Viser opslag med etiketten rejse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rejse. Vis alle opslag

torsdag, september 12, 2019

I Vinci

Mon der var et museum eller noget andet kulturelt, der kunne være interessant for børn der midt i den skønne natur og de gamle, charmerende middelalder-byer i Toscana??
Den søde receptionist på vores agriturismo-sted foreslog Leonardo da Vinci museet.
Leonardo var ikke bare maler. Han var videnskabsmand, ingeniør og opfinder. Han levede fra 1452 til 1519. På Museo Leonardiano i fødebyen Vinci er der træmodeller af hans maskiner og opfindelser baseret på tegninger fra hans notesblok, der er vist ved siden af. (Billedet er lånt fra museets hjemmeside)
Museet har til huse i The Conti Guidi Castle, en middelalderborg, som blev givet til byen Vinci i 1939.
Det viste sig ret hurtigt, at det ikke kunne fange børnenes interesse. Tre børn på 12, 8 og 5 år er også meget forskellige, og hvis bare den ene siger noget negativt, så smitter det de andre.
Vi gik rundt i området både ude og inde. Der var meget at se.
Jeg var især imponeret over de anatomiske tegninger. Han må have fulgt dissektioner meget tæt.
Han undesøgte knæleddet, der er et hængselled, som også kan rotere. Han fandt den muskel, der havde den retning og kraft, der skulle til for at skabe rotation. Måske har den viden kunne bruges i nogle af maskinerne.








Der var en stor plads udenfor, hvor denne her kæmpestore model var virkelig imponerende,

Der stod forskellige kunsthåndværkere og arbejdede og viste deres egne værker.

Vi kom slet ikke til det sted, hvor alle Leonardo da Vincis malerier er udstillet. Altså ikke de originale. De er spredt ud i verden og under streng bevogtning på kendte museer.
Men her var de alle samlet i kopi. Det kunne have været spændende at se.

Jeg tog en en overnatning for mig selv i San Gimignao for at se kirken og de historiske bygninger i den meget smukke by, der er på Unescos liste over verdensarv. Det vil jeg skrive om i et andet indlæg.
Johanne blev især optaget af manden, der var ved at lægge baggrundsfarve på et stort lærred.

Desværre skulle det tørre en time, før han kunne begynde på motivet, der skulle males med spray.
Vi fik lov at se skitsen.
Selvom vi gik rundt andre steder og kom tilbage igen, så var han ikke gået i gang.













Ude i byen i en carport så jeg bilen med det kendte motiv.
















På en cafe, hvor vi spiste lidt frokost, blev cappucino'en dekoreret på flotteste måde.

Vi kørte hjem til poolen. Den var nr. 1. :-)




tirsdag, september 03, 2019

Slut på blommesæsonen.

Blommesæsonen er slut hos mig for i år.
I dag har jeg plukket de sidste. Der har været overvældende mange.
Jeg har lavet lidt kompot og lagt an til blommesnaps med 15 halverede blommer overhældt med vodka, der skal stå to, tre måneder.
Og mange er kommet i fryseren.







Johanne synes, det er så spændende, når der er en lille orm. Og forleden dag var det ikke den sædvanlige hvide, men en lyserød.

Der har været mange dårlige blommer, men sådan er det vist hvert år.
Vi skal ikke plukke en blomme og straks bide i den. Den skal åbnes med en kniv for at se, hvad der gemmer sig i den.





Billedet her illustrerer, hvordan der næsten er mere 'fraklip', (til venstre) end der er noget, der dur.
De smager til gengæld rigtig godt.












Ved siden af mig stå en pakket kuffert. I morgen tidlig går turen til Billund for at komme med en flyver til Pisa. Vejret er meget varmt, kan jeg se. Mellem 25 - 30 grader.
Det bliver spændende.



















onsdag, marts 27, 2019

Sightseeing. Washington D.C. 2

Via hotellets reception havde jeg bestilt en guided tur til de klassiske seværdigheder i Washington. Til de monumenter og mindesmærker, der tit er i baggrunden, når tv-journalister rapporterer fra det store land.
Til min store overraskelse viste det sig, jeg var den eneste deltager på rundturen. Jeg havde fem timer sammen med en guide og en chauffør, og undrede mig over, turen ikke var blevet aflyst. Måske fordi firmaet lige havde fået ny ejer? Lige i første øjeblik fik jeg lidt 'præstationsangst' ved tanken om, at jeg ikke kunne stå ned bagest i gruppen og være lidt fraværende, men hele tiden ville være den eneste i første række :-)
Chaufføren hentede mig på hotellet og var i god tid, så han tog turen i langsomt tempo gennem ambassadekvarteret og Georgetown, den gamle bydel. Han var så vidende og fortælleglad. Da jeg sagde, at han da kunne være guide, svarede han, at han også overvejede at få licens. Vi skulle samle guiden op ved Arlington. Så snart guiden var inde i bilen, sagde chaufføren ikke et ord. Det var lidt mærkeligt, syntes jeg, men de havde selvfølgelig hver deres rolle. Chaufføren var en sort mand. Næsten halvdelen af Washingtons indbyggere er sorte eller brune, og der findes  kvarterer, hvor befolkningen lever i dyb fattigdom. Guiden var en hvid mand, der oprindelig kom fra Canada.
Arlington kirkegård gjorde et stort indtryk på mig og jeg tror, jeg laver et indlæg kun om det sted.


