fredag, marts 31, 2017

Travl fredag og weekendplaner.

Den længe planlagte weekend tilbringes i Stauning sammen med gode, gamle venner. I går var jeg tæt på ar aflyse, men natten gav ny energi.
Om lidt kommer Mattias og hans mor. De er i børnehaven for at hente Chr. Så kan jeg lave en portion pandekager, min datter kan bære haveaffald til kompost og drengene kan lege.
God weekend.

torsdag, marts 30, 2017

Den frihed var stærkt overvurderet.

Min nyvundne frihed med at køre bil selv, viste sig at være stærkt overvurderet i dag.

Jeg besluttede, at aflyse patientbefordringen og køre selv til rgt. og lægekontrol i Viborg. Sidste gang jeg var i parkeringshuset ved hovedindgangen var for et år siden, da Johanne var syg og lægevagten henviste til børnelægerne i Viborg. Det var om aftenen, og der var god plads i parkeringhuset.
Det billede havde jeg i hovedet, da jeg ankom og kørte ind for at finde en plads. Der var fuldstændig fyldt op. Også i gaderne tæt på. Da jeg havde cirklet rundt nogle gange og tiden nærmede sig for rgt., blev jeg lidt panisk og tog en af de fire ledige invalid-p udenfor hovedindgangen. Det er jeg ellers stærk modstander af. Jeg ville kunne gå tilbage mellem rgt og lægekontrol og flytte bilen.
Da jeg kom tilbage sad der selvfølgelig en seddel i forruden.
I mellemtiden havde jeg fået at vide, at der findes et stort parkeringshus med 9 dæk.
Det er forbundet med sygehuset med en bro, der munder ud i 4. etage.
Så afsted med mig, og jeg måtte helt op på 8. dæk, før der var en ledig plads.
Jeg sendte venlige tanker til flextrafik og de hyggelige snakke, jeg havde haft med chaufførerne.

Kan man befordre sig selv, skal man det. Men afstanden til og fra p-mulighederne må ikke overstige mine evner. Men jeg kunne jo have orienteret mig hjemmefra.

Lægekonsultationen bragte mig ikke i godt humør. Rgt. viste, at det lille brud var helet. Det har heller ikke generet mig.
Men de kliniske test viste, at ledbåndene er løse, som de var fra begyndelsen. Overlægen mente, det ville have været mere udtalt, hvis jeg ikke havde haft Jack skinnen i de otte uger.
Konklusionen er, at der skal trænes meget. Han sagde, hvis jeg holdt pause f.eks. ved forkølelse eller influenza i 14 dage, så ville jeg mærke tilbagegang i knæet.  Jeg skal blive ved og altid træne tre gange om ugen!!
Det synes jeg er et hårdt program.
Fysioterapeuten var meget presset på tid i dag og kunne ikke give mig træning, så jeg fik en sidste tid på mandag. Hun skriver en henvisning til kommunal genoptræning. Nu er jeg spændt på, om der er ventetid hos dem.

Men trods alt, så går det jo bedre og bedre. Og det tror jeg også, det vil blive ved med. Det var bare lidt nedtur at høre.
Så pyt med de 510 kr, selv om jeg altid synes, at p-bøder og fart-bøder er sådan nogle ærgerlige penge at slippe, fordi det kunne være undgået.




onsdag, marts 29, 2017

Udkast til opslag.

Jeg laver lige et lille opslag - tralla-la-la.
Min svigersøn mener ikke, det appellerer til mænd.

Men jeg fandt jo ud af, at der er et firma, der hedder Havekonerne.
De har travlt og tager ikke nye kunder ind.


De meget tilfældige linier hænger sammen med, at jeg ikke ved, hvordan de opstod og heller ikke ved, hvordan jeg sletter dem.

Nu kommer opslaget op at hænge et par steder, og så ser vi, hvad der sker.
Hvis der sker noget.

Jeg har haft rengøringshjælp sidste gang i dag. Det var russiske Olga. Hun var dygtig.
Ud af de fire rengøringsdamer, jeg har haft, kunne to gøre rent, og to kunne absolut ikke.
Det er lidt underligt.


Chr og Johanne har været her sammen med forældrene, der medbragte pizza. På et tidspunkt fik jeg behov (gæt hvorfor) for at fortælle, hvordan det var, da jeg var barn. Da skulle børnene være stille og ikke snakke, når de voksne sagde noget. Børn skulle ses, men ikke høres. Det syntes Chr., var det mest underlige, han havde hørt. Min datter spurgte, om ikke det havde været svært? Det tror jeg ikke. Jeg kan nok ikke huske det.

I morgen skal jeg sidste gang til Viborg sygehus. Til rgt og til konsultation hos overlæge Steffen. Og til behandling hos fysioterapeuten. Det bliver nok lidt vemodigt.



tirsdag, marts 28, 2017

Et lille skridt tilbage ...

Jeg har prøvet det før, at opdage næste morgen, at gårsdagens aktiviteter oversteg det, mit knæ havde godt af.
Sådan var det i morges. Og det betød, jeg droppede min plan om at gå over i Sportstcentret igen i dag.
I stedet nød jeg at blive inviteret på cafetur.

