torsdag, oktober 31, 2019

Udsigt og farver.

Mens jeg nød min morgente i går, havde jeg fornøjelsen af at se, hvordan solen prøvede at jage tågen på flugt.
 Kl 08.15 stod det næsten færdigbyggede Papirtårn og så nærmest gyldent ud.

Kl. 08.28 havde tågen taget magten.

Kl. 08.32 kunne Papirtårnet anes igen.

Kl. 08.43.
Jeg havde det her scenarie foran  mig i en halv times tid. Det er da god underholdning :-)
Jeg bliver aldrig træt af at se, hvordan farver skifter i naturen. 

Sidst på eftermiddagen skulle jeg aflevere Christian hos en klassekammerat, hvis forældre havde inviteret til Halloween. 
Der er virkelig for alvor kommet en ny festlighed eller tradition, som vist snart er på højde med jul og påske, når det handler om pynt og udstyr.






tirsdag, oktober 29, 2019

En smuk dag.

Østre Søbad præsenterede sig på smukkeste måde i morges ved 9 tiden. Solen var ved at bryde gennem tågen, og lyset og farverne skiftede så hurtigt.

Før og efter jeg var i bad. Vandet er 10 grader nu.

Kommunens folk arbejdede i højden i dag.
Her tyndes ud i de store træer ved søen. Jeg tænkte, at bare han ikke saver den gren over, han sidder på.
Det gjorde han, men der var gren nok tilbage til at bære ham. Han var også i sele, men alligevel.







Da jeg senere var inde i byen, glædede jeg mig over at lysguirlanderne var ved at blive hængt op.

søndag, oktober 27, 2019

Glimt fra ugen der gik

Da jeg for en uge siden var med på Skateparken, med min datter, Mattias og Alex, gik jeg en tur i området, da de var kørt hjem.
Der bliver skatet på toppen af motorvejs-tunnellen, og så er det jo nærliggende at kigge ned, hvor bilerne kommer ud af tunnellen.
Jeg synes, den røde farve er så flot. Den var meget udskældt til at begynde med.
Til højre ligger Silkeborg Højskole. De har fået motorvejen rigtig tæt på.

Jeg læste i avisen for nogle dage siden, at højskolen, der er landets eneste FDF-højskole, fejrer 50 års jubilæum i år.
Det er blevet markeret med et 100 m. højt monument. Et samtaletårn.
Jeg gik bag ved højskolen og ned over boldbanen for at se tårnet og evt. komme op i det.
Tårnet er bygget i egetræ og konstruktionen er en dobbelt spiral, hvor man fra to trapper kan gå opad. Jo tætterne man kommer toppen, jo nærmere kommer man hinanden. Øverst er der en lille bænk med en formidabel udsigt.
Symbolikken er, at man går én vej op, har en samtale og et møde med et andet menneske, der gør en klogere, hvorefter man vælger den anden vej ned. Kunstneren bag tårnet, der har fået navnet Vendepunktet, er Peter Callesen.
Der er udsigt til Gudenå, som er betydelig oversvømmet for tiden.
Tårnets placering er også en invitation til, at andre end skolens elever og lærere kan benytte det. Det ligger ved siden af Trækstien, hvor mange færdes løbende, gående eller på cykel.

Jeg kom forbi en mini-hønsegaard med fire høns. De tre koncentreret om at finde noget. Den fjerde ligner én, der holder vagt.

I mange år havde jeg en drøm om sådan en lille hønseflok. De er så hyggelige at kigge på, og det giver så god mening at lægge køkkenaffald ud til hønsene, som i bedste fald kvitterer med æg. Jeg fik aldrig arrangeret mig med høns, men jeg nyder altid at se dem.



