lørdag, juli 02, 2022

Jeg har knækket avokado-koden.

 

Jeg har fundet metoden til at få avokadosten til at spire.

Hvis sandheden skal frem, har jeg ikke selv fundet ud af det, men min frisør fortalte om det, sidst jeg var der. 

Man væder et stykke køkkenrullepapir, pakker stenen ind, lægger den i en plastikpose, som placeres inderst i det mørke rum under køkkenvasken. Jeg har ikke set den beskrivelse i nogen blomster/havebøger. Men den virker. Alle de fem sten, jeg har lagt ind i løbet af den seneste måned, har spiret.

Nu er jeg bare i tvivl. Er det rødder eller top? Det må være rodspirer. Måske har jeg pakket dem ud for tidligt? De havde sikkert fået topspirer  ved længere ophold i mørket, som den efterhånden gamle plante havde.
Avokadoplanten med det tætte rodnet, lå i en meget blød og uspiselig avokado og havde spirer i begge ender af stenen. Eller hedder den kernen? 
Det er jo ikke fordi, det er en særlig smuk plante. Jeg synes bare, det er sjovt at se, hvad der sker. Den vokser ikke mere. Det skyldes sikkert de trange forhold for rødderne. Jeg kunne sikkert tage den op og plante den i jord.
Jeg har lagt de fire tilbage i den fugtige mørke. Den femte vil jeg prøve at plante i jord.




Svømmeskolen og fodboldskolen sluttede i går, og et par trætte børn hyggede sig her i går eftermiddags sammen med mig.













Selvom jeg er storforbruger af elektroniske medier kan jeg slet ikke undvære aviser. Det føjer noget til læseoplevelsen at side med papirformatet i hånden, synes jeg.
Jeg abon. på Kristeligt Dagblad fredag og lørdag. Jeg får Politiken fra min genbo, når hun er færdig med den. En nabo synes sommetider, der er noget interessant i den lokale avis, som jeg skal læse og kommer med den. 
Jeg er efterhånden blevet rigtig god til at læse overskrifter og skimme artikler. Ellers ville det blive for tidskrævende.

Mattias, der ikke havde været på sommerskole, havde energi til at håndtere bolden alene.
Han er meget ferm til det.

Jeg var med som kommentator :-)

Jeg holder mig langt fra at prøve at løbe eller sparke til en bold. Ikke engang at stå på mål. Det har haft sin tid.

Jeg blogger for at huske, hvad der er sket, og hvad jeg har oplevet. Men jeg er kommet helt bagud.

Jeg må lave et tilbageblik for juni måned. Jeg har været på nogle spændende sommeruniversitetsdage i Aarhus. Jeg har haft fødselsdag. Har været i Løveparken i Givskud og været ude at bade med Johanne bl.a.

Så jeg vender tilbage ...



























mandag, juni 27, 2022

For nogle dage siden

 

For nogle dage siden kom jeg til at tænke på det her billede.

I dag dukkede det op som et mindebillede, heldigvis, for jeg ville have haft svært ved at finde det. Årsagen til min tanke var, at Johanne og jeg kom forbi nogle edderkopper og barnet udbrød "Adrr, jeg kan ikke lige edderkopper." Jeg højlydt forbavset "Jamen, vi plejer da at undre os sammen og undersøge, hvordan forskellige insekter bevæger sig?" Hendes svar overraskede mig, for det er nemlig kun mejerne hun kan lide. De andre arter synes hun er ulækre. Jeg gik ikke nærmere ind i snakken, idet jeg tænkte, at det nok er noget midlertidigt?

Måske er det en pigeting, at være bange for edderkopper? Måske hører hun veninder, der siger det? Måske kommer hendes interesse tilbage? Der er nok ikke så mange piger på snart 8 år, der kender forskel på mejere og andre edderkopper.


Den sidste haletudse kom ud i sit vandhul i går. Johanne havde givet den navnet Budde. 
Pludselig fik Budde bagben. Næste dag et forben og vi tænkte, om den måske ville være handicappet, men i løbet af timer groede det andet forben frem. Her er den fotograferet i den lille spand, den blev fragtet ud til søen i.
Den skulle hurtigt ud i naturen, og den svømmede også fint afsted. Jeg nåede at se, at den holdt pause på et blad af vandplanterne. 
Det har været en langsommelig proces at følge tudseæg. Kedeligt. Men nu er det afprøvet :-)
Jeg håber, Budde klarer sig og bliver en lille frø eller tudse. Eller måske ender den som føde for et andet dyr. Sådan er naturens orden.


mandag, juni 20, 2022

Øv, så gik den ikke længere ...

