Hvad jeg skriver om ham ...

Mine blogindlæg indeholder ofte en beskrivelse af oplevelser, jeg har haft sammen med mine børnebørn. En fortælling om noget, de har sagt eller gjort. Eller billeder de er med på.
Det er aftalt med forældrene, der synes, det er ok. (Men de læser vist ikke mere min blog) :-)

Jeg tænker tit over, hvordan jeg eksponerer de søde børn. I den senere tid er der kommet fokus på, hvordan nogle skumle typer kan udnytte almindelige billeder af børn. Det får mig til at overveje, om jeg skal holde op med at lægge billeder op. Mange billeder er taget fra profil eller bagfra.
Forleden dag havde jeg en snak med Christian (snart 8 år) om det fænomen, at jeg har en slags dagbog, som alle kan læse på computeren. Hvad han tænkte om, at han var nævnt nogle gange, og at der ligger billeder af ham?
Det, synes han, er ok. Ikke at, jeg tænker, hans legitimering skal ligge til grund for det. Det har han ikke modenhed eller forudsætning for at vurdere.

Jeg viste han blogindlægget fra 15. januar, hvor vi er i gang med biblioteksbogen "Find Flunkerne"
Jeg skrev, at Chr. med sine hurtige unge øjne var den første til at finde figurerne. Det var han glad for. Men at jeg skrev, det var vigtigt for en næsten otte årig at være bedst, det var han meget uenig med mig i.
Det er i hvert fald ikke vigtigt for ham at være bedst.
Så blev jeg så klog.
Ikke at der er noget galt i gerne at ville være den bedste.
Måske skal han være gæsteskribent engang :-)

Forår i februar og et tandlægebesøg.

Der har været blå himmel og solskin i dag. Temperaturen var på et tidspunkt oppe på 12 grader.
Jeg har været i haven og ryddet lidt op, og det er jo pragtfuldt at gå ude i det lune vejr og se, hvordan de gule, lilla, blå og hvide forårsblomster lyser op.
Det er bare for tidligt. Vi er stadig i vintertid, selvom den første forårsmåned begynder om et par dage.
Mine billeder fra sidste år, viser is på Almind sø for et år siden. Måske kommer der sket ikke is på søen i år.
Billedet er rakler på en el.

I søndags var jeg med på en gåtur rundt om Ørn sø. Turen er ca fire km., og jeg gik den uden problemer.
Det er så dejligt.
Der er mange legemuligheder i en skov, hvor de væltede træer for lov at ligge.
Med madpakke, varm kakao og te kan sådan en tur godt tage et par timer. Det handler om at hygge sig og ikke om at komme hurtigt rundt.

Billedet er fra området ved Papirfabrikken.
Her bygges Silkeborgs højeste hus, som bliver på 17 etager.
I lang tid har byggeaktiviteten foregået i kælderniveau. Jeg tror, der er lavet parkeringskælder, men nu begynder byggeriet at gå op i højden.
Det bliver spændende at se.

Min tandlæge holder til i det her område, så derfor var jeg der i dag.
Det var bare et eftersyn, og alt var ok.
Jeg har næsten vænnet mig til at mangle en kindtand i overmunden. Ikke helt, for jeg kommer sommetider til at tygge skævt og bide mig i læben. Men jeg øver mig.
Det er 8 måneder siden og på grænsen til at være for sent, hvis jeg ville have implanteret en tand. Jeg kan sommetider tro, jeg vil. Men jeg vil ikke. :-)

Hvad børn sommetider siger ...

Det gør mig glad at se det store udbud af forårsblomster i mange skønne farver.
I dag var det udenfor Kvickly.

Johanne var med på biblioteket i dag efter børnehaven.

Det er umuligt at forstå, hvorfor vi ikke bare kan tage en bog i selvbetjeningsreolen?

Når vi nu kan i alle andre reoler.

Når man er fire, kan man ikke begribe, at personalet her sætter bøger klar, som lånere har reserveret til afhentning.

Jeg prøver ikke at forklare. Det er bare ikke en reol for os. Det er en voksenreol.