Det Hvide Hus er selvfølgelig et sted, der vises frem. Man kommer ikke tæt på. Der er mange bevæbnede militærpersoner. Nogle står på en fast plads. Andre bevæger sig rundt.  Der bliver hver dag demonstreret her på pladsen foran huset.
Regeringsbygningen på Capitol Hill er imponerende stor og meget smuk. Den har sin egen frihedsgudinde på toppen.

Der er en stejl trappe med mange trin op.
Det er her USAs præsident hvert fjerde år indsættes i embedet.
Der kan bookes ture rundt i bygningen. Vi var kun udenfor.















Herfra er den en fantastisk udsigt ned over The Mall, som er det område, hvor de fleste monumenter og mindesmærker ligger sammen med bredt udvalg af museer. Der er gratis adgang til alle museer.
Min tur var sådan en slags oversigt over de kendte steder. Hvis jeg havde haft flere dage, ville jeg være  kommet tilbage til nogle af museerne. Måske et enkelt eller to  :-) 
Der er to slags mindesmærker og monumenter, de fleste i marmor: de der hylder præsidenter gennem tiderne, og de der ærer soldater, der mistede livet i de mange krige USA har deltaget i.
Hvor Capitol-bygningen ligger i den vestlige ende af The Mall, så afslutter Lincoln mindesmærket mod øst.
Bygningen ligner et tempel med 36 doriske søjler. Bagest i rummet sidder Lincoln og stirrer ud over søen og hen til Washington Monumentet.










Jeg undrede mig over, hvorfor, der er så mange søjler, så man føler sig hensat til antikkens Grækenland?
Forklaringen er den, at da nationen blev grundlagt og de nationale institutioner blev etableret i perioden 1785 - 1815, lod grundlæggerne sig inspirere af de gamle demokratier i Grækenland og Rom, og det gav sig også udtryk i byggestilen.













Krigsmonumenterne gjorde et stort indtryk på mig.
.Her er det den lange vinkelformede væg til minde om de 58.253 soldater, der mistede livet i Vietnamkrigen. Vinkelformen symboliserer den meget splittede holdning, der var til krigen blandt amerikanerne. Navnene på de faldne soldater er selve mindesmærket.
Jeg troede først, der lå affald og tænkte det var mærkeligt, der ikke blev ryddet op. Det viste sig at være breve, billeder og blomster.
Nej, vi spiste ikke frokost undervejs, som jeg er blevet spurgt om. Vi havde ikke tid. Men der var vand og snacks i bilen. Det tog tid at komme fra det ene sted til det andet, selvom afstandene ikke var særlig store. Men trafikken var helt overvældende. Guiden fortalte, at han havde opgivet at have bil. Det tog for lang tid at komme frem. Han boede, så han kunne cykle og tage metro. Al indkøb foretog han via Amazon. Tøj og alting.
Jeg var tilbage på hotellet 14.30 og trængte til at slappe af med benene oppe efter at have gået 7, 6 km.
Om aftenen spiste vi på en indisk restaurant. Min favorit. Min datter spiste ikke meget. Hun var begyndt at blive sløj og havde ingen appetit.

Men nu er vi jo hjemme. Chr. og Johanne med forældre har været her og spist aftensmad efter svømning.
Jeg kommer næsten tilbage Washington, når jeg sidder og skriver så meget.
Først her i eftermiddagen begyndte den tunge fornemmelse i hoved og krop at forsvinde. Jeg håber, det holder. Min nabo fortalte, at hun havde jetlag i en uge, når hun havde rejst den vej. Det vil jeg gerne være fri for.
















































tirsdag, marts 26, 2019

Så mange nye indtryk. Washington D.C. 1

I går ved solopgangstid krydsede vores fly sydspidsen af Norge. Vi nød de smukke blå farver og nuancer af rosa og orange, mens månen stadig stod over flyets vinge.
Jeg tror ikke, jeg sov på den 7 - 8 timer lange hjemtur. I hvert fald var jeg irriteret over, jeg ikke kunne læse. Jeg ville ikke forstyrre min datter, for jeg troede, hun sov. Vi var hjemme ved 11 tiden, hvorefter jeg, godt træt, sov i tre timer. Resten af dage forløb uden træthed, og i nat sov jeg ni timer, men jeg er ikke rigtig på toppen i dag. Jeg føler mig så tung i hoved og krop. Det må være det, man kalder jetlag.
Det var en lang forklaring på ingenting - i hvert fald i forhold til de mange oplevelser, jeg har haft i Washington D.C. de få dage. Tre hele dage.
Jeg vil gerne skrive for at holde fast, men i dag bliver det kort.




