fredag, juli 31, 2009

Det kom der ud af dem.....

Jeg puttede 2 tørre, kedelige knolde i jorden på samme tid her i forsommeren. Posen, de var pakket ind i, lovede store flotte blomster. Den ene mørkerød og den anden hvid.
Nu ser resultatet meget forskelligt ud. Den mørkerøde med den klassiske georgineblomst lever fint op til forventningen. Den hvide er ikke kommet ret langt i sin udvikling. Når jeg kigger godt efter, gemmer der sig en knop langt inde.
Så jeg venter spændt!

torsdag, juli 30, 2009

Hjemmekontor

Frivilligcentret holder lukket i juli måned, så bestyrelsesmødet i Børns Voksenvenner blev holdt her hos mig i dag.
Der er etableret to nye venskaber i den måned, der næsten er gået, så vi nu har 14 venskabsforhold. Det er vi godt tilfredse med.
Sådan et "hjemmemøde" er en god base for også at få snakket med hinanden og få endevendt forskellige andre mere private emner. Det kan man også trænge til engang imellem.

onsdag, juli 29, 2009

Hjemme igen.

I mit hoved leger forskellige melodier og tekster tagfat. En melodi fra den ene vise og en tekst fra en anden sang blander sig mellem hinanden. De 13 nye på 6 dage er ikke faldet på plads endnu, men om nogle dage får jeg en cd, der er optaget under koncerten, og så bliver det spændende at høre det hele udefra.
Kor-ugen sluttede med en koncert i Nr. Nissum Seminariums sangsal. Det gik godt. Publikum klappede og underviserne roste os til skyerne. Det er nu mest deres fortjeneste, at de kunne få 87 mennesker til at synge sammen. Jeg var så heldig hele ugen, at min sidemand var en meget dygtig og sikker sanger. Hun synger i Sønderjyllands Symfoniorkesters kor. Og selvom hun endnu ikke hører til senior segmentet, så prioterer hun at bruge en uge af sin sommerferie til korugen, fordi der er sådan en glad og positiv stemning. Og det er der. Nogen af deltagere har fulgt Erik Sommers koruge i 18 år!
Efter koncerten blev der slappet af og sluttet af. Der blev snakket og spist og grinet og spist. Der var god afsætning for den meget velgrillede steg, der blev serveret med 5 forskellige salater og 2 slags kartofler.
Og som om vi var mere sultne, var der også en lækker dessertkage.
Efter middagen var der åben scene, og flere af deltagere viste, at de også havde solo-talenter. Her er det vores undervisere, der er gået sammen.
Anette Kjær, som udover at være en meget inspirerende underviser, også er en dejlig sanger.
Skolen har et billede af én af mine yndlingsmalere: Arne Haugen Sørensens fortolkning af Leda og Svanen.
Jeg kan varmt anbefale sådan en uge. Det giver ny energi.
Jeg er tilmeldt til næste år.

Sødt gynger byggen sit silkehår.......

Almindelig hverdagsdansk rækker ikke, når man kigger ud over de modne kornmarker. Men så er det jo godt, at Johs. V. Jensen har formuleret det så smukt i sangen "hvor smiler fager den danske kyst", for det er lige præcist det byggen gør - gynger sit silkehår.
Jeg kørte hjem fra Nr. Nissum i går, og vejen fra Lemvig til Humlum byder på smukke scenarier. Jeg var ikke den eneste, der standsede for at fotografere. De tyske turister gjorde det også.


Hvorfor mon ingen digter har følt sig inspireret til at synge kartoffelblomstens pris? Syd for Holstebro kom jeg forbi store kartoffelmarker. Selve blomsten er meget yndig og sart i hvide og lilla farver alt afhængig af hvilken sort, det er. De har en overvældende sød og parfumeret duft, så der er nok for en poet at skrive om.
Og kalven har vokset sig stor - under de bedst mulige betingelser.
Det var en dejlig oplevelse at køre igennem det jyske bondeland. Jeg håber ikke, det forsvinder i det, der hedder udviklingen.

fredag, juli 24, 2009

Travle kordage

Vi er blevet tæppebombet med noder de første to dage. 13 nye sange og viser er det blevet til. De fleste tekster er på dansk, men der er en enkelt på latin, en engelsk og en Pierre Dørge på afrikansk. Vores undervisere mestrer den kunst at lære os noget på en mild, blid, sjov og meget professionel måde.
Og maden er lækker og indbydende, så jeg klager ikke!

