onsdag, november 27, 2019

Det er julekalendertid. Dengang og nu ...

Christians klasselærer skrev for nogen tid siden til forældrene, om bedsteforældrene ville skrive et julebrev om julen i gamle dage.
Da jeg blev spurgt, var min umiddelbare reaktion, at jeg vist ikke kunne huske noget. Men når først tankerne bliver ledt i den retning, så begynder hukommelsen at røre på sig. Jeg spurgte min bror, hvad han kunne huske, og resultatet er nu blevet tre sider. Der er et par billeder på også, så det er ikke tætskreven tekst.
Jeg kom bl.a. til at tænke på vores julekalender dengang tilbage i begyndelsen af 1950erne. Den var et papbillede med tal fra 1-24. Bag tallet var en låge, vi kunne åbne. Vi var så spændte på at åbne lågen hver dag, for der gemte sig et billede, der havde relation til julen. En nisse, en stjerne, et tændt stearinlys og den slags. Det forekommer mig, at lågen var særlig stor d. 24., og der altid var et stort, smukt pyntet juletræ med alle lys tændt.
Andre traditioner, jeg husker, bar præg af, at vi ikke havde meget at gøre godt med dengang.
Jeg har læst lidt op på den tid om rationeringsmærker. Fx. blev sukkerrationering først ophævet i 1952 som det sidste af de madvarer, der var rationeret. Jeg kan huske, hvordan min mor lavede 'marcipan'. Det var noget med smør og mel som til en opbagt sovs. Det skulle være en tyk masse, som blev tilsat mandelessens og sukker. 'Dejen' blev delt i fire portioner: en uden farve, en med lidt rød frugtfarve, en med lidt grøn og en med kakao. De forskellige portioner blev rullet ud med kagrullen. De fire lag blev lagt oven på hinanden og skåret ud i små rhomeformede stykker. De smagte egentlig godt. Men jeg husker også, da rigtig marcipan kom til. Det smagte helt fantastisk. Og hvis vi var på besøg hos naboer eller familie, og der stadig var snydemarcipan, så blev jeg virkelig skuffet.
Min veninde, der er tre år yngre end mig, voksede op i Gladsaxe, og hun har haft en helt anden opvækst. Der var utrolig stor forskel på by og land dengang. Og Thy var så langt ude og ude af fokus for de, der bestemte, at mange ting kom meget sent dertil.
Men nu kom jeg væk fra julekalenderen.
Da jeg var i Føtex for nogle dage siden, blev jeg overvældet af det store udbud. Der var mellem 26 og 30 af de kalendere med chokolade, lakrids, og andre slags slik. Jeg ville fotografere, men en medarbejder sagde, at det måtte jeg ikke. Jeg skulle have tilladelse af varehuschefen. Han gav tilladelse :-) Men mine billeder blev alt for overbelyste.
I har sikkert selv set udvalget, der udover slikkalendere også har mange andre at vælge imellem med legetøj og små pixibøger. Og voksne kan også finde relevante ting at forkæle sig selv og andre med.
Med min baggrund synes jeg selvfølgelig, det er alt for meget!
Det er ikke en holdning, jeg lufter i tide og utide ...
Men det synes jeg!
En dag var jeg ved at fortælle Johanne og hendes mor om min overvældende oplevelse.
Ikke på nogen fordømmende måde.
Heller ikke appellerende, da jeg sagde "gad vide om jeg får en julekalender?"
Det søde barn på fem svarede straks "Du kan bare selv købe en mormor"
Ja selvfølgelig! Haha :-) Jeg købte straks den, der har facon som Big Ben og indeholder After Eight.
Jeg har også købt julekalendere til de øvrige i familien.
Men jeg har denne her smag i munden, at det er for meget. Jeg vil gerne begrænse mit forbrug. Det er lettere for mig end for mine børn og børnebørn, der kun har oplevet velstand. Det har været let for mig at bevæge mig fra fattigdom til middelklasse sådan forbrugsmæssigt. Den modsatte vej bliver rigtig svær, men jeg tror, det bliver nødvendigt. Ad politisk vej bl.a.
Billedet er en kalender, jeg fik i 2017.

onsdag, november 20, 2019

I søndags.

