mandag, marts 18, 2019

Med sved på panden.

I går aftes huskede min datter pludselig, at ansøgning om visum eller indrejsetilladelse til USA skal ske 72 timer før rejsen. Og eftersom jeg, i det her tilfælde, helt har lukket ned for den slags praktikaliteter, så gik jeg rundt i lykkelig uvidenhed. Lige indtil hun ringede og sagde, jeg skulle kommer derover medbringende mit pas.
Så sad vi med sved på panden og udfyldte formularen, for der var jo mindre en 72 timer til vi skulle rejse.
Tænk, hvis myndighederne havde en stor stak ansøgninger og havde brug for al den tid til sagsbehandling?
Det havde de heldigvis ikke, for i morges var der en mail i min indbakke med besked om, at min ansøgning var godkendt.
PHEW, siger jeg bare :-)
Jeg har læst, at pyyyh med lettelsen suk ikke bruges så meget mere :-)
Nu hedder det phew, når noget vanskeligt eller farligt alligevel ikke kommer til at ske.
Hvis man altså synes, der skal flere engelske udtryk og ord ind i det danske sprog. Ikke at jeg synes det. Det er bare lidt sjovt, som fremmedord sniger sig ind.
En ny uge er allerede i gang.

Jeg vil gøre et lille tilbageblik på ugen, der gik så hurtigt.
Ugens bedste måltid var hos min tidligere kollega, der bor i Ry. Hun laver dejlig, farvestrålende mad: selleritern og ditto søde kartofler bagt i ovnen. Ovnbagte rødbedetern. En salat af grønkål, spidskål og en masse granatæblekerner - og sikkert mere, som jeg ikke lige kan huske eller identificere på billedet. Et lækkert, mørt stykke kød var der også. Kødet har efterhånden fået status som tilbehør. Engang var det modsat.
Vi har det så hyggeligt, vi seks, der engang havde samme arbejdsplads. Kun én er tilbage på arbejdspladsen, to arbejder andre steder, og tre er pensionerede.
Det er altså pudsigt, at arbejdet og faget var det største samtaleemne engang. Nu berører vi det kun ganske lidt.


Ugens hyggeligste cafebesøg var på Cappuccio, der er flyttet fra en lidt afsides beliggenhed  ind i Nygade, Silkeborgs svar på et latinerkvarter. Altså hvis byen havde været gammel nok. Men eftersom den er fra 1848, kan de ældste gader nok ikke kaldes latinerkvarter. Men der er hyggeligt.

For tre - fire år siden flyttede en familie på tre, bestående af far, mor og en voksen søn, fra Sardinien til Danmark for at begynde et nyt liv.
Jeg ved ikke, om de kom fra restaurationsbranchen? I hvert fald har de nu et meget stemningsfuldt sted med salat, sandwich, kage og dejlig kaffe.
Billedet er fra facaden . Der er udover servering skiftende udstillinger. Lige for tiden, Peter Birks fotokunst.




Sådan et billede giver ikke det præcise indtryk, men der er gamle møbler, sofahjørne, reoler med bøger og blade og en lille scene, hvorfra der sommetider spilles musik.














Ugens kedeligste café var P Café i Bilernes Hus.
Jeg tilbragte en lille times tid der, mens en ny nøgle til bilen blev kalibreret (hedder det sådan?)
Der er et pænt udvalg af ugeblade, og der er wifi. Der er kaffe, rundstykker og småkager. Men det rundstykke, jeg fik, var smurt. Sikkert mens det var varmt, for det var bare fugtigt på overfladen af smeltet smør.

Nu sad jeg også var noget indebrændt over, at reservenøglen var forsvundet og havde været væk i fem måneder, og at en ny koster 2.500 kr.
Jeg bryder mig ikke om, at være uden reserve.
Og så var rundstykket oven i købet rigtig kedeligt.

Mattias var ugens Supermand i børnetandklinikken.
Han fik rgt. fotograferet et par tænder, og han satte sig i den røde rgt.stol uden at blinke eller protestere.
Da jeg var med ham for et halvt år siden, var han helt afvisende overfor alle tilgange og forslag fra tandlægens side, så det kom der ingen billeder ud af.
Jeg var meget spændt og inderst inde ikke særlig optimistisk i torsdags, men jeg skal da love for, han har udviklet sig siden.
Udover at personalet kaldte ham Supermand, fik han lov til at vælge, ikke bare en enkelt gave, men hele to fra gavekassen.
Han var glad, og det var jeg også.