Et glimt fra aftenens lækre ostebord.

onsdag, juli 22, 2009

Højskoletid

Om et par timer kører jeg til Nr. Nissum. Det er 3. gang, jeg er med til seniorhøjskolens koruge. Og ingen tvivl om, at Erik Sommer er den store magnet. Han er fantastisk dygtig til at få 90 mennesker til at synge sammen og samtidig have det rigtig sjovt.
Måske holder jeg en lille blogpause - måske bruger jeg skolens computerrum og sender en lille reportage derude Vest fra.

Sommerkage

Jeg var til 65 års fødselsdag i går aftes. Desserten var en rigtig lækker sommerkage.
Er der noget mere sommerligt og dekorativt end en klase ribs? Bare ærgerligt, at de er så sure.

mandag, juli 20, 2009

For 40 år siden

For 40 år siden satte et menneske for første gang sin fod på månen. Det var en sensationel nyhed over hele verden. Ligesom da Martin Luther King blev skudt i 1967 og Kennedy i 1963, kan jeg tydeligt huske, hvor jeg var, og hvordan stemningen var omkring mig.
Det var en varm sommerdag for 40 år siden. Jeg solede mig på græsplænen hjemme hos mine forældre, og det der fyldte mest i mine tanker var, at det var rigtig ærgerligt, jeg ikke kunne få ferie på samme tid som to veninder, der skulle til Torrevieja. Vi havde været der sammen i 1967. Så månelandingen var sådan en slags baggrundsmusik til følelsen af at blive snydt for noget vigtigt i mit 25 årige liv.
Siden har der været mange månelandinger, men kun 5 af dem har været bemandet. Jeg har også været i Spanien flere gange siden. Dog ikke i Torrevieja.(og krukken må så være 42 år - stadig med en læsbar hilsen fra en spansk beundrer - ak ja!)
Der er iøvrigt en stor del af verdens befolkning, der stadig tror, at mennesker aldrig har været på månen, men at det hele er iscenesat, har jeg læst i avisen.

søndag, juli 19, 2009

En middag.

Jeg snittede og stillede an i køkkenet i går. Henriks familie var her, og nu er jeg vist kommet til afslutningen på min 65 års fødselsdagsfejring. Vi fik carpaccio med lidt rucola, lidt basilikum, høvlet parmesan, olivenolie, citron og salt og peber. Hovedretten var laks bagt i ovnen med kartofler og bulgursalat og en grøn salat med rødløg i tynde skiver, æblebåde i tynde, tynde skiver drysset med grofthakkede valnødder og pecannødder, en olie/hvid balsamico dressing med salt, peber og endelig sukker. Og kaffe med biscotti'er. Jeg var igen heldig, at yngste på sin ferievej mellem London og København stoppede her et døgn og gav mig en hjælpende hånd.
Billedet er en litograf af Arne Haugen Sørensens "den lille nadver" som han har hængende i sin spisestue. Jeg kan godt lide hans kantede skikkelser med de store hænder, og den måde han bruger farverne på. Og så minder billedet mig om, hvor hyggeligt det er at lave mad til andre og spise sammen. Sådan var det også i går aftes. Vi var 8 - så er flokken heller ikke større, end vi kan få snakket med hinanden
Hvor er det meget anderledes, at man i nogen kulturer spiser adskilt - mænd for sig og kvinder for sig. Jeg synes jo, de går glip af noget værdifuldt.

onsdag, juli 15, 2009

Engang

Her er billedet, der hører til i forrige indlæg.

Kaffeslabberas.

