torsdag, april 30, 2009

i bio.

Vi har set Niels Malmros' film Kærestesorger. Det er en rigtig dejlig film, synes jeg.Den foregår fra 1962 til 1965, mens hovedpersonerne går i gymnasiet
Biografen ligger i en bygning, der tidligere var en del af papirfabrikken. Der er et hyggeligt miljø med cafeer og restauranter langs åen.
Der er udendørsliv og sommerstemning den sidste dag i april.
I morgen kører vi til Stauning, hvor vi mødes i Leifs sommerhus - os der sammen har gået på Kempler Instituttet. Øv, jeg kan ikke få det med at linke til at virke. Men ellers se min linkliste.
Så der bliver lidt stille her på bloggen. God weekend til alle, der kommer forbi.

nye sko.

Jeg har besøg af K fra Bornholm. Vi har trawlet byens butikker, og jeg fandt de her røde sko. Jeg elsker rødt.
Ps. jeg har heldigvis 2 ben.

onsdag, april 29, 2009

solnedgang.

Aftenen indbød til en solnedgangs is ved Hjejlekiosken.

xx

Frivillighuset

I dag har vi i Børns Voksenvenner haft det sidste bestyrelsesmøde i det lille hus i Vestergade. Frivilligcentret flytter til andre lokaler, hvor der bl.a. er elevator.
Det har fungeret godt, det lille hus, hvor der på 1. sal er lokaler til edb undervisning, og hvor jeg har gået til billedbehandling.

Det ser virkelig utidssvarende ud, sådan et lille hus blandt de nyere og større huse.

mandag, april 27, 2009

Service

Borgerservise hedder det sted på rådhuset, hvor man kan gå hen og få oplysninger om mange ting.
Jeg fylder snart 65 og går fra efterløn til pension. Min arbejdsgiverbetalte pension er ikke så stor, fordi jeg i mange år kun arbejdede fra 8-12, så jeg havde brug for at finde ud af, hvordan det så er med folkepension.
Borgerservice holder til i et stort åbent kontorlandskab med panoramavinduer ud til Silkeborg Langsø.
Der er en flot udsigt, men når det er ens daglige arbejdsplads, lægger man ikke mærke til det, sagde den rare mand, jeg snakkede med.
Det er god underholdning at sidde der med sit nummer og vente,og tiden flyver afsted.
Der foregår også noget under bordene. Der er ingen skrankepaveri her.
Den sjove lille figur hedder "Ved stoppestedet".
På vej ned ad trappen fra første sal, kan man følges med "Midgårdsormen i Gudenåen". Den slynger sig farverigt på væggen og er lavet af Jørn Nash, der var bror til Asger Jorn.

søndag, april 26, 2009

Gårdhaven.

I gårdhaven ved Hans Brogesgade blomstrer det helt overdådigt. Det er overskyet og kun få børn leger. En enkelt voksen sidder og læser. Jeg må ud på en lille fotosafari. For ca 10 år siden blev gården renoveret. Nogle af beboerne i Pontoppidansgade ville ikke være med til det helt åbne anlæg og beholdt stakit og låger omkring deres matrikel.
Beplantningen og de store gamle træer gør dog, at her ikke virker åbent. Der er stier, der snor sig rundt, så man ikke kan overskue det hele på en gang.
 
Posted by Picasa

Et dejligt åndehul på Frederiksbjerg.

Hvad/hvem sætter prisen?

Min søndags-morgen-luksus, når jeg er i Århus, er at købe morgenbrød hos Emmerys.
Men jeg slår mig i mit indre tøjr over prisen. 13 kr. for en grovbirkes. Kun én enkelt! Skråt overfor i Bruunsgade ligger Schweizer Bageriet. Jeg beslutter mig for at sammenligne pris og smag i dag.
Hos Emmerys er vi kun 3 i køen. Det er et økologisk bageri. Der bliver ikke brugt gær i brødet. Kun mel, vand og salt. Hos Schweizer Bageriet er der 15 med et nummer i hånden foran mig. Her er alle brød langstidshævet mindst 24 timer og desuden koldhævet. Der bliver aldrig brugt mel med stråforkorter. Her koster et groft rundstykke 5.50 kr. Ventetiden går hurtigt med at kigge på kagerne. Udover den mere almindelige slags wienerbrød og kager, er der også rene kunstværker bygget op af chokolade, flødeskum og frugter og sikkert andre lækkerier, der ikke er synlige.
Når det handler om smagen og oplevelsen af det hjembragte morgenbrød, så vinder Emmerys efter min mening, men Schweizer Bageriet er lige i hælene. Der er ingen fornemmelse af at spise luft og tygge i pap. Det er et godt rundstykke.
Jeg er ikke en øko-freak, men jeg køber tit økologiske basisvarer. Ikke fordi jeg synes, det smager bedre, men fordi dyrkningsmetoden er mere skånsom for jorden, tror jeg.
Men behøver det at være så meget dyrere?
Det er Emmerys grovbirkes til venstre.
I går aftes havde vi en hyggelig aften med snak og lækker lammeryg hos Olivias ejer. Oliva er en meget gammel kat. Det fortoner sig vist lidt hvor gammel. Hun har for højt blodtryk og får medicin for det.

fredag, april 24, 2009

Frivillig på Kunstcentret.

