mandag, februar 29, 2016

Anderledes end planlagt.

Jeg er stadig i forkølelsesland - eller hvad det hedder.
Hver aften tænker jeg, at det nok er lidt bedre i morgen. Det er også langsomt en anelse bedre.

I nogen tid har det været planlagt, at mine gode venner fra Bornholm skulle komme på besøg lørdag og søndag i weekenden, der netop er forbi. Jeg kunne ikke tro, jeg skulle blive ved med at døje så meget med den forkølelse, som jeg har gjort.
Nogle dage før weekenden besluttede jeg, at de skulle indlogeres hos min genbo, der har bed&breakfast. Og at vi skulle gå ud at spise lørdag aften. Med kaffe og dessert hos mig.
Jeg skulle så kun stå for morgenmad. Det var jo overkommeligt.

Det viste sig at fungere virkelig godt. Mit badeværelse er ikke ret stort, og det er besværligt, når 3 mennesker skal bruge det samme rum i løbet af kort tid. Det er godt nok, når der kun er én, der overnatter.

Efter sen morgenmad og hygge havde vi reserveret plads på omvisningen på Museum Jorn. Her er for tiden en udstilling af den norske kunstsamler/erhvervsmand Stein Erik Hagens private billeder. Han har en meget stor samling af forskellige værker fra Jorns hånd. Det var spændende at se så mange billeder, som ikke tidligere har været vist.
Det mest kostbare billede havde han erhvervet for 15 mill. kr. Det skulle Jorn lige have vidst.
Billedet hedder "I Begyndelsen Var Billedet"
Guiden på omvisningen spurgte, hvad vi kunne se i billedet? Vi var en gruppe på 30.
Da det havde stået på en lille tid og forskellige havde budt ind med forslag, var der en mand, der sagde, at han ønskede, hun skulle fortælle og folde billederne ud for os.
Det var vi mange, der var enige med ham i.
Jeg synes, hendes tilgang var meget irriterende. Vi betaler ikke for en rundvisning for at høre, hvad tilfældige museumsgæster ser i et billede. Hun var den, der var uddannet i kunsthistorie og skulle dele sin viden med os.
Hun forklarede sin holdning med, at vi ikke skulle overtage hendes syn på billederne.
Jeg har været på mange omvisninger, men jeg har aldrig hørt den forklaring. Og jeg er helt uenig.
På opfordring ændrede hun også sin tilgang.
Asger Jorns udtalelse fra 1953 om et billedes værdi.

Jeg havde en dejlig weekend, som ikke var så præget af værtsforpligtelser, som jeg egentlig havde forestillet mig, da vi planlagde weekenden.
Det var dejligt at dele oplevelser og alligevel slappe af.

Johanne, det lille menneske, som jeg passede, da hun var så syg af SR-virus for 2 uger siden, har været rask, men er begyndt at blive snottet igen. Forhåbentlig bliver det ikke til noget. Og jeg trænger til at få fri passage i næsen.

mandag, februar 22, 2016

En stormfuld dag.

Min forkølelse var ikke så let overstået, som jeg hver dag i sidste uge gik og troede.
Den listede så stille, og jeg tænkte, at torsdag var kulminationen. Men det var faktisk for alvor begyndelsen med feber og hoste.
Jeg måtte aflyse en kom-sammen, jeg havde set meget frem til i Holstebro, i fredags. Og selvfølgelig vinterbadeaftalen med klubben i Vorupør lørdag morgen.
Lørdag eftermiddag kørte jeg alligevel nordpå og tilbragte en hyggelig aften/nat sammen med Chr og hans familie i sommerhus.
Vejret indbød ikke til udendørs ophold. Det stormede, regnede og haglede. Alligevel var der korte øjeblikke med opholdsvejr. Jeg var, godt klædt på, en lille tur ude.

Christian havde plads på første parket, da hans far var i gang med sine populære skotske pandekager eller drop scones, inspireret af River Cottage.



Der falder smagsprøver af, når man sidder der.









Det ser ud, som om der kommer en vigtig besked i pasta-opøseren.  ;-)

lørdag, februar 20, 2016

En lampe med uhyggelige øjne.


Da Christian overnattede hos mig for en uge siden, gjorde han mig opmærksom på, at loftslampen i soveværelset er virkelig uhyggelig.

Vi sad i sengen og læste godnathistorie ved sengelampens skær.
Pludselig sagde han, at der var nogle onde øjne, der kiggede på os.

Og han havde da fuldstændig ret.

At jeg engang, for 20-30 år siden, syntes den slags loftslamper var smarte, det er helt ubegribeligt for mig i dag.
Det er også mærkeligt, hvordan man (jeg) har vænnet mig til en lyskilde, og derefter ikke lagt mærke til den. Den er jo virkelig grim.
Jeg kan ikke undvære en loftslampe, når jeg skal finde noget i skabet, så jeg skal snarest ud og finde en ny.
Jeg glæder mig til at få den gamle væk. Det kan ikke gå for hurtigt.

torsdag, februar 18, 2016

Der er alger i vores badesø.


