Viser opslag med etiketten Hjemme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hjemme. Vis alle opslag

søndag, december 06, 2020

Decemberglæder.

 

Noget af det hyggeligste i de her mørke dage er lysguirlanderne, synes jeg. 

Det lille lystræ står på terrassen, og i de tre stuevinduer hænger noget, der kan minde om et stjernelys-rullegardin. Men alligevel ... Da jeg gik hjem tidligere i aften, var det lige før, jeg syntes, der var for mange forskellige, tilfældige lys kastet ud over det hele. Ja, jeg er ikke nem at gøre tilfreds, men bottom-line er, at lys er skønt.


Jeg har i et par uger haft travlt med at flytte rundt på reoler og bøger, og en sofa er kommet fra gæsteværelset ind i et hjørne i stuen, hvor der før stod en lænestol, et sybord og en reol.
Kelimtæppet foran sofaen var på prøve. Det var flotte, kraftige farver, men det var for dominerende, så nu ligger der et i en beige farve. Som Henrik ville sige "det gør ikke ondt." Oversat betyder det, at det er kedeligt. Men nu skal der nye puder til med knald på farverne. Måske noget med orange/terracotta, der matcher farverne i billedet. Det er blevet et dejligt hyggehjørne.

Vi har haft gang i vaniljekransene hos mig. Jeg har mistet en bordplade i køkkenet til vaskemaskinen, så det meste foregår i stuen. Dog havde Chr og jeg lavet dejen for et par dage siden.

Vi bruger Blomsterbergs opskrift og min mors gamle kødhakker til at lave de fine striber på kransen. Det er vigtigt at dejen er køleskabskold, så holder faconen bedre. Jeg sparede og brugte vaniljesukker. Alligevel er de virkelig gode. Jeg vil lave en ny portion dej med en rigtig god vaniljestang og finde ud af forskellen.


Der blev også lavet marcipanfigurer. Fantasien og kreativiteten var stor.

Efter den slags sysler, trængte børnene til at komme hen på fodboldbanen med et par bolde. Dejligt, den er så tæt på. Mødrene ville også med. Jeg blev hjemme og vaskede op 😇




mandag, maj 04, 2020

Morgen og aftenbillede.

I morges var den første blomst sprunget ud på mit lille æbletræ. Der sad oven i købet en humlebi i den. Træet er kun to år gammelt. Sidste år var der mange blomster, men ingen æbler, så jeg er meget spændt på, hvordan det bliver i år.

Mit aftenbillede handler om, det er 75 år siden, Danmark blev befriet for den tyske besættelse.

Midt på dagen gik jeg ned til Skolegade for at se Pias nye atelier.
Dejligt sted, som jeg glemte at fotografere.

Billedet handler om vejarbejdet på Vestergade, som er gågade. Når det engang er færdigt, vil der være træer og beplantning. Det bliver uden tvivl dejligt, men det må virkelig være hårdt at være forretningsdrivende for tiden. Og så med corona oveni.






søndag, april 12, 2020

En hjemme-lørdag.

Hver formiddag mødes vi udenfor og synger morgensang sammen med Philip Faber på P1.
Ove og Tage sætter deres store, kraftige højtaler op i vindueskarmen, og instruktioner, musik og sang kan høres langt ud på vejen.
I går sang vi den skønne "Denne morgens mulighed" med tekst af Johannes Møllehave.
Den næste var "Hvalen Valborg" af Shu-bi-dua. Ikke så let at synge. Men sjov.
Mens vi stod der, begyndte det at regne.
Det havde jeg ventet på, så da vi havde snakket af efter sangen, gik jeg i gang med at strø kalk ud på plænen.


Blommetræet står med bristefærdige knopper. I går aftes ved 20.30 tiden var der tusmørkestemning, mens sollamperne lyste op.


Jeg har åbenbart gået for meget og for langt de første dagen i ugen, hvad der resulterede i smerter i lyske og knæ. Jeg kender det godt, så jeg blev inde resten af dagen. I går svarede mine skridt hele dagen til en distance på en km. Det betyder, jeg har mindre ondt i dag. Jeg er gået i gang med en panodil-kur - 2 tabl.  665 mg 2 x daglig i en uge, og så begynder jeg stille og roligt at øge gangdistancen igen.
Nu er der snart morgensang. I dag 09.45.

fredag, marts 27, 2020

Forårs-fredag.

