søndag, november 25, 2018

Bogreolen.

Mens der blev skiftet vinduer, var jeg nødt til at flytte en reol, så håndværkerne kunne komme til.
Jeg tog et kritisk blik på bøgerne, da jeg havde fået dem ud af reolen og de lå på spisebordet og stolene.
Jeg synes, det er så svært at kassere bøger. Men hvorfor skal de stå i reolen, hvis de aldrig bliver taget ud?
Nu har jeg fundet ud af, hvorfor de skal stå der.
I hvert fald nogle af dem.
Det skal de, fordi de fortæller noget om mig. Noget om forskellige perioder i mit liv. Når jeg kigger i dem, møder jeg på en måde mig selv i en yngre udgave.
De fleste bøger fra min studietid er væk for længst. Men ikke Spalteholz' Hand Atlas Of Human Anatomy. Den blev købt brugt i sin tid, så den er gammel og slidt. Der er for længst kommet nye og flottere udgaver af Anatomi atlas. Der findes også meget flotte illustrationer af den menneskelige anatomi på nettet. Men jeg beholder min Spalteholz. Jeg beholder også de fleste havebøger og kogebøger og bøger om håndarbejde, foto, teologi, filosofi og psykologi. På forskellige tidspunkter har jeg været optaget af de emner. Skønlitteratur og romaner fra dengang jeg var medlem af en bogklub sorterer jeg mere hårdhændet i. Jeg læser aldrig en roman to gange. Der er bøger, jeg er blevet foræret, hvor giveren har skrevet en personlig hilsen til mig. De bliver også stående i reolen.
Da jeg havde fundet en pæn stor bunke bøger, som jeg tænkte, andre kunne få glæde af, kørte jeg hen til LÆSEHESTEN. Ikke fordi jeg forventede at tjene penge, men så slap jeg for at smide dem i containeren med brændbart affald. Butiksindehaveren er fuldstændig omringet af bøger fra gulv til loft og i stakke ved siden af. For ikke at tale om mængder af cd'er og dvd'er. Han virkede ikke glad over at se flere bøger, men ville godt tage imod dem. Hvis de ikke er solgt eller byttet indenfor tre måneder, bliver de destrueret. Det er trist, men sådan er det.
Jeg må snart holde op med at begræde bogens nedtur.

Jeg har også endelig skilt mig af med Lademanns Leksikon. 20 tunge bind.
Ingen genbrugsbutikker vil have dem indenfor dørene.
Jeg kunne nøjes med at bære dem ned i kælderen, hvor viceværten sørger for, de kommer til forbrænding.

Det har givet lidt luft i reolerne.

Jeg har store forventninger til tømrerne, der arbejder med vinduerne. I morgen må de da komme og fuge og sætte vindueskarme i her hos mig.
Håber jeg.

8 kommentarer:

  1. Ikke så tosset med bog-oprydning. Hos mig foregik det, da jeg flyttede fra det store hus for mig selv i noget mindre. Og det var også en proces. Jeg tror ikke man kan tale om bogens nedtur. Der bliver udgivet og solgt flere bøger end nogensinde. Og vi har råd til at købe dem i modsætning til mine bedsteforældre, der havde en lille og fint indbundet samling af bøger, og aldrig kunne drømme om at skille sig af med dem.
    Jeg læser heller ikke en bog to gange, så fint med mig, at de kommer videre. Som dig har jeg beholdt de få, der har betydet noget særligt, og de gode kogebøger (som jeg faktisk også sjældent bruger.....)
    Pøj pøj med vinduerne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det var interessant at læse, at der bliver solgt flere bøger end nogensinde. Jeg kan nok spejle mig lidt i dine bedsteforældre med den følelse, at bøger har en værdi. Vi havde ikke bøger i mit barndomshjem, og for mig var det stort at få råd til at købe bøger dengang for længe siden.Jeg bladrer sommetider i en kogebog, men ender med at finde en opskrift på nettet :-) Alligevel beholder jeg nogle kogebøger. De har også fine billeder.

      Slet
  2. Det med en bog-oprydning er nødvendigt af og til. Da jeg flyttede i efteråret 2016, fik jeg sorteret godt og grundigt i min bogsamling, jeg havde alle mine forældres bøger med mig, der var ikke plads.
    Der er nogle bøger jeg godt kan finde frem igen, og andre typer jeg kun læser 1 gang. I går kom en ide til mig om endnu en sortering. Jeg læser en del krimi, og her følges en figur gennem flere bind. Der er mange af disse, jeg gerne vil skille mig af med, og ja, der er købere til dem, bare prisen er okay.
    Krydser fingre for du snart får karme, så du det er slut med håndværkere hos dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, en flytning giver ofte anledning til sortering. Jeg har boet her i 20 år, så der var behov for at luge lidt ud. Håber, du finder en måde at komme af med dine bøger på.

      Slet
  3. Jeg synes det er dejligt med en oprydning i bøgerne, jeg beholder dem, der betyder noget for mig og resten, især bogklub bægerne, ryger ud. Jeg mener, at der bliver læst og lyttet bøger som aldrig før, vi skal bare vænne os til, at det ikke er i bogreolen, vi ud fra bøgerne, kan se hvem vi besøger.
    Jeg må indrømme, at jeg endelig også er gået over til en Kindle e-reader, det er praktisk, når man rejser. Og blandt andet Politikens forlag har et stort udvalg.
    Ønsker for dig, at håndværkerne bliver færdige i dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, du har ret i, at det ikke mere er i bogreolen, vi kan se, hvad folk læser. Der er heller ikke så meget bogreol i unge menneskers hjem mere.Så det med at hænge fast i bøger er nok noget, der hører min generation til. Jeg kan godt forstå en e-reader er praktisk, når du rejser.

      Slet
  4. Det er lidt din egen blogs titel: Alting har sin tid, og nu har papirbøgerne haft deres - dog nok især for for skønlitteraturens vedkommende, for der vil en tid endnu være 'plads' til visse faglitterære papirbøger. Tror jeg ...
    Jeg faldt meget hurtigt for ebøgerne, fordi jeg ikke generer John ved at læse om aftenen og om natten, og så er det nemt at have et mindre bibliotek med på rejser.

    SvarSlet
  5. Ellen, langsomt finder jeg ud af, at papirbøgerne har haft deres tid.
    Det er en god ordning med e-bøger i sengen, så du ikke forstyrrer John. Og på rejse må det være en stor fordel. Jeg forestiller mig, jeg også skal bruge e-bøger, men jeg er ikke kommet i gang.

    SvarSlet