Mælkebøtten i græsplænen og alle vegne.

 Jeg har et meget ambivalent forhold til mælkebøtter.

Blomsten er så smuk, som den står alle mulige steder her om foråret.

Jeg vil bare ikke have den i min græsplæne.

Tilbage i 2013 købte jeg et mælkebøttejern, som med et let tag vipper planten op med rod - det meste af den.

Billedet her viser noget af min fangst det første forår. Der blev mange af den slags bunker.

Det mest imponerende var de kæmpe lange rødder.

Der er mange mælkebøtter i min plæne hvert forår trods brug af jernet, men rødderne er nu meget korte og hver  plante mindre.

I år har jeg prøvet at hælde kogt vand ned i planten.

Til næste år vil jeg lade være med at gøre noget. Tror jeg nok. Bier og andre insekter er meget glade for mælkebøtter. Deres sæson er ret kort. Men jeg ved ikke, om de udkonkurrerer græsset. 

Jeg fotograferede de tre billeder her på samme sted for nogle dage siden og kalder dem solen, månen og stjernerne.

Billedet af Christian er for nogle år siden på vej hjem fra børnehaven.

Vi skulle tælle, hvor mange kærester der var.

Jeg husker, vi flettede lange kranse af mælkebøtter, da jeg var barn. Og de grønne blade var kaninernes livret. Tror jeg. De gik i hvert fald straks i gang med den, når de fik en håndfuld ind i buret. 

Jeg bruger dem ikke i salat, men det skulle der ikke være noget i vejen for. De er fulde af vitaminer og fibre. 

Så hvorfor kaldes den Fandens Mælkebøtte, når den har så mange kvaliteter? På norsk hedder den løvetand. 

Om alder.

 I mandags var jeg var jeg sammen med fys-banden, som jeg kalder den lille gruppe af tidligere kolleger, jeg spiser sammen hver tredje måned. Vi snakker om, hvad vi er optaget af hver især. Sjovt nok ikke om arbejde. Kun én er tilbage på vores fælles arbejdsplads, og hun slutter sidst i august for at gå på pension.

På et tidspunkt langt inde i samtalen, blev vi klar over, vi havde snakket længe om helbredsproblemer. Vi blev faktisk overraskede. Men det er ikke spor overraskende, for det betyder uendelig meget, når vi bliver gamle, hvordan vores helbred er. Som et ordsprog siger "Den raske har mange ønsker og drømme. Den syge har kun et ønske nemlig at blive rask". 

Helt aktuelt skyldtes vores samtaleemne også, at én af os var fraværende, fordi hun netop samme dag blev opereret for brystkræft. 

Jeg husker, hvordan min mor fortalte om egne  men især også om andre i hendes omgangskreds, der var syge. Og jeg tænkte "behøver jeg at høre om det?" Sagde det ikke højt. Men med tiden ved jeg nu, det betyder meget at dele tanker og oplevelser om, hvordan alderen påvirker os. Det er så vidt forskelligt, hvordan vi har det, og hvordan vi italesætter det. 

Jeg kan blive bekymret over, jeg er glemsom. Hvad var det lige, jeg gik ind i stuen efter? Hvad var det for et spørgsmål, jeg ville slå op på google? Jeg er meget afhængig af min kalender. At jeg får noteret alle aftaler. Men jeg kan huske, jeg har brugt billedet her før :-), for Ellen foreslog at bruge ordet pivede i stedet for tøsedrenge. Altså: Alderdom er ikke for de pivede. 

I sidste uge havde kommunens forebyggelsesteam inviteret til foredrag med overskriften "Kunsten at blive gammel" Sådan en overskrift kan godt provokere mig, for der er så mange forhold, vi ikke selv er herre over, der spiller ind, når det handler om, hvordan vi ældes. 

Foredragsholderen var Agnete Tjærandsen, 89 år. Hun er af dansk oprindelse bosat i Bodø i Norge. Ifølge hende er alt muligt, hvis man vil. Det er ikke alder, der sætter grænsen. Hun begyndte med at sige, at hun talte om raske mennesker, og det var en væsentlig detalje i den sammenhæng. Hendes overskrift "You do'nt grow old. When you stop growing, you get old", er ikke så nem at oversætte. I stedet for grow som vokse/gro, vil jeg sige udvikle. Der var egentlig ikke noget nyt i forhold til, hvad vi får af anbefalinger fra sundhedsmyndighederne, men hun var interessant og god til at formidle. Vi var omkring 100 mennesker, der blev beværtet med kaffe og boller. Der var hyggelig stemning og forebyggelses-teamet opfordrede os til at henvende os, hvis der var noget. Teamet består af tre sygeplejersker, to ergoterapeuter og en fysioterapeut. 

Mit æbletræ blomstrer så dejligt. Det bliver spændende, hvordan æblerne bliver. Om æblevikleren kommer og lægger sine æg i blomsten. Det gjorde de sidste år i alle æbler. 

Blommetræet har blomstret yderst sparsomt for første gang. Så jeg skal nok have det fældet.

Det plejer at stå som en hvid sky i april/maj.

Men som en sanglinje lyder: "Fordi et smukt træ ældes, skal det ikke bare fældes ..."

Jeg holder haletudser.

 

Der findes vist ikke nogen dyr, der er lettere at holde end haletudser? Og så bliver jeg hjulpet på vej af god vejledning på nettet.

Der er lidt overbefolkning i min balje, synes jeg, så Johanne var med til at flytte nogle over i et glas og levere dem tilbage til vandhullet.

De er svære at få fat i, så det tager sin tid.