Ugens søde og usædvanlige oplevelse var, at koret havde besøg af en gruppe på 18 børnehavebørn  og to pædagoger. Vores bestyrelse havde kontaktet børnehaven for at aftale noget syng-sammen. De ville gerne og sang deres fredagsmorgensang for os "Nu titte til hinanden de fagre blomster små". Vi sang "Jeg ved en lærkerede" sammen, og vi lærte dem den rytmiske udgave og  "Amen Siakudumisa" De var forbavsende hurtige til at lære sådan nogle uforståelige ord. Efter en lille times tid holdt vi pause og børnene spiste deres medbragte madpakker, inden de gik ud til bussen. Det var så hyggeligt. Børnene var tydeligvis glade. Der er en scene i vores øvelokale, og den ville de gerne stå på og synge igen til sidst. Jeg synes, det er godt, når børn og gamle kan mødes.

I mit nabolag er der tydeligvis udenlandske gæster i form af curlingspillere.
Den fine flagallé kommer til sin ret i blæsevejret.
Jeg har ikke været ovre i Sportscentret og har heller ikke hørt, hvordan det går. Jeg følger ikke meget med i sport i radio og tv, så jeg ved ikke, hvor stor bevågenhed sådan et verdensmesterskab har i pressen? Men det fremkalder vist ikke overskrifter.








Storebror Marcus er fyldt 12 år, og han blev fejret af familien i lørdags. I søndags havde jeg tre venner fra meget gamle dage til brunch. Og sådan sluttede en travl og dejlig uge.
I dag har jeg fået anskaffet en adapter til USA, så vi kan holde vores elektronik i funktion og lige pludselig er det snart, vi skal afsted.

onsdag, marts 13, 2019

Ingen dag uden billeder.

For nogen tid siden læste jeg et lille interview med børnepsykolog Margrethe Brun. Hun havde været på museum og havde lagt mærke til, hvordan forældre var mere optaget at fotografere deres børn end at dele børnenes undring eller begejstring, over det de så.
"Hvis du har fotograferet dit barn 8000 gange, så har du ikke været nærværende 8000 gange." Nogenlunde sådan lød overskriften. Hun blev trist over at se, at forældre opfordrede deres børn til at stille op på bestemte måder for at blive fotograferet og dermed afbryde barnets oplevelse eller aktivitet.
Jeg følte mig noget ramt, for jeg tit fotograferer mine børnebørn. Jeg vil gerne holde fast i deres alder og udvikling gennem billeder. Det er så hyggeligt at se tilbage på oplevelser, vi har haft.

Jeg ved ikke, hvor det citat stammer fra, men jeg kom til at tænke på det i forbindelse med billeder "Når alting er sagt og gjort, og det hele er handlet af, er følelsen tilbage."
Så måske er billeder ikke så vigtige, fordi det er følelser, vi husker?
Da jeg snakkede med min svigersøn om det, fortalte han, at da han var ung for 20 år siden, var han på rejse i USA med sin daværende kæreste. Han valgte slet ikke at fotografere, fordi han mente minderne ville stå skarpere i erindringen, når der ingen billeder var. Efterfølgende har han fortrudt det, for han kan ikke huske noget fra den tur. Kæresten havde fotograferet og lavet en fotobog til ham, men fordi det ikke var hans perspektiv, sagde det han ikke så meget.
 Så jeg fortsætter med mine billeder. Jeg afbryder ikke deres leg og beder dem om at smile eller se op eller indtage en bestemt positur. Men jeg er selvfølgelig optaget af fotografering i det øjeblik billedet/billederne bliver taget. Jeg er lige blevet færdig med en cewe-fotobog til Johanne om vores oplevelser i 2018.
I mandags, da Chr. var her, var han meget optaget af regnestykker.
Jeg blev præsenteret for adskillige opgaver. De blev længere og længere.
Til sidst måtte jeg give op og fortælle, at regning og matematik var det sværeste af det svære for mig, da jeg gik i skole.














Johanne var her i går. Hun opdagede, at min soap on a rope, en julegave, der har facon som en fisk, havde mistet halen, da den var blevet tabt på gulvet.
Hun elsker stadig at lege med vand. Og at sæbe-halestykket kunne producere så meget skum i vandet samtidig med, det blev mindre og mindre, var noget af et mysterium for hende.












