torsdag, december 30, 2021

Nu hører jeg til gruppen 'øvrig kontakt'.

 Før jul var de fire ud af fem i min datters husstand coronasyge. De er for længst raske. Men nu er den femte ramt. Forløbet er sådan, at de har haft feber, hovedpine og været forkølet en dag eller to. Ingen svære tilfælde. De tre er vaccinerede. Ikke de to yngste. Det sværeste for dem er isolationsdagene. Aftaler der går i fisk. Sundhedsstyrelsens vejledning er ændret siden sidst, da jeg var nær kontakt. Nu defineres  jeg som 'øvrig kontakt'. Vi har siddet og spist sammen to dage i træk, da han begyndte at blive lidt utilpas. 'Øvrig kontakt-gruppen' skal kviktestes så hurtig som muligt første gang, og anden gang på 4. dag efter seneste kontakt. Jeg skal ikke gå i isolation. Jeg var negativ ved første test og har heller ingen symptomer. 

Det er bekymrende så mange indlagte patienter, der er på intensiv afdelinger. Og de mange sygemeldinger på forskellige arbejdspladser er til stor gene for rigtig mange mennesker. Min datter, der først blev syg, har ikke fået at vide, om det var omikron-varianten. Det var Smitteopsporingens opgave at melde ud dengang omkring 16. dec. Den opgave har de ikke mere.  Jeg tror, der gik en uge før hun fik en opringning med besked om at ringe tilbage. Det var ikke muligt at komme igennem. Og det var vel heller ikke relevant så mange dage efter. Men havde det været delta-varianten, var hun nok ikke blevet ringet op. 



Jeg har været 'medfølgende' på en hurtig tur til Vorupør. De to timer går godt, når man har selskab i bilen. Mens aftaler blev lavet med håndværkere, sad jeg på Vesterhavscafeen og nød udsigten til himmel og hav, der var i grå farver. Jeg spiste fiskefilet med pomfrit, drak kaffe og spiste æblekage og drak kaffe. Og læste avis. Det var så hyggeligt, at jeg slet ikke fik gået en tur. Der er i øvrigt ikke wi-fi på den cafe, hvad jeg havde forventet. Det kommer sikkert snart.

Måske vil den opmærksomme læser tænke, hvorfor jeg ikke bliver hjemme, når jeg har været tæt på corona-syge før jul og nu igen op til nytår? Men med vaccination, ingen symptomer og negative test, så udgør jeg ikke nogen smitterisiko.







Jeg glæder mig til at udforske det her område nærmere.
Nu skal jeg i gang med at bage nøddebunden til desserten i morgen aften. Vi skal kun være fire til en hyggelig nytårsaften. 
Hvis der ikke kommer corona i vejen. Vi ved aldrig ...

 

mandag, december 27, 2021

Skønne juledage.


 Blå, blå himmel, lidt sne og frostgrader tæt på minus 10 grader. 

Sådan husker jeg juledagene. 

Det gav anledning til et par fine gå-ture. Det sjove er, at børnene har meget modstand mod at komme ud, når vi begynder at lave aftaler. Men når vi er ude, så elsker de det.

Juledag gik vi i Lysbroområdet. Jeg var ikke med på hele turen, for jeg havde overvurderet, den tur vi gik d. 23. Jeg havde ondt i knæ og hofte og havde sagt, jeg ville gå tilbage før resten af flokken.

Det fungerede fint.

















Dagen før juleaften gik vi rundt om Skallerund sø. Det havde været lidt frostvejr, og der var tynd is på søen. Det gjorde turen ekstra spændende.

Vi havde lune æbleskiver i termokassen, kaffe, kakao og juice med. Det var rigtig hyggeligt. Snevejret begyndte så småt til sidst, mens vi sad og stod der.

Det blev lidt koldt til sidst. Jeg havde tænkt på forrige gang, vi var der, da der var meget vådt og smattet på stien, og jeg  havde derfor taget gummistøvler på. Det var en fejlvurdering. Mine tæer blev meget kolde. Ja, storetåen var ligeså kold, som før jeg fik neoprensko, da jeg vinterbadede. Og det siger ikke så lidt.


Juleaftens-eftermiddag var vi i Bording kirke. Vi var på forhånd spændte på, om der var plads. Der var restriktioner i form af afstandskrav, mundbind og coronapas. 
Der var god plads. Mange havde måske tænkt, det var klogest at blive hjemme.
Det var rigtig stemningsfuldt at synge de gamle kendte julesalmer. Og festligt da organisten til postludium spillede "We wish you ar merry christmas ..."
Hjemme igen lagde vi sidste hånd på middagen. Jeg lavede sovs og sukkerbrunede kartofler, og det hele smagte godt og julet.
Magien ved julegaver er mest for børn, synes jeg. Og de fik det, de havde ønsket sig. Og det gjorde jeg også :-)







Christians sjove snefamilie.


onsdag, december 22, 2021

Negativ test 2!

 Hurra for negativ test 2!