Tørken har betydet at vandet næsten er væk,  og vandplanterne har overtaget.

Vi tog noget mere vand med tilbage og et par friske vandplanter. 

Når haletudserne begynder at få ben, skal jeg have anskaffet noget fiskefoder.

Men ellers sker der ikke meget. Ingen antydning af ben endnu.

I dag havde jeg vagt på Silkeborg Bad, og da vandhullet ligger tæt ved, var jeg igen ude og hente et par planter. Siden i lørdags var der yderligere udtørring, og der lugtede dårligt. Men sådan et miljø er der insekter og kriblekrable dyr, der lever godt i.

For et par dage siden, så jeg det her dejlige syn på Saltenvej i Them. Jeg ved ikke om det er kommunen eller grundejerforeningen, jeg skal takke for at vælge så flotte vejtræer.

Det er allerede fredag?

 Sidste fredag var Mattias her til en sleepover. Vi skulle selvfølgelig tage os af haletudserne, som var fuldt udviklede 27. april - nogle af dem også lidt før. 

Der var for mange i baljen, så vi lod nogle løbe ind i et glas og hældte dem over i en spand. De skulle tilbage til deres fødested. 

I løbet af de seneste dage er det vandhul skrumpet rigtig meget. Det er alt for tørt. Vi fik hældt haletudser tilbage og tog en god portion vand og vandplanter med hjem igen. 

Et par dage senere så jeg et lille dyr GÅ nede i bunden af baljen, og tænkte, at det skulle reddes op. Men inden jeg nåede så langt, blev jeg klar over, at det måtte være et vanddyr af en slags. Er det så en ven eller fjende? Jeg har ikke set det siden. Mit billede er meget uskarpt, men det ses sådan cirka midt i billedet. Jeg er ude ved det vandhul et par gange om ugen. Heldigvis er det ikke så langt væk. Jeg har læst, at haletudser er op til 70 dage om at udvikle sig til tudser. Afhængig af temperaturen. Hos mig står de på terrassen, så der bliver ikke en hurtig udvikling. I morgen kommer Johanne. Så skal vi ud at aflevere nogle flere. Der er for mange, synes jeg. Jeg har også læst, at når de udvikler lemmer skal de fodres med lidt fiskefoder. Det vil jeg finde ud af til den tid. Indtil videre lever de af det, der sidder på vandplanterne, og som er usynligt for mig.

Vi spiste hos Joci Sushi. Ikke fordi nogen af os er vilde med sushi, men fordi det er sådan en sjov måde at få serveret sin mad på, og det skal da prøves. Der er mange andre ting at spise, hvis man helt vil undgå sushi, hvad jeg ikke vil, men hvad min følgesvend ville. Han var begejstret for konceptet og prøvede ihærdigt at spise pom' frit med pinde.

En af dagene mødtes jeg med Ingrid i Kaffekanden, som er en meget hyggelig cafe/butik, hvor der er stor travlhed, fordi det er et populært sted, der blev kåret som byens bedste butik i 2021.

Tæt på ligger Røde Kors Genbrug. Jeg har svært ved at overskue og vælge, når der er så stort udvalg, som der er der. Det er Ingrid en ørn til, og jeg fik et par fine toppe/bluser til sommerbrug. 

Da vi sad i Kaffekanden, havde vi denne her udsigt til barnevogne. Det er sådan et dejligt syn, der fortæller, at vi har trygge og rolige forhold i vores lille land. 

Én af mødrene kom ud for at hente sin baby, da vi gik forbi. Hun fortalte, at mødregruppen var inde og få ordnet negle og andre forkælelses-ting, som en kosmetolog kan sørge for. Det er dem vel undt.

Mine tanker vandrer tilbage til dengang for snart 50 år siden, da barselsorloven var tre mdr. En lidt ældre veninde er fra den tid, da orloven var på seks uger. I dag kan jeg undre mig over, hvordan det var muligt?? 

Der er sket meget siden. Men det er en helt anden snak.

For nogle dage siden solgte SuperBrugsen en Alocasia variant, som jeg måtte eje. De var sat ned i pris og ikke i den bedste forfatning, men jeg tænkte, jeg kunne få den på ret køl.

Alocasia Zebrina med de stribede stængler.

Den var pakket ind i cellofan, og da jeg pakkede den ud, bøjede de to stængler sig til hver sin side. Mon de retter sig? Mon de skal have en støttepind? Den står i stuen. Var kun ude for at blive fotograferet :-)

Min gamle Alocasia Polly, som ikke har tabt blade eller vist tegn på mistrivsel i den seneste tid. Heller ikke dens stikling, som har fået et nyt blad.

Jeg giver også provokatøren rampelys ...

 Den sag burde ties ihjel! Jeg bliver, eller er bare så vred, så det vælter ud af alle knaphuller. 

Hvor mærkelig og provokerende har man lov at være? Jeg synes, han går langt over stregen!

I fredags klistrede han et billede af sig selv siddende i en æggeskal på et af Asger Jorns kendte billeder. Imens løb limen ned af billedet. 

Han mener, han har ret til at ændre på det billede, som Jorn havde købt for at male sin modifikation.

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/stort-anerkendt-asger-jorn-vaerk-udsat-haervaerk-vi-er-jo-ret-rystede 

Jeg ved ikke, om linket virker.

Han kunne selv have købt et maleri i en genbrugsbutik og malet sin egen modifikation i stedet for at øve hærværk.

Jeg kalder ham konsekvent Han. For nogle år siden blev han tilkendt juridisk kønsskifte. Ingen operation. Han definerer sