fredag, oktober 31, 2014

Er det egentlig realistisk ...?

Er det egentlig realistisk at tro, at vi kan følge Fødevarestyrelsens råd om at spise 600 g frugt og grønt om dagen? Eller 6 stk?
I artiklen, jeg linker til, er der god forklaring og flere opskrifter.

Jeg tænkte,  jeg ville prøve at veje de ingredienser, jeg brugte til en frokostsalat i dag.

Den består af et par håndfulde salatmix (som Kvickly tit sælger i en bakke med 75 g, økologisk for 10 kr)
Der er fint snittet spidskål i, et lille stk groftrevet selleri, en gulerod i små tern, en håndfuld grofthakkede mandler, og drys af granatæblekerner og selvfølgelig olie, eddike, salt og peber.





Denne her portion, som er rimelig stor, vejer kun 200 g. Jeg er ikke ude i at regne på kalorier eller alle de sunde ingredienser, der er i råvarerne.

Hvis jeg nu skulle tælle antal stykker, så bliver det vel 3? 1 stk gulerod, 1 stk selleri, et stk spidskål, og så tæller jeg ikke salatmix og drys med.

Nå, det er sådan set lige meget.
Jeg synes, vi er heldige, vi har så rigelig adgang til madvarer. Hvordan kvaliteten er, og hvordan dyrene lever, er en helt anden snak. Der er nok grund til at være kritisk, men det er der heldigvis nogle, der tager sig af.
Granatæblerne er billige for tiden. De er smukke at se på, og sådan et stort eksemplar har kun kostet 10 kr.
Min glæde over varer, der kommer langvejs fra, er lidt blandet, fordi jeg ved, det belaster miljøet at fragte herligheder, der vokser i varme lande hertil.



tirsdag, oktober 28, 2014

Dagen derpå.

I går kiggede vi på billeder.
Johanne var med til at vurdere kvaliteten. ;-)
Det var en dejlig dåbsdag med hende som hovedperson. Ikke at hun gjorde væsen af sig. Hun var stille og rolig og sov meget af tiden, mens vi spiste og hyggede os.

Tipoldemors kaffestel gjorde sig godt som bordpynt.


fredag, oktober 24, 2014

Så er det da godt, jeg gemte dem ...

Jeg har kopper, mine forældre fik i bryllupsgave. Jeg har også kopper, der har tilhørt min farmor.
Sommetider spørger jeg mig selv, hvorfor jeg gemmer dem? Det er jo ikke, fordi jeg bruger dem.
Men min datter ville gerne låne dem til bordpynt på søndag til frokost, efter Johanne er blevet døbt.


Så jeg pakkede dem ned sammen med glas og bestik og termokande og et par andre ting, der skulle suppleres med.

De gule eller guldkantede har været mine bedsteforældres på min fars side.






Det sjove er, at min farmor hed Johanne (født i 1879), så nu bliver bordet pyntet med porcelæn som har tilhørt baby-Johannes tipoldemor, som hun deler navn med.
Ikke at der ligger planer om at føre et familienavn videre.  Forældrene synes bare, det er et pænt navn også i 2014.
Update:
Tænk, at jeg kunne glemme det ...
Min datter har lige gjort mig opmærksom på, at hun hed Johanne til mellemnavn, indtil hun fik det slettet, da hun blev gift, og hun syntes, hun havde for mange navne.
Mine døtre blev først døbt, da de var 10 og 14.
Børnenes far og jeg var dengang først i 40erne, og vi syntes, det kunne være godt, når nu de skulle hen i kirken, at pigerne fik noget slægtsskab med sig i form af navne fra oldemødre/bedstemødre. Dengang for snart 20 år siden kunne man ikke bare slette et navn eller tilføre et. Men man kunne i forbindelse med dåb (det var ikke derfor, de blev døbt).
Så den ene fik Oline Johanne med, og den anden Martine Feodora. I en del år var det til ærgrelse med et fulde navn, der var så langt. Vi tilbød selvfølgelig, at de kunne få det slettet igen.
Men ønsket om at få det slettet var åbenbart ikke stort nok. Først for et par år siden blev Johanne slettet. Ikke fordi det var et grimt navn. Det var/er pænt. Der var bare for mange.
Så da der var en lille baby-pige på vej, kom hun til at hedde Johanne, allerede før hun blev født.

