er der sat et initiativ i gang, der er finansieret af satspuljemidler. Jeg ved ikke så meget om det, men der er ansat en social brobygger, der arrangerer forskellige ting i samarbejde med frivillige og forskellige foreninger.
Jeg bor i et område med blandede boformer. Der er parcelhuse og blokbyggeri, en blanding af ejer- og lejeboliger.
I aften var der fællesspisning på den lokale skole for første gang.
Det blev en stor succes med ca 130 deltagere, dejlig mad og præmiegaver fra forskellige forretninger. Spisebilletterne kostede  20 kr og fungerede som lodsedler.

Johanne havde glædet sig til at møde sine venner fra børnehaven. Der var også flere af dem. Men ingen brune børn. Det undrede mig, for der er rigtig mange familier med arabisk og somalisk baggrund. Jeg ser dem på vej til og fra skole og hilser og snakker, hvis jeg er i haven. Fadumo, der stod for maden, og hendes tre børn var de eneste, der ikke var hvide. Det, synes jeg, er skuffende. Måske vil det ændre sig med tiden. Jeg tror jo, at brobyggeriet handler om integration, så måske skal der mere tid til.
Sensommervejret har været usædvanlig fint i går og i dag.

I går skulle min datter finpudse sit  gymnastikprogram. Og hun ville gerne have mig med. Det er raw, som er udendørstræning. Der findes raw-fitness og raw-running. Men i går handlede det om raw-mind (med henvisning til mindfulness)
Det er en rigtig dejlig form for motion, som bliver tilføjet noget ekstra i form af vind og vejr.
Jeg følte mig heldig at få sådan en time ude ved Aggerholm - ved skov og sø og så i selskab med min søde datter.
I sagens natur - eller min alders natur - var der flere øvelser, der var for svære for mig.
Men pyt med det. Jeg ville dog ikke kunne holde varmen, hvis det var senere på året.






tirsdag, oktober 09, 2018

En festlig bagside.

Da jeg lørdag morgen ville gå fra Colbjørnsensgade over til Hovedbanegården for at købe en billet til min hjemtur sidst på eftermiddagen, var der et metrobyggeri, der spærrede.

Men stien og plankeværket var en  charmerende oplevelse.

Buff Rhino Projects står bag børnetegningerne med de sjove rim.

Jeg har stadig ikke fundet løsningen på, hvordan jeg besvarer jeres kommentarer. Men tak for dem :-)





Der var et spændende, stort udvalg af eksotiske varer hos de små grønthandlere i Reventlovsgade.
Måske afrikansk oprindelse?
I hvert fald anderledes, end de asiatiske og mellemøstlige, jeg kender her hos os.

Når man tager afsted så spontant som jeg gjorde i fredags, så sker der uventede ting.
Jeg vidste fx. ikke, hvordan jeg ville komme hjem, men der er jo både bus og tog. Og Go More, som jeg ikke forsøgte. Jeg ville ikke bruge tid på nettet, men bare gå ind på Hovedbanegården og købe en billet.
Men der, om morgenen, stod en DSB-medarbejder og forklarede på engelsk og dansk, at billetsystemet var brudt ned. Billetter skulle købes i togene.
Jeg ved ikke, hvor længe, han stod der. Jeg gik igen, for jeg kunne jo købe min billet sidst på eftermiddagen, når jeg skulle hjem.
Heldigvis var jeg i god tid, da jeg kom tilbage. Det varede 20 min. før det blev min tur, og jeg kunne liiige nå det lyntog, jeg gerne ville med.
Konklusionen er, at det bedste er at købe billet på nettet. :-)



søndag, oktober 07, 2018

En dag i storbyen.