Det var oven i købet varmt nok til at sidde udenfor i solen.
Med et tæppe omkring knæene.












Sidst på eftermiddagen samlede jeg igen lidt visne staudetoppe. Og glædede mig over denne her tidlige tulipan, der var sprunget ud som  årets første.

Jeg har snakket i telefon med et medlem af Y-men klubben.
De har en haveservice, hvor deres løn går til velgørenhed.
Men som han sagde, manden i telefonen, så var de ved at blive gamle og tog ikke nye haver ind, og man skulle iøvrigt også være medlem af deres klub eller forening.

I morgen vil jeg sætte et opslag op i vores lokale brugs.

mandag, marts 27, 2017

De fem bedste - og en lidt træls ting.

Det bedste i dag:

1. At rabarberne allerede har foldet et lille blad ud og flere knopper er bristefærdige.

2. At jeg har spist frokost sammen med Ingrid på en af cafeerne nede på Papirfabrikken. Jeg fik en brunchtallerken, og den var anrettet på en lækker måde med mange forskellige velsmagende ting.
Cafeen hedder Valsen, fordi det var her, papiret kom gennem valsen, dengang der blev fremstillet papir på stedet.

3. At jeg kom til at cykle meget længere end planlagt, da jeg var til træning i Sportscentret. På cyklen ved siden af mig, sad en meget velttalende (talende) herre, der underholdt mig med sine tidligere sportspræstationer udi maraton og triatlon. Det var ganske vist en del år siden, for han var nu 88 år.

4. At jeg kom forbi datter og svigersøns snart færdigbyggede hus, mens køkkenfolk var ved at montere køkkenet.

5. At vejret blev varmt og solrigt i eftermiddags, selv om det ikke var forudsagt.

Den lidt trælse ting i dag har været, at de tre havefirmaer, (det ene hedder havekonerne) jeg har ringet med i dag, ikke har tid til at tage nye kunder ind.
Måske kan jeg også selv over tid. Jeg kan i hvert fald mere og mere. Sidst på eftermiddagen samlede jeg lidt visne staudetoppe. I stedet for trillebøren, som jeg ikke kan trille med, blev det puttet i en stor plastiksæk. Så kan min datter sikkert bære det op til kompostpladsen, når hun kommer på fredag.

søndag, marts 26, 2017

En længere køretur ...

I går kørte jeg frem og tilbage til Aarhus. Længste køretur siden december. Og det føltes slet ikke, som om jeg har haft tre måneders pause.
Jeg er blevet færdig med det blå bed under blommetræet, og det er for alvor blevet tydeligt for mig, at jeg må have fat i en havemand til resten.
 - Forhåbentlig kun for en tid.

I gammel tid kaldte man de tre blå løgplanter for de små blå drenge.

Den blå scilla, snepryd og den blå perlehyacint.
Perlehyacinten er en anelse senere end de to andre og er ikke sprunget ud endnu.



Jeg har passet Chr og Johanne hjemme hos dem et par timer, mens forældrene havde travlt i kælderen.


Inden de gik, hjalp Johanne sin mor med at hænge tøj til tørre.


Hvor er det skønt, at små børn er så hjælpsomme.

Det er som om hjælpsomheden forsvinder, når de bliver større.
Men på et tidspunkt kommer den igen.






Senere sluttede Mattias og hans forældre sig til, og alle var en tur i Indelukket, hvor drengene i lang tid legede i de store rhodondendron buske, der har klatrevenlige grene.

Jeg glæder mig over, jeg kan være med.
Det er begrænset, hvor langt jeg kan gå. Jeg får tiltagende ondt i knæet, jo længere jeg går. Men det er trods alt meget bedre, end det har været.




fredag, marts 24, 2017

En længere gåtur.

Igen en dejlig forårsdag med solskin.

Da jeg var i Viborg i onsdags, havde jeg medbragt Jack skinnen, fordi jeg mente, jeg var færdig med at bruge den. Fysioterapeuten syntes imidlertid, jeg skulle tage den med hjem igen og bruge den, hvis jeg ville gå længere ture og arbejde i haven.
Det råd er jeg glad for. Jeg har brugt den både i går og i dag, mens jeg arbejdede på det blå bed, som allerede i dag er lidt mere blå.
Jeg havde den også på, da jeg gik  en længere tur ned i skoven for at kigge efter anemoner.
Sidste år var de sprunget ud i fuldt flor på det her sted et par dage tidligere. I dag var der bare knopper.

Jeg ved, at anemoner har blomstret i flere dage andre steder, men ikke her i mit nærområde.








Mirabellatræerne er heller ikke så langt fremme med blomstringen. Kun de allerførste er sprunget ud, men det varer ikke længe, før de står som hvide skyer mod den blå himmel.










Jeg gik ud til campingpladsen.

Anløbsbroen ser sølle ud og flagstangen er pivskæv.

Kanoer og kajakker må kun lægge til her, hvis de tjekker ind på campingpladsen


Jeg står med ryggen til campingpladsen.

Når jeg vender mig om, ser der sådan ud:
Skilte fortæller, at man ikke bare kan tage stranden i brug.
Mon det er lovligt? tænker jeg.
Det var en dejlig gåtur. Jeg får lidt ondt i knæet, men ikke mere end det kan accepteres.

torsdag, marts 23, 2017

Havearbejde og træning.

