Tredje stik ...

 I går fik jeg tredje corona vaccination. Det føltes godt. Der er ganske vist mange meninger for og imod, men jeg har valgt at følge myndighederne vejledning, så jeg går ikke ind i en polemik med nogen. Men ingen er i tvivl om, at jeg mangler respekt for antivaxxere. Jeg synes, individualitetskravet har taget overhånd, når man ikke vil lade sig vaccinere for fællesskabet. Ingen er en øde ø, vi er alle afhængige af hinanden. Jeg læste om et interessant forskningsprojekt fra Aarhus Uni for nogle dage siden. Konklusionen er, at vi får de bivirkninger, vi forventer. Vi kender nok alle placebo-effekten, som forenklet handler om, at en kalktablet virker smertestillede, hvis vi tror, det er en panodil eller anden smertestillende tablet. Jeg ved ikke, hvilken medicin, der er blevet brugt i de forsøg. Nocebo kan forklares som placebo  med omvendt fortegn. Hvis vi på forhånd har en forventning om, at en given behandling vil have en negativ effekt, så får vi bivirkninger. Der aktiveres et bestemt område i hjernen, som frigiver nogle stoffer, der aktiverer smerter. Artiklen slutter med at oplyse, at 95% får ingen bivirkninger. Så sundhedspersonalet opfordres til at fokusere eller omtale den kendsgerning, i stedet for at tale om at 5 % får bivirkninger. Selvfølgelig får nogle mennesker bivirkninger af det, der er i sprøjten. Det er også derfor vi er under opsyn 15 min. efter vaccinationen. 

For et par uger siden bestilte jeg skub op/skub ned persienner til de to ud af  tre vinduer i stuen, der manglede. De blev monteret i dag, og straks gik jeg i kælderen og fandt lysguirlanderne frem. Nu stråler der stjerner i vinduerne om kap med det lille lystræ på terrassen. Det er så hyggeligt i de her mørke eftermiddage og aftner.

Billedet er fra køkkenvinduet, hvor Thy-nisserne er kommet frem fra kældermørket. De er købt gennem årene af en kreativ kvinde på min barndomsegn.

 I 4. klasse er de i gang med at lære om elektroniske medier. De fleste er nok ret velbevandrede på det digitale område

. En opgave handler om at interviewe bedsteforældrene. Hvordan var det dengang, du var barn?

Havde I mobiltelefon?

Havde I fastnettelefon? 

Havde i radio?

Havde I fjernsyn?

Kunne I komme i biografen?

Jamen, hold da op, hvor er verden forandret i forhold til dengang i 1950erne. Vi havde ikke fastnettelefon, hvad børn i dag slet ikke kender. Men en nabo havde. Hvis der en sjælden gang var en vigtig besked, kunne vi blive hentet. Det var absolut korte beskeder, telefonen blev brugt til. Nu var det jo også et ordfattigt område, men alligevel - i forhold til de lange tlf.samtaler, jeg sommetider har.

Og biografen kendte vi ikke. Sommetider blev der vist film i forsamlingshuset af en omrejsende biograf. Faktisk husker jeg kun én forsamlingshus-film. Det var virkelig en sjældenhed. Det er sjovt at komme til at snakke med et nutidsbarn om dengang. Men vist ikke så rasende interessant for en 10 årig. Og sikkert også svært at sætte sig ind i eller forestille sig. Bagefter bagte vi årets første pebernødder :-)

Sidste hjemmeskoledag.

 Sidste hjemmeskoledag - i hvert fald i denne her omgang. Jeg håber, vi ved hjælp af vaccinen og vores adfærd får bugt med corona, så der ikke igen skal lukkes så meget ned. Vi skal sikkert blive ved med afstand, spritte af, hoste i ærmet og måske også mundbind i lang tid endnu.

I Christians klasse havde de temadag med engelsklæreren fra 9 - 13. Udover alle de forskellige discipliner med stavning, oversættelse, læsning osv, så havde de en meget festlig kagedekoration. Temaet var fødselsdag. 

Forældrerådet havde sørget for at købe et kage-kit til hvert barn og aflevere det torsdag aften.

Æsken med den lille kagefigur indeholdt også et kræmmerhus med glasur, en æske med slik til pynt, flag, balloner, og to stearinlys.

Det kræver stor koncentration at dekorere.

Det færdige resultat. 

Jeg er så imponeret over, den måde undervisningen kan foregår på nu om stunder. 

Børnene er hele tiden i kontakt med Jane, som de kan spørge til råds. Der blev talt dansk på det her tidspunkt.

Jeg havde på forhånd sagt, at jeg ikke ville kunne hjælpe Chr., fordi jeg hopper rundt på krykker. Men jeg kunne sidde og blæse balloner op :-) og dirigere ham rundt, når han skulle finde noget, der skulle bruges.

Alle børn skulle fotografere deres  færdigpyntede kage og sende til Jane. 

"Janeeeee, må vi spise kagen nu? Hvornår må vi spise den? Må vi spise slikket?" Det blev der spurgt om mange gange. Da alle de færdige kager var fotograferet og sendt, var der frikvarter og kagespisning.

Det var ved frokosttid, så jeg foreslog en lækker rugbrødsmad først. Men det kunne der slet ikke være tale om! 

Efter frikvarteret, i den sidste time, skulle de skrive en invitation til egen fødselsdagsfest. Og snakke om hvem de ville invitere. Endelig skulle de skrive et fødselsdagskort til en fødselar, de kendte. Det foregik selvfølgelig på engelsk.

Jeg vil gå i skole igen! Børnene siger tit, når nogen får noget eller har noget, de selv ønsker sig "Der er snyd" at de ikke får det. 

Sådan siger jeg om skolen, dengang jeg var barn. Det er snyd, jeg gik så lidt i skole. Men jeg voksede op i Thy, hvor, det på landet, var en forudsætning, at børnene hjalp til med arbejdet hjemme. I den store klasse fra vi var 10 til 14, gik vi kun i skole to dage om ugen i sommerperioden, når der var markarbejde. Men sådan var det jo for alle der. Min veninde, der gik i skole i Gladsaxe havde helt andre skoleforhold både når det gjaldt bygninger, antal fag, og antal lærere. Vi havde kun en enkelt mand hele vejen igennem.

Jeg glæder mig så meget over skoleforholdene i dag. Alle de muligheder der er. Jeg ved godt, at ikke alle børn trives i skolen, og at ikke alle lærere er lige gode. Og de er rigtig synd for de børn og forældre, der oplever udfordringer. 

I dag har jeg haft besøg af en veninde. Jeg er fuldstændig tilbagelænet, når det handler om kaffe eller anden servering. Ellers kan jeg godt lide at stille noget an, når der kommer nogen. Men for tiden er der selvbetjening i mit køkken. 

