En tung fødselsdagsgave.

Ikke min.
Men dronningens.
Den fødselsdagsgave hun fik overrakt fra Aarhus i fredags.

Da jeg alligevel var i nærheden, gik jeg en tur for at se nærmere på gaven i det smukke solskinsvejr i søndags.
Den handler om løver og hjerter som i Rigsvåbenet.
De er store, de tre løver.
Og svære at fotografere.

Ingen tvivl om, at børnebørnene vil synes, de er sjove at lege på, som dronningen sagde.

Feriedage går vidst hurtigere end andre dage ...

Det har været vidunderligt at få puttet varme solskinsdage ind i vores ellers kolde oktober.
I Taormina var temperaturen mellem 20 og 25 grader.
Vi boede på charmerende og hyggelige Villa Schuler - få minutters gang op ad trapper til Corso Umberto med masser af turistede butikker og skønne piazza'er med fortovscafeer og udsigt ud over bugten.
Vejret var med os. Kun den sidste morgen regnede det, og vi spiste morgenmad indenfor.
Ellers sad vi ude og nød den store variation af lækkerier, der blev serveret for os.
Og ikke mindst nød vi udsigten.
Til den ene side op mod ruinerne af Det Græske Teater, der daterer sig helt tilbage til Antikken.

Til den anden side over mod Etna.
Og nedenfor ud over Naxosbugten.

Det Græske Teater er opført ca. 3 - 500 år før vor tidsregning.
Det fremtræder i dag, som det så ud, da det blev renoveret af romerne for 2000 år siden.
Spændende at gå der.
Min datter og svigersøn var til koncert der, for 2 år siden.
Det var en flot oplevelse, siger de.

Piazza del Duomo med fontænen, der har en kentaur på toppen.

Christian var en dejlig rejsekammerat.
Det er så spændende at opleve ting sammen med ham.

Jeg har leget lidt med collagen med de bløde kanter.
Det er for sjældent, jeg bruger det, så det er ikke blevet rutine.

Vi ville ikke hjem ...
Det var så hyggeligt.

Og det var bidende koldt, da vi kom hjem for et par dage siden.

I dag har oktober vist sig fra sin flotteste side.
Jeg har gået tur i haven ved Marselisborg Slot.
Vi var mange, der var ude at se dronningens fødselsdagsgave, som hun fik overdraget i går fra Aarhus.
Billederne kommer en anden dag.

Forberedelser.

Man må hellere begynde at forberede sig i tide ...

Jeg så lige sådan et godt motiv, da mit barnebarn stod og bladede i guidebogen.
Men motivet forsvandt, da mit fotoapparat kom frem.
Apparater skal undersøges.
Sådan er det bare ...

På søndag rejser vi til Sicilien.
Og forhåbentlig lidt sommerstemning.

Måske kan jeg finde det sted, hvor Marie Krøyer mødte Hugo Alfvén?
Vi skal bo i Taormina.
Det var der, de mødte hinanden. Og ikke som i filmen i Sverige.

Efterårshaven.

Under en lille oprydning i haven i dag, stod det her røde liljekonvalbær og lyste så fint.

Der var en enkelt studenternellike tilbage.

Det bedste ved at være i haven i dag var,  at solen skinnede den times tid, jeg var ude.
Senere begyndte det at regne.
Og det er absolut det allerbedste:
At stå inde og kigge ud i regnen og se, at der tydeligvis er ryddet op.

Fællessang.

I går var jeg til fællessang i Musikhusets cafe.
Mens Jens Grøn førte os igennem efterårssangene i Højskolesangbogen, sad jeg med denne her fine udsigt til Your Rainbow Panorama på toppen af Aros.
Og tænkte på, at vi er nogle stykker, der har reserveret tid til Munch-udstillingen om 3 uger.
Man kan kun komme ind til Munch-billederne, hvis man har bestilt tid i forvejen. Og så har man adgang til billederne i en halv time. Tiden kan forlænges, hvis der er plads.

Der var rigtig mange mennesker til fællessang.
Mere end 100 tror jeg.
Musikhusets pedel (eller hvad sådan én hedder?) sagde på et tidspunkt, at nu måtte der ikke sættes flere stole op ud i foyeren, for brandvæsenet ville ikke kunne komme frem - hvis det værste skulle ske.
Jeg var alene, og så kan man være heldig at finde en plads helt oppe foran.
Så heldig var jeg i sidste øjeblik.