Det ville have været virkelig svært for mig at forstå, hvis jeg havde fået et positivt testsvar. Jeg har ingen symptomer haft på forkølelse, influenza, corona og hvad de hedder, de luftvejslidelser. Samtidig ved jeg at flere tester positiv og er symptomfrie. Så jeg er glad for, jeg slap fri.  Men selv uden indlæggelse og alvorlig sygdom, griber det meget forstyrrende ind i folks hverdagsliv at være isolerede hjemme. Altså for de, der arbejder og børn der plejer at lege med andre og færdes rundt omkring. 

Jeg hører i nyhederne i dag, at Statens Serum Institut forventer at smitten stiger yderligere i de næste uger og mange indlæggelser vil overvælde og belaste sygehusvæsenet, og at sundhedsvæsnet ikke er gearet til at håndtere en så voldsom udvikling i pandemien. Uha, jeg håber, det ikke kommer til at gå i opfyldelse.

I går morges gav solopgangen "ild" i vinduerne i Papirtårnet. Månen fra dagen før, var dækket af skyer.

Jeg betalte prisen i går for at tage to træningstimer efter hinanden i forgårs. Jeg havde ondt i led og muskler. Måske fordi der var gået en uge, hvor jeg ikke havde trænet? Det er to forskellige instruktører, der har de to hold. Det ene hold er udholdenhed med mange gentagelser. Det andet er kondition med høj puls. Begge hold tilpasset seniorer, selvfølgelig. Det betyder meget for mig at komme til træning. Det er som en energipille, så jeg er glad for, der stadig er åbent i Sportscentret. Men med dagens nyheder og forudsigelser er jeg bange for, der snart bliver lukket ned der også.
Biblioteket har også været åbent. Da jeg var der for at aflevere bøger og hente en reserveret bog, fik jeg hjælp af en børnebibliotekar til at finde et par bøger til en 7 årig pige. De tre bøger jeg fik med, var et hit, lyder meldingen fra Johanne. Hvor er det dejligt at kunne trække på biblioteksekspertise. Der bliver sikkert også lukket på bibliotekerne nu.
I går var hyggedag hos Mattias og hans mor.
Vi lavede marcipankonfekt.

Allerførst skal chokoladen hakkes og smeltes over vandbad.



mandag, december 20, 2021

Er det den nye Omikronvariant? Eller den gamle Delta?

 I sidste uge blev min datter-familie covid -19 syge. Jeg havde været tæt sammen med dem både søndag og mandag, så jeg var at betragte som nær kontakt, og orienterede mig derfor i Sundhedsstyrelsens vejledning (som er en udførlig pjece på 11 sider.)

 "Hvis du er nær kontakt og er færdigvaccineret, behøver du ikke at gå i selvisolation. Bliv testet  med en PCR-test to gange på 4. - og 6. dag efter sidste kontakt med den smittede person. Hvis du tester positiv skal du straks gå i selvisolation" På side 11 står "Hvis du er nær kontakt til en person som er smittet eller mistænkt smittet med Omicron-varianten skal du straks gå i selvisolation og PCR-testes på dag 1, 4 og 6 efter sidste kontakt med den smittede. Du kan ophæve din selvisolation efter et negativt svar på din sidste test. Anbefalingerne gælder uanset om du er færdigvaccineret, tidligere smittet eller ikke færdig vaccineret." 

Det er jo klar tale. Men problemet var, at datter-familien ikke fik nogen melding om virusvariant? Jeg holdt mig isoleret de første to dage og aflyste træning fredag og en frokostaftale her hos mig i lørdags. Jeg ringede til Smitteopsporingen, hvor tlf.svareren opfordrede mig til at ringe senere. På dag 2 kom jeg igennem til en rolig, saglig mand, der forklarede, at personalet, der arbejder med gensekventering har virkelig, virkelig travlt. Han kunne ikke sige, hvor mange dage, der ville gå, inden min datter fik besked om virustypen. Men flere dage ... Han rådede mig til at gå ud af isolation og overholde de kendte retningslinjer. Og så gik jeg på biblioteket og i supermarkedet. I morges fik jeg et negativt  testresultatet. Hurra for det, og jeg gik til træning i Sportscentret. 

Der er så stort pres på PCR-testcentrene. Selvom det hedder dag 4 og dag 6, så var der først tid dag 5 og dag 7 til mig. I dag havde jeg en tid kl 12.30. Der var den længste kø, jeg endnu har set. Det tog 35 -40  min. at komme igennem. Ved første test varede det 10 min. fra jeg gik ud af bilen til jeg satte mig i den igen. 

Men mine oplevelser er småting! Jeg bliver bare så utålmodig. Poderne arbejder virkelig effektivt. Vi kommer ind som på samlebånd. Jeg er sikker på, at laboratoriepersonalet også har meget travlt. Og sundhedsmyndighederne, der analyserer udviklingen og lægger planer, er sikkert på overarbejde. I dag blev der lavet en ændring i forståelsen af nær kontakt. Nær kontakt er man, når man bor sammen. Og ikke når man bager sammen, drikker kaffe hos hinanden og giver kram. PCR-test er kun for nære kontakter til smittede. Alle andre skal gå til kviktest. Som ikke er så troværdige.