I søndags var jeg til fødselsdag hos Mattias' far.
Og ingen dag uden fodbold, hvis vejret ellers tillader det. På et tidspunkt var jeg med henne på fodboldbanen, men jeg holdt mig klog af skade i udkanten.

I morgen skal jeg på værksted med bilen for at få synkroniseret en ny nøgle. For flere måneder siden opdagede jeg, at reservenøglen ikke var på sin plads. Og eftersom den ikke er dukket op, så må jeg bide i det sure æble og købe en ny.

mandag, marts 11, 2019

Tæt på.

Min nabo, når jeg kigger ud af køkkenvinduet, Sportscentret, skal lægge hus til kvindernes verdensmesterskab i curling.
Jeg havde ikke hørt om det, før jeg så banneret på huset og tænkte, at det er utroligt, der kan være verdensmesterskab sådan et relativt lille sted, som vores Sportscenter er.
Nu ved jeg, at banen ikke behøver at være stor.
Men hvad med tilskuerpladser?
Måske der der ikke så stort et publikum til den sport?
Gad vide, hvor mange curlingpiger, der kommer?
Hvis mit link virker, kan du HER læse om arrangementet.

I dag blev der arbejdet på at etablere en flagalle.

Det skal nok blive festligt fra d. 16. - 23. marts.
















Det er ikke så længe siden, Johanne og jeg tilbragte lidt ventetid med at kigge på curling. Det var mænd, dr spillede.

Vi ventede på, gymnastikopvisningen i en anden sal skulle slutte.

Jeg følger ikke meget med i sport, men når det foregår så tæt på, så synes jeg alligevel, det er spændende.

Rejsen til Washington er tæt på. Da min datter og jeg planlagde den tilbage i november, var der lang tid til. Nu er det allerede onsdag i næste uge. Det bliver spændende.

søndag, marts 10, 2019

At være nøgen - eller ikke at være ...

For nogle uger siden gik jeg forbi en genbrugsbutik i Aarhus. Det var efter lukketid, men mit blik faldt på to Carl Larsson-platter.
Hvis jeg havde set dem for 40 - 45 år siden, ville jeg have syntes, det var et sødt og yndigt motiv.
Dengang løb mine små børn og deres legekammerater nøgne rundt og legede på stranden og i haven på varme sommerdage.
Jeg kan ikke forstå det, men min holdning har ændret sig. Nu synes jeg, vi skal sørge for, at mine små børnebørn har badetøj på, så ingen fremmede ser dem nøgne.
Nøgenhed er begrænset til hjemme, hvor de før og efter bad spæner rundt uden tøj.
Jeg hørte et interessant radioprogram om nøgenhed for nogle uger siden i Manus Manege på P1. Programmet hvor Manu Sareen er vært. Han ville undersøge, hvorfor han selv har det så stramt med nøgenhed. Både sin egen og andres, fx. kærester. Og om hans adfærd har smittet hans egne børn. Han havde en gæst, der var naturist, i studiet og hans egen 17 årige datter medvirkede.
Den kultur, vi vokser op i, spiller en stor rolle. Her forstås kultur som den måde, vi gør tingene på i vores familier og vores land.
Jeg har heller aldrig, som Manu Sareen, set mine forældre nøgne. Jeg har heller ikke gået topløs rundt, som nogle gjorde dengang i 70erne, men dog løsnet toppen under solbadning :-) Min ex-mand havde et meget afslappet forhold til at gå nøgen rundt derhjemme. Efterhånden som pigerne voksede til, syntes de, det blev for afslappet, og han var jo ikke ude på at provokere, så det hørte nok op. Det kan jeg ikke rigtig huske. Jeg har altid følt mig bedst tilpas med et håndklæde om kroppen på vej ud badeværelset. Og da jeg hørte programmet, blev jeg klar over, at det synes jeg også andre skal gøre ... At jeg synes, det er lidt uskønt, når andre flasher deres nøgenhed. Det gælder ikke i svømmehaller og badeland, hvor man jo må give slip på sit håndklæde for at gå under bruseren.
Jeg ved ikke, hvordan mine døtre har det i deres familier. Men Manu Sarens datter havde det på samme måde som sin far. Hun blev irriteret, når kæresten gik nøgen rundt i lejligheden.
Og hvad så, tænker jeg nu? Det er jo en privatsag indenfor familierne.
Naturisten i programmet fortalte om sin glæde ved at gå rundt uden tøj. Det er ikke forbudt at være nøgen i Danmark. Der findes strande for nøgenbadning, men der kan bades uden tøj fra alle strande.  Efterhånden bliver det opfattet som en stor provokation, hvis nogen gør det, og politiet kan tilkaldes og anklage den nøgne for at forstyrre offentlig ro og orden.
Jeg bliver forvirret, fordi der er så mange modsat rettede signaler i samfundet. Og at der findes grimme mænd, der kan udnytte fotografier af børn.
Så jeg synes, små børn skal have badedragt/badebukser på i det offentlige rum.  Og små piger skal ikke seksualiseres ved at gå med bikini.
Men sådan tænkte jeg ikke, da mine piger var små.
Hvad har gjort, at jeg har ændret holdning?
Er det facebook, der påvirker os med amerikansk puritanisme?? Mon Carl Larssons billede vil blive slettet, hvis jeg lægger det på facebook?



