torsdag, december 30, 2021

Nu hører jeg til gruppen 'øvrig kontakt'.

 Før jul var de fire ud af fem i min datters husstand coronasyge. De er for længst raske. Men nu er den femte ramt. Forløbet er sådan, at de har haft feber, hovedpine og været forkølet en dag eller to. Ingen svære tilfælde. De tre er vaccinerede. Ikke de to yngste. Det sværeste for dem er isolationsdagene. Aftaler der går i fisk. Sundhedsstyrelsens vejledning er ændret siden sidst, da jeg var nær kontakt. Nu defineres  jeg som 'øvrig kontakt'. Vi har siddet og spist sammen to dage i træk, da han begyndte at blive lidt utilpas. 'Øvrig kontakt-gruppen' skal kviktestes så hurtig som muligt første gang, og anden gang på 4. dag efter seneste kontakt. Jeg skal ikke gå i isolation. Jeg var negativ ved første test og har heller ingen symptomer. 

Det er bekymrende så mange indlagte patienter, der er på intensiv afdelinger. Og de mange sygemeldinger på forskellige arbejdspladser er til stor gene for rigtig mange mennesker. Min datter, der først blev syg, har ikke fået at vide, om det var omikron-varianten. Det var Smitteopsporingens opgave at melde ud dengang omkring 16. dec. Den opgave har de ikke mere.  Jeg tror, der gik en uge før hun fik en opringning med besked om at ringe tilbage. Det var ikke muligt at komme igennem. Og det var vel heller ikke relevant så mange dage efter. Men havde det været delta-varianten, var hun nok ikke blevet ringet op. 



Jeg har været 'medfølgende' på en hurtig tur til Vorupør. De to timer går godt, når man har selskab i bilen. Mens aftaler blev lavet med håndværkere, sad jeg på Vesterhavscafeen og nød udsigten til himmel og hav, der var i grå farver. Jeg spiste fiskefilet med pomfrit, drak kaffe og spiste æblekage og drak kaffe. Og læste avis. Det var så hyggeligt, at jeg slet ikke fik gået en tur. Der er i øvrigt ikke wi-fi på den cafe, hvad jeg havde forventet. Det kommer sikkert snart.

Måske vil den opmærksomme læser tænke, hvorfor jeg ikke bliver hjemme, når jeg har været tæt på corona-syge før jul og nu igen op til nytår? Men med vaccination, ingen symptomer og negative test, så udgør jeg ikke nogen smitterisiko.







Jeg glæder mig til at udforske det her område nærmere.
Nu skal jeg i gang med at bage nøddebunden til desserten i morgen aften. Vi skal kun være fire til en hyggelig nytårsaften. 
Hvis der ikke kommer corona i vejen. Vi ved aldrig ...

 

4 kommentarer:

  1. Håber du også går fri denne gang.
    Jeg blev smittet af en, der gjorde som man måtte i oktober. Hun var nærkontakt, vaccineret, havde en negativ dag 4 test og tog til fødselsdag dag 5 og var så positiv dag 6 med symptomer. Hun smittede 9 festdeltagere plus nogle af deres familiemedlemmer. Jeg havde nok ikke taget til fødselsdagsfest.

    SvarSlet
  2. Lene, jeg håber også jeg går fri. Det var en ondartet smittespredning du erfarede til den fødselsdag.
    Det er mystisk, hvorfor nogle smitter så voldsomt og så mange. Og hvorfor nogle ikke bliver smittet. Jeg blev altid forkølet, dengang mine børnebørn havde hyppige børnehaveforkølelser. I de år jeg vinterbadede, var der mange, der undrede sig over, jeg blev forkølet. Det er nu aldrig bevist/dokumenteret at vinterbadning forhindrer forkølelse. Men nogen tror det. Jeg tror ikke jeg har et immunforsvar der er stærkere end andre, men jeg er ikke blevet smittet ved de anledninger før og efter jul, da mine familiemedlemmer var syge. Det betyder ikke, jeg er usårlig. Håber bare, jeg går fri.

    SvarSlet
  3. Jeg har det lige som dig: Jeg er ikke bekymret for mig selv mere, for jeg tror, jeg ville slippe relativt nemt over det, men alt det sygefravær blandt det arbejdende folk er ikke så godt - hverken for de raske kolleger eller for andre, hvis det fx rammer den kollektive transport.
    Du har ret i, at det er underligt, at nogle kan befinde sig midt blandt lutter smittede og alligevel selv gå fri, men det er da fint for dig, hvis du hører til den kategori :-)
    Selvfølgelig skal du ikke blive hjemme nytårsaften helt alene - nyd den og hinanden, og hermed ønsker jeg dig et godt nytår, Betty :-)

    SvarSlet
  4. Tak i lige måde, Godt nytår til dig Ellen. Jeg er ikke sikker på, jeg hører til den kategori, der ikke så let bliver smittet? Men indtil videre er jeg gået fri.

    SvarSlet