Hotellet var kæmpestort. Alting var stort over there.
Vi boede på 7. etage på Omni Shoreham Hotel. Et gammelt hotel, der roser sig af, at adskillige præsidenter og kendte mennesker har opholdt sig her. Der er 800 værelser.
Psykologkonferencen havde 3.600 deltagere, der på forhånd havde valgt sig ind på forskellige workshops.
Min datter havde for nogle år siden været der og kendte konceptet. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed. Og der var en hær af frivillige til at guide deltagerne rundt til de forskellige lokaliteter. Det var virkelig også nødvendigt, fordi det var så stort.
Dagen efter, da det hele skulle begynde, og jeg havde tænkt, jeg skulle ud og kigge på byen, plask-styrtregnede det. Det var ikke så indbydende i min optik. Så heldigvis lykkedes det Linda (fordi hun kender kursusledelsen) at skaffe mig adgang til den workshop, hun skulle deltage i. Formiddagens foredragsholder var George Faller med The Power of Family Therapy.  Jeg tog en to-årig uddannelse i familirådgivning for 25 år siden, og det var så vildt at høre en virkelig kompetent familieterapeut.

Hotellet har en lille eksklusiv og dyr restaurant. Ikke mange benyttede sig af den.
Men hvad sker der, når mere end 3000 mennesker lukkes ud til halvanden times frokost? Jeg tror, de forskellige workshops havde pause på forskellige tidspunkter. Men der er mange folk, der myldrer ud til omkringliggende caféer og take away steder.
Der er lange køer og ingen siddepladser.

Så hvad gør man så?
Vi købte salat ToGo. Der er mange dejlige salater at vælge imellem.

Men tiden var knap. Vi boede på 7. sal og elevatorkøen var lang. Jeg mistede tålmodigheden en enkelt gang og gik både op og ned.
Alle stole og sofaer i lobbyen og andre steder var optaget.
Jeg gjorde som mange andre: satte mig på gulvet på den lange gang. Min datter valgte at stå op.





Jeg holdt eftermiddagen fri og slappede af på værelset.
Om aftenen spiste vi mexicansk mad. Alle mulige lande var repræsenteret i restauranter rundt om hotellet.

Nu er jeg klar til at gå i seng. Jeg har ikke sovet middagssøvn, selvom jeg havde lyst til det. Jeg må hellere komme ind i den danske tid igen, og så er jeg forhåbentlig mere frisk i morgen.
























mandag, marts 18, 2019

Med sved på panden.

I går aftes huskede min datter pludselig, at ansøgning om visum eller indrejsetilladelse til USA skal ske 72 timer før rejsen. Og eftersom jeg, i det her tilfælde, helt har lukket ned for den slags praktikaliteter, så gik jeg rundt i lykkelig uvidenhed. Lige indtil hun ringede og sagde, jeg skulle kommer derover medbringende mit pas.
Så sad vi med sved på panden og udfyldte formularen, for der var jo mindre en 72 timer til vi skulle rejse.
Tænk, hvis myndighederne havde en stor stak ansøgninger og havde brug for al den tid til sagsbehandling?
Det havde de heldigvis ikke, for i morges var der en mail i min indbakke med besked om, at min ansøgning var godkendt.
PHEW, siger jeg bare :-)
Jeg har læst, at pyyyh med lettelsen suk ikke bruges så meget mere :-)
Nu hedder det phew, når noget vanskeligt eller farligt alligevel ikke kommer til at ske.
Hvis man altså synes, der skal flere engelske udtryk og ord ind i det danske sprog. Ikke at jeg synes det. Det er bare lidt sjovt, som fremmedord sniger sig ind.
En ny uge er allerede i gang.

Jeg vil gøre et lille tilbageblik på ugen, der gik så hurtigt.
Ugens bedste måltid var hos min tidligere kollega, der bor i Ry. Hun laver dejlig, farvestrålende mad: selleritern og ditto søde kartofler bagt i ovnen. Ovnbagte rødbedetern. En salat af grønkål, spidskål og en masse granatæblekerner - og sikkert mere, som jeg ikke lige kan huske eller identificere på billedet. Et lækkert, mørt stykke kød var der også. Kødet har efterhånden fået status som tilbehør. Engang var det modsat.
Vi har det så hyggeligt, vi seks, der engang havde samme arbejdsplads. Kun én er tilbage på arbejdspladsen, to arbejder andre steder, og tre er pensionerede.
Det er altså pudsigt, at arbejdet og faget var det største samtaleemne engang. Nu berører vi det kun ganske lidt.


Ugens hyggeligste cafebesøg var på Cappuccio, der er flyttet fra en lidt afsides beliggenhed  ind i Nygade, Silkeborgs svar på et latinerkvarter. Altså hvis byen havde været gammel nok. Men eftersom den er fra 1848, kan de ældste gader nok ikke kaldes latinerkvarter. Men der er hyggeligt.

For tre - fire år siden flyttede en familie på tre, bestående af far, mor og en voksen søn, fra Sardinien til Danmark for at begynde et nyt liv.
Jeg ved ikke, om de kom fra restaurationsbranchen? I hvert fald har de nu et meget stemningsfuldt sted med salat, sandwich, kage og dejlig kaffe.
Billedet er fra facaden . Der er udover servering skiftende udstillinger. Lige for tiden, Peter Birks fotokunst.