Det er mere end et år siden, jeg meldte mig som interesseret i at blive frivillig på Kunstcentret Silkeborg Bad. Nu var der blevet plads i gruppen, som er på ca 70 personer, og jeg var til introduktion i går sammen med 2 andre nye.
Som frivillig går man rundt i udstillingsområderne og besvarer spørgsmål og holder øje med det hele. Der er brug for 4 frivillige hver dag. En vagt er på 4 timer og der skal være 1 person i hver af de 2 udstillingsbygninger. Det kan ikke være så svært. Man kan selv bestemme, hvor ofte man vil komme, men man skal være der 2 gange om måneden.
Det, jeg synes lyder mest spændende, er den omvisning og introduktion, der er for de frivillige, når en ny udstilling er gjort klar. Alle bliver klog på, hvad de forskellige kunstnere vil med det, de udstiller. Næste store udstlling hedder EXILE og 28 danske og udenlandske kunstnere vil give deres tolkning på begrebet exil - det at føle sig hjemløs og fremmed, filosofisk, politisk, menneskeligt og eksistentielt.
Det kommer der mere om d. 21. maj.
Jeg har valgt et billede, der knytter an til dengang stedet var et kurbad og overlæge Gram Hansen havde konsultation der. Det er sjovt, det er bevaret. Der er et lille mødelokale og lagerplads nu.
Da jeg kørte derud, tænkte jeg på dengang i 1974. Da lå der en gæst på briksen og ventede på, at jeg kom og gav en gang massage. Arbejdstiden var fra 7.30 til 12.30, men ingen gæster ønskede at komme til behandling så tidligt, og ingen ønskede tiden 12.30, for da var der frokost. Min mødetid var reelt fra 8-12, bortset fra de gange, der var en early bird. Jeg blev aflønnet for fuld tid og højeste anciennitet. Det var ikke så dårligt, når man var lidt grøn. Alligevel valgte jeg et job på sygehuset i 1976. Det blev for ensformigt med al den massage.
Nu handler det om billeder og skulpturer og installationer af forskellig slags. Det er da spændende.

torsdag, april 23, 2009

Victoria


Victoria blommetræet står i fuldt flor lige for tiden. Jeg plantede det for snart 11 år siden, da jeg flyttede ind her. Det har en langsom vækst, og det passer fint til en lille have. Til gengæld er der ikke noget langsomt eller småt over det, når vi kommer til blommehøsten. Der kommer så mange blommer, at jeg må tynde ud med hård hånd, ellers bliver de for små. Og så bliver jeg også belønnet med store saftige blommer. Lige nu gælder det om at nyde blomsterne så længe, det varer. De er ganske flygtige.

Et arrangement.

Efter besøget i Bazar Vest i forgårs fortsatte min nabo og jeg til en konference på Skejby Sygehus. 3 patientforeninger var gået sammen om at invitere Jørgen Carlsen, Testrup Højskole og Kåre Christensen, forsker i aldring v. Syddansk Uni. til at holde foredrag under temaet "Det gode liv" i det store auditorium. Det hele skulle kædes sammen af Jesper Klein, som også ville fortælle om sine egne erfaringer.
Helt ærligt - så var det Jesper Klein, der trak. Jeg tænkte på Klyderne. Dengang han sammen med Tom McEwan og Jess Ingerslev underholdt Danmarks befolkning lørdage aftener. Var det i 70erne eller 80erne? I hvert fald var det sjovt! Jeg tænkte også på Ove Nørhaves bog "Jespers liv og lykke", der udkom i 2007 året efter, Lykke Nielsen døde efter flere års sygdom. Det er en meget spændende og velskrevet bog om Jesper Kleins arbejde og privatliv sammen med Lykke. I slutningen af bogen reflekterer han over tabet af sin kone gennem 37 år - og det at komme videre.
Så jeg havde mange forventninger. Og jeg ved godt, at han var en entertainer med et dobbelttydigt væsen. Hvornår var det sjov, hvornår var det alvor?? Man kunne aldrig helt vide......
Nu er situationen den, at han har osteoporose i svær grad. Han har haft et lårbensbrud, det ene ben er 2 cm. kortere end det andet, og han går lidt haltende med 1 stok, og han er enkemand på 3. år. Han er 64 år. Det er et svært liv nu. Sølle er det ord, der falder mig ind. Det indlæg han holdt var uden en rød tråd og usammenhængende. Men var det for sjov, det han sagde? Sommetider lo vi.
Hvornår kan man egentlig holde foredrag om sine egne tab og sin egen sorg på en værdig måde?? Da jeg snakkede med ældste om det, mente hun, det er først, når man har accepteret sin situation, sådan som den er, at man kan det.
Men stadig efter 2 dage tænker jeg: var det for sjov eller var det alvor??
De 2 andre foredragsholdere?? Professoren og højskoleforstanderen??
Jamen, de var spændende!!

