tirsdag, december 31, 2019

På italiensk cinghiale, på dansk vildsvin.

Cinghiale fik også en plads blandt juletræspynten.

Hvad er det med vildsvin og Toscana? Lever vildsvinet vildt der? Det bliver afbilledet så mange steder. Der findes sikkert store farme, som der findes svinefarme herhjemme. Men de findes også i  bamseudgaver i forskellige størrelser.
Mine børnebørn var ret vilde med de bløde dyr. De spiste også cinghiale ragu med stor fornøjelse.

Og nu skal vi have vildsvinesteg nytårsaften!  Den er ikke importeret fra Italien, men fra USA.

Jeg kan konstatere, at minderne om ferien i september til Toscana bliver holdt i live :-) Det er hyggeligt.






Jeg har bl.a. gjort det ved at lave denne her billedecollage, hvor knæleren øverst til venstre er det centrale. Den lå død ved svimmingpoolen, som den ses i Chr. hånd.
Vi pressede den omhyggeligt, og nu er den fin i rammen.
Nederst til venstre kigger C ud af vinduet i det værelse, vi delte.
Det lille billede til venstre er en vandrende græshoppe. På samme måde død ved poolen. Den blev tørret i vindueskarmen og bor nu i en lille æske -helt stiv og tør. Til højre er det et granatæble fra træet ved siden af huset, hvor vi boede.
Og sådan er der så meget interessant.
Nu vil jeg tage desserten med til nytårsaftensfejring og snart lytte til dronningens tale.
Rigtig glædelig nytårsaften. Og et godt nytår.







Juledagene forsvandt så hurtige ind i mindebogen.

Billedet er fra d. 24., og juletræet er for længst ude af huset hos min datter. Jeg synes, det var hyggeligt, der var et minde fra San Gimigiano i form af en julekugle (yndlingsbyen i Toscana)

Jeg var hos Mattias og hans familie juleaften/juledag. De øvrige dage er gået med med at lave mad og have gæster her hos mig. Det er rigtig hyggeligt at forberede mad og tænke på dem, der kommer og spiser. Men jeg tror nu snart, jeg må benytte mig af nogle take-away muligheder, for jeg bliver meget træt efterfølgende. Jeg har svært ved at give slip på mor-laver-mad-rollen. Men som sagt: Alting har en tid. Det er lettere sagt end gjort, må jeg bare sige.

I morgen er det nytårsaften, men mange har allerede taget hul på fyrværkeriet. Jeg håber, der bliver politisk enighed om at begrænse skyderiet. Jeg tænker mest på dyrene, når jeg skriver det.

Mattias var hos mig 4. juledag. Der var sket et uventet dødsfald i forældrenes omgangskreds, og de var på Fyn til begravelse.

Vi hyggede os meget med et besøg på Silkeborg Bad og leg i parken og skoven der omkring.

Der havde været et par graders frost om natten, og det betød at der var nisseskæg på nogle af de gamle grene, der lå i skovbunden. Der var nok til at lave en snebold :-)









Jeg bliver altid så begejstret, når jeg ser det. Det er så fint og flygtigt, og det forsvinder mellem fingrene på en. Det kaldes også hår-is.
På billedet herunder ligner det helt et par totter hår, der lige er klippet af



fredag, december 20, 2019

Juleglæder.


I morges ved 8 tiden strømmede der nisser ind i kirken. Det var de første seks klasser fra Christians skole. De to 0. klasser var Luciaklædte og sang om Lucia, men med en anden tekst og melodi end den traditionelle. De øvrige klasser sang hver en sang og en salme, og det gjorde de virkeligt godt sammen med skolens musiklærere.
Applausen ville næsten ingen ende tage.
Der var også tre fællessange.
 Alle bænke var fyldt op med børn, bortset fra de to bageste i sideskibene, som var for forældre og bedsteforældre. Der var kun plads til to voksne fra hver familie. Jeg stod sammen med min datter oppe ved orglet, og derfra havde vi den bedste udsigt.
Susanne præst fortalte om Atlas fra den græske mytologi og kædede det fint sammen med Gud, der blev født som menneske. Det var spændende.
Mens børnene gik hen til skolen, gik vi ind på cafe Drewsen og fik en kaffe, inden min datter gik på arbejde.
I går morges var der Silkeborg synger morgensang kl 9 i Kedelhuset. Det er sådan et hyggeligt arrangement med Steffen Juul, der kæder det hele sammen og spiller saxofon, mens Marianne Hougaard akkompagnerer på klaver.
I årstidens anledning var der lavet et sanghæfte med 11 julesange. De fleste kendte, men hver gang skal vi lære en ny.
Det er så populært, at der ikke er plads til alle. Der må være 300 i lokalet, så det handler om at være der i god tid.
Fra 16-18 var vagterne på Silkeborg Bad inviteret til den traditionelle årlige julekomsammen. Der blev igen sunget julesange, og der blev drukket gløgg og kaffe og spist æbleskiver. Og delt julegaver ud. Det var en hyggelig og julet dag i går.
I morgen aften skal jeg til Aarhus til julekoncert med Sissel Kyrkebø. Det er fødselsdagsgaven fra mine piger. Jeg glæder mig, og jeg bliver hentet. Det er så dejligt at være fri for at tænke på parkering.