lørdag, marts 09, 2019

Farverige overraskelser ...

Siden, jeg begyndte at købe Kvicklys Too Good To Go-frugt og grønsagspose, får jeg som regel, blandt de almindelige grønsager, nogle mere fancy varianter.
Fx. i torsdag, da der var de her spraglede blomkål.
De ser festlige ud. De er milde i smagen.
Jeg har spist dem til frokost i dag efter først at have blancheret dem et minut i kogende vand og efterfølgende overbruset dem med koldt. De smagte dejligt bare med valnøddeolie, lidt æblecidereddike, kryddersalt og peber.
Eftersom det er varer, der er vurderet til ikke at kunne sælges til normal pris, vil der selvfølgelig være fejl på dem. Også på mine som ses her i køkkenvasken efter sortering.
Jeg har aldrig kigget efter prisen på mix blomkålsbuketter, som de hedder. Det er ikke faldet mig ind at købe dem. De er sikkert dyre. Men de er fine. De er dyrket i Spanien og er ikke øko.

En anden gang fik jeg flower sprouts.

Der er sket noget med mit indlæg fra i eftermiddags? Noget er forsvundet? Måske har jeg ikke fået afsluttet rigtigt?
Jeg får ikke skrevet mere til i aften ...


fredag, marts 08, 2019

Vinterens koldeste ...

Det var vintersæsonens absolut koldeste bad i dag. Det skyldes blæsten og ikke de tre grader varme (kolde) vand.
Jeg har kigget på tabeller, og der var vindstyrke 14 m/s kl 10 i formiddags. Hjemme hos mig var der 4 graders varme. Chillfaktor, der handler om, hvor meget vinden afkøler, bevirkede så, at det føltes som minus 3. Det er jo ikke ekseptionelle kuldegrader, men for søren, hvor den blæst svirpede.
Jeg er skuffet over, vi ikke har haft is på søen, som vi havde sidste år i februar og marts.
Solen skinnede, og jeg tror, hvis jeg fandt en plads i læ, så kunne jeg have taget frakken af.

Silkeborg kommune har løftet sløret for renoveringsplanerne ved Almind sø.
Den nye badebro skal være formet som en cirkel.
Der vil blive etableret en sauna, omklædningen vil blive med varme i gulvet, og toiletterne vil være åbne hele året (ikke kun om sommeren som det er nu)
Det bliver spændende og uden tvivl meget fint. Bortset fra byggefasen! Jeg håber, den bliver kort.
Men hvor skal alle de mennesker, der vil strømme til, parkere bilerne ved denne her dejlige skovsø?

tirsdag, marts 05, 2019

Hvorfor har vi aldrig været her før ...?

Det spurgte vi hinanden om, da vi i lørdags tilbragte nogle timer i badeland i Søhøjlandet i Gjern. Kun et kvarters kørsel herfra.
Anledningen var, at min ex-mand havde fødselsdag, og han havde inviteret børn og børnebørn. I den sammenhæng hører jeg også med, og det er så hyggeligt.

Børnene på 4, 7, 8 og 12 år havde en herlig legestund. Det havde vi voksne også.
Jeg fik svømmet en enkelt bane. Der var ikke rigtig anledning til at svømme baner. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke helt har glemt mine færdigheder på dybt vand, som jeg øvede meget på for et par år siden. Jeg har ikke holdt det vedlige, og nu er der så meget andet, jeg bruger tid på. Men det kunne uden tvivl øves op igen.

