lørdag, januar 31, 2009
fredag, januar 30, 2009
Igen i tandlægestolen...
I en af de inderste kindtænder var der en amalganfyldning, som havde siddet der i 20-25 år. Den trængte til at blive skiftet ud med en plastfyldning. Et andet sted var der knækket lidt af en tand, som skulle repareres og bygges op.
Nu er der ikke flere amalganfyldninger i mine tænder. Når jeg lukker munden op, forledes jeg et kort øjeblik til at tro, at jeg har fuldstændig fejlfrie tænder.
Men det er en falsk tro, og jeg skal ikke tygge flæskesvær eller knække nødder, siger min tandlæge. Men jeg er svært godt tilfreds med min tandstatus.
Jeg sender altid taknemlige tanker til mine forældre, når jeg ligger i tandlægestolen. Der var ikke noget, der hed skoletandpleje ude ved den yderste plovfure i Thy. Det var almindeligt at få trukket sine tænder ud i konfirmationsalderen. Da var tænderne så dårlige at løsningen på tandpineproblemet var en protese. Mine forældre sørgede for, at vi 3 børn kom til tandlæge inde i Thisted. Og naboerne syntes, at det var virkelig tåbeligt.
Min barndomslegekammerat fik tandprotese, da hun var 15 år.
Mine børn har aldrig rigtig forstået, at jeg er så emsig med tandbørstning. De har en fin perlerække som de fleste unge mennesker, og det er helt naturligt.
Jeg huskede også at sige det.... men igen tak til mor og far som selv var protesebrugere.
torsdag, januar 29, 2009
Stemmen.......
Da jeg som næsten 14 årig kom til Vejlefjordskolen blev min verden vældig stor. Jeg kom fra den yderste plovfure i Thy og havde den bredeste dialekt. De første måneder på skolen sagde jeg kun ja og nej. Min tunge kunne ikke slå de knuder, som almindelig dansk krævede, og ingen skulle høre min dialekt!
På skolen var der et rigt musikliv og mange kor. Musiklærerinden hed fru Vejby Knudsen. Hun var en meget fin og elegant dame, og hun havde en pekingeser. Sommetider bar hun den, så den lignede en stor broche på hendes frakkebryst.
Fru Vejby skulle høre alle elevers stemme, så hun kunne placere dem i de rigtige sammenhænge.
Da var det, jeg nægtede at synge. Jeg kunne ikke. Og siden da har jeg altid sagt, at jeg ikke kunne synge. Og bare lidt forsigtigt sunget med når jeg var et sted, hvor der var fællessang. Jeg ville nemlig i virkeligheden gerne.
Men da jeg var omkring 60, overvandt jeg mine mindreværdskomplekser, og begyndte at gå til stemmetræning hos en musikstuderende, som jeg kendte rigtig godt. Det var rimelig grænseoverskridende for at sige det mildt. Men rigtig sjovt. Min stemme var lille og spinkel, som en arm ville blive, hvis den ikke blev brugt. Det sjove er at finde ud af, at en stemme kan trænes ligesom en arm eller et ben. Og at der ligger stor glæde og megen energi i at bruge stemmen.
Siden er jeg kommet med i et kor og sidder/står ved siden af én med en stærk stemme, og det er en god plads for mig.
At gå til stemmetræning/sang og have 25 min. alene med Signe Laumark er en stor luksus - på linie med en lækker ansigstbehandling eller sådan noget, men virkningen er helt anderledes. Det kick jeg får, svarer til det ham vinterbaderen jeg kender, får. Men meget sjovere. Det foregår i øvrigt under AOF.
Så jeg glæder mig over at have overvundet "det kan jeg ikke"-faktoren. (bare rolig: jeg stiller ikke op til x-faktor!!
Men jeg glæder mig også over, de små har forladt barnevognene for at komme igang!
Der er ingen grund til at vente til 60......;-)
onsdag, januar 28, 2009
6 verdenshjørner
Flot er den!
tirsdag, januar 27, 2009
Jeg vil male dagen......
Jeg maler ikke en skid!
Mine farver afhænger af, hvordan De Sødeste har det, og når én af dem går og tumler og bøvler,
så bliver mine farver matte og dagen grå!
Måske fik jordmoderen ikke klippet navlestrengen helt over??
Det hedder også kærlighed.
Men uanset hvad, så disker naturen op med et specielt træ, der blomstrer med gule børster her i januar.
søndag, januar 25, 2009
Surprise.....
Vi havde jo en nøgle.