Det er altså et navn i familien, der bliver ført videre. Min farfar, der hed Poul, havde ikke bare en Johanne i form af sin kone. Hans mor hed også Johanne. Så baby-Johanne har det både fra sin mor, sin tipoldemor og tiptipoldemor.

Jeg glæder mig til at se, hvordan kopper og kander vil tage sig ud med blomster i.



onsdag, oktober 22, 2014

Sol ønskes.

Kan vi ikke snart få sol på de smukke efterårsfarver
 Bladene drysser af træerne, og jeg synes ikke, jeg har set denne her fantastiske efetrårs-farveeksplosion endnu, fordi det regner, er tåget eller overskyet.



I morges ved halv ni tiden gik jeg gennem Papirfabrikken.
På broen over Åen ligger en lille plade med navn på.

Jeg har ikke lagt mærke til før at broen hedder Papirgangen.

Der var tyk tåge både til højre og venstre.









Da jeg gik hjem ved middagstid, var tågen lettet.


Men ingen sol.
Og senere på eftermiddagen regnede det. Så jeg har kigget langt efter solen i dag.

tirsdag, oktober 21, 2014

Ved begyndelsen og ved afslutningen.

Der skiftes bånd i dåbskjolen.
Jeg er i gang med at sætte rosa bånd i den gamle kjole i stedet for de blå, der er blevet brugt sidst.
På søndag skal Johanne døbes.

For 3 år siden var det Christian, der havde den på. Jeg har skrevet om kjolen her. Den er ikke så gammel, men det er sjovt, at den er hæklet af 16 årige drenge og piger, da Christians farmor blev storesøster som 16 årig.

I dag skal jeg til begravelse. De unge mennesker, som Henrik er morfar til, har mistet en elsket farfar. Så jeg vil deltage i den sidste højtidelighed i et menneskes liv, som de fleste danskere bruger kirken til.
Og på søndag den første.
Christian og jeg har et par gange været henne i kirken og kigget på døbefonten og tændt et par lys.
Det, synes han, er spændende. Det er det eneste sted, han får lov at stryge en tændstik. Jeg har sagt, det er ikke sikkert, der er anledning til at tænde lys på søndag.
Men nu må vi se.

fredag, oktober 17, 2014

Kunst af gamle træer.

Sidst på eftermiddagen i går, kom jeg forbi Søren Brynjolfs skulpturer, der står ved Remstrup Å.
De er skåret eller savet ud af meget gamle træer, der var visne i topppen, og som truede med at knække over med fare for at ramme forbipasserende.
Her er de to af fire, som jeg bedst kan lide.


onsdag, oktober 15, 2014

Odd Børretzen med Vintersang.

Jeg stiftede bekendtskab med denne her stemningsfulde sang af Odd Børretzen, mens jeg var på højskole. Han er nordmand og nu afdød.
Han synger selvfølgelig på norsk. Link til teksten længere nede.
Måske taler den mest til folk i moden alder - til dem med rynker og et levet liv, der afspejles i ansigtet.
Jeg kommer til at tænke på, at dem, der bruger botox og på andre måder skaffer sig af med rynkerne, også skaffer sig af med det kort og den historie, som alderen sætter som streger og linjer og folder i vores ansigter.

Han sidder ved morgenbordet og ser hendes ansigt i det tynde hvide vinterlys, "og ser streker og veier i ansigtet ditt"

"Jeg drikker min kaffe og spiser mit brød
og tænker nå er du en tegning
et kart over livet dit og mit
en tegning af veier og steder vi gikk.