Når jeg vågner om morgenen i denne her tid ved 7 tiden, har jeg en uimodståelig trang til at tænde for tv for at følge med i, hvor mange der er døde af covid-19 og hvor mange flere, der er blevet syge siden i går. Så sidder jeg der med fjernbetjeningen i den ene hånd og hjertet i den anden (citat af Dorthe Nors)
Jeg har fundet ud af, jeg ikke skal blive siddende for længe, selv om det er interessant at følge med journalisterne rundt i verden, hvor der rapporteres om tingenes tilstand. Der er fredeligt her, hvor jeg er, men det er jo ganske forfærdeligt mange steder i verden. Det bekymrer mig, og det fylder for meget i mine tanker, hvis jeg sidder foran nyhedsskærmen hele tiden.

Morgenen indbød til en gåtur.  Jeg vil gerne se vand, og det nærmeste er Silkeborg Langsø, her med kig over til Alderslyst.

Det er ikke mange dage siden, vi gik en familietur herud til campingpladsens bro, som da var helt væk, og flagstangen stod langt ude i vandet. I mellemtiden har der været håndværkere og bygget en ny bro, og vandet har trukket sig betydelig meget tilbage.








Jeg nåede lige tilbage til fællessang med Philip Faber kl 9. Vi er ikke blevet flere. Ove og Tage på altanen og tre nede på vejen. I går kom der en kvinde gående. Hun standsede forbavset op og spurgte, hvorfor vi stod der. Hun blev stående, men kom ikke tilbage i dag. Men det er en hyggelig lille stund, vi har der.


Hen på eftermiddagen, da min datter var kommet hjem fra arbejde, tog jeg min termokaffekop med over i solkrogen, hvor er der plads til at holde afstand på terrassen.












På et tidspunkt indtog de to sofaen. De holdt en pause fra en sjov leg på trampolinen.
I morgen er det min plan at køre ud til Mattias med de rundstykker, vi godt kan lide fra bageren.
Det skulle stadig være varmt nok til at sidde på terrassen i morgen også. Jeg går jo ikke på besøg indendørs, så jeg udnytter det gode vejr til at ses udenfor med afstand. Snart ændrer vejret sig vist til det kolde.

Jeg tænker på personalet på sygehuse og i hjemmeplejen og håber, de kan skærmes for smitte.



torsdag, marts 26, 2020

En hjemmedag.

Når jeg kiggede op, da jeg stod ude ved tørresnoren i eftermiddags og hængte tøj op, havde jeg det her syn. Blå himmel og hvide mirabelleblomster. Hvidt og blåt klæ'r hinanden. Så smukt.

Jeg var ikke så vild med at have fælles vaskeri, da vi blev ramt af corona. Men det er i virkeligheden meget enkelt: Jeg væder en klud med husholdningssprit, og så tørrer jeg alle dørhåndtag og greb på vaskemaskinerne af. Det samme med program-panelerne på maskinerne og på betalingspanelet. Det er så let, så jeg undrer mig over, om jeg kan vænne mig af med det igen :-) Om vi nogen sinde bliver så normale, så vi ikke tænker på virus og håndvask og sprit?
Mit vasketøj i dag var ikke så dekorativt, så jeg har fundet billedet her frem fra sidste år i maj af Ove og Tages vasketøj lige udenfor mit køkkenvindue.
Jeg legitimerede mit foto med, at jeg syntes, det lignede et kunstværk. Det morede de sig over.
Jeg nød at tage mit vasketøj ind sidst på eftermiddagen. Det dufter dejligt af frisk luft.
Jeg tjekkede på min telefon, hvor mange skridt jeg går til og fra vaskeriet. Bare for sjov. Det blev 3.800 - ikke så imponerende.
Men jeg har gået mere end det i løbet af dagen. Jeg har bl.a. ordnet lidt i haven. Dejligt vejr til det.
Billedet her er fra 2017, da jeg havde overstået 10 uger med Jack-skinnen efter forskellige skader i mit knæ, da jeg havde spillet fodbold med Mattias.
Jeg kunne godt lave noget havearbejde siddende på en stol og gå med stok. Men jeg var noget bekymret.
Det går godt nu. Jeg er lykkelig for det jeg kan. Knæet er selvfølgelig ikke 100% i orden. Det kan man ikke forvente i min alder.
Mit blå bed er ikke så pænt i år, som det var for tre år siden, kan jeg se. Det må jeg gøre noget ved :-)

fredag, november 15, 2019

Dagens længde er aftaget med 9 timer og 13 minutter.

