lørdag, april 28, 2012

Der er god plads derude ...

Efter et par dage udenbys er jeg hjemme igen.
Jeg har været i Vendsyssel og været sammen med venner og familie, jeg ikke ser så tit.
Det har bl.a. været min mors bror, den eneste, der er tilbage af søskendeflokken på ni. Han er fuld af røverhistorier. Det var hyggeligt.

Der var god plads derude, hvor grisene boltrede sig.

På markerne titter rapsens gule farve frem.
Hvis solen skinner i morgen, tror jeg, den springer ud i fuld flor.


Hjemme igen ses her, på Gudenåens bred, hvor meget grej der skal til for at bygge en motorvej.

onsdag, april 25, 2012

Bøgen er sprunget ud på Østre

Måske er det længe siden, bøgen sprang ud andre steder.
Men for mig sprang den ud i dag, da jeg var babysitter ude ved Østre, mens min datter var til gymnastik.


Det var bare enkelte grene.
Fulde af løfter om sommer.

Og et par af de modige.

søndag, april 22, 2012

Aftenstemning ... og morgenstemning

I går aftes sad vi på den hyggelige restaurant i Stauning Havn og nød en lækker middag.

Selv om det havde været en gråvejrsdag, fik vi alligevel en fin, diskret lille solnedgang


Jeg måtte lige en tur ned til den lille havn igen i morges, inden jeg kørte hjem.
Der er så stille og fredeligt.
Og beskedne både ;-)


fredag, april 20, 2012

Den eneste.

I går ville jeg hurtigt gå et lille bed i haven igennem med hakkejernet.
For sent opdagede jeg, at jeg havde fældet den eneste vibeæg, der var.
Øv, øv.

Veninden fra Bornholm kom i går med toget - lettere oprevet over at have fået stjålet sin pung på Skanderborg station.
En stor mand havde stillet sig op og skabt forvirring, da der skulle skiftes tog. Han må have haft en hjælper, der midt i mylderet har fisket pungen op af tasken.
Det er krænkende, at nogen stjæler ens pung med så mange private oplysninger, som de fleste af os opbevarer i vores punge. Det er også tidskrævende at få anmeldt og spærret de relevante steder.
Har vi allesammen bankens spærrenummer på mobilen?
Jeg opdagede, det er rigtig nyttigt.

I dag går turen vestpå til hyggelige lille Stauning Havn og samvær med dejlige mennesker.

Billederne er fra april sidste år.

torsdag, april 19, 2012

Gymnastik ved søen.

Sidst på eftermiddagen om onsdagen er der gymnastik ved søbredden.
Mens jeg travede rundt med mit barnebarn i barnevognen, nød hans mor gymnastikken.

Almindsø er et dejligt rekrativt område.
Om sommeren et populært badested.
Mens vi var der i går mellem 16.30 og 17.30, så jeg fem 'vikinger', der var ude at dyppe sig i det kolde vand.
Godt, det ikke var mig.

onsdag, april 18, 2012

Traditioner.

Traditionen tro kommer veninden fra Bornholm på besøg i morgen, inden vi på fredag kører til Stauning til vores årlige Kempler-træf.
Ligeså traditionelt køber jeg ind til morgenmad.
Og laver blommemarmelade af de frosne blommer, der er tilbage i fryseren.
Sidste år puttede jeg de første spæde rabarber i. Der var kun 40 gr.
I år er rabarberne lidt større, og der var 170 gr. Sammen med 600 gr blommer smager de godt igennem.

Jeg huskede også at blande de små korn fra en vanillestang med lidt sukker.

Marmeladen er afgjort bedre end sidste år.
Nu mangler jeg bare sådan nogle fine etiketter, som her hos Madame.  ;-)

Om lidt skal jeg møde en 26 årig kvindelig studerende, der gerne vil være Voksenven.
Det er dejligt, at der en stigende interesse blandt unge for frivilligt arbejde.

søndag, april 15, 2012

En tur til Alrø.

Den blå himmel og det flotte solskinsvejr inspirerede til en søndagstur.
Henrik foreslog Alrø.
Jeg har aldrig været der på den lille ø på nordsiden af Horsens Fjord.
Men kører på en dæmning for at komme over til øen, og når man har kørt så længe som det er muligt, ender man her.
Om sommeren sejler en lille færge kun for gående og cyklister.
Man kan kigge over til Snaptun og Hjarnø.


Der er dejligt ved stranden.
I dag var vinden dog kold.


På den lille p-plads blev der tændt bål og grillet, andre slog campingbordet op og drak kaffe.
De to og firehjulede blev luftet.

Der er fine huse og store gårde.


Og jeg måtte lige fotografere Marens hus.
Fordi min mor hed Maren. ;-)


Alrø er en fin lille naturperle.

torsdag, april 12, 2012

De rykker nærmere.

Sådan ser der ud på både forsiden og bagsiden af huset, hvor jeg bor.


Håndværkere er i gang med at skifte tag.
De er lige begyndt at hive tagsten ned på nr. 4.
Jeg bor i nr. 8, så de når nok hertil i juli og august.
Mon ikke jeg skulle overveje at rejse bort?

I morgen kommer 6 af mine søde, dejlige, tidligere kolleger til middag, så jeg vil gå i køkkenet.
Altså ikke i nat.
I morgen.

onsdag, april 11, 2012

Tanker omkring en afsked.