Vi var igennem både nye og gamle efterårssange.
Det er interessant at lægge mærke til teksterne.
De gamle tekster handler om tak og pris til Gud, mens de nye priser naturen.
´Nu falmer skoven ...´ var selvfølgelig én af dem.
Alle 10 vers.
Der er to melodier til den tekst.
Jens Grøn valgte, at de første fem vers skulle synges på hans fars favoritmelodi og de sidste fem på hans mors.
Og sådan kan familiehistorie flettes ind.

Aroniabær.

Min veninde har lært mig om aroniabær.
Hun laver dejlig saft og lækker syltetøj af bærrene.
Og forærede mig for nogle dage siden et stort fad fuld af bær.

Jeg kender godt buskene med det smukke efterårsløv og de mørke bær, som jeg tænker, er guf for fuglene.
I vores kommune bliver de meget brugt til kantbeplantning rundt omkring.

Jeg vidste ikke, det er det bær, der har det højeste indhold af antioxidanter.
Mere end granatæbler som ellers er kendt for at være særligt antioxidantrige.
Det er et lidt bittert bær at bide i.
Ikke et spisebær som jordbær og hindbær.

På denne her hjemmeside kan man læse alt om aroniabær.
Bag hjemmesiden står Dorte og Hans Peter, der driver Langkærgård Frugtplantage.
De deltager i et 3 årigt forskningsprojekt på Aarhus Uni.
Der er meget interessant at læse om.

Der findes gårdbutik - og opskrifter.

Mine aroniabær ligger i fryseren og venter på bedre tider.

Lidt af hvert på en fredag.

Udenfor mit køkkenvindue var et edderkoppespind hængt op på tørresnoren i morges.
Det så i hvert fald sådan ud, som det blafrede stille i vinden.
Jeg kunne ikke finde den rigtige vinkel, selv om jeg prøvede forskellige måder.

De er så flittige, de edderkopper.

Jeg har været tidligt oppe, fordi bilen skulle på værksted til det årlige tjek kl. 7.30.
Der er kommet mere service på, efter mit værksted er flyttet til Bilernes Hus.
Nu bliver vi kørt hjem, når bilen er afleveret.

Jeg gik i gang med at pakke sommertøjet væk, da jeg kom hjem.
Indtil jeg kom i tanker om, at jeg skal bruge noget af det snart.
På søndag om en uge skal jeg sammen med mit ældste barnebarn og hans forældre til Sicilien.
Det bliver spændende at rejse sammen med ham nu.
Da vi var i Barcelona, var han 7 mdr. og kunne underholde sig med os på vores pladser i flyet.
Nu er han 18 mdr. og vil helst gå rundt og undersøge ting.
Men det kan jo også lade sig gøre, at én af os går med ham hen ad gangen i flyveren.
Spændende, bliver det.

Min datter har en pause ved middagstid, så jeg vil gå ned i byen og møde hende.
Det er oplagt at gå i det flotte vejr.

God fredag til dig, der læser med.

Kontraster i skoven.

Det er som om sommeren ikke rigtig vil slippe sit tag.
Sådan ser der i hvert fald ud på en skrænt, der ligger ved et nybyggeri lige i nærheden.

Ved siden af kornblomsten er der et par spinkle valmuer, der minder om sommeren.

Et par skridt længere henne er der denne her udsigt, hvor det er tydeligt, at træerne er ved at få efterårsdragt på.

Jeg gik ned på stien og gik en tur ud forbi campingpladsen.
Der hvor jeg blev så forskrækket for en månedstid siden, da en cyklist pludselig standsede op ud for mig uden at sige noget.
Det skal ikke være sådan, at jeg ikke tør gå der.
Jeg er sikker på, det forholder sig sådan, som Eva skrev.
At det var en motionist, der skiftevis løb og cyklede på tid. Så uret har bippet for skift, da han var lige bagved mig.
Hvorom alting er, så var det en dejlig tur i dag i det kolde solskin.

Vidensbrunch

Folkeuniversitetet i Aarhus har en række foredrag, hvor forskere fortæller om deres forskningsområde på Café Hack.
Først bliver der serveret en lækker brunch.