Christian har fotograferet udsigten fra mit vindue i stuen.
Han har haft høj feber og hostet meget mandag og tirsdag. Onsdag og torsdag var han i bedring og var her hos mig.
Da han blev afleveret her ved 08.30 tiden i onsdag, var der denne her udsigt. Som om der var guld i vinduerne i Papirtårnet. Og månen, der blev mere og mere bleg.
Det hus ser så forskelligt ud. I morges var det rødt.
Solen brød kortvarigt igennem skyerne, som blev røde og orange, og det gav den fine farve på huset.
Da jeg kom tilbage efter at have hentet mit kamera var farverne væk. Så flygtigt var det. Og så vigtigt er det at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Ikke kun når man vil fotografere, men også i mange andre situationer :-)

I avisen ser jeg, at månen står op kl 18.07 og går ned kl 10.41. Jeg har aldrig set månen gå ned?
Solen står op kl 07.48 og går ned kl.16.02. Dagens længde er aftaget med 9 timer og 13 minutter siden solhverv. Det er mange timer, dagen er blevet kortere, og det fortsætter en måneds tid endnu. Det er fantastisk, vi har elektrisk lys, sidder jeg lige og tænker, idet jeg husker mine bedsteforældre, der havde petroleumslampe på den lille gård på heden, hvor de boede til 1951.
De klokkeslet, jeg skriver, er fra København og baseret på Københavns Universitets almanak.

torsdag, oktober 31, 2019

Udsigt og farver.

Mens jeg nød min morgente i går, havde jeg fornøjelsen af at se, hvordan solen prøvede at jage tågen på flugt.
 Kl 08.15 stod det næsten færdigbyggede Papirtårn og så nærmest gyldent ud.

Kl. 08.28 havde tågen taget magten.

Kl. 08.32 kunne Papirtårnet anes igen.

Kl. 08.43.
Jeg havde det her scenarie foran  mig i en halv times tid. Det er da god underholdning :-)
Jeg bliver aldrig træt af at se, hvordan farver skifter i naturen. 

Sidst på eftermiddagen skulle jeg aflevere Christian hos en klassekammerat, hvis forældre havde inviteret til Halloween. 
Der er virkelig for alvor kommet en ny festlighed eller tradition, som vist snart er på højde med jul og påske, når det handler om pynt og udstyr.






torsdag, juli 19, 2018

Til kartoffelblomstens pris.

Efter min vagt på Silkeborg Bad i dag, havde jeg et ærinde i Bording og Ikast, så jeg kørte gennem kartoffelland.

Jeg synes, de er så flotte de store marker, der blomstrer nu.
På nogle af markerne bliver der vandet, men jeg synes ikke, planterne er så spændstige. Forhåbentlig bliver der en god kartoffelhøst alligevel. 
Fra min terrasseudsigt, hvor jeg plejer at se solnedgang, var der noget andet på spil i går.
Men ved solnedgangstid var alt ved det gamle igen.

I morgen fylder Johanne fire, og vi skal fejre hende i prærievognen. Der vil være lejrplads tæt på den lokale rideskole. Jeg bager ikke, men henter boller og kagekone i Kvickly. De, i familien, der ikke er på ferie kommer også. Det bliver sikkert hyggeligt.

onsdag, juli 18, 2018

Forskellige lydbilleder.

Hjemme igen var det skønt at vågne i morges med Canticorum Jubilo i hovedet.
Den er så mægtig og kraftfuld.

Ellers var lydbilledet et helt andet, end det jeg har hørt de seneste dage i Nr. Nissum.

Her hjemme er der hele tiden en svag summen af trafik. Sommetider bliver den svage summen brudt af højere uregelmæssige lyde.
Jeg plejer ikke at lægge mærke til det, og snart vil det igen forsvinde fra min bevidsthed.





Udsigten fra mit værelse (på Seniorhøjskolen), hvor jeg ganske vist ikke opholdt mig så meget, men hvor der var meget stille og fredeligt.

De sjove, langbenede fugle sagde ingenting. Men der var et rigt fugleliv i træer og buske, og fuglesangen var meget mere varieret, end jeg er vant til her. Det var dejligt at høre.








