tirsdag, december 18, 2018

Hvordan skal tonen være?

Det er flere år siden, jeg har benyttet de parkeringspladser, der ligger på bagsiden af bygningen, hvor jeg bor.
Mine genboer på den anden side af vejen bor i rækkehuse. Det er her jeg parkerer, efter beboerne i et af husene blev for gamle og skrøbelige og solgte deres bil. De ville dog gerne stadig have en bil til at holde i deres carport. Det fungerer godt for mig. Da genbomanden var yngre, skrabede han endda is af ruderne om vinteren. Nu er han ikke så stærk mere og kommer ikke ud.

Idyllen i arrangementet blev pludselig brudt i søndags, da der sad en lap under vinduesviskeren med besked om, at jeg skulle fjerne bilen. ??? Jeg forstod ingenting, og det gjorde husets beboere heller ikke. Jeg skulle fortsætte med at parkere, som jeg havde gjort indtil nu, sagde de.
Men i dag var der en ny post-it lap sat fast på sidespejlet. Samme håndskrift med en blanding af store og små bogstaver og venligst stavet med æ.
"Fjern din bil herfra! vænligst"
Jeg kom helt op at køre over de anonyme, truende sedler i bilruden. Det gjorde mig utryg, at en person holder øje med mig og ved, jeg parkerer, hvor jeg ikke bor.
Jeg snakkede med flere naboer, om der også var sedler i andre biler?
Det var der ikke.
Hvad tænker det menneske, der går op i en privat indkørsel som en anden p-vagt og sætter en lap på bilen?
Jeg skrev sådan en aggressiv besked til at sætte på bilruden, men tænkte, jeg hellere måtte spørge min datter, hvad hun mente om tonen.

Og det resulterede så i, at tonen blev en anden.


Jeg får nok ikke at vide, hvem det er og hvorfor?

Men det føles ubehageligt.
Nu går jeg ud fra, der ikke kommer flere sedler.
Forhåbentlig.





lørdag, december 15, 2018

Nøddesteg og Lucia.

Der er så hyggeligt på Torvet med juletræet foran det gamle rådhus og boder med pynt og dekorationer. Der dufter af brændte mandler og gløgg. Jeg prøvede, om jeg kunne fotografere og fange stemningen på et billede. Men det lykkedes ikke. Enten stod juletræet skævt, eller også gjorde rådhuset. Der skal et godt billedredigeringsprogram til at få det hele i vatter.
Så det blev et billede af en måge. De er så irriterende, for de er overalt.

Jeg har været til en dejlig, hyggelig julefrokost hos min bror og svigerinde. Der var langt mere mad end vi kunne spise, så vi fik en 'madpakke' med. Jeg ønskede mig rester af medisterpølsen, for det gav mig en ide.
Min datter har længe ønsket, at jeg ville lave nøddesteg, men jeg ved, at børnene er skeptiske overfor mad, de ikke kender, så det ville være fint at kombinere nøddesteg med medisterpølse, og på den måde blev det middagen efter svømning i onsdags.
Jeg kiggede i mine gamle opskrifter, hvor der blev brugt et par skiver franskbrød blødt op i mælk til at binde det sammen. Jeg bruger ikke franskbrød nu, så det lod jeg være med.
Det er faktisk et stort arbejde at lave den ret, for der skal renses grønsager og snittes og hakkes.

Opskriften kom til at se sådan ud:
130 g hasselnødder og en lille håndfuld valnødder
2 store løg
1 fed hvidløg
250 g champignon
100 g knoldselleri
Grønsager og nødder får en tur i minihakkeren, men nødderne skal ikke blive til mel. Der skal være noget af bide i. Champignonerne skal heller ikke gøres helt ukendelige, så jeg holder tingene adskilt og kan bedre følge med i, hvor meget struktur der bliver tilbage.

Når det hele er hakket, blandes det og der tilsættes
3 dl hytteost
60 g havregryn (hvad jeg ikke gjorde, men vil gøre næste gang)
2 æg
2 tsk salt og peber fra kværnen.

Det hele blandes godt og hældes i en rugbrødsform og bages ved 180 grader i en lille time.

Eftersom jeg ikke havde puttet franskbrød eller havregryn i, var 'stegen' ikke så fast, så jeg kunne vende den ud på et fad. Men efter 10 min. havde den sat sig og hang fint sammen, når man 'skar den for' og tog den op på tallerkenen.
Vi fik kartofler, rødkål (fra glas) brun sovs og en råkostsalat til. Min datter var glad og svigersønnen, der smagte det for første gang, syntes godt om det.
Som ventet ville børnene ikke smage, men de var glade for medisteren.

Et af mine vennepar har et barnebarn, en voksen pige, der er blevet veganer. Der skal tænkes alternativt til jul, for hun spiser hverken æg eller mælkeprodukter. For mange vegetarer er nøddesteg oplagt til julemiddagen. Jeg synes også, den smager godt, og den kan tilsættes andre grønsager, end dem jeg har brugt. Den kan bages i et gratinfad og serveres som pate.

I Johannes børnehave var vi inviteret til Luciaoptog kl 16 i torsdags.
Allerede om morgenen var hun helt opsat på at gå Lucia, så det var en lang dag.

Vi var mange forældre og bedsteforældre, der var mødt op, og vi efterkom alle opfordringen til ikke at fotografere.
Det var bare så fint, at der ikke var blitzlys over det hele. Og de var så søde, de små piger.

Mit billede er, da det hele er overstået, og en af personalet gerne ville have et billede af pigerne.
For Johanne er det hele blevet for meget, og hun vil ikke med på gruppebilledet.
Så det slap hun for.

onsdag, december 12, 2018

Om optikerfund og briller.

Mon det er færdigt, gavlmaleriet, jeg fik øje på i går?
Eller er det fordi, jeg trænger til nye briller? Eller jeg er for langt væk?

Jeg spekulerer på, hvad det handler om?
En skikkelse, der er på vej ud gennem en sprække i taget?
Jeg må have spurgt mig rundt omkring. Nogen ved nok noget? Men jeg synes, det er spændende med de gavlmalerier, der dukker op flere steder.

