fredag, marts 25, 2022

Allerede fredag ...

 

På mit blommetræ hang der nogle gamle indtørrede frugtmumier. Det er den måde svampesygdomme overlever på, og da jeg ikke fik dem fjernet efter bladfald sidste efterår, var det på høje tid nu.

Johanne var frisk til at klatre op på stigen, og hun kunne nå virkelig langt og få fat i de fleste. Jeg fik pludselig øje på farverne, da hun stod der. Hendes gule trøje og den blå himmel: Ukraine. Da jeg gik nede i byen for et par dage siden, fik jeg øje på bygningerne på en ny måde. Hvilken sorg og tragedie, det må være at opleve private hjem og officielle bygninger blive knust. Og ulykken over alle, at miste sine kære. Det skulle slet ikke finde sted. Jeg håber virkelig, den meningsløse krig må slutte NU.

 


Jeg elsker, gnavegrønt eller grønsagsstave. Jeg vidste bare ikke, at det er et virkelig kedeligt navn på sprøde rå, farverige grønsager, indtil jeg læste en opskrift i bogen "Sænk dit kolesterol." Her står der, at crudité er franskmændenes ord for rå grønsager. Det lyder da meget mere festligt, og jeg har sagt til familien, at nu hedder sådan en skål crudité. Det viser sig, at mine døtre godt kender ordet. Det er bare mig, der ikke er franskkyndig. 









På bagsiden af min avis var der for nogle dage siden en opskrift på en kikærtesuppe, der hedder Revithia (den kan googles). Den skulle stå i ovnen i to timer. 
Den er fra den græske ø Sifnos, hvor der dyrkes en masse kikærter, og jeg tænkte, den kunne være en let ret, når de fire i familien kommer forbi på vej hjem fra karatetræning kl 18.30. 
Den slog ikke benene væk under dem, hvad jeg heller ikke havde forventet, og derfor havde jeg også friskkogte pastaskruer og kødsovs fra fryseren. Men jeg kan godt lide den. Med citronsaft og et godt brød til. Gulerodstern ville have hjulpet på kuløren. 
Nu ligger resten i fryseren til en anden god gang.






I går sad jeg sammen med Christian, da han forberedte sig på en time, hvor de skulle lave en musikvideo i klassen.
Læreren gennemgik metoden på skærmen, og så skulle eleverne arbejde videre med det i skolen.

Jeg fatter ikke en brik. Eller i hvert fald ikke ret mange brikker. Jeg er dybt imponeret over, de kan finde ud af det i fjerde klasse. 
Der er ikke bare en verden til forskel, men mange verdener til forskel fra dengang jeg gik i skole.










Det er anemonetid.
Jeg har ikke glemt at vende billedet :-)

Jeg kommer altid til at tænke på anemonesangen, som Sebastian skrev til Ronja Røverdatter.
Vi sang den i Seniorkoret engang.
Et omkvæd lyder sådan:
"Åh, anemoner, lad mig sove i din hvide seng.
Åh, anemoner, under stjerner i en blomstereng."
Nu var der sådan et blomstertæppe, at jeg bare kunne lægge mig. Der var masser af travle bier, men de lod sig ikke forstyrre af mig.
Jeg lytter altid til den sang i anemonetiden. Den er skøn og findes i flere udgaver på You Tube.




 

lørdag, marts 19, 2022

Lørdags snapshots.

 Jeg vågnede før syv i morges og vejret og energien var til en tur ud til Vejlbo Mose.

Der er sådan en magisk stemning, før tågen letter. Jeg savnede gederne, der plejer at gå der. Mon ikke de kommer igen?
Der var en løbende kvinde, der stoppede op foran mig, og spurgte, om ikke der var skønt? Det synes jeg afgjort. Hun var lige flyttet til byen, og hun nød naturen meget. "Går du så hertil?" spurgte hun. Måske er der to km. hjemme fra mig. Så nej, det gør jeg ikke. Når jeg går og fotograferer, så kan jeg ikke mere gå frem og tilbage også. Heldigvis har jeg bilen og friheden med den. 