Haven, fuld af forår, kaldte på mig hen på eftermiddagen.
Så bevæbnet med nogle af de lange haveredskaber og en stol, gik jeg i gang med at smukkesere det blå bed.

Det er utroligt, så hurtigt sådan et bed i græsplænen bliver flosset i kanten. Jeg har hakket kanten af, men i morgen vil jeg sætte en snor omkring blommetræet og udmåle en cirkel, for jeg synes ikke beddet er cirkelformet. Jeg plantede ekstra løg sidste efterår og er lidt skuffet over, at det ikke er blevet et blåt tæppe, der dækker jorden.
Måske vokser det mere til i løbet af nogle dage.

Jeg var heldig, at en nabo inviterede til te på sin terrasse, så jeg blev nødt til at stoppe op. Der var gået mere end den halve time, jeg havde bestemt mig for. Faktisk var der gået det dobbelte, og jeg var helt træt.

I formiddags havde jeg en aftale med en instruktør i Sportscentret. Det er så længe siden, jeg har gået der, så jeg havde brug for at få genopfrisket brugen af nogle af redskaberne.
Siden sidst, jeg var der, er inventaret skiftet ud. Den helt store forbedring er, at det nu er meget let at skifte positioner.

I forhold til de øvelser, jeg får af fys i Viborg, så kan jeg styrketræne arme, ryg og mave her. Og cykle. Jeg kan tydelig mærke, jeg har tabt kræfter af de tre måneders 'hviletid'.
Jeg fortsætter selvfølgelig med fys øvelserne herhjemme. Jeg fik nogle nye i går, hvor jeg skal bruge en elastik om benene som modstand. I næste uge bliver jeg afsluttet i Viborg. Det er jeg ikke vild med, men så er det spændende, hvordan det kommunale genoptræningstilbud er.
Det bliver dejligt ikke at skulle til Viborg. 35 km. Da jeg nævnte det for mine venner fra Svolvær langt oppe i Norge, måtte de minde mig om, hvor store afstande de lever med. Og ja, vi lever i et miniput-land. ;-)

tirsdag, marts 21, 2017

Vi nåede det ikke ...

Vi nåede ikke badeturen :-) Eller også var det, fordi vi ikke prioriterede den?

Mine gæster i dag, venner fra ungdomsdagene, som siden da har været bosiddende i Nordnorge, ankom ved frokosttid.

Jeg var sprunget over, hvor gærdet var lavest, idet jeg havde bestilt færdigsmurt smørrebrød.

Det har været en super hyggelig dag, og det har været sjovt, hvordan vi har snakket, som om vi bare fortsatte en samtale, vi havde for et par dage siden.





Efter frokost var vi ude på Silkeborg Bad, hvor jeg ikke har været i flere måneder. Jeg tog Jack skinnen på og en stok med, fordi jeg regnede med, jeg ville være på benene i flere timer. Det var jeg også, og det gik godt. Jack skinnen er let at tage på udenpå strømpebukser, som jeg har brugt en del i den sidste tid. Neopren bandagen er svær, fordi den er så stram. Men det er ikke sværhedsgraden ved at montere bandage, der skal bestemme, hvilken af de to, jeg skal bruge mest. I næste uge er de 12 uger forbi med Jack skinnen, hvor den, de sidste tre uger, skal bruges ved gang og arbejde. Når jeg bare går rundt herhjemme, har jeg ingen form for støtte på knæet.

På Silkborg Bad er der bl.a. en udstilling af Erik Moseholms værker.

Der er mange meget smukke skulpturer af menneskekroppen i forskellige stillinger.

De tre dansende kvinder er lidt mere kuriøse. Men de er let på tå.


En anden udstilling er fra Gotland med overskriften Øen som inspiration.

Mine gæster var på Gotland sidste sommer  og fik her genopfrisket den oplevelse.

Lone er selv udøvende kunstner. Hun fremstiller sine egne jordfarver.


Da Kunstcentret allerede lukker kl 16, kunne vi ikke nå at drikke kaffe der, så vi kørte ind til Papirfabrik-området og rundede dagen af på en cafe.
Vi kunne så heller ikke nå at bade.

Jeg låner et par af Lones billeder fra hendes udstilling i Kabelvåg sidste år.


mandag, marts 20, 2017

En vild plan ... (??)

20. marts for et år siden.
Jeg har mine tanker om, hvorvidt jeg kommer i vandet inden sommeren begynder?

Det er som om jeg er lidt nervøs for det. Men knæet tager jo ikke skade af koldt vand, så det ...

I morgen får jeg besøg af et vennepar, der bor i Lofoten. De er på tur i Jylland og kørte først hele vejen ned langs vestkysten med ophold og overnatninger undervejs.
Så tværs over nede ved Tønder - og nu op langs østkysten med et stop ind i landet til mig.
De er vinterbadere.
Jeg har ikke sagt noget, men måske ville det være en god ide at prøve en kold dukkert af sammen med dem??

