Post påske ...

 P.P.S. må det vist blive nu, da jeg vil skrive om påsken for 14 dage siden. Et par dage blev tilbragt i Vorupør, hvor der var det smukkeste vejr med blå farver om dagen og en bred palet af solskinsfarver om aftenen.

I år var havbadet ikke blevet tømt for sand før påske. De lokale vinterbadere har forlængst vænnet sig til at bade i havet på den anden side af molen.

Sommerhuset ligger direkte ud til klitterne. Det er et dejligt landskab. Jeg tænkte på dengang for fem år siden, da min knæskade var ny og jeg ikke vidste, om et afrevet bagerste korsbånd ville resultere i et ustabilt knæ. Jeg er så taknemlig for, det er stabilt. At jeg ikke kan gå så langt, som jeg gerne vil, skyldes en hofte.  Så alt i alt har jeg ikke noget at klage over.

Jeg var sent ude i forhold til at købe lammekølle. Der var kun lammebov i fersk form tilbage. Den fik langtidstegning og blev rigtig mør. Vi var ikke så mange, så den var også stor nok.

Det var meningen, Christian og jeg skulle køre hjem nogle timer før de andre i familien. Vi ville tage os god tid. 

Et par km. øst for Vorupør ligger min fars barndomshjem. Gården har været i slægtens eje siden ca 1600 tallet. Da vi kørte forbi, opdagede jeg, min fætter sad udenfor og nød solen. Jeg trådte straks på bremsen, for vi måtte lige snakke lidt med ham. Jeg vidste godt, han havde solgt gården. Han er sidst i 60erne og har ingen børn, og ingen andre i familien er interesseret i at drive landbrug. Jeg har ikke særlige minder fra min barndom knyttet til stedet. Jeg var kun et par år, da mine bedsteforældre flyttede derfra, og min fars bror overtog det. Vi har kun været der til familiebegivenheder, som jeg egenligt ikke husker særlig godt. Det var hyggeligt at snakke med fætteren. Christian forstod ingenting af den samtale. Han syntes, det var ligesom et helt andet sprog. Hvad det jo også er. Jeg bruger et udtryk, som børne og børnebørn kender "de æ nøj graaswærk" med langt a. Det er, når der er rod og kaos - gra..swærk. Så kan det ikke blive værre :-)

Vi var også lige et smut for ruinerne af Egebaksande. Engang en prægtig herregård. 

Kaptain Jagd tog initiativ til udtørring af Sjørring sø omkring år 1860-65. Ved vestenden af den nu dyrkbare søbund blev Egebaksande opført. Mange af egnens unge mennesker har arbejdet der i årenes løb. I de senere år har den ligget ubeboet hen og forfaldt mere og mere. For ikke længe siden opstod der brand på stedet. Hvad der skal ske, ved vidst ingen? Nu ligger det som et minde om dengang, der var en initiativrig storbonde til. For nogle år siden købte ejeren af Rosvang gården. Rosvang ligger i den anden ende af den udtørrede søbund. Christian og jeg syntes, ruinerne viste, at det havde været en meget stor gård og et smukt bygningsværk.

Inden vi kom til Thisted svingede vi ind for at kigge på Hundborgstenen. I 2019 blev stenen frilagt. Det viste sig at være en større opgave. Den vejer 170 tons og er af typen larvikit. Den slags blev typisk ført hertil fra Norge under istiden. 

Det var egentlig planen, den skulle løftes ud til vejen og have en plads, hvor den kunne ses og fange turisternes opmærksomhed. Nu skal man dreje væk fra hovedvejen for at komme hen til den. Jeg gætter på, det måske har været for dyrt at føre den plan ud i livet.

I Thisted var vi inde omkring mine forældres gravsted. Jeg holder meget af kirkegårde. Christian har aldrig kendt sine oldeforældre på sin mors side. Han har en oldemor på sin fars side.