Naturen skaber helt af sig selv mange forskellige figurer og skulpturer.











































Jeg havde for en gangs skyld en eftermiddagsvagt på Silkeborg Bad. Mine faste vagter er altid om formiddagen. Så fik jeg fornøjelsen af solen, mens jeg var der.

I går havde jeg en frokost-date med min datter

Vejret var sommerligt med sol og blå himmel. Og et blomstrende træ? 
Det viste sig, at 'blomsterne' ikke var ægte, men de var bundet på, så man skulle tæt på for at se det. 
Vi står udenfor Yerst Glas. Der kan man sommetider se glaspusteren arbejde, og der er altid spændende og kreative udstillinger.















Vi spiste frokost på Babba, der engang hed Zorba.
Det var hyggeligt, og vi fik dejlig mad. 
Jeg nød at have min datter for mig selv. Jeg lyder næsten som et barn, der vil have opmærksomhed? Men det vil vi vel alle? 






tirsdag, marts 15, 2022

Gror de bedst ...?

Der er nogen, der siger, at aflæggere eller stiklinger gror bedst, hvis man stjæler dem i al ubemærkethed?


I forhallen i Sportscenteret står der to store planter, som jeg har haft et godt øje til længe. Bladene sidder i rosetter og ser pæne ud. Der sidder en masse støv på dem, og de visne blade bliver ikke fjernet, så der bliver ikke nusset om dem, tænker jeg.
En dag udså jeg mig en gren, der er klemt op mod vinduet, og jeg kunne sagtens 'nappe' en roset, uden at skade helhedsindtrykket. 
Det gør jeg på et tidspunkt, da der ikke er andre end mig i forhallen.












Det første mit blik falder på, idet jeg vender mig om, er skiltet her - hahaha.
Taget på fersk gerning! Jeg føler mig virkelig som en tyveknægt.
Nu bliver jeg nok bortvist fra stedet ...

Men nu er stiklingen hos mig. Den hører måske til sukkulent-familien. Jeg ved det ikke. 
Den er plantet i en urtepotte med en klar plastik pose over, så den får det lidt som i drivhus. Varmt. Med små lufthuller. Så nu er det spændende. 

Det er ikke noget, jeg gør i private hjem. Altså stjæler en stikling. Jeg spørger pænt.



Jeg synes, det er så sjovt at holde liv i planter. Ja, mere end det, de skal også vokse og trives. 
Der har jeg udfordringer med min Elefantøre. Alocasia, som både kan hedde Polly til efternavn. Eller Amazonica. Jeg pottede den om på et forkert tidspunkt, nemlig i november. Den havde fået 
et 'barn', en ny lille plante med tre bladstængler, og jeg tænkte, at potten den stod i, var for lille. 
Jeg plantede den lille ny i en potte for sig selv og moderplanten i en større potte. Det skulle jeg ikke have gjort, for i løbet af kort tid blev tre blade misfarvede og stænglen helt slap. Heldigvis er der i mellemtiden vokset et nyt blad frem, så der nu er fire, hvoraf den største måler 32 cm. Den har en lang kedelig stamme, som jeg prøver at camouflere  med en opstammet Pilea. Den er så nem.
På nettet er der forskellige opskrifter på, hvordan man passer Alocasia. Et sted - Plantorama - står der, at den ikke må tørre ud. Et andet sted læser jeg, at den først skal vandes, når jordoverfladen er tørret ud. 
Jeg havde et billede med og spurgte den venlige, hjælpsomme gartner på planteskolen. Hans svar gik på, at det var en plante, der var svær at holde liv i. Sommetider har jeg prøvet, om jeg kan huske, hvor længe jeg egentlig har haft den? Der er ikke noget, jeg kan forbinde med anskaffelsen af den. 
Indtil jeg for et par dage siden ledte efter to bestemte billeder fra 2007, da jeg var i Kairo. Blandt dem var der et billede af Pia og Hans Peter siddende hjemme hos mig i sofaen, og bag dem var der i vindueskarmen en lille Alocasia. Så gammel er den altså. Det er da en pæn alder på en lidt svær plante. 
Jeg fandt hurtigt de to billeder, og jeg blev mindet om, at jeg i 2007 var ny i digital fotografering. Jeg havde ikke styr på arkivering. I mange år har mine billeder ligget i en mappe for hver måned, som så igen ligger i en mappe for det aktuelle år.
Måske skal jeg have systematiseret 2007 lidt bedre? 

fredag, marts 11, 2022

Allerede fredag ... igen, igen ...

