Ingen dag uden billeder.

For nogen tid siden læste jeg et lille interview med børnepsykolog Margrethe Brun. Hun havde været på museum og havde lagt mærke til, hvordan forældre var mere optaget at fotografere deres børn end at dele børnenes undring eller begejstring, over det de så.
"Hvis du har fotograferet dit barn 8000 gange, så har du ikke været nærværende 8000 gange." Nogenlunde sådan lød overskriften. Hun blev trist over at se, at forældre opfordrede deres børn til at stille op på bestemte måder for at blive fotograferet og dermed afbryde barnets oplevelse eller aktivitet.
Jeg følte mig noget ramt, for jeg tit fotograferer mine børnebørn. Jeg vil gerne holde fast i deres alder og udvikling gennem billeder. Det er så hyggeligt at se tilbage på oplevelser, vi har haft.

Jeg ved ikke, hvor det citat stammer fra, men jeg kom til at tænke på det i forbindelse med billeder "Når alting er sagt og gjort, og det hele er handlet af, er følelsen tilbage."
Så måske er billeder ikke så vigtige, fordi det er følelser, vi husker?
Da jeg snakkede med min svigersøn om det, fortalte han, at da han var ung for 20 år siden, var han på rejse i USA med sin daværende kæreste. Han valgte slet ikke at fotografere, fordi han mente minderne ville stå skarpere i erindringen, når der ingen billeder var. Efterfølgende har han fortrudt det, for han kan ikke huske noget fra den tur. Kæresten havde fotograferet og lavet en fotobog til ham, men fordi det ikke var hans perspektiv, sagde det han ikke så meget.
 Så jeg fortsætter med mine billeder. Jeg afbryder ikke deres leg og beder dem om at smile eller se op eller indtage en bestemt positur. Men jeg er selvfølgelig optaget af fotografering i det øjeblik billedet/billederne bliver taget. Jeg er lige blevet færdig med en cewe-fotobog til Johanne om vores oplevelser i 2018.

I mandags, da Chr. var her, var han meget optaget af regnestykker.
Jeg blev præsenteret for adskillige opgaver. De blev længere og længere.
Til sidst måtte jeg give op og fortælle, at regning og matematik var det sværeste af det svære for mig, da jeg gik i skole.

Johanne var her i går. Hun opdagede, at min soap on a rope, en julegave, der har facon som en fisk, havde mistet halen, da den var blevet tabt på gulvet.
Hun elsker stadig at lege med vand. Og at sæbe-halestykket kunne producere så meget skum i vandet samtidig med, det blev mindre og mindre, var noget af et mysterium for hende.












I søndags var jeg til fødselsdag hos Mattias' far.
Og ingen dag uden fodbold, hvis vejret ellers tillader det. På et tidspunkt var jeg med henne på fodboldbanen, men jeg holdt mig klog af skade i udkanten.

I morgen skal jeg på værksted med bilen for at få synkroniseret en ny nøgle. For flere måneder siden opdagede jeg, at reservenøglen ikke var på sin plads. Og eftersom den ikke er dukket op, så må jeg bide i det sure æble og købe en ny.

Hvad jeg skriver om ham ...

Mine blogindlæg indeholder ofte en beskrivelse af oplevelser, jeg har haft sammen med mine børnebørn. En fortælling om noget, de har sagt eller gjort. Eller billeder de er med på.
Det er aftalt med forældrene, der synes, det er ok. (Men de læser vist ikke mere min blog) :-)

Jeg tænker tit over, hvordan jeg eksponerer de søde børn. I den senere tid er der kommet fokus på, hvordan nogle skumle typer kan udnytte almindelige billeder af børn. Det får mig til at overveje, om jeg skal holde op med at lægge billeder op. Mange billeder er taget fra profil eller bagfra.
Forleden dag havde jeg en snak med Christian (snart 8 år) om det fænomen, at jeg har en slags dagbog, som alle kan læse på computeren. Hvad han tænkte om, at han var nævnt nogle gange, og at der ligger billeder af ham?
Det, synes han, er ok. Ikke at, jeg tænker, hans legitimering skal ligge til grund for det. Det har han ikke modenhed eller forudsætning for at vurdere.

Jeg viste han blogindlægget fra 15. januar, hvor vi er i gang med biblioteksbogen "Find Flunkerne"
Jeg skrev, at Chr. med sine hurtige unge øjne var den første til at finde figurerne. Det var han glad for. Men at jeg skrev, det var vigtigt for en næsten otte årig at være bedst, det var han meget uenig med mig i.
Det er i hvert fald ikke vigtigt for ham at være bedst.
Så blev jeg så klog.
Ikke at der er noget galt i gerne at ville være den bedste.
Måske skal han være gæsteskribent engang :-)

Samme lokalitet, men alligevel forskelligt udtryk.

I naturen er der mangeartede oplevelser, selv fra samme sted. Jeg ser det tydeligt, fordi jeg kommer to gange om ugen på samme plet ved Almind sø.
Jeg synes, det er både smukt og spændende, når tågen lægger sit slør over landskabet. Der er også lidt mystik over det.
Efter badet i dag mødte jeg en meget ivrig amatørfotograf. Hun havde et nyt og dyrt kamera, som hun var ved at lære sige selv at bruge. Det voldte hende en del hovedbrud.

Vi sammenlignede billeder, og hun konstaterede, at mit apparat tog bedre billeder end hendes. Jeg bruger næsten altid auto-funktionen, mens hun kæmpede med at finde den rigtige iso. På min skærm står der, hvilket iso-tal der er valgt, og ved at bruge det tal, fik hun også bedre billeder.
Jeg har sommetider tænkt, om jeg skulle investere i et større apparat, men i dag blev det tydeligt for mig, at jeg ikke interesserer mig for al den mekanik, der ligger i mere professionelle kameraer, så jeg holder mig til det, jeg har.

I mandags var situationen og vejret helt anderledes ude ved søen. Solen var ved at få magt, og nogle dykkere var ved at gøre sig klar fra 'vores ' sted på broen. Heldigvis er der flere steder med trapper og isolering på gelænderet.

Det sidste billede her er taget med min telefon.

Jeg er inviteret ud at spise i aften. Spændende om vi skal have andesteg. Men det er først i morgen, det er Mortens-aften, så det skal vi nok ikke.
Vi skal have en familiemiddag på søndag, og vi snakker om and. Men hvordan? Jeg kan se på bloggen, at jeg lavede andelår krydret på en dejlig måde, som de voksne var begejstrede for - sidste år. Men børnene var ikke. Så vi må snakke videre i morgen.

En 'paparazzi' har snuppet mig på et billede ...

Under de spændende dage da dronningens heste boede her, hvor vores vej ender i fodboldbanen, var vi nogle haveejere, der gerne ville have fat i hestepærer. Vi, der er vokset op på landet, ved, at hestepærer er suveræn gødning til roser og til køkkenhaven.
Der blev produceret læssevis af hestepærer, mens eskadronen øvede sig på vejen, og så snart hestene var passeret, kom manden med fejemaskinen og fjernede det hele.
 Èn af naboerne, der også har kolonihave, havde en aftale med fejemaskinemanden og fik store læs i affaldssække.

Jeg var lidt diskret ude (troede jeg) med en mindre pose.
Det var jo egentlig lidt pinligt, syntes jeg.
Men jeg blev åbenbart 'fanget' af en ukendt person?

Min bror ringede i går og fortalte mig, at jeg var i Jyllands Posten i en fotokonkurrence. Hans stemme var fuld af latter. Min veninde, jeg var sammen med på Silkeborg Bad, havde det på samme måde, da hun fandt billedet på sin telefon.
Jeg måtte også le. Det er et sjovt billede.

Men er det egentlig ok, at fotografere folk (mig) i det offentlige rum og sende billedet til Jyllands Posten, hvor det oven i købet er blevet nomineret?
Juryens begrundelse: "Et snapshot af høj klasse. Motivet er fanget i lige det rette øjeblik, og billedet udstråler en skøn ægthed. Selv om den slags affald i gaderne ikke er så almindeligt, så skildrer billedet alligevel en spontan del af vores hverdag."

Skal han ikke dele med mig, hvis han vinder en pris??
Hahaha :-)

Min rose og blommetræet er blevet beriget med hestepærer :-)

Det er derfor ...

Det er derfor, jeg savner mit apparat med zoom.

Når jeg står på terrassen og kigger gennem blommetræets blade, kan jeg se den flotte solsikke. Med telefonens foto, ses bare en lille gul plet midt i billedet. Det er selvfølgelig ok, når jeg bare står og kigger. Men når jeg gerne vil lave et billede, hvor solsikken træder frem og baggrunden er sløret ...
Men så kan vi jo bare gå ned til solsikken.

Nu sker der noget usædvanligt. Jeg kan stille to billeder ved siden af hinanden. Telefonbilleder. Det har jeg ikke kunnet med det format, billederne i mit kamera har.
Det har selvfølgelig noget med indstillinger at gøre. Og det har jeg ikke så stor interesse i (læs forstand på)
Johanne har været her et par timer i dag. Vi plukkede blommer. Plukkede er så meget sagt, for der er kun ganske få i år.
Vi havde også gang i pandekagebagningen. Det plejer vi ikke, men hun hører Chr. fortælle om det, så jeg synes også, hun skal lære at slå æg ud og piske dejen sammen og vende pandekager. Hun vil ikke slå æg ud eller have æg på fingrene - endnu. Men ellers var hun mere interesseret i processen end i resultatet. Hun spiste kun en enkelt. Men det var hyggeligt.

Nu uden fotoapparat ...

Mens jeg gik og klippede visne staudetoppe ned i går og syntes, det var rigtig trist, at den blå stormhat og fjerbusken stod der og så brune og sølle ud, glædede jeg mig over, at nogle af de solsikkefrø, jeg havde sået tidligere på året, var vokset op til høje planter, og den ene var sprunget ud.

Den skulle selvfølgelig fotograferes, og jeg zoom'ede og zoom'ede, men pludselig sad zoom'et fast.
Helt låst fast.
Apparatet er fra december 2017. Jeg var hos fotohandleren i dag og har besluttet, det skal sendes til reparation. Det foregår i Polen, og det varer måske tre uger, inden jeg ser det igen. Garantien skulle almindeligvis gælde, når apparatet ikke er ældre. Men fotohandleren opdagede en lillebitte bule på zoom'et. Det har ikke været tabt eller ude for noget andet voldsomt, så vidt jeg ved. Måske skal der ikke så meget til? Men det betyder jo sikkert, at garantien ikke gælder? Jeg er ked af at skulle undvære det så længe. Og spændt på, hvor dyrt det vil blive?

I dag havde jeg vagt på Silkeborg Bad. Og brugte min telefon til billeder.

Det blæste meget i formiddags og vandstrålerne på Vannmann blev kastet rundt.

Regnen i går har renset luften. Jeg ved ikke, hvor mange millimeter, der er faldet her. Men det hele virker friskere - og koldere.


Da min vagt var slut, hentede jeg Christian i skolens sfo.
Der var ikke så mange børn, men allerede nogle 'små', der skal gå i 0. (hvordan skriver man nulte?) :-)

Nu gælder det 1. klasse for Chr.

Vi havde fået en opgave: at købe fredagsslik til ham og Johanne. Det plejer at være en hyggeting sammen med forældrene, som havde andre gøremål i dag.

Jeg har været i den slikbutik én gang før, og jeg bliver helt overvældet over de lange rækker af slik i forskellige hidsige farver og udformninger. (Og væmmelige tilsætningsstoffer og numre)

Det tager lang tid at bestemme sig.
Der må købes for 10 kr. og med jævne mellemrum lægges posen op på vægten for at kontrollere, hvor tæt, han er på de 10.
Han havde også en god fornemmelse for, hvad der skulle i Johannes pose.
Er der plads til mere? Er der for meget og skal noget lægges tilbage?
Når mormor er med, gør det ikke noget, hvis de 10 kr overskrides lidt. Bare lidt :-)

En dejlig søndag - endnu én. Og tilbageblik.