Apropos briller. Jeg har endnu ikke besluttet mig. Den facon, jeg bedst kan lide, har røgfarvet stel. Men jeg vil hellere have en anden farve. Det var ikke noget problem at skaffe den frem til mig, så på fredag kan jeg prøve, om det så skal være den.
De billeder og undersøgelser optikeren tager, bliver sendt til en øjenlæge. Øjenlægen har vurderet, at jeg skal til en supplerende øjenlægeundersøgelse. Det er jeg ikke vild med. Det er ganske vist ikke akut, og derfor er jeg på venteliste og har en tid i maj. Men jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, hvad det betyder, at Retinalyze viser, jeg har en uregelmæssig papilkant ou (på begge sider)? Jeg læser ikke om sygdomme og symptomer på nettet. Det er måske dumt, men jeg tror, jeg får alle mulige symptomer, når jeg læser om det. Jeg ringede til min egen læge, for at høre, hvad han mener? Men det har han (selvfølgelig) ingen mening om? Men det er en træls måde at blive henvist til speciallæge på. Hvis egen læge henviser til den ene eller anden speciallæge, har man altid haft en snak om forskellige muligheder osv. Og hvad man evt. selv kan gøre i ventetiden.
Hvorom alting er, så havde jeg fået en akut tid, hvis det var noget, der skulle handles på her og nu.

mandag, december 10, 2018

Målgruppen - To Good To Go?

Da jeg gik en tur ned i skoven i går for at finde en fyrretræsgren, så jeg det her sjove fænomen.

En gul svampet gevækst på en gren, der lå i skovbunden. Den var nupret på overfladen og blød at røre ved.
Den lå som en lille sol og lyste op mellem de brune nedfaldne blade.

Jeg fik ikke en fyrretræsgren med hjem. Fyrretræerne er meget høje, og grenene starter langt længere oppe, end jeg kan nå. Men der var friske grønne blade på en stor kristtjørn, og nu står to grene og 'bringer bud derudefra' - uden julepynt. Nisserne står rundt omkring. Børnebørnene elsker at samle dem og lege med dem.

Jeg har mange små lyskæder, fordi jeg gerne vil undgå den os, stearinlys udsender. Men lyskæder og batterier er nok ikke så miljøvenligt? Mine lyskæder i vinduerne er til stikkontakt.

Men det kan være svært at gøre det rigtige, når det handler om at minimere CO2-udslip. Der er mange ting, man skulle undlade at gøre. Fx hørte jeg  forleden dag, at brug at internet er noget af det mest forurenende. Det har jeg aldrig skænket en tanke.
Jeg har altid prøvet at undgå madspild. Det ligger dybt i mig fra min barndom med forældre, der havde oplevet vareknaphed under krigen.
Supermarkeder har et stor madspild. Kvickly har et par tiltag, jeg sommetider benytter mig af. Der er fx boksen med varer på dato. Hvis jeg skal lave en af børnebørnenes favoritter, som er boller i karry og frikadeller, og der er det rigtige kød på dato, så køber jeg det.
Et andet tilbud er Too Good To Go, som for frugt-og grøntafdelingen består af en kæmpestor pose med meget forskelligt indhold. I sidste uge købte jeg en pose, som bugnede af appelsiner og mandariner. Der var også løg, kartofler, svampeblanding, blomkål, iceberg, radicchio salat, persille, og så har jeg måske glemt noget. Det er ikke halvdårlige varer. Kun blomkålshovedet, som var meget stort og økologisk, trængte til at blive soigneret. En pose koster 25 kr. Jeg har ikke gennemskuet, hvorfor Kvickly gør det? Men sikkert for at have en stærk profil, når det handler om at undgå madspild. Jeg er sikker på, der ryger meget i containeren efter lukketid, for der er kun få poser at købe, og de er udsolgt på få øjeblikke. Det giver ekstra arbejde for personale at pakke poserne, så det vil uden tvivl være lettere at lade det gå ud. Man får adgang til købet via en app på telefonen, og poserne skal hentes mellem 17 og 19.
En af mine veninder blev noget forarget, da jeg fortalte om det. Du er slet ikke målgruppen, sagde hun. Hun mener, det er for socialt dårligt stillede. Jeg mener, det handler om at undgå madspild. Ikke velgørenhed. Alene afhentningstidspunktet vil gøre det svært for mange. Måske også det at bruge en app?
Men Lidl gør noget for de udsatte. To gange om ugen kan frivillige eller medarbejdere i Kirkens Korshær eller Blå Kors hente en masse madvarer, der ellers ville gå til spilde.
Jeg har oplevet at få en vare, jeg ellers ikke ville købe: friske tranebær. Hvad skulle jeg gøre med dem? Jeg kender dem som tørrede. Men nu har jeg lavet en tranebærkompot. De fik et opkog med sukker og lidt vand. De er meget sure, så der skal rigelig sukker i. Det er ikke syltetøj, men de vil gå godt til ost.
Hvis der er for meget i en pose til mit forbrug, så deler jeg med min datter. Men hun er heller ikke målgruppen (hvis der er sådan én).
Sandheden for mig er nok, at jeg bliver grebet af købelyst, når der er et godt tilbud. Jeg hader udsalg og at stå i kø. Men at swipe på min telefon omkring kl 19.15 for at købe et godt tilbud til afhentning næste dag passer til mig.

fredag, december 07, 2018

Lys i mørket.


Mine lysguirlander er kommet op i de tre nye vinduer i stuen.

Det er en meget formildende omstændighed ved decembers mørke.




Inden jeg fik set mig om, havde Chr. bundet den ene nissedreng op i stjernesnoren.
Der hænger han forresten godt :-)



Gardinmontøren kommer forhåbentlig i næste uge, så jeg kan få skub op-træk ned persienner ved de to vinduer, hvor der er kig-ind.



















tirsdag, december 04, 2018

Larm og stilhed ...