Der er en lille revne nederst til højre i stenen. Den første større reven, der opstod midt i stenen har kirkegårdspersonalet repareret. Det gør de nok også med denne her. Vi bor så langt væk, så vi købte en 20 årig vedligeholdelse dengang min mor døde. Den udløber om to år. Så skal vi tage stilling til, om den skal fornys? Eller giver det ingen mening? Vi kommer der sjældent. 

Efter alle de her små-stop var det tid til et langt stop. Når man er sulten, er der ikke noget mere velegnet end McDonald's. Jeg trængte til kaffe, og Christian trængte til en menu. Det er hyggeligt med de legeting, der følger med en børnemenu. I det her tilfælde en terning i pap, der skulle samles, så vi kunne spille et lille brætspil.

Fra Havnen i Thisted gik det non-stop hjem til Silkeborg. Det havde været en hyggelig tur med oplevelser og snak og til sidst spil på telefonen. 

Der sker store ting derude i vandhullet.

 

Der er sket noget, siden 29. marts, da der var tudse-dating ude ved vandhullet ved siden af Ørnsø.

"Hvorfor er en frø altid grøn på billeder?" spurgte Mattias. 

Frøer og tudser har virkelig mange farver og mønstre, så hvorfor den grønne farve hører sammen med dem, ved jeg ikke.

19.april var Christian med derude. Der var slet ingen voksne at se, men masser af klumper med æg. Sådan nogle store geleklumper med sorte prikker.

Vi tog en lille klump med i baljen sammen med vand derfra. Et par sten og vandplanter kom også med,

Inden vi kørte hjem, tog Chr. nogle svingture i det reb, der er hængt op i en højtsiddende gren.

Anemonerne blev fotograferet.

Og i dag ser der sådan ud i baljen. De små haletudser er begyndt at udvikle sig.

Da Kirsten var her, og vi var en tur ude på Silkeborg Bad, gik vi ind i skoven med en spand og tog lidt 'frisk' vand med hjem til baljen. Jeg skal derud igen én af dagene. Så vil jeg tage en god portion vand incl. haletudser fra baljen og sætte ud i deres hjemsted. Og tage nyt vand og vandplanter med til dem, der stadig står på min terrasse. De skal alle tilbage til der, hvor de var æg. 

Haletudser er fredede, men man må tage nogle med hjem for at studere dem for så at sætte dem tilbage i naturen igen. Man skal ikke give dem akvarie-fiskefoder. Det dør de af, har jeg læst.

Jeg må indrømme, at det vist nok er mig, der er mest interesseret i projektet. 11-årige drenge har andre interesser, der er sjovere end det her. Det kan jeg godt leve med :-)

De japanske kirsebærtræer synger på sidste vers ...

I dag var det virkelig tydeligt, at bøgen også er sprunget ud her midt i Jylland.

 

Jeg havde en aftale med Trine. Vi skulle en tur i Mindeparken og kigge på de blomstrende japanske kirsebærtræer.

Efterhånden kan vi vel kalde det en tradition. Det er vist tredje eller fjerde gang vi går den april-tur ned gennem parken og ned til vandet, hvor vi sidder lidt på de store sten og nyder udsigten  ind mod Aarhus.

På vejen tilbage gik vi gennem Rømerhaven, og i dag var vi en tur rundt om Marselisborg slot og kunne konstatere, at der siden sidst er kommet højbede i den kongelige køkkenhave.

Vi sluttede med en dejlig frokost hjemme hos Trine på 10. sal.

Næste år i april tager vi samme tur.

Efter min mening den smukkeste træningsplads. 

Lidt længere sydpå.

 I sidste uge kiggede jeg meget efter udsprungne bøgegrene. Kirsten fra Bornholm kom i onsdags, og da vi var i skoven, var vi også spændte på, om bøgen var sprunget ud? Det var den ikke, men jeg tog et par mindre grene med svulmende knopper med hjem. Stor var vores overraskelse, da vi kom til Tønder fredag aften. I K.Cs nabohave var der to meget store bøgetræer med fuldt udsprungne blade.

Det betyder meget, at være et par hundrede km. længere sydpå.

