Pharmacy og Smithsonian. Washington D.C. 4

Det er lige præcis en uge siden vi tog hul på tredje dag i Washington. Min datter havde været lidt utilpas de første dage. Det ændrede sig lørdag morgen til meget ondt i maven og pendulfart fra seng til badeværelse.
Noget måtte der gøres. Hjemme ville jeg have revet et æble og lavet havresuppe eller tynd havregrød.
Jeg spurgte en dansker, der er gift og bor i Washington. Hun rådede mig til at gå på apotektet, der ligger tæt på hotellet.
Apoteket åbnede først kl 10.30, så jeg tænkte, at yoghurt måtte være godt. Noget skulle 'barnet' have i sig. Det lykkedes mig ikke at finde den i naturel udgave. Skal der mon sukker, smag og farve i alting der ovre? Eller har jeg bare ikke kunnet finde det?
På apoteket fik jeg Imodium tabl. og noget vand, der hedder Gatorade. Noget med elektrolytter, det rigtige forhold mellem kalium og natrium og sådan noget.
Den korte udgave af den lange historie er, at kuren virkede i løbet af nogle timer. Om aftenen var hun oven i købet klar til at gå lidt ud. Vi endte på et sted lige nærheden med pizza

Jeg blev i nærheden af hotellet i løbet af dagen. Det Nationale Zoo ligger et par km. væk, og der gik jeg hen.

Forskningsinstitutionen Smithsonian ejer 18 museer i Washington D.C. bl. a. mange af museerne omkring The Mall og Zoo. Der er gratis adgang for alle.

Smithsonian opstod, da en engelsk kemiker og videnskabsmand James Smithson testamenterede sin store formue (som han havde arvet efter sin mor) til USA i 1846. Han efterlod sig ingen forklaring på hvorfor netop USA, som han aldrig havde besøgt. Kongresmedlemmerne var overraskede og modtog arven med betingelsen om, at pengene skulle bruges til at etablere institutioner for at udvide og sprede viden blandt mennesker.
Det var også en betingelse, at institutionerne skulle bære hans navn, Smithson, og at der skulle være fri adgang.

De tre dage vi var i byen, var jo alt for kort tid. Men nu fik jeg mulighed for at se den zoologiske have.

Området var meget stort. Dyrene havde meget plads både ude og inde.

Pandaerne tiltrak sig stor opmærksomhed. Jeg så tre. Ved ikke, om der var flere.
Der var store informationstavler, der fortalte, hvordan dyrene blev passet, leget med og trænet. De skulle være fortrolige med at blive vejet og målt og rgt. fotograferet og tilset af tandlæge osv.
De er jo kun til låns fra Kina.

Om et par dage kommer to kinesiske pandaer til København, hvor de skal bo i det nybyggede anlæg til 160 mill. (hvis jeg husker rigtigt?)
De er udlånt for 15 år, og det betragtes som en stor gunst fra Kinas side, når et land får lov til at låne eller leje pandaer. Jeg har glemt tallene, men der er store udgifter forbundet med at have dem.
De skal nok blive et tilløbsstykke.


Vores sidste hele dag i Washington sluttede mere fredeligt, end den begyndte. Med lidt italiensk mad, men det var nu mest mig, der spiste.

Arlington. Sightseeing 3.

Efter mit besøg på Arlington kom jeg til at tænke på, at vi danskere vist ikke er særlig patriotiske.

Patriotisme forstået efter Gyldendals definition: "Fædrelandskærlighed. En patriot elsker sit fædreland og arbejder for det på en uegennyttig og selvopofrende måde."

Arlington er et kæmpestort, smukt kuperet område, hvor der før borgerkrigen i 1864 lå en blomstrende plantage, drevet af slaver og ejet af en højt rangeret militærmand.

Siden 1864 har stedet været det sidste hvilested for 290.000 soldater, der gav deres liv for egne og andres frihed. Der foregår stadig begravelser. Ca. 30 om dagen og det er hovedsagelig veteraner fra Vietnam.

"Freedom is not free" som der står på den store mindevæg for Koreakrigen (1950-53) hvor Danmark deltog med hospitalsskibet Jutlandia.

Udødeliggjort af Kim Larsen.

Selv Christian kender den sang.

Nå, det var et sidespring.

Og indledningen til det, der gjorde størst indtryk på mig: De store børn, der deltog i ceremonien ved Den Ukendte Soldats grav.

Jeg undrede mig over de lange, lange rækker af børn og unge og spurgte hvorfor, og hvor de var på vej hen?
Vi var på vej hen til Den Ukendte Soldats Grav og ifølge min guide, var de det også.
Alle skoleklasser på 7. eller 8.niveau fra alle stater skal besøge Washington D.C. og blive bekendt med de mange mindesmærker. Det er en del af historieundervisningen.

Den Ukendte Soldats grav er igen en bygning med græske søjler.
Den brede trappe var spærret af, og vi gik op langs siden.

Her er der vagt 24 timer i døgnet, og det er meget ærefuldt at være en del af det kompagni.

Alle de mange børn og unge var meget stille, mens vi stod og ventede på den soldat, der skulle komme og afløse ham, der gik der.
Hver hele time i vinterhalvåret er der vagtskifte. Om sommeren er det med en halv times mellemrum.

Soldaten går uafbrudt frem og tilbage på det mørke felt. 21 langsomme skridt (21 sek.) den ene vej, derefter drejer han med blikket mod den firkant, som er selve gravstedet og står i 21 sec. , drejer igen og går tilbage.

Til højre i billedet er et stativ, hvor en buket er anbragt. Den skiftes hver time i forbindelse med vagtskiftet.

Soldaten bærer mørke solbriller uanset vejret, ansigtsudtrykket er helt neutralt og ubevægeligt, skoene er blankpolerede og pressefolderne skarpe.
Holdningen er rank og stiv som en tinsoldat.
Eller en robot.

Den nytilkomne soldat inspicerer våbnet. Det foregår efter et bestemt ritual. Meget stive bevægelser.

Ceremonien afsluttes med at fire børn/unge kommer ind med blomster.
Der er en tredje soldat, som hjælper med at flytte den buket, der allerede sidder på stativet og han hænger den nye på.
Der bliver spillet en sørgmodig melodi på trompet, mens alle står med højre hånd på hjertet.
De fire børn forlader deres pladser og går baglæns ud.
Mens det står på, er der så stille, så vi ville kunne høre, hvis en knappenål faldt ned på fliserne.

Hver time i løbet af de timer en skoledag varer, har en klasse valgt de fire repræsentanter, der skal deltage i ceremonien. På samme måde, som det er ærefuldt at være soldat, er det meget ærefuldt at være med til at bære blomster frem.

Jeg plejer ikke at være meget for militærparader.
Men denne her ceremoni var meget bevægende at overvære.
Der var en vældig højtidelig stemning.
Jeg forestiller mig, det er den måde børn lærer at blive patrioter på. Ikke at det er dårligt - i modsætning til nationalisme.

Jeg kan ikke tænke på nogen sammenhænge, hvor danske børn var deltagere i sådan en ceremoni? Så patriotiske er vi vidst ikke.

 I morgen er det en uge siden, jeg var der.
Det føles lidt mærkeligt at skrive om det, fordi stemningen er væk. Jeg kan godt genkalde den, men den blegner.




I dag har jeg ikke haft jetlag. Den tunge fornemmelse i hovedet og kroppen har lettet. Eller er helt væk.