 


Det er allerede en uge siden, det nye Søndertorv blev indviet. Det er blevet fint med beplantning, siddepladser og legeredskaber for mindre børn. For Johanne og andre børn var det en fest at være der. Man kunne få ansigtsmaling, 'tatovering', ballondyr, popcorn, kage og ikke mindst, de kunne  lege.
4. klasserne på Christians skole havde lavet nogle flotte insekthoteller, som var blevet stillet op for flere dage siden





Foråret viser sig med sol og blå himmel. Det er så smukt. Om natten få frostgrader. Mon vi ingen sne får i år?


Foråret viser sig også ved, at det nu er sæson for weekend-fodboldkampe med hold fra andre klubber. 
Her er Mattias' hold på udebane. De er vist i gang med at aftale en strategi. 

Jeg var der en lille times tid. Trods sol var det alligevel koldt.














Jeg glæder mig til en weekend, hvor jeg er inviteret til frokost hos venner lørdag. Senere på eftermiddagen er der en guidet rundvisning på Ukraine-udstillingen på Silkeborg Bad.

Søndag inviterer storebror Marcus på kage. Han fylder 15 på mandag. 
Søndag aften er jeg inviteret til middag og hygge hos venner. På det tidspunkt er jeg nok ikke særlig sulten :-)






Nu vil jeg bare ønske, at der snart kommer en aftale om våbenhvile i Ukraine. I stedet for at se tv lytter mest til nyheder i radioen. Jeg kan ikke bære at se de billeder på tv med ødelagte bygninger og fortvivlede folk på flugt. 








tirsdag, marts 01, 2022

Februar snapshots.


 For en uge siden gik jeg en tur på Langsøstien. 

Mens jeg kiggede gennem de nøgne grene over til husene  på den anden side af søen, tænkte jeg på, at om et par måneder er der blade på træerne, og de vil stå som en grøn mur, man ikke kan se igennem.

Dejligt at tænke på. 



Jeg tog grene med hjem fra mirabelletræer. Jeg elsker at tage forskud på foråret på den måde. I går begyndte de at drysse, og de er nu endt på komposten.

I haven kvitterer forårsløgene med skønne farver. Gule erantis. Blå eller lilla krokus og hvide vintergækker. Den blå scilla er også begyndt at titte op.
Februar lukkede ned med et par dejlige solskinsdage efter en måned med en usædvanlig masse regn.


I vinterferien var jeg nogle dage i Vorupør sammen med familien.

Det var for det meste grå og regnfulde dage, men en af dagene havde Thisted bibliotek en udfordring til den, der gerne ville lege detektiv og hjælpe med at finde tyven, der havde stjålet en bog. Til sidst kunne vi ved hjælp af indsamlede bogstaver finde frem til titlen på bogen.  Opgaven var for familier med børn fra 10 år. Telefonen var et uundværligt hjælpemiddel. Jeg fik endelig lært at bruge QR koden :-) 
Vi havde også gang i et puslespil med 500 brikker. 

Det var også derfor, morgenmaden nødvendigvis måtte indtages i sofaen. 
Spisebordet var jo optaget af puslespillet.

Mens forældrene var var anderswo engagiert, sørgede jeg for morgenmad en dag.

Vi suspenderede en vigtig regel:
Ingen spisning med åben skærm - og slet ikke i sofaen! Og heller ikke nutella på alle rundstykker.

Men det var jo trods alt ferie.
Jeg kaldte dem Nutella-drengene ;-)

Forældrene har ikke set billedet - nu vil det vise sig, om de læser bloggen :-)
Og om jeg bliver fyret?




Johanne hjalp sin moster med at lægge de sidste brikker.
Vi var i et sommerhus, vi har haft lejet et par gange før, da drengen var så små, at de ikke kunne huske det. 
Det blæste så meget, vi var ikke på fælles gåtur. Jeg kørte ned til parkeringspladsen og gik lidt. Der var for en gangs skyld ingen surfere på vandet. De er ellers ret frygtløse.




Hygge ved brændeovnen.