 

Den ene haletudse er død. Øv! Jeg havde kun to tilbage. de andre var blevet sat ud i deres oprindelige vandhul. Jeg tænkte også, at de to skulle derud, for de var så kedelige. Der skete ingenting, men så voksede der pludselig bagben frem på den lille livlige d. 15. Dagen efter begyndte der at komme små forben, og jeg så, hvordan den kunne klatre op på en vandplante. Skulle jeg så sætte den ud nu? Inden jeg fik tænkt færdig, lå den pludselig død for to dage siden.

Den anden, som er tykkere og langsommere er der stadig. Den har små bagben. Den overlever nok ikke. Jeg puster luft og bevægelse i vandet gennem et sugerør, og de får lidt flager beregnet til akvariefisk. Der ligger en stor sten, der rager lidt op af vandet og en gren, der kan kravles på. Sommetider suppleres der med lidt vand ude fra deres vandhul. Johanne og jeg skal derud i dag. 

For nogle dage siden læste jeg et indlæg på Lone Landmands blog om de mange, mange haletudser i Sørens sø.  De var i stimer, og de fleste tjener nok som føde til andre vanddyr og fugle. men de var i deres naturlige habitat. Sådan er det tydeligvis ikke hos mig. Det varer op til 70 dage, før haletudser udvikler sig til små frøer og tudser i naturen. De to har været hos mig i 56 dage. Måske er udviklingen blevet forceret? Og de har været langt fra deres oprindelige levested. 

Da vi vendte den om på ryggen, var det meget synligt, hvor hurtig den var vokset de seneste to dage. Halen var næsten forsvundet. 
Det har tydeligvis ikke været mine børnebørns interesse? Bare den kendsgerning, at de ikke havde fået navne siger alt. Alle slags små kræ plejer at få et navn :-) 

Konklusionen er, at jeg har gjort et eksperiment, som ikke faldt heldigt ud. Øv. Jeg kommer ikke til at gentage det til næste år. Men jeg vil gå derud, hvor tudser og frøer mødes sidst i marts og lytte til deres fine kvækken og se på deres livlige aktivitet. De er de ultimative forårsbebudere.




søndag, juni 12, 2022

Alt er godt hos mig.

 Der er gået otte dage siden, jeg blev diagnosticeret og behandlet for øresten, og jeg har ikke haft antydning af svimmelhed og kvalme. Det er helt utroligt i forhold til, hvor dårligt jeg havde det. Jeg kom hurtigt i behandling, så skrækken for hvad der var på færde, kunne ikke nå at sætte sig for alvor, og det er nok derfor, jeg føler mig tryg. Jeg ved, det ikke er farligt, hvis det kommer igen. Jeg overholder den vejledning, overlægen gav mig: Ikke ligge på venstre side de første 10 dage. Jeg troede, det ville blive svært, men jeg har rullet to vattæpper til en tyk pølse, der ligger på min venstre side i sengen, så jeg ikke ruller derover i søvne. At sove på ryggen og højre side fungerer fint. Jeg skulle også holde hovedet 45 grader eleveret, når jeg ligger på ryggen. Så højt kommer jeg ikke op om natten, men jeg har ekstra puder. Ikke at få hovedet nedad kan jeg undgå, fordi jeg kan gå ned i knæ på hug, hvis jeg skal finde noget eller samle noget op.

Hvis andre med øresten læser, hvad jeg har skrevet, så gælder min 'opskrift' ikke for alle. 
Øresten eller krystaller kan sidde forskellige steder i de tre buegange. Den vejledning, jeg fik, gælder for den placering ørestenen havde i min buegang.
Men bortset fra det, er det vigtigt at være i gang, som sædvanligt. 
Jeg har ikke været i Sportscentret, fordi jeg skulle undgå øvelser på måtte på gulvet. Men jeg har lavet et træningsprogram herhjemme et par gange.






Min alocasia stortrives og blomstrer for tiden. Sådan en kaldes vel en blomst?
For nogle dage siden så jeg en alocasia black velvet i Føtex. Den blev jeg nødt til at købe. Den har tre blade, og to der snart springer ud.