Og hvordan har min familie det så? Ud af fem er de fire testet positive. De to børn har ikke været ikke voldsomt påvirket. Let febrile en dag og med hovedpine. Lidt snottede. Farmand har været træt. Mor har været mest ramt med feber et par dage. Rigtig meget forkølet og lidt besværet vejrtrækning. Men nu efter næsten en uge, er de ved at være friske. Når man har været symptomfri i 48 timer, kan man gå ud af isolationen. Der behøves ingen negativ test.

Så dejlig var min udsigt i morges ved 8.30 tiden. Fuldmånen over Papirtårnet, der står badet i det rosa morgenlys. 
Jeg tog to træningstimer i morges. Det er en uge siden, jeg har været der af skræk for, at jeg kunne smitte nogen. 

Når jeg klager over mine små genvordigheder, så tænker jeg på de patienter, læger og plejepersonale, der er indlagt/arbejder på intensiv afdelinger. Jeg har haft min gang der sommetider i mit arbejdsliv og ved, der arbejdes med folk, der er meget, meget syge. Vi skylder dem, at vi lader os vaccinere og ellers passer godt på dem, vi færdes sammen med.


torsdag, december 16, 2021

Hjemmeskole igen, igen ...

 

Så er der gang i hjemmeskoling igen. Jeg er så imponeret. Kl. 8 sidder Mattias og hans klassekammerater i 4. klasse foran computeren, hvor læreren er klar til at undervise og kommunikere med eleverne. I første time lærte de at skrive og sende en e-mail. 

Efter frikvarteret, hvor vi var ude og Mattias jonglerede rundt med en bold, begyndte næste time med at udfylde et trivselsskema. Resten af timen handlede om dansk.


Billedet her er fotograferet fra en annonceavis.
Årets TV2 julekalender er meget populær hos mine børnebørn. Samlealbum og samlekort udbygger historien om Kometernes Jul
I Kvickly og SuperBrugsen får man en pakke med 4 samlekort hver gang man handler for 100 kr. Det kan jo godt være en langsommelig affære for mig, der har en lille husholdning. 
Men jeg var heldig for et par dage siden. Foran mig i køen var et ældre ægtepar med en fuldt pakket indkøbsvogn. Da jeg var så frisk at spørge, om de samlede på kort, svarede de nej, og jeg var velkommen til at få deres kort. 
Det indbragte mig 9 pakker! Og gjorde mig til en populær mormor - haha.



Den dag, vi bagte vaniljekranse og pebernødder, begyndte med at pakke kort ud og bytte med hinanden.

For et par dage siden gik jeg tur sidst på eftermiddagen. Solen havde svært ved at trænge igennem skyerne og disen. Snart er det vintersolhverv, og vi går mod lyse tider. Jeg synes, november og halve december er gået så hurtigt. Om lidt kommer Mattias' mor hjem og jeg vil gå ud i det flotte solskin, der har vist sig her.




søndag, december 05, 2021

Endelig kortvarigt vintervejr.

 Sneen bragede ind over os første morgen i december. Jeg vil jo gerne have sne, så ingen klager fra mig. Jeg måtte dog aflyse min formiddagstur til Mattias' skole, hvor der var juleklip. Jeg kunne nok godt være kørt, men når det ikke er nødvendigt, vil jeg ikke fylde op på vejene. Om eftermiddagen skulle jeg hente Chr og Johanne i skolen, fordi forældrene havde et ærinde i Vorupør. Men de aflyste deres aftale, så jeg havde 'fri'. 

Tilbage var en middagsaftale hos min gamle kollega. Hende med de mange flettede julehjerter. Da det viste sig, det var hendes tur til at lave mad, ville vi gerne vente, til hun havde pyntet med hjerterne. Det havde hun så 1. december. Jeg har ikke tidligere lagt mærke til rækken øverst i billedet med de flettede fugle. Der er så utallig mange hjerter på række efter række under stueloftet. Det er så fortryllende at se på.
Hendes mand har bedt om, der ikke kommer flere nye hjerter. Det har hun tænkt sig at efterkomme. 
Det var holdt med med at sne, da jeg kørte afsted ved 18 tiden. Vi holdt ikke øje med vejret i løbet af aftenen, men der var faldet et pænt lag, som var frosset fast på bilruderne. Men det gik fint med at skrabe og køre hjem.
Næste dag skinnede solen. Jeg gik en tur ned til Havnen og Papirfabrikken. Her er der blevet en helt anden udsigt over Remstrup å til det nye byggeri på Søtorvet. Før var der parkeringsplads og en lav stor bygning med Kvickly, så det var ikke fordi, det var en attraktiv udsigt. Men de store huse virker så massive. Byggeriet er ikke helt færdigt. I byggefasen er det trist at se på. Når det er færdigt, bliver det sikkert godt. Men husene bliver ikke mindre ...
Jeg har sådan en slags snekæder til at spænde under mine sko. 
Indendørs på butiksgulve kan de være glatte, opdagede jeg
Men de fungerer godt ude. Jeg kan mærke, de griber fat i sne og is. Det var også nødvendigt, for boligforeningen havde ikke sørget for snerydning. For første gang, i alle de år jeg har boet her.
 I dag er sneen stort set væk.