At gå i bad er et projekt, som kræver en stol at sidde på og en plastikpose omkring benet, så støvlen ikke bliver våd. Jeg tog tid i dag. Og med hårvask varede det ca. en halv time. Det bliver ikke en hverdagsbegivenhed. 

Jeg bliver hentet til en overnatning hos min datter hen på eftermiddagen. Så får jeg en mundfuld frisk luft. Indtil da kigger jeg ud på det fine solskinsvejr. Min nabo siger, der var 9 graders frost på terrassen i morges. Endelig har vi fået vinter.

Min indre hamster ...

Jeg lyttede til programmet Supertanker på P1 i dag fra 10-11. Dvs. jeg gik lidt fra og til, så jeg fik ikke det hele med. Måske skal jeg høre det igen. Det handlede om frygt og angst i de her corona-tider. En idehistoriker og en psykolog var gæster, og der var mange interessante vinkler.
De kom bl.a. forbi fænomenet hamstring.

Vi havde en hamster engang.
Det er et fascinerende, lille dyr. I sagens natur kan den selvfølgelig ikke sætte en masse foder til livs på en gang, men den er udstyret med ekstra lagerplads i kinderne, som ikke ses, når de er tomme. Hvis den kommer forbi noget spiseligt, men ikke er sulten, kan den gemme det i kinderne, og den kommer til at se helt vildt sjov ud, når den på den måde bliver uformelig og tyk i hovedet.
Den er en sød, lille blød pelsklump. Den er et natdyr.
Vores var helt fortrolig med at være i hænder, men den var ikke så rolig. Den var nysgerrig og vil gerne flytte sig lidt hele tiden, så da den døde, gik vi over til at have marsvin, der var mere kælne.




Men det var et sidespring i forhold til vores indre hamster.
Vi vil alle gerne sørge for vores nærmeste. Vi har et gammelt ordsprog, der siger det: "Enhver er sig selv nærmest." Men vi er blevet opdraget til at tænke på fællesskabet. Vi har fået lagt en kulturel fernis over vores hamster.
Nu er vi kommet i en situation, der er usikker og truende. Alvorlig sygdom er omkring os, og økonomien vakler. Vi er usikre, og hvad kan vi gøre? Jo, vi kan købe ind i stor stil. Vi kan hamstre, selv om statsministeren siger, vi ikke skal hamstre toiletpapir.
Jeg bliver irriteret, synes de mangler samfundssind. Det er usympatisk og usolidarisk. Ja, en træls adfærd!.
Men nu lærte jeg i radioudsendelsen, at min vrede og irritation skyldes, at min indre hamster ikke kan komme til at udfolde sig. Den sidder inde bag kulturel fernis. Dybt inde i mig vil jeg faktisk ønske, jeg kunne hamstre. Jeg kan bare ikke få mig til at gøre det.
Det giver god mening for mig. Nogle har et tykkere lag fernis end andre. Er vi så bedre???
Jeg synes, fernis eller ej, VI SKAL IKKE HAMSTRE!

Må vi så be' om marsvin i stedet for. De hamstrer ikke.

Her er Oberst og Cirkeline.

PYT KNAP

På Johannes værelse ligger PYT-knappen mellem nogle andre ting.

Jeg kom til at tænke på den forleden dag, da jeg sammen med min nabo gik ud af hold-salen efter træning. Op på siden af os kom en anden kvinde, og idet hun hurtigt gik forbi, sagde hun smilende "Jeg føler mig så langbenet, når jeg ser jer to."
Åh, skal jeg nu mindes om det igen, tænkte jeg.
Jeg har korte ben. Irriterende korte ben. Bukser skal altid lægges 8-10 cm op. Men bortset fra det, så er det heller ikke særlig smart at være kortbenet.
Det var jeg meget bevidst om, da jeg var ung.
Og den formiddag dukkede en episode op i min erindring. Jeg har været 19 - 20 år og var i gang med fysioterapeutuddannelsen. Det var en gymnastiktime. Vi skulle bl.a. udarbejde programmer og øve med hinanden. Jeg var genert, så det var ikke min favoritdisciplin. Så kom den flabede dreng i klassen 'tilfældigvis' hen til mig "Synes du ikke, det er ærgerligt, at vejvæsenet har lagt vejen så tæt på din bagdel? Tø-hø"
Det var ikke spor sjovt!
Det sjove eller underlige er, at den bemærkning sidder så fast i min hukommelse. Der skulle gå mange år, før jeg kunne fortælle den vittighed. Den havde såret mig og sat ild til mine mindreværdskomplekser. Da vi havde 50 års jubilæum fortalte jeg episoden. Han blev tavs og så forvirret ud og havde sikkert glemt alt om det.
"On the pleasures of no longer being very young," hedder en novelle af Chesterton, som jeg lige har genlæst. En af glæderne ved ikke at være meget ung, er, at sådan nogle drillende, mobbende bemærkninger ikke gør ondt mere, men der er stadig en øm plet, der kan aktiveres.
Så det var let for mig at tænke PYT forleden dag.

Nu med snebilleder ...

Nu er jeg altså træt af de lune, grå januardage. Kan vi ikke få en ordentlig vinter med frost og sne?

Jeg har været tilbage i et fotoalbum og fotograferet et billede fra december eller januar 1974/75.
Det er min ældste ved indkørslen, hvor vi boede dengang.
Dengang, der var sne til!

Dengang der skulle skovles sne, for at vi kunne køre bilen ud.

Det var vi selvfølgelig også mange gange trætte af.
Der skulle skrabes sne/is af bilen, skovles sne og køres ekstra forsigtigt.
Men i det mindste var der forskel på årstiderne.

I Kanindagbogen kan jeg se, der var mange dage i januar 1982, det frøs 20 grader.
Jeg måtte give kaninerne friskt vand flere gange om dagen, fordi det frøs til is meget hurtigt.
Kaniner sætter pels, efter den temperatur de lever i. Tyk pels om vinteren. Vi satte alligevel buret ind i udhuset, når det begyndte at blive koldt om efteråret.
Det var hyggeligt med kaniner.

Jeg har været en tur ude ad Langsøstien for at plukke grene af mirabellerne. Det er en sand fornøjelse at drive grene frem, synes jeg.

'Marcipan' som i gamle dage.

Weekenden har stået i julegodternes tegn. Der er blevet bagt æbleskiver, vaniljekranse, pebernødder og rullet havregrynskugler og cornflakeskræs og formet marcipan. Desværre har Mattias og hans mor ikke været med. Han har haft høj feber i flere dage, men er i bedring nu.

Fredag efter skoletid var det Chr og jeg, der bagte æbleskiver. Jeg prøvede en opskrift med lidt gær og langtidshævning. Æbleskiverne smagte godt, men de faldt meget sammen og skrumpede, så snart de kom væk fra panden.

I går var vi flere i gang med pebernødder.

Den gamle kødhakker kommer kun frem den ene gang om året. Den er lidt besværlig, men Chr synes, den er sjov at arbejde med, og dejen kommer ud med fine riller.