Men hvorfor var det så, at nøglen ikke var i bundtet alligevel, da vi stod ved døren?? Det endte med, at det hjemvendte sølvbrudepar låste os ind, og vi kunne sammen pakke mad, blomster og champagne ud.
fredag, januar 23, 2009
Ribes
Jeg forbinder ribes med haver på landet. Busken er vist ikke særlig populær nu om stunder, men jeg synes, der er rigtig sommer på vej, når den blomstrer. Der er en sjov ting med ribes. Hvis man tager grene ind nu og sætter dem i vand, så får man ikke kun grønne blade, men blomsterklaserne er hvide!
Trylleri......
torsdag, januar 22, 2009
Hos tandlægen.
Da jeg var blevet kørt i stilling i dag, faldt mit blik på et sandt farvebombardement. Der var kommet et maleri op i stærke, smukke farver med finurlige, naive figurer.
Jeg blev helt glad af at kigge på det, men gæt om det er svært at holde munden åben, når den helst vil smile...... Min tandplejer, som jeg var rigtig glad for, var rejst. (som bibliotekaren forleden - som jeg også syntes var "min")
I stedet fik jeg en helt nyudklækket tandplejer. Hun havde bestået sin sidste eksamen for 3 dage siden. Hun blæste forsigtigt med den der luft-hvæser og undersøgte og rensede tænder med forsigtig, blid hånd; hentede tandlægen for at rådspørge ham, og han vejledte hende fint og venligt. Det var altsammen så hyggeligt og jeg smilede indvendig over billedet oppe i loftet, mens jeg tænkte tilbage på mine første patienter. Jeg var lidt nervøs over, om jeg tog for hårdt fat eller for lidt fat.
Hun skal nok blive mere sikker på hånden, den nyuddannede tandplejer.
Jeg fik forresten afklaret en uenighed, jeg plejer at have med yngste. Jeg mener, at dagens første tandbørstning skal foregå efter morgenmaden, så man går afsted med nybørstede tænder.
Yngste mener, tænderne skal børstes før morgenmaden.
Nyeste viden siger, at hvis tandbørstning er det første man foretager sig om morgenen, så børster man de belægninger væk, der har samlet sig om natten, og morgenmaden "sætter" sig ikke på rene tænder. Og i øvrigt er det nok at børste tænder grundigt 1 gang om dagen.
Sagde min nye tandplejer!
Jeg elsker at børste tænder, så jeg fortsætter med de 2 x om dagen.
Men jeg ved, hvem der godter sig. :-)
onsdag, januar 21, 2009
Igen - igen
Link problemer.....
Navnet fremtræder også fint, men der er ingen forbindelse.
1000 øv!!!
Hvad mon det er, jeg mangler at gøre?
tirsdag, januar 20, 2009
Awarden er hjemme...
awarden over på min egen blog! Spørg ikke hvordan. Jeg tror ikke, jeg kan gentage det. :-)
Tak Conny. Wauu, det lykkedes at linke :-)
Nu skal jeg sende den videre, men jeg har ikke tid lige nu. Vi holder Obama fest. Snart holder han sin indvielsestale.....
mandag, januar 19, 2009
I Silkeborg.....
Men vi kan osse i Silkeborg. :-)http://nilleslilleunivers.blogspot.com
Hvordan får jeg kun navn og ikke hele adr. highlight'ed????
Hjælp.....
Nåmen..... godt for ham - skidt for mig!
Kan nogen i blogland hjælpe mig, så jeg kan få min award hjem fra Connys blog???
Og det med at lave link til andre midt i en tekst???
Kan det forklares på en enkelt måde? Det er sikkert legende let for jer, der kan det og gør det rask væk på jeres blog.
Hjælp...... kan du hjælpe mig?????
Award.
Tak, tak!!
Fra Conny.
Men hvordan får jeg hjembragt den til min side???
Og hvordan får jeg lavet de highlights, der linker til andre???
Jeg håber, min livlinie på bibliotektet er på arbejde i dag. :-)
lørdag, januar 17, 2009
Et indlæg fra politiet
Hun havde nemlig 5 gange været ude for trick/tasketyveri.
Det fik mig til at tænke på en artikel fra politiet i den lokale avis. Med store typer bliver vi advaret om at passe på - at være opmærksom på vores omgivelser. Er der nogen, der holder øje med dig? Nogen, der stiller spørgsmål? Nogen, der vil sælge noget? Nogen, der forsøger at aflede din opmærksomhed? Baggrunden for politiets advarsel, er den store stigning i antallet af anmeldelser fra borgere, der har været udsat for tyveri. Politiet har rigtig travlt, og anmeldelserne er mere end fordoblet på 1 år. Det gør mig trist, at der er nødvendigt, at møde vores medmennesker med mistro. At det åbenbart ikke er risikofrit at være hjælpsom og imødekommende overfor en fremmed.