I parken ved Silkeborg Bad har Duetræet blomstret for første gang. Det stammer oprindeligt fra Kina.
Træet blev skænket af Ditte og Åge Rugholm i forbindelse med udstillingen Fuglefri i 1998. Jeg har hvert år holdt øje med, om der snart kom hvide duevinger. Når det blæser lidt, ligner det hvide små vinger, der bevæger sig i vinden.
Da Linda boede på Fyn, var der et duetræ, som var plantet af en tidligere ejer, der var skovfoged. Dengang var jeg meget betaget af træet, så derfor var det dejligt at se det igen. Billedet er taget i maj.
Da jeg havde vagt i onsdags, var det afblomstret. 
Udstillingen af ukrainske kunstnere er ved at blive pakket ned. Den kan ikke sendes tilbage til Ukraine, så det er en særlig glæde, at et kunstmuseum i Belgien har fået plads til at vise den.

Jeg havde besøg af Mexican Train-banden. Vi spiste en tidlig middag og spillede, så vi var klar til at slutte aftenen kl ca 21.30.
Gammelt billede fra nov 2021.
 Jeg har måske skrevet om den lette løsning, jeg har valgt de sidste tre gange, jeg har haft middagsgæster. Den består af laksestykker bagt i ovnen. De små kartoffelkroketter fra Føtex. De skal have lidt længere tid i ovnen end fisken. Dertil en hollandaise købt i en flaske, der står Jensen på. Den skal bare varmes i en gryde. Og en færdigskyllet blandet salat, som jeg tilsætter granatæblekærner eller stykker af småtskåret frugt, der passer til. Eller saltede peanuts, eller andre nødder. 



Kartoffelgratin, som også fås i en variant med små stykker broccoli. De falder i god jord, når jeg har serveret dem. De smager rigtig godt.

Det er sæson for rabarber, så desserten blev en rabarbercrumble. Der var ikke nok stilke fra mine egne rabarber, men heldigvis har jeg en gavmild nabo med mange og store af slagsen. 
Jeg har lavet en lille flaske rabarbersaft til børnebørnene, som plejer at være begejstrede for den, men jeg havde ladet en stjerneanis koge med. Den var selvfølgelig siet fra - og ikke omtalt - men Chr. syntes, saften havde en bismag. Det er altså ikke vejen frem, kan jeg konstatere. :-)



Trine var her på et lille formiddagskaffe-besøg medbringende rundstykker i torsdag. Det var som altid hyggeligt.
Engang smittede jeg hende med min interesse for Teologi for lægfolk, og hun begyndte også at følge undervisningen. Jeg sluttede i 2018 efter mange års forløb. Emnerne skifter hvert år, så der er altid noget at komme efter. Men jeg havde svært ved at koncentrere mig, syntes jeg. Efterhånden var det frikvarterne, der var sjovest. :-)
Nu inspirerede Trine mig til at deltage i Sommeruniversitetet, som de afsluttende dage for forårssemestret hedder. Tre dage sidst i juni. Det bliver spændende. 
Torsdag eftermiddag var jeg til frokost hos min bror og svigerinde. På vejen kommer jeg igennem det her grønne scenarie, som for ikke så længe siden lyst op i gult.
Min svigerinde driller os i al godmodighed, for hun kender ingen, der som min bror og jeg kan lide at dykke ned i familiens og vores fødeegns historie. Det er en af fordelene ved at blive gammel: At der er så meget oplevet fortid. Og at vores perspektiv og forståelse nuanceres.
Det er et par uger siden, Johannes skole holdt koncert. Vejret var til udendørskoncert. De gjorde det så godt, børnene, og sang Kim Larsens Midt om Natten. Jeg er imponeret over, at lærerne kan få sådan et fint resultat ud af det.








mandag, juni 06, 2022

Uvirkeligt at tænke tilbage på ...

 I torsdags blev jeg akut indlagt på det nye sygehus i Gødstrup og udskrevet igen fredag eftermiddag. Alt er godt igen. 