Her er Christians bamser i marcipan.
Det er dog kun den yderst til højre, der er rigtig marcipan.
De to små er lavet af fattigmandsmarcipan, som min mor lavede i tiden lige efter krigen.

Jeg kom til at tænke på det, mens jeg skrev på julebrevet til 2.a. Brevet, som alle bedsteforældre blev opfordret til at skrive, skulle handle om jul i gamle dage.
Jeg var lidt rundt på nettet for at se, om der var skrevet noget om, hvordan husmødrene klarede sig med den knaphed på varer, der var dengang. Jeg fandt et par opskrifter på snydemarcipan eller fattigmandsmarcipan, som det også kaldes nu. Jeg husker ikke, det blev benævnt sådan dengang. Men jeg fik lyst til at prøve, hvordan det var.
Man tager 30 g margarine (nu smør) 60 g mel og 6 spsk mælk, der laves til en opbagning. Når massen er afkølet, æltes flormelis i, indtil det har en god konsistens, og der tilsættes rigelig mandelessens.
Da familien ankom, gav jeg dem en lille smagsprøve og spurgte, hvad det var? Børnene svarede marcipan. Min datter sagde mandelessens!
Til forskel fra ægte marcipan, var den meget glat og blød at få i munden. Det mest positive at sige om den, var, at den var let at arbejde med og forme figurer af. Men vi stod ikke i kø for at spise den. Den var for sød og mundfornemmelsen var forkert. Så den blev brugt som en slags modellervoks og resten blev kasseret.
Jeg kan bare konkludere, at vi hyggede os, og at vi er meget privilegerede på alle måder.

Det er julekalendertid. Dengang og nu ...

Christians klasselærer skrev for nogen tid siden til forældrene, om bedsteforældrene ville skrive et julebrev om julen i gamle dage.
Da jeg blev spurgt, var min umiddelbare reaktion, at jeg vist ikke kunne huske noget. Men når først tankerne bliver ledt i den retning, så begynder hukommelsen at røre på sig. Jeg spurgte min bror, hvad han kunne huske, og resultatet er nu blevet tre sider. Der er et par billeder på også, så det er ikke tætskreven tekst.
Jeg kom bl.a. til at tænke på vores julekalender dengang tilbage i begyndelsen af 1950erne. Den var et papbillede med tal fra 1-24. Bag tallet var en låge, vi kunne åbne. Vi var så spændte på at åbne lågen hver dag, for der gemte sig et billede, der havde relation til julen. En nisse, en stjerne, et tændt stearinlys og den slags. Det forekommer mig, at lågen var særlig stor d. 24., og der altid var et stort, smukt pyntet juletræ med alle lys tændt.

Andre traditioner, jeg husker, bar præg af, at vi ikke havde meget at gøre godt med dengang.
Jeg har læst lidt op på den tid om rationeringsmærker. Fx. blev sukkerrationering først ophævet i 1952 som det sidste af de madvarer, der var rationeret. Jeg kan huske, hvordan min mor lavede 'marcipan'. Det var noget med smør og mel som til en opbagt sovs. Det skulle være en tyk masse, som blev tilsat mandelessens og sukker. 'Dejen' blev delt i fire portioner: en uden farve, en med lidt rød frugtfarve, en med lidt grøn og en med kakao. De forskellige portioner blev rullet ud med kagrullen. De fire lag blev lagt oven på hinanden og skåret ud i små rhomeformede stykker. De smagte egentlig godt. Men jeg husker også, da rigtig marcipan kom til. Det smagte helt fantastisk. Og hvis vi var på besøg hos naboer eller familie, og der stadig var snydemarcipan, så blev jeg virkelig skuffet.
Min veninde, der er tre år yngre end mig, voksede op i Gladsaxe, og hun har haft en helt anden opvækst. Der var utrolig stor forskel på by og land dengang. Og Thy var så langt ude og ude af fokus for de, der bestemte, at mange ting kom meget sent dertil.
Men nu kom jeg væk fra julekalenderen.
Da jeg var i Føtex for nogle dage siden, blev jeg overvældet af det store udbud. Der var mellem 26 og 30 af de kalendere med chokolade, lakrids, og andre slags slik. Jeg ville fotografere, men en medarbejder sagde, at det måtte jeg ikke. Jeg skulle have tilladelse af varehuschefen. Han gav tilladelse :-) Men mine billeder blev alt for overbelyste.
I har sikkert selv set udvalget, der udover slikkalendere også har mange andre at vælge imellem med legetøj og små pixibøger. Og voksne kan også finde relevante ting at forkæle sig selv og andre med.
Med min baggrund synes jeg selvfølgelig, det er alt for meget!
Det er ikke en holdning, jeg lufter i tide og utide ...
Men det synes jeg!

En dag var jeg ved at fortælle Johanne og hendes mor om min overvældende oplevelse.
Ikke på nogen fordømmende måde.
Heller ikke appellerende, da jeg sagde "gad vide om jeg får en julekalender?"
Det søde barn på fem svarede straks "Du kan bare selv købe en mormor"
Ja selvfølgelig! Haha :-) Jeg købte straks den, der har facon som Big Ben og indeholder After Eight.
Jeg har også købt julekalendere til de øvrige i familien.
Men jeg har denne her smag i munden, at det er for meget. Jeg vil gerne begrænse mit forbrug. Det er lettere for mig end for mine børn og børnebørn, der kun har oplevet velstand. Det har været let for mig at bevæge mig fra fattigdom til middelklasse sådan forbrugsmæssigt. Den modsatte vej bliver rigtig svær, men jeg tror, det bliver nødvendigt. Ad politisk vej bl.a.
Billedet er en kalender, jeg fik i 2017.

Otto Mønsteds kogebog.

Denne her kogebog får mig til at tænke på min mor.
Den lå altid i en skuffe i spisebordet i køkkenet.
Da min mor skulle på plejehjem efter 54 år på det lille husmandssted, var det min bror, der boede tættest på, der grovsorterede og brændte mange ting. Vi fik aldrig snakket om, hvad der skulle brændes, og han døde kort tid efter i en trafikulykke. Men jeg kunne aldrig efterfølgende finde lige netop den bog, som jeg gerne ville have bevaret.
Den kan sikkert købes brugt, men det er min mors opskrifter, som hun skrev til, jeg er interesseret i. Hun var rigtig god til at lave mad.
Hun fik ingen uddannelse, men hun fortalte engang, at hun anså de steder, hun var i huset, som lærepladser. Når hun havde lært det, hun kunne et sted, så fandt hun et nyt.
Hun har nok været omkring 20 år (født i 1918), da hun kom til Frydenstrand Badesanatorium, der lå tæt ved Frederikshavn. Her arbejdede hun i køkkenet. Overlæge Ottosen, der var en igangsætter og ildsjæl, havde mange år tidligere grundlagt Skodsborg Badesanatorium.
Han og hans kone spurgte min mor, om hun ville rejse med dem til Skodsborg og passe hus for dem. Overlægen var en gammel mand på det tidspunkt. Han døde i 1942. Min mor har fortalt, at det var en dejlig tid i en stor villa på Strandvejen. Hun blev meget værdsat. Og arbejdet var let med rengøring og madlavning til de to samt traveture med deres store hund. Jeg fik aldrig spurgt ind til hendes ungdomstid. Hvor længe var du der? Og hvordan osv. Det er først nu, da jeg selv er gammel, jeg synes, det er interessant at vide noget mere.