Man måtte godt fotografere. Som livredderen sagde, så skulle det være ens egen familie, man fokuserede på, og hvis andre gæster klagede til ham, så ville han komme og sige det til mig.
Det var dog ikke ideelt fotoklima. Der var for fugtigt i luften, så jeg lagde ret hurtigt mit kamera væk.
Vi var i badeland et par timer og spiste efterfølgende frokost i restauranten.
Undenfor er der en spændende legeplads og aktivitetsområder, som jeg ikke så.
Mens små og store morede sig ude, kørte jeg hjem og købte boller, othello, kakao og forberedte et improviseret eftermiddags-fødselsdagsbord.




På en del af strækningen til Gjern, er vejen afmærket, så vi opfordres til at køre på midten. Det er ikke så tit, jeg møder den form for afmærkning. Max. hastighed er 60 km., så man kan godt nå at trække ud til siden, når der kommer en modkørende.

torsdag, februar 28, 2019

Hvad jeg skriver om ham ...

Mine blogindlæg indeholder ofte en beskrivelse af oplevelser, jeg har haft sammen med mine børnebørn. En fortælling om noget, de har sagt eller gjort. Eller billeder de er med på.
Det er aftalt med forældrene, der synes, det er ok. (Men de læser vist ikke mere min blog) :-)

Jeg tænker tit over, hvordan jeg eksponerer de søde børn. I den senere tid er der kommet fokus på, hvordan nogle skumle typer kan udnytte almindelige billeder af børn. Det får mig til at overveje, om jeg skal holde op med at lægge billeder op. Mange billeder er taget fra profil eller bagfra.
Forleden dag havde jeg en snak med Christian (snart 8 år) om det fænomen, at jeg har en slags dagbog, som alle kan læse på computeren. Hvad han tænkte om, at han var nævnt nogle gange, og at der ligger billeder af ham?
Det, synes han, er ok. Ikke at, jeg tænker, hans legitimering skal ligge til grund for det. Det har han ikke modenhed eller forudsætning for at vurdere.
Jeg viste han blogindlægget fra 15. januar, hvor vi er i gang med biblioteksbogen "Find Flunkerne"
Jeg skrev, at Chr. med sine hurtige unge øjne var den første til at finde figurerne. Det var han glad for. Men at jeg skrev, det var vigtigt for en næsten otte årig at være bedst, det var han meget uenig med mig i.
Det er i hvert fald ikke vigtigt for ham at være bedst.
Så blev jeg så klog.
Ikke at der er noget galt i gerne at ville være den bedste.
Måske skal han være gæsteskribent engang :-)




onsdag, februar 27, 2019

Forår i februar og et tandlægebesøg.

Der har været blå himmel og solskin i dag. Temperaturen var på et tidspunkt oppe på 12 grader.
Jeg har været i haven og ryddet lidt op, og det er jo pragtfuldt at gå ude i det lune vejr og se, hvordan de gule, lilla, blå og hvide forårsblomster lyser op.
Det er bare for tidligt. Vi er stadig i vintertid, selvom den første forårsmåned begynder om et par dage.
Mine billeder fra sidste år, viser is på Almind sø for et år siden. Måske kommer der sket ikke is på søen i år.
Billedet er rakler på en el.

I søndags var jeg med på en gåtur rundt om Ørn sø. Turen er ca fire km., og jeg gik den uden problemer.
Det er så dejligt.
Der er mange legemuligheder i en skov, hvor de væltede træer for lov at ligge.
Med madpakke, varm kakao og te kan sådan en tur godt tage et par timer. Det handler om at hygge sig og ikke om at komme hurtigt rundt.





Billedet er fra området ved Papirfabrikken.
Her bygges Silkeborgs højeste hus, som bliver på 17 etager.
I lang tid har byggeaktiviteten foregået i kælderniveau. Jeg tror, der er lavet parkeringskælder, men nu begynder byggeriet at gå op i højden.
Det bliver spændende at se.

Min tandlæge holder til i det her område, så derfor var jeg der i dag.
Det var bare et eftersyn, og alt var ok.
Jeg har næsten vænnet mig til at mangle en kindtand i overmunden. Ikke helt, for jeg kommer sommetider til at tygge skævt og bide mig i læben. Men jeg øver mig.
Det er 8 måneder siden og på grænsen til at være for sent, hvis jeg ville have implanteret en tand. Jeg kan sommetider tro, jeg vil. Men jeg vil ikke. :-)

fredag, februar 22, 2019

Hvad børn sommetider siger ...

