Allerede fredag ...

 

På mit blommetræ hang der nogle gamle indtørrede frugtmumier. Det er den måde svampesygdomme overlever på, og da jeg ikke fik dem fjernet efter bladfald sidste efterår, var det på høje tid nu.

Johanne var frisk til at klatre op på stigen, og hun kunne nå virkelig langt og få fat i de fleste. Jeg fik pludselig øje på farverne, da hun stod der. Hendes gule trøje og den blå himmel: Ukraine. Da jeg gik nede i byen for et par dage siden, fik jeg øje på bygningerne på en ny måde. Hvilken sorg og tragedie, det må være at opleve private hjem og officielle bygninger blive knust. Og ulykken over alle, at miste sine kære. Det skulle slet ikke finde sted. Jeg håber virkelig, den meningsløse krig må slutte NU.

 

Jeg elsker, gnavegrønt eller grønsagsstave. Jeg vidste bare ikke, at det er et virkelig kedeligt navn på sprøde rå, farverige grønsager, indtil jeg læste en opskrift i bogen "Sænk dit kolesterol." Her står der, at crudité er franskmændenes ord for rå grønsager. Det lyder da meget mere festligt, og jeg har sagt til familien, at nu hedder sådan en skål crudité. Det viser sig, at mine døtre godt kender ordet. Det er bare mig, der ikke er franskkyndig. 

På bagsiden af min avis var der for nogle dage siden en opskrift på en kikærtesuppe, der hedder Revithia (den kan googles). Den skulle stå i ovnen i to timer. 

Den er fra den græske ø Sifnos, hvor der dyrkes en masse kikærter, og jeg tænkte, den kunne være en let ret, når de fire i familien kommer forbi på vej hjem fra karatetræning kl 18.30. 

Den slog ikke benene væk under dem, hvad jeg heller ikke havde forventet, og derfor havde jeg også friskkogte pastaskruer og kødsovs fra fryseren. Men jeg kan godt lide den. Med citronsaft og et godt brød til. Gulerodstern ville have hjulpet på kuløren. 

Nu ligger resten i fryseren til en anden god gang.

I går sad jeg sammen med Christian, da han forberedte sig på en time, hvor de skulle lave en musikvideo i klassen.

Læreren gennemgik metoden på skærmen, og så skulle eleverne arbejde videre med det i skolen.

Jeg fatter ikke en brik. Eller i hvert fald ikke ret mange brikker. Jeg er dybt imponeret over, de kan finde ud af det i fjerde klasse. 

Der er ikke bare en verden til forskel, men mange verdener til forskel fra dengang jeg gik i skole.

Det er anemonetid.

Jeg har ikke glemt at vende billedet :-)

Jeg kommer altid til at tænke på anemonesangen, som Sebastian skrev til Ronja Røverdatter.

Vi sang den i Seniorkoret engang.

Et omkvæd lyder sådan:

"Åh, anemoner, lad mig sove i din hvide seng.

Åh, anemoner, under stjerner i en blomstereng."

Nu var der sådan et blomstertæppe, at jeg bare kunne lægge mig. Der var masser af travle bier, men de lod sig ikke forstyrre af mig.

Jeg lytter altid til den sang i anemonetiden. Den er skøn og findes i flere udgaver på You Tube.