Jeg stod og bladrede i bogen, som står i en udstilling på Silkeborg Bad. Bl.a. var der en anvisning og opskrift på, hvordan man lavede fars. Det kunne være en grov eller fin fars. For at farsen skulle blive fin, skulle den køres gennem kødhakkeren ti gange! Den grove fars kunne nøjes med tre gange.
I wikipedia kan jeg læse, at Otto Mønsted, margarinefabrikant, havde stor interesse for næringsstofferne i fødevarer. Han oprettede et vitaminlaboratorium, som undersøgte vitaminindholdet i danske levnedsmidler, og han stod bag udgivelsen af kogebogen, der bærer hans navn. Formentlig en af de første danske kogebøger med ernæringstabeller. Den blev udgivet i 1939.

Min mor i midten. Jeg gætter på, det må være havet og ikke Øresund i baggrunden, så det må være fra dengang, hun var i Frederikshavn i slutningen 1930erne eller begyndelsen af 40erne.
Nogle af de sommerkjoler, jeg så i butikkerne i går, har noget tilfælles med dengang :-)

Nå, jeg sidder og laver overspringshandlinger her ved computeren. Jeg er faktisk i gang med at gøre rent, og jeg har planer om at få gjort lidt havearbejde også.

Når afløbet stopper ...

Pludselig var de to vaske her i lejligheden helt tilstoppede i formiddags, både i køkkenet og badeværelset.
Så træder et lejeprivilegium i kraft: Jeg ringer til viceværten som almindeligvis straks sender en mand afsted.
Men lige i dag havde de susende travlt - alle medarbejdere. Det er nemlig i dag, de skal tage imod og hjælpe de lejere, der i lang tid har været genhuset et andet sted, mens deres lejligheder er blevet renoveret.
"Hvis du overhovedet på nogen måde synes, det er rimeligt at vente til i morgen, så ville det være en stor hjælp. Hvis du har akut brug for at få gennemløb, så vil der straks komme en mand," lød det i telefonen.
Jeg tænkte "hvor svært kan det være - da jeg var barn, var det med vandpumpe på gårdspladsen."
Så jeg venter til i morgen. Toilettet fungerer, og det er fint.

Men det er alligevel svært at undvære det rindende vand. Jeg er blevet opmærksom på, hvor meget vand, der går til håndvask. Og når mad skal forberedes. Opvaskebaljen bliver hurtig fuld. Jeg har oftest hældt spildevand ud i haven i dag. Men hvad nu, hvis jeg boede på tredje sal? Så kunne jeg selvfølgelig hælde det ud i toilettet.
Jeg glæder mig til det bliver ordnet i morgen. Jeg skal til træning kl 9 og kan tage bad i Sportscentret.
Fra morgenstunden vil jeg gøre som Steen Steensen Blicher (1782-1848), der mente, at vand på kroppen var skadeligt. Han dyppede to fingerspidser i vaskefadet og duppede søvnen væk fra øjenkrogene. Siges der.

På mit havebord trives forårsblomsterne i det milde vejr, og krabbeskjoldet minder om varme sommerdage med bare tæer i sandet.

Før strømpebukserne.

Sidst, jeg havde vagt på Silkeborg Bad, kiggede jeg igen på væggen med de mange effekter fra en svunden tid. Den er en del af udstillingen Sammensurium.

Dog ikke mere svunden, end jeg tydelig husker de her strømpebånd eller roll-on stropper.

Jeg husker det sådan, at de blev syet på undertrøjen.
Det var en stor forbedring, da roll-on'en kom til Thy. Eller strømpeholderen. Eller hofteholderen.
Et selvstændigt stykke beklædning, der var elastisk og kunne holde maven og hofterne inde og  strømperne oppe.

Hurra for strømpebukserne, siger jeg bare. Så slap vi for de kolde lår. Jeg tror, strømpebukserne blev opfundet dengang den lårkorte mode slog igennem.
Hofteholderen findes stadig i elegante og sexy udgaver, men det er mere for sjov.

Udstillingen Sammensurium er slut nu.
På lørdag er der fernisering på en ny udstilling, der hedder Beyond The Body.
Jeg har vagt i morgen og tror, ikke der er så meget at se på, fordi der arbejdes på at hænge op og arrangere.
Update: Madame minder mig om giraftrusserne. Trusserne med forlængede ben. Dem havde jeg helt glemt. De var uundværlige til at varme lårene.
At finde et billede af et pigebarn med strømpebånd har ikke været muligt. Jo, Pippi Langstrømpe. Men billeder og tegninger af hende er sikkert omfattet af ophavsret. På den anden side set, så har vi nok også hver især indre billeder af Pippi.

Dengang og nu. Eller nu og dengang.

Jeg har gået lidt til og fra, mens jeg har skrevet og tænkt over weekendens oplevelser. Over nutid og fortid. Familie og relationer.

Nej, vi er kke blevet muslimer :-)

Vi har bare været i gang med at træne og slutter af med udspænding for hofter og ryg.
Det er min kusine til venstre i billedet. Hun kan ikke sidde stille ret længe af gangen.
Hun har haft rygproblemer i mange år, men med hjælp af en fysioterapeut og personlig træner, har hun fået ændret sine vaner og træner tre gange ugentlig samtidig med hun dagligt går en time.
Det er nok overflødigt at skrive det, men hun har ikke antydning af ondt i ryggen mere.
Det er også min kusine til højre i billedet. Og en anden kusine, der har fotograferet. Jeg har været i sommerhus sammen med dem og den enes mand her i weekenden.

Vi, der er efterkommere efter Anton og Martine, har været til fætter/kusine komsammen i Vorupør
De to på billedet er født i 1878 (d. 1951) og 1880 (d. 1967)
De blev gift i 1905. Måske er billedet fra den anledning?
De fik ni børn, hvoraf en lille dreng døde som toårig.
Ingen af deres børn lever mere. Min morbror Marius døde som den sidste i 2015 på sin 93 års fødselsdag.
Min mor døde i 2004 som 86 årig.