onsdag, april 22, 2009

Farver med knald på

Hvis man synes, det hele er lidt blegt og farveløst, så er det en god ide at besøge Bazar Vest. Her er der knald på farverne - og de er spiselige.
Hvor ser man en frugt og grønthandler med sådan en fin lysekrone? (se baggrunden)
Den er ikke blevet så tydelig, den fine prismelysekrone......
De friske mandler er en lækker snack, fortalte de handlende os. Det måtte vi prøve. Min konklusion er, at man skal nok være vokset op med friske mandler for at synes det. Men de er sådan lidt fløjlsbløde at røre ved, og de har en fin støvet grøn farve.

mandag, april 20, 2009

Mere hverdagsluksus.

Da ældste foreslog en fotosafari tur til anemoneskoven inden solen helt forsvandt, var jeg nem at lokke. Lysbroskoven er nok den mest anemonerige her i Silkeborg.
Motiv-jægeren.
Der er kun få anemoner, der er rosafarvede, men de er til gengæld rigtig fine.
En lille buket til at tage med hjem.alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5326860979283363922" /> Og så sluttede vi af med forårets første isvaffel nede ved Havnen. Det er da luksus!

Hverdagsluksus

Felicia'en har fået sommersko på i dag. De 15 km. til værkstedet går gennem skøn natur med Gudenåen til den ene side og marker på begge sider af vejen.
Da jeg åbnede til blogland i dag og så, at dagens tema er hverdagsluksus, så var jeg ikke i tvivl. Jeg havde lige oplevet stor hverdagsluksus: at køre gennem en lille del af vores smukke, fredelige land på en mandag uden andre pligter og krav end dem, jeg selv pålægger mig. Det er én af de mange luksus'er, jeg oplever i dag.
Gudenå ved Resenbro.
Det er en fornøjelse at kigge på sådan en flok grise, der ser ud til at stortrives.
De hører til Gødvad Efterskole, som er en efterskole for bogligt svage elever.
Kajak-roere på Gudenå er et uomgængeligt forårstegn.

En weekend

Jeg har haft en dejlig weekend med mange forskellige indtryk. Fredag aften fik jeg min julegave fra pigerne. Egentlig havde jeg ønsket mig, at vi sammen skulle gå til nytårskoncert her i byen, men den er populær og billetterne bliver hurtigt udsolgt, så det nåede vi ikke. I stedet blev jeg inviteret til Sound og Music i Musikhuset i Århus. Det var en flot forestilling og en rigtig hyggelig aften. Når de 2 inviterer, så er jeg med på hvad som helst - næsten da!
Det har også været teologi-weekend. I de sidste 2 timer havde vi det nye fag, som begyndte efter jul, og som jeg havde mange forventninger til. Jeg er bare skuffet og frustreret. Det virker som om lærerne - de er 2 - kører på en tilfældig rutine. Uforberedte og uden en plan for undervisningen. De viste heller ikke, hvad deres tema ville være næste gang. De er sikkert gode til deres arbejde (som ikke er undervisning) Nå, der er ellers mange gode undervisere på studiet. Det kom nok til at fylde lidt meget for mig, fordi det var de sidste timer om søndagen. Heldigvis var dagen ikke forbi, da undervisningen sluttede.
I Riisskov var der skøn forårsstemning. Et lille bøgetræ var helt sprunget ud.
Anemonerne står som i Sebastians sang:
"Åh anemoner, dækker hele jorden li'som sne
Åh anemoner, snart får jeg vel sommeren at se"
"Åh anemoner, lad mig sove i din hvide seng.
Åh anemoner, under stjerner i en blomstereng."
Vi synger den i koret.
Der er også masser af ramsløg i Riisskov. Vi tog en lille håndfuld med hjem, og finthakket blev de det grønne drys på kartoflerne. De smager som hvidløg.
Jeg bliver aldrig færdig med at undre mig over den oase, der ligger i gården mellem 4 blokke i den meget befærdede del af Århus, hvor Henrik bor. Der er store skyggefulde træer, mange små terrasser og siddepladser og en legeplads, der bliver flittigt brugt. Fuglene synger, tyrkerduerne kurrer og trafiklyden er helt væk. Lige nu blomstrer et mirabelletræ og står som en hvid sky, der er landet.

torsdag, april 16, 2009

Hvad er det??