Jeg fik en storby-indsprøjtning i går, da jeg var et lille smut i København. Min svigersøn kørte derover fredag sidst på eftermiddagen, og jeg fik et lift.
Sommetider, når jeg kører (senest i torsdags) min datter til Karup, spørger jeg mig selv, hvorfor jeg ikke lige selv rejser med? Jeg vil gerne til København. Engang boede jeg lige i centrum i Kingosgade, og i flere år har jeg boet i Skodsborg - Nærum området.
Så jeg greb chancen i fredags. Jeg ville gerne på Thorvaldsens Museum, og jeg ville muligvis få anledning til at møde Mona og Jens, der bor i Norge, men som var på ferie i Helsingør.
For tre år siden var jeg et par dage i København sammen med en veninde og vi boede på Hotel Ansgar, så det blev også der, jeg overnattede denne her gang. Det ligger centralt, og det er ikke så dyrt. Jeg har før overnattet på hotel alene. Det er ikke det fedeste, men jeg kan godt hygge mig med det og finde ud af det.
Efter hotellets dejlige morgenmad begav jeg mig til fods hen til Thorvaldsens Museum. Jeg nød gåturen i dejligt solskin, men jeg bliver slået af, hvor mange mennesker, der er på gaderne :-) Sådan er det, når man kommer fra en mindre by i provinsen.
Jeg har ikke været på Thorvaldsens før, og jeg blev overvældet over mængden af skulpturer og relieffer. Jeg var ikke på første sal, hvor hans store samling af malerier, mønter og andre genstande udstilles. Han var en passioneret samler.
Mit billede her er af Maximilian 1, der regerede i Bayern fra 1598-1651.
Min svigersøn hedder Maximilian til mellemnavn, og det gør børnebørnene også. Så billedet er til dem.
Der findes et brev, som H.C.Andersen skrev, mens han opholdt sig i Rom i 1834 - til sin ven Jonas Collin:
"Mens Thorvaldsen arbejdede på sin store marmorhest eller rettere gipsmodel, trådte han fejl på det høje stillads, men nåede at gribe fat i hestens øre og undgik at falde de mange meter ned." I 1839 blev et værk i bronze opstillet på Wittelbacher Platz i München, og det står der stadig. (hurra for Wiki)

Jeg havde en aftale med Mona og Jens foran Vor Frelsers Kirke på Christianshavn kl 13. Vi lunsjet sammen, som Mona siger, på en restaurant tæt på kirken. Mona, som har boet i Norge siden 1969 og taler så fint dansk stadig. Vi har delt ungdomsår, og det er så utrolig hyggeligt at mødes. Jeg holder aldrig op med at synes, det er så sjovt, at nordmænd siger og skriver lunsj. Jeg fik slet ikke lagt mærke til, hvad restauranten hedder, men vi sad med udsigt til Christianshavn Kanal og træer, der var begyndt at få efterårsfarver.
Vi ville overvære en koncert, der var annonceret til kl 15 i kirken, men koret, der skulle synge, dukkede aldrig op. Der kom heller ikke nogen aflysning eller forklaring.
Men kirken er vældig interessant og meget seværdig. Og Mona, der har arbejdet i den norske kirke i mange år, er en god ledsager
Mit billede er fra alterpartiet.
Udenfor var der en lang, lang kø af folk, der ville op i det høje, snoede tårn.
Min plan var at tage toget hjem kl 17, så jeg gik tilbage mod Hovedbanegården i god tid. Jeg elsker at gå forbi Børsen og Christiansborg. Og jeg nød udsigten fra Knippelsbro. Desværre er det ikke ukompliceret for mig at gå sådan en tur. Jeg får ondt i lysken på begge sider, men så er det godt, der er bænke at holde pause på undervejs.
Togrejsen gik helt efter planen. Det er dejligt at sidde i en stillekupe og blive bragt gennem landet.

I dag har Mattias og hans forældre været her til brunch, og vi har hygget os med kortspil og elastikloops. Da det blev tid til at gå en tur, valgte jeg en lur. Og nu sidder jeg og fordøjer en oplevelsesrig dag i København i går. Det er dejligt med sådan en storbyindsprøjtning.

Christianhavns Kanal d. 6. oktober 2018.

Update:
Min skridtæller på telefonen siger, at jeg gik 13.268 skridt svarende til 8, 5 km den dag.





torsdag, oktober 04, 2018

En tidlig morgenstund.