I tirsdags var jeg til maling for anden gang. Jeg ved, jeg skrev, jeg ikke ville lægge billeder af mit lærred op. Men jeg er bare så overrasket over, hvad man kan gøre med farver. Hvordan de kan blandes og blive så forskellige og anderledes.
Jeg ville som udgangspunkt bruge blå farver. Det var virkelig spændende. Jeg skal gøre noget andet og noget mere med det lærred. Jeg ved ikke hvad, men det er ikke 'færdigt'. Og det sjove er, at det hele kan males over og blive noget helt andet.

Ænderne sad og skuttede sig på badebroen, indtil vi kom og forstyrrede dem tirsdag morgen.












Jeg var hos Mattias i går. Han læste højt for mig. Jeg er selv så glad for at læse, så jeg synes, det er så fantastisk, når børnene knækker læsekoden.


I dag havde jeg planer om at ordne lidt i haven.
Tømme et par krukker og sådan noget, men det regnede. Ikke uafbrudt for sommetider kom der et solstrejf, men solen var ikke fremme længe, før det igen regnede. På et tidspunkt opdagede jeg en regnbue, der gav lidt kulør på den grå himmel.

Jeg har nydt, at dagen har været en time længere - især i formiddags. Men hvor blev det dog hurtigt mørkt i eftermiddags. Jeg tror, jeg snart vil have lysguirlanderne frem, og så vil jeg kalde det vinterlys og ikke julelys.








Der var fuld skrue på alt, hvad der havde med jul at gøre i Føtex i går. Det plejer da først at være i november, mener jeg?

Mon mændene og drengene vil iføre sig sådan en jakke til julefrokosten i år?











Måske har jeg ikke lagt mærke til det tidligere år?

Sådan et stort udvalg i tøj med julemotiver?
Der var strømper og hjemmesko, bluser, sweatre og nederdele i farvestrålende mønstre.

Men der er længe til jul endnu.

torsdag, oktober 24, 2019

Nu kan han selv.

Når børnene begynder i 2. klasse, får de hver deres egen computer. Den skal med hjem hver dag og lades op.
Chr. er begejstret over, han kan google på navne, han kender, og så dukker der ofte et billede op af vedkommende.
På den måde fandt han et otte år gammelt billede, hvor han sidder sammen med mig (fra et blogindlæg i 2012)
Jeg bliver sommetider overfaldet af tanker om, hvorvidt det kan skade ham på lang sigt, at jeg har skrevet om ham og bragt billeder? Det har altid været med forældrenes tilladelse. I de senere år har jeg haft en strategi, der går på ikke at lægge billeder ud, hvor han er så tydelig eksponeret som her.
Hans egen reaktion, da han fandt billedet var "Aj, hvor er det sødt."
Vil han også sige det, når han er 13, 14, 15 år?


Siden mine unge år som børnefysioterapeut har jeg været helt forgabt i børns udvikling.
Ikke fordi de skal præstere noget eller nå noget på et bestemt tidspunkt. Det er bare så forunderligt, hvordan de udvikler sig fra små 'pattedyr' (vi hører jo til pattedyrene) :-) til små mennesker, der med lyde, gestik og mimik kan udtrykke alle slags behov. Og hvordan de gennem årene udvikler sprog og motorik, og hvordan de efterhånden fortæller om tanker og følelser. Nu ved vi fra hjerneforskning, at den unge hjerne ikke er moden og færdigudviklet før først i 20erne.