mandag, december 16, 2019

Det var ikke fra SKAT!

Hahaha - nu må jeg le. Nej, jeg skraldgriner ...
Jeg har fået en meddelelse fra SKAT:

"Kære skatteydr.

Meddelelse om tilbagebetaling af skat for år 2019.

Jeg sender denne e-mail for at annoncere: Efter den sidste årlige beregning af din finanspolitiske aktivitet, har vi fastslået, at du er beregnet til at modtage en tilbagebetaling af skat af:

DKK: 1,134. 56

Jamen altså!!

Min nysgerrighed fik mig til at se, hvad der ville ske på næste side?  Det viste sig, jeg skulle indtaste mine nøglekortoplysninger! Jeg lukkede skyndsomt og slettede mailen. Min datter mener, jeg allerede har givet banditterne adgang ved at åbne den e-mail. Det tror jeg nu ikke. Håber ikke, skulle jeg måske sige?
Det er efterhånden længe siden, jeg har fået sådan en henvendelse. Hver gang undrer jeg mig over om, der er nogen, der tror på det og mister penge?

Christian har feber i dag og har ikke været i skole. Vi har bl.a. hygget os med TV2s julekalender. Tinka og kongespillet kan noget for en 8 årig. Ikke kun de daglige udsendelser, men også bogen til samlekort og de mange opgaver. På et tidspunkt blev han så træt, at han faldt i søvn. Det benægtede han dog :-) Han havde hele tiden været vågen.
I morgen skal jeg have gæster til eftermiddagshygge med gløgg og æbleskiver, æbletærte, kaffe og vaniljekranse. Så da bliver det ikke mig, der skal være sammen med ham.


I onsdags var Johannes børnehave til det årlige krybbespil i kirken. Jeg var med sammen med et par andre forældre, så pædagogerne ikke skulle være alene om at holde styr på flokken, mens vi gik i en lang række på fortorvet, og bilerne susede forbi.
Efter sådan et par timer er jeg ikke spor misundelig på pædagogerne. Det er nogle gange hårdt arbejde. Men det var hyggeligt. Og det er sidste gang, jeg kan være med, for efter sommerferien skal Johanne i skole. Allerede ... tænker jeg.


For fem år siden var det Johanne og hendes mor, der havde rollen som Jesusbarnet og Maria.
Da Johanne så dagens udgave, udbrød hun "Det er Karls mor og hans lillebror." Sådan er det så dejligt at få tingene (personerne) på plads. Billedet herunder er det lille krybbehus udenfor kirken.

Arrhh, jeg kan ikke lægge billeder og tekst på, som jeg vil. Jeg kan ikke gennemskue, hvorfor det sommetider driller.

tirsdag, december 10, 2019

Heldige med vejret på badedage.

Jeg synes, vi ofte er heldige med vejret på vores badedage. I går øsregnede det og i dag, vores faste badedag, var vejret så fint. Stille og lidt frost, mens solen var ved at stige op over træerne.


Denne her store, flotte gedde lå ved siden af badebroen.

Hvad er der mon sket med den? Med indvolde der kommer ud af et lille hul i kroppen?

søndag, december 08, 2019

'Marcipan' som i gamle dage.

Weekenden har stået i julegodternes tegn. Der er blevet bagt æbleskiver, vaniljekranse, pebernødder og rullet havregrynskugler og cornflakeskræs og formet marcipan. Desværre har Mattias og hans mor ikke været med. Han har haft høj feber i flere dage, men er i bedring nu.
Fredag efter skoletid var det Chr og jeg, der bagte æbleskiver. Jeg prøvede en opskrift med lidt gær og langtidshævning. Æbleskiverne smagte godt, men de faldt meget sammen og skrumpede, så snart de kom væk fra panden.