Først og fremmest skal vi en tur ud på Kunstcentret. Jeg kan ganske vist ikke vise dem rundt, som min datter sagde, da jeg fortalte hende min plan. Men jeg kan sende dem i forskellige retninger, og så kan jeg sætte mig i cafeen, når jeg bliver træt.

Jeg har cyklet fem min. i Sportscentret i dag. :-)

søndag, marts 19, 2017

Kondicykel eller ej ...

Jeg var lige ovre at snuse til luften i Sportscentret, der ligger et stenkast fra mit køkkenvindue. Der var engang, jeg trænede flittig , men det er efterhånden længe siden.
Der var ingen personale i dag, men jeg tog nogle minutter på kondicyklen.

Mine overvejelser går på, om jeg skal låne mig frem til sådan en, eller anskaffe en? Den er nemlig uovertruffen til at træne min knæskade på.
Men den fylder meget og er grim at se på.
Jeg vil prøve at være disciplineret, købe et abon. og gå derover to, tre gange om ugen.
Det vil også give mig mulighed for at rykke i nogle af apparaterne, selv om det kom til at kede mig sidst, jeg gik der.



De to fætre, mine børnebørn, går til gymnastik søndag formiddag, så jeg stak hovedet indenfor og kiggede lidt på dem og alle de andre børn.

Det er så dejligt at se, hvordan de allesammen gør sig umage og samtidig har det sjovt.
Der er mange børn på holdet og mange 'stationer' med hjælpere, der tager imod, støtter, eller giver et lille skub.
Der bliver lavet fættersjov i køen.



I eftermiddag har der været hyggelig fødselsdagsfejring for bonus-Marcus, der fyldte 10 år for nogle dage siden.

lørdag, marts 18, 2017

En lille bytur.





Første gang jeg var i den nye p-kælder, var der kun få andre biler.

Jeg var mystificeret over betalingsautomaten, hvor man skal skrive nummeret på bilens nummerplade.

Der kom også en kvittering ud, som jeg lagde i forruden.






I dag var kælderen næsten fyldt op.

Der var personale ved betalingsautomaten.

Så kunne jeg endelig får svar på mit spørgsmål: Hvorfor nummerpladenr?
Det er, som Lene skrev, fordi parkeringsvagter så bare kan scanne bilens nummerplade og derved få oplysninger om betaling.

Men hvorfor så kvittering?
Den er til at putte i mine gen lomme, så jeg kan huske, hvornår tiden udløber.

Torveområdet, som er loftet på kælderen, er under behandling af adskillige brolæggere, som lægger de flotteste brosten. De havde dog fri i dag.
De havde ikke tænkt på, hvordan de sluttede fredagens arbejde. De havde slet ikke tænkt på, at der kunne komme en person gående med en stok.
Solen skinnede, og jeg er ved at vænne mig af med at kigge ned for at se, hvor jeg sætter stokke og ben.

Pludselig var det, som om stokken forsvandt ned i et hul.
Det gjorde den rent faktisk også.
Men jeg mistede ikke balancen.
En kvinde, der kom gående imod sagde, at hun havde været klar til at gribe mig, for hun havde set det.
Heldigvis blev der ikke brug for det.




Der var også kaffe hos min datter og leg med Johanne inkluderet i min lille bytur.


Snart flytter de til et dejligt hus, og så er det slut med denne her udsigt ned over Langsø.







I går aftes var jeg sammen med den lille gruppe tidligere kolleger, som jeg ses med hver tredje måned. Jeg havde fået tilbud om at blive hentet, men jeg synes, det går godt med at køre. Koblingen føles ikke så hård mere, og der var ikke mere end 6-8 km. Jeg var indstillet på at tage tidligt hjem, men det blev ikke nødvendigt. Jeg havde ikke neoprenbandagen på. Det havde jeg til gengæld i dag nede i byen, og det var også nødvendigt. Der skal ikke så lang distance til, før jeg får ondt i knæet.

torsdag, marts 16, 2017

De tre bedste ...

Dagen efter, jeg har været til træning, har jeg det for det meste rigtig godt i mit knæ. Sådan var det også i dag. Det var først ud på morgenstunden, jeg vågnede ved at det gjorde ondt. Efter to panodil zapp sov jeg et par timer igen. Når jeg så får taget hul på dagen, handler det om ikke at overdrive.
Det har jeg jo prøvet.
Nu sidder jeg her i aften og tænker, at jeg vist har klaret den balance godt.

Jeg har taget neopren bandagen i brug. Den skal sidde stramt, og jeg føler, den støtter godt. Men den gør ikke noget godt for muskelkraften og bevægeligheden i knæet, så jeg skal kun bruge den, når jeg går udenfor.

Lige nu kan jeg ikke forestille mig, jeg tager Jack skinnen på igen. Jeg tager den med i en pose, når jeg skal til fys i næste uge, tror jeg.