I søndags var der fernisering på de billeder, der blev valgt ud ved forrige uges censurering i Bjerringbro. Det er der blevet en fin udstilling ud af.
Billedet her hedder "Ida i en anden verden."
Wilhelm Hammershøi var gift med Ida, og flere af hans billeder har en kvindefigur set bagfra.
Hvis kvinden på billedet ikke havde siddet med en Ipad, var det blevet valgt fra. Som dommeren sagde "hvis du vil male efter et forlæg, så skal der føjes noget nyt til."
Jeg synes, det er genialt lavet. Det er en meget aktuel kommentar til nutiden.
Jeg så det så tydeligt i toget til og fra Aarhus i lørdags. Alle havde en telefon i hånden.
Alice Andersen har malet det.

Birthe Nissens tegning blev valgt, fordi en hane kigger ind.
Hun havde en anden portrættegning med til censuren, men den blev kritiseret for at være for pæn. Den var for kedelig. I mine øjne var den bedre, end den der blev valgt.
Men tydeligvis så betyder hanen, at  det er mere interessant at kigge på billedet.












Pia med sit billede, der hedder "Road to Europe."
Hun er glad og er blevet kontaktet af to andre kunstforeninger, der gerne vil have hende med på deres udstillinger til næste år.

Jeg kan godt se, billedet indeholder noget af det dommerne gik efter.
"Der skal være noget for øjet at gå på opdagelse i"

Udstillingen i Gudenåhuset i Bjerringbro varer til 20.12.



søndag, november 17, 2019

Med tog til Aarhus.

I går var Mattias og jeg på togtur til Aarhus.

Jeg ville gerne vise ham AROS med kæmpe-skulpturen Boy, museets vartegn, og Your Rainbow Panorama på toppen af huset.
Vi skulle også spise pommefritter og drikke cola.

Det er så hyggeligt at være afsted alene med et barn. Vi får snakket på en anden måde, og der er mere ro på.

Boy kom til Aros til museets indvielse i 2004. Dengang fik han plads ved vinduespartiet ud mod Vester Alle på niveau 1. Der var masser af plads, lys og luft.
I 2016 blev han flyttet til niveau 6 i et lille spejlbeklædt rum. Jeg synes, det rum er alt for lille til den store 4,5 m. høje figur.

I 2015 var jeg der sammen med Christian, Johanne og deres mor.
På billedet her til venstre er det tydeligt, at skulpturen kommer mere til sin ret ved den første placering.
Jeg håber, han kommer tilbage??

Australske Ron Mueck skabte Boy i 1999 i glasfiber og silicone. Han vejer 500 kg og ser meget livagtig ud, som han sidder der på hug og ser så vagtsom ud.
Han er inspireret af aboriginer, det oprindelige australske folk.
Vi fik et papir med spørgsmål til en skulpturjagt. Et af spørgsmålene lød: "Hvor gammel tror du Boy er?"
Er det drengens biologiske alder? Eller er det dengang aboriginere levede ud i bushen? Det snakkede vi frem og tilbage om ...
Måske 100 år?




Det er sjovt at gå i regnbuen. Også lidt skræmmende at komme for tæt på kanten.
Det regnede i stride strømme, så udsigten rakte ikke så langt, men den var alligevel fin.
Her lød spørgsmålet til skulpturjagten: "Ved du hvilken farve, der er kontrastfarve til blå? Du kan kigge gennem risten i regnbuen for at få et hint." Vi kiggede og fandt ud af, den var orange.

Det var et par hyggelige timer på Aros. Vi blev (jeg blev) pølvåd på vejen tilbage til stationen, for det var begyndt at regne virkelig meget. Mattias havde regnjakke på.
Alle i toget sad med en telefon i hånden. Alle!
Jeg ved, at Mattias rigtig gerne vil spille, så på vejen hjem spurgte jeg, om det var hårdt at se så mange i gang med telefon. Det svarede han ja til, og så fik han min den sidste halve time :-)


fredag, november 15, 2019

Dagens længde er aftaget med 9 timer og 13 minutter.