I går var vi flere i gang med pebernødder.












Den gamle kødhakker kommer kun frem den ene gang om året. Den er lidt besværlig, men Chr synes, den er sjov at arbejde med, og dejen kommer ud med fine riller.











Her er Christians bamser i marcipan.
Det er dog kun den yderst til højre, der er rigtig marcipan.
De to små er lavet af fattigmandsmarcipan, som min mor lavede i tiden lige efter krigen.

Jeg kom til at tænke på det, mens jeg skrev på julebrevet til 2.a. Brevet, som alle bedsteforældre blev opfordret til at skrive, skulle handle om jul i gamle dage.
Jeg var lidt rundt på nettet for at se, om der var skrevet noget om, hvordan husmødrene klarede sig med den knaphed på varer, der var dengang. Jeg fandt et par opskrifter på snydemarcipan eller fattigmandsmarcipan, som det også kaldes nu. Jeg husker ikke, det blev benævnt sådan dengang. Men jeg fik lyst til at prøve, hvordan det var.
Man tager 30 g margarine (nu smør) 60 g mel og 6 spsk mælk, der laves til en opbagning. Når massen er afkølet, æltes flormelis i, indtil det har en god konsistens, og der tilsættes rigelig mandelessens.
Da familien ankom, gav jeg dem en lille smagsprøve og spurgte, hvad det var? Børnene svarede marcipan. Min datter sagde mandelessens!
Til forskel fra ægte marcipan, var den meget glat og blød at få i munden. Det mest positive at sige om den, var, at den var let at arbejde med og forme figurer af. Men vi stod ikke i kø for at spise den. Den var for sød og mundfornemmelsen var forkert. Så den blev brugt som en slags modellervoks og resten blev kasseret.
Jeg kan bare konkludere, at vi hyggede os, og at vi er meget privilegerede på alle måder.

fredag, december 06, 2019

Hygge med familien.

I går bød på nogle dejlige timer i selskab med min bror og svigerinde i Dyrehaven i Skanderborg. Udover gåturen trakterede de også med en lækker frokost.

Dyrehaven er det skovområde, hvor Skanderborg festivalen foregår.

Det ser lidt skummelt ud her, men det er væltede træer, der er vendt om, så roden står op i luften.
På en sommerdag med udsprungne bøgetræer omkring, vil udtrykket nok være helt anderledes.






Jeg måtte smile, da jeg så det her, men det er jo også til at græde over. Det minder mig om et kunstværk, der hænger på museum Jorn for tiden. Det er selvfølgelig ikke særlig sjovt, at indkøbsvogne bare bliver efterladt i naturen. Det er virkelig kritisabelt.
Museum Jorn har tre værker af den anonyme kunstner Banksy i en udstilling.
Han kalder billedet Show Me the Monet.
En kritisk kommentar til tidens affaldsproblem og nogle menneskers ligegyldighed. Jeg har aldrig været i Monets have, men jeg er sikker på, der bliver passet på dammen med åkanderne.
Det er altså virkelig underligt med Banksy. Han/hun er britisk, anonym og ukendt i offentligheden, men billederne sælges for millionbeløb.
Hvordan kan det være? Der må jo være nogle kvaliteter udover det almindelige?



Der faldt nogle regndråber på min linse lige der ved
 tipi'en, der bærer navnet Arne Rygelighed.
Jeg gætter på, det er en hilsen til Arne Rolighed, der blandt mange arbejdsområder i nogle år var direktør for Aarhus Amts sygehusvæsen.
Han begyndte for mange, mange år siden at tale om rygningens skadelige virkninger og behovet for rygestop.
Det er først i dag, jeg kom til at tænke på Arne Rolighed. I går var vi bare undrende over navneskiltet :-) Det er sjovt med den hukommelse ...

Jeg kan godt forstå, det er populært at være til Smukfest, som festivalen også hedder. Det er et meget hyggeligt og skønt område. Min bror og svigerinde er frivillige i Lions madbod en af dagene.

Tak for nogle dejlige timer, I to.


onsdag, december 04, 2019

Udsigt til et nyt søbad.