I går, da Mattias havde drengene fra sin klasse hjemme for at blive fejret på sin fødselsdag, var vejret gråt og regnbyger kom og gik. Blandt forskellige planer for eftermiddagen, var også en sporleg i haven. Den blev gennemført, fordi 'sporene' var brikker til et puslespil, og de var gemt i plastposer. Det tog ikke lang tid at finde dem. Det varede længere at samle det inde i stuen. Nogle af drengene var dybt optaget af at sætte brikker sammen, andre var hurtigt videre til bordfodbold og bordtennis og legetøjet på Mattias' værelse.
Men sikke et støjniveau, der var. Og travlhed med at bespise en flok lopper. Det hele gik godt. Ingen gråd, og ingen kom til skade

Jeg har altid bilradioen tændt, når jeg kører, men da jeg startede bilen i går for at køre hjem, slukkede jeg den straks.
Jeg havde haft så meget høj lyd i ørerne, at jeg bare havde brug for stilhed.
Hvor er stilhed en god ting.

Dagen begyndte stille og roligt sammen med Else ude ved Almind sø, hvor vandtemperaturen nu er 6 grader. Hjemme hos mig var der 9 grader. Den lette frost, der var for et par dage siden forsvandt hurtigt igen.
Jeg gik efterfølgende en lille tur gennem tunnellen over til isætningsstedet, som er en del af Gudenå, men hvad søen hedder lige der, ved jeg ikke.


søndag, december 02, 2018

Tilbageblik.

Det er blevet æbleskivetid. Jeg elsker processen med at bage æbleskiver i den gamle pande - især når det kun er til få. Fx. når vi kun er to, som i mandags og torsdags, hvor henholdsvis  Chr og Johanne var her.
Jeg har allerede i sidste uge, to gange fået serveret frosne æbleskiver, der hurtigt kan varmes i ovnen. De smager godt, og det er overkommeligt, når flere mennesker skal trakteres.

Men målet at spise æbleskiver er ikke det, jeg går efter.
Det er det, der sker undervejs. At blande dej. At piske æggehvider så stive, så de bliver i skålen, selv om den vendes på hovedet.
At hælde dej op i de små huller i panden, og at vende æbleskiverne i små nøk hele tiden.
Christian mestrer efterhånden det hele, og stående på en lav skammel har han en god arbejdsstilling.
Efter at have 'passet' panden til to gange æbleskiver, var armene trætte. Der var blevet eksperimenteret med at lægge et lille stykke is ind og et lille stykke chokolade. Når æbleskiven bliver vendt rundt hele tiden på panden, danner der sig en sprød skorpe, som godt kan holde den smeltede is inde, indtil gaffel eller tænder sættes i, og så vælter mælk og fløde ud - eller hvad nu sådan en købeis er lavet af.







Det er også interessant at se ved hjælp af stegetermometeret, hvor varm sådan en æbleskive er indeni.

Men det var ikke forsøg, det hele. Der blev spist med god appetit og flormelis og jordbærsyltetøj til.









Den resterende dej kunne sagtens holde sig i køleskabet til i torsdags, da Johanne var her.
Hun ville rigtig gerne, men håndmotorikken er ikke udviklet til de små bevægelser hos en 4-årig, så da vi ved fælles hjælp havde vendt en, var hun tilfreds med sin indsats og overgav sig til at nyde de allerede færdigbagte.








 Der var juleklip i Mattias' skole i fredags, og forældre og bedsteforældre var inviteret til at deltage.
Der blev produceret julepynt i massevis. Det gjaldt nemlig om at få det flottest pyntede klasseværelse på hele skolen.
Et dommerpanel vil senere kåre vinderne, som vil blive belønnet med en sodavand til hver elev i klassen.




Juleklip i skolen.

I morgen fylder Mattias syv år. Han er blevet fejret af familien i dag, og i morgen skal drengene fra klassen med hjem efter skole.

Mine billeder fra dagens fejring er uskarpe. Jeg har nok rystet på hånden samtidig med at ungerne har været ret så aktive.





I torsdags holdt koret årets første julekoncert på Marienlund plejehjem. Der er mange fællessange i vores program. De gode gamle julesalmer, som selv demente kan synge med på.
Jo ældre jeg bliver, jo mere forstemmende synes jeg, det er at besøge plejehjem. Sådan havde jeg det ikke i de tre år, min mor boede på plejehjem. Jo, det havde jeg nok alligevel. Da var jeg sidst i 50erne. Men nu har jeg alderen selv, og håber jeg ikke får brug for at bo der. Men på den anden side, hvis jeg får brug for det, er det jo godt, det findes.
I morgen skal jeg hjælpe til hos Mattias, når de 12 drenge kommer efter skoletid. Min svigersøn sagde sidste år, om vi ikke skulle skrive en bog om, hvordan man overlever en 6-års drengefødselsdag? Vi har ikke fået skrevet en manual, og han kommer først hjem lidt senere. Men mon ikke vi overlever?

fredag, november 30, 2018

Alting har en tid ...

Eller: Alting har en ende, som Michael Bondesens bog hedder.

Således også vinduesudskiftningen hos mig.
For to dage siden, blev de sidste tre vinduer fuget. Jeg fandt aldrig rigtig ud af håndværkernes arbejdsplan, men der var også forskellige ting, der fik den til at skride. Fx. at grej gik i stykker. At huset her er så gammelt (1948) og skævt, så der skal måles og tilpasses ved hvert vindue. At et sygt barn skal hentes i skolen. At to håndværkere for længst er lovet væk til et andet projekt på en bestemt dag. At en beboer her på vejen leger "politi" og sender bud efter parkeringsvagten, som kommer og måler ud og bestemmer, at der ikke må parkeres, hvor det er mest praktisk. Vi ved godt, hvordan reglerne er, men kunne man ikke se stort på det, mens der bliver arbejdet?
Da jeg kom hjem i går, havde min nabo været i gang med at feje og skrubbe 'sin' del af trappen. Jeg måtte smile for mig selv. Vi har aldrig snakket om at dele fejning af trappen ved indgangsdøren, men selvfølgelig har jeg og min overbo ansvaret for den ene halvdel :-)
Det er ikke sne, men savsmuld, der ligger på 'min' side. Jeg får vist ikke tid i dag. Om lidt skal jeg til juleklip i Mattias' skole. (jeg kunne selvfølgelig feje i stedet for at sidde her og skrive) :-(

Jeg ser ikke så godt mere og skal have nye briller. Det er et svært valg, men jeg er vidst moden til at få briller med en indramning i stedet for de mere usynlige, jeg har brugt i mange år. Det mener også de, der kigger oftest på mig.

mandag, november 26, 2018

Work in progress.