I den lokale avis var der for et par dage siden en artikel om planerne for Østre Søbad.

 Området skal renoveres. Det ser fortryllende ud. Måske bliver der tag over omklædningsfaciliteterne.
Der bliver også skrevet om sauna. Spændende.












Sådan ser der ud i dag.

For os, der er vant til at færdes på stedet, fungerer det sådan set godt.
Man kan klæde om ugenert bag bræddevæggene. Der er bænke og knager, så man kan lægge tøj og tasker fra sig. At der ikke er overdækket, betyder ikke noget. Vi er der jo for at blive våde alligevel. Og dog, det ville da være dejligt, hvis ens tøj ikke blev vådt, mens det ligger på bænken.
Det bliver uden tvivl godt. Nu er vi spændte på, om der bliver lukket af i anlægsperioden.
Jeg var så heldig at få lidt farverig solopgang i dag.
Billedet her er taget ved 7.30 tiden lidt nord for Kjellerup på vej til Karup, hvor min datter skulle nå en flyver til København.
Det varede ikke mange minutter før der var overskyet, og farverne blev visket ud.







Da jeg hentede Johanne i eftermiddags, var hun at finde i trætoppene sammen med en anden pige.
Det er mange år siden, drenge klatrede i træer, og piger legede med dukker.
Hvis det nogensinde har været sådan? Mine piger var også nogle klatremus for 35-40 år siden.
Måske handler det ikke gamle dage, men mere om holdninger?
At piger bliver kaldt små prinsesser, fremkalder et billede af yndige piger, der ikke må blive snavsede.

Sandheden er nok, at piger i dag kan være det hele: fine prinsesser og barske piger ude i naturen. Og det er jo fantastisk.



For et par dage siden var jeg ude hos Mattias. Jeg skulle følge ham til håndbold, men før vi skulle ud af døren, byggede han hurtigt en vældig, farlig skyder.

Jeg kan ikke se for mig, at den aktivitet vil interessere Johanne. I hvert fald ikke lige nu.
Men man ved aldrig.


PS. Jeg kan stadig ikke svare på kommentarer.








tirsdag, oktober 02, 2018

Det store i det små.

Der er en helt forunderlig glæde forbundet med at samle kastanjer, har jeg opdaget.
Vi har gået forbi det store træ tre gange indenfor den seneste uge, og hver gang bliver Christian dybt optaget af at finde kastanjer.
Det største ville være, hvis han kunne se én i det øjeblik, den faldt ned, sagde han i går.
Der faldt faktisk flere ned, mens vi var der, men øjnene er jo rettet mod jorden.
Det er også stort at finde en 'tvilling'.


En stor ting i første klasse er, når det er ens tur til at være duks.
To ad gangen hjælper man hinanden med at rydde op, feje og bære affaldsposen ned i containeren.

Pigen, der står med ryggen til, glæder sig så meget til, det bliver hendes tur i næste uge :-)

Bare de måtte bevare den glæde over hverdagsting.





søndag, september 30, 2018

Hurra for min svigersøn.

Jeg har moret mig over Ellens kommentar om, at it-supportere og forsikringsfolk har været på samme kursus. :-)
Det er påfaldende, når man har brug for hjælp, så er lige netop det problem, jeg står med, ikke omfattet af forsikringen/aftalen.
Men så er jeg heldig med en svigersøn, der kan opklare problemet og løse det.
Det viste sig, at det ikke kun var på min egen blog, jeg ikke kunne svare på kommentarer. Jeg kunne heller ikke skrive en kommentar hos andre bloggere, der bruger blogspot.com
Men det er så et overstået kapitel. Og spørg mig ikke, hvordan det hænger sammen. Jeg kan ikke redegøre for det.
I aften ved 19 tiden så min solnedgangsudsigt sådan ud.
For tre måneder siden var mit solnedgangsbillede ved 23 tiden, mens jeg sad på terrassen og nød den varme aften.

Dagene bliver hastigt kortere. Men det har også sin charme med hygge indendøre.