Der skal snart ske noget ude ved Almind sø.
Nu er der kommet et informationsskilt op.
Det bliver uden tvivl et meget dejligt badeanlæg, når det bliver færdigt. Men anlægstiden bliver rigtig træls. Der er så meget anlægsarbejde i nærheden af mig. Nordskovvejen, hvor der bliver spunset med høje dumpe lyde. Og boligbyggeri med tilsvarende høje lyde i Østergadekrydset. Den formildende omstændighed er, at den larmende del af byggeriet nok er overstået, når vi igen begynder at opholde os mere udenfor.
Hvis vi følger den stiplede linje kommer vi hen til en badebro, og det forlyder, at der vil blive sat et skur op til omklædning.
Så det går nok altsammen.

















Der var blæsende i går.
Vandet er 6 grader nu, og der var egentlig ikke så mange opmuntrende omstændigheder i det grå lys. Men vi fik det kolde gys og varmen bagefter.

søndag, december 01, 2019

Nu ikke mere om julekalendere

Selvom jeg lige har harceleret over de mange udgaver af julekalendere, så har jeg alligevel begavet mine børn og børnebørn. Man har vel et standpunkt ...
Og det er jo også andre tider, end da jeg var barn :-)
Jeg er spændt på Silkeborgkalenderen, der ligger bagest. Den er til voksne.
Forskellige forretninger, kulturinstitutioner og restauranter har doneret, og den sælges for 200 kr. Overskuddet går til Mødrehjælpen. Bag dagens låge var der en brunch til en person på Michael D.
Den person vil jo nok tage én med sig, og på den måde får restauranten en gæst mere.
Sådan er det nok hele vejen igennem.
Johanne var uden tvivl mest tilfreds med sin kalender. Hun er lige målgruppen til 24 små bøger med en lille historie om Gurli Gris og hendes familie.
Johanne er stor fan af det univers.
Børnenes ulandskalender til Christian er jeg ikke sikker på, bliver en succes.
Storebror Marcus fik et par varme sokker i adventsgave. Der er ikke nogen kalender, der rammer aldersgruppen fra 12 og op, når der ikke må være slik i.

Hos Mattias må der gerne være slik. Fra voksen side bliver der sat pris på økologisk chokolade. Men denne her viste sig at være vegansk også. Spændende, hvordan den smager.
Jeg har jo min After Eight kalender fra mig  til mig selv :-) Og min Moni har givet mig en Pukka-te-kalender. Den første smagte dejligt.

Min ældste datter og jeg gik en tur rundt om Skallerund sø hen på eftermiddagen. Der var rim på buskene og tynd is på søen. Det var en skøn tur på to-tre km.

Morgenstund.

Jeg skulle en tur i Brugsen, da de åbnede kl 8 i morges. Sikke en smuk morgenstund. Der var et par frostgrader og helt stille.
Jeg plejer at fotografere Papirtårnet fra mit vindue, men i dag var jeg ude på vejen.
Jeg synes, det er så spændende, hvor forskelligt det hus ser ud.
I dag blev det farvet af lyset og solen, der prøvede at stå op. Der ser ud, som om der er ild bag ruderne.
Det kommer selvfølgelig til at se helt anderledes ud, når der flytter folk ind.
For et par dage siden, kom der et lille juletræ på toppen.



Da jeg et kvarter senere gik hjem havde himlen mod øst allerede mistet noget af sin røde farve.


Jeg skal snart aflevere nogle julekalendere :-)



God 1. søndag i advent.





Billedet her er en morgen for en uge siden, da den grå farve dominerede.

onsdag, november 27, 2019

Det er julekalendertid. Dengang og nu ...