Noen af disse veiene i ansigtet ditt er rette og greie
du har en på hver side av nesa som går
ganske sørgelig nedover mot halsen
og blir borte der et sted
men noen veie er ubestemte
og leder sig frem gennom ...

Det er én som går fra den innerste øyekroken
og ganske bestemt bortover mot kinnet
med der mister den retningen og tuller runt i buer
og forsvinner bort i mot øret ... "

Og mange flere ord og historier om deres liv.
Smuk og rørende synes jeg. Lyt og læs med, hvis mine links virker.
Her kommer lige lidt mere af teksten:
"I pannen har du en vakker, myk vei, det kan være veien vi gikk fra St. Pierre Toarack med brød og smør og en flaske billig rødvin"



.Her er teksten.

mandag, oktober 13, 2014

Efterårsferie.

To af efterårsferiens dage tilbringer jeg sammen med Mattias.
Børnehaven er lukket, og han er så ny som børnehave-barn, at han ikke skal hen i den institution, der er opsamlingssted for de børn, der ikke kan holde fri.
Vi var en tur på børnehavens mennesketomme legeplads.





Det var mærkeligt at være der.
 Ingen voksne og ingen børn. Men den fedeste cykel var ledig, og han kunne tage så mange ture, han havde lyst til.


Sådan en cykel ønsker jeg mig, sagde han.


Benene blev trætte, inden vi nåede hjem, så der blev holdt hvil undervejs.









Der er stadig spor af sidste uges skoldkopper.


Dog ikke så meget, som i lørdags på det sidste billede.




Hjemme igen blev der smurt leverpostejmaddder til frokost.

Jeg skal have gæster i morgen og er begyndt på desserten, som skal være langtids-ovnbagte blommer. De har jo været frosne, og jeg synes, de afgiver så meget væde.
Nu har de været i ovnen i 3 timer, så nu skal det være slut.
Måske ender det med at blive en anden dessert.
Det vil vise sig.

søndag, oktober 12, 2014

Stadig kæk ...

Det er ingen sag at være kæk i bassinet, når der er dygtige instruktører omkring én.
Og andre kursister 'i samme båd' - i samme vand.


Jeg har været inde på vores lokale svømmeklubs hjemmeside, men kan først ringe på mandag.

Sæsonen er jo startet, så måske er der ikke plads på et hold.

Men der er jo altid de offentlige åbningstider.




Det var en fin oplevelse at være kursist på Gerlev Idrætshøjskole. På mange måder bragte det mig tilbage, til dengang jeg var på kostskole, fra jeg var 14 til 18 år.
På Gerlev er der lige nu 120 unge elever.
Parallelt, køres der korte kurser, som det jeg var på.

Vi havde ikke direkte noget med eleverne at gøre, udover vi spiste morgenmad på samme tid fra 7.15 til 7.45. Vi var også velkomne til morgensamlingen kl. 8.
Det var også elever, der modtog os ved skranken og anviste værelser, da vi ankom.
Ellers så vi dem ikke meget. Og alligevel kom vi altid forbi nogle. Så vidt jeg kunne se, var der kun få almindelige klasseværelser (1 eller 2), så de var sikkert ude at øve forskellig sport.
Men det var meget hyggeligt at være midt i det ungdomsliv.

Jeg var især meget begejstret for de tre morgensamlinger, jeg oplevede. Eleverne står på skift for morgensamlingen, hvor morgenens elev fortæller om noget, der betyder noget for vedkommende. Først synges der en sang fra Højskolesangbogen. Der tales engelsk til alle fælles samlinger, da der er mange udenlandske elever.
Jeg går stadig og tænker på det, en ung mand fortalte til morgesamlingen, den sidste morgen vi var der.
Han havde skrevet 'Minimalisme' med store bogstaver på tavlen og fortalte, hvordan han for nogen tid siden besluttede, han kun ville eje det, han brugte i det daglige. Han havde skilt sig af med sine ting helt ned til postkort, souvenir og billeder.  Få stykker tøj, computer og telefon i god kvalitet var, hvad han havde brug for.
Det betød, han ikke behøvede at spekulere på, hvad han skulle vælge blandt mange bukser og T-shirts i skabet. Han satte stor pris på de ting, han havde og følte stor frihed, fordi han ikke ejede mere, end han kunne bære. Det betød også, at han ikke modtog gaver.
Tankevækkende. Jeg tror dog, han med alderen kommer til at anskaffe sig ting igen.