Johanne begyndte så småt at få det bedre i fredags, men da havde hun også været syg hele ugen.

Her er vi ude at kigge på duer. Det gør godt at komme ud i frisk luft.

Jeg gik og troede, at jeg nok ikke var modtagelig for sådan en RS-virus.
Lige indtil i går aftes. Da måtte jeg se i øjnene, at  de småsymptomer jeg havde haft i nogle dage med ru hals og snot i næsen udviklede sig til endnu mere af samme slags + feber. I dag har jeg haft en stille dag herhjemme med varme drikke og hvile og ro.
Jeg har weekendplaner, jeg meget gerne vil være med til.
Én af planerne må jeg skippe, tror jeg. Jeg er medlem af den lille vinterbadeklub i Vorupør og havde aftalt, at jeg skulle mødes med dem 8.30 lørdag morgen i Havbadet. Det må vist vente til en anden gang.

Der er giftige røde blågrønne alger ved vores badesø for tiden.
Jeg opdagede det røde eller lyserøde fluidum i vandet i fredags og sendte et billede til kommunen.
En biolog havde allerede i lørdags en udtalelse i den lokale avis. Han mente, det var plantemateriale, der var blevet opløst på bunden og nu trængt op til overfladen. Det skulle være ufarligt.
I tirsdag kom der en ny melding. Nu havde man analyseret materialet og det er rød blågrøn alge. Og man fraråder badning i søen.

Åh, nu kan jeg igen ikke få curseren til at flytte sig. Billedet af algerne er taget på højre side af broen. Vi bader fra trappen på venstre side, og der var ingen alger. Jeg nåede at bade 3 gange, inden biologen ændrede opfattelse. Men jeg har ingen symptomer. Det er jo også bare få øjeblikke, jeg er i vandet.

Stillingen her har passer godt til mig i dag. Bortset fra kagerne. Dem har jeg hverken haft lyst til eller behov for.


Den rød blågrønne alge.

torsdag, februar 11, 2016

Lyse eftermiddage.

Så lyst var der, da jeg kørte hjem med solnedgangen bag mig. Jeg stod ud af bilen for at fotografere. Der var så flotte skyformationer, der hele tiden skiftede og gav mere eller mindre plads til solens sidste stråler. Kl var 16.55. Dagen er tiltaget med 2 timer og 26 min.

Så syg var Johanne i går.




Hun stod sådan og sov. Jeg tænkte, hendes vejrtrækning lettedes i den foroverbøjede stilling med armene oppe, så jeg lod hende stå lidt, inden jeg hjalp hende op i sofaen.

Et lægebesøg afklarede, at hun har en RS-virus. Den er især hård ved små børn.

I dag har hun det heldigvis lidt bedre.

tirsdag, februar 09, 2016

Lidt om det hele.

Er det nu også nødvendigt, det siger mig noget?
Spørger jeg sommetider mig selv, når der kommer en ny udstilling på Kunstcentret Silkeborg Bad.

Det var i hvert fald sådan, jeg tænkte første gang, jeg så udstillingen med Erland Knudssøn Madsen.


Men når nu jeg har alle muligheder for at få udvidet mit univers, så ville det da være dumt ikke at bruge dem.

Derfor var jeg med på en rundvisning, som kunsteren selv stod for i lørdags.

Her er det livshjulet på gulvet og på væggen en slags collage, der er fragmenter af sommerfugle.
Sommerfuglen som symbol på, hvor skrøbeligt livet er.




Det var en rigtig spændende omvisning i de mange værker, som selvfølgelig knytter sig til Erland Knudssøn Madsen oplevelser og erfaringer. Hans optagethed af vores eksistens.
Hans skulpturer står mange steder i det offentlige rum.
Her fortæller han om hjertet.

Ikke i den romantiske form, vi kender.

Men sådan som det rigtigt ser ud.
Han kalder billedet Ur Blues Hjerte.

Der er indlejret meget i hjertet.

Det her har noget at gøre med Thy, hvor han bor.

Jeg måtte tilbage om søndagen for at se lidt mere og tænke over det, jeg havde hørt


Det passede lige sådan, at Mattias og hans mor stødte til ved frokosttid. Cafeen serverer en dejlig buffet.

De seneste to dage har været præget af, at jeg har passet Johanne. Hun har feber og hoster som en søløve. I morgen tager jeg nogle timer igen. Bedstemor kan i morgentimerne. Det er dejligt, når vi kan hjælpe hinanden.
Jeg har også fået mit søbad i dag.
I søndags var Chrs mor med ude ved søen. Hun trængte til lidt frisk luft, da begge børn var syge.
Hun kunne også sørge for dokumentation.  ;-)



lørdag, februar 06, 2016

Igen, igen om badning ...

De er sjove, de voksne, der bader med børnene fra SFO.
Det regnede i går, så de havde paraply med.
Man skulle nødig blive våd.