Det gør mig glad at se det store udbud af forårsblomster i mange skønne farver.
I dag var det udenfor Kvickly.






























Johanne var med på biblioteket i dag efter børnehaven.











Det er umuligt at forstå, hvorfor vi ikke bare kan tage en bog i selvbetjeningsreolen?

Når vi nu kan i alle andre reoler.

Når man er fire, kan man ikke begribe, at personalet her sætter bøger klar, som lånere har reserveret til afhentning.

Jeg prøver ikke at forklare. Det er bare ikke en reol for os. Det er en voksenreol.



Ved et bord var der lagt farveblyanter og skabeloner til fastelavnsmasker frem. Johanne og en anden pige løb lidt til og fra, mens jeg sad i en lænestol ved et af de små borde og kiggede i et blad.
På et tidspunkt flyttede pigerne papir og farver hen til mig. Jeg overværede så følgende lille samtale:
Johanne: "Det er min mormor."
Leila: "Det er min far," idet hun henviste til malerbordet, hvor en ældre mand, med en flot hvid hårpragt, sad.
Johanne: "Jeg troede, det var din oldefar."

Faderen sad lidt væk, så jeg tror ikke, han hørte ordvekslingen. Jeg sagde ikke noget men tænkte, det var et lidt pinligt udsagn.
Johanne har flere gamle i sin familie. Fire bedsteforældre og to oldeforældre. Nu kun en, for oldefar Flemming døde for et par måneder siden, men oldemor Lilly er her stadig. Oldefar Hans døde for et års tiden siden, så hun er vant til at høre om oldefar.
Jeg kom til at tænke på, at en person engang antog mig for at være Henriks datter. Vedkommende blev meget, meget flov. Vi vidste da godt, der var stor alderforskel, og det var ikke noget issue for os. Det kom der bare lidt sjov ud af sommetider.
På samme måde havde faderen på biblioteket nok heller ikke noget problem med at være en ældre far til et mindreårigt barn.

torsdag, februar 21, 2019

En film-anbefaling og en bog-ditto.

Jeg har en veninde, der holder et vågent øje med biografrepertoiret, og på den måde bliver jeg gjort opmærksom på, når der er noget interessant for mig og for os.
For et par dage siden så vi filmen om den purunge Astrid Lindgren, fra tiden før hun slog igennem som forfatter. Hun var kun 18 år, da hun blev gravid med sin 30 årige chef på Vimmerby Tidende. Det var omkring 1926. For familien var det en stor skandale. Hun blev sendt til København for at føde og bortadoptere sin lille søn. Hun kunne imidlertid ikke give slip på barnet, der blev hos sin plejemor i flere år. Trine Dyrholm spiller en klog og hjertevarm plejemor.
Astrid arbejdede hårdt for at skaffe mulighed for at have sit barn hos sig.Han var seks år, da det lykkedes. Hun blev ikke gift med faderen.
Hvor er der sket meget godt i forhold til at være enlig mor. Ingen kvinder bliver set ned på eller udskammet, hvis de er alene med børn.
Vi lagde mærke til, at det udelukkende var kvinder, der sad i biografstolene den aften, vi var der. Det var måske tilfældigt. Men det er en film, der fortæller et stykke kvindehistorie. Selvom vilkårene var svære for den unge Astrid, er det også en glad og varm film.

Claus Dalby, hvis bøger om haver og blomster, jeg altid synes, er en stor fornøjelse at holde i hænderne og bladre i, har udgivet en bog om mad.
Som de store typer i overskriften siger, har han tabt sig rigtig mange kilo ved at omlægge sin livstil.
Bogen er fuld af skønne billeder.
Billeder af salater med ingredienser i vidunderlige farver og former. Grønsager og blomster.
Han er ikke blevet vegetar, men kød og fisk er nu tilbehør, og grønsager og salater er hovedretten.

Der er mange gode salatopskrifter, men mest af alt, så er den smækfuld af dejlige billeder.

Så her fra min udkigspost en torsdag aften vil jeg anbefale både bogen og filmen :-)






mandag, februar 18, 2019

Når afløbet stopper ...