Rigtig mange af mine blogindlæg har etiketten børnebørn. Jeg synes selv, det er hyggeligt og dejligt at læse tilbage og se, hvad der skete i mit liv sammen med børnebørnene. Jeg håber, det samme vil være tilfældet for dem, når de bliver større.
Det nederste billede er fra svømmehallen i mandags. Jeg var tit med Christian til svømning, da han var mindre, og undervisningen hed leg og pjask. Jeg har ikke været med i lang tid, så det var spændende at se. Nu foregår det i den dybe ende af bassinet. Han svømmer som en fisk og springer glad fra 3 m. vippen. Jeg har stjålet mig til at fotografere (hvad man ikke må i svømmehallen) Jeg var omhyggelig med, at andre børn ikke kom med på billedet. Det er ikke blevet godt, men det siger mig noget :-)
Jeg tænker på de to svømmekurser på Gerlev idrætshøjskole, hvor jeg var for fire år siden. Fra Vandskræk til Vandglæde, hed det. Jeg lærte  utrolig meget bl.a. brystsvømning, at flyde og at få hovedet under vand. Alt sammen på dybt vand. Men crawl kan jeg ikke, selv om jeg har øvet mig.  Der er grænser, når man (jeg) er over 70. Og det er ok. Men det er blevet meget sjovere at bade nu end før Gerlev.
Så med den baggrund jeg har, er fornøjelsen ekstra stor, når jeg ser, hvor frit børnebørnene bevæger sig i vand.



onsdag, oktober 23, 2019

Det er flere dage siden ...

Der er flere dage siden, der var forpremiere på The Sound of Music i Musikhuset og omkring 700 mennesker indløste den gave som Silkeborg kommune gav de mange frivillige fra forskellige institutioner og kulturarrangører.
Jeg kan huske jeg så filmen The Sound of Music, da den kom frem i 1960erne. Den blev meget populær på grund af den dramatiske og romantiske handling sammen med den flotte musik. Edelweiss var en af de meget romantiske sange, som jeg syntes rigtig godt om. Jeg har ikke set filmen siden dengang, men jeg ved, at mange har som juletradition at se netop den film.
Jeg fulgtes med min genbo ned til Musikhuset fredag aften. Vi var enige om, at vi sagtens kunne nå det, hvis vi gik 20 min. før forestillingen startede kl 19.30. Det kunne vi også. Men vi havde bare ikke læst i programmet, at kl 18.30 ville der være tale af borgmesteren og et par andre. Jeg undrede mig over, at der ikke blev holdt (takke)tale i pausen. Den gik vi så glip af, men det vigtigste var også forestillingen.
Jeg ved ikke, om det er sådan i andre byer, men her er der i flere år blevet opført en semi-professionel musical hvert efterår. Det betyder, at langt de fleste optrædende er amatører og kun få er uddannede skuespillere og sangere. Jeg kendte dem ikke i forvejen, men det siger nok mere om mig end om dem. Signe Asmussen, uddannet sopran fra Musikkonservatoriet i København, var abedissen, og hun sang fantastisk godt. Katrine Nørgaard er uddannet fra Musicalakademiet i Fredericia. Hun var en meget yndig Maria og sang helt fortryllende. Peter Jorde, skuespiller fra Aarhus Teater 1987, var overbevisende i rollen som den strenge kaptajn
Trapp, der ender med at blive en kærlig, følsom mand og far. De syv børn og de mange andre medvirkende ved jeg ikke noget om, men tilsammen præsterede de en flot forestilling sammen med orkestret. Det var bevægende, og jeg blev meget rørt til sidst, da det lykkedes familien at slippe væk fra nazisterne.
Jeg synes, det er sådan en god ide, at lade lokale børn og voksne få mulighed for at træne sang og skuespil på højt niveau. Forestillingen spiller til 3. november.
Jyllands-Posten gav fire stjerner, og anmelderen på vores lokale avis gav seks.


søndag, oktober 20, 2019

Ovenpå motorvejstunnellen.

Da motorvejen blev indviet i 2016, var det afslutningen på mange års uenighed blandt byens borgere om linjeføringen. Udenfor byen eller gennem byen.
Jeg tror, de allerfleste var godt tilfreds, da motorvejen gennem byen var en kendsgerning. Det var ikke så slemt, som man havde frygtet.
En del af vejen føres gennem en tunnel. Den tunnel måtte godt have været længere, for der er nogle borgere længere vest på, der generes af støj ved særlige vindforhold. Derfor arbejdes der for tiden på at reducere støjen.
I dag har jeg været på toppen af motorvejens tunnel.
Det er nemlig der, den nye skatepark findes.
Den blev indviet i juni måned og er Danmarks største målt på kvadratmeter. 9000.
Den er indrettet sådan, at der er udfordringer for både øvede og uøvede. Der må bruges skateboard, løbehjul, rulleskøjter og bmx-cykler.