Blandt de tre bedste i dag er, at:

1. Det går rigtig godt med mit øvelsesprogram, som hver uge bliver udvidet med flere øvelser. Jeg går i gang, inden jeg står ud af sengen med de øvelser, jeg gør liggende. Min morgenmad incl. en stor kande te bliver indtaget med computeren som selskab. Jeg får tjekket, hvordan venner nær og fjern har det, og evt læst aviser fra i går færdig. Når det er gjort - efter et par timer! - handler det om de siddende og stående øvelser med vægt på bevægelighed, stabilitet og balance. Mit knæ kan bøjes 115 grader (jeg er godt tilfreds mod de 90 grader i Jack skinnen) Der mangler 10 grader i, at det kan strækkes helt. Det er svært at arbejde med strækket, men det bliver lettere, når hævelsen fortager sig noget mere.
Hvis det her morgenprogram lyder træls og besværligt, så er det ikke sådan for mig. Jeg hygger mig, og har mange flere handlemuligheder end for bare 14 dage siden.

2. Det dejlige vejr fristede til at tage fat i havehandskerne. Der er så meget mos i både bede og græsplæne, så jeg angreb et lille hjørne med vintergækker og mos.
Jeg fik fjernet noget mos og var fornuftig nok til at holde op igen efter 20 min., selv om der var meget mere at gå videre med.

Måske skal jeg have købt en masse spagnum, eller hvad det hedder for at forbedre jorden?
Måske skal jeg have fat i en havemand?

Min nabo kom forbi og mente, jeg så helt normal ud.
Det er ikke det værste at få at vide.


3. Sidst på eftermiddagen indtog jeg sammen med Chr. og hans mor årets første Okkels-is. Byens bedste is efter italiensk opskrift. Vi sad ude, men trods de 15 graders varme på et tidspunkt i dag, så blev det alligevel for koldt, og vi rykkede indenfor.
Men foråret er her. :-)




Efter de mange gule erantis og de hvide vintergækker, elsker jeg de skønne lilla krokus.

onsdag, marts 15, 2017

Den bedste oplevelse i dag.

Den suverænt bedste oplevelse i dag var træningen hos fysioterapeuten i Viborg. Det bliver så tydeligt sammen med hende, at jeg har gjort fremskridt. Men jeg er også flittig med at lave øvelser hjemme. Jeg fik mange nye øvelser og udfordringer. Bl.a. var jeg på motionscyklen for første gang. I første omgang kunne jeg slet ikke komme rundt, men efter lidt lirken frem og tilbage lykkedes det. Jeg var i gang næsten en time (cyklen var kun 5 min.), så jeg var godt tilfreds med mig selv.

En sjov ting ved turene til Viborg er den måde, jeg kommer derop på. Når man ikke kan transportere sig selv til sygehuset i egen bil eller offentlig transport, kan man blive befordret på regionens regning med Flextrafik.
Det er ikke sjovt, at vi oftest er flere, der skal med samme bil og at passagerne ikke nødvendigvis bor på den lige vej fra Silkeborg til Viborg, men at vi skal både til højre og venstre ude i landområderne, og det derfor varer dobbelt så lang tid, som hvis jeg kunne køre selv.
Det sjove eller interessante er de forskellige chauffører, og de er virkelig forskellige. I dag var ham på udturen fra Somalia og havde boet her i mere end 20 år, så jeg hørte om hans fire børn.  Ham der kørte hjemturen, var fra Iran og havde boet her siden 2001. Han havde været konkurrencesvømmer på eliteplan, da han var ung. Han var ingeniør og hans uddannelse var godkendt her i landet, men han kunne ikke få arbejde. Chaufførjobbet passede ham godt, fordi han mødte så mange mennesker. I sidste uge var der også en mand fra Iran. Han var uddannet revisor og havde boet her i fem år med sin kone og 12 årige datter. Datteren fik høje karakterer og var meget dygtig i skolen og så spillede hun cello. Den anden chauffør i sidste uge var dansker. Han havde været aupair dreng i London i to år, da han var ung, og det kunne han fortælle meget om.
De fleste chauffører, jeg har mødt, har haft anden etnisk baggrund end dansk. Jeg har kun kørt med den samme person to gange. På grund af den skinne, jeg har på benet, har jeg haft forsædeplads, og så er det lettere at komme i snak, end hvis man sidder på bagsædet. Jeg har været ude for en dansk chauffør, som ikke ville sige andet end ja og nej, og så holder den samtale hurtigt op.
Det må være virkelig irriterende at være chauffør og være indlagt til folks snak, hvis man heller vil have fred og ro.
Jeg lyder som én, der ikke kan tie stille. Det kan jeg faktisk godt. :-)
Jeg skal til Viborg to gange mere. Måske kan jeg køre selv d. 30. marts?

I haven spirer og gror det. Mon ikke jeg snart kan komme ud og fægte med en rive eller noget?

tirsdag, marts 14, 2017

De ti bedste ...

Jeg synes, det er noget af en rutchebane-tur med mit knæ. Mest rutcher det ned, fordi jeg har ondt i det. Men som min datter sagde, så kender jeg forløbet fra mit arbejdsliv. Det er bare som om, jeg har glemt det nu, da det handler om mig selv.
Men jeg er ikke nede hele tiden, og jeg kan sagtens remse ti gode ting op, der skete i dag.
Count your blessings, som man siger på engelsk.