Pludselig var de to vaske her i lejligheden helt tilstoppede i formiddags, både i køkkenet og badeværelset.
Så træder et lejeprivilegium i kraft: Jeg ringer til viceværten som almindeligvis straks sender en mand afsted.
Men lige i dag havde de susende travlt - alle medarbejdere. Det er nemlig i dag, de skal tage imod og hjælpe de lejere, der i lang tid har været genhuset et andet sted, mens deres lejligheder er blevet renoveret.
"Hvis du overhovedet på nogen måde synes, det er rimeligt at vente til i morgen, så ville det være en stor hjælp. Hvis du har akut brug for at få gennemløb, så vil der straks komme en mand," lød det i telefonen.
Jeg tænkte "hvor svært kan det være - da jeg var barn, var det med vandpumpe på gårdspladsen."
Så jeg venter til i morgen. Toilettet fungerer, og det er fint.

Men det er alligevel svært at undvære det rindende vand. Jeg er blevet opmærksom på, hvor meget vand, der går til håndvask. Og når mad skal forberedes. Opvaskebaljen bliver hurtig fuld. Jeg har oftest hældt spildevand ud i haven i dag. Men hvad nu, hvis jeg boede på tredje sal? Så kunne jeg selvfølgelig hælde det ud i toilettet.
Jeg glæder mig til det bliver ordnet i morgen. Jeg skal til træning kl 9 og kan tage bad i Sportscentret.
Fra morgenstunden vil jeg gøre som Steen Steensen Blicher (1782-1848), der mente, at vand på kroppen var skadeligt. Han dyppede to fingerspidser i vaskefadet og duppede søvnen væk fra øjenkrogene. Siges der.


På mit havebord trives forårsblomsterne i det milde vejr, og krabbeskjoldet minder om varme sommerdage med bare tæer i sandet.

søndag, februar 17, 2019

Hjemme igen med feriefotos.

Da jeg skrev mit indlæg om al den plastikaffald, der var skyllet op på stranden efter stormen for en lille uges tid siden, havde jeg ikke lagt mærke til Thisted kommunes initiativ:
En kasse med instruktion og opfordring til at samle affald op og lægge det i kassen.
Den lille sorte boks på venstre side indeholder plastikposer (ja, det kan ikke undgås) Men så vi behøver ikke at have poser med selv.
Det vil vi sikkert huske næste gang.



Det var en meget yndet beskæftigelse at samle sten på stranden. At finde de sten, der var bedst egnet til at male på.








I onsdags resulterede blæsten ikke bare i store bølger men også skumsprøjt langt op på stranden.

Ude i klitterne blandt marehalm vokser forskellige slags mos i grønne nuancer. Men også denne her lille fine, grå med røde "blomster."

Blomster er måske for meget sagt. De var overraskende med den røde farve mellem alle de grå og beige marehalm.







I min have er der knald på den gule farve. Erantis står og lyser med åbne ansigter mod solen. I dag har der været 10 graders varme.
Jeg er spændt på, om det er sådan vinteren skal være i år. Sidste år var der is på Almind sø fra d. 25. februar og næsten hele marts måned. Det kan nås endnu ...
Billedet er fra 26. februar 2018.


onsdag, februar 13, 2019

Grube sti.

Jeg er ikke specielt godt kendt i klitlandskabet omkring Vorupør. Det er min svigersøn derimod. Han går og løber rundt i terrænet, når de er der. Jeg blev inviteret eller opfordret til at gå med en tur på Grube sti. Jeg kunne jo altid gå tilbage til bilen, hvis det blev for langt.
Fra det sted vi parkerede, og indtil områdets højeste punkt, er der nok omkring 1-2 km. Men det er et meget kuperet terræn. Og meget smukt i al sin enkelhed.
Fra toppen går det brat ned i en kæmpe sandkasse.
Ungerne var vilde med at løbe op og ned ad skrænterne.
Jeg var vild med, det lykkedes mig at komme op ad stien og nyde udsigten til havet og til ungerne, der legede. Og at jeg kunne komme ned igen.
For to år siden i vinterferien var jeg i behandling med jackskinnen og kunne ikke gå ret meget. Jeg kunne heller ikke vide, hvor stabilt og bevægeligt mit ben ville blive på sigt.
Når jeg tænker tilbage, så er jeg meget taknemmelig for at mit knæ fungerer så godt. Jeg mangler det bageste korsbånd, men jeg oplever ikke ustabilitet.
Jeg tænker også tilbage på dengang for et år siden, da jeg var til afsluttende kontrol i forbindelse med forsikringssagen. Overlægen vurderede méngraden til 15. Men han ville sige til mig (udenfor referat) at han troede, mit knæ ville blive stærkere og mere stabilt med tiden.
Det fik han ret i. Jeg har også fulgt påmindelsen om ikke at stoppe med træning.

tirsdag, februar 12, 2019

Frisk vind - og et affaldsproblem.