Ved et bord var der lagt farveblyanter og skabeloner til fastelavnsmasker frem. Johanne og en anden pige løb lidt til og fra, mens jeg sad i en lænestol ved et af de små borde og kiggede i et blad.
På et tidspunkt flyttede pigerne papir og farver hen til mig. Jeg overværede så følgende lille samtale:
Johanne: "Det er min mormor."
Leila: "Det er min far," idet hun henviste til malerbordet, hvor en ældre mand, med en flot hvid hårpragt, sad.
Johanne: "Jeg troede, det var din oldefar."

Faderen sad lidt væk, så jeg tror ikke, han hørte ordvekslingen. Jeg sagde ikke noget men tænkte, det var et lidt pinligt udsagn.
Johanne har flere gamle i sin familie. Fire bedsteforældre og to oldeforældre. Nu kun en, for oldefar Flemming døde for et par måneder siden, men oldemor Lilly er her stadig. Oldefar Hans døde for et års tiden siden, så hun er vant til at høre om oldefar.
Jeg kom til at tænke på, at en person engang antog mig for at være Henriks datter. Vedkommende blev meget, meget flov. Vi vidste da godt, der var stor alderforskel, og det var ikke noget issue for os. Det kom der bare lidt sjov ud af sommetider.
På samme måde havde faderen på biblioteket nok heller ikke noget problem med at være en ældre far til et mindreårigt barn.

En film-anbefaling og en bog-ditto.

Jeg har en veninde, der holder et vågent øje med biografrepertoiret, og på den måde bliver jeg gjort opmærksom på, når der er noget interessant for mig og for os.
For et par dage siden så vi filmen om den purunge Astrid Lindgren, fra tiden før hun slog igennem som forfatter. Hun var kun 18 år, da hun blev gravid med sin 30 årige chef på Vimmerby Tidende. Det var omkring 1926. For familien var det en stor skandale. Hun blev sendt til København for at føde og bortadoptere sin lille søn. Hun kunne imidlertid ikke give slip på barnet, der blev hos sin plejemor i flere år. Trine Dyrholm spiller en klog og hjertevarm plejemor.
Astrid arbejdede hårdt for at skaffe mulighed for at have sit barn hos sig.Han var seks år, da det lykkedes. Hun blev ikke gift med faderen.
Hvor er der sket meget godt i forhold til at være enlig mor. Ingen kvinder bliver set ned på eller udskammet, hvis de er alene med børn.
Vi lagde mærke til, at det udelukkende var kvinder, der sad i biografstolene den aften, vi var der. Det var måske tilfældigt. Men det er en film, der fortæller et stykke kvindehistorie. Selvom vilkårene var svære for den unge Astrid, er det også en glad og varm film.

Claus Dalby, hvis bøger om haver og blomster, jeg altid synes, er en stor fornøjelse at holde i hænderne og bladre i, har udgivet en bog om mad.
Som de store typer i overskriften siger, har han tabt sig rigtig mange kilo ved at omlægge sin livstil.
Bogen er fuld af skønne billeder.
Billeder af salater med ingredienser i vidunderlige farver og former. Grønsager og blomster.
Han er ikke blevet vegetar, men kød og fisk er nu tilbehør, og grønsager og salater er hovedretten.

Der er mange gode salatopskrifter, men mest af alt, så er den smækfuld af dejlige billeder.

Så her fra min udkigspost en torsdag aften vil jeg anbefale både bogen og filmen :-)

Når afløbet stopper ...

Pludselig var de to vaske her i lejligheden helt tilstoppede i formiddags, både i køkkenet og badeværelset.
Så træder et lejeprivilegium i kraft: Jeg ringer til viceværten som almindeligvis straks sender en mand afsted.
Men lige i dag havde de susende travlt - alle medarbejdere. Det er nemlig i dag, de skal tage imod og hjælpe de lejere, der i lang tid har været genhuset et andet sted, mens deres lejligheder er blevet renoveret.
"Hvis du overhovedet på nogen måde synes, det er rimeligt at vente til i morgen, så ville det være en stor hjælp. Hvis du har akut brug for at få gennemløb, så vil der straks komme en mand," lød det i telefonen.
Jeg tænkte "hvor svært kan det være - da jeg var barn, var det med vandpumpe på gårdspladsen."
Så jeg venter til i morgen. Toilettet fungerer, og det er fint.