Jeg gik en lang tur langs Silkeborg Langsø ud til motorvejsbroen. Den gamle ringvejsbro bagest i billedet skal afløses af en ny bro, der skal op i højde med motorvejsbroen. Indtil den er færdig om et par år, er der bygget en fin bro til gående og cyklister. Vi andre, der kommer kørende, skal finde alternative veje. Det skulle være så godt at bryde de gamle vaner :-)

For et par dage siden fyldte Mattias 10 år. Den dejlige dreng. Der var stadig sne i haven, og børnene trillede nogle store snebolde, der blev sat oven på hinanden til et par snemænd.
Der er ingen i familien, der synes, jeg skal undlade at lægge billeder op på blog og facebook. Jeg selv er blevet lidt tilbageholdende med det. Vi ved ikke, hvordan vi (de) vil se på det om fx 20 år. Måske er det ok, fordi der ligger billeder alle vegne? Måske er det ikke?
For nogle dage siden, var jeg på Aros sammen med Pia for at se en udstilling med William Turners værker. Vi havde ikke så meget tid, så jeg vil vende tilbage engang i januar. 
Han blev født i 1775 og havde et åbenlyst talent som barn, så allerede som 14 år begyndte han på Royal Academy. Han var optaget af bl.a. meteorologiske fænomener. Billedet her er fra 1798. 
For mange år siden så jeg  en udstilling på Tate Galleri i London, som er Turners museum. Jeg var meget betaget af hans billeder dengang. 











Her er det samme motiv som længere oppe i indlægget. Jeg har bare vendt ryggen til de store, nye bygninger.

 

søndag, november 28, 2021

Et nutidigt blik - og et tilbageblik.

 På Museum Jorn er der for tiden en fotoudstilling, hvor Jim Lyngvild giver sit bud på, hvordan juleevangeliet ville se ud i dag. Rigtige nutidige mennesker er fotograferet. Det er selvfølgelig Josef, der sidder med Jesusbarnet og Maria er i gang med at tage selfie.





Nu driller billedopsætningen mig ...  
Jeg kan ikke slette det lille billede af sangomslaget.
Men i modsætning til Jim Lyngvilds verden, så var jeg i går til et arrangementet, Christmas Carols, der hvert år bliver afholdt i Vor Frue Kirke. Ifølge avisopslaget har det været en tilbagevendende begivenhed i mere 35 år, og lige siden har Conny Skovgaard og irske folkesanger Denis McLaughlin været på programmet. Denis sang et par solosange, hvor publikum sang med på omkvædet, der var mange julesalmer og til sidst juleviser og gospel som fællessang. Der blev læst nogle bibeltekster, på engelsk selvfølgelig, ligesom velkomst og afslutningsord også var på engelsk. Hvem står mon bag det arrangement? Der blev sagt tak fordi vi igen kunne være her i kirken. 
Der var ingen præst og ingen bøn, der kunne indikere, vi var i en katolsk kirke. 
Men det var en virkelig stemningsfuld stund, der sidst på eftermiddagen fra kl 15-16. 
Og den traditionelle Madonna med barnet.
 Jeg blev mindet om det semester i efteråret 1967, hvor jeg gik på college i England. Tiden op mod jul, hvor alle julesalmer og sange blev sunget.
Jeg blev også mindet om, at pigerne gik i Vor frue sogns børnehave. Sådan hed den. Engang havde den katolske kirke en børnehave med nonner som personale. Ingen nonner, da min piger gik der, da var det en kommunal børnehave, men de kunne fortælle, at der sommetider kom en nonne på besøg. Hun boede i samme store hus på 1. sal, hvor børnehaven holdt til i stuen. 
Det var en halvdags-børnehave med åbningstid fra 7.30 til 12.30, og det passede perfekt til min arbejdstid gennem årene, da børnene var små, fra kl 8 til 12. Det var noget af en omvæltning, da jeg senere fik arbejdstid fra 8 til 16. 



Tilbage til nutiden, hvor Jim Lyngvild selvfølgelig også har en kvinde blandt de tre vise mænd :-)
God første søndag i advent.
Jeg skal til fumejdeskaffe = formiddagskaffe (Thy-dialekt, udtales med blødt d) og spille drillepind. Senere er jeg inviteret til eftermiddagskaffe for at se, hvordan det honningkagehus, børnene har arbejdet med, ser ud, når det er samlet.



onsdag, november 24, 2021

Tredje stik ...