Jeg er vokset op med, at vi så familierne på min far og mors side på mærkedage. De boede i Thy, men få havde bil dengang først i 50erne, så det var lidt omstændeligt med hestevogn, og husdyr der skulle fodres og malkes før familiekomsammen. Vi havde tættere kontakt ned min mors søster og hendes yngste bror, så fætre og kusiner fra de to familier kender jeg bedst.
Da jeg var 14 år kom jeg på Vejlefjordskolen, (wiki) hvor jeg gik, til jeg fik realeksamen. Jeg hørte til den sidste årgang, der kom ind på fysioterapeutuddannelsen med kun realen i bagagen.
Sidst i '50erne og først i 60'erne var der et stigende antal unge fra ufaglærte familier, fra fiskeri, industri og små landbrug, der flyttede og fik en uddannelse.
Jeg og mine brødre var heldige, at vores forældre prioriterede det. De fleste af mine fætre og kusiner og skolekammerater blev i de ufaglærte jobs.
Der kan kun siges godt om det at få en uddannelse. Men der var en bagside dengang, at det fjernede os fra vores familier. Der var sproget fx. Den brede dialekt kunne vi aflære. Jeg beholdt den dog og kunne let slå over. Men der var også hele perspektivet på alting. Vi fik et større udsyn og og en større forståelse for mange ting. Jeg følte mig tit udenfor, når jeg kom hjem. Thy var dengang et ordfattigt område, så der blev ikke snakket så meget. Når jeg sådan sidder og tænker tilbage, er det utroligt så meget samfundsforholdene har ændret sig. Især på uddannelsesområdet, set fra mit stå ståsted.
Sidste år fik min fætter Anton den ide, at vi skulle prøve at mødes. Han var en lille dreng, da jeg flyttede hjemmefra, så ham har jeg ikke kendt. Han ligner dog sin far så meget nu, så det var let at se, hvor han kom fra.

Vi, der mødtes sidste år, var stemt for at mødes igen i år. Det resulterede i, at vi var flere deltagere end  sidst. Vi er gamle nu. Den ældste kusine er 86 og den yngste er 65. Vi har børn og børnebørn, hvoraf nogle også var med. Vi kender ikke hinandens børn. Den ene af mine døtre var med og et barnebarn.
Min datter savnede nogle jævnaldrende. Jeg tror egentlig ikke, det appelerer så meget til den generation. Det kan være lidt indviklet at finde ud af, hvordan familieforholdene er, når man kun har en svag erindring om de gamle forældre.

Jeg har skrevet næste års dato i kalenderen. Min afdøde fætters søn og svigerdatter har stået for det praktiske og gjort et stort arbejde. Jeg foreslog, at vi gør noget sammen. Fx fællessang og spil eller noget ... Det kunne jeg jo fx. forberede mig på.

Tre kusiner har jeg kendt gennem alle år. Den ene bor i Norge.
Hun havde lejet et sommerhus, hvor jeg var inviteret til at bo sammen med de to andre.

De er så sjove. Vi har grinet rigtig meget.
 Og snakket om os selv og  vores respektive forældre, som vi nok får større forståelse for - eller slet ikke.

Her er det Planken, det gælder. Tove kan holde den i tre min. Jeg i 10 sec.

Ingen ville med ud at bade, så jeg gjorde det heller ikke.
Det regnede iøvrigt hele dagen i Vorupør i går.
Og da de ville ud at gå tur sidst på eftermiddagen, var det tid for mig at køre hjem. Jeg har ikke fået så meget frisk luft, men jeg nydt samværet, udsigten fra sommerhuset og fået rørt lattermusklerne.

Mit hakkejern.

Søren Ryge havde en klumme i Politiken i lørdags om hakkejernet. I hans optik det vigtigste redskab i haven.
Jeg er enig med ham. For mig er det et uundværligt redskab, og jeg er god til at bruge det. Allerede da jeg var barn, var det en del af sommerarbejdet at hakke roer. Række op og række ned. Det forekommer mig, at det altid var meget varmt, når vi gik der.

Billedet er fra 1968 fra en bog om landbruget i gamle dage. Jeg kender ikke de mennesker, men sådan så det ud + et par børn på min barndoms roemarker i 1950erne.
Min lillebror blev født i december, det år, jeg sommeren efter fyldte syv.
Da jeg en dag skulle passe den lille halvt år gamle baby, ville jeg give ham noget rigtig lækkert.
Det var efter min mening det inderste af en moden tomat, som jeg gav ham med en teske.
Da min mor hørte om det, blev hun meget oprevet. Men han blev ikke syg af det, og derefter blev historien fortalt til nabokonerne under stor morskab.
Det var ikke særlig sjovt for mig at blive til grin og underholdning.
I dag vil det aldrig forekomme at lade en syvårig passe en lille baby. Det var ikke usædvanligt dengang.

Da min far døde i 1970 ophørte landbruget for min mor. Hun forpagtede jorden ud, og roehakkerne stod ubrugte i laden. Ikke helt ubrugte, for de var også et vigtigt haveredskab for hende.
Min mor flyttede på plejehjem i 2001, og én af de ting, jeg tog med mig var et hakkejern.
Jeg har siden brugt det i min have. Indtil for nylig. Det bar præg af, at det var gammelt, men det fungerede godt.
En dag for en måneds tid siden opdagede jeg, det var væk. Jeg sætter ikke altid rive, spade og hakkejern i kælderen efter brug. Det står tit på terrassen.
Jeg ledte inde og ude. Kunne jeg have anbragt det et eller andet mystisk sted uden at tænke over det?
Jeg spurgte mine naboer, om de havde set det? Men nej. Jeg undrer mig stadig over, om nogen har snuppet det?? Sådan et gammelt redskab? Hvorfor så ikke også riven?
Jeg synes, det er meget mystisk.
Hvis det ikke var fordi, det har en slags affektionsværdi eller historie for mig, så er det jo ligemeget. Og det er det jo - altså ligemeget. Utroligt, det har overlevet så længe.
Min nabo, der flytter snart, har sagt, jeg kan overtage hendes.

For et par dage siden købte jeg en lille håndfuld solcellelamper, der var meget nedsat i JYSK. De lyser så fint i blommetræet, når det er mørkt.
Nu vil jeg helst tro det bedste om folk, men det er let at 'plukke' dem så tæt på vejen, som jeg bor.
Men mon ikke de bliver hængende?

Det var det så ikke ...