Opmuntrende syn udenfor min dør i dag.
Her er to håndværkere i gang med at tilpasse vinduesrammer og karme.





























Vi har haft efterårets første nattefrost. Mit termometer viste -4 grader i morges.
Ved Almindsø var der et smukt scenarie med tågen, der lettede. Uden Carl Nielsens smukke sats. Men musik var heller ikke nødvendigt.
Vandtemperaturen er nu 7 grader.

søndag, november 25, 2018

Bogreolen.

Mens der blev skiftet vinduer, var jeg nødt til at flytte en reol, så håndværkerne kunne komme til.
Jeg tog et kritisk blik på bøgerne, da jeg havde fået dem ud af reolen og de lå på spisebordet og stolene.
Jeg synes, det er så svært at kassere bøger. Men hvorfor skal de stå i reolen, hvis de aldrig bliver taget ud?
Nu har jeg fundet ud af, hvorfor de skal stå der.
I hvert fald nogle af dem.
Det skal de, fordi de fortæller noget om mig. Noget om forskellige perioder i mit liv. Når jeg kigger i dem, møder jeg på en måde mig selv i en yngre udgave.
De fleste bøger fra min studietid er væk for længst. Men ikke Spalteholz' Hand Atlas Of Human Anatomy. Den blev købt brugt i sin tid, så den er gammel og slidt. Der er for længst kommet nye og flottere udgaver af Anatomi atlas. Der findes også meget flotte illustrationer af den menneskelige anatomi på nettet. Men jeg beholder min Spalteholz. Jeg beholder også de fleste havebøger og kogebøger og bøger om håndarbejde, foto, teologi, filosofi og psykologi. På forskellige tidspunkter har jeg været optaget af de emner. Skønlitteratur og romaner fra dengang jeg var medlem af en bogklub sorterer jeg mere hårdhændet i. Jeg læser aldrig en roman to gange. Der er bøger, jeg er blevet foræret, hvor giveren har skrevet en personlig hilsen til mig. De bliver også stående i reolen.
Da jeg havde fundet en pæn stor bunke bøger, som jeg tænkte, andre kunne få glæde af, kørte jeg hen til LÆSEHESTEN. Ikke fordi jeg forventede at tjene penge, men så slap jeg for at smide dem i containeren med brændbart affald. Butiksindehaveren er fuldstændig omringet af bøger fra gulv til loft og i stakke ved siden af. For ikke at tale om mængder af cd'er og dvd'er. Han virkede ikke glad over at se flere bøger, men ville godt tage imod dem. Hvis de ikke er solgt eller byttet indenfor tre måneder, bliver de destrueret. Det er trist, men sådan er det.
Jeg må snart holde op med at begræde bogens nedtur.

Jeg har også endelig skilt mig af med Lademanns Leksikon. 20 tunge bind.
Ingen genbrugsbutikker vil have dem indenfor dørene.
Jeg kunne nøjes med at bære dem ned i kælderen, hvor viceværten sørger for, de kommer til forbrænding.

Det har givet lidt luft i reolerne.

Jeg har store forventninger til tømrerne, der arbejder med vinduerne. I morgen må de da komme og fuge og sætte vindueskarme i her hos mig.
Håber jeg.

onsdag, november 21, 2018

Stadig byggerod.

Min overbo fik skiftet vinduer i går og bortset fra, der ikke gik håndværkere ind og ud hos mig, så fik jeg min del af larm fra boremaskine og hammer. For ikke at tale om alle de rester af gamle vindueskarme og cementbrokker (eller hvad det var) der blev kastet ned i haven og på terrassen.

Ingenting gik i stykker. Dog fik min ribesbusk (der ikke kan ses bag stigen) en "hudafskrabning" på en af de store grene og en mindre knækkede af. Men den er robust, så den vil overleve.
Jeg mangler endnu at få fuget og sat vindueskarme i.
Vi spillede tallotteri i mandags.
I køkkenet kunne den gamle vindueskarm bruges igen.
Men jeg kan ikke få sat skub op - træk ned - persienner op, før fugearbejdet omkring vinduet er færdigt.
Mit midlertidige viskestykke-gardin ses i baggrunden.
Det sidder fast med elefantsnot, så det er let at tage ned. Men rart at skærme med, når det er mørkt, og jeg ikke kan se, hvem der går derude.
Jeg glæder mig til det bliver færdigt.

søndag, november 18, 2018

Jeg har givet mig selv en gave.

Jeg har givet mig selv et æbletræ. Endelig.

Min have er ret lille, og træet kommer til at stå tæt ved vejen. Men det er der, der er lys og plads.
Det er spindeltræ, der er beskåret så det vokser som en pyramide, og derfor ikke fylder så meget.

jeg er allerede begyndt at tænke, om der mon kan være et mere ved siden af?
Det nyplantede træ er Rød Aroma. Jeg vaklede mellem det og Discovery.
Begge er tidlige, meget velsmagende æbler. Rød Aroma modner en anelse senere og kan også gemmes et par måneder, hvad Discovery ikke kan.








Nu glæder jeg mig til æbleblomster i  maj. Måske kan jeg ikke forvente æbler det første år?
Det bliver spændende.