Under formiddagens oprydning på terassen omkring foderbrættet skulle denne her omvendte spand flyttes. Den har været brugt som skjul for tomme urtepotter, der godt kunne overvintre udenfor. Jeg undrede mig over, der lå så mange visne blade nærmest ind under den.
Da jeg løftede den, forstod jeg, hvor den lille mus, der havde pilet afsted for at finde noget brugbart under foderbrættet, havde holdt til. Der var fyldt med solsikkeskaller oven i den øverste urtepotte, i dem neden under og i underskålen. Det lykkedes mig aldrig at fotografere musen, for den var så hurtig, men den hvde tydeligvis haft et hyggeligt spisested der.
Min ryg driller mig for tiden, så det blev ikke til så meget i haven. Jeg var gået ind for at tage en halv time på ryggen, da ældste ringede og foreslog en cafe tur. Så havde jeg lige pludselig ikke så ondt af mig selv mere. For at give yngste lidt hjemve, kommer her et par billeder fra Jespers cafe.
Jesper som yngste har fulgtes med siden de var 3 mdr. gamle. Først i dagpleje og siden i folkeskolen, så jeg ved godt, hvem der gerne ville have været med i dag.

onsdag, april 15, 2009

Det vi siger......

Der er mange fordomme om ældre. En af dem er, at de er dårlige bilister. En fordom kan cementeres ved at gentaget et givet udsagn så tit, at alle tror, det er en sandhed, der tales om. Eller ordene kan vendes, så de bekræfter en fordom. For nogle dage siden blev en færdselsforseelse omtalt i avisen. I overskriften er det tydeligt, hvem der klokkede i det: den ældre mand. Når man læser teksten, så var hændelsesforløbet sådan, at manden befandt sig på Østergade. Ud fra en sidevej kommer en kvindelig bilist, som kører ud over hajtænder og altså ikke overholder sin vigepligt. Så er det, jeg undrer mig over, at journalisten ikke skrev i overskriften "kvindelig bilist overholdt ikke sin vigepligt".
I øvrigt er det sjældent, ældre bilister er involveret i ulykker. Ifølge statistikker, er unge mænd mellem 18 og 26 år årsag til de fleste ulykker. De kan ikke vurdere bilens reaktion og konsekvensen af høj fart. Det har der været tragiske eksempler på her i påsken. Indtil nu er 96 mennesker døde i trafikken i 2009. Det er godt nok en høj pris for vores mobilitet. Der må kunne gøres noget for at nedbringe det tal.
En bilist skal have fornyet sit kørekort, når han/hun fylder 70. Hos lægen tjekkes syn og hørelse, der foretages en grov neurologisk undersøgelse og en kognitiv test. Hvis der er tvivl om bilistens evner til at køre bil, sendes han/hun til en orienterende køreprøve, og hvis den ikke bestås, så er det slut med at køre bil. Når bilisten fylder 80, skal kørekortet fornys 1 gang om året.
Der er selvfølgelig dårlige bilister i alle aldersgrupper, men stigende alder betyder ikke nødvendigvis svigtende evner til at køre.

Alligevel vil jeg tilmelde mig det 4 timers kursus, som Silkeborg kommune udbyder til folk fra 63 og opefter. Der bliver noget teori og en praktisk del på Jyllandsringen. Jeg kan da kun risikere at blive en bedre bilist.

tirsdag, april 14, 2009

Hjemme igen

Efter at have tilbagelagt mange km. (til Henriks familie i Vaarst, til yngste i Odense og til min bror i Nr. Vissing) og været sammen med skønne mennesker, spist lækker mad og gemt indtryk i fotoapparatet, er det dejligt at være hjemme igen. Jeg har nydt påsken og i modsætning til jul, kalder årstiden mere på gå-ture efter frokost. Vi har gået i det pragtfulde nordjyske landskab omkring Vaarst - og den komplette modsætning var turen ved Odense Havn med den moderne arkitektur med de lige linjer og en masse glas, stål og beton. Der var meget stille for der var næsten ingen mennesker.
Waterfront i Odense.
Det ville være et oplagt sted med nogle restauranter og cafeer.
Ved det lille ydmyge sted for bådudlejning var der endnu ingen kunder.
Hos min bror er der forårsstemning ved trappen.
Og mis med de blå øjne har sin hyggeplads bag lampen.
I Århus ved Tietgens Plads er der plantet et væld af velduftende hyacinter i krukkerne. Hjemme hos mig er der en græsplæne, der skal slås.....