onsdag, maj 15, 2019

Otto Mønsteds kogebog.

Denne her kogebog får mig til at tænke på min mor.
Den lå altid i en skuffe i spisebordet i køkkenet.
Da min mor skulle på plejehjem efter 54 år på det lille husmandssted, var det min bror, der boede tættest på, der grovsorterede og brændte mange ting. Vi fik aldrig snakket om, hvad der skulle brændes, og han døde kort tid efter i en trafikulykke. Men jeg kunne aldrig efterfølgende finde lige netop den bog, som jeg gerne ville have bevaret.
Den kan sikkert købes brugt, men det er min mors opskrifter, som hun skrev til, jeg er interesseret i. Hun var rigtig god til at lave mad.
Hun fik ingen uddannelse, men hun fortalte engang, at hun anså de steder, hun var i huset, som lærepladser. Når hun havde lært det, hun kunne et sted, så fandt hun et nyt.
Hun har nok været omkring 20 år (født i 1918), da hun kom til Frydenstrand Badesanatorium, der lå tæt ved Frederikshavn. Her arbejdede hun i køkkenet. Overlæge Ottosen, der var en igangsætter og ildsjæl, havde mange år tidligere grundlagt Skodsborg Badesanatorium.
Han og hans kone spurgte min mor, om hun ville rejse med dem til Skodsborg og passe hus for dem. Overlægen var en gammel mand på det tidspunkt. Han døde i 1942. Min mor har fortalt, at det var en dejlig tid i en stor villa på Strandvejen. Hun blev meget værdsat. Og arbejdet var let med rengøring og madlavning til de to samt traveture med deres store hund. Jeg fik aldrig spurgt ind til hendes ungdomstid. Hvor længe var du der? Og hvordan osv. Det er først nu, da jeg selv er gammel, jeg synes, det er interessant at vide noget mere.
Jeg stod og bladrede i bogen, som står i en udstilling på Silkeborg Bad. Bl.a. var der en anvisning og opskrift på, hvordan man lavede fars. Det kunne være en grov eller fin fars. For at farsen skulle blive fin, skulle den køres gennem kødhakkeren ti gange! Den grove fars kunne nøjes med tre gange.
I wikipedia kan jeg læse, at Otto Mønsted, margarinefabrikant, havde stor interesse for næringsstofferne i fødevarer. Han oprettede et vitaminlaboratorium, som undersøgte vitaminindholdet i danske levnedsmidler, og han stod bag udgivelsen af kogebogen, der bærer hans navn. Formentlig en af de første danske kogebøger med ernæringstabeller. Den blev udgivet i 1939.





Min mor i midten. Jeg gætter på, det må være havet og ikke Øresund i baggrunden, så det må være fra dengang, hun var i Frederikshavn i slutningen 1930erne eller begyndelsen af 40erne.
Nogle af de sommerkjoler, jeg så i butikkerne i går, har noget tilfælles med dengang :-)

Nå, jeg sidder og laver overspringshandlinger her ved computeren. Jeg er faktisk i gang med at gøre rent, og jeg har planer om at få gjort lidt havearbejde også.


5 kommentarer:

  1. Sikke en fin indstilling din mor havde, - at være bevidst om sin egen "uddannelse".
    Det er et dejligt billede med sommerkjoler. Der er lidt "Badehotellet" over det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes også det var en god plan, min mor havde.
      Og de sommerkjoler emmer af Badehotellet :-)

      Slet
  2. Ja den mode kunne min datter nemt falde for. Det er et skønt billede. Kogebogen kender jeg ikke, selv om vi også havde flere kogebøger hjemme.

    SvarSlet
  3. Lene, det er dejligt, din datter kan lide den slags kjoler :-)

    SvarSlet
  4. Ekte Kjærlighet Stave Caster Dr. Obodo. Staver for å tiltrekke kjærlighet, Stopp skilsmisse, Ekteskapsstaver, Ta tapt kjærlighet, Penger og velhavende staver, Beskyttelsesformer, fruktbarhetstasting. Kontaktinfo
    (Email: templeofanswer@hotmail.co.uk
    Ring, Viber og whatsapp +2348155425481)

    SvarSlet