Efter vagtlægens vurdering, var Mattias' udslet ikke fnat. Hun sagde, at fnat altid begynder med udslet på fingrene. Og det aktuelle udslet sidder i knæhasen. (så tænker jeg børneeksem)
Men det var jo herligt, vi kunne ses som aftalt.
Det er underligt, synes jeg, at fnat, børneorm og lus er blevet så udbredt. Jeg snakkede med min bror i formiddags, og vi er enige om, at ingen af delene fandtes i vores barndom i 1950erne. Jeg vidste godt, der var sådan noget, og at det var forbundet med skam at blive ramt. Vi boede på landet og havde husdyr på tætteste hold. Og hund, katte og kaniner. Vi hjalp også til med markarbejde. Badeværelse fandtes ikke på husmandsbrug dengang. Vi blev ikke vasket så tit og så grundigt, som vi bliver nu. Vi havde heller ikke vaskemaskine, så tøjet blev ikke vasket så tit. Man skulle jo tro, det ville give grobund trælse ting. Vi var mere ude, end børn er nu, og da vi kom i skole, var der ikke så mange børn.
Men hvorfor så nu? Min hjemmestrikkede teori er, at for store grupper børn opholder sig for mange timer i rum, der er for små? At vi er gået over gevind med hygiejne? Nej, en bedre hygiejne var jo banebrydende for folks sundhedstilstand, dengang man fandt ud af, at vand og sæbe reddede liv.
Nu er der ingen skam forbundet med, at et barn får lus, børneorm eller fnat. Og det er godt. Mine børnebørn har haft de to første flere gange. Så opstår der stor opmærksomhed på at få startet behandling og få begrænset smitten. Og så er det ellers en almindelig ting i et børneliv.

Jeg går til træning to gange om ugen i Sundhedshuset.
I sidste uge var der kommet et nyt opslag op på toiletterne, og det får mig til at tænke, om det gør noget godt for folk, at der er så stor fokus på en ny virus?
Om det skaber overdreven håndvask? Angst for virus?
Der er både sæbe og sprit ved håndvasken. Vi ved jo godt, vi skal bruge det.


Vores påskefrokost i går var en middag. Vi skal jo have lammekølle i påsken, og det bliver for sent for børnene, hvis vi først mødes ved aftenstid.
Når vi, som i går, mødes og spiser kl 13, så er der en lang eftermiddag, hvor børnene både kan lege inde og ude.
Jeg lavede mad hjemme hos mig og kørte det over til min datter, hvor der er god plads og meget legetøj til rådighed. Lammekøllen blev langtidsstegt. Kyllingelårene, som er meget populære hos børnene, var lige ved at give mig et logistisk problem. Jeg plejer at stege dem ved høj varme, men det kan jo også lade sig gøre at langtidsstege dem, og så fjerne det blege udseende under grillen.
Jeg lagde kartofler og halve hvidløg i bradepanden den sidste time. Det var voksenkartofler, som børnene siger. Min svigersøn lavede børnekartofler, som er kartoffeltern bagt i ovnen, til de bliver gyldne. Jeg havde lavet noget tilbehør, som også hørte til voksenkategorien (i hvert fald i børnenes optik lige for tiden.) En basilikumpesto, en dip af porre og feta rørt i minihakker, en dip af rød peber i strimler, som er kogt bløde ved svag varme i 20 min og tilsat en teske eddike og et lille drys feta, og en salat af rødbedestrimler, revet æble og gulerod og valnødder.
Jeg blev hjemme sammen med min datter, mens de øvrige voksne og børn gik på legepladsen. Vejret var så fint, men det var koldt. Da de kom tilbage med røde kinder og en duft af frisk luft, fik vi is og kaffe. Jeg havde drømt om at bage en kage. Den lagkage med citronfromage, som jeg havde set opskrift på. Men sådan gik det ikke :-) Og jeg havde heller ikke sagt noget om det, så der var ingen skuffede forventninger.

Da eftermiddagen var ved at gå over i aften, og alle var taget afsted, blev de to tildelt spilletid.

Der må ikke spilles, når der er børn at lege med, og det fungerer også godt.

Det vil sikkert ændre sig, når de bliver ældre og leger på en anden måde?

Dengang i 1950'erne

Dengang i 1950'erne havde vi ikke bil derude på landet i det lille husmandssted.
Men der kom en rutebil forbi to gange om dagen.

(Billedet er lånt fra Lokalhistorisk Arkiv, Thisted kommune)
Jeg kender ikke personerne på billedet.

Rutebilen kørte fra Thisted over Vang, Vangså, Tvorup og tilbage til Thisted.
Vi var yderst sjældent i Thisted, der lå 17 km. væk.
Men når vi skulle med, så stod vi ikke derude på vejen og ventede. Der var en køreplan og et bestemt tidspunkt, rutebilen kom forbi vores hus, men det kunne nemt afvige.
Aftalen var, at når der stod en stol i vores indkørsel, betød det, at én skulle med og chaufføren
standsede og ventede, til vi kom ud.
Rutebilen fungerede også som avisbud. På eftermiddagsturen var der en bunke aviser med til de, der abonnerede på Thisted Amts Tidende. Chaufføren kastede avisen ud af bussen ved de respektive indkørsler. Vi havde i nogle år en schäferhund, der hed Bill. Den kunne gå ned til vejen og hente avisen. Den forventede så også en kage, når den kom og afleverede avisen. Det var især min bedstemor, der stod for det. Hun boede hos mine forældre de sidste 5-6 år af sit liv og døde i 1967.

Et meget yndet leg dengang var at samle på bilnumre. Vi satte os i vejkanten med en blyant og en lille notesbog og så noterede vi nummeret, når der kom en bil forbi. Der kom ikke mange biler den vej. Men der var status i at have mange numre i sin bog. Vi kendte som regel, de biler der kom forbi. Dengang kunne man ud fra nummerpladen se, hvilket amt bilen kom fra. Det var spændende, når der kom en bil fra et andet amt.
Det var iøvrigt en grusvej, der førte forbi vores hus. Jeg ved ikke, hvornår der blev asfalteret?
Jeg har tidligere skrevet om  DENGANG HER.

Skru tiden tilbage - til 1950'erne.

Advarsel ... : et indlæg der handler om wc, das, lokum og sådan noget, dengang i 50'erne. ;-)

Jeg ser med stor interesse de udsendelser på DR1, hvor en 2016-byfamilie flytter tilbage til 1950'erne. Til et liv som husmandsfamilie.
Jeg var selv barn i 50'erne, og da jeg er født i 1944, kan jeg huske meget fra det årti, udsendelserne handler om.
Det er helt tydeligt for mig, at tilrettelæggerne ikke selv har levet i den tid. De har research'et og læst sig til den viden, de formidler videre til os tv-kiggere.
Der er så mange detaljer, der ikke passer. F. eks. får man slet ikke indtryk af, hvor omfattende  arbejdet var for en husmand dengang. Hele det projekt, der handler om at få gode afgrøder og sunde husdyr, så man var selvforsynende, er ikke en del af det. At forberede jorden, at så, at passe korn og roer, mens det vokser til, at høste, at bringe hjem i lade og i roekule var et kæmpearbejde, samtidig med at dyrene skulle passes hver dag.

Men nu skal mit indlæg ikke være en anmeldelse af tv-programmet, men det har sat gang i en masse erindringer, og jeg vil gerne fortælle mine børnebørn om, hvordan det var dengang, jeg var barn.
Det var et liv, der var milevidt fra det liv, de lever i dag.
Mattias på 4 år spurgte mig forleden, hvor jeg gik i børnehave? Han blev meget forbavset, da jeg svarede, at der ikke var nogen børnehave, der hvor jeg boede.