Men det er alligevel svært at undvære det rindende vand. Jeg er blevet opmærksom på, hvor meget vand, der går til håndvask. Og når mad skal forberedes. Opvaskebaljen bliver hurtig fuld. Jeg har oftest hældt spildevand ud i haven i dag. Men hvad nu, hvis jeg boede på tredje sal? Så kunne jeg selvfølgelig hælde det ud i toilettet.
Jeg glæder mig til det bliver ordnet i morgen. Jeg skal til træning kl 9 og kan tage bad i Sportscentret.
Fra morgenstunden vil jeg gøre som Steen Steensen Blicher (1782-1848), der mente, at vand på kroppen var skadeligt. Han dyppede to fingerspidser i vaskefadet og duppede søvnen væk fra øjenkrogene. Siges der.

På mit havebord trives forårsblomsterne i det milde vejr, og krabbeskjoldet minder om varme sommerdage med bare tæer i sandet.

Hjemme igen med feriefotos.

Da jeg skrev mit indlæg om al den plastikaffald, der var skyllet op på stranden efter stormen for en lille uges tid siden, havde jeg ikke lagt mærke til Thisted kommunes initiativ:
En kasse med instruktion og opfordring til at samle affald op og lægge det i kassen.
Den lille sorte boks på venstre side indeholder plastikposer (ja, det kan ikke undgås) Men så vi behøver ikke at have poser med selv.
Det vil vi sikkert huske næste gang.

Det var en meget yndet beskæftigelse at samle sten på stranden. At finde de sten, der var bedst egnet til at male på.

I onsdags resulterede blæsten ikke bare i store bølger men også skumsprøjt langt op på stranden.

Ude i klitterne blandt marehalm vokser forskellige slags mos i grønne nuancer. Men også denne her lille fine, grå med røde "blomster."

Blomster er måske for meget sagt. De var overraskende med den røde farve mellem alle de grå og beige marehalm.







I min have er der knald på den gule farve. Erantis står og lyser med åbne ansigter mod solen. I dag har der været 10 graders varme.
Jeg er spændt på, om det er sådan vinteren skal være i år. Sidste år var der is på Almind sø fra d. 25. februar og næsten hele marts måned. Det kan nås endnu ...
Billedet er fra 26. februar 2018.

Grube sti.

Jeg er ikke specielt godt kendt i klitlandskabet omkring Vorupør. Det er min svigersøn derimod. Han går og løber rundt i terrænet, når de er der. Jeg blev inviteret eller opfordret til at gå med en tur på Grube sti. Jeg kunne jo altid gå tilbage til bilen, hvis det blev for langt.

Fra det sted vi parkerede, og indtil områdets højeste punkt, er der nok omkring 1-2 km. Men det er et meget kuperet terræn. Og meget smukt i al sin enkelhed.
Fra toppen går det brat ned i en kæmpe sandkasse.

Ungerne var vilde med at løbe op og ned ad skrænterne.
Jeg var vild med, det lykkedes mig at komme op ad stien og nyde udsigten til havet og til ungerne, der legede. Og at jeg kunne komme ned igen.

For to år siden i vinterferien var jeg i behandling med jackskinnen og kunne ikke gå ret meget. Jeg kunne heller ikke vide, hvor stabilt og bevægeligt mit ben ville blive på sigt.
Når jeg tænker tilbage, så er jeg meget taknemmelig for at mit knæ fungerer så godt. Jeg mangler det bageste korsbånd, men jeg oplever ikke ustabilitet.
Jeg tænker også tilbage på dengang for et år siden, da jeg var til afsluttende kontrol i forbindelse med forsikringssagen. Overlægen vurderede méngraden til 15. Men han ville sige til mig (udenfor referat) at han troede, mit knæ ville blive stærkere og mere stabilt med tiden.
Det fik han ret i. Jeg har også fulgt påmindelsen om ikke at stoppe med træning.

Frisk vind - og et affaldsproblem.

I går var der vindstyrke 14 her, og det var voldsomt. Jeg havde slet ikke lyst til at gå ned på stranden, da jeg ankom sidst på eftermiddagen i går.
Update: Det var ikke vindstyrken! Ellen gjorde opmærksom på, at den skala kun går til 12. Min datter mener, det var m/s hun talte om :-) Tak for info Mommer.

I formiddags var vinden løjet af og solen skinnede.

For flere dage siden var en død sæl skyllet i land.
Måske har den haft et sår i hovedet?
Nu er der ikke meget hoved tilbage, idet dyr eller fugle æder af hovedet, så der kun er en blodig masse tilbage. Tænderne er tydelige og Chr. ønsker så meget at få en sæltand. Vi prøvede at banke og slå med en stor sten, men de sidder godt fast. Vi manglede værktøj og handsker, og Christians mor vil ikke have, vi eksperimenterer med det.