Update: Da var jeg lige lidt for tidligt ude med de rosende ord. Jeg fik kun lov til at svare på en kommentar, så var det slut igen. Øv.

fredag, september 28, 2018

En dejlig fredag.

Jeg har stadig ikke fundet en løsning med mit svar-problem på bloggen. Jeg har support-abn. hos ElGiganten. De havde en udfordring i dag, da de ikke kunne komme ind på visse hjemmesider, bl.a. blogspot. Jeg fik så nr. på den telefoniske support (de unge mennesker, der sidder i Irland) men den klare besked var, at de ikke gav support på blogspot :-( Det er jeg da meget utilfreds med. Jeg har fundet frem til blogspot support, som er skriftlig og på engelsk, så efter en travl dag, har jeg ikke lyst til at gå i gang med det nu.

Jeg har været til frokost hos gode venner.
Min veninde har et skønt atelier, hvor hun næsten er færdig med et stort billede.
Hun er begyndt at spekulere på, hvorfor det er den unge kvindekrop, hun arbejder med?
Hvor ser vi egentlig den gamle krop afbilledet?
Jeg kom til at tænke på en fotoudstilling på Silkeborg Bad for mange år siden. Der var billeder af nøgne, gamle mænd og kvinder.


Jeg fik lyst til at lede efter mit indlæg om den udstilling, og det bragte mig tilbage til 2009.
Det var sjovt. Det var et år efter, jeg var begyndt at blogge. Jeg kan se, at jeg ikke var begyndt at beskære billederne dengang.

Nu kan det være, Pia bliver inspireret, når hun ser mine billeder af Tune Andersens fotografier.

Jeg begyndte dagen med et søbad, og både før og efter frokost var jeg i haven. Græsplænen er blevet kantet skarpt og fint, og der er blevet ryddet lidt op i de kæmpestore solsikker.
Når jeg læser om mine halv-times haveprojekter sidste år i september, så er jeg virkelig glad for, at jeg kan meget mere nu. Jeg tror faktisk, jeg ville have glemt mine besværligheder med træthed og det ømme knæ, hvis jeg ikke havde genlæst min dagbogsblog.
Det har været perfekt havevejr i dag. Tørt og solrigt, men køligt.

Og endelig et sidste billede fra Tune Andersens Strange Days.

torsdag, september 27, 2018

Kastanjetid.

Når jeg henter Christian i skolen, kommer vi forbi et kæmpestort kastanjetræ.

Han er en ivrig kastanjejæger, og vi har samlet en stor posefuld.
Udover at lave tændstikdyr mener han, de skal bruges til juledekorationer :-)







Jeg kan ikke svare på kommentarer ... ?

Lige pludselig er det blevet sådan, at mine svar på kommentarer til mig ikke bliver synlige.
Jeg gør som jeg plejer. Hvad mon der er sket? En opdatering, jeg ikke har været opmærksom på?

De seneste tre blogindlæg med kommentarer har jeg ikke kunnet svare på?

Tak til Eva, Lene, Ellen, Marianne, Gitte og Karin for kommentarer. De er meget værdsat.

Det er sikkert bare en lille detalje, som jeg må have hjælp til at få løst.

Her et billede af facaden på Silkeborg Bad for tiden, dækket af en fotocollage af Sergei Sviatchenko.


tirsdag, september 25, 2018

Forvirrede planter, der tror, det er forår.

Det er ikke kun på blomsterhylderne i Føtex, der findes stedmoderblomster nu i september.
I haven blomstrer min lille hornviol.
Den har været fuldstændig visnet væk, og jeg havde opgivet at se den igen.
Den plejer at visne og forsvinde pga kulde, regn og mørke om efteråret for så at spire og blomstre, når det bliver forår.
Tørke og varme i tre, fire måneder fik den til at forsvinde, men da det begyndte at regne, 'troede' den åbenbart, det var tid til blomstring.

På samme måde gik det med den store kraftige bregne.
Den forsvandt fuldstændig, men nu vokser den frisk og frejdig, hvad den nok ikke får lov til så længe.

Jeg er spændt på, om den igen vil vokse frem næste forår?








