onsdag, december 22, 2021

Negativ test 2!

 Hurra for negativ test 2!

Det ville have været virkelig svært for mig at forstå, hvis jeg havde fået et positivt testsvar. Jeg har ingen symptomer haft på forkølelse, influenza, corona og hvad de hedder, de luftvejslidelser. Samtidig ved jeg at flere tester positiv og er symptomfrie. Så jeg er glad for, jeg slap fri.  Men selv uden indlæggelse og alvorlig sygdom, griber det meget forstyrrende ind i folks hverdagsliv at være isolerede hjemme. Altså for de, der arbejder og børn der plejer at lege med andre og færdes rundt omkring. 

Jeg hører i nyhederne i dag, at Statens Serum Institut forventer at smitten stiger yderligere i de næste uger og mange indlæggelser vil overvælde og belaste sygehusvæsenet, og at sundhedsvæsnet ikke er gearet til at håndtere en så voldsom udvikling i pandemien. Uha, jeg håber, det ikke kommer til at gå i opfyldelse.

I går morges gav solopgangen "ild" i vinduerne i Papirtårnet. Månen fra dagen før, var dækket af skyer.

Jeg betalte prisen i går for at tage to træningstimer efter hinanden i forgårs. Jeg havde ondt i led og muskler. Måske fordi der var gået en uge, hvor jeg ikke havde trænet? Det er to forskellige instruktører, der har de to hold. Det ene hold er udholdenhed med mange gentagelser. Det andet er kondition med høj puls. Begge hold tilpasset seniorer, selvfølgelig. Det betyder meget for mig at komme til træning. Det er som en energipille, så jeg er glad for, der stadig er åbent i Sportscentret. Men med dagens nyheder og forudsigelser er jeg bange for, der snart bliver lukket ned der også.
Biblioteket har også været åbent. Da jeg var der for at aflevere bøger og hente en reserveret bog, fik jeg hjælp af en børnebibliotekar til at finde et par bøger til en 7 årig pige. De tre bøger jeg fik med, var et hit, lyder meldingen fra Johanne. Hvor er det dejligt at kunne trække på biblioteksekspertise. Der bliver sikkert også lukket på bibliotekerne nu.
I går var hyggedag hos Mattias og hans mor.
Vi lavede marcipankonfekt.

Allerførst skal chokoladen hakkes og smeltes over vandbad.



2 kommentarer:

  1. Jeg håber også, at det viser sig at være dommedagsprofetier med de mange indlæggelser, men fint alligevel, at du viste dig at være negativ, selv om du nok næsten vidste det i forvejen. Som jeg forstår det, kan vaccinerede netop gå symptomfri rundt og dermed være raske smittebærere. Men så belaster vi da i det mindste ikke sundhedssystemet :-)
    God jul til dig herfra :-)

    SvarSlet
  2. Tak og gode juledage til jer i et engelske. Måske er I allerede hjemme igen.
    Jeg ville have undret mig, hvis jeg havde været positiv,
    men netop det, at man kan være positiv og smittebærer og symptomfri er jo en lumsk situation.

    SvarSlet