Jette fyldte 70 og havde reserveret bord til os på Schackenborg Slotskro.

Vi har for nogle år siden haft en dårlig oplevelse med at spise der. Bl.a. fordi der var for mange gæster, og vi blev anbragt i et rum på første sal, som også blev brugt til depot for møbler, der ikke var i brug. Vi valgte at blive der, fordi en opringning til andre steder i Tønder viste, at der var restauranterne på det tidspunkt fyldt op.

Denne her gang havde Jette aftalt en eksklusiv oplevelse for os. Vi var en lille gruppe på otte, og vi havde et hyggeligt, smagfuldt rum for os selv. 

Vi fik lækker mad. Portionerne var små, men vi blev alle meget mætte. Se lige desserten. På sidste linje står Vaniljeis med brunet smør. Vi kunne hverken se eller smage brunet smør, men fik at vide, at smørret var rørt ind i isen. Den har sikkert haft en virkning i den samlede smag. Der var mange smage i den dessert.

På vejen hjem i går standsede jeg ved en mark med massevis af får med små lam.

Sidste år fik jeg nogle vilde tulipanløg med hjem. K.C. har dem i sin have. I år er der kommet smalle grønne blade men ingen antydning af blomst.

Måske kan de ikke trives i midtjysk jord? Jeg vil lade dem stå, og se om de har brug for tid til at akklimatisere. Gennem årene har jeg set mange i grøftekanterne. Jeg havde endda husket at tage en lille planteskovl med, fordi jeg ville tage et par stykker med hjem. Jeg så bare ikke en eneste. Måske er det for tidligt? Eller for sent? Eller de gemmer sig mellem de mange mælkebøtter?  

De vokser vildt på Bornholm og i Sønderjylland.

Mine bøgegrene, jeg tog med hjem i torsdag, har foldet nogle små blade ud. De bliver nok overhalet af dem ude i naturen efter de seneste dages solskin.

Egentlig ville jeg skrive et indlæg fra både nord (Vorupør i påskeferien) og syd. Nu bliver det kun syd i denne omgang.

To gange vikinger.

 Jeg har været på Mosgaard, museet for arkæologi og antropologi, to gange i denne her uge.

I mandags var jeg der sammen med Mattias og hans mor. For tiden er der en meget flot udstilling om vikingerne. Jeg har altid troet, at vikingerne sejlede til England for at hærge og plyndre. Men nu ved jeg, at de allerede i 800 tallet sejlede ned ad de europæiske floder og kom så langt som til Konstantinopel og Bagdad. De var handelsfolk, og de ville have sølv. De kunne handle/bytte med pels af forskellige skandinaviske dyr og med rav. Og mennesker. De var brutale, og mennesker var en handelsvare. 

Vi gik rundt og kiggede på de mange flotte udstillinger i montrerne. Og selvfølgelig studerede vi de rekonstruerede menneskearter, der står på evolotionstrappen og ser så livagtige ud.

Da vi sad i cafeen længst henne ved shoppen, kom Dronningen gående sammen med en tre, fire andre. Vi blev helt starstruck :-) Hun var på vej ud og har sikkert ikke gået blandt os alle og kigget på udstillingen. Hun er kendt for sin store interesse for arkæologi og er protektor for museet.

I onsdags var Christian og jeg der alene. Han er meget interesseret i historie, og det er ikke så længe siden, de havde om vikingerne. Lige for tiden er det romerne, og han vil gerne fortælle, om det han lærer. Det er hyggeligt at høre. Vi købte en rundvisning, som er fra 12 år og opefter og varer en time. Chr. er jo lige fyldt 11, så jeg var lidt i tvivl, om det blev for lang tid. Han syntes, det var spændende. Guiden var også god, men hvis turen havde været målrettet børn, havde den selvfølgelig været anderledes underholdende. Men der var ingen børneture den dag. 

Her venter vi, udstyret med hovedtelefoner, på at gå ind. Det fungerer godt hørelsesmæssigt, men jeg har alligevel brug for at gå tæt på guiden, og det han taler om. For at kunne se. Med mine 156 cm. kan der let komme højere mennesker foran mig, og så kan jeg ingenting se. 