Det er noget fantasiforladt over at bruge den samme overskrift to gange i træk. Men jeg opdager, det faktisk er en uge siden, jeg skrev sidst.

Vi har fejret fødselsdag i dag.
Mattias er seks år nu.

På billedet har han lige opdaget, at den gave, han er i gang med at pakke ud, er det spil, der hedder Afrikas Stjerne, som han netop har pakket ud og stillet op af væggen.

Så nu må han med hen i butikken og levere det ene spil tilbage og så vælge en anden ting.

På sådan en dag hvor fætre og kusiner, med forældre og bedsteforældre på begge sider, er sammen, så mærkes det tydeligt, at børnene bliver større og bedre kan håndtere samarbejde og konflikter. Det er blevet lettere at dele. Og lettere at være voksen i det samvær. Det skyldes ikke mindst, at der er et tumlerum i underetagen.

Min yngste datter og jeg var på julemarked på Trapholdt Kunstmuseum i går. Det er et marked, hvor designere og kunsthåndværkere udstiller og sælger.

Trækplastret for os var Marianne Kuipers, barndomsveninde med min datter.

Hun designer og syr lækre puder i skind.

Zero waste og recycled leather, som hun skriver.

Der var mange spændende og flotte ting at se og købe, og selv om der var mange mennesker, så var det muligt at bane sin egen vej igennem.


Den aktuelle udstilling med værker af Michael Kvium var taget ned i tre dage for a give plads til julemarkedet.

Marianne havde sin store datter med som interesseret sælger.

Vi så lidt overfladisk noget af udstillingen
Eat Me.
Billederne og værkerne handler om vores forhold til mad.
Der var mange ulækre billeder og symboler.
Især den russisk franske fotograf Dimitri Tsykalov har lavet nogle mærkelige billeder med råt kød.

På hans billeder er mænd, kvinder, politiske og religiøse symboler pakket ind i råt kød.

Det her billede, med selvmordsbombemanden med pølser i bæltet, har jeg tilladt mig at beskære, så vi slipper for at se alle herlighederne.











Tilbageblik på fredag resulterer i lidt hyggeligere billeder.

Første decemberbillede ude fra Østre Søbad. Der sidder et par mennesker ude på broen uden overtøj.
Else og jeg holder fast i vores badeaftale to gange om ugen. Vandet er ca to grader nu.
Efter badet var jeg på Mattias' skole. Forældre og bedsteforældre var inviteret til at hjælpe med julepynt til klasseværelset.

Bedstefar og bedstemor var der fra kl 8-10, hvorefter jeg overtog indtil kl 12.
Der blev klippet og klistret i stor stil.
I spisepausen sad børnene i en rundkreds på gulvet (vi andre sad ved bordene) Læreren stille et minut-ur og sagde, at børnene skulle være helt stille i 6 min., mens de spiste. De skulle så fortsætte med at sidde stille, mens der blev læst et kapitel fra en bog.
Det var rimelig svært for et par af drengene.

Efter lidt mere klip og oprydning var der frikvarter.

Mattias ville gerne, jeg blev og kiggede på deres leg.
Det er også hyggeligt. Jeg kan se, hvordan de agerer mere sammen nu - næsten fire måneder inde i deres første skoleår.








Johanne og jeg var en lille tur inde i Musikhuset i mandags for at se blomsterdekorationerne fra fredagens prisuddeling. De flotte blomster var allerede ved at blive taget ned. Der skulle skaffes plads til juleudsmykningen. Men der var stadig amaryllis tilbage.

Det er hyggeligt at have hende med. Hun er nysgerrig og interesseret. Vi var nede i garderoben og oppe på første sal, men det foregår stille og roligt. Hun drøner ikke vildt rundt.

Johanne var begejstret for ballonpynten hos Mattias.