Den korte udgave er, at da jeg stod op kl 6 torsdag morgen, var mit soveværelse forvandlet til et skib i stærk søgang. Jeg kunne ikke holde balancen og ramlede ind i dørkarme og vægge og havde en voldsom kvalme. Det var ikke de klassiske Stroke-symptomer, men det forgik tydeligvis i hjernen.
Efter en times tid med bekymringer, overvandt jeg min sygdoms-skam (ja, det er der noget, der hedder) og ringede 112. 
Det var grænseoverskridende for mig, for var det nu nødvendigt?
Jeg fik hurtig og omsorgsfuld hjælp og endte på det nye sygehus i Gødstrup (Holstebro og Herning lagt sammen) 
Skanningen af mit hoved viste normale, alderssvarende forhold. Pyh, sikke en lettelse. Om fredagen blev det muligt at putte mig ind til en konsultation på høreklinikken. Efter en grundig undersøgelse af øjne, ører og hovedets bevægelser, var ørelægens bud: Øresten eller på latin benign positionel vertigo.
Jeg fik en plads i svimmelhedsstolen hen på eftermiddagen.
Og den er en mirakel-stol!
Da det var blevet identificeret, i hvilken side og i hvilken buegang i det indre øre krystallerne lå, (min veninde i Norge fortæller,  at der hedder det krystallsyke) blev stolen langsomt roteret, og jeg blev vendt med hovedet ned og benene op. Det er angstfremkaldende at få provokeret svimmelheden frem. Det føles som af falde og falde uden noget at gribe fat i. Efter 5 - 6 min. kunne jeg spændes ud af stolen, og kvalmen og svimmelheden var pist væk. Det var da helt utroligt! 
Min kære datter kunne køre mig hjem. 
Jeg fik en fin lektion i den indre øregangs anatomi. Det betyder meget for mig at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Der er ikke altid en forklaring, på det der sker. Det var der heldigvis her. 
I de tre dage, der er gået, har jeg ikke haft antydning af symptomer. Det blev så tydeligt for mig, hvor  invaliderende det er at have kvalme og kaste op og være svimmel. Det skulle man ikke lige tro. Men det er det. 
Jeg har nogle få restriktioner de næste 10 dage. Jeg må ikke ligge på venstre side, ikke bøje mig frem så hovedet vender ned, ingen gymnastik liggende på gulvet, og hovedet skal være eleveret 45 grader, når jeg ligger på ryggen. Det for at undgå at sten/krystal (små og usynlige for det blotte øje) forlader den rigtige plads og glider ud i en buegang og laver ravage igen.  
Hvis det sker igen, vil jeg være helt tryg. Nu ved jeg, det er ikke farligt. Der findes et skema fra høreforeningen med øvelser, man selv kan gøre. Men det helt effektive er jo den behandling, jeg har fået. Det er uvirkeligt at tænke på. Det var kun små to dage, jeg havde det så dårligt. Og så var det væk igen. Jeg er meget taknemlig for mine døtre, der var nærværende hos mig både sammen og hver for sig i løbet af dagene. Og for omsorgsfulde naboer og venner.
For 45 år siden havde jeg noget, som må have været øresten. Det var ikke sejlende svimmelhed, men som at være i en  centrifuge. Dengang var der ikke tale om øresten eller manipulation af hovedet. Kliniske undersøgelser hos ørelæge og øjenlæge kunne udelukke, der var noget alvorligt på færde. Det blev kaldt virus på balancenerven. Der gik et halvt år, før det var helt væk, men jeg fungerede godt nok i hverdagen. Jeg vidste hvilke hovedbevægelser, jeg skulle undgå.
Det er den amerikanske læge Epley, der har udviklet Epleys manøvre og den meget avancerede stol, der kan diagnosticere og behandle lidelsen. Jeg har Googlet og set, at Rigshospitalet i 2011, var det første sted i Europa, der anskaffede stolen med hjælp fra Mærsk Mc-Kinney Møller. Nu findes den sikkert flere steder. I hvert fald i Gødstrup. 

Nu vil jeg gå ud lidt. Solen skinner efter regnvejr tidligere i dag. I går fik jeg luget lidt ukrudt i haven, inden regne kom. Det kan jeg godt gøre uden at vende hovedet ned.
Christian kommer og spiser. Hans yndlingsret ligger i køleskabet: Steff Houlbergs Boller i Karry i pølseform :-) Min karrysovs med blendede (dermed kamuflerede) grønsager kan ikke hamle op med den i pølsen :-)
Den er så let at gå til. Risene er blandet i.



onsdag, juni 01, 2022

Update på haletudser

 

Efterhånden er der kun lidt vand tilbage i det vandhul, hvor vi hentede tudseæg. Der er ikke skyggen af en haletuds at få øje på derude, selvom der var store klumper med æg dengang i april. 

I min balje udviklede der sig masser af haletudser, og jeg har i tre omgange leveret de fleste tilbage, så jeg nu har tre i en balje, der står inde og seks i en udendørs på terrassen.