I forhold til evolotionstrappen gik vi videre opad, hvor der er figurer af tre personer, der præsenterer hver deres perspektiv på, hvor vi som mennesker kommer fra, og hvor vi er på vej hen. 

De er så livagtige at se på. Man tror, det er Stephen Hawkins, der sidder der i sin kørestol. Han var en af verdens førende teoretiske fysikere. Han var matematikprofessor på Cambridge University. I en tidlig alder blev han ramt af en langsom udviklende form for ALS. 

Christian har ikke hørt om ham endnu. Det kommer nok. Og jeg kunne ikke svare på, hvorfor han er så kendt? Jeg ved heller ikke noget om fysik og matematik.

Her er jeg for foden af evolotionstrappen fotograferet af Chr. 

Vi skulle hjem, fordi han havde en spilleaftale med fætter Mattias. Det lyder så hyggeligt, når de sidder der og "leger" eller spiller sammen hver sit sted. Jeg kan godt forstå, det er fascinerende at være sammen på den måde. 

Han blev hentet hos mig af sin mor, da familien var klar til at køre til Vorupør. Mattias er med sin familie på Rønbjerg Feriecenter.

Om lidt kører jeg til Vø. 

God påske i blog-land.
  

 

Det spirer og gror også indenfor.

 

Jeg har en avocadoplante for tiden. Det er så spændende. Den var allerede i gang med at spire inde i den meget bløde avocado, som viste sig at være uspiselig. Det kan være så svært at vide, hvordan en avocado er indeni. 

Min irritation over den overmodne avocado blev vendt til glæde, da jeg så, stenen havde åbnet sig og en lille rodspire var synlig. Jeg eksperimenterede med at finde et glas/en flaske, hvor stenen kunne sidde i spænd, så den var i kontakt med vandet men ikke gled ned. Det lykkedes med hjælp af en tændstik. Jeg ved, den kan plantes i jord, men jeg synes, det er spændende at se, hvordan rødderne udvikler sig.

I det lille glas står en kuglerund avocadosten. De plejer at være ovale og det er i den spidse ende, rødderne kommer frem. Så nu ved jeg ikke, hvad der er op og ned. Men stenen har allerede fået en lille revne, så nu vil det vise sig, om der sker mere.

Jeg har et pengetræ, crassula ovata, som har en lang historie. 

For længe siden, desværre har jeg ikke skrevet hvornår, nippede jeg to blade af og satte dem løst ned i jorden. Og voila - den spirer. 

Min moderplante fik jeg som stikling af Lilly for nogle år siden. Da vi for 25 år siden sluttede familierådgiver-uddannelsen på Kempler Instituttet  (Nu Dansk Familieterapeutisk Institut) tog hun en stikling fra den store plante i fællesrummet. Det var dengang uddannelsen foregik i Odder. 

Den plante er let. Den behøver kun lidt vand.

Lige nu hilser jeg den røde farve velkommen i haven. 

Fokus er de små botaniske tulipaner nederst i billedet. De står og gemmer sig lidt bag ribesbusken, der snart står med sin stærke røde farve. Dejlig tid lige nu.

For nogle dage siden var Mattias og jeg på en lille tur. Vi var bl.a. forbi tudse-paradiset. Det var overskyet, så tudserne var ikke så synlige som i solskin. Men de var der, og de var meget livlige. De er sjove at stå og se på og lytte til.

Der var også masser af anemoner i skovbunden, så vi fik buketter med hjem. 

Ugen der gik.

 

Vi fik ingen sne onsdag i sidste uge. Jeg gik en tur og troede, jeg skulle opleve lidt nedbør, men det er meget sparsomt, hvad vi har fået på de her kanter.

Mirabelletræerne blomstrer uanset vejret. De fleste dage har de hvide blomster stået så smukt mod den blå himmel.

I dagene før og efter de to billeder her, var der blå himmel og kølig vind. 