 I går fik jeg tredje corona vaccination. Det føltes godt. Der er ganske vist mange meninger for og imod, men jeg har valgt at følge myndighederne vejledning, så jeg går ikke ind i en polemik med nogen. Men ingen er i tvivl om, at jeg mangler respekt for antivaxxere. Jeg synes, individualitetskravet har taget overhånd, når man ikke vil lade sig vaccinere for fællesskabet. Ingen er en øde ø, vi er alle afhængige af hinanden. Jeg læste om et interessant forskningsprojekt fra Aarhus Uni for nogle dage siden. Konklusionen er, at vi får de bivirkninger, vi forventer. Vi kender nok alle placebo-effekten, som forenklet handler om, at en kalktablet virker smertestillede, hvis vi tror, det er en panodil eller anden smertestillende tablet. Jeg ved ikke, hvilken medicin, der er blevet brugt i de forsøg. Nocebo kan forklares som placebo  med omvendt fortegn. Hvis vi på forhånd har en forventning om, at en given behandling vil have en negativ effekt, så får vi bivirkninger. Der aktiveres et bestemt område i hjernen, som frigiver nogle stoffer, der aktiverer smerter. Artiklen slutter med at oplyse, at 95% får ingen bivirkninger. Så sundhedspersonalet opfordres til at fokusere eller omtale den kendsgerning, i stedet for at tale om at 5 % får bivirkninger. Selvfølgelig får nogle mennesker bivirkninger af det, der er i sprøjten. Det er også derfor vi er under opsyn 15 min. efter vaccinationen. 

For et par uger siden bestilte jeg skub op/skub ned persienner til de to ud af  tre vinduer i stuen, der manglede. De blev monteret i dag, og straks gik jeg i kælderen og fandt lysguirlanderne frem. Nu stråler der stjerner i vinduerne om kap med det lille lystræ på terrassen. Det er så hyggeligt i de her mørke eftermiddage og aftner.
Billedet er fra køkkenvinduet, hvor Thy-nisserne er kommet frem fra kældermørket. De er købt gennem årene af en kreativ kvinde på min barndomsegn.



 I 4. klasse er de i gang med at lære om elektroniske medier. De fleste er nok ret velbevandrede på det digitale område

. En opgave handler om at interviewe bedsteforældrene. Hvordan var det dengang, du var barn?

Havde I mobiltelefon?

Havde I fastnettelefon? 

Havde i radio?

Havde I fjernsyn?

Kunne I komme i biografen?


Jamen, hold da op, hvor er verden forandret i forhold til dengang i 1950erne. Vi havde ikke fastnettelefon, hvad børn i dag slet ikke kender. Men en nabo havde. Hvis der en sjælden gang var en vigtig besked, kunne vi blive hentet. Det var absolut korte beskeder, telefonen blev brugt til. Nu var det jo også et ordfattigt område, men alligevel - i forhold til de lange tlf.samtaler, jeg sommetider har.

Og biografen kendte vi ikke. Sommetider blev der vist film i forsamlingshuset af en omrejsende biograf. Faktisk husker jeg kun én forsamlingshus-film. Det var virkelig en sjældenhed. Det er sjovt at komme til at snakke med et nutidsbarn om dengang. Men vist ikke så rasende interessant for en 10 årig. Og sikkert også svært at sætte sig ind i eller forestille sig. Bagefter bagte vi årets første pebernødder :-)


fredag, november 19, 2021

Lyden af ...

 Det er lidt mere end et år siden, jeg fik høreapparater. En stor del af tiden siden efteråret 2020 er gået med corona-restriktioner af forskellig art, og det betyder, at der har været arrangementer, der slet ikke blev afholdt, og jeg først på det seneste har fået afprøvet høreapparaterne i store forsamlinger. Fx var jeg i teatret til musical sidst i oktober. I anledning af byens 175 års jubilæum sidste år, var der skrevet en musical, der ikke kunne opføres da, men så endelig kunne i år. Drewsen - papirbyen ved Himmelbjerget. Bag mit link gemmer sig en anmeldelse af forestillingen.

Silkeborg kommune havde inviteret frivillige fra alle mulige foreninger, organisationer og kulturinstitutioner til generalprøven. Arrangementet begyndte med et glas til alle i foyeren, mens borgmesteren og et par andre holdt takketaler til forsamlingen. En hyggelig opstart. Jeg havde bestilt plads på 7. række. Jeg vil gerne tydeligt kunne se skuespillernes mimik. Hvad jeg ikke tænkte på var, at det var meget tæt på orkestergraven. Musikken var meget kraftfuld, og det gjorde næsten ondt i mine ører. Eller måske er det i hjernen? :-) I hvert fald skruede jeg ned for lyden. Jeg tog høreapparaterne helt af. Men ingenting hjalp på de gener, jeg havde. Så jeg besluttede at gå i pausen. Øv og øv! 