Er det blevet sådan i lille Dannevang, at vi skal klamre os til vores taske, mens vi stirrer stift ud i uendeligheden eller ned i fortovet?
Jeg har været heldig. Jeg har aldrig været udsat for overfald eller tyveri.
torsdag, januar 15, 2009
Ny knop
tirsdag, januar 13, 2009
Overgreb...
Det skulle man ikke tro, men jeg synes, det er det, Anders Lund Madsen gør i de programmer på DR2, der hedder "Helt alene".
Han undersøger, hvad der ligger bag de annoncer, som Københavns kommune indrykker i avisen, når en borger afgår ved døden, og der ikke kan findes pårørende. Han opsøger naboer, hjemmehjælpere og plejehjemspersonale og sammen med dem analyserer han det menneske, som de jo i virkeligheden ikke kender. Og kigger i deres private ting.
Det virker så grænseoverskridende på mig. Hvem ved, om den borger har ønsket at være alene - ikke har magtet kontakt med andre? Jeg er ret sikker på, at dem der er med i det program, ville protestere mod at komme i fjernsynet. Når de har levet anonymt og isoleret, så har de sikkert ikke ønsket at blive udstillet i døden.
Så et menneske uden pårørende, kan man lave et tv program om, når de er døde. Der er ingen til at tale deres sag. Det er ikke en etik, vi kan være stolte af.
Når man bliver indlagt på et sygehus, så afgiver man en samtykke erklæring, så relevante oplysninger kan sendes til egen læge og samarbejdspartnere i kommunen. Man kan også nægte det. Under alle omstændigheder, så bestemmer man selv, hvor oplysninger om én selv skal gå hen. Jeg synes, det er forkert at ophæve den rettighed for en afdød borger.
Jeg kan ikke slippe programmet fra i går aftes, fordi jeg perifert kendte den ene "medvirkende". Vi gik på Vejlefjordskolen, da vi var unge, og han var allerede dengang en dygtig violinspiller og sammen med vennen Janos, der spillede klaver, var der lidt glans over dem. Han blev blev aldrig gift. Han blev uddannet på konservatoriet og var fastansat i Malmø Symfoniorkester. Jeg hørte nyt om ham gennem årene fra en af hans kusiner.
Det var i Orkestrets sommerferieperiode, han døde i en stol i sin lejlighed på Vesterbro. Beboerne i opgangen hilste på hinanden, men kom ikke i hinandens hjem. Først da der begyndte at lugte, blev de klar over at noget var galt, og da havde han været død i 4 uger.
Der havde været misforståelser/udeladelser i eftersøgningen af pårørende, som måske troede, han var ude at rejse. I programmet i går aftes viste man en begravelse uden deltagere, men sådan var det ikke i virkeligheden. Hans kusines mand, der er præst forrettede en mindehøjtidelighed, hvor der var 60 venner, kolleger og pårørende tilstede. Godt, at hans 91 årige mor var død året før. Han plejede at tale i telefon med hende dagligt. Men havde hun levet, var det selvfølgelig ikke gået så galt.
Jeg undrer mig over, at DR2 laver en udsendelse, som for at fremstå så tragisk og dramatisk som muligt, udelader vigtige kendsgerninger. Men uanset hvad, så er det tragisk at slutte sit liv på den måde, og så være hovedperson i et tv program 1/2 år efter.
Jeg stirrer....
Og minsandten om ikke erantis står der med hovedet ydmygt bøjet. Det varer ikke længe før den strækker nakken og løfter sit gule hoved. Vintergækkene, som står i skyggen, har også gjort opmæksom på, at de er på vej.
Det kan jeg kun være tilfreds med!
mandag, januar 12, 2009
I hi.........
Min printer, som kan mange forskellige ting, drillede mig for nogle dage siden og ville ikke lave en kopiering. I dag ville den heller ikke printe.
Jeg havde telefonkonsultation med en sælger fra forretningen, for den er kun 1 1/2 år gammel. Han rådede mig til at komme over til dem med apparatet - jeg skulle bare huske den strømførende ledning.
I forretningen skete der så det som sker så tit, at når en mand kigger på og rører ved et apparat, så fejler det ikke noget..... Arrrgh!