På planteskolen er der julestjerner i massevis og i mange forskellige størrelser.
De højrøde, som jeg synes, hører julen til.
Men de findes også i en blegrød variant. Og en cremefarvet og den hvide, som jeg købte til mine, vi-ser-Herrens-Veje-sammen, venner.
Nu er jeg hjemme efter en hyggelig aften, hvor vi efter at have set 6. afsnit i serien, også fik vendt tankerne om seriens indhold og funderet over, hvordan det mon går personerne i næste afsnit. Der er meget interessante personskildringer i  den serie.
Jeg må hellere komme tidligt i seng, for en af håndværkere lovede mig i fredags, at han ville prøve at komme først til det ene vindue i stuen hos mig. Så kan jeg få en reol på plads og få anbragt de mange bøger, der ligger på spisebordet og stolene. Men det er ikke min tur til at være først. Og nu har jeg nærmest vænnet mig til rodet, så det gør ikke så meget, om der går et par dage mere.
Og dog, jeg vil gerne have det på plads. Så jeg venter spænding på, hvad der sker i morgen.





























fredag, november 16, 2018

Det er jo småting.

Det er helt sikkert ikke sjovt at være håndværker, når grejet ikke virker.
Liften er død her til morgen på trods af opladning gennem natten, eller hvad det nu var, de havde sat deres lid til.
Jeg har resigneret og tænker, at det går nok.
Der er stadig to vinduer, der skal skiftes hos mig. Det ene blev taget ud i går, men blev nødtørftigt sat i igen.


Vi ved ikke endnu, hvornår vinduerne kan gøres færdige indvendigt med fugning og vindueskarme. Men tidligst engang i næste uge.
Indtil det sker, kan der ikke sættes persienner op. Mine naboer havde klæbet aviser op på det nederste stykke af køkkenvinduet. Det ser lidt sølle ud, men kan da godt bruges i en snæver vendig.

Det er trods alt småting.
En af mine venner har fået den grimme diagnose, prostatacancer med spredning til lymfe. Som så mange mænd i den situation er han meget orienteret mod praktiske ting, der involverer advokat, bank, begravelse osv.
Den endelige behandlingsplan bliver lagt i næste uge, og vi håber meget, den vil hjælpe ham.
Så manglende vinduer og gardiner og byggerod hører til i den lillebitte småtingsafdeling.




torsdag, november 15, 2018

Det er sindsoprivende at få skiftet vinduer ...

Det er helt vildt sindsoprivende at få skiftet vinduer.
Vi havde fået at vide, der skulle være en meter fri fra vinduet og ind i rummet, så håndværkerne kunne komme til. Det viste sig, at der faktisk skulle være en meter til alle sider, så de kunne vende sig med hele vinduet i favnen. Men så store er rummene nu heller ikke.
Jeg havde forestillet mig, at vinduerne bare skulle skubbes udad, men de skulle tages ind i rummet. Jeg så ikke, om det var sådan med alle. Men det var sådan et sted. at jeg blev nødt til at tømme en reol.
Når jeg får tid til at sortere, vil jeg nok synes, det er godt, for det er mange år siden, der er taget en bog ud af den reol. Men i morges syntes jeg, det var lidt surt.
Da jeg tog hjemmefra lidt i 10 for at bade og efterfølgende til kor, var de stadig hos naboen.
En optimistisk håndværker sagde, at det støvede ikke så meget, men jeg blev klogere, da jeg kom hjem.
Støvet lå tykt.
Og jeg havde ikke dækket af.
På bagsiden af huset ligger mine to vinduer over en trappeskakt, og derfor skal der bruges lift.
Men der var ikke mere strøm på liften - eller noget. I hvert fald måtte de sidste to vinduer vente til i morgen, og jeg skal nok sørger for at få dækket af.
Under alle omstændigheder er der brug for grundig rengøring, når de er færdige hos mig, så jeg ved, hvad jeg skal lave.
De nye vinduer er bredere end de gamle, og det er rigtig irriterende, for jeg har sådan nogle skønne plisse-flex gardiner, som kan trækkes op nede fra. De er købt i dyre domme for nogle år siden til tre vinduer. Jeg skal have det til mindst to vinduer igen. De to, hvor der kan kigges ind.

Alting var ikke sindsoprivende i dag. Der var næsten guld i de blade, der stadig sidder på træerne ved Langsø, som er udsigten fra det lokale, hvor vi har korøvelse.

tirsdag, november 13, 2018

Et foredrag.

I går aftes havde min ældste datter inviteret sin søster og mig med til et foredrag i Aarhus. Ikke at jeg kendte foredragsholderen og hendes koncept, men det er altid godt at dele oplevelser sammen med de to.
Anna Bogdanova var aftenens hovedperson.  Foredraget hed "Smertefri - farvel til stress, træthed og ondt i kroppen." Hun har et firma, der hedder De Uimodståelige med flere medarbejdere og bruger omtalen 'jeg og mit team'. Hun har skrevet bøger om træning, stress, smerter og vægttab. Det, der fascinerer og undrer mig, er, at det er on-line programmer, hun udbyder. De har 7000 kunder, som hun siger.
Hun sagde selv, at den vigtigste faktor i selvudvikling/træning/livsstilsændring osv. er kontakten mellem kunden og terapeuten eller coachen. Det er der ikke noget nyt i. Det tror jeg, alle der arbejder med mennesker, ved. Det nye for mig er, at den kontakt kan være så stærk, når den foregår via en skærm.
Selv synes jeg vældig godt om at møde op til holdtræning og personligt møde den fysioterapeut eller træner, der står for det. Jeg kan ikke motivere mig selv til at stå foran en skærm derhjemme og træne alene.

Anna var en sympatisk person at lytte til. Hun bruger meget sine egne erfaringer om at komme tilbage til arbejdslivet efter stressnedbrud. Ud fra publikums spørgsmål og tilkendegivelser, var det tydeligvis kvinder med lignede erfaringer, der var tilstede. Der var ingen mænd.
Jeg synes, det er meget interessant, hvordan nogle mennesker 'slår igennem' med et budskab. Det kan være indenfor mange emner, men lige i det her tilfælde, så har 'De Uimodståelige' ikke noget nyt eller banebrydende. De har en viden og tilgang til mennesker, som mange fysioterapeuter også har (der er også tre fysioterapeuter i teamet.)
Det må være noget med at ramme tidsånden? Hvad det så end er? Noget med markedsføring og evnen til at brænde igennem på skærmen?