Min brors svigermor blev begravet i dag på sin 88 års fødselsdag.
Det havde hun selvfølgelig ikke bestemt, men hun havde bestemt så meget andet.
For mange år siden udfyldte hun Bogen til mine kære.
De seneste år af hendes liv havde været hårde, og ingen ønskede for hende, at livet skulle fortsætte på de præmisser.
Alligevel er vi kede af det og ønsker, at det som var godt engang kunne fortsætte. Vi bliver også mindet om de kære, vi tidligere har sagt farvel til. Og at vi selv er dødelige. Så der er nok at være ked af.
Efter kirken, hvor vi sang de længste Grundtvig-salmer, var vi på kroen og fik det kaffebord, hun havde ønsket:
Boller med rigelig smør.
Wienerbrøds-kringle.
Flødeskumslagkage med en overdådighed af flødeskum.
3 slags småkager.
Og en masse kaffe.

Jeg vil også have fat i den bog, som er skrevet af Birgit Meister.
Da min nabo døde for et par år siden, skrev jeg nogle ting på en seddel. Men nu blev jeg inspireret til at gøre det mere systematisk.
Det er længe siden, jeg har været til sådan et stort kaffebord.
Jeg ønsker mig noget med frokost og hvidvin ...


tirsdag, april 10, 2012

Der er også lyse øjeblikke...

Selv om man har feber og hoster og snotter, så er der ind imellem også lyse øjeblikke.


Rollator i ny model.
Med den foran går det i susende fart hen over gulvet.

Jeg har været sammen med ham nogle timer i dag, mens hans forældre var på arbejde.
Han var nu mest træt og pylret.
Men sommetider skinnede solen.

mandag, april 09, 2012

Mere påskekur.

Jeg kalder det, de hvide badekåbers hotel.
Overalt møder man folk i hvide badekåber - dog ikke i restauranten.

I spa-området er der vinduer fra gulv til loft, og man får næsten fornemmelsen af at være ude.
I hot-poolen er der 36 grader. Ved siden af er der en lille gys-pool med 8 grader. (den var ikke noget for mig)
Derimod var fitness-poolen med 26 grader et passende gys for mig.

Det gjorde godt at ligge i det lune vand og få undervands-massage på en kold og diset dag, men alligevel med udsigt til fjorden.


Denne her varme træbriks var et stort hit for mig.
Jeg ved ikke, hvordan varmen blev produceret, men den var lige tilpas til at varme langt ind i knoglerne, når man lå der og læste eller slappede af.

Desværre havde mit barnebarn det ikke godt i dag, så de tog tidligt hjem, mens jeg nød faciliteterne lidt længere.

Hotellet markerede med at flage på halv, at det var 9. april og dermed 72 år siden Danmark blev besat af Tyskland.


På vejen hjem var jeg lige forbi Brejning kirke, som ligger på en bakketop og ser utraditionel ud.
Den er bygget som en kirke for Brejnings borgere, men også som institutionskirke for De Kellerske Anstalter, der på det tidspunkt var landets største institution for psykisk handicappede. Den blev indviet i 1967 og var tegnet af arkitekt Mogens Koch.




søndag, april 08, 2012

Påskekur.

Mine ømme rygstykker føles helt fornyede efter et par dage med varme bade, sauna, damp, vekselfodbade, svømning, jazzuci med udsigt over Vejlefjord - og det bedste selskab af de tre her.

Vi er lige her.
Comwell Kellers Park.

Udover adgang til Spa-faciliteter og mulighed for træning og tilkøb af forskellige behandlinger, så spiser man også godt her.
Jeg er især imponeret over den måde, morgenbuffet'en er arrangeret på.
Her er ingen store skåle og fade, men små delikate anretninger.
Den kolde mælk serveres f.eks sådan i en champagnekøler.


Mit barnebarn er desværre varm, sløj og snottet i aften.
Fra kl. 8-10 er der adgang for børn i Spa'en, men det er han nok ikke klar til i morgen, inden turen igen går hjemad.

De smukke bygninger, se linket, som huser hotellet blev bygget i 1898 som en institution for åndssvage.
De Kellerske Anstalter, som stedet hed efter grundlæggeren Christian Keller.
I år 1900 boede der 700 mennesker her. I 1955 var antallet vokset til ca 1750.
Det forklarer også, hvorfor der her i området er mange store, smukke, velbevarede huse, som har andre formål i dag. F. eks. en efterskole og eksklusive ejerlejligheder.
Der findes et mindemuseum, som ikke har været åbent i de dage, vi har været her.
Men jeg er blevet nysgerrig efter at læse om stedets historie.
Der findes flere artikler, når jeg googler.
Her om bygningernes historie.
Og her om Forsorgens historie. Det er rystende at tænke på det menneskesyn, der var dengang.



torsdag, april 05, 2012

Følfod.

Årets første følfod fandt jeg i skoven i dag.

Nr. 446 i Højskolesangbogen er en fin norsk kærligheds-sang om en løvetann, hvis højeste ønske er at blive hæftet på en pigebluse. Den begynder med 'Å, den som var en løvetann ...'
Mon en løvetann er en følfod eller en mælkebøtte?
Skærtorsdag har været en smuk, kold solrig dag efter en nattemperatur på -3 grader.
Fortsat god påske til dig, der læser med.

mandag, april 02, 2012

De har været her ...

Jeg har haft hyggeligt besøg af de sødeste & co.
Så længe de ligger her i barnevognen, ved vi, hvor de er.


Hvornår mon det lykkes mig at fotografere de to sammen?
Sådan, hvor de sidder og ser søde og smilende ud på samme tid ...
Uanset hvad -  de er søde!

Mit ældste barnebarn fylder 1 år om et par dage.
Det er en utrolig udvikling, der foregår i det lille menneskebarns første år.
Jeg nyder at følge med.