Bogen, der ligger sammen med programmet på billedet, kan jeg meget anbefale. Erindringer fra Søren Ulrik Thomsen.
Tilbage til Lyd: Jeg har haft ringet til kommunens hørekonsulent for at blive klogere på det fænomen, at høj lyd er så irriterende i mit nervesystem. Jeg har ikke tidligere været lydoverfølsom. Hun forklarede, at der kan skrues ned for høj lyd, men hvis jeg ikke havde problemer på andre områder i lydbilledet, syntes hun, jeg skulle vente med at få reguleret på det. Jeg betragtes som nybegynder ud i hjælp til bedre hørelse, og hjernen er stadig i gang med tilvænningen til forstærkede lyde. Og jeg konstaterer, det var meget lettere for mig at vænne mig til briller i sin tid.
For et par dage siden, var jeg i biografen og så Ole Bornedals i medierne omtalte film "Skyggen i mit øje". Den meget tragiske fejlbombning af den franske skole i slutningen af Anden Verdenskrig er fortalt på en meget forfærdelig måde. Og meget rørende. Ikke en type film jeg gerne ser, men søde Ingrid havde en billet til mig. Desværre havde hun ikke sit coronapas på sig, så hun kunne ikke komme ind, og jeg valgte at gå ind alene. Hun så den dagen efter, da jeg var forhindret. Men det er en film, der skal deles med andre. Apropos høreapp., så tog jeg dem ud under filmen ... Og min hjerne fik ingen træning i høje lyde der. 
Sidste gang Johanne sov her, vækkede hun mig hviskende. Jeg kunne ikke høre, hvad hun hviskede? "Hvisk ind i mit øre", sagde jeg. Hun kunne høre, der var én inde i stuen? Jeg listede derind med tanken om, at det var jo let nok, måske, at åbne terrassedøren? Heldigvis var der ingen! Det var min overbo, der puslede oppe hos sig. De kære børnebørn, der bor i hus, er hver gang overrasket over nabolyde. 
Sådan er der så meget forskelligt.


søndag, november 14, 2021

Novemberhygge.


 Jeg ønsker mig vinter nu. 

I haven står enkelte af sommerens Stolte Kavaler tilbage. Den er lidt bleg og flosset i kanten, men alligevel meget pæn. Den er min yndlingssommerblomst. Ud af en pose med små bitte frø vokser store planter op med farverige blomster. Men så snart frosten viser sig er den færdig, så jeg glæder mig over den hver dag, når jeg går forbi.

Ved siden af den høje stolte kavaler vokser nede ved jorden en juleklokke. Den gør ikke meget væsen af sig, men der er store, lovende, hvide knopper i den. 





Jeg kom forbi det her billede for nogle dage siden. Det er fra 2013. Dengang der var frost i november. Det er taget dagen efter en frostnat, så kronbladene er nok i gang med at løsne sig. Det får mig igen til at tænke, at jeg ønsker mig en tydelig vinter. Men det er selvfølgelig ikke ønskværdigt for alle der færdes ude på vej til arbejde og skole.


Jeg var sammen med Johanne og hendes mor på planteskolen i formiddags og fik svar på, hvordan et batteridrevet kalenderlys virker. Smart. Der er utallige varianter af elektroniske lys. Jeg har slet ikke haft tændt et levende lys endnu i år. Det har selvfølgelig den fordel, at det er levende, og det er der en særlig hygge over. Men jeg foretrækker de andre. Der er ingen røg og sod og ingen fare ved at glemme at slukke, inden jeg går ud af døren. Ikke at det er sket, men man ved jo aldrig. Det er som om, der bliver julet ekstra meget allerede. Der er måske noget opsparet juleglæde fra sidste år, der trænger til at komme ud.
Jeg holdt mig heller ikke tilbage med juledug i går aftes, da mine venner var på besøg. Vi er i gang med Mexican Train, som Ruth og Jørgen har introduceret for mig. 
Jeg havde købt confiterede andelår til middagen, fordi det skulle være nemt. Men det ville ikke blive sprødt, det skind, selvom det fik en tur under grillen. Måske var der for meget fedt på, selvom det meste var løbet af? Måske skulle jeg have tørret det helt af med køkkenrulle? Måske er min ovngrill ikke så effektiv? Men pyt. Det var mørt og smagte godt.
Mortens aften, som var en onsdag i år, var vi hos Mattias og hans forældre. Jeg sprang over, hvor gærdet var lavest og købte en andemenu i Føtex. Der var forskelligt tilbehør og risalamande. Børnene elsker medisterpølse, så den var der. Og risengrød til de børn, der ikke bryder sig om flødedesserten. Eftersom dagen efter var en skoledag, var det sådan et spis-og-skrid arrangement fra kl 16.30 til 19.30, og det fungerede godt.
Sidste forår købte jeg denne her lille 'pejs', da den var på tilbud til 99 kr i Kvickly. Jeg blev drillet noget med min kitsch style.
Men den er rigtig hyggelig her i den mørke tid.
Den har stået i et skab over sommeren, for designet er ikke ligefrem smukt. Men hvordan skulle man ellers designe et lille bålsted? 
Jeg er tilfreds :-)



lørdag, november 06, 2021

Den, der gemmer til natten, gemmer til katten ...