Christians klasselærer skrev for nogen tid siden til forældrene, om bedsteforældrene ville skrive et julebrev om julen i gamle dage.
Da jeg blev spurgt, var min umiddelbare reaktion, at jeg vist ikke kunne huske noget. Men når først tankerne bliver ledt i den retning, så begynder hukommelsen at røre på sig. Jeg spurgte min bror, hvad han kunne huske, og resultatet er nu blevet tre sider. Der er et par billeder på også, så det er ikke tætskreven tekst.
Jeg kom bl.a. til at tænke på vores julekalender dengang tilbage i begyndelsen af 1950erne. Den var et papbillede med tal fra 1-24. Bag tallet var en låge, vi kunne åbne. Vi var så spændte på at åbne lågen hver dag, for der gemte sig et billede, der havde relation til julen. En nisse, en stjerne, et tændt stearinlys og den slags. Det forekommer mig, at lågen var særlig stor d. 24., og der altid var et stort, smukt pyntet juletræ med alle lys tændt.
Andre traditioner, jeg husker, bar præg af, at vi ikke havde meget at gøre godt med dengang.
Jeg har læst lidt op på den tid om rationeringsmærker. Fx. blev sukkerrationering først ophævet i 1952 som det sidste af de madvarer, der var rationeret. Jeg kan huske, hvordan min mor lavede 'marcipan'. Det var noget med smør og mel som til en opbagt sovs. Det skulle være en tyk masse, som blev tilsat mandelessens og sukker. 'Dejen' blev delt i fire portioner: en uden farve, en med lidt rød frugtfarve, en med lidt grøn og en med kakao. De forskellige portioner blev rullet ud med kagrullen. De fire lag blev lagt oven på hinanden og skåret ud i små rhomeformede stykker. De smagte egentlig godt. Men jeg husker også, da rigtig marcipan kom til. Det smagte helt fantastisk. Og hvis vi var på besøg hos naboer eller familie, og der stadig var snydemarcipan, så blev jeg virkelig skuffet.
Min veninde, der er tre år yngre end mig, voksede op i Gladsaxe, og hun har haft en helt anden opvækst. Der var utrolig stor forskel på by og land dengang. Og Thy var så langt ude og ude af fokus for de, der bestemte, at mange ting kom meget sent dertil.
Men nu kom jeg væk fra julekalenderen.
Da jeg var i Føtex for nogle dage siden, blev jeg overvældet af det store udbud. Der var mellem 26 og 30 af de kalendere med chokolade, lakrids, og andre slags slik. Jeg ville fotografere, men en medarbejder sagde, at det måtte jeg ikke. Jeg skulle have tilladelse af varehuschefen. Han gav tilladelse :-) Men mine billeder blev alt for overbelyste.
I har sikkert selv set udvalget, der udover slikkalendere også har mange andre at vælge imellem med legetøj og små pixibøger. Og voksne kan også finde relevante ting at forkæle sig selv og andre med.
Med min baggrund synes jeg selvfølgelig, det er alt for meget!
Det er ikke en holdning, jeg lufter i tide og utide ...
Men det synes jeg!
En dag var jeg ved at fortælle Johanne og hendes mor om min overvældende oplevelse.
Ikke på nogen fordømmende måde.
Heller ikke appellerende, da jeg sagde "gad vide om jeg får en julekalender?"
Det søde barn på fem svarede straks "Du kan bare selv købe en mormor"
Ja selvfølgelig! Haha :-) Jeg købte straks den, der har facon som Big Ben og indeholder After Eight.
Jeg har også købt julekalendere til de øvrige i familien.
Men jeg har denne her smag i munden, at det er for meget. Jeg vil gerne begrænse mit forbrug. Det er lettere for mig end for mine børn og børnebørn, der kun har oplevet velstand. Det har været let for mig at bevæge mig fra fattigdom til middelklasse sådan forbrugsmæssigt. Den modsatte vej bliver rigtig svær, men jeg tror, det bliver nødvendigt. Ad politisk vej bl.a.
Billedet er en kalender, jeg fik i 2017.

onsdag, november 20, 2019

I søndags.

I søndags var der fernisering på de billeder, der blev valgt ud ved forrige uges censurering i Bjerringbro. Det er der blevet en fin udstilling ud af.
Billedet her hedder "Ida i en anden verden."
Wilhelm Hammershøi var gift med Ida, og flere af hans billeder har en kvindefigur set bagfra.
Hvis kvinden på billedet ikke havde siddet med en Ipad, var det blevet valgt fra. Som dommeren sagde "hvis du vil male efter et forlæg, så skal der føjes noget nyt til."
Jeg synes, det er genialt lavet. Det er en meget aktuel kommentar til nutiden.
Jeg så det så tydeligt i toget til og fra Aarhus i lørdags. Alle havde en telefon i hånden.
Alice Andersen har malet det.

Birthe Nissens tegning blev valgt, fordi en hane kigger ind.
Hun havde en anden portrættegning med til censuren, men den blev kritiseret for at være for pæn. Den var for kedelig. I mine øjne var den bedre, end den der blev valgt.
Men tydeligvis så betyder hanen, at  det er mere interessant at kigge på billedet.