Christian har fotograferet udsigten fra mit vindue i stuen.
Han har haft høj feber og hostet meget mandag og tirsdag. Onsdag og torsdag var han i bedring og var her hos mig.
Da han blev afleveret her ved 08.30 tiden i onsdag, var der denne her udsigt. Som om der var guld i vinduerne i Papirtårnet. Og månen, der blev mere og mere bleg.
Det hus ser så forskelligt ud. I morges var det rødt.
Solen brød kortvarigt igennem skyerne, som blev røde og orange, og det gav den fine farve på huset.
Da jeg kom tilbage efter at have hentet mit kamera var farverne væk. Så flygtigt var det. Og så vigtigt er det at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Ikke kun når man vil fotografere, men også i mange andre situationer :-)

I avisen ser jeg, at månen står op kl 18.07 og går ned kl 10.41. Jeg har aldrig set månen gå ned?
Solen står op kl 07.48 og går ned kl.16.02. Dagens længde er aftaget med 9 timer og 13 minutter siden solhverv. Det er mange timer, dagen er blevet kortere, og det fortsætter en måneds tid endnu. Det er fantastisk, vi har elektrisk lys, sidder jeg lige og tænker, idet jeg husker mine bedsteforældre, der havde petroleumslampe på den lille gård på heden, hvor de boede til 1951.
De klokkeslet, jeg skriver, er fra København og baseret på Københavns Universitets almanak.

mandag, november 11, 2019

Der har jeg ikke været før.

Jeg var i Bjerringbro i lørdags, og selv om der kun er en halv times kørsel, har jeg ikke været der før. Men sådan er det med mange steder. Jeg kommer mest de steder, hvor jeg kender nogen.
Bjerringbro kunstforening havde inviteret til åben censurering, og Pia havde indleveret fire billeder i håb om at komme med på efterårets kunstudstilling.
Jeg synes, det var interessant at overvære juryens kommentarer og valg, men jeg vidste, jeg ikke ville blive der hele dagen, for der var mere end 80 håbefulde kunstnere med keramik, tekstil, tegning og malede billeder.
Juryen bestod af Thilde Mønsted, museumsinspektør på Museum Salling og Bo Gorzelak Pedersen, anmelder og billedkunstner.
Efter min mening var der var mange fine billeder af landskaber, skove, et hav med bølger og sådan nogle motiver. Men de blev sorteret fra med hård hånd. De var for pæne, og landskabsbilleder har vi set alt for mange af. Et meget flot portræt blev karakteriseret som velegnet til at hænge på et borgmesterkontor. Ikke på en kunstudstilling.
"Nordisk romantik." "Cafeagtig." "Det er for rigtigt." "Det bliver ikke kunst af at dele ud af sit privatliv." (malerier af børn/børnebørn) "Hvis det er for pænt, er det ikke kunst." "Mere sjove end gode." "Der skal være noget grimhed i billedet af en sti gennem skoven." osv. Et lille udpluk af nogle af afslagene. Nogle billeder fik bare et "nej herfra."
Men der var selvfølgelig også mange, der fik ros og JA.
Pia fik antaget et billede, og hun var stjerneglad. Det var der 38 andre, der også var.
På søndag er der fernisering, og udstillingen slutter d. 19. december.
"Der skal være noget at gå på opdagelse efter i et billede."

søndag, november 03, 2019

Med lysguirlander gør det ikke noget, det er mørkt.

På Silkeborg Bad er der for tiden en dejlig udstilling for børn og barnlige sjæle.
Den tjekkiske filmskaber og dukkemager Matje Forman har sammen med kolleger skabt IMAGINARIUM. Et rum til leg og fantasi. Jeg er så betaget af håndværket. Træskærerarbejdet.


Det er umuligt gennem mine billeder at skabe et indtryk af det. Hvis mit link virker, er der flere billeder og tekst der.


Almindeligvis må man ikke røre ved udstillede genstande, men her handler det om at røre, at lytte, at se og prøve, hvordan de eventyrlige figurer virker.
En sanseudstilling.











Det har været badedag i dag. Else er nemlig i København, i ugen der kommer. Så for ikke at få al for lang en pause i vores badning, mødtes vi i formiddags.
Det var en grå dag med øs-pjaskende regn. Men ingen blæst og det er det bedste.
Det var faktisk rigtig fint vejr.
Mildt og regnfuldt.

Der går en enlig person på billedet, men det er meget misvisende i forhold til den aktivitet, der var.

Der var rigtig mange mountainbikere, der var mange løbere og badende. Og en enkelt der gik tur med sin paraply.

Woodys transportable kaffebar var med til at øge hyggen.

Så november, kom bare an.

Jeg har hængt en lysguirlande op i køkkenvinduet og det ene vindue i stuen. I løbet af et par dage kommer der flere op.
Så gør det ikke så meget, det er mørkt.