 Måske er det lidt misvisende at bruge det ordsprog her? Men jeg opdager tit, jeg har gemt noget og tænkt, det kunne bruges senere, for så at finde ud af, at det egentlig skulle til genbrug. Sommetider kommer noget afsted, som jeg så savner senere, fx to glaslysestager. Dem kunne jeg godt bruge nu. 

For en del år siden kunne man købe en vin i blå flasker. Jeg tror, det var hvidvin. Jeg købte den mest pga af den smukke blå farve og gemte et par stykker. De har stået på terrassen, hvor de er blevet flyttet rundt, mens jeg har overvejet, om ikke de snart skulle til genbrug.

Da jeg for nogle dage siden så de små lysguirlander med prop i SuperBrugsen, vidste jeg straks, hvad de skulle bruges til. I dag har jeg vasket flaskerne og monteret lysene. Nu glæder jeg mig til det bliver mørkt. 
I onsdags var Johanne og jeg på en lille picnic i parken ved Silkeborg Bad.
Her i musikhaven. Aftalen var, at når vi havde spist noget sundt fra madpakken, kunne vi gå ind og få en varm cacao i cafeen og se på udstillingerne. Det var hyggeligt. Men ret hurtigt ender turen i butikken. Hun har fået shopping-alderen. Der er også  mange spændende ting. 
Jeg er så tit sammen med børnebørnene, så jeg har ikke ja-hatten på hele tiden. Det ville være så let at købe den ønskede ting, men forældrene opfordrer mig til at lade være.  Andre bedsteforældre mener, jeg skal være mere en mormor, der forkæler. Men jeg synes heller ikke, der skal være slik og is og gaver hele tiden. Jeg kan også godt forstå, det er meget frustrerende for en syv-årig, at hun ikke kan få lige præcis den malebog, hun har forelsket sig i. Det ville også være let for mig, men frustrationer opløser sig, når vi har god tid til at være i situationen. Og jeg har heldigvis ikke travlt. Glæden indfinder sig igen, og vi kan gå videre. Malebogen skal skrives på en jule-ønskeseddel. Den kan hun selv skrive med lidt hjælp. Jeg tænker sommetider, jeg er den onde mormor. Men ikke altid. 

Min bil er så fint pyntet med efterårsfarver. Lidt endnu. Snart falder de sidste blade.
Bilen har været på værksted og til syn og fået vinterdæk på. Jeg luftede mine tvivl overfor værkstedslederen med hensyn til vinterdæk. Er det overhovedet nødvendigt, når vi har så milde vintre? Han svarede, at nogle bilister vælger at køre med helårsdæk. Men mine vinterdæk er ikke for slidte endnu, så jeg fortsætter med at få skiftet.




mandag, november 01, 2021

Velkommen november.

 Vi er gået ud af oktober og ind i november med mildt vejr og smæk på farveskalaen. Jeg siger det vist hvert år, både forår og efterår: Det er som om naturen aldrig før har klædt sig så smukt.


I går ville jeg afprøve gåturen til Museum Jorn, og da de to drenge gerne ville på Pokemón-jagt kunne vi følges.
Det er sådan en stor fornøjelse at gå på stierne, der er dækket af bløde, gyldne blade og stadig kunne nyde, at de fleste blade stadig sidder på træerne.
Jeg havde tænkt, vi kunne holde en pause på museets cafe med en kaffe til mig og en varm kakao til drengene. 
Christians far havde sagt, vi bare skulle ringe, hvis vi ville køres hjem.





Den nye Nordskovvej forkorter turen lidt. Det er vist i øvrigt det eneste sted i landet, hvor hastighedsbegrænsningen er begrundet i flagermus.
I dag er hastigheden sat op til 60, for nu er flagermusene gået i hi.
Der har været mange protester mod den vej og nogle mennesker har utvivlsomt fået forringet deres livskvalitet, fordi vejen er kommet for tæt på deres bolig.
Jeg troede, det også ville gælde for kolonihaveejerne. Kolonihaverne ligger højere oppe og bag støjskærmene til venstre i billedet.
Jeg snakkede med en mand for nogle dage siden. Han har have i yderste række, og har var glædelig overrasket over, at bilerne hørtes så lidt. Han tilskrev det den lave hastighed. Hvordan mon det er nu, når der må køres 60? Han og de andre haveejerne glædede sig over en uforudset fordel ved vejen. Nemlig den, at rådyrene ikke mere kom ind i haverne og spiste tulipaner og grønsager.


Da vi havde gået gennem Indelukket og op til Frihedsstatuen, trængte jeg virkelig, virkelig til kaffe og til at sidde, så vi gik tilbage til Museum Jorn bare for at konstatere, at der ingen ledige pladser var i cafeen!
Den konstatering fik energien til at dale yderligere hos mig - ikke hos drengene, så jeg ringede til vores livlinje, og vi blev hentet.
Det var en smuk tur gennem skoven, og adspurgt svarede drengen, at det havde de også set.