Derimod er jeg sikker på, at den blå stormhat ikke kommer frem igen. Den har ikke overlevet tørken. Den kunne ellers blive så stor og flot - op til 1,5 m høj. Men jeg vil ikke anskaffe en ny,  jeg vil gå efter tørketålende planter.

mandag, september 24, 2018

Nu er sæsonen for vinterbadning begyndt.

Else og jeg mødtes i formiddags for at tage hul på vinterbadning.
Jeg har nået at tænke flere gange her i september, at nu gider jeg ikke mere, men heldigvis har jeg en makker, der gider, og det smitter.
Jeg havde tænkt, jeg ville svømme fra den ene trappe over til den næste. Men jeg er ingen bølgebryder. Der var bølger, der var større, end billedet viser :-)
Vandet er 12 grader, og det var dejligt forfriskende. I første øjeblik føltes det koldt, men vi var enige om, det er fordi, vi ikke er vant til det. Vi har dog trods alt badet mange gange, hvor temperaturen var tæt på frysepunktet.
Nu er vi i gang, og jeg glæder mig til at komme ind i rytmen med badning mandag og fredag formiddag.
PS. Jeg forstår ikke, hvad der er sket i mit kommentarspor fra i går. Jeg har svaret hver enkelt, men det er ikke synligt.
Tak til Eva, Gitte, Lene og Marianne for jeres kommentarer.

søndag, september 23, 2018

Septembertraditionen.

Lige pludselig er det mandag igen - allerede i morgen.

Jeg tror, det hører alderen til, at det føles som om tiden galoperer afsted.
Jeg har været til efterårets traditionelle træf i Tønder med gode veninder.

Vi har som så ofte før spist middag lørdag aften på Stigs Restaurant.
Der er ingen hjemmeside at henvise til, men man skal reservere i meget god tid for at få et bord.


I stedet for at køre selv, som vi plejer, hyrede vi en taxa, der kunne rumme otte mennesker.

Det blev vi så begejstrede for, at det ikke er sidste gang. Det er nemlig ikke små drinks, der bliver serveret før middagen.
Min gin&tonic, der står til venstre, svarer til to almindelige efter min målestok. Efterfølgende mindede jeg mig selv om, at jeg jo ikke havde behøvet at drikke den op.
Men vi havde det sjovt.


Menuen minder en hel del om den vi fik sidste år.

Først laks med lidt grønkål til højre på tallerkenen og tomatskiver til venstre. Ikke bare lige lagt på i rå tilstand. Jeg ved ikke hvordan grønkålen bliver sprød og tomaterne særlig velsmagende. Omkring laksestykket liger en meget lækker sovs.




Næste fiskeret var indbagt torsk med en meget sprød stribet rødbede, æblebåde og peberfrugt.














Hovedretten var hjortekød fra Højer og forskelligt delikat tilbehør.
Sovsen var overlækker.













Min desserttallerken er fotograferet for tidligt, for der blev serveret is til.

Det smagte altsammen super godt. Og hele herligheden kostede 630 kr incl. drink, hvidvin, rødvin og dessertvin.









Vi går forbi det lillebitte køkken, når vi ankommer, og når vi går til toilettet.

Jeg tror, det meste er forberedt og nøje planlagt i forvejen. Der er ingen hektisk aktivitet i køkkenet.
Der er plads til 18 -20 gæster i restauranten.

Når vi foreslår Stig at holde et lille kursus for os, kan jeg godt forstå, han afslår. Der er ikke plads i sådan et lille køkken.


De to toiletter er rigt dekoreret med gamle billeder og postkort med tysk tekst. Mit lille udsnit kan vist ikke rigtig læses. Men mange af dem er sjove.



mandag, september 17, 2018

Mandagshygge.

 "Skal du fucke med mit grundvand, Claes?" Jeg kom til at tænke på kampagnen med Bodil Jørgensen om at holde op med at skade grundvandet ved at smide batterier i skraldespanden, da jeg stod foran Føtex i morges.