Mattias og hans ven boltrer sig med løbehjul.



Det er et herligt sted, som det er svært at løsrive sig fra, når man er vild med løbehjul.

På langsiderne er der bænke, hvor vi der gerne vil være tilskuere kan opholde os.

Der er stadig 4000 kvadratmeter ledig plads, hvor der muligvis skal være parkour-bane.


fredag, oktober 18, 2019

Glimt af efterårsferie.

Efterårsferiedagene i Vorupør har været præget af mildt og vådt vejr iblandet solstrejf.
Især om morgenen var der sådan et fint lys i grå og blå toner.
En morgen, da jeg gik ud på molen, talte jeg 17 mennesker, der var ude at bade kl 8.30. Og så siger jeg til mig selv, at næste gang skal jeg altså med :-) Især fordi jeg opdagede en mand, der kom vandrende hen ad gaden i morgenkåbe. Han boede lidt længere henne, jeg jeg gjorde. Så det vil jeg også ... Jeg kan ikke finde ud af at stå på en bare strand og klæde om.

Vi gik tur til Bøgested Rende, som var et yndet udflugtssted, da min børn var små, men vi har ikke været der i årevis.
Jeg ved ikke, hvor vandløbet har sit udspring, men det løber livligt og klukkende indtil det blander sig med Vesterhavet.






Det er et dejligt sted at lege.


I aften skal jeg i Musikhuset til The Sound of Music. Silkeborg kommune har købt en forestilling som tak  til byens frivillige.

lørdag, oktober 12, 2019

En dejlig lørdag.

Jeg så noget i skoven i dag, som jeg syntes var helt fantastisk.
På et lagerpladslignende sted, lå der forskelligt træ. Noget under en pressening, andet lå frit.
Lige midt på en gammel gren, der var dækket af mos og lav, voksede et lille bøgetræ. Er det ikke utroligt, det kan vokse, hvor er er så lidt at vokse i.
Det lille bøgetræ får selvfølgelig ikke et langt liv under de omstændigheder. Jeg sidder og undrer mig over, hvorfor jeg ikke tog det med hjem og gav det en plads i haven :-)

Min benved står så utrolig flot.

 Jeg er ikke hjemme de næste fire dage, og eftersom jeg har set naboens benved har tabt sine blade, så ville jeg have et billede i dag, hvis de nu skulle være faldet af, når jeg kommer hjem på torsdag.

Jette og jeg har spist frokost på Silkeborg Bad og set noget af udstillingen 100% Fremmed, der åbnede i dag.
Når jeg skriver, 'vi så noget af udstillingen', så er det fordi, det er en meget omfattende fortælling med de 250 smukke fotografier af mennesker, der bor her i landet,  men kommer fra vidt forskellige områder i verden. Der er stof til mange besøg på "Badet".

onsdag, oktober 09, 2019

Jeg er ikke nogen kæk Pippi ...

Jeg gik fra at være den optimistiske Pippi Langstrømpe med ordsproget: Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt finde ud af" til at falde ned i pessimistens grøft på malerkurset i går.
Vi skulle medbringe to lærreder, et antal pensler og et stort glas til skylle-pensler-vand.
Maling og farver behøvede vi ikke at tænke på. Vi arbejdede med akryl.
Vi begyndte med at male en bund med to farver, der blev givet på forhånd. Senere skulle vi blande (så vidt jeg husker) okker og blå, der ender ud som sort, men afhængig af hvor meget eller lidt, bliver der mørke nuancer. Jeg har ikke prøvet at blande farver. Jeg har heller ikke prøvet at male med pensel på et lærred, så mine bevægelser var op og ned, som når jeg fx maler en dør.
Vi skulle male træstammer, men der er jo mange andre nuancer end sort. Mine træstammer blev meget stive. Jeg begyndte at tage andre farver ind, og det blev lidt anarkistisk. Min sidemand foreslog, jeg prøvede at bruge fingrene i stedet for penslen, og det blev ret festligt. Til sidst besluttede jeg at male det hele over og lægge en ny bund.
På bordet til venstre ligger mit lærred med træstammer.
Jeg blev meget frustreret over det og syntes, jeg fik for lidt hjælp. Jeg var jo helt blank, hvad Pia udmærket vidste. De fem andre på holdet havde alle malet i mange år.