Og nu til noget helt andet: I fredags hentede jeg Johanne i skolen, og det var en stor dag, for det var endelig blevet hendes tur til at have Læsefidusen med hjem på weekend. Med et efternavn næsten sidst i alfabetet havde ventetiden været lang.
Læsefidusen er den bamse, hun står med under armen. Han skal være med til at opleve, hvordan hendes weekend går, og det skal der så skrives og fortælles om i skolen. 
Jeg skulle hente en bog på biblioteket, og vi var enige om, at det ville lige være noget for Læsefidusen.











Senere var vi hjemme hos mig og bage pandekager.
















I min have har benved tabt sine blade, men den har også gjort det godt med sin røde farve. Jeg kommer til at tænke på  de linjer Adam Oehlenschlager (sikke et navn) skrev for mere end 200 år siden (1813) "Lær mig, o skov, at visne glad som sent i høst dit gule blad; et bedre forår kommer osv. 
Jeg synes, vi er heldige med årstidernes skiften. Måske hører det med til høj alder at glæde sig særligt meget over netop den vekselvirkning i løbet af et år.









søndag, oktober 24, 2021

Efterårsferie-snapshots.

 I går fik jeg en spontan lyst til at prøve af, om jeg kunne gå op til Dronningestolen. Et udsigtspunkt i Nordskoven, der ligger 65 m. o.h. 

Jeg følte, jeg havde 'gode ben'. Er det ikke sådan, cykelryttere siger? I de seneste to uger har jeg kunnet gå længere uden at få tunge ben og ondt i lysken.

I fugleflugtslinje er afstanden ikke så stor, men terrænet er kuperet. Vejret var smukt med stedvis solskin og dejlige farver i skoven. Jeg gik 5000 skridt og var afsted en god time. Det var dejligt. Og godt at komme hjem til avis og sofa.



Hvorfor stedet hedder Dronningestolen, har jeg endnu ikke fået forklaring på. Der står en gammel bænk. Træerne er gennem årene vokset til, så udsigten er blevet 'beskåret'. Men der er smukt alligevel.
Min nabo har her til formiddag formanet mig om, at jeg ikke må gå i skoven alene! 
Det var i januar på en familietur, jeg faldt i Gjern Bakker og fik en malleol-fractur. Da oplevede jeg, at jeg ikke selv kunne komme op at stå og langt mindre gå. Takket være min datter og ex-mand kom jeg ned igen. Dengang fortalte jeg vidt og bredt, at nu var det slut med at gå alene på øde steder. Relativt øde. For her til lands har vi ikke så øde områder som i nabolandene. Men det er lidt besværligt, hvis jeg altid skal arrangere gå-ture sammen med andre. Det er selvfølgelig hyggeligt. Rundt om mig er der til alle sider dejlige stier at gå. Siden det brud og især den inaktivitet, der fulgte med, har jeg ikke gået så meget, men nu. Og først nu efter næsten 10 mdr. og en masse træning, synes jeg, det går meget bedre. Så jeg vil nok fortsætte med spontane gå-ture. Med telefonen i lommen.
I begyndelsen af ferien var vi i Mønsted kalkgruber
Det er et spændende sted, som ikke kun handler om mørke minegange. Ca 4 km. af de 60 km i gruberne er oplyste. Her overvintrer massevis af flagermus. Jeg så dog ingen. Børnene gjorde vist nok. 
Her lagres ost. Vi kunne tydeligt lugte det, og vi kunne på afstand se hylderne med stabler af oste.
Et sted i en højt hvælvede grube er der bænke, og på de rå vægge kører et multimedie show om det hårde arbejdsliv i minerne.

Der var aktiviteter for børn flere steder. I denne her bygning blev der læsket kalk for mange år siden. Minedriften ophørte i 1953.

Udenfor var der en dejlig legeplads, som børnene havde svært ved at løsrive sig fra. Der er en cafe og butik og gangstier rundt i det særprægede landskab.
Jeg brugte tid i den lille museumsbygning, hvor livet som minearbejder gennem forskellige tider blev fortalt. Der er meget at opleve både ude og inde.



En dag var vi i Team Teatret i Herning. Et lille teater, der har eksisteret i mange år. 
Home blev opført af to spanske skuespillere. Uden andre ord end no og yes. En flygtning og en meget rodfæstet mand bliver, efter en del forviklinger, venner. Vi skiftevis lo og græd. Det var sjovt men også alvorligt og rørende.
Utroligt, hvordan  de to kunne formidle følelser og handlinger ved hjælp af kropssprog og mimik.
Mattias var så glad for oplevelsen, at han har været der igen sammen med to kammerater.






Museum Jorn blev besøgt og her fik Johanne mulighed for at male på det store 'lærred' iført kittel og brede pensler med acrylmaling. 
Der var også mange billeder at undre sig over i den faste udstilling.
Nu kan jeg ikke flytte curseren ...
ØV - det driller mig.
Slut for nu.