Kort tid efter jeg havde taget billedet her, gled mit kamera ud af hænderne på mig - jeg ved ikke hvordan. Men det faldt lige på det ene hjørne og det bevirkede, at zoom'et blev låst fast.
Jeg kunne ingenting med det.

Så i morgen efter badet ved Østre, styrer jeg lige ind til fotohandleren for at høre hans mening?
Om det mon kan repareres?
I morgen eftermiddag vil jeg hjælpe Mattias' mor med fødselsdagsfejring for klassens drenge.

Weekendens bedste ...

Eller nogle af weekendens bedste:

Billedet her er fra fredag eftermiddag, så det er lige før, det bliver weekend.

Jeg synes, det er så spændende at få insekterne under lup.
Det synes Chr. også, og han ved, hvis vi flytter et par store krukker, så bor bænkebiderne der.

De kommer i fangenskab sammen med nogle blade og noget jord, mens vi kigger på dem.
Bagefter kommer de ud igen.

Det grønne forstørrelsesglas her er så smart, at når vi kigger ned i toppen af glasset, så ser vi 'fangen' fra oven. Når vi kigger ind gennem siden, som Chr gør, så er det undersiden vi ser.
Så kan vi tælle de mange ben.

Jeg har ikke fundet ud af, hvad det er for et insekt, der ligger her.

Den var død, men kom også en tur under lup.

Jeg var sammen med min ældste datter og de to fætre på AQUA.

Her står de ved klappe-dammen.

De er ikke så modige, at de stikker hånden ned og klapper karperne.

Der er forskellige fisk.
Karperne er mest nysgerrige og kommer helt op til overfladen.
De er forbløffende bløde at røre ved.

De napper i fingrene, men har åbenbart ingen tænder.
Det gør i hvert fald ikke ondt.

Jeg har ingen billeder fra parken den dag.

Der er så mange muligheder for at lege med vand. Drengene er vilde med det.
Det er mest ideelt, hvis det er så varmt, at de kan løbe rundt i badebukser.
Under alle omstændigheder skal der medbringes håndklæder og skiftetøj.
I lørdags var sådan en dag, hvor solen skinnede, men det blæste meget.
Alligevel var det ok at blive våd.

Billedet her er fra d. 2. juni, hvor vejret ikke var så godt.

Ved denne her 'station' er der forskellige skydehuller, hvor man kan få ram på andre.

Vi har årskort.
Ellers ville det hurtigt blive en dyr fornøjelse.

Fotogruppen 8600, som har navn efter det lokale postnr. har en fin udstilling i Bryrup for tiden.

Der var meget forskellige, flotte og spændende billeder at se.

Der var fernisering, så flere af fotograferne var tilstede. Det er altid interessant at få en snak og høre om tankerne bag et motiv, og metoder der er brugt både med kamera og i efterbehandling af billedet.

Jeg var der sammen med gode venner. Vi kørte efterfølgende til Vrads for at blive tanket op på Vrads station, som er en cafe, eller som det hedder: Traktørstedet Vrads Station.


Det er en lille perle med den fine gamle stationsbygning, der ligger omgivet af hede og skov.

Stedet var, lige præcis i lørdags, rammen om en strikkedag.

50 strikkeglade kvinder fyldte op i de små stuer.
Enkelte af dem sad udenfor i solen på en bænk, mens de strikkede.

I en af de togvogne, der holder fast på stationen, var der udstilling af modeller og salg af garn.
Der var flotte, bløde ting i strik. Men det var ikke til salg.

Vi fik kaffen og lagkagen serveret i en togvogn, mens vi blev advaret om ikke at læne os ud.

Det var rigtig hyggeligt.

Det gav næring til drømmen om en lang togrejse.

Engang, da piger var nok 8 og 12, rejste vi med tog fra Neumünster til Venedig.
Med middag i togets restaurant og sovevogn.

Det var spændende. Og afslappende.
Stationen i Venedig ligger ligge ned til Canale Grande, hvor Vaporetto (vandsporvognene) ligger klar til at tage passagere med.
Smukkere kan man ikke ankomme til Venedig.