Sådan et billede giver ikke det præcise indtryk, men der er gamle møbler, sofahjørne, reoler med bøger og blade og en lille scene, hvorfra der sommetider spilles musik.














Ugens kedeligste café var P Café i Bilernes Hus.
Jeg tilbragte en lille times tid der, mens en ny nøgle til bilen blev kalibreret (hedder det sådan?)
Der er et pænt udvalg af ugeblade, og der er wifi. Der er kaffe, rundstykker og småkager. Men det rundstykke, jeg fik, var smurt. Sikkert mens det var varmt, for det var bare fugtigt på overfladen af smeltet smør.

Nu sad jeg også var noget indebrændt over, at reservenøglen var forsvundet og havde været væk i fem måneder, og at en ny koster 2.500 kr.
Jeg bryder mig ikke om, at være uden reserve.
Og så var rundstykket oven i købet rigtig kedeligt.

Mattias var ugens Supermand i børnetandklinikken.
Han fik rgt. fotograferet et par tænder, og han satte sig i den røde rgt.stol uden at blinke eller protestere.
Da jeg var med ham for et halvt år siden, var han helt afvisende overfor alle tilgange og forslag fra tandlægens side, så det kom der ingen billeder ud af.
Jeg var meget spændt og inderst inde ikke særlig optimistisk i torsdags, men jeg skal da love for, han har udviklet sig siden.
Udover at personalet kaldte ham Supermand, fik han lov til at vælge, ikke bare en enkelt gave, men hele to fra gavekassen.
Han var glad, og det var jeg også.







Ugens søde og usædvanlige oplevelse var, at koret havde besøg af en gruppe på 18 børnehavebørn  og to pædagoger. Vores bestyrelse havde kontaktet børnehaven for at aftale noget syng-sammen. De ville gerne og sang deres fredagsmorgensang for os "Nu titte til hinanden de fagre blomster små". Vi sang "Jeg ved en lærkerede" sammen, og vi lærte dem den rytmiske udgave og  "Amen Siakudumisa" De var forbavsende hurtige til at lære sådan nogle uforståelige ord. Efter en lille times tid holdt vi pause og børnene spiste deres medbragte madpakker, inden de gik ud til bussen. Det var så hyggeligt. Børnene var tydeligvis glade. Der er en scene i vores øvelokale, og den ville de gerne stå på og synge igen til sidst. Jeg synes, det er godt, når børn og gamle kan mødes.

I mit nabolag er der tydeligvis udenlandske gæster i form af curlingspillere.
Den fine flagallé kommer til sin ret i blæsevejret.
Jeg har ikke været ovre i Sportscentret og har heller ikke hørt, hvordan det går. Jeg følger ikke meget med i sport i radio og tv, så jeg ved ikke, hvor stor bevågenhed sådan et verdensmesterskab har i pressen? Men det fremkalder vist ikke overskrifter.








Storebror Marcus er fyldt 12 år, og han blev fejret af familien i lørdags. I søndags havde jeg tre venner fra meget gamle dage til brunch. Og sådan sluttede en travl og dejlig uge.
I dag har jeg fået anskaffet en adapter til USA, så vi kan holde vores elektronik i funktion og lige pludselig er det snart, vi skal afsted.

fredag, oktober 26, 2018

Det har noget med browser at gøre.

For mig fungerer elektroniske dimser bedst (eller kun), hvis der ikke ændres noget, og alt går, som det plejer.
Jeg har i flere år brugt Safari som min browser. Faktisk er en Mac vist nok født med den? Jeg har ikke opfattet, hvis Safari har udsendt et budskab om, at de ikke understøtter blogspot.com mere? Måske har de, uden jeg har set det? Måske er der en opdatering, jeg ikke har foretaget?
I hvert fald blev jeg overrasket og irriteret, da jeg ikke kunne svare på kommentarerne her på bloggen. Jeg kunne heller ikke lægge en kommentar hos andre bloggere på blogspot.
Min svigersøn havde nævnt, at det nok havde noget med Safari at gøre.
Først for nogle dage siden prøvede jeg på min hp computer, der har Google Chrome. Og vupti, så fungerer det.
For mig har det været en 'dræber' ikke at kunne kommunikere hverken hos mig selv eller andre. Så er der ikke så meget ved at blogge. Nu vil jeg se, om jeg ikke kan finde min blog-spirit igen.
Det er li'som lidt svært at komme i gang med at skrive om de små hverdags-oplevelser og observationer.
Men jeg har et stort honningdepot gemt (som Peter Plys siger) i marts næste år. Jeg skal til Washington DC i nogle dage. Sørme ja. Anledningen er, at min datter skal deltage i en konference, og jeg tager med. Jeg plejer at spørge mig selv, hvorfor jeg ikke tager med til København, når jeg afleverer hende ved flyveren i Karup. Nu tager jeg med. Jeg er meget spændt. Har aldrig været over there. Hvad skal jeg mon lave? Jeg er jo på egen hånd i løbet af dagen. Men Omni Shoreham Hotel har både træningscenter og pool :-) Og jeg har god tid til at læse om seværdigheder inden. Receptionen kan sikkert hjælpe med råd og vejledning. Jeg ved fra min dag i København, at jeg ikke skal forvente, jeg traver gade op og gade ned. Men jeg ved allerede, at der kun er 100 m til nærmeste metro. Jeg elsker også at bo på hotel, så det skal jeg selvfølgelig nyde.