 Solnedgangen er fra min hjemlige terrasse i går aftes.

Hvor har jeg nydt det mange aftener denne her sommer.
Bagsiden, af de mange flotte solnedgange, er tørken.

I går regnede det en lillebitte smule. Mon ikke det er bedre end ingenting, selv om mange siger, det ikke batter noget?

Dagene er tydeligvis kortere nu.
Mine billeder er taget ved 22 tiden.














Men hvad skuer mit øje, da jeg kiggede ud i dag??
Lige mellem to tage i mit solnedgangsfelt?

Der er gang i et meget omdiskuteret bygningsværk.
Et højhus med 17 etager - er ikke helt sikker på højden. Det skal jeg gurgle :-)

Jeg er spændt på, om jeg får udsigt til det, når det er færdigt?


Nu skal jeg ud at handle og købe ind til boller i karry. Christian og Johanne med forældre er på prærievognshestetur her i omegnen. Alt er planlagt i detaljer af det firma, der står for det. I dag skal de slå lejr ca 10-15 km. herfra. De laver mad på Trangia, derfor ønsket om mormormad. Hestene skal vaskes, strigles og fodres, inden deres mennesker kan holde fri. Børnene spørger slet ikke om telefon eller iPad :-)
Jeg glæder mig til at komme ud og finde dem.


onsdag, august 26, 2015

Handywoman2woman.dk




Dygtige handywoman-Jeanne i aktion!

Jeg havde målt væggens bredde og sendt resultatet, så hun kunne købe en hylde.
Men jeg havde brugt et målebånd og ikke en tommestok, og det viste sig at være noget unøjagtigt.

Heldigvis havde Jeanne ikke savet hylden ud hjemmefra, for så var den blevet for kort.

Den rigtige længde måles ud.



Hjulene er sat under den gamle reol.

Som det ses, skal der meget mere maling til.
Jeg vil tro, den skal have to gange mere. Der skal gå 16 timer mellem hvert lag, så det varer et par dage, før den er klar.








Jeg kan godt forstå, der er bud efter Jeanne.

Hun er sød og dygtig.

Håndværkere vil jo ikke gå ud til små opgaver, så hun udfylder et behov med sin niche-virksomhed.

Artiklen i Aarhus Onsdag (i dag) havde allerede resulteret i 3 henvendelser fra tidlig formiddag.





Onsdag er min hente-Chr.-dag. Vi var hjemme hos mig fra børnehaven, da Jeanne var ved at pakke sammen, men han var imponeret over alt det værktøj, der var i bilen.

For et par dage siden købte jeg to havestole. Den ene var pakket ud. Den anden lå i en papkasse.
Det var Mattias' far, der samlede stolen, og imens havde Mattias stor glæde af at lege med papkassen.
Jeg lovede ham, han måtte få den med hjem.
Vi glemte det bare.

Og heldigvis for Christian, der lavede den til en hule, der skulle stå på sofaen.


Christian fortalte, han havde brækket sin arm, da børnehaven var på tur i skoven.
Den pædagog, jeg snakkede med, havde ikke været med, så hun vidste ikke, hvad der var sket.

Han virkede træt og lå meget af tiden i kassen og så Ramasjang.
Der var ikke noget at se på armen. Han brugte den også spontant.
Men det har nok været sindsoprivende. Det kan tære på energien.

Update:
Jeg hører, der var tilfælde af opkastning i børnehaven i går. Chr har nok haft en snert af det. I dag til morgen er han frisk.

tirsdag, august 25, 2015

Handywoman.


I lang tid har jeg tænkt, jeg skulle gøre noget ved rodet i mit kombinerede kontor/gæsteværelse.

Der stod bl.a. de to ekstra stole til mit spisebord.
Stolene har høj ryg og fylder lidt meget, og alting blev lige lagt ind på stolene i en uorganiseret bunke.

For nogle dage siden så jeg denne her gamle reol i en genbrugsbutik, og tænkte at den kunne bruges.
Jeg fik den leveret af de rare genbrugschauffører, som også tog de to stole med.