Jeg er meget i tvivl om, hvordan de trives. De vokser så langsomt. Jeg fodrer dem nu med lidt fiskeflage-foder, der købes på dåse. De har tydelige øjne, men ingen antydning til ben. Men der står også i den vejledning, jeg har printet ud, at forvandlingen fra æg til en lille tudse eller frø tager ca 70 dage i naturen. Nu er der gået omkring 40, så det er en langsommelig proces. Måske sætter jeg de sidste ud i deres fødested igen ...


På et tidspunkt, da jeg hentede 'frisk' vand fra fødestedet fulgte der sådan en lille smal fisk? med, uden jeg opdagede det. Jeg havde besøg af mine to kusine-familier. De mente, det måske var en hundestejle? Det er flere dage siden, jeg har set den. Ikke godt at vide, hvor den er blevet af?
Der er smukt derude, hvor vandplanter trives.



Jeg har været hos Mattias et par dage. Hans mor var på kursus, og hans far skulle meget tidligt afsted på arbejde. 
Det gik fint med at vække ham og sende ham i skole.

Lærerne har ryddet op i gamle bøger, og eleverne måtte tage nogle med hjem. Mattias havde valgt mange. Bl.a. Skatteøen, den gamle klassiker. Han skal læse 20 min. hver dag, så det blev den, han tog hul på og læste for mig. Jeg blev overrasket over sproget. Så gammeldags og med udtryk vi ikke bruger mere. Jeg er spændt på, om han kommer til at læse videre i den? Den er langt fra Harry Potter, som han er i gang med. 

Vi var en tur på skolens fodboldbane, hvor han viste mig nogle tricks :-) 



torsdag, maj 26, 2022

Mælkebøtten i græsplænen og alle vegne.

 Jeg har et meget ambivalent forhold til mælkebøtter.

Blomsten er så smuk, som den står alle mulige steder her om foråret.
Jeg vil bare ikke have den i min græsplæne.
Tilbage i 2013 købte jeg et mælkebøttejern, som med et let tag vipper planten op med rod - det meste af den.








Billedet her viser noget af min fangst det første forår. Der blev mange af den slags bunker.
Det mest imponerende var de kæmpe lange rødder.
Der er mange mælkebøtter i min plæne hvert forår trods brug af jernet, men rødderne er nu meget korte og hver  plante mindre.
I år har jeg prøvet at hælde kogt vand ned i planten.
Til næste år vil jeg lade være med at gøre noget. Tror jeg nok. Bier og andre insekter er meget glade for mælkebøtter. Deres sæson er ret kort. Men jeg ved ikke, om de udkonkurrerer græsset. 
Jeg fotograferede de tre billeder her på samme sted for nogle dage siden og kalder dem solen, månen og stjernerne.

Billedet af Christian er for nogle år siden på vej hjem fra børnehaven.
Vi skulle tælle, hvor mange kærester der var.

Jeg husker, vi flettede lange kranse af mælkebøtter, da jeg var barn. Og de grønne blade var kaninernes livret. Tror jeg. De gik i hvert fald straks i gang med den, når de fik en håndfuld ind i buret. 
Jeg bruger dem ikke i salat, men det skulle der ikke være noget i vejen for. De er fulde af vitaminer og fibre. 

Så hvorfor kaldes den Fandens Mælkebøtte, når den har så mange kvaliteter? På norsk hedder den løvetand. 





lørdag, maj 14, 2022

Om alder.

 I mandags var jeg var jeg sammen med fys-banden, som jeg kalder den lille gruppe af tidligere kolleger, jeg spiser sammen hver tredje måned. Vi snakker om, hvad vi er optaget af hver især. Sjovt nok ikke om arbejde. Kun én er tilbage på vores fælles arbejdsplads, og hun slutter sidst i august for at gå på pension.