Men hvorfor skulle jeg blive så frustreret, når jeg på forhånd ikke havde forventninger til mig selv?
Måske havde jeg det alligevel? Sådan ubevidst?



Mit lærred har nu en ny bund med bløde penselstrøg i stedet for at ligne en dør med lige op og ned strøg.
Jeg ved ikke, hvad det bliver til?
Men jeg har ikke den kække Pippi-holdning mere, at det kan jeg nok godt finde ud af.

Pia var godt klar over, det ikke havde været så smart at tage mig med på hold med fem kvinder, der alle havde malet i flere år, så jeg er blevet tilbudt enetime på fredag.
Men det er jo ikke sikkert, jeg er sådan en, der kan udtrykke mig med farver og pensel. Vi (jeg) skal jo heller ikke kunne alting. Det er iøvrigt meget fascinerende at blande farver, synes jeg.


Så endte jeg alligevel med at lægge billeder ud ...












tirsdag, oktober 08, 2019

Frygten for det tomme lærred.

Ifølge horror vacui (frygten for det tomme rum) findes en naturkraft, der søger for at udfylde alle tomme rum og flader.

Det er en teori fra middelalderen, tror jeg nok.

Jeg har lidt angst for det tomme lærred, kan jeg mærke - haha.

I billedkunst betyder horror vacui, at lærredet udfyldes helt med figurer eller mønstre. Det ses oftest i naivistisk kunst

Nu må jeg se, om naturkraften kommer mig til hjælp om lidt, når jeg skal på kursus, som jeg skrev om i går :-)






Da jeg stod op i morges, regnede det i stride strømme, men det havde regnet af, da jeg var ude at bade kl 9.15. Det var en stille og dejlig morgen med tåge og dis ind over skoven. Vandtermometret viste 14 grader.
God tirsdag med og uden horror vacui :-)

mandag, oktober 07, 2019

Demonstration, mad og maleplaner.

Vores lokale sygehus eller regionshospital, som det hedder nu, er blevet pålagt besparelser i flere millioner kroners klassen. Jeg har ikke så meget føling med, hvad der foregår, det er efterhånden 13 år siden, jeg takkede af der. Men det interesserer mig. Supersygehuse og regionshospitaler og hvordan opgavefordelingen er. Der er ingen tvivl om, at der skal et stort opland og mange patienter til, for at kirurger fx kan opretholde og forbedre deres operationsteknikker. Og sådan er det også med andre specialer. Derfor supersygehuse, hvor ekspertise kan udvikles.
Hvad der skal og kan diagnosticeres og behandles på regionshospitaler er hele tiden til debat.
Vi vil alle gerne nærhed. Vi vil også behandles af de bedste specialister, når vi er syge.
Sygehuset her er ikke lukningstruet. Men besparelseskravet er så stort, at en sengeafdeling måske skal lukkes og personale fyres.
Det er en meget utryg situation for de ansatte. Også fordi det ikke er første gang, der skæres en skive af salamien.
Og hvornår bliver så næste gang?
Jeg var med i dag for at støtte patienter og personale. Men jeg ved ikke, hvad der er bedst?
Vejret var perfekt kl 15.30, da turen gik fra sygehuset ned til Torvet. Jeg tror, der var flere hundrede mennesker. På Torvet var der flere talere. Jeg hørte kun borgmesteren, der var den første. (hans tale var så fremragende bygget op, så jeg stadig kan huske det meste) Han kigger meget i manuskriptet, så han har sikkert en god taleskriver :-)