Nu har jeg vasket den af og slebet lidt med fint sandpapir og vasket af igen. Om lidt skal den males hvid, og der skal hjul under. Ikke fordi jeg vil rulle rundt med den, men for at gøre indtrykket lettere og rustikt på samme tid.
Den var alvorlig snavset. Vaskevandet blev helt brunt. Måske var det også møbelpolish. Den lugtede grimt, som om den havde stået i et rum med en masse tobaksrøg. Jeg synes, det er sjovt at tænke på, hvem der mon har tørret støv af den i årenes løb, og hvad der har stået på hylderne?
Selv om der er en lille udskæring, så er det længe siden, det har været et pænt møbel. Måske har det stået i et værksted til sidst. Som grantræet i H.C.Andersens eventyr, så tror jeg, det har haft en krank skæbne, men nu kommer det lidt til ære og værdighed igen med et nyt look.










Inspirationen til at gå i gang fik jeg, fordi jeg vandt en give-away hos Handywoman2woman.

Jeanne, der står bag firmaet har jeg kendt i mange år, fordi hun er veninde til min yngste datter.

Jeg har en  liste af småting, der skal gøres:

Uigennemsigtigt folie på nederste halvdel af badeværelsesvinduet.

Gæstehåndklædekrog samme sted.

Hjul under den gamle reol, som skal bruges til alt det legetøj, der efterhånden flyder rundt.

En hylde i gæsteværelsets bredde over døren. Hertil skal jeg have anskaffet nogle pæne kasser, hvori jeg vil opbevare det, jeg ikke kan skille mig af med, men sjældent ser på. F.eks billeder, der gennem mange år er sat ind i ringbind. Jeg er træt af at se på de ringbind.

I morgen kommer Jeanne. Hun er den sejeste handywoman.
Og nu skal jeg i gang med at male den gamle reol.
Jeg så godt, der var billige hvide reoler, da jeg var i JYSK i går for at købe stolehynder.
De var kedelige. Men det havde været lettere.  ;-)

mandag, januar 05, 2015

Mine mærkelige amaryllis - og P1.

For en måneds tid siden købte jeg to amaryllisløg i DagliBrugsen for kun 29 kr på stk.

Måske kan man ikke forvente den flotte blomstring til de fire verdenshjørner, når løgene var så billige. Og de er da også smukke, som de er, selv om de er anderledes. Begge har to stængler med knopper.

Den, med den flotte røde farve, har en kun 10 cm lang stængel, og blomster der sidder tæt sammen i en roset.


Den anden har de sædvanlige blomster, der vender i hver sin retning. I det her tilfælde kun i to retninger.
Uanset hvad, så er de dejlige at kigge på.

Jeg hørte Eksistens på P1 i formiddags. Interessant at høre filosoffen Anders Fog Jensen. Han talte bl.a. om at se tilbage på året, der er gået, i stedet for at se frem til det der kommer. I vores kultur er der noget lidt altmodisch og naturstridigt i at kigge tilbage. Vi skal se fremad og udvikle os hele tiden.
Men det er af fortiden, vi lærer noget om os selv. Hvad gik godt, hvad vil vi gerne fortsætte med?

Nietzsche, den tyske filosof, der døde i år 1900, sagde "Du skal leve dit liv således, at du ville gentage det"

Der er spændende emner på "Eksistens". For ikke at tale om "Hjernekassen". Den er bedst, tror jeg, hvis jeg skulle vælge.
Programmerne på P1 kan podcastes og høres igen når som helst.


Engang i 2009 havde jeg en amaryllis med 6 blomster. Og hvordan kan jeg så huske det?
Jo, jeg har kigget tilbage. For nogle dage side, ville jeg se hvad der skete i januar 2009, '10, '11, '12, '13, og '14.
Det var et sjovt tilbageblik. Og som Lene skrev engang, hvis hun skulle blive dement, så kunne hendes børn sidde og læse højt fra hendes blog og på den måde støtte hendes hukommelse.
Ikke at vi regner med demens, men det er da et godt formål med bloggen ;-)
Amaryllis med 6 blomsterhoveder i 2009.
Det endte med, at stængelen knækkede.



onsdag, august 13, 2014

Den uundværlige

Jeg var selv ude om det. At jeg ødelagde min urtekniv. Udover at bruge den i køkkenet, har den også i en snæver vending været brugt til at løsne skruer med, som den manglende spids afslører.
For nogle dage siden brugte jeg den til at fjerne græs mellem fliserne i haven.
Det kunne den ikke holde til. Sammenføjningen mellem skaft og knivblad faldt fra hinanden.
Den har fulgt mig hele mit voksenliv, så det er ikke så underligt, den ikke kunne blive ved.