Det er meget få gange, jeg ikke har haft et billede at lægge på mit indlæg. Jeg ville egentlig have fotograferet de håndværkere, der er i gang med at skifte vinduer i vores boligområde. Det har regnet i dag, og jeg har ikke været ude med fotoapparatet.
I morgen er det muligvis mine vinduer, det gælder, men det vides ikke helt bestemt. Jeg tror, det våde vejr forsinker dem. Men jeg glæder mig til at få det overstået. Det havde været sjovere, hvis det var en sommerdag med pivåbne huller i bygningen.

mandag, november 12, 2018

And og andelår.

Det viste sig, at mine venner serverede andesteg fredag aften, da jeg var der. Lækker langtidsstegt and. Ikke med rødkål, for det var jo ikke juleaften, men med en dejlig Waldorf salat.

Senere på aftenen spillede vi Mexican Train. Jeg kender ingen andre end Ruth og Jørgen, der har det spil. Vi var seks, og det er meget sjovt at prøve at slippe af med sine brikker. Tilsidst bliver det antal prikker, der er tilbage på ens brikker talt sammen, og det gælder om at have et lavt tal. Vi spillede seks omgange. Efter at have haft rigeligt med brikker i de første omgange, endte jeg med tre i næstsidste og ingen i sidste.
Der er meget strategi, som jeg først fik øje på sent i spillet.
Men også en del held.


I går lavede jeg middag til min familie. Jeg har brugt opskriften to gange før, men aldrig skrevet den ud, så det vil jeg gøre denne her gang.
Inspirationen kommer fra Dalsgaard i Skiveholme, men jeg følger den ikke helt.
Overskriften lyder: Langtidsstegte andelår med appelsin, ingefær og portvin.
Vi var seks voksne, så jeg brugte otte andelår, der fint kunne ligge i bradepanden. Børnene fik kyllingelår og alt blev spist rub og stub.

Opskriften her er til fire personer, så jeg dobblede op:
Saft at 2 appelsiner.
1 tsk. hel allehånde
1 tsk. sorte peberkorn
Frø fra 5 kardemommekapsler
1/2 tsk. chiliflager
1 spsk mørkt muscovadosukker
2 spsk. fint revet ingefær
3-4 laurbærblade
Lidt portvin, salt og peber.
Kardemommefrø, peberkorn og allehånde stødes groft i en morter. Jeg har ikke kunnet finde hel allehånde, men brugte stødt. Jeg vil iøvrigt ikke bruge allehånde, hvis jeg laver retten igen. Alle ingredienser røres ud i appelsinsaft. Andelårene vendes i blandingen, inden de lægges i et ovnfast fad/bradepande, og resten af krydderiblandingen hældes over. Fadet sættes i en kold ovn og temperaturen sættes til 150 grader i 3 timer. Dryp dem af og til med væsken i fadet, står der i opskriften. Det glemte jeg.
Tilsidst tages andelårene op af stegskyen, som hældes gennem en si og skummes for fedt. (meget)
Stegeskyen koges godt igennem. Jeg synes, det var svært at smage den til. Der var sådan en lidt bitter smag, som om det hvide fra appelsinen var med, hvad det ikke var. Den var også lidt for sød efter min mening. Så jeg brugte lidt eddike, lidt fiskesovs, lidt sambal olek, lidt mere salt og rundede af med lidt fløde. Den blev jævnet med maizena, men den fik ikke en sjat portvin. Den var sød nok. Men den blev spist med velbehag, og det var det vigtige. Mine døtre havde sørget for ovnbagte kartofler og salat og dessert, som var is, og vi spiste hos hende, der bor nærmest.

Vi var lidt i alarm lørdag og søndag, fordi Chr. lørdag morgen havde så ondt i sit ene ben/lår, at han ikke kunne gå på det. Han har tidligere haft det i mindre grad, og egen læge kalder det vokseværk. Sådan var der også noget, der hed, da jeg var barn. Men Chr. kom med til lægevagten, som ville have en børnelæges vurdering, og da vi hører under Viborg sygehus, indebar det en 40 min. køretur.
I Viborg var der lang ventetid. De mange blodprøver var forholdvis hurtigt overstået, men hans hofte skulle ultralyds-skannes. Efter fem - seks timers ventetid fik de at vide, at det ikke kunne blive den dag, men de skulle møde søndag morgen kl 8 og være forberedt på yderligere ventetid. Først ved 12 tiden, var der tid, og derefter yderligere ventetid til en læge kunne fortælle om resultat og konklusion.
Heldigvis viste alle prøver og undersøgelser normale forhold.
Lægerne ville udelukke, at der var en coxitis på vej eller i gang. Det er en betændelse i hofteleddet. Jeg kan godt huske fra min tid i sygehusvæsenet, at det er et fænomen, der typisk rammer drenge i 7 - 10 års alderen. Den er nok ikke særlig hyppig, men jeg kendte det godt, og var glad for at det kunne udelukkes. Nu kan vi fortsætte med at tale om vokseværk og håbe, at det ikke vil genere ham for meget.


fredag, november 09, 2018

Samme lokalitet, men alligevel forskelligt udtryk.

I naturen er der mangeartede oplevelser, selv fra samme sted. Jeg ser det tydeligt, fordi jeg kommer to gange om ugen på samme plet ved Almind sø.
Jeg synes, det er både smukt og spændende, når tågen lægger sit slør over landskabet. Der er også lidt mystik over det.
Efter badet i dag mødte jeg en meget ivrig amatørfotograf. Hun havde et nyt og dyrt kamera, som hun var ved at lære sige selv at bruge. Det voldte hende en del hovedbrud.

Vi sammenlignede billeder, og hun konstaterede, at mit apparat tog bedre billeder end hendes. Jeg bruger næsten altid auto-funktionen, mens hun kæmpede med at finde den rigtige iso. På min skærm står der, hvilket iso-tal der er valgt, og ved at bruge det tal, fik hun også bedre billeder.
Jeg har sommetider tænkt, om jeg skulle investere i et større apparat, men i dag blev det tydeligt for mig, at jeg ikke interesserer mig for al den mekanik, der ligger i mere professionelle kameraer, så jeg holder mig til det, jeg har.