1. Min nabo ringede. Hun er én af de hjælpsomme mennesker her på vejen. Hun ville gøre mig opmærksom på et godt tilbud i Netto.
2. Min datter ringede, mens hun var på vej. Jeg har ikke håndfri tlf. i bilen, så det er ikke et samtalerum for mig. Men de ringer iøvrigt tit begge to, når de kører fra et sted til et andet. Det synes jeg er rigtig hyggeligt.
3. Jeg har haft rengøringshjælp i dag. Anita, den sødeste og bedste, mest grundige jeg har mødt. Jeg er visiteret til tre måneder og er begyndt at tænke nu efter to måneder, om jeg skal overtage det selv?  Men hvorfor skulle jeg egentlig sige det fra før tid? spørger jeg mig selv.
4. Min veninde på Bornholm ringede. Vi snakker tit i telefon. Hun følger nøje med i min situation. Vi skal ses om tre uger til det årlige sommerhustræf i Stauning. Jeg håber, jeg kan køre så langt til den tid.
5. Jeg kan køre bil. Det er en dejlig frihed at få igen.
6. Jeg var på biblioteket i dag for første gang i næsten tre måneder.
8. Endelig kom den bog, jeg har ventet på længe. Det var lige før, jeg ville have købt den af utålmodighed.  Den unge historiker Jimmy Munk Larsen fra Vorupør har skrevet en bog om den gamle kirkegård. Begravet i Klitten, hedder den. Han har på en virkelig spændende måde foldet mennesker  og deres liv ud. Fra 1850 til 1925. Jeg har stået og kigget på de gamle gravsten og undret mig. Nu har jeg fået svar på mange spørgsmål, og selv om jeg ikke er færdig med bogen, så ved jeg allerede nu, at jeg vil købe den.
9. Begge piger ringede og sagde godnat for lidt siden.
10. Grenene, jeg plukkede i torsdags, er sprunget ud med dejlige hvide blomster.

Og så undrer jeg mig over et par ting:

1. Hvorfor skal man indtaste bilens nummerpladenr. ved betalingsautomaten i den nye parkeringskælder??

2. Hvorfor skal jeg træde så hårdt på koblingen? Er koblingen blevet træg, mens min datter har lånt bilen? (Nej, jeg ved godt, jeg har mistet muskelmasse og ikke har så mange kræfter (endnu) som før)

3. Hvorfor kan jeg ikke overføre billeder fra min tlf. til computeren? Det har fungeret.

Jeg skal til fysioterapeut på Viborg sygehus i morgen. Det glæder jeg mig til.

mandag, marts 13, 2017

Hyggeligt at komme ud og handle.

Det er nu alligevel dejligt, som jeg kunne i går at komme ud og handle selv.
At kunne se på varerne, mærke på dem og undersøge sidste salgsdato.

I denne her periode, da jeg har været låst fast herhjemme, har jeg været meget tilfreds med at få varer leveret fra nemlig. com
Jeg har handlet på den måde tre gange.
Der er et meget stort udvalg, og varerne bliver leveret dagen efter på et selvvalgt tidspunkt.
Man skal købe for mindst 400 kr. Prisen for levering svinger efter hvilket tidspunkt, man ønsker. Jeg har betalt 29 kr om eftermiddagen. Man betaler også for de plastikposer, varerne bliver leveret i. De har en meget ukurant størrelse. 72x50 og ingen bærehank. De bliver ikke taget retur. Chaufførerne taler ikke nødvendigvis dansk, men de skal kunne tale engelsk.

Jeg har især været imponeret over så friske grønsager, blomster og frugt har været. Der har været en enkelt 'kiks', idet jeg fik en måltidsalat på sidste salgsdato. Inden jeg nåede at reklamere næste formiddag, blev jeg ringet op af en kundemedarbejder, der undskyldte. De havde opdaget, at salaten ikke levede op til de to dage før sidste dato, som er deres målsætning. De ville straks overføre de 38 kr til min konto.
Dengang jeg ikke selv kunne komme ud, var jeg overbevist om, at jeg ville forsætte med at handle på den måde. Det er jeg ikke så overbevist om mere.
Når nu jeg selv kan køre og gå lidt mere, så er det også hyggeligt at komme ud i butikkerne.
Der er også noget meget klima-uvenligt i at få leveret sine hverdagsvarer fra et stort lager i Brøndby og få det kørt over det halve kongerige, inden det lander hos mig.
Jeg er heller ikke vild med plastikposerne, som er den gennemsigtige plast. Jeg har spurgt, om det er let nedbrydeligt, men medarbejderen kunne bare sige, at det var godkendt til fødevarer. Det er sådan set lige meget, for alting er pakket ind.

Men ikke desto mindre så kan jeg godt forstå travle familier, der vælger at handle på den måde. Og det var perfekt for mig dengang.
Det kan da også godt være, jeg vil vende tilbage engang imellem.

I dag har jeg haft skinnen på, da jeg var ude, og allerede nu har jeg ikke så ondt i knæet. Jeg skal lære at finde ud af det. Og ikke overdrive.

søndag, marts 12, 2017

Et skridt frem og to tilbage ...

Efter en vellykket debut uden Jack skinne hos fysioterapeuten i onsdags, gik jeg en tur med skinnen for at plukke mirabellegrene  om torsdagen.

I fredags var jeg  bare ude på gaden og havde ikke skinnen på.