 Jeg synes sådan en kniv er helt uundværlig, og jeg købte straks en ny, da jeg kom til at ødelægge den gamle.
Det er imponerende så stærk og robust den har været har været i 30-40 år.





Med den nye kniv fulgte også en fin beskrivelse af det stål, der er brugt. Og træet i skaftet er en særlig type tropisk træ, som holder sig pænest, hvis den engang imellem får noget træolie og ikke kommer i opvaskemaskinen. Nu har jeg ikke opvaskemaskine, så den vil ikke blive vasket på den måde.
Den gamle kniv har dog været i opvaskemaskine utallige gange før i tiden.
Den nye kniv er uventet skarp. Jeg har allerede skåret mig i tommelfingeren.

I dag får jeg besøg af australske Kathleen, som er medlem af rejsenetværket Women welcome women
Hun har været en tur med Den Transsirbiriske Jernbane og efterfølgende besøgt medlemmer i Finland og Sverige. Hun bliver her nok i 3 dage og skal med mig 'på arbejde' på Silkeborg Bad i morgen, og så må vi ellers se, hvordan dagsformen er, som min datter siger, når det kan være svært at planlægge noget.



onsdag, juli 03, 2013

Sådan kan man også gøre ...

Med det her bidrag til udstillingen Home på Silkeborg Bad, har norske Rita Marhaug følgende forslag, hvis hverdagen bliver for presset:
"Når hverdagen er fylt med stress, mas og kjas, er det tre måter å slappe av på:

Jobb mindre.
Anskaff en katt.
Forsikre dig om at du har nok oppbevaringsplass."

Den med katten går jeg ind for. Det er så hyggeligt og afslappende at sidde med en kat.
Men jeg synes, der er for traffikeret her, hvor jeg bor.
Der bor en kat i mit nabolaget, og den er efterhånden gammel, men jeg ville være nervøs, hvis den var min.
Og indekatte går jeg ikke ind for.

Nu er stress, mas og kjas heldigvis ikke det, der fylder i min hverdag.
Nu vil jeg gå ud i græsplænen med mit mælkebøttejern og vippe nogle mælkebøtter op. Der er ingen risiko for at blive arbejdsløs her.
Når jeg har vippet en mælkebøtte med rødder op, efterlader den et hul i plænen. Jeg putter jord i og sår græs ovenpå, og måske får jeg efterhånden fornyet græsset i hele plænen.
Jeg har bare undret mig over, hvorfor de græsfrø ikke spirer, for det er længe siden, jeg begyndte.
Tidligt i morges, da jeg stod og kiggede ud af vinduet på plænen, fandt jeg svaret.
Skovspurvene og gråspurvene var i gang med morgenmaden, lige der hvor jeg havde drysset græsfrø i går.

Men jeg fortsætter ufortrødent.

onsdag, juni 19, 2013

Dejlig dansk sommerdag.

I min lille have er der ikke sol på terassen om morgenen.
Men så snart solen rammer under blommetræet, rykker jeg der ud.
Og nyder at læse en bog udendørs og kigge på fjerbusken, der på kort tid er vokset rigtig stor.

Og tænker på, det kun er 10 dage siden, vi var i Judæas Ørken i 37 graders varme.
Vi besøgte Mar Saba klostret, der ligger vest for Betlehem.
Vejene er stejle og smalle og på et tidspunkt blev bussen parkeret, og vi blev kørt videre i små biler.
Mar Saba blev grundlagt i år 483 og var på et tidpunkt et af Judæaørkenens største med 5000 munke.
I dag er der kun 10.
Kun mænd har adgang til klostret, der rummer en stor samling ikoner.

Det er tydeligt at se indgangene til de mange klippehuler, der engang har været beboet. Nu er der kun en person, der bor og lever i en klippehule.

Vi andre havde mulighed for at gå op til kvindetårnet og nyde udsigten og skyndsomt finde en lille skygge.
I det fjerne gik en hyrde med sine geder. Utroligt, at de kan leve der.

På mirakuløs vis dukkede en mand op og serverede te for os under oliventræernes skygge.
Det var uden tvivl et godt sted at have en lille te-shop.

Mændene kom ud, og var meget begejstrede for rundvisningen og fortællingen de havde fået, sammen med kaffe serveret af munkene.

Jeg har nydt sommerdagen herhjemme og glædet mig over, jeg ikke bor i en ørken.