Stormen havde efterladt en bræmme af tang, så langt vi kunne se.
Ikke bare tang og biologisk materiale, men der var fyldt med plastik i alle mulige afskygninger.

Det er noget svineri og et sørgeligt syn. Der må da kunne findes aftaler og løsninger nationer imellem, så havet ikke skal fungere som en affaldsplads.

Ny udstilling.

I sidste uge var vagtgruppen inviteret til omvisning på den nye udstilling på Silkeborg Bad. Det var spændende at få en grundig indføring i Jens Olesens private samling. Eller et lille uddrag af hans store samling. Efterfølgende blev vi budt på middag, og det er altid hyggeligt.

Jeg har faktisk været der både lørdag og søndag med to forskellige veninder. Jeg har det sådan, at kunstværkerne siger mig mere, jo flere gange jeg ser dem.
Hvis man er kunstsamler gennem et langt liv, som Jens Olesen, så siger et billede sikkert ham noget, så snart han ser det.
På udstillingen er der billeder fra Kina, Mongoliet og Nordkorea og adskillige danske kunstnere.

Portrættet her er malet af Michal Kvium for 16 år siden.
Jeg tænkte, at det er et meget elskværdigt portræt i forhold til de groteske billeder, jeg har set af Kvium. Hvis jeg ikke var blevet gjort opmærksom på det, havde jeg nok ikke opdaget, at der er sådan et lille uhyggeligt hoved i forlængelse af skyggen på gulvet oppe på den mørke baggrund.

Jeg kører til Vorupør om lidt for at tilbringe et par familiedage der. Ungerne har ønsket, at jeg laver boller i karry, så i går aftes lavede jeg kødboller, og karrysovsen vil blive lavet på stedet.
Måske bliver der en fin solnedgang?
Herfra er der stærk, kold sol, og det er der vist over hele landet.

Vinterbelysning eller julepynt?

I går gav jeg havregrødschipsene en tur mere i ovnen, og de blev sprøde og lækre. Jeg skal helt sikkert lave en ny portion med kardemomme og fint hakkede mandler, og så smøre grøden mere tyndt ud på bagepapiret.

Det er mere end 14 dage siden, jeg tog de nøgne grene fra ribesbusken ind.
De er sprunget ud for flere dage siden, og de holder længe. Jeg bliver aldrig træt af, at de så tydeligt viser med den hvide farve, at det er lys og lange dage, der skal til, for at de skal vise den flotte røde farve. Det sker ude i haven i april.

I går hjalp Christian med at tage stjerneguirlanderne ned fra de tre vinduer i stuen. Jeg har gået og sagt, at det ikke er julepynt. Det er vinterbelysning. Men jeg synes alligevel de har noget med jul at gøre, så de måtte jo ned. Nu er dagene også blevet lysere, og når jeg står op mellem syv og otte om morgenen, nærmest otte. er der ingen grund til stjernelys i vinduerne.
Jeg savnede dem med det samme og glæder mig til de skal op igen. Det bliver i november, når dagene bliver korte og mere og mere mørke.
Foreløbig glæder jeg mig over vintergækker og erantis. De blå scilla er også begyndt at titte frem.

Det var først i går ...

Det var først i går, jeg fik afprøvet den sprøde chipsagtige ting, der blev bagt, den dag før jul, da Projekt Nærmiljø indbød til juleklip og bagning.

Det ser mystisk ud på billedet, men det er havregrødschips.
I al sin enkelthed breder man havregrød ud i et tyndt lag på en bagepapirsbeklædt plade og bager det ved 180 grader i ca en halv time.
Da Christian smagte det, syntes han ikke, det smagte, som det gjorde den dag, vi først blev præsenteret for det.
Det synes jeg heller ikke.
Måske var min grød for tyk? Måske skulle der kardemomme eller kanel i? Jeg havde ikke en rigtig opskrift. Bare at havregrød skulle bages.
Det kunne jo være et sundt alternativ til kartoffelchips. Men for at det skulle ske, så skulle der arbejdes mere med det på mange fronter. Og det tror jeg ikke, jeg gør. Men nu har jeg prøvet.