Men hvorfor var det først på hjemvejen, jeg begyndte at undre mig????
Undrede mig over, at jeg kun havde afmonteret 1 ledning.....
Vel hjemme igen tilsluttede jeg printeren til strøm og computer - og den virker smukt!!!
Jeg tror, jeg går i hi.
fredag, januar 09, 2009
Så er der ryddet op....
hahaha!!
Jeg har altid syntes, det er enormt hyggeligt, når fuglene kan trække den ene orm efter den anden op af græsplænen. Så er de igang med at vokse og trives og fodre ungerne i rederne. Af den grund skal der ikke sprøjtes for mælkebøtter i plænen, for fuglene skal have usprøjtede orm ;-). Det må være fordi orm og insekter er så små, at jeg er så hjerteløs og synes, det er i orden, at de bliver ædt af fuglene.
Ak, hvor naiv kan man være!
Jeg fortsætter med at smile og synes, det er skønt at få sat det hele lidt i perspektiv.
Men den høg må godt finde et andet sted at fouragere.....
torsdag, januar 08, 2009
Nej og nej......
Jeg ved ikke, hvem der har været sulten. Er det spurvehøgen - eller Hannibal, den store kat lidt længere nede ad vejen??
Jeg skal advare om billederne, som der siges i fjernsynet!
Men sådan så der ud på min græsplæne, da jeg kom ud. Jeg ved godt, det er naturens gang, at nogle dyr lever af andre dyr. Jeg hader bare tanken. Og hvis jeg ser et dyreprogram i fjernsynet og et rovdyr jager et byttedyr, så holder jeg hænderne for øjnene eller går min vej.
Engang stod jeg en stille sommermorgen og kiggede ud i haven og lige pludselig dykkede en spurvehøg (eller en anden slags høg) ned på en solsort, der stod fredeligt og trak regnorm op af græsplænen.
Rovfugle bliver altså aldrig mine yndlingsfugle.
Jeg kan bare ikke forstå, der ligger så meget tilbage derude? Rovfuglen flyver væk med sit bytte, og der ligger bare nogle få fjer tilbage, mener jeg.
Måske er det Hannibal, der har været på spil??
Han bliver ellers godt fodret inde hos sin familie.
onsdag, januar 07, 2009
Nyheder......
Hos mig var den gode nyhed i går, at én af mine kære fik konstateret, at knuden i brystet var kirtelvæv og ikke en kræftknude. Mine mange år i sygehusvæsenet betyder, at jeg kun har set de svære tilfælde, fordi de var indlagte. Og derfor bliver jeg hurtigt opfyldt af bange anelser. Der er heldigvis mange, der bliver frikendt under udredning, og mange der bliver raske under behandling.
"Great big big News" var overskriften på en mail for et par dage siden fra en dejlig børnefamilie, jeg kender. Den store nyhed var, at den kære, lille babypige på 10 mdr. har taget sin første kravletur hen over gulvet.
Det fik mig til at tænke på, at det er dem, der er vore hjerter nærmest, der glæder eller bedrøver os mest.
Og det må være rigtig hårdt at være israeler eller palæstinenser her, men med familie i kampområderne.
Det smukke, høje grantræ der har stået på Torvet med mange strålende lys i december måned er gået in i en ny æra. Afgrenet og savet i stykker kan det nok anvendes til noget andet.
tirsdag, januar 06, 2009
Det duede ikke.....
Så handler det nok om at give vand et par gange om dagen.
mandag, januar 05, 2009
Frostfrit vand.
Jeg tænkte i eftermiddags, at det skulle afprøves. Der kom lidt mere end et par dråber i den flade lerskål (fuglebadet indeholder en klump gennemfrossen is). Nu her kl. snart 22 må jeg desværre konstatere, der er is på vandet!
Alligevel vil jeg vande fuglene i morgen på den måde - hvis de kan li' vandet. Det fryser muligvis lidt langsommere. Motiv med ubestemmeligt indhold....... ;-)
Haleproblemer...
Det har taget mig lang tid at finde ud af, at yndlingsstolen som er med læderbetræk og nem at tørre af, faktisk slider på halehuden, når han roterer rundt i stolen. Jeg har lige fået det bekræftet her i jul og nytår, hvor jeg ikke har haft stolen spærret. Han elsker at være i den og det er så bekvemt, når der er gæster. Så er han ligesom placeret. Men, men, det dur ikke med en hudløs halestump. Nu er stolen spærret igen. Så er det da godt, han har en hundekurv - både her og på Fyn!
Overspringshandlinger......