Jeg havde besøg af de to fætre, og mens de var med Mattias' mor på fodboldbanen. lavede jeg kakao og piskede flødeskum.
Det er altid populært.


Jeg havde det godt med mit knæ, og det var nok derfor jeg helt overvurderede min evne til at gå uden skinne i går.


Lørdagsvejret var med sol og blå himmel fra morgenstunden.
Jeg gik en lille tur uden skinnen og fotograferede hasselbusken med den lillebitte røde hunblomst og raklerne som hænger så dekorativt og spreder støv.
De er hanblomster og på den måde er hasselbusken selvbestøvende. Og til efteråret vil der være hasselnødder.
Jeg synes, det er så spændende at kigge på, men jeg er heller ikke allergiker. Det er en hård tid for pollenallergikere.

Efter min lille gåtur tog jeg bussen ned til byen og fik ordnet et par ærinder, mens jeg nød torvehandlen, der er rykket ned i Østergade så længe torvet er under ombygning.

Hjemme igen gjorde jeg klar til at min seng kunne flyttes ud og en anden flyttes ind.
Hos min ene datter havde de en seng, de ikke havde brug for, som jeg gerne ville have. Hos min anden datter ville de gerne overtage min gamle seng, så vi havde gang i noget flytteri. Jeg løftede ikke noget, men støvsugede og vaskede gulv. Jeg hentede pizza og gik på den ene og den anden måde mange skridt. Uden skinnen. Jeg tror, jeg glemte den i travlheden og samværet med små og store.
Den aktivitet kom jeg til at betale for med smerter i nat og i dag. Jeg har taget det meget med ro og er vist rykket tilbage til start.
Men sidst på eftermiddagen tog jeg skinnen på og gik en lille tur.
Jeg ville prøve at køre bil i dag. Overlæge Steffen siger, at når jeg kan træde et trin op med hele vægten på benet, så er det stærkt nok til koblingen. Og det har jeg kunnet siden i onsdags.
Jeg beholdt skinnen på og kørte ned i byens nye parkeringskælder. Stor, flot lys parkeringskælder, som jeg havde helt for mig selv. Og adgang til Føtex med elevator. Så bliver det ikke lettere.
Men jeg skal øve mig i at være tålmodig og ikke ville så mange ting.

Hvad mon det er for et træ,  jeg kom forbi i dag, der har rakler, røde blomster og små grankogler?
Update: Tak Eva og Ellen som kender elletræet. :-)

torsdag, marts 09, 2017

Det spirer og gror.

Blandt mine billeder dukkede det her op fra 9. marts 2014.
Dengang blomstrede mirabellatræerne på Langsøstien.

Blomstringen kommer senere i år, kan jeg se.

Efter en god 2. nat uden Jack skinnen (jeg var kun vågen kortvarigt og registrerede, at det gjorde ondt i knæet, men ikke mere end jeg kunne sove videre) så gik jeg en tur i formiddags. Det er meningen, jeg kan bruge skinnen, når jeg går lidt længere ture. Ikke at jeg skal gøre det. Men jeg valgte at tage den på.
Der var ingen blomstrende grene i dag.
Jeg tog nogle af dem med knopper med hjem, så nu varer det ikke længe, før jeg har hvide blomster i stuen.

Det gik godt med at gå, men det var en lettelse at tage skinnen af, da jeg kom hjem, og jeg tog den ikke på igen, da jeg senere i eftermiddags var i biografen.

Vi så filmen Kongens Valg, der handler om den politiske situation i Norge i begyndelsen af anden verdenskrig. Jesper Kristensen spiller rollen som den gamle konge på en  fremragende måde.
Det er lidt pudsigt, at broderen til danske kong Kristian d. 10 blev konge i Norge i 1906. Han forlangte, at det norske folk skulle stemme om, hvorvidt de ville have ham som konge. Det ville de.
I Stortinget i Norge er der sommetider (jævnligt) afstemning om, om landet skal være en republik eller et kongdømme.
Selv om der også er en del republikanere her i landet, så bliver der (endnu) ikke på samme måde stillet spørgsmål til relevansen af kongefamilien.

onsdag, marts 08, 2017

Nu uden skinne ...

I otte uger har jeg set frem til i dag.
Det vil sige, det var faktisk otte uger siden, jeg fik Jack skinnen på, i går. Men fysioterapeuten havde først en tid til mig i dag. Hun havde derfor sagt, at jeg godt selv måtte eksperimentere med at begynde at gå uden skinnen, hvis jeg havde mod på det.
Det gjorde jeg i går aftes, og det gik rimelig godt. Der var ikke så meget gele i benet, som jeg havde frygtet. Jeg gik også i seng uden Jack skinnen.
Den er jo et værre skrummel, men den seneste uge har jeg kunnet sove på både den ene og den anden side, uden at det gjorde ondt.

Derfor var det også mærkeligt, at jeg vågnede i nat og havde smerter på det sted, hvor det var værst i begyndelsen.