Men jeg skulle hjem, for mandag er svømmedag for mine børnebørn, der sammen med forældrene kommer og spiser aftensmad hos mig. Sidste sæson svømmede de fra 17 til 18, og så skulle de skynde sig hjem og i seng, efter vi havde spist. I denne her sæson er det fra 16 til 17. Det giver mere ro. Jeg havde lavet kylling i karry i formiddags og forberedt salat, så der var kun ris, der skulle koges. Det var dejligt.
I morgen skal jeg prøve noget nyt:
Jeg skal finde ud af, hvad der sker, når jeg stiller mig foran et hvidt lærred med farver til rådighed :-)

Min veninde holder et lille kursus. Vi bliver fem på holdet. Fire timer i morgen og fire timer om 14 dage. Hun har undervist i mange år.
Jeg har ikke prøvet det før, men som Pippi Langstrømpe siger: Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt finde ud af.

Jeg har ingen ambitioner. Jeg skal bare lege. Men jeg tænker, at fire timer er lang tid ...
Det vil vise sig.
Men jeg tror ikke, det er noget, jeg viser frem.

søndag, oktober 06, 2019

Efterårets første nattefrost.

Der var rim på græsplænen og en enkelt minusgrad på termometeret på terrassen. Det er spændende, hvordan vinteren bliver efter de to - tre foregående (eller måske flere?) års milde vejr. Jeg kan godt lide, når der er forskel på årstiderne.

lørdag, oktober 05, 2019

Stripetti eller spaghettisquash.

Forleden dag købte jeg en af Too Good To Go-poserne fra Kvickly. Det er altid spændende, hvad der er i lykkeposen. Sommetider er der noget, jeg ikke kender fra før, fx det her fine græskar, der hedder stripetti. Det kaldes også spaghetti-squash. En anden gang fik jeg en pak choi, en kinesisk kål med mild smag.
Jeg kan bedst lide at bruge varer, der ikke har haft en lang rejse fra den anden side af jorden, så derfor er der nogle eksotiske ting, jeg ikke kender.
Da jeg googlede pak choi, viste det sig, at den dyrkes i Danmark, og at den er let at dyrke.

Stripetti, som det hedder ifølge den oplysning, der var på græskarret kommer fra det danske Thorsbjerggård gartneri, så jeg har fået udvidet min viden om, hvad der dyrkes her til lands.
Mit billede her er ikke så illustrativt, men det forestiller stripetti efter 40 min i ovnen ved 200 grader. Jeg er begyndt at rive med en gaffel i den halvdel, der ligger til venstre. Den løsner sig i fine strimler. Ingen mos.
Smagen er ret neutral.
Jeg spiste på den måde, at jeg lagde en linserest fra i går ned i stripettiskålen og skrabede indholdet løs efterhånden. Jeg kunne selvfølgelig også have løsnet hele spaghetti-delen og lagt det over på en tallerken. Men jeg kunne godt lide den helt naturlige skål. Den var stenhård og blev ikke blød af tiden i ovnen. Jeg synes, det kunne være en sjov måde at servere portionsanretninger på. Fx med kødsovs eller tomatsovs. Men så ville jeg gå efter små størrelser. Jeg spiste den ene halvdel. Nu ligger den anden i køleskabet. Jeg er spændt på, om strukturen ændrer sig og bliver til mos?
Den sværeste proces, med denne her grønsag, var at dele den. Skallen er usandsynlig hård. Men det var sjovt at prøve. Iøvrigt kan jeg se på Google, at der ligger opskrifter helt tilbage fra 2009. Så det er kun for mig den er ny.
Mine døtre var her i formiddags sammen med børnene. Der blev spist rundstykker og leget.
Det er kastanjetid.