Når maden er nydt er det tid at spidse ører, for så går rektor Sten Tiedemann i gang med at interviewe den aktuelle forsker.
I dag var det lektor og leder for Center for Samtidsreligion Jørn Borup.

Det var meget interessant. Om buddhisme. Mest i Japan. Men både i øst og vest.

Veninden havde tilbage i august sørget for, at vi fik billetter.
Der er udsolgt til de fleste lignede arrangementer resten af året.
Det kan jeg godt forstå.
Jeg gad godt igen, men tirsdag er en dum dag for mig, fordi jeg prøver at lære at bruge Gimp (billedbeh.) tirsdag formiddag.
Til januar eller februar, måske.

Når man vil for meget ...

Det har knebet lidt med blogindlæg fra min hånd i den seneste tid.
Jeg har haft travlt.
Jeg har været i gode, sjove, udfordrende, spændende sammenhænge.

Alligevel aflyste jeg en planlagt tur til Skagen i denne her weekend.
Det er 50 år siden, vi begyndte på fysioterapeutuddannelsen, og vi var nogle stykker, der havde sat hinanden stævne.
Men jeg blev forkølet og snottet og kunne ikke sidde der ved middagsbordet og hoste.
(jeg ville ellers så gerne have set den lille særudstilling med Marie Krøyers billeder på Skagen Museum)

Jeg kom til at tænke på et foredrag, jeg var til for nogle år siden, mens jeg stadig var i arbejde.
Det var med psykolog Jørn Beckmann.
Han var kendt i medierne en overgang, fordi han ved hjælp af sine psykologiske profiler kunne beskrive en forbryder så nøje, at politiets opklaringsarbejde blev lettere.
Under foredraget var der en ældre kvinde, der spurgte, om pensionister kunne blive stressede?
Det var før, vi havde så stor viden om stress, som vi har i dag.
Svaret var, at alle der vil mere, end de kan nå, er udsat for at blive stresset.

Så måske blev jeg forkølet, fordi jeg havde villet mere, end jeg kunne nå i et par uger?
Ikke fordi det kommer ind under stressdiagnosen.
Men alligevel fik jeg en lille bremseklods. Og det var sikkert godt.

Da jeg var i Søndervig sidste weekend, måtte jeg lige forbi sandskulpturerne.
Jeg måtte se, om de stadig var der efter al den regn.
Jeg løste ikke billet, men kiggede udefra, og der var ingen forfald at se.
Jeg havde forstillet mig, de var begyndt at forvitre og falde sammen.
Der er adgang til sidst i oktober.

Billedet er taget i august, da jeg var der en solskinsdag.
Det er et udsnit af den del af væggen, der handler om symboler fra Europa.
Se lige kontrasten fra Michelangelos Gud, der rører Adams finger i Det Sixtinske Kapel til Den Lille Havfrue på sin sten.
Der er hentet inspirationer fra mange steder.

En film og en bog.

Selv om anmelderne ikke var begejstrede for filmen om Marie Krøyer, så ville jeg se den alligevel og danne min egen mening.
Jeg synes meget godt om filmen og kan godt finde på at se den igen, når jeg er færdig med bogen.

Filmen er inspireret af Anastassia Arnolds bog og foregår over en kortere åre-række.
I de år, da Krøyers sindssygdom tog til, og da Marie mødte Hugo Alfven.
Nogle kritikere mener, filmen handler mere om Krøyer end Marie. Og at der er for lidt drama og passion, i forhold til hvor dramatisk livet i virkeligheden var.
Jeg synes, det er en spændende film om livet i etablerede kunstnerkredse omkring år 1900.
Om kvinders stilling dengang. Om sindsygdom og syfilis, der ikke kunne helbredes.
Og meget andet.
Bogen Balladen om Marie Krøyer er lige udkommet i 4. udgave og fortæller indgående om Marie, Søren og Hugo, lige fra de blev født, til de dør.
Filmen begynder og slutter med billeder fra Krøyers begravelse.
Og så sidder man og tænker på, hvordan det mon gik med Vibeke og Marie og det lille barn??
Derfor er jeg så optaget af bogen.
Jeg har læst frem og ved i hovedtrækkene, hvordan det gik.
Nu vil jeg lige læse de sidste 100 sider rigtigt og få det hele med.
Bogen hører absolut med, synes jeg.