I går var der vindstyrke 14 her, og det var voldsomt. Jeg havde slet ikke lyst til at gå ned på stranden, da jeg ankom sidst på eftermiddagen i går.
Update: Det var ikke vindstyrken! Ellen gjorde opmærksom på, at den skala kun går til 12. Min datter mener, det var m/s hun talte om :-) Tak for info Mommer.
I formiddags var vinden løjet af og solen skinnede.























For flere dage siden var en død sæl skyllet i land.
Måske har den haft et sår i hovedet?
Nu er der ikke meget hoved tilbage, idet dyr eller fugle æder af hovedet, så der kun er en blodig masse tilbage. Tænderne er tydelige og Chr. ønsker så meget at få en sæltand. Vi prøvede at banke og slå med en stor sten, men de sidder godt fast. Vi manglede værktøj og handsker, og Christians mor vil ikke have, vi eksperimenterer med det.












Stormen havde efterladt en bræmme af tang, så langt vi kunne se.
Ikke bare tang og biologisk materiale, men der var fyldt med plastik i alle mulige afskygninger.

Det er noget svineri og et sørgeligt syn. Der må da kunne findes aftaler og løsninger nationer imellem, så havet ikke skal fungere som en affaldsplads.

















mandag, februar 11, 2019

Ny udstilling.

I sidste uge var vagtgruppen inviteret til omvisning på den nye udstilling på Silkeborg Bad. Det var spændende at få en grundig indføring i Jens Olesens private samling. Eller et lille uddrag af hans store samling. Efterfølgende blev vi budt på middag, og det er altid hyggeligt.
Jeg har faktisk været der både lørdag og søndag med to forskellige veninder. Jeg har det sådan, at kunstværkerne siger mig mere, jo flere gange jeg ser dem.
Hvis man er kunstsamler gennem et langt liv, som Jens Olesen, så siger et billede sikkert ham noget, så snart han ser det.
På udstillingen er der billeder fra Kina, Mongoliet og Nordkorea og adskillige danske kunstnere.

Portrættet her er malet af Michal Kvium for 16 år siden.
Jeg tænkte, at det er et meget elskværdigt portræt i forhold til de groteske billeder, jeg har set af Kvium. Hvis jeg ikke var blevet gjort opmærksom på det, havde jeg nok ikke opdaget, at der er sådan et lille uhyggeligt hoved i forlængelse af skyggen på gulvet oppe på den mørke baggrund.

Jeg kører til Vorupør om lidt for at tilbringe et par familiedage der. Ungerne har ønsket, at jeg laver boller i karry, så i går aftes lavede jeg kødboller, og karrysovsen vil blive lavet på stedet.
Måske bliver der en fin solnedgang?
Herfra er der stærk, kold sol, og det er der vist over hele landet.

torsdag, februar 07, 2019

Vinterbelysning eller julepynt?

I går gav jeg havregrødschipsene en tur mere i ovnen, og de blev sprøde og lækre. Jeg skal helt sikkert lave en ny portion med kardemomme og fint hakkede mandler, og så smøre grøden mere tyndt ud på bagepapiret.

Det er mere end 14 dage siden, jeg tog de nøgne grene fra ribesbusken ind.
De er sprunget ud for flere dage siden, og de holder længe. Jeg bliver aldrig træt af, at de så tydeligt viser med den hvide farve, at det er lys og lange dage, der skal til, for at de skal vise den flotte røde farve. Det sker ude i haven i april.

I går hjalp Christian med at tage stjerneguirlanderne ned fra de tre vinduer i stuen. Jeg har gået og sagt, at det ikke er julepynt. Det er vinterbelysning. Men jeg synes alligevel de har noget med jul at gøre, så de måtte jo ned. Nu er dagene også blevet lysere, og når jeg står op mellem syv og otte om morgenen, nærmest otte. er der ingen grund til stjernelys i vinduerne.
Jeg savnede dem med det samme og glæder mig til de skal op igen. Det bliver i november, når dagene bliver korte og mere og mere mørke.
Foreløbig glæder jeg mig over vintergækker og erantis. De blå scilla er også begyndt at titte frem.