Jeg funderer lidt videre over det med at være nøgen.
Karin skrev i sin kommentar, at det jo er Adam-og-Eva-kostumet og dermed det naturlige. Ja, men der gik ikke lang tid (?) før de dækkede sig med figenblade ;-)
Måske er det nedlagt dybt i os, at vi skal være påklædte? Det er uden tvivl kulturelt bestemt. Mest af alt har det noget med klima at gøre.
Da én af pædagogerne en dag havde glemt sin badedragt, spurgte jeg, om hun havde glemt håndklædet også? Det havde hun ikke, og mit spørgsmål var så, om hun ikke kunne bade alligevel?
Ikke sammen med børnene, svarede hun.
Jeg kunne forestille mig, at nogle forældre ville klage, hvis en pædagog badede uden tøj sammen med børnene. (ikke her i byen, men andre steder ;-) )
Min tidligere kollega, som var medhjælper i en børnehave i Aarhus i slut-70erne, før hun begyndte på sin uddannelse, har fortalt, at på varme sommerdage gik personalet rundt topløse på legepladsen. Og forældre kom og hentede børn uden at klage over bare bryster.
Sådan var det ikke i mine børns børnehave. Men der var videre grænser dengang.
Men den har haft sin tid, den med påklædning - eller mangel på samme.
Og den tid kommer nok heller ikke tilbage.

Jeg kommer til at tænke på: "Tider skifter og sæder mildnes".
En linje fra "Den dansk sang er en ung blond pige ..." skrevet i 1926.
Dengang var der virkelig brug for at sæderne  læs vanerne og menneskesynet mildnedes. Især for de mindre priviligerede grupper.

Nu kommer jeg vist for langt omkring.
Med hensyn til badning, så får jeg ikke så kolde hænder og fødder, som jeg gjorde i begyndelsen, når jeg kom op af vandet.

fredag, februar 05, 2016

Skyggeleg. Og nøgenbadning

Solskinsvejret i onsdags indbød til du-kan-ikke-fange-min-skygge-leg, da Chr og jeg gik hjem fra børnehaven. 
Nu vil jeg flytte curseren ned forbi billedet. Det kan jeg ikke. Arrgg ...

Det nederste billede er fra tidligere på dagen ved Almindsø. 
Da jeg var klædt på efter mit bad, stod der en meget, meget ung mand med håndklæde om livet udenfor omklædningen.
Vi kom lidt i snak. Jeg undrede mig over, hvorfor han var så afventende og spurgte, om jeg skulle blive der, mens han badede. Motionsløberen og hundelufteren var på vej væk.
Hans svar fik mig til at tænke over, hvor meget holdningen til nøgenhed har ændret sig. Han ventede nemlig på, at alle skulle være væk fra stranden. Han fortalte, at han bader nøgen, og det skulle ingen se.
Jeg hører ikke til dem, der smider kludene, men i den sammenhæng ude fra badetrappen kunne det ikke genere nogen. 
Da jeg gik, drejede jeg hovedet og kunne gennem træerne se, hvor omhyggeligt han beholdt håndklædet på, til han var langt nede ad trappen.
Jeg er sikker på, ingen ville tage anstød af at se ham nøgen. Men det handler selvfølgelig om, hvad han selv har det godt med.
Iøvrigt læste jeg en lille artikel for nogen tid siden om det pudsige i, at der om sommeren ofte opstår episoder, hvor folk på stranden føler sig krænket af andres nøgenhed. Mange vinterbadere er næsten religiøse om det at bade uden tøj. Den Blå Tap (vinterbadeklubben her) har det som et krav til medlemmer, at man nøgenbader. Der er ingen episoder eller skriverier om det om vinteren. Men der er selvfølgelig heller ikke så mange badegæster om vinteren.
Jeg synes også, det er ok med regler om påklædning på stranden. At der er steder for nøgenbadere og andre steder for os, der bruger bade/soltøj.
Vi skal ikke krænke hinanden. Måske er det mest forældre, der føler, deres børn bliver krænkede, hvis  de ser fremmede i nøgen tilstand? 

mandag, februar 01, 2016

Et nyt år.


Min yngste datter fylder 38 i dag.

Mine børns fødselsdag bringer mig altid tilbage til dengang, de var små.

Det er vist noget, der tiltager med alderen. Det med at tænke tilbage.
På billederne ser vi altid glade ud. Sådan var virkeligheden selvfølgelig ikke.
Men glemslens slør lægger sig meget belejligt over det, der ikke er værd at huske.



Her er fødselaren 1 1/2 år. Samme alder som hendes egen datter har nu.
De ligner hinanden så meget.



Tak fordi I ville se os i dag og kræse for os på en hverdag.

Mens vi ventede på Mattias og hans far og mor og andre havde travlt med at forberede mad, var vi nogle, der hyggede os med at se små video'er på computeren. Johanne kan meget praktisk lige få hagen op på bordkanten, og hun nævner begejstret alle , hun kender.