Jeg måtte op og finde panodiler og det endte med, jeg tog skinnen på igen.
Om det var panodil eller skinnen, der hjalp mig til at falde i søvn igen vides ikke.
Men i dag hos fysioterapeuten har det ikke gjort nævneværdigt ondt. Jeg har gået forlæns, baglæns og sidelæns og gjort balanceøvelser på et ben og gået på trapper på helt normal vis. Uden skinnen. Uden at holde i noget. Det føles godt at komme under kyndig vejledning.
Jeg fik skinnen på efter behandling, men med opfordring til at tage den af, når jeg kom hjem. Det har jeg gjort, så nu er det spændende, hvordan natten vil gå.
Men jeg føler mig optimistisk det meste af tiden.
Det er noget solidt materiale, der har siddet stramt så både min lægmuskel og lårmuskel er svundet tydeligt.

Jeg har syntes, den var så tung, men i dag da jeg vejede den, viste det sig, at den kun vejer 1/2 kg.

Jeg vil nok stadig bruge den, når jeg skal udendørs.
Men ikke i morgen eftermiddag, da jeg skal i biografen. Den del af skinnen, der er til højre i billedet, ligger bagpå låret, og det gør ondt at sidde på den i sådan en films tid.
Jeg bliver hentet af Ingrid. Det er jo luksus. Snart vil jeg prøve at køre bil igen.

mandag, marts 06, 2017

Med bybussen.

Jeg har indtaget nyt land i dag.
Noget så banalt som at tage bussen ned til byen. Det er kun to stoppesteder, som jeg før 22 dec., kunne gå på 10-15 min.

Det er mere end to måneder siden, jeg har været nede på Torvet.

Der ser meget kaotisk ud for tiden.

Parkeringskælderen er lige taget i brug.

Nu arbejdes der på at anlægge en torveplads.







Jeg tror, det bliver en flot plads, og med parkeringspladser midt i byen, bliver det nemt at komme til butikkerne.

Lokalpolitikerne taler om at få flere kunder og turister til byen.
Det vil nok lykkes med de nye tiltag.

Jeg nød at kunne gå rundt med bare en stok.
At få et par råd hos fotohandleren vedr. mit kamera.
At gå på apotektet og at foretage lidt småhandel i Føtex.
Tænk, at noget så hverdagsagtigt  bliver så specielt, bare fordi jeg ikke har kunnet gøre det i lang tid.
Hurra for hverdagen!

søndag, marts 05, 2017

En våd søndag.

Regnen bevirkede, at naboens træ blev smukt pyntet med dråber i dag.


Mattias og Chr. var her sammen med deres mødre, da de var færdige med gymnastiktimen.

De finder hurtigt ind i fantasien og bygger og leger forskellige roller.

Nu er der kun tre nætter tilbage med Jack skinnen!!
Den generer mig mest om natten, men selvfølgelig også om dagen.
Så det bliver godt at blive færdig med den.

fredag, marts 03, 2017

Vinterferieoplevelser.

De fem dage i sommerhus gik utrolig hurtigt, og inden jeg fik set mig om, var der gået endnu et par dage herhjemme.
I går var jeg i Viborg til fys. behandling. Det gør virkelig noget godt for mit ben. Det føles meget lettere. Nærmest svævende - hvad det dog ikke er med den stramme skinne.
Onsdag i næste uge skal jeg til Viborg igen og begynde at træne og øve i at gå uden skinnen. På tirsdag er det helt nøjagtigt otte uger siden, jeg fik den på, så da må jeg godt tage den af og selv prøve mig frem. Det bliver spændende.

Vejret var regnfuldt og stormende de sidste dage i februar i Vorupør, men 1. marts klarede det op om eftermiddagen. På billedet her ses de sørgelige, synlige dele af Havbadet. Det vil sige, der er slet ikke noget havbad. Det er helt fyldt op af sand. Som en lokal mand, jeg vekslede et par ord med, sagde: "det kunne vi da godt have sagt dem." Læs dem som arkitekt og ingeniør.

Nogle timer, et par af dagene, blev tilbragt i Thisted. Familien gik i svømmehal, og jeg blev sat af ved en cafe, hvor jeg hyggede mig med aviser, computer og kaffe, indtil de andre sluttede sig til, og vi spiste frokost sammen.

Jeg fik også afprøvet mig selv i supermarkedet, der ligger lige overfor cafeen. Jeg kunne nemlig godt gå med en indkøbsvogn og besluttede mig for at købe ind til middagen.
Det blev til en grydesteg med kogte kartofler og gulerødder og brun sovs. Og en færdigsnittet råkostsalat.
På kødet stod er, det skulle simre i en til to timer. Vi spiste efter to timer, men jeg var skuffet over, så meget vi skulle tygge. Det kunne snildt have brugt en time eller to mere.










Der blev også spist is i Vesterhavscafeen, som holder åbent lørdag og søndag her om vinteren.

Når man er to år, kræver det stor koncentration at håndtere en isvaffel, men det gik godt.

Mens det stormede, kunne vi sidde lunt inde og nyde udsigten. Der var oven i købet også et par surfere at holde øje med. (den lille sorte prik til venstre)

Vi havde stort set stranden for os selv.

Ikke fordi vi var der så længe.

Det var pivkoldt den dag.

Det var godt, jeg kom med!
At jeg kom ud og blev luftet.

Det var dejligt at være så meget sammen med børnene, som jeg ikke har set så ofte, som jeg plejede før d. 22. dec.