Nu var livet som husmand sikkert forskelligt, efter hvor i landet man boede. Men fælles var, at det var meget små landbrug med 5-6 tønder land. Set med nutidens øjne, var forholdene meget primitive. Det var før mekaniseringen slog igennem. Min far travede efter hesten og den relevante maskine (plov, såmaskine, harve, radrenser) og hvad de hed. Min bror kunne i en tidlig alder styre to heste og en plov.
Jeg er vokset op i Thy,  17 km. vest for Thisted.

Da jeg var i Eisenach i august, var vi inde i museet Bachhaus,  det hus, hvor J.S. Bach sandsynligvis boede i sin barndom. Han blev født i 1685. Jeg fotograferede familiens toilet, fordi jeg ville vise mine børnebørn, at sådan så det ud, da jeg var barn.

Hjemme hos os gik der en dør fra bryggerset ind til det lille rum, der var vores wc. Så løftede man låget (uden at kigge ned i den ulækre spand) og satte sig og gjorde det, man skulle.

Når man sad der, kiggede man på den dør, der førte ud i hestestalden, så det var et gennemgangsrum.

I tv-programmet står der et lille toilethus udenfor.
De kalder det das eller lokum.
Hjemme hos os hed det wc. Jeg har aldrig set sådan et lille udendørs toilethus på landet her i Danmark. På film har jeg set de små huse med hjerte på døren, men aldrig i virkeligheden.

Når faderen i tv skal tømme wc-spanden, så bærer han den ud på marken og graver et hul og tømmer indholdet deri.
Det virker helt forkert på mig. Ikke fordi jeg nogensinde så min far tømme wc-spanden, men han har selvfølgelig tømt den ude på møddingen, der lå bagved stalden. Det var jo der hønselorte og ditto fra køer og grise også endte.
Jeg har snakket med min bror og genoplivet vores toiletforhold for nylig, og vi var faktisk de eneste, der havde sådan et wc. I vores nabolag gik folk - børn og voksne ud i stalden og satte sig på hug bagved køerne.
Det var virkelig primitivt dengang. Og ikke særlig romantisk at genopfriske.
Omkring 1960 fik mine forældre bygget til stuehuset, og det resulterede bl.a. i et dejligt badeværelse.

Et kig tilbage på ploven ...

Hos min bror og svigerinde står et af de redskaber min far brugte i landbruget.
En plov.
Når jeg ser, hvor lille den er, så kan jeg ikke forstå, det kunne lade sig gøre. Det krævede, at han kunne styre både hesten og ploven. Og en harve og en tromle og en radrenser og en såmaskine.
Der blev gået mange, mange skridt. Gad vide, hvad en skridttæller ville have vist?

Under dueslaget hænger en smedejernsfigur
af bondemanden med sin hest og sin plov.

Min bror hjalp mig med at huske, hvordan det egentlig var dengang midt i 50erne.
Han var selv en del af arbejdet i marken. Da han var 11-12 år kunne han styre plov og heste.
I mit barndomshjem havde vi en hest, der hed Musse.
Naboen Niels havde en hest, der hed Røde.

Når der var brug for to heste i markarbejdet, så blev der lavet aftaler, så min far og Niels lånte hinandens hest.

Min bror siger, at de to heste var så vant til at være spændt for, at de altid gik stille og roligt. De vidste, når de nærmede sig skellet på marken, hvor de skulle vende, og de skulle lige have et lille nøk med tømmen for at gå det sidste stykke og vende.
Der blev aldrig brugt pisk på de to.

Så vidt vi husker, fik vores far en traktor i 1960 eller 61.

Det er underligt at tænke på, at vi har oplevet det. Den tid virker så fuldstændig anderledes. Der var kun primitive redskaber til at dyrke jorden med. Primitive - set med nutidens øjne - for engang var grejet endnu mere primitivt. Men nutidens teknologi har ændret landbruget fuldstændigt. Jeg bliver sommetider helt bange, når jeg møder en af de koloenorme maskiner derude på landet i min lille bil. Jeg kan blive i tvivl om, hvad den egentlig bruges til? Måske har sådan en stor maskine mere end én funktion? Der er ingen landmænd i min familie mere, så jeg ved ikke, hvad der foregår.
Men jeg bliver trist over udviklingen og landmandens vilkår

Vi gik en dejlig tur gennem skoven og forbi markerne i søndags. Da skinnede solen, hvad den slet ikke gør i dag..

Jeg kan godt lide at se marker, som Grundtvig skrev - 'der ser man nu kun sorten muld' ...
Man ser ikke så tit den sorte muld.
Ved nærmere eftersyn var der bittesmå grønne spirer, så inden længe er den mark, ligeså grøn som den til højre i billedet.
Dejlige efterår - især når det er godt vejr.

Den store poser æbler jeg fik med hjem, er omdannet til æblekompot, der skal laves til æblekage, når jeg kommer til sommerhuset i Vorupør. Jeg er dog ikke sikker på, at sådan en gammeldags kage eller dessert står øverst på ønskesedlen hos de unge mennesker. Det gør den hos mig på det her tidspunkt af året.

Tider skal komme, tider skal henrulle ...

Jeg har en gammel, slidt bog, der har tilhørt min bedstemor, min mormor.
Fødselsdagsbogen hedder den. Af Erik Jacobsen
Bogen indeholder alle årets dage, og den er disponeret sådan, at slår man en side op, så står der 4 datoer på højre side.
På venstre side er der et vers til hver dato. Versene er skrevet af forskellige kendte danske forfattere. F.eks H.C.Andersen, Jeppe Aakjær, B.S. Ingemann, Emil Aarestrup osv.
Jeg kan ikke se, hvornår min bedstemor har taget bogen i brug, men der er noteret mange navne.

På næstsidste side har hun skrevet navne og fødselsdato på sine 9 børn. Hun har nok været ret gammel, da hun skrev. Der er streget over og rettet.

Hendes håndskrift var stor og lidt kantet.

Min mor har tilføjet med sin lille, sirlige skrift, at Far og Mors bryllupsdag var 7/12 - 1905.
På den modsatte side har hun skrevet om Lille Marius, der blev født 9/10 - 1916 og døde 4/1 -1919.
Mange små børn døde dengang. Måske kan man sige, de var heldige, at kun et af børnene døde.
I løbet af 15 år fra 1907 til 1922 fødte min bedstemor de 9 børn. Det er underligt at tænke på, så anderledes tiden og vilkårene var dengang.
Efter lille Marius kom der yderligere to piger og en dreng. Drengen kom til at hedde Marius.