Pia med sit billede, der hedder "Road to Europe."
Hun er glad og er blevet kontaktet af to andre kunstforeninger, der gerne vil have hende med på deres udstillinger til næste år.

Jeg kan godt se, billedet indeholder noget af det dommerne gik efter.
"Der skal være noget for øjet at gå på opdagelse i"

Udstillingen i Gudenåhuset i Bjerringbro varer til 20.12.



søndag, november 17, 2019

Med tog til Aarhus.

I går var Mattias og jeg på togtur til Aarhus.

Jeg ville gerne vise ham AROS med kæmpe-skulpturen Boy, museets vartegn, og Your Rainbow Panorama på toppen af huset.
Vi skulle også spise pommefritter og drikke cola.

Det er så hyggeligt at være afsted alene med et barn. Vi får snakket på en anden måde, og der er mere ro på.

Boy kom til Aros til museets indvielse i 2004. Dengang fik han plads ved vinduespartiet ud mod Vester Alle på niveau 1. Der var masser af plads, lys og luft.
I 2016 blev han flyttet til niveau 6 i et lille spejlbeklædt rum. Jeg synes, det rum er alt for lille til den store 4,5 m. høje figur.

I 2015 var jeg der sammen med Christian, Johanne og deres mor.
På billedet her til venstre er det tydeligt, at skulpturen kommer mere til sin ret ved den første placering.
Jeg håber, han kommer tilbage??

Australske Ron Mueck skabte Boy i 1999 i glasfiber og silicone. Han vejer 500 kg og ser meget livagtig ud, som han sidder der på hug og ser så vagtsom ud.
Han er inspireret af aboriginer, det oprindelige australske folk.
Vi fik et papir med spørgsmål til en skulpturjagt. Et af spørgsmålene lød: "Hvor gammel tror du Boy er?"
Er det drengens biologiske alder? Eller er det dengang aboriginere levede ud i bushen? Det snakkede vi frem og tilbage om ...
Måske 100 år?




Det er sjovt at gå i regnbuen. Også lidt skræmmende at komme for tæt på kanten.
Det regnede i stride strømme, så udsigten rakte ikke så langt, men den var alligevel fin.
Her lød spørgsmålet til skulpturjagten: "Ved du hvilken farve, der er kontrastfarve til blå? Du kan kigge gennem risten i regnbuen for at få et hint." Vi kiggede og fandt ud af, den var orange.

Det var et par hyggelige timer på Aros. Vi blev (jeg blev) pølvåd på vejen tilbage til stationen, for det var begyndt at regne virkelig meget. Mattias havde regnjakke på.
Alle i toget sad med en telefon i hånden. Alle!
Jeg ved, at Mattias rigtig gerne vil spille, så på vejen hjem spurgte jeg, om det var hårdt at se så mange i gang med telefon. Det svarede han ja til, og så fik han min den sidste halve time :-)


fredag, november 15, 2019

Dagens længde er aftaget med 9 timer og 13 minutter.

Christian har fotograferet udsigten fra mit vindue i stuen.
Han har haft høj feber og hostet meget mandag og tirsdag. Onsdag og torsdag var han i bedring og var her hos mig.
Da han blev afleveret her ved 08.30 tiden i onsdag, var der denne her udsigt. Som om der var guld i vinduerne i Papirtårnet. Og månen, der blev mere og mere bleg.
Det hus ser så forskelligt ud. I morges var det rødt.
Solen brød kortvarigt igennem skyerne, som blev røde og orange, og det gav den fine farve på huset.
Da jeg kom tilbage efter at have hentet mit kamera var farverne væk. Så flygtigt var det. Og så vigtigt er det at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Ikke kun når man vil fotografere, men også i mange andre situationer :-)

I avisen ser jeg, at månen står op kl 18.07 og går ned kl 10.41. Jeg har aldrig set månen gå ned?
Solen står op kl 07.48 og går ned kl.16.02. Dagens længde er aftaget med 9 timer og 13 minutter siden solhverv. Det er mange timer, dagen er blevet kortere, og det fortsætter en måneds tid endnu. Det er fantastisk, vi har elektrisk lys, sidder jeg lige og tænker, idet jeg husker mine bedsteforældre, der havde petroleumslampe på den lille gård på heden, hvor de boede til 1951.
De klokkeslet, jeg skriver, er fra København og baseret på Københavns Universitets almanak.

mandag, november 11, 2019

Der har jeg ikke været før.