I går havde vi gang i bogstav-puslespillet.
Christian var meget optaget af det, og det blev lagt flere gange.
Jeg synes, der er en stor kvalitet i at sidde med brikkerne i hånden.
Ikke at forklejne de spil og bogstavlege, der findes på iPad. De er helt sikkert udmærkede, men det er som om vi snakker bedre om det, når vi sidder og leder og flytter om på brikker.
Synes jeg.
Måske er det en mormor-ting at have den mening :-)

mandag, juni 11, 2018

På falderebet.

Aj, hvor er det koldt i dag. 13 grader, da jeg åbnede terrassedøren i morges, og så blæser det oven i købet også.
Jeg lukkede skyndsomt døren. Det er som en drøm langt borte, dengang døre og vinduer bare stod åbne. Og ude var inde, og inde var ude. Men det er ikke længere tilbage end i går morges og de seneste uger.
Jeg vil have det igen.
Nu skal jeg finde varmt tøj frem. Jeg har et luksusproblem, for jeg har gået i kjole den seneste måned, og det elsker jeg. Skal jeg nu presse mig ned i et par lange bukser?  Og hvad skal jeg have med til Solskinsøen? Vejrprognoserne siger, at det kolde vejr går udenom Bornholm.
Min veninde har lige skrevet, at solen skinner hos dem, så jeg tager et par kjoler med :-)

Mit billede er fra fire år siden, da jeg var der i november. (min veninde vil ikke optræde på de sociale medier)

Jeg har altid en stående invitation, og sidste år da der var folkemøde, blev invitationen intensiveret.
Men jeg var for præget af min knæskade et halvt år tidligere, så det kunne jeg ikke.
Det er forresten dejligt for mig at vende tilbage og læse på bloggen, hvordan juni 2017 var for mig. Jeg glemmer jo at lægge mærke til, hvor meget mere jeg kan nu. Både når det handler om bevægelighed og træthed, så har jeg det mærkbart bedre.

Men jeg var lidt for sent ude til at bestemme mig, så da jeg i begyndelsen af maj var klar til at købe billetter, var rejsemulighederne lige omkring folkemødet
 udsolgt. I dag var en mulighed, og jeg kan komme hjem fredag. På den måde får jeg åbningsdagen, torsdag, med og lidt af fredagen. Det bliver spændende. Men jeg glæder mig nu til de to første dag, da vi bare selv finder på, hvad vi vil. De er meget gæstfrie og hyggelige at være sammen med, mine kære venner, som jeg kender helt tilbage fra Kemplertiden  1995-97.
Men nu vil jeg gøre mig klar til at køre til Karup. Måske kan jeg ikke lade være med at blogge undervejs :-) Det vil vise sig ...

tirsdag, oktober 11, 2016

Tidsoptimist.


Jeg kørte min datter til flyveren i Karup i går morges.
Vi nåede det liiige.

Jeg stod lidt og kiggede.
Pludselig kom en ung mand hæsblæsende.
Han snakkede med personalet ved tjek-ind-båndet, og det så ud, som om han blev gjort klar til at gå ud.

Men han vendte brat rundt og råbte til den unge kvinde med det lille barn på armen "Jeg kommer ikke med."

Det må bare være så ærgerligt.

Måske hørte familien til Tidsoptimisterne - de der tror, der er god tid. I modsætning til Tidsrealisterne. Jeg læste en artikel om det.
Hvis man nu er en tidsoptimist, så er det ikke rart at få at vide "Du kommer altid for sent." Det er meget bedre med "Du er også sådan en tidsoptimist."
Karup Lufthavn får snart navneforandring. Det er besluttet, at den skal hedde Midtjyllands Lufthavn.
Med en beliggenhed mellem Herning og Viborg er den kvalificeret til navnet.
Og det nye navn vil sikkert tiltrække flere kunder. Mange ved nok ikke, hvor Karup ligger.
Det er et dejligt sted at starte sin rejse. God plads i cafeen og ingen lange køer.
Måske bliver der en anden passagertæthed med det nye navn.


Det er gået hurtigere med at få det gamle navn streget ud, end med at få det nye op.

tirsdag, august 23, 2016

Hjemme igen.

Hvor var det dejligt at sove, til jeg vågnede i morges. Hvis man kan kalde 8.30 for morgen? Der er nok nogle early birds, der vil kalde det formiddag.
Selv om jeg nyder de store morgenmadsbuffet'er, vi har fået undervejs, så er det dejligt at komme hjem til min egen enkle morgenmad med te og yoghurt med frugt og hakkede mandler. Og ikke mindst med god tid.
Vi har haft et stort og spændende program med interessant indhold. Det betød, vi skulle være klar til at gå ud kl 9. De to morgener kl 8. Så det er i særlig grad dejligt at bare sidde her. Min datter kom forbi til en kop kaffe, efter hun havde afleveret børnene.
Jeg holder mest af hverdage. Hvad var det nu, han hed? Jo, DanTurell.
Men jeg er ikke færdig med Luther og oplevelserne endnu.