På et tidspunkt langt inde i samtalen, blev vi klar over, vi havde snakket længe om helbredsproblemer. Vi blev faktisk overraskede. Men det er ikke spor overraskende, for det betyder uendelig meget, når vi bliver gamle, hvordan vores helbred er. Som et ordsprog siger "Den raske har mange ønsker og drømme. Den syge har kun et ønske nemlig at blive rask". 
Helt aktuelt skyldtes vores samtaleemne også, at én af os var fraværende, fordi hun netop samme dag blev opereret for brystkræft. 
Jeg husker, hvordan min mor fortalte om egne  men især også om andre i hendes omgangskreds, der var syge. Og jeg tænkte "behøver jeg at høre om det?" Sagde det ikke højt. Men med tiden ved jeg nu, det betyder meget at dele tanker og oplevelser om, hvordan alderen påvirker os. Det er så vidt forskelligt, hvordan vi har det, og hvordan vi italesætter det. 
Jeg kan blive bekymret over, jeg er glemsom. Hvad var det lige, jeg gik ind i stuen efter? Hvad var det for et spørgsmål, jeg ville slå op på google? Jeg er meget afhængig af min kalender. At jeg får noteret alle aftaler. Men jeg kan huske, jeg har brugt billedet her før :-), for Ellen foreslog at bruge ordet pivede i stedet for tøsedrenge. Altså: Alderdom er ikke for de pivede. 
I sidste uge havde kommunens forebyggelsesteam inviteret til foredrag med overskriften "Kunsten at blive gammel" Sådan en overskrift kan godt provokere mig, for der er så mange forhold, vi ikke selv er herre over, der spiller ind, når det handler om, hvordan vi ældes. 
Foredragsholderen var Agnete Tjærandsen, 89 år. Hun er af dansk oprindelse bosat i Bodø i Norge. Ifølge hende er alt muligt, hvis man vil. Det er ikke alder, der sætter grænsen. Hun begyndte med at sige, at hun talte om raske mennesker, og det var en væsentlig detalje i den sammenhæng. Hendes overskrift "You do'nt grow old. When you stop growing, you get old", er ikke så nem at oversætte. I stedet for grow som vokse/gro, vil jeg sige udvikle. Der var egentlig ikke noget nyt i forhold til, hvad vi får af anbefalinger fra sundhedsmyndighederne, men hun var interessant og god til at formidle. Vi var omkring 100 mennesker, der blev beværtet med kaffe og boller. Der var hyggelig stemning og forebyggelses-teamet opfordrede os til at henvende os, hvis der var noget. Teamet består af tre sygeplejersker, to ergoterapeuter og en fysioterapeut. 

Mit æbletræ blomstrer så dejligt. Det bliver spændende, hvordan æblerne bliver. Om æblevikleren kommer og lægger sine æg i blomsten. Det gjorde de sidste år i alle æbler. 


Blommetræet har blomstret yderst sparsomt for første gang. Så jeg skal nok have det fældet.





Det plejer at stå som en hvid sky i april/maj.
Men som en sanglinje lyder: "Fordi et smukt træ ældes, skal det ikke bare fældes ..."













onsdag, maj 11, 2022

Jeg holder haletudser.

 

Der findes vist ikke nogen dyr, der er lettere at holde end haletudser? Og så bliver jeg hjulpet på vej af god vejledning på nettet.

Der er lidt overbefolkning i min balje, synes jeg, så Johanne var med til at flytte nogle over i et glas og levere dem tilbage til vandhullet.






De er svære at få fat i, så det tager sin tid.

















Tørken har betydet at vandet næsten er væk,  og vandplanterne har overtaget.

Vi tog noget mere vand med tilbage og et par friske vandplanter. 

Når haletudserne begynder at få ben, skal jeg have anskaffet noget fiskefoder.

Men ellers sker der ikke meget. Ingen antydning af ben endnu.

I dag havde jeg vagt på Silkeborg Bad, og da vandhullet ligger tæt ved, var jeg igen ude og hente et par planter. Siden i lørdags var der yderligere udtørring, og der lugtede dårligt. Men sådan et miljø er der insekter og kriblekrable dyr, der lever godt i.






For et par dage siden, så jeg det her dejlige syn på Saltenvej i Them. Jeg ved ikke om det er kommunen eller grundejerforeningen, jeg skal takke for at vælge så flotte vejtræer.



fredag, maj 06, 2022

Det er allerede fredag?

 Sidste fredag var Mattias her til en sleepover. Vi skulle selvfølgelig tage os af haletudserne, som var fuldt udviklede 27. april - nogle af dem også lidt før. 

Der var for mange i baljen, så vi lod nogle løbe ind i et glas og hældte dem over i en spand. De skulle tilbage til deres fødested. 
I løbet af de seneste dage er det vandhul skrumpet rigtig meget. Det er alt for tørt. Vi fik hældt haletudser tilbage og tog en god portion vand og vandplanter med hjem igen. 
Et par dage senere så jeg et lille dyr GÅ nede i bunden af baljen, og tænkte, at det skulle reddes op. Men inden jeg nåede så langt, blev jeg klar over, at det måtte være et vanddyr af en slags. Er det så en ven eller fjende? Jeg har ikke set det siden. Mit billede er meget uskarpt, men det ses sådan cirka midt i billedet. Jeg er ude ved det vandhul et par gange om ugen. Heldigvis er det ikke så langt væk. Jeg har læst, at haletudser er op til 70 dage om at udvikle sig til tudser. Afhængig af temperaturen. Hos mig står de på terrassen, så der bliver ikke en hurtig udvikling. I morgen kommer Johanne. Så skal vi ud at aflevere nogle flere. Der er for mange, synes jeg. Jeg har også læst, at når de udvikler lemmer skal de fodres med lidt fiskefoder. Det vil jeg finde ud af til den tid. Indtil videre lever de af det, der sidder på vandplanterne, og som er usynligt for mig.