Han blev min morbror Marius, som døde for nogle dage siden på sin 93 års fødselsdag.
Den sidste af min bedstemors børneflok er død.
Det er livets gang og naturligt. Og en befrielse for ham og hans familie.

Min bedstemor blev født i 1880 og døde i 1967. Når jeg tænker på det, synes jeg, det er lidt vildt, at jeg har kendt et menneske, der blev født i 1880. Det hænger selvfølgelig sammen med, jeg selv er blevet gammel. Jeg havde et tæt forhold til hende, men jeg synes, jeg skulle have spurgt om, hvordan hendes liv havde været, hvad hun havde drømt og følt.
Det tænkte jeg ikke på dengang. Jeg var 23, da hun døde, og fortiden var ikke noget, jeg gik op i. Jeg var selvfølgelig mere orienteret mod fremtiden.

Jeg har fulgtes med min bror og svigerinde til begravelse langt oppe i Vendsyssel.

Det er i sig selv hyggeligt at sidde i bilen i flere timer sammen med dem.

Og hyggeligt at møde familiemedlemmer som næsten ikke er til at kende, fordi det er længe siden sidst.
Og begravelsen gik stille og fredeligt. Bagefter var der varm kakao med flødeskum, kridhvide boller (som i gamle dage, da der ikke skulle kerner og groft mel i boller) med smør og flødeskumslagkage og kaffe.

En bryllupsdag for længe siden.

Min bror gjorde mig opmærksom på i går, at det var vores forældres bryllupsdag.
Brylluppet blev fejret hjemme hos min mors forældre, men jeg har ingen billeder derfra. Der findes et billede, der er taget af en professionel fotograf. Men hvor? Og hvor blev de gift?
Dagen var den 15. december 1943, og jeg er født i 1944.

Dengang var det en meget, meget stor skam at få et barn uden for ægteskab. Og hvis nogen kom galt afsted, som det hed, så var det med at blive gift, før det kunne ses, at der var et barn på vej.
Jeg ved ikke, om det nogensinde blev udtalt, men vi børn voksede op med den forståelse, at det var en rigtig dårlig ide, at få børn før man blev gift.
25 år senere så verden helt anderledes ud. En kvinde kunne godt være alene med et barn. P-pillen var opfundet, og par kunne bo sammen uden at være gift.
Det var først, da mine forældre havde sølvbryllup, og vi var ved at lave en sang til dem, at det gik op for mig, at selv om jeg var født året efter, så var det altså kun 6 mdr. efter. Det fik mig til at tænke "Ha, de har ikke været bedre end andre ... Og hvorfor har de aldrig sagt noget om det?"
Jeg kommer jo derude vest fra, hvor man ikke snakker om følelser og sådan noget. Der findes ikke ord for alting, men der ligger meget i det uudtalte. Eller gjorde dengang.
Nu synes jeg bare, det er en sjov detalje.

Min bror fortalte om sin svigermor, som også skulle giftes, fordi hun var blevet gravid. Hendes forældre var meget, meget vrede, og de forlangte, at hun skulle giftes i en sort brudekjole. Det var hun meget ulykkelig over hele livet.

I morgen skal jeg til frokost hos min bror og svigerinde, og jeg er spændt på, om han ligger inde med billeder fra dengang for 71 år siden.

Jeg har min bedstemors fødselsdagskalender, og i den ligger der resterne af et gulnet, slidt papir med nogle vers fra en sang. Jeg kan se, papiret er gået i stykker, og der er antydning af flere vers.
Jeg ved sangen er skrevet af Hans Bakgaard. Han var en lokal digter, forfatter og foredragsholder, som kom hos mine bedsteforældre og gik på jagt der.

Han begynder med en pris til mine bedsteforældre:

Hen til Anton og Martine
blev en Verden skøn for mig
"Vester Faddersbøl" hvor Haren
tumler sig i lystig Leg.

Men nu må jeg til at skrive
om den lille Maren her
hun der sidder her ved Siden
af sin høje Hjertenskær.

Hvad mon det er for en melodi?

Så kom regnen - og gamle høstbilleder .

Så kom regnen endelig hertil Midtjylland. Den var længe ventet.
I formiddags fik jeg lavet lidt havearbejde. Temperaturen var oppe omkring 24-25 grader. Det var smeltende varmt og lummert.
Jeg lavede iste i formiddags. Jeg brugte samme metode, som når det skal være almindelig varm te. I stedet for at tilsætte citronmelisse eller mynte, så brugte jeg til en forandring et par kviste frisk timian, som fik lov til at trække med. Jeg smager til med ahornsirup (som var det, jeg havde. Honning vil også være godt). Så er det bare at vente på afkøling. Timiansmag er fin til en forandring, men jeg foretrækker citronmelisse.

Det regner. Og høsten er i hus. Et drømmescenarie for landmanden.
Det har været høstvejr ualmindelig tidligt i år.

Mine gamle billeder er fra midt i august - måske lidt senere.
Det første med min far på selvbinderen er fra 1965.
Min kære far, der døde 5 år senere, da han var 55 år. Han har været meget savnet.

Det andet er nok 10 - 12 år senere.
Min bror med et af børnene på en mejetærsker fra maskinstationen. Min mor blev boende, da hun blev alene og lejede jorden ud.

Det er en lille maskine i forhold til dem, der kører på markerne nu.

Det sidste billede er hjemme hos min kusine Ruth og hendes familie.
Det kunne også have været hjemme hos os.
Så vidt jeg kan se, er det halmballer og ikke neg på vognen, så der har været en mejetærsker indover.
Der har også været en traktor foran vognen.
Måske havde min farbror anskaffet sig traktor tidligere end min far
Men jeg forstår ikke, hvorfor Ruth er så fin? Hun kan umuligt have været med til at læsse i den kjole?

Der er virkelig meget forandret, siden dengang, i måden der drives landbrug på.

"Ills sont passés ..." eller "de er forbi ..."

"Ils sont passés ces jours de fêtes", som Henrik plejer at sige. (Hvis det ellers er rigtigt stavet)
I oversættelse omtrent sådan "-de er forbi, de glade dage".

Sådan så man ud i 1962. Jeg var 17.

Min kæreste fra dengang har jeg set første gang efter 30 år i 1990, og nu igen efter yderligere 20 år.

Vi gik tur i parken ude på Silkeborg Bad og drak kaffe i cafeen og kiggede på gamle billeder.
Nu har vi ikke meget tilfælles, men det er alligevel sjovt at snakke om gamle dage.

Men hvor blev han af, den smarte fyr?
Nu er jeg rigtig tarvelig, når jeg viser et billede af ham og ikke et tilsvarende af mig.
Men den smarte fyr er blevet den gamle mand med hund i snor.

(jeg satser på, det er lettere at få tilgivelse end tilladelse)

Og på samme måde går han nok rundt og tænker, 'hvor blev hun af, den lille søde?'

Men med en let omskrivning "de er forbi, de unge dage".

Ak ja ...

1990.