En pige fortalte en anden morgen om sin trygge opvækst i en præstegård med traditioner som bordbøn og aftenbøn og kirkegang. På et tidspunkt blev hun klar over, at ikke alle levede på den måde. Da hun blev stor, begyndte hun at undersøge, hvordan andre levede, og hvad de troede på.
Hun kom til den konklusion, at hvis der var 1000 is i verden, så måtte hun vælge, hvis hun ville have én. På samme måde tog hun det valg, at hun var kristen.

En ung mand fra Tjekkiet fortalte om, hvordan han gennem flere år havde været frivillig ved sportsarrangementer. Det havde givet ham mange rejser og møder med mange mennesker. Senest havde han været med  til OL i London og Vinter-OL i Sotji, og han havde da været leder for den store gruppe frivillige fra Tjekkiet.

Jeg synes, det var så spændende at høre, og de tre var meget dygtige til at formidle det, de havde på hjerte på en personlig måde.
Da jeg fortalte Henrik om det, kom vi til at snakke om, at det var ikke alle 120, der kunne nå at fortælle om sig selv på den måde i løbet af et skoleår.
Måske er det heller ikke alle, der har mod eller lyst til det.
Men det er helt sikkert en måde at give andre et lille indblik i, hvem man er. Og give andre anledning til at spørge mere uddybende.

Den sidste morgen fortalte vores kursusleder til morgesamlingen, hvordan vi havde været så vandskrække, og hvor langt vi var nået. Han havde tidligere fortalt os, at eleverne holdt øje med os, når de gik forbi de store vinduer til svømmehallen, og at de syntes, vi var seje.
Alligevel blev jeg overrasket, da de klappede højt og længe for os.
Det var dejligt.  ;-)


torsdag, oktober 09, 2014

Så er vand-eventyret ved at være slut.

Vi er allerede nået til næstsidste dag af kurset og sidste dag i bassinet.

Badehætte og svømmebriller er uundværlige.

I forhold til min målsætning, som var, at få hovedet under vand, så er jeg nået langt længere end det.
De fleste øvelser foregår med hovedet under vandet.
Det gælder om at få et godt 'vandfundament', som en af instruktørerne siger. At blive ven med vandet.
Jeg gætter på, at nogle af de udtryk, der bliver brugt, alene bruges ved Gerlev-metoden.
F. eks. fosterstillingen og opstandelsen, som er to meget grundlæggende øvelser.
Det er sjovt at opdage, hvordan man skvulper rundt under vandet, når man indtager fosterstillingen med et godt greb rundt om knæene.
At vende sig fra ryg til mave og omvendt og flyde med enten forside eller bagside op, er jeg efterhånden ret fortrolig med.
Vi har øvet crawl-arme og bryst-arme med benene i ro.
Det hele med hovedet under vand, hvorfor en øvelse kun varer så længe, som som man kan holde vejret. I mit tilfælde har jeg luft til 8 crawl.
Vi har flere gange fået at vide, at det ikke er et svømmekursus. Jeg vil nemlig gerne øve teknikken med at trække vejret undervejs, men det hører ikke til her.
Alle øvelser foregår i en bassindybde på ca 1 m. eller 1, 20 m. Bortset fra i går, da vi for første gang sprang fra kanten i den 3 m. dybe ende. Med en instruktør i hånden. I dag havde jeg 5 spring, hvoraf det ene var uden hjælp.
Jeg har kun haft positive oplevelser. Sådan er det dog ikke for alle. Selv om kurset bygges trinvist op, er der et par stykker på holdet, som er meget angste. Der er ingen, der bliver presset ud over sine grænser. Der er stor ro og god tid. Og folk kan øve på det lette, hvis næste trin er for svært.
Fra begyndelsen fik vi at vide, at ingen af instruktørerne er psykologer, og der er ikke afsat tid til at tale om angst eller traumer.
Jeg har ikke haft traumatiske oplevelser med vand. Jeg er simpelt hen bare så uerfaren, når det handler om at bevæge sig i vand, men det er sjovt at opleve, hvordan vand bærer oppe.