Vi spiste hos Joci Sushi. Ikke fordi nogen af os er vilde med sushi, men fordi det er sådan en sjov måde at få serveret sin mad på, og det skal da prøves. Der er mange andre ting at spise, hvis man helt vil undgå sushi, hvad jeg ikke vil, men hvad min følgesvend ville. Han var begejstret for konceptet og prøvede ihærdigt at spise pom' frit med pinde.












En af dagene mødtes jeg med Ingrid i Kaffekanden, som er en meget hyggelig cafe/butik, hvor der er stor travlhed, fordi det er et populært sted, der blev kåret som byens bedste butik i 2021.

Tæt på ligger Røde Kors Genbrug. Jeg har svært ved at overskue og vælge, når der er så stort udvalg, som der er der. Det er Ingrid en ørn til, og jeg fik et par fine toppe/bluser til sommerbrug. 






Da vi sad i Kaffekanden, havde vi denne her udsigt til barnevogne. Det er sådan et dejligt syn, der fortæller, at vi har trygge og rolige forhold i vores lille land. 
Én af mødrene kom ud for at hente sin baby, da vi gik forbi. Hun fortalte, at mødregruppen var inde og få ordnet negle og andre forkælelses-ting, som en kosmetolog kan sørge for. Det er dem vel undt.
Mine tanker vandrer tilbage til dengang for snart 50 år siden, da barselsorloven var tre mdr. En lidt ældre veninde er fra den tid, da orloven var på seks uger. I dag kan jeg undre mig over, hvordan det var muligt?? 
Der er sket meget siden. Men det er en helt anden snak.








For nogle dage siden solgte SuperBrugsen en Alocasia variant, som jeg måtte eje. De var sat ned i pris og ikke i den bedste forfatning, men jeg tænkte, jeg kunne få den på ret køl.
Alocasia Zebrina med de stribede stængler.
Den var pakket ind i cellofan, og da jeg pakkede den ud, bøjede de to stængler sig til hver sin side. Mon de retter sig? Mon de skal have en støttepind? Den står i stuen. Var kun ude for at blive fotograferet :-)


Min gamle Alocasia Polly, som ikke har tabt blade eller vist tegn på mistrivsel i den seneste tid. Heller ikke dens stikling, som har fået et nyt blad.

tirsdag, maj 03, 2022

Jeg giver også provokatøren rampelys ...

 Den sag burde ties ihjel! Jeg bliver, eller er bare så vred, så det vælter ud af alle knaphuller. 

Hvor mærkelig og provokerende har man lov at være? Jeg synes, han går langt over stregen!

I fredags klistrede han et billede af sig selv siddende i en æggeskal på et af Asger Jorns kendte billeder. Imens løb limen ned af billedet. 
Han mener, han har ret til at ændre på det billede, som Jorn havde købt for at male sin modifikation.
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/stort-anerkendt-asger-jorn-vaerk-udsat-haervaerk-vi-er-jo-ret-rystede 
Jeg ved ikke, om linket virker.

Han kunne selv have købt et maleri i en genbrugsbutik og malet sin egen modifikation i stedet for at øve hærværk.
Jeg kalder ham konsekvent Han. For nogle år siden blev han tilkendt juridisk kønsskifte. Ingen operation. Han definerer sig som en lesbisk kvinde i en mandekrop. Og kan provokere ved at kræve adgang til kvinders omklædning i svømmehaller fx. osv.
Om ikke andet, så får Museum Jorn en del omtale for tiden.
Det er måske i sidste ende ikke dårligt.
Forhåbentlig kan konservatorer reparere billedet?

lørdag, april 30, 2022

Post påske ...

 P.P.S. må det vist blive nu, da jeg vil skrive om påsken for 14 dage siden. Et par dage blev tilbragt i Vorupør, hvor der var det smukkeste vejr med blå farver om dagen og en bred palet af solskinsfarver om aftenen.