Jeg var i Bjerringbro i lørdags, og selv om der kun er en halv times kørsel, har jeg ikke været der før. Men sådan er det med mange steder. Jeg kommer mest de steder, hvor jeg kender nogen.
Bjerringbro kunstforening havde inviteret til åben censurering, og Pia havde indleveret fire billeder i håb om at komme med på efterårets kunstudstilling.
Jeg synes, det var interessant at overvære juryens kommentarer og valg, men jeg vidste, jeg ikke ville blive der hele dagen, for der var mere end 80 håbefulde kunstnere med keramik, tekstil, tegning og malede billeder.
Juryen bestod af Thilde Mønsted, museumsinspektør på Museum Salling og Bo Gorzelak Pedersen, anmelder og billedkunstner.
Efter min mening var der var mange fine billeder af landskaber, skove, et hav med bølger og sådan nogle motiver. Men de blev sorteret fra med hård hånd. De var for pæne, og landskabsbilleder har vi set alt for mange af. Et meget flot portræt blev karakteriseret som velegnet til at hænge på et borgmesterkontor. Ikke på en kunstudstilling.
"Nordisk romantik." "Cafeagtig." "Det er for rigtigt." "Det bliver ikke kunst af at dele ud af sit privatliv." (malerier af børn/børnebørn) "Hvis det er for pænt, er det ikke kunst." "Mere sjove end gode." "Der skal være noget grimhed i billedet af en sti gennem skoven." osv. Et lille udpluk af nogle af afslagene. Nogle billeder fik bare et "nej herfra."
Men der var selvfølgelig også mange, der fik ros og JA.
Pia fik antaget et billede, og hun var stjerneglad. Det var der 38 andre, der også var.
På søndag er der fernisering, og udstillingen slutter d. 19. december.
"Der skal være noget at gå på opdagelse efter i et billede."

søndag, november 03, 2019

Med lysguirlander gør det ikke noget, det er mørkt.

På Silkeborg Bad er der for tiden en dejlig udstilling for børn og barnlige sjæle.
Den tjekkiske filmskaber og dukkemager Matje Forman har sammen med kolleger skabt IMAGINARIUM. Et rum til leg og fantasi. Jeg er så betaget af håndværket. Træskærerarbejdet.


Det er umuligt gennem mine billeder at skabe et indtryk af det. Hvis mit link virker, er der flere billeder og tekst der.


Almindeligvis må man ikke røre ved udstillede genstande, men her handler det om at røre, at lytte, at se og prøve, hvordan de eventyrlige figurer virker.
En sanseudstilling.











Det har været badedag i dag. Else er nemlig i København, i ugen der kommer. Så for ikke at få al for lang en pause i vores badning, mødtes vi i formiddags.
Det var en grå dag med øs-pjaskende regn. Men ingen blæst og det er det bedste.
Det var faktisk rigtig fint vejr.
Mildt og regnfuldt.

Der går en enlig person på billedet, men det er meget misvisende i forhold til den aktivitet, der var.

Der var rigtig mange mountainbikere, der var mange løbere og badende. Og en enkelt der gik tur med sin paraply.

Woodys transportable kaffebar var med til at øge hyggen.

Så november, kom bare an.

Jeg har hængt en lysguirlande op i køkkenvinduet og det ene vindue i stuen. I løbet af et par dage kommer der flere op.
Så gør det ikke så meget, det er mørkt.

torsdag, oktober 31, 2019

Udsigt og farver.

Mens jeg nød min morgente i går, havde jeg fornøjelsen af at se, hvordan solen prøvede at jage tågen på flugt.
 Kl 08.15 stod det næsten færdigbyggede Papirtårn og så nærmest gyldent ud.

Kl. 08.28 havde tågen taget magten.

Kl. 08.32 kunne Papirtårnet anes igen.

Kl. 08.43.
Jeg havde det her scenarie foran  mig i en halv times tid. Det er da god underholdning :-)
Jeg bliver aldrig træt af at se, hvordan farver skifter i naturen. 

Sidst på eftermiddagen skulle jeg aflevere Christian hos en klassekammerat, hvis forældre havde inviteret til Halloween. 
Der er virkelig for alvor kommet en ny festlighed eller tradition, som vist snart er på højde med jul og påske, når det handler om pynt og udstyr.