Veterantoget går mellem Bryrup og Vrads.

Nu kører det ...

Jeg håber, det kører for min computer. Der er i hvert fald skaffet mere plads.
Om det er gammel vane, at der alligevel dukker den lille note op, hvor der står, at harddisken er næsten fuld, ved jeg ikke.
Jeg har mine bange anelser. Men nu er der 2,49 GB ledig plads ud af ialt 120 GB, så der skulle ikke være grund til at blive ved med at skrive den besked.
2,49 er selvfølgelig ikke så meget, så jeg skal stadig have slettet en masse billedfiler.

Nu har jeg selvfølgelig lige fyldt lidt på ved at lægge nogle billeder ind fra portræt-workshoppen i søndags.

Det var en sjov og spændende dag, som begyndte kl 10 og først sluttede 17.30.

Silkeborg Bad var en meget velegnet ramme med to undervisningslokaler, hvor det ene var indrettet som fotostudie.

Vi fik også den dejlige frokostbuffet, som bliver serveret i cafeen i weekenden.
Som det ses på det her billede, så skal portrætfotografen virkelig tæt på sin model.

Lyset har en enorm stor betydning. Vi havde mulighed for at prøve forskellige lyssætninger både foran og bagved kameraet.

Det er utroligt som lyset kan forandre et portræt.
Sådan en rund lysskærm med sølv- eller guldoverflade kan gøre en stor forskel.

Udover at lege med det professionelle udstyr i grupper på tre, så havde vi opgaver med at finde motiver i Kunstcentrets udstilling og i parken.
Og bruge vores egne fotoapp.

Måske er det børnelærdom for de fleste, men jeg vidste ikke, at jeg kunne tage sådan et portræt ude i skoven med mit kamera uden lys eller noget.
Det var let overskyet.

Jeg gik meget langt tilbage, zoomede max og skød, selv om det så uklart ud.
Jeg synes, det er godt, at venstre halvdel af ansigtet ser ud som om, der er skygge.

Modellen er Steffen, vores dygtige underviser.

Vi skulle medbringe en selfie til kurset. Det var min første, og som det ses, var det en alvorlig sag.
Da jeg var ung, prøvede jeg altid at gemme mig blandt andre på gruppebilleder. Det ærgrer mig i dag, når jeg ser de gamle billeder.

Så da jeg skulle tage sådan en selfie, så ville jeg gerne gemme mig blandt nogen.
Det er selvfølgelig også noget pjat, for jeg er jo igennem årene blevet vant til at blive fotograferet.
Og gøre som min datter siger: Ret dig op, læg hovedet på skrå og smil.

Men jeg stillede mig op foran mit tekstilbillede med masker, så der blev lidt gruppebillede-agtigt over det.
Vi fik kommentarer og gode råd af underviseren, og rådet til mig var, at der ikke skulle være så meget baggrundsstøj, men at min historie legitimerede mit valg.

Se bare hvor stor forskel det gør, med rigtigt lys og mørk baggrund.

To af mine med-kursister eksperimenterede med lys og baggrund, mens jeg var model.

Det var sjovt at prøve.
Og det var forbavsende svært at være den, der stod bag et professionelt kamera. Der var meget at holde styr på.

Vi var kun ni på holdet. Det undrer mig, at der ikke havde været større interesse.
Det var virkelig udbytterigt at deltage. Og meget sjovt.
Og så kostede det kun 175 kr.

Vi havde en hel del leg med lys. De to billeder her med mørk baggrund er måske i det mørkeste. Især det nederste.

Der var også nogle, der var for lyse.

Vi kunne godt have brugt to dage mere, som Steffen sagde.















Fra Tony Ourslers udstilling på Kunstcentret Silkeborg Bad.

Aarrhhh ... det går så langsomt.