Jeg havde lyst til at råbe til blomster-indkøbschefen i Føtex: "Skal du fucke med årstiderne?"
Det ser helt forkert ud, der står stedmoderblomster fremme nu.
Jeg glæder mig altid til at plante dem i krukker tidligt om foråret. Da er de så skønne og ventet med længsel.
Nu står de side om side med lyng og chrysanthemum her midt i september.
Det er helt forkert efter min mening. Mon der er afsætning for dem?

Jeg har hygget mig sammen med min bror og svigerinde, der var her til frokost i dag.
Selv om det har været muligt i mange år, så synes jeg stadig, det er herligt at gøre lidt ekstra og invitere på en mandag eller en anden hverdag.
Engang skulle det altid foregå en weekend.

søndag, september 16, 2018

En 'paparazzi' har snuppet mig på et billede ...

Under de spændende dage da dronningens heste boede her, hvor vores vej ender i fodboldbanen, var vi nogle haveejere, der gerne ville have fat i hestepærer. Vi, der er vokset op på landet, ved, at hestepærer er suveræn gødning til roser og til køkkenhaven.
Der blev produceret læssevis af hestepærer, mens eskadronen øvede sig på vejen, og så snart hestene var passeret, kom manden med fejemaskinen og fjernede det hele.
 Èn af naboerne, der også har kolonihave, havde en aftale med fejemaskinemanden og fik store læs i affaldssække.
Jeg var lidt diskret ude (troede jeg) med en mindre pose.
Det var jo egentlig lidt pinligt, syntes jeg.
Men jeg blev åbenbart 'fanget' af en ukendt person?

Min bror ringede i går og fortalte mig, at jeg var i Jyllands Posten i en fotokonkurrence. Hans stemme var fuld af latter. Min veninde, jeg var sammen med på Silkeborg Bad, havde det på samme måde, da hun fandt billedet på sin telefon.
Jeg måtte også le. Det er et sjovt billede.

Men er det egentlig ok, at fotografere folk (mig) i det offentlige rum og sende billedet til Jyllands Posten, hvor det oven i købet er blevet nomineret?
Juryens begrundelse: "Et snapshot af høj klasse. Motivet er fanget i lige det rette øjeblik, og billedet udstråler en skøn ægthed. Selv om den slags affald i gaderne ikke er så almindeligt, så skildrer billedet alligevel en spontan del af vores hverdag."

Skal han ikke dele med mig, hvis han vinder en pris??
Hahaha :-)

Min rose og blommetræet er blevet beriget med hestepærer :-)

fredag, september 14, 2018

Man ved aldrig, hvad der sker på Badet ...

Jeg oplevede noget ekstra på min vagt på Badet i dag. Der var en stor gruppe elever fra Silkeborg Højskole med et par lærere  på besøg.
Efter de havde fået en introduktion til udstillingen af direktør Iben, havde de en times tid til at gå rundt. Deres musiklærer havde ønsket, de skulle opleve at synge i Panoramasalen, det store rum med den store akustik. På billedet står de rundt om flyglet.
De sang bl.a. Jens Rosendals "Som solskin over mark og hav" (kærlighedssang ved tab) Og "Tears in Heaven" (Eric Clapton) De var meget velvalgte i forhold til udstillingen Beyond the Body, der handler om døden. De sang smukt og stemningsfuldt.
Der var nogle af drengene, der lagde sig i stilling for at blive fotograferet sammen med de to "døde" på gulvet.


Roy Villevoye er kunstneren, der har skabt sig selv i silicone som død.
Han har rejst i Papua i 20 år og sammen med ham på gulvet ligger hans ven, den mørke mand fra Papua.
Når man træder ind og ser de to på gulvet, tror man, de har været udsat for en forbrydelse. Men de har ingen skrammer eller skudsår.
De ligger bare der og ser meget autentiske ud.




Hvis linket virker, er der HER en lille anmeldelse af udstillingen på Badets hjemmeside.













Jeg lagde mærke til, at de store rododendronbuske i parken blomstrer nu - igen. Ikke så overdådigt som i forårstiden. Men alligevel. Jeg ved ikke, om de plejer at gøre det?