Nu kommer der et indlæg, der ikke handler om, hvordan man brygger en rigtig god kop kaffe af de rigtige bønner og det rigtige mærke. Jeg hælder den økologiske fra Føtex i kaffemaskinen sammen med vand, og så kan jeg ikke kende forskel på de finere nuancer. Der skal nemlig fyldes godt op med mælk i min kop. Men det handler mere om at invitere til en kop kaffe, og hvad man så indtager til kaffen.
Jeg har gennem nogen tid prøvet at samle 3 tidligere kolleger, som nu er pensionister - den ene er fratrådt for nylig. Og i forbindelse med min fødselsdag, ville jeg gerne se nogen af naboerne. Det er ikke nemt at samle folk. De første fordi de har så mange ting for. De sidste fordi der stadig er arbejdsforpligtelser.
Men det lykkedes så i går - og i dag.
Jeg er ikke den store kagespiser. De sødeste spiser nærmest aldrig kager, og Henrik gør det sjældent. Derfor er jeg ikke så rutineret i at bage, som jeg var engang, og derfor vil jeg også hellere invitere til brunch. Men det kunne ikke lade sig gøre denne her gang. Så jeg googlede på jordbærkage og fandt en opskrift, der resulterede i en rigtig lækker kage.
Den består af en mørdejsbund og et lag marcipanmasse, som bages sammen. Der smøres et lag smeltet chokolade på den kolde bund, ovenpå lægges en kagecreme smagt til med reven citronskal og endelig lægges jordbærrene på og drysses med små citronmelisseblade. Det var tydeligvis en fordel at bruge den samme opskrift to dage i træk. Det gik rigtig hurtigt i dag. Biscotti'erne laver jeg tit. De er så nemme.
Vejret har været perfekt til at sidde ude på terassen. Og det har været rigtig hyggeligt med både den ene og den anden flok.
Det sidste billede er fra en avisartikel om kaffegilder på landet i 50erne. Lokalhistorisk Forening afholdt sidste år et arrangement med et overdådigt kaffebord for at genopfriske traditionen. Ofte hører vi om det sønderjydske kaffebord, men det fandtes også andre steder i Jylland.

Min mor - og de andre koner i nabolaget - kunne også bage og stille an med det helt store kagebord hvor man begyndte med at spise boller med smør. Så kom i rækkefølge kringle, sandkage, tærte, den aflange sirupslagkage (til højre i billedet)lagt sammen med smørcreme, den runde lagkage med flødeskum, æblekage, og tilsidst 3-4 slags småkager og bagefter blev der sendt cigaretter og cigarer rundt. På et tidspunkt skulle mændene ud i stalden og se på besætningen. Og hvis det var sommer, skulle de en tur hen i marken og se, hvordan afgrøderne stod.
Min ex-mand, der kom fra København, kendte ikke de koder, der gjaldt i Thy og for mig var de jo så kendte, at jeg ikke tænkte over det. Men der var da et par tanter, der løftede øjenbrynene og tænkte "ja, han er et jen a wos", da han rakte over og tog en småkage, lige efter bollerne var sendt rundt. Han lærte i øvrigt aldrig rigtigt at forstå det der med rækkefølgen. Det skulle man nok også være "indfødt" for at forstå - eller praktisere.
Så har mit kaffebord været noget mere enkelt de sidste par dage: boller med smør og brombærmarmelade, jordbærkagen og én slags småkager. Sådan kan det gå tilbage for enhver!

mandag, juli 13, 2009

Godnatbillede

Klokken er lidt over 22 på aftenens godnatbillede af springvandet på Silkeborg Langsø.

torsdag, juli 09, 2009

Det lettede.......

Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så svært at rydde ud i tøj, sko og tasker, der ikke har været brugt i lang tid. Men sådan er det for mig. Der hænger minder og oplevelser ved, og jeg prøver at holde fast. I dag røg alt ud af skabet og blev vurderet med kritiske øjne og bævende underlæbe, mens en del blev lagt fra til genbrug, og der blev dejligt overskueligt i skabet bagefter.
Inderst i skabet lå en samling små tasker, som ikke har set dagens lys i lang tid. Det sjove var det, der lå i taskerne. En kam og en kuglepen er fast inventar. Men så var der kort og billetter fra forskellige steder. Dukketeater og biograbilletter. Koncertprogram fra Michala Petri. Fra Munkebjerg Hotel, fra en restaurant på Santorini og en sang fra Trines fødselsdag. Ikke så underligt at sådan en tur på Memory Lane med oprydning includeret tager tid. Og imens tænker jeg på Ove og Tage der bor ovenpå. De har et princip, der handler om, at hver gang der kommer noget nyt ind i deres hjem, er der noget gammelt, der skal ud. To nye håndklæder ind - to gamle håndklæder ud. En ny tshirt ind - en gammel ud osv. De bor meget stilfuldt og rigtig hyggeligt og er nogle dejlige naboer.

tirsdag, juli 07, 2009

Det nære og det fjerne.