Den mindste figur er den sødeste.

fredag, oktober 04, 2019

Jeg havde faktisk glemt det ...

Var det ikke fordi, der i går var en mail i min digitale postkasse fra Rigspolitiet, så ville jeg have haft glemt det øjeblik, da jeg kom kørende og blev ramt af en hurtig blitz. Blitz, troede jeg? Men jeg blev også i tvivl?
Det var d. 13. juli, og jeg var på vej over Mors for at komme til Vorupør. Over Salling og Mors er det tilladt at køre 90 km. i timen, bortset fra de steder, hvor en sidevej fører ud til hovedvejen. Der er den tilladte hastighed 70. Det kan være svært at huske at få bremset ned, det er nemlig ikke nok at slippe speederen.
Jeg nåede lige at blive lidt nervøs eller i hvert fald spændt, da jeg så overskriften på den mail. Men det var altså en bøde på 1500 kr. Så det var en blitz, jeg havde oplevet d. 13. juli. I dagene efter gik jeg og snakkede om, hvorvidt jeg ville få en bøde? Om jeg havde kørt for stærkt? Men efterhånden som tiden gik, tænkte jeg, at enten var det ikke en blitz, eller også kørte jeg ikke for stærkt. Det, der undrer mig mest, er, at der er gået så lang tid, inden jeg bliver præsenteret for bøden. Ifølge målingen kørte jeg 88, der hvor jeg måtte køre 70, så det er selvfølgelig fair, jeg får en bøde. Og jeg vil helt sikkert lægge ekstra meget mærke til skiltene, når jeg om en uges tid kører den vej igen. Så har jeg lært det!
Mine piger gik til karate, da de var teenagere, og de var rigtig dygtige. Jeg overværede aldrig træningen, for de var jo så store. I går fulgte jeg Christian til træning og sad oppe på balkonen sammen med en del andre forældre og bedsteforældre.
Det er et stort hold, og det var lidt svært at holde øje med 'den udvalgte', så jeg sad og læste. Efterfølgende fik jeg at vide, at det var lidt skuffende, at jeg ikke kiggede ned på ham, når han kiggede op.
Jeg har heldigvis dokumentation for, at jeg har haft løftet øjnene fra mit læsestof, for jeg har, om ikke mange, så flere billeder.
Mon der er usædvanlig mange rønnebær i år? Jeg synes, jeg ser så mange af de flotte røde, lysende bær. Bøgetræerne kaster rigtig mange bog for tiden.
Det er en dejlig tid med høstfarver og afgrøder.

onsdag, oktober 02, 2019

Hvad er det for noget træning ...?