Da jeg kom hjem i går aftes, var der en dejlig hilsen på køkkenbordet med blomsterbuket, chokolade og knækbrød.


Nu vil jeg tage mig en kop te mere
- inden græsplænen skal klippes ...

Det er iøvrigt for vådt til det lige nu, så jeg kan sagtens vente.

fredag, august 19, 2016

En varm dag i det tyske.

På sporvognen stod der "Francke setzt Luther in bewebung."
Jeg nåede lige at læse teksten i farten. Vi var lige ankommet til Halle og skulle besøge De Franckeste Stiftelser.
I 1695 grundlagde August Hermann Francke stiftelsen som et børnehjem for forældreløse børn. Det blev med tiden et omfattende kompleks med skoler, børnehospital, trykkeri,
bibliotek, plejehjem og universitet. Francke var teolog og pietist, som er en retning indenfor den protestantiske kirke, der lægger stor vægt på socialt arbejde. Han kom fra en handelsfamile. Farfar var købmand og borgmester i Kiel. Hans far var jurist. Den baggrund gjorde, at han havde stor flair for fundraising, som det hedder i dag. Han byggede og udviklede stort. Efter de 40 år i DDR regime var det hele ødelagt, men mange kræfter er gået sammen om at genopbygge stedet. Det var meget interessant og noget, jeg ikke kendte i forvejen.
Luther var den intellektuelle reformator, der udtænkte de store ideer og holdt de medrivende taler. Han brød med den katolske kirkes mange gerninger. At man kunne købe aflad. Afladshandelen var en  en stor indtægt for kirken. Tanken om at folk kunne batale sig fra skærsilden, var Luther inderligt imod. Det handlede kun om tro. Ikke om gerninger.
Et par hundrede år senere satte Francke Luthers tanker i bevægelse med tanken om, at ud af troen udspringer der gerninger. Teksten på sporvognen gav god mening.
Vi spise frokost i universitets kantine.

Maden var god gammeldags stuvet spinat, kartofler, grønsager og stegt, paneret torsk.

Der blev øset op til os med den store ske.
Det smagte godt.









Nu er det slut med eneværelse. Jeg må hellere slukke lyset. Min roommate har lagt sig til at sove.

torsdag, august 18, 2016

Fra Thüringen til Sachsen.

Udsigten er fra Ägidienkirche-tårnet på Krämerbrücke i Erfurt. 129 stejle trin op til udsigsplatformen. Anstrengelserne var det hele værd.
Det var en flot oplevelse at stå der og nyde udsigten ud over byen og markerne omkring.
Kirketårnene til venstre er byens domkirke. Til højre for den, meget tæt på, ligger St. Severin. To katolske kirker, som er byens vartegn.
Vi besøgte de to samt den protestantiske Augustinerkirke.

I Luther-sammenhæng er Augustinerklosteret interessant.
Det var mens Luther studerede ved universitet i Erfurt, at han flyttede ind i klosteret og dermed modsatte sig faderens ønske, om at se sin søn som jurist.
I tiden som teoligistuderende og senere som præst, blev Luther opmærksom på den undertrykkelse og manipulation, kirken udøvede over folk, som ikke forstod, hvad det handlede om. Det blev magtpåliggende for ham at reformere kirken.
Det hører vi mere om, når vi kommer til Wittenberg.

Imens hører vi, hvad Luther betød i sin samtid. Han var et middelaldermenneske. Dybt præget af sin tid, som slet ikke ligner vores.  Vi hører om, hvilken betydning hans tekster havde for de kompositioner, Bach arbejdede med 200 år senere, og som lige siden er blevet spillet og lyttet til med stor glæde. Og om Luthers tanker har betydning i det samfund, vi har i dag? Meget interessant.

I dag er vi flyttet til Leipzig og har ikke hørt om Luther, men om die Wende.
Die Wende - genforeningsprocessen mellem Østtyskland og Vesttyskland. Vi har været i Nicolaikirken, hvor den fredelige revolution havde sit udgangspunkt gennem mange måneder i form af mange forskellige grupper, der deltog i fredsbønner. Kulminationen var en demonstration med 70.000 mennesker, der gik med levende lys i hænderne.

Vi har været på Stasi-museum, der dokumenterer de forfærdelige levevilkår med aflytning, angiveri og brutalitet.

Vi har været på et museum om 2. verdenskrig.

Jeg tog den hurtige rundgang de to steder. Det er svært at se.
Jeg beundrer tyskerne, at de holder de sår, som blev skabt under krigen, så åbne. De prøver ikke på at skjule noget.
På Stasi-museet var der en afdeling henvendt til børn.

Det er ikke elendighed det hele.
Vi får lækre middage på hotellerne. Jeg er overrasket over standarden.
Vi har hyggelige kaffe- og frokostpauser undervejs.


