Det fjerne er rykket tæt på i dag. Vi kan alle følge med i mindehøjtideligheden for Michael Jackson i Staples Center i Los Angeles.
I virkelighen har han ikke været så fjern for os som geografien vil gøre det til. Hans musik og livshistorie har været omkring os og fascineret os i mange år. Det er nok også derfor, det er så vigtigt for mange mennesker at være tilstede ved mindekoncerten.
Sådan som jeg husker det, så spillede pigerne en masse Michael Jackson tilbage i 80erne, men hans musik siger ikke mig så meget. Men han var en uovertruffen og flamboyant entertainer.
På det helt nære plan, har jeg desværre været til begravelse i dag igen. Min sjove sidekammerat og "støttepædagog" i koret døde for nogle dage siden efter en måneds sygdom. Sonja og hendes mand flyttede her til byen for et par år siden for at bo i nærheden af en datter og et barnebarn. De havde været korledere i deres tidligere hjemby, og de blev en stor gevinst for vores kor. Manden, der øver med herrestemmerne, og Sonja med sin sikre stemme og sans for rytme og takt og ikke mindst for sit gode humør. Utallige gange har "de sure" sendt sccchhhh og vrede blikke mod os. Jeg vil savne hende rigtig meget. I dag var det også hendes 78 års fødselsdag.

Gad vide, hvordan det er at være Michael Jacksons nære familie og venner i det her cirkus, der udfolder sig omkring dem?
Jeg er med foran skærmen!

Rigtig sommer.....

Rigtig sommer er også bare tæer både inde og ude.....Er det mon kun mig, der synes at Jørgen Leth ikke lever helt op til sin gamle rolle som kommentator? Jeg ved godt, mit engagement i Tour de France er lidt tyndt, når det kommer til at handle om, hvor begejstret og poetisk Jørgen Leth beskriver det franske landskab, de stakkels hårdt plagede cykelrytter passerer, mens de tramper i pedalerne. Måske har jeg bare ikke været tilstede foran tv på de rigtige tidspunkter?
Men under alle omstændigheder, så synes jeg, Armstrong er et interessant fænomen med sejre over sygdom og i cykelløb, og det er da spændende, hvem der vinder. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvilken pris de mon betaler på den private, personlige front og helbredsmæssigt.

søndag, juli 05, 2009

en afsked

Vi har tilbragt 10 weekend'er og en sommer-uge sammen hvert år i 3 år. Vi har lyttet og diskuteret og blevet udforderet og provokeret af spændende undervisere, men nu er det slut. Vi har haft en sjov og vemodig afskedsfest, og forsikret hinanden om, at vi vil holde forbindelsen. Vi har været et hold på 15 meget forskellige mennesker, som nu er spredt til vores forskellige hjemsteder.
Jeg er tit blevet spurgt "hvad vil du med det, og skal du til at være præst"? Men Teologi for Lægfolk kvalificerer ikke til et job. Jeg har været med, fordi emnet interesserer mig, og jeg fandt ud af undervejs, at emnet er meget bredere og mere interessant, end jeg troede.
Og hvad har jeg fået ud af det? Nok nogenlunde det samme, som en fra mit hold sagde: Jeg kom med min barnetro og et enkelt spørgsmål. Jeg går uden min barnetro og med en masse spørgsmål. Sådan et udsagn kan selvfølgelig ikke stå alene, men det illustrere meget godt den proces, man kommer ud i, når teologi, som er den videnskabelige tilgang til kristendom, præsenteres for den tro, man evt. kom med.
Og vi er enige om, at vi fortsætter på hold x, som er et opsamlingshold for tidligere kursister, og som kun er en lørdag eftermiddag en gang om mmåneden.
En idyllisk lille plads for pauser. Nu glæder jeg mig til at være hjemme de næste 14 dage - også selvom sommervejret tilsyneladende er på retur.