Jeg bliver sommetider spurgt, hvad det er for noget træning, jeg går til. Og det er måske fordi jeg tit nævner det. Jeg har det godt med at få rørt kroppen, men det er ikke lige meget hvordan. Det skal være sjovt og i fællesskab med andre, ellers mister jeg hurtigt interessen. Gennem årene har jeg gået til forskellige slags motion, og jeg har selv undervist på hold for hjertepatienter og lungepatienter. Jeg var med til at starte holdtræning op for de to patientgrupper på sygehuset tilbage i 1990erne. Det var meget spændende, det var nyt dengang, at hjertepatienter godt måtte blive forpustede og få pulsen op.
Løb blev aldrig et stort nummer for mig. Desværre, for det er så nemt og tilgængeligt alle steder.
Gang er også en meget effektiv motionsform, men jeg kan ikke gå ret langt uden at få ondt i lysken på begge sider.
Siden januar har jeg gået regelmæssigt over i Sportscentret, der ligger så tæt på mig, at jeg bare tager træningstøjet på hjemmefra og går derover på  3-4 min.
Fit&Sund kæden står bag de mange forskellige hold, og i efteråret 2018 blev stedet opgraderet med nye maskiner fra Cybex. Jeg har tidligere og igen, igen prøvet at blive venner med maskintræningen - den er jo effektiv! Men jeg kommer så meget til at kede mig. Nu har jeg et abon., der giver adgang til alle hold og til maskintræning - og ikke mindst til kaffemaskinen. :-)
Der hvor jeg er nu, er, at jeg går til fitness mandag kl 9 og til cirkeltræning fredag kl 9. De to hold gør os sveddryppende og glade. Der kan max være 28 på holdet, og der er altid venteliste (vi skal selv via hjemmesiden plotte os på til hver gang) Holdets popularitet skyldes ikke mindst træneren, som har et meget stort repertoire af øvelser, noget musik fra 1970-80erne og sin egen gode energi, der smitter os. Jeg har prøvet, om jeg kan deltage i hendes hold om onsdagen, men jeg bliver for øm i kroppen. I stedet for har jeg valgt et Stræk og afspændingshold om onsdagen. Det er jo noget helt andet. Jeg kommer faktisk til at fryse lidt, så jeg har en ekstra trøje, sokker og tæppe med til den sidste del af timen. Men det er godt at få leddene ud i yderstillinger og få slappet af til sidst.
I formiddagstimerne er det stort set seniorer, der fylder op i Sportscentret. Der er også tilbud om pilates og yoga, men det har været svært at få en instruktør, så det har ikke været fast.
Jeg møder en kvinde (hun er yngre end mig!) der har det her program en dag: Kl 7 en times træning i maskinerne, derefter en times pause ved kaffemaskinen/cafe, så fitness kl 9, walking fitness kl 10 og endelig yoga, pilates eller afspænding kl 11. Så sig ikke at jeg træner meget - haha.

 Jeg har fået ny udsigt.
Papirtårnet tårner sig op (ligger i Papirfabrikområdet). Det skal blive 70 m. højt og rumme 23 etager.
Hvis mit link virker, så se HER, hvor flot udsigt de lykkelige beboere på toppen får. De får også byens dyreste bolig.
Jeg synes, det er synd for de mennesker, der har haft udsigt til Silkeborg Langsø, men nu får en mur at kigge på i stedet for.
Nu vil jeg pakke sammen og gå til Stræk og afspænding kl 10.55. God onsdag til jer, der læser med.


tirsdag, oktober 01, 2019

Tirsdagsblog?

Der er allerede gået en uge, siden jeg sidst skrev her. Jeg forstår ikke helt, hvordan tiden kan gå så hurtigt? Måske skal jeg til at kalde min blog for tirsdagsbloggen?
I dag var endnu en smuk morgen ved Almind sø kl 9.15. 
Vores aftale er, at vi bader på det aftalte tidspunkt, uanset hvordan vejret er. Altså så længe vi kan komme frem. Jeg har endnu ikke oplevet et vejr, der var så dårligt, at jeg ikke kunne køre.


Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at fornøjelsen ved at bade og opholde sig udendørs er meget større, når vejret er så fint som det var i dag og tirsdag i sidste uge.
Jeg havde savnet det gamle termometer på trappen ved badebroen. Det er sjovt at se badevandstemperaturen. Derfor tog jeg det termometer med, der plejede at hænge udenfor mit vindue i stuen, indtil vi fik nye vinduer sidste år. Siden har det ligget forskellige steder på terrassen.
Men da jeg kom ud til badebroen, var der allerede hængt et nyt op, og jeg kunne konstatere, at vandet i dag var herlige 10 grader. Hurra for Vita, som vist har sørget for, vi kan aflæse, hvor koldt/varmt vandet er.
Da jeg havde vagt på Silkeborg Bad i sidste uge, var en gruppe mennesker fra Prag i gang med at stille udstillingen IMAGINARIUM op.

Det er den tjekkiske filmskaber Matej Forman, der står bag.







Jeg glæder mig til at se det færdige resultat og håber, jeg kan få børnebørnene med derud.
Der var fernisering i lørdags.