Det betød, at kl. var næsten 12 inden jeg kom afsted, så alle 60+erne, der træner om formiddagen var gået, og det arbejdende folk var ikke begyndt at dukke op. Der findes ikke noget mere kedeligt end et mennesketomt fitness center!! Jeg havde såååee ondt af mig selv! Heldigvis er der fjernsyn på løbebåndet.
Omklædningsrummet var hundekoldt. Vandet i bruseren var lunkent og gik ud hele tiden!!
Jeg synes slet ikke, jeg føler mig frisk og energisk bagefter, som jeg plejer.
Nå, jeg må hellere holde ved. Jeg ved min ryg har godt af det, så månedskortet er fornyet.
Konklusionen må være, at 2 mdrs pause ikke er så smart!
Det er osse den blog.........
søndag, januar 04, 2009
FolkeUni
Ældste har spurgt, om vi skal følges til 3 foredrag om psykologi indenfor Specularmetoden. Det er altid dejligt at følges, så det skal vi kigge nærmere på. Jeg har ikke lagt mærke til det i tidligere programmer, men denne her gang faldt mit blik på skrivekurser. Måske fordi jeg har fundet ud af, at det er rigtig sjovt at skrive på min blog?
Men med stikord som "når man skriver, får man ro til at tænke en tanke til ende" og "at blive klogere på sig selv og verden" og hvad gemmer sig bag begreber som "show it, do'nt tell it og less is more", så er min appetit blevet vækket til at komme på weekend kursus hos forfatter, cand. mag. Dorthe Nors.
Appetitten blev ikke mindre, da jeg googlede på hendes navn og fandt hendes blog. Den så spændende ud. Jeg melder mig til i morgen!
fredag, januar 02, 2009
Nytårskoncerten.
At jeg først langt inde i nytårskoncerten fra Wien opdagede, at det var Daniel Barenboim, der dirigerede.
Man kan i den grad se, at tiden er gået, når man ser ham. Han er en uovertruffen dirigent, ingen tvivl om det, men det er længe siden, han var den flotte, sortkrøllede pianist, der tryllebandt sit publikum. Sammen med sin kone, Jacqueline du Pré, der spillede cello, turnerede de rundt i verden i den sidste halvdel af 60erne. De var den klassiske musikverdens svar på The Beatles. Og de var uhyre populære. Romantikken omkring dem gjorde det ikke mindre.
De voksede begge op som vidunderbørn og beyndte at spille som 5 årige. Han på klaver, hun på cello.
Da de første gang mødte hinanden nytårsaften i London 1966/67, var de begge berømte solister.
De blev stormende forelskede, hun konverterede til jødedommen og de blev gift i Jerusalem i juni 1967. Hun var 22 og han var 25 år.
Få år efter begyndte Jacqueline at få problemer med sensibiliteten i sine fingre og fik diagnosen dissimineret sclerose, og som 28 årig måtte hun opgive at spille. Hun var stærkt invalideret de sidste mange år af sit liv. Hun boede i en specielt indrettet lejlighed med hjælpere omkring sig ude af stand til at bevæge sig. Hun kunne ikke tale og hun mistede synet. Hun døde 42 år gammel.
Barenboim fortsatte sin karriere med engagementer rundt omkring. Han forblev gift med Jacqueline, men i begyndelsen af 80erne indledte han et forhold til den russiske pianistinde Elena Bashkirova og sammen fik de 2 sønner i 1983 og 1985. Han prøvede at holde forholdet skjult for Jacqueline, som han besøgte regelmæssigt. Han har udtrykt sin taknemlighed til den engelske presse, fordi de tog det hensyn og aldrig skrev om hans private liv.
Jacqueline døde i 1987 og i 1988 giftede han sig med Elena.
Jeg bliver imponeret over, at pressen ikke udbasunerede den historie på alle forsider. Det var selvfølgelig helt tilbage i 80erne. Jacqueline var et elsket ikon og ramt af en stor tragedie. Men kan man forestille sig et pressekorps med den moral i dag? Jeg tror det ikke.
Daniel Barenboim er i dag chefdirigent for Berliner Stadt Opera, og han er 66 år.
Hurra for Wikipedia!!!!
Nåmen, jeg var i blogland og sad med ryggen til fjernsynet, da nytårskoncerten blev sendt!!
Så jeg var selv ude om, at jeg kun så den sidste del af koncerten. Jeg ved godt, at en koncert lytter man til. Men selvom Barenboim ikke er den flotte, sortkrølhårede mere, så er han meget levende og dynamisk at se på, så det.......