Europas næstældste kaffehus ligger i Leipzig.








I aften var der slet ingen usikkerhed med hensyn til mig og et værelse. Jeg fik uden videre udleveret en nøgle.
Nu bor jeg på 4. sal med udsigt til banegården og en livlig traffik af sporvogne. Når jeg holder vinduerne lukkede kan det næsten ikke høres. Her er aircondition. Det var en fornøjelse uden lige at træde ind i et køligt rum efter en varm og solrig dag.


onsdag, august 17, 2016

Sol og varme i Thüringen.

I går flyttede vi fra Eisenach til Erfurt.
Vi er i hælene på Luther og J.S. Bach.
Luther var 15 år, da han blev sendt hjemmefra for at bo i huset hos en familie og gå i gymnasiet i Eisenach i 1498.
Huset er nu indrettet som museum.
Mange år senere i 1521 tilbragte Luther nogle måneder igen i Eisennach i skjul på borgen Wartburg, som er en særdeles velbevaret, gammel ridderborg.
Luther var blevet en meget lærd mand og oversatte det ny testamente til tysk i løbet af 11 mdr.
Det blev meget revolutionerende, idet borgerne aldrig havde forstået de latinske remser i kirken.

Johan Sebastian Bach er født i Eisennach i 1685 - muligvis i det hus, der nu er museum. I hvert fald har nogle af Bach-familien boet der - måske ikke den lille Johan?
Vi fik en fin indføring i nogle gamle musikinstrumenter med smagsprøver på nogle af Bachs kompositioner, bl.a.  på det lille orgel, som krævede en medhjælper til at træde på pedalen.
Museet viser også, hvordan en velstående familie levede på den tid. Der er mange steder placeret lyttestationer, hvor man kan tage høretelefonerne på og lytte til Bachs musik.

Eisenach lever sikkert godt at turister, der kommer for at se Lutherhaus og Bachhaus og ikke mindst Wartburg.
Byen og omgivelserne ligger smukt i sig selv omgivet af grønne marker, skove og bløde bjerge. Der er idylliske bindingsværkshuse, centrum er let at overskue, og der er et hyggeligt torv.
Vi flyttede dog efter én overnatning og ankom til Erfurt sidst på eftermiddagen i går.
Der var værelsesbøvl på hotellet. Ikke fra hotellets side. Men rejsebureauet havde sat mig sammen med en deltager, der hjemmefra havde betalt for enkeltværelse. Det dur selvfølgelig ikke, så da alle havde fået nøgler udleveret, gik receptionisten i gang med at finde et værelse til mig. Heldigvis var der et meget stort og fint værelse ledigt. Rigtig stort. Med toilet og badeværelse adskilt.
Ikke at jeg havde brug for det, men jeg har været meget godt tilfreds med de to nætter her.
Nu bliver det spændende at se, hvordan det bliver i Leipzig i morgen.
Om ikke andet kan jeg vel sove i bussen. ;-)

mandag, august 15, 2016

Efter en lang dag i bus.

Det overrasker mig, at en næsten 12 timers bustur kan gå så forholdsvis - eller føles så forholdsvis hurtig. Men sådan har det været i dag.
Vi er ankommet, har fået en dejlig middag, gået en lille bytur, og nu er jeg i seng.
Jeg er kommet med på et afbud og kunne ikke vælge eneværelse. Det accepterede jeg. Men på hotellet viste det sig, at der alligevel var et værelse, jeg kunne få for mig selv.
Det er vist ikke så rart for dem, der har betalt i dyre domme for et eneværelse. Måske får jeg en efterregning?
Her er aftenluften blød og lun. Som på en af de meget sjældne sommeraftner - alt for sjældne, vi har derhjemme.

Aftenstemning i Eisenach.

søndag, august 14, 2016

En irriterende tastefejl ...

Jeg går og pakker sammen til en uges ferie i Tyskland. Da jeg for nogle dage siden så en toilettaske på dealhunter, tænkte jeg, at den var praktisk og billig.

Jeg synes den er smart, fordi den er forholdsvis høj. Den har net-inderlommer langs kanten, så man kan se, hvad der er i dem.

Og en praktisk, nem lukning. 99 kr.


Jeg lagde ikke mærke til, der var en lille label med en tekst på. Jeg tror ikke engang, jeg kan læse det.


Men da jeg modtog den i går, blev det meget tydeligt, hvad der stod - eller hvad der skulle have stået.
Jeg kan rigtig godt lide, når der er bogstaver eller ord på noget.
F.eks. har jeg en stor dug med nogle italienske ord på. Jeg har også nogle gardiner med bogstaver vævet ind, så man næsten ikke ser det.
Jeg har oven i købet en kjole, hvor der rundt om et mønster i nederdelen står en sætning.
Jeg har haft en frakke, hvor der stod printet et budskab i foret.

Alle de eksempler for at sige, at det med ord og bogstaver betyder noget for mig.

Så forestil dig lige, hvor træls det er, at der ikke står WIND BLOWS!
Det ville da i det mindste rime på
RIVER FLOWS.