Aarhh, jeg synes, det går så langsomt med det ben. Jeg er kommet til en fase, hvor jeg er utålmodig og vil noget mere.
I går gik jeg hen til bageren, fordi jeg syntes, jeg fortjente en kage. Der er lidt længere end den afstand, jeg gik hen til frisøren i mandags. Men det var for langt. Jeg havde mere ondt og uro i knæet natten til i dag. Det er svært at finde niveauet. Jeg savner også min fys at sparre med. Men kagerne var gode.
I de første uger med denne her knæskade, magtede jeg kun at koncentrere mig om den dag, jeg var i. Nu tænker jeg mere frem. Mon jeg kan komme til Vorupør nogle dage i uge 9, da Chr. og hans familie er i sommerhus der?? (uge 10 skal skinnen af) Tidligt i forløbet troede jeg, at jeg ville kunne køre bil med skinnen på. Det er koblingsbenet, som kan bøjes 90 grader, så i princippet vil det kunne lade sig gøre. Jeg vil spørge, når jeg kommer til Viborg på mandag. Jeg tænker også på, om jeg kan få gang i noget ordentlig træning i uge 10?? Eller vil knæsmerterne bremse mig?
Jeg ved det godt, jeg kan ikke forudsige det - eller bekymre mig til det.

15.30 i dag er den hvide bil tilbage. Vejret har ændret sig til dis og tåge.

I går var der stadig lidt vintervejr.

Inspiration og god tid til indeliv.

Min knæskade forhindrer mig i at komme ud med mit fotoapparat i hånden og hvordan så med at fotografere?
Jeg kom til at tænke på Paul Austers novelle. Den der hedder Auggie Wrens julefortælling. Den handler hverken om juletræ, julegaver, julemad eller andet, der har med jul at gøre. Der er mange lag i fortællingen og det, der er interessant for mig, er Auggie, kioskmanden, og hans passion for at fotografere. Hver eneste morgen kl 7 stiller han sig op udenfor kiosken og fotograferer det samme gadehjørne. Det har han gjort i 12 år, og billederne er samlet i 12 mapper!

Da jeg luftede min ide for min bror og svigerinde, der var på besøg, om at jeg vil gøre det samme, smilede de og syntes vist, det var en bizar tanke.

Men her kommer nogle billeder fra mit stuevindue. De er taget ca kl 15.30. Og man kan roligt sige, at der sker ikke en bønne!

Billedet er fra d. 8. januar.
Det er en grå dag, og fuglehuset er væltet efter en mindre storm.

Min bror og svigerinde har været på besøg, og min bror har været ude at stille fuglefoderbrættet på højkant.

Det er den 9. januar og stadig en grå dag.

Min nabo har været på besøg og flyttet fuglehuset helt ind til huset.

Det vil alligevel vælte ved det mindste vindpust, og jeg kan ikke komme ud og fordre.
12. januar.

 Endelig en lille ændring i farven. Der er kommet et fint lille snedrys d. 13. januar.

Wow, drama!
Det sner med store snefnug.

Lidt henne ad vejen kan jeg se ryggen af Johannes far, der triller hjem med hende i barnevognen efter et lille besøg her.
Det er d. 14. januar.

Det er d. 15. januar, og der ligger stadig sne fra i går.

Den 16. januar - stadig lidt sne tilbage.

Men i dag, d. 18 jan. er jorden igen bar.

Og sådan kan man dokumentere, hvor lidt der sker på det tidspunkt af eftermiddagen udenfor mit vindue - i modsætning til Auggie Wrens billeder fra et travlt gadehjørne i Brooklyn om morgenen, hvor folk er på vej til arbejde. Og hvor det bliver muligt at genkende folk år efter år.


Jeg kan se forskel i lyset på mine billeder. Hvis jeg havde haft en kikkert, tror jeg også, jeg kunne se en erantis. Zoom'et på mit apparat kunne ikke indfange den.

Og sådan kan tiden gå så fredsommeligt indendøre. ;-) Jeg har også strikket et par omgange på mit strikketøj. På den ene side lutter retmasker og på den anden skiftevis ret og vrang.
Jeg har også lyttet til en oplæsning af Auggie Wrens julefortælling. Læst af Niels Skousen, som er en dejlig oplæser at lytte til. Den varer 22 min. og kommer her (hvis linket virker)