Ikke bare bliver det sagt mange gange. Det er også blevet skrevet på tavlen:

KIG NED

Hold hovedet langt nede under vandet!






Vi er 25 på holdet. Deraf er 3 mænd. Vi er i forskellige aldre. Nogle har taget fri/ferie fra arbejde. Andre - nok flertallet er pensionister.
Jeg er begyndt at tænke på, hvordan jeg kommer videre?
Der er først svømmekursus for begyndere her på stedet i august 2015.
Jeg kan sikkert finde svømning for begyndere hjemme, men jeg vil nødig miste det, jeg har lært her. Hvis der bruges for mange bælter og plader og den slags hjælpemidler, så vil jeg nok miste følingen med, at jeg selv kan holde mig oppe.
Så jeg må finde ud af, hvilken metode de bruger i min lokale svømmeklub.
Men jeg skulle gerne i svømmehal, inden der er gået en uge. Heldigvis har jeg et par naboer, der gerne vil med.
I eftermiddag har vi de sidste halvanden time i vandet. I aften er der afslutning, og i morgen efter morgenmad er der evaluering, inden vi rejser hjem kl 10.
Jeg glæder mig også meget til at komme hjem nu.

søndag, oktober 05, 2014

Med hovedet midlertidigt oven vande.

Jeg var helt høj i går aftes. Jeg havde allerede på kursets første dag haft hovedet under vand.
Det var mit mål, at jeg skulle blive tryg ved at have hovedet under vand, inden jeg rejser hjem igen på fredag.
Og så havde vi allerede øvet det meget første aften. Iført svømmebriller og badehætte.
De to ting er uhyre vigtige, har jeg fundet ud af.

De meget dygtige undervisere har den ide, at vi ikke skal kende hele deres plan på forhånd. Det vil kunne gøre nogle deltagere meget nervøse ved tanken om det, der kommer.
Istedet bliver vi langsomt gennem mange øvelser gjort trygge.
Og det virker, har jeg allerede erfaret.


Udsigt og aftenstemning fra Gerlev Idrætshøjskole i går aftes.


Den middagspause-tomme svømmehal.

Snart må jeg iføre mig min våde badedragt. Det havde været smart at have 2.


lørdag, oktober 04, 2014

Sådan en række hverdage løber hurtigt afsted.

Ugen har stået en del i børnebørnenes tegn.
Mattias har været med hele sin familie på sin fars side på  en vellykket ferie på Cypern. Hans mor havde mulighed for at have ham hjemme den første dag efter ferien, som var i tirsdags, og jeg var med på AQUA, hvor klappefiskene blev fodret, mens vi var der.


Christian har været syg med feber og har været hjemme i en uge. Han har været heldig med mor på barselsorlov, og hun har så til gengæld haft hænderne fulde.
Jeg har været forbi flere gange for at lege med ham og gå tur med ham til biblioteket eller til Torvet.

Drengen og Skildpadden, der står i springvandet er en spændende udfordring. Der kan klatres på ham, springes i land og ud igen. Det kan meget nemt give en våd sok.

Vores kor har afholdt en lille 30 års koncert sammen med seniororkestret og en lille gruppe børnehavebørn. Der kom mange flere publikum, end vi havde forventet, og det er altid dejligt.

Snart drager jeg til Slagelse og tror, jeg bliver rigtig glad for vand på Gerlev Idrætshøjskole.
Svømmebrillerne er købt.

Måske kommer der en opdatering østfra.