Jeg gider ikke sende den tilbage. Jeg har pakket toiletting i den, og den er rigtig god.
Men ...
Måske pakker jeg om i morgen? Den irriterer mig. Jeg siger til mig selv, at det er en lille ting, så den kan jeg leve med.
Jeg skal på studietur med Teologi, som jeg har været flere gange før. Det er altid spændende og turen går til Lutherbyerne: Eisenach, Erfurt, Leipzig og Wittenberg. Vi skal bo fire forskellige steder. Det er jeg ikke vild med. Jeg kan godt lide at falde til et sted i flere dage, men det bliver sikkert fint.
Med eller uden stavefejl. Eller tastefejl er det vel.


onsdag, maj 04, 2016

Tulipaner i millionvis.

I dag har solen skinnet, og der loves fint vejr i hele Kr. Himmelfartsferien.

For en uge siden var dagen også fuld af sol og farver. Det var den dag, vi var i Keukenhof Blomsterpark.
Keukenhof er i år åben fra 24.03. til 16.05.
Parken er løgproducenternes udstillings'vindue'.
Jeg ved ikke, hvordan områderne er fordelt, men de grønne skilte med firmanavne står over alt.

Der må være et samarbejde om, hvordan der disponeres over de forskellige områder.

Beplantningen virker smukt afstemt og harmonisk.
Der er mere end 7 millioner tulipaner, påskeliljer og hyacinter på 32 hektar.
Det er overvældende at gå der. Det ene smukke scenarie afløser det næste i et væld af farver og dufte.


Perlehyacinter er plantet, så det ser ud som et vandløb gennem parken. Det er så flot.

Vi boede i Hoorn, en lille hyggelig by 33 km nord for Amsterdam.
En dag var vi lidt længere nordpå. Ude på bondelandet, hvor der dyrkes grønsager, men mest af alt lige nu, tulipaner.
Nogle tulipaner høstes til buketter. Jeg fik indtryk af, at størstedelen var til løgproduktion. De tulipaner, der skal sælges som løg, bliver høstet tidligt på den måde, at hovederne klippes af og kasseres. Tulipanbladene får så lov til at visne ned, så al kraft går til løget.
Vi var på en flot tur med veterantog gennem tulipanmarkerne.

Bagsiden af tulipan-eventyret er, at der sprøjtes massivt. Der sprøjtes før, under og efter blomstring. For svamp, skadedyr og alt muligt.
Folk i den hollandske tulipanindustri lægger hovederne i blød for at udvikle stærke, robuste løg. Man er godt klar over, at det ikke er holdbart at sprøjte så meget.
Jeg købte et par poser løg, der er kuldebehandlede. Det betyder, at de kan sættes i jorden nu og blomstre om fire uger.
Lige nu kan jeg nemlig se, hvor der er plads blandt de tulipaner, jeg allerede har. Det er spændende, om det virker.
Mit sidste billede er et kig ud over en tulipanmark, hvor sprøjtemaskinen er i brug, inden hovederne klippes af blomsterne.

fredag, april 29, 2016

Kolde og regnfulde Amsterdam.

Jeg er glad for, jeg har været i Amsterdam et par gange før, da vejret dengang viste sig fra sin pæne side, hvad jeg ikke kan sige denne gang.
Amsterdam centrum er hyggelig og idyllisk med kanaler og smalle huse med smukke gavle.
Det var dog svært at få øje på i mandags.

Kanalrundfarten foregik i en en overdækket båd, mens regnen silede ned.


.Vi havde dog stadig fine udsigter og fik gode forklaringer på de steder, vi passerede.






Det var straks værre, da vi begyndte at vandre rundt. En del af gruppen foretrak straks at gå hen til pandekagehuset, hvor vi skulle spise frokost.
Jeg gik med på byvandring.
Her er vi udenfor Amsterdam Bymuseum.

Det var mere end svært at fotografere i regn og blæst med en paraply i hånden.

Vores guide var en dansk kvinde, der har boet i Holland i 30 år.


Hun havde selvfølgelig stor viden om hollandske forhold og var dygtig til at formidle videre til os.



Et motiv, der er meget typisk i Amsterdam, er cyklerne der står langs kanalerne.
Der arbejdes tydeligvis på at skaffe parkering til cyklerne.
Jeg blev imponeret over det her store cykelparkeringshus i flere etager.
Hvis man ikke ved det, er det nok ikke til at se det.
Men der er tæt pakket med cykler i huset til højre.

Jeg kom hjem igen i går aftes.
Fem dage går hurtigt. To dage til ud-og hjemrejsen. Jeg havde forestillet mig, at den lange bustur ville blive frygtelig kedelig og lang. Den var lang. 9-10 timer. Men tiden gik forbavsende hurtigt, og der var mange pauser undervejs.
Det var en fin tur med mange oplevelser, og hyggelige mennesker i gruppen, hvoraf et vennepar var dem, jeg kendte i forvejen.
Der kommer billeder med farver senere. Den dag vi var i Keukenhof, var vi heldige. Solen skinnede og blomsterne strålede.