Billedet herunder er taget fra jernbanebroen.

Ellers var dagene i sidste uge præget af forkølelses/influenzaramte børn og en voksen - børnenes far. Christian sagde, det var værre, end dengang han havde corona.

Aftalen for sidste weekend var ellers på plads. Chr. havde soveaftale hos en kammerat og Johanne havde ditto hos mig. Forældrene skulle til stor fest. Kjolen var lejet (ja!) et smart koncept. Så opstår det uforudsete: Chr var sløj og febril og kunne ikke komme til sin soveaftale. Kunne han være hos mormor? Jeg ville hade at blive så forkølet og hostende, som han var ... Men det er andre tider nu, end dengang for to år siden, da corona var ny, og bedsteforældre blev frarådet at passe syge børn. Han havde iøvrigt negativ hjemmetest. Så han kom her og landede på sovesofaen, hvor han sov det meste af tiden. Han hostede som en søløve og havde ingen appetit.

Vi havde planlagt, vi skulle have burgere fra Hugos Burgerbar lige her rundt om hjørnet. Men den burgerbar er jo lukket. Jeg havde noget hakket oksekød og boller, så jeg lavede hurtigt 2 bøffer og ristede boller, så Johanne og jeg alligevel fik burgere. Chr drak vand og spiste lidt havregrød. Vi havde en rolig aften og nat, og om morgenen lavede jeg havregrøds-pandekager med  af resterne af grøden fra aftenen. Han nippede lidt til dem, men de smagte godt. Det syntes Johanne også. Hun var begyndt at blive lidt snottet. Forældrene kom og hentede de sløje børn ved 10.30 tiden.

Jeg havde en aftale med to nabodamer, der skulle komme her kl 11, og så skulle vi dele erfaringer med digitale billeder, og hvordan vi bruger dem.

Vi sad to timer med hovederne i skærmene. Det var sjovt og hyggeligt. Men vi havde forskellige telefoner, så det var ikke bare på samme måde ... 

Det giver noget at give sig tid og sidde og makke med det.

Chr var hos mig i tirsdag, og onsdag var jeg hos dem et par timer, mens forældrene var til træning. Han var klar til at komme i skole i torsdags, men han hoster stadig. 

I går var der familiekomsammen for at fejre, at han fylder 11 år i morgen. Jeg kigger på den store, skønne dreng og tænker, hvor blev årene af, og den lille pusling han var? (det er sådan noget en mormor siger i sit stille sind) 

Han er optaget af fodbold og karate. Og selvfølgelig skolen og det elektroniske liv. Jeg nyder at følge med.

I dag er klassen inviteret til Dojo'en, hvor der også hører et køkken til, så forældrene kan sørge for mad og kage.

En dojo er et træningslokale til karate. Silkeborg Karateskole har dojo i Sportscentret.

Johanne og jeg skal se, hvad sådan nogle store børn laver? Når vi har kigget rundt, går vi hjem til mig. Måske bager vi en kage? Måske ser vi Ramasjang?

Ingrid var her fredag aften medbringende tapas, og jeg havde vin, juice, kaffe og sweets. Vi hyggede os og fik snakket om det meste :-) Vi så også dokumentaren om den smukke Jenny Holm - nazispionen, der kom ind i varmen. Hun var ufattelig skruppelløs og samvittighedsløs. Efter få års fængsel var hun ude igen med mange menneskers liv og lidelser i bagagen.

Christian og jeg skulle have været ude ved Ørnsøstien, hvor der er et vandhul, som lige for tiden er et tudseparadis. Jeg blev gjort opmærksom på det via gruppen "Silkeborg i billeder." Han var syg, og min bil skulle til undervognsbehandling, som betød jeg skulle aflevere den tirsdag og få den igen fredag. Så jeg var en hurtig tur forbi, inden jeg afleverede bilen. Det er så fascinerende, det liv der udfolder sig. Nu ved jeg ikke, om de stadig er der? Det kan jeg jo finde ud af ...