I mandags var situationen og vejret helt anderledes ude ved søen. Solen var ved at få magt, og nogle dykkere var ved at gøre sig klar fra 'vores ' sted på broen. Heldigvis er der flere steder med trapper og isolering på gelænderet.
Det sidste billede her er taget med min telefon.

Jeg er inviteret ud at spise i aften. Spændende om vi skal have andesteg. Men det er først i morgen, det er Mortens-aften, så det skal vi nok ikke.
Vi skal have en familiemiddag på søndag, og vi snakker om and. Men hvordan? Jeg kan se på bloggen, at jeg lavede andelår krydret på en dejlig måde, som de voksne var begejstrede for - sidste år. Men børnene var ikke. Så vi må snakke videre i morgen.

torsdag, november 08, 2018

Måske det sidste havearbejde i år?

Så skøn er udsigten fra det lokale, vi står og sidder i, når vi har kor-øvelse. Snart slipper de sidste gyldne blade, og træerne vil stå nøgen tilbage.
Vi fik en ny julesang i dag. Deck the hall with boughs of holly. Den er vel egentlig en børnesang med en glad smittende melodi. Men vi ville gerne synge den :-)
Vejret har været mildt. Hen på eftermiddagen skinnede solen, og jeg fik lagt tulipanløg.

Jeg glæder mig meget til pinseliljer, som jeg har haft engang. Men de løg blomstrede kun en gang. Nu håber jeg, der er mere kraft i de her.

Det bliver spændende, hvordan de løse løg vil tage sig ud, for de er en blanding af forskellig slags, som jeg ikke sorterede, dengang jeg gravede dem op efter blomstringen i foråret.

Dejligt at have noget at glæde sig til.


Tanker fra værkstedscafeen.

Okay, ikke den mest hyggelige cafe i verden, men jeg sidder alligevel og er glad og tilfreds.
Det handler nemlig om min bil.
Min frihed.

I dag er det tid til dækskift, og Rune siger, at den bageste bremse 'rusker', så det bliver der kigget på.

Min Kia har syv års garanti, og jeg tror nok, det er næste år den udløber.
Det er i hvert fald næste år, min pension går betragteligt ned, og jeg vil nok tage afsked med Bilernes Hus, som siges at være et dyrt værksted. Jeg har gennem årene fået rigtig god service her. Der er noget meget trygt ved at aflevere sin bil på et kompetent værksted, når man nu ikke selv har forstand på biler. Jeg har fx ikke selv kunnet høre ruskelyden fra bremsen.
Rune, som jeg har kendt siden han var en lille dreng, er mekaniker, men han er avanceret og arbejder ikke på værkstedsgulvet mere. Han har tilbudt at 'overtage' min bil i sin lille private biks. Han har lige repareret en løs bagskærm og lille bule, der opstod, da jeg bakkede ind i en stor sten, der lå ved en indkørsel. Jeg har fuld tillid til ham, så det vil nok blive værkstedsløsningen på sigt.
Da jeg som 65 årig foretog nogle dispositioner mhp min fremtidige pension, var jeg påvirket af en kollega, der døde, lige som hun var begyndt at få udbetalt pension. Vores arbejdsmarkedspension er også en forsikring. Hvis et medlem dør eller bliver invalid i tidlig alder, er der pension til både ægtefælle og børn. Men hvis alderspensionen er indtrådt, når et medlem dør, bliver der ikke udbetalt noget til arvingerne. Så Lises livslange indbetaling gik til PKA.
Jeg tænkte, at jeg ville skrue min pension sammen, så jeg ville få max udbetalt i 10 år. Jeg kunne lave en opsparing på kapitalpension, som var fradragsberretiget dengang. To år senere blev den ordning ophævet, og der var ikke samme fordel ved opsparing.
Jeg forestillede mig også, at jeg var færdig med at køre bil som 75 årig (og at jeg ville være meget ældre, end jeg føler mig nu.) :-)  Jeg ved selvfølgelig heller ikke, hvordan alting ser ud om et år. Jeg ved bare, at jeg elsker at køre bil, og at den giver mig stor frihed.

Nu er min bil snart færdig, men summa summarum er, at det er svært at spå om fremtiden. Især om pension og livslængde.
Vi har korøvelse torsdag formiddag, og i dag skal vi kigge på juelrepertoire.
I eftermiddag er det min plan at få lagt de mange tulipanløg, jeg gravede op efter blomstringen (for at få plads til et par nye buske) og de nye løg, jeg har købt.
Jeg elsker det arbejdsfri liv, og det indhold jeg kan putte i det.

onsdag, november 07, 2018

Da blev jeg skuffet ...

Jeg har længe haft lyst til at lave bøf stroganoff, så da jeg så det her tilbud, tænkte jeg, det kunne være vores onsdags-middag, når familien kommer fra svømning.
I stedet for at købe de små bakker kød, der er skåret ud i strimler, ville jeg få mere ud af at købe bøfferne og selv skære dem ud.
Men ak, hvor blev jeg skuffet.
Kødet ligger med den pæne side opad. Jeg troede i min naivitet, at undersiden ville se ud på samme måde. Men der var fedt og sener i rigelig mængde. Jeg vejede ikke, hvor meget jeg skar fra. Det var ikke småting.
Vi vil alle helst vise os fra den bedste side. Således også kødet i Kvickly - godt hjulpet af slagteren :-)

Champignonerne er klar og kartoflerne er skrællet, så det varer ikke længe, før jeg går i gang. Det bliver sikkert godt.


Da vi for et par uger siden flere gange passerede et stort kastanjetræ og Christian meget ivrigt samlede kastanjer, spurgte han, om vi kunne få en kastanje til at gro?
Jeg læste op på det og fandt ud af, at kastanjerne skulle opbevares koldt, indtil de blev sat i jorden. Så jeg lagde nogle stykker i en plastikpose i køleskabet. I sidste uge lagde vi nogle i jorden og en enkelt i en urtepotte.
Nu bliver det spændende, om de vil spire. Der skal nogle måneders kulde til.
I princippet skulle de kunne spire i køleskabet, læste jeg.

fredag, november 02, 2018

"Slik eller ballade."