I år var havbadet ikke blevet tømt for sand før påske. De lokale vinterbadere har forlængst vænnet sig til at bade i havet på den anden side af molen.
Sommerhuset ligger direkte ud til klitterne. Det er et dejligt landskab. Jeg tænkte på dengang for fem år siden, da min knæskade var ny og jeg ikke vidste, om et afrevet bagerste korsbånd ville resultere i et ustabilt knæ. Jeg er så taknemlig for, det er stabilt. At jeg ikke kan gå så langt, som jeg gerne vil, skyldes en hofte.  Så alt i alt har jeg ikke noget at klage over.
Jeg var sent ude i forhold til at købe lammekølle. Der var kun lammebov i fersk form tilbage. Den fik langtidstegning og blev rigtig mør. Vi var ikke så mange, så den var også stor nok.

Det var meningen, Christian og jeg skulle køre hjem nogle timer før de andre i familien. Vi ville tage os god tid. 
Et par km. øst for Vorupør ligger min fars barndomshjem. Gården har været i slægtens eje siden ca 1600 tallet. Da vi kørte forbi, opdagede jeg, min fætter sad udenfor og nød solen. Jeg trådte straks på bremsen, for vi måtte lige snakke lidt med ham. Jeg vidste godt, han havde solgt gården. Han er sidst i 60erne og har ingen børn, og ingen andre i familien er interesseret i at drive landbrug. Jeg har ikke særlige minder fra min barndom knyttet til stedet. Jeg var kun et par år, da mine bedsteforældre flyttede derfra, og min fars bror overtog det. Vi har kun været der til familiebegivenheder, som jeg egenligt ikke husker særlig godt. Det var hyggeligt at snakke med fætteren. Christian forstod ingenting af den samtale. Han syntes, det var ligesom et helt andet sprog. Hvad det jo også er. Jeg bruger et udtryk, som børne og børnebørn kender "de æ nøj graaswærk" med langt a. Det er, når der er rod og kaos - gra..swærk. Så kan det ikke blive værre :-)

Vi var også lige et smut for ruinerne af Egebaksande. Engang en prægtig herregård. 
Kaptain Jagd tog initiativ til udtørring af Sjørring sø omkring år 1860-65. Ved vestenden af den nu dyrkbare søbund blev Egebaksande opført. Mange af egnens unge mennesker har arbejdet der i årenes løb. I de senere år har den ligget ubeboet hen og forfaldt mere og mere. For ikke længe siden opstod der brand på stedet. Hvad der skal ske, ved vidst ingen? Nu ligger det som et minde om dengang, der var en initiativrig storbonde til. For nogle år siden købte ejeren af Rosvang gården. Rosvang ligger i den anden ende af den udtørrede søbund. Christian og jeg syntes, ruinerne viste, at det havde været en meget stor gård og et smukt bygningsværk.
Inden vi kom til Thisted svingede vi ind for at kigge på Hundborgstenen. I 2019 blev stenen frilagt. Det viste sig at være en større opgave. Den vejer 170 tons og er af typen larvikit. Den slags blev typisk ført hertil fra Norge under istiden. 
Det var egentlig planen, den skulle løftes ud til vejen og have en plads, hvor den kunne ses og fange turisternes opmærksomhed. Nu skal man dreje væk fra hovedvejen for at komme hen til den. Jeg gætter på, det måske har været for dyrt at føre den plan ud i livet.
I Thisted var vi inde omkring mine forældres gravsted. Jeg holder meget af kirkegårde. Christian har aldrig kendt sine oldeforældre på sin mors side. Han har en oldemor på sin fars side.
Der er en lille revne nederst til højre i stenen. Den første større reven, der opstod midt i stenen har kirkegårdspersonalet repareret. Det gør de nok også med denne her. Vi bor så langt væk, så vi købte en 20 årig vedligeholdelse dengang min mor døde. Den udløber om to år. Så skal vi tage stilling til, om den skal fornys? Eller giver det ingen mening? Vi kommer der sjældent. 

Efter alle de her små-stop var det tid til et langt stop. Når man er sulten, er der ikke noget mere velegnet end McDonald's. Jeg trængte til kaffe, og Christian trængte til en menu. Det er hyggeligt med de legeting, der følger med en børnemenu. I det her tilfælde en terning i pap, der skulle samles, så vi kunne spille et lille brætspil.

Fra Havnen i Thisted gik det non-stop hjem til Silkeborg. Det havde været en hyggelig tur med oplevelser og snak og til sidst spil på telefonen.