Lige pludselig, sådan føles det, er de ord blevet en del af min virkelighed. Christian havde fortalt mig for nogle dage siden, at når de kom for at spise på onsdag, så ville der ske noget spændende.
Siden sommerferien, og da svømmesæsonen startede igen, har Chr og Johanne gået til svømning fra kl. 17-18 om onsdagen. Efterfølgende kommer de her sammen med forældrene og spiser og går hjem igen senest efter en time. Det er hyggeligt og fungerer godt. Ungerne kommer med vådt hår og stor appetit.
For ikke at være helt uforberedt på det hemmelige, spændende, der skulle ske, havde jeg rådført mig med min datter, der havde givet grønt lys for, at der godt måtte være lidt slik for en gangs skyld på en onsdag aften.
Det var jo nemlig Halloween den 31. oktober, i onsdags. Det kom selvfølgelig ikke helt bag på mig. Jeg har da set alle mulige former for udklædning og genstande, der skulle bruges for at fejre Halloween, men det er ikke noget mine børnefamilier har gået op i. Det har mere været nogle tegninger, der kom med hjem fra børnehaven. Men der er sikkert andre familier og andre steder i landet, der har været mere gang i fejringen.
Men verden bliver jo større og større. Ikke mindst gennem skolen. Så da Chr. kom stormende og råbte slik eller ballade, kunne jeg ikke alene agere overrasket, men jeg havde også slik.
Da slikket var blevet beundret, skulle der spises rigtig mad først. Men det var som om appetitten var forsvundet, selvom det var yndlingsretten, kylling i karry med ris. Der var ingen ro, slet ikke over den fireårige. En syvårig kan lettere udsætte sit slikbehov. Men der blev ikke spist ret meget af maden.

Der kom ingen andre børn forbi med kravet om slik eller ballade. Mine børnebørn var ikke klædt ud. Jo, Chr. havde forresten en grøn dragt af en slags på. Da jeg spurgte, hvordan det så ville gå med fastelavn, svarede han, at fastelavn handlede om at slå katten af tønden. Ikke noget med at gå rundt og rasle for at få penge eller slik.
Så nu har jeg lært forskellen på fastelavn og halloween :-)
I mine børns barndom var der kun fastelavn. Men jeg er sikker på, halloween er kommet for at blive. Som så meget andet fra USA.

Der har været dejlige naturoplevelser ude ved Almindsø i ugen, der snart er gået.
I går var der sol og næsten spejlblankt vand.
I midten til venstre på billedet er en lappedykker kortvarigt oven vande.
Den var sjov at holde øje med. Den blev længe under vandet og kom op igen langt fra det sted, den dykkede ned.

Grebene på badetrappen er blevet pakket ind i et isolerende materiale, så det ikke er koldt at holde ved.
Vandtemperaturen er nu 8 grader.

Mandag var ikke så farverig, men der var dejligt alligevel.
En svanemor- eller far (jeg kender ikke forskellen) med sine to store, stadig grå unger, var i fuld gang med morgenmaden.
De er nu ikke særlig fotogene, når de pludselig vender rumperne opad :-)

onsdag, oktober 31, 2018

Om fotokonkurrencen.

Tilfældigvis kom jeg til at læse Jyllands Posten fra i søndags, da jeg sad i sportshallen i går, mens Mattias var til håndboldtræning.
Jeg havde faktisk glemt den fotokonkurrence, som jeg uforvarende var blevet en del af, da dronningen og hestene var på besøg i Silkeborg.
Men nu kunne jeg læse i avisen, at konkurrencen er slut. Næsten 5.000 billeder var blevet sendt ind. Juryen udvalgte i første omgang 24 billeder, hvorfra de nu har valgt 3 vinderbilleder. Vinderne bliver offentliggjort d. 3 nov.
Billedet med mig nederst til venstre er så med blandt de 24 nominerede. Haha :-)
En af mine genboer ved, hvem fotografen er. Jeg kender ham ikke.
Første præmie er fremkaldelse af digitale billeder for 1.000 kr. Jeg har jo før luftet den tanke, at hvis 'mit' billede vinder, så må jeg være berettiget til halvdelen af præmien?
Jeg var lidt frustreret første gang, jeg så billedet, og tænkte, at det er ikke fair, at jeg optræder på en fremmed mands billede, som han sender ind til en konkurrence.
Men nu har jeg det mere sådan PYT.

søndag, oktober 28, 2018

Efterårets første frost.

Min højt skattede sommerblomst Stolt Kavaler, brød sammen under nattefrosten.
Jeg er hvert år så betaget af, at småbitte frø kan blive til store planter med mange blomster. I år har tørken været hård for frøene, og først hen på efteråret begyndte de hvide stolte kavalerer at blomstre. Den lilla sprang først ud i sidste uge

Jeg ville gerne have haft fornøjelse af den lidt længere.
Næste forår vil jeg købe en pose frø igen.

Dagen har været smuk.  Fuld af solskin og kulde.

Allerede ved 16.30 tiden begyndt ænderne i Ørnsø at soignere sig for natten.










Et kvarters tid senere var det første par i fuld fart på vej over til sivene for at finde et godt sovested.


I eftermiddags var jeg i skønne, tætpakkede Virklund kirke, hvor det aarhusianske a cappella kor LYT gav koncert.
Det er en gruppe meget dygtige sangere, som havde et spændende program.

I aften har jeg været til middag hos venner, og vi delte 3. afsnit i serien Herrens Veje. Det er hyggeligt at se den sammen med andre. Der er så mange dilemmaer indenfor mange af  de spørgsmål, der er oppe i tiden, så der er nok at snakke om bagefter.


Da jeg kørte hjem var der slud i luften. Man kan ikke kalde det sne, men det var tæt på.
Klokken siger 22.52, og jeg er træt. Men egentlig plejer det jo også at være 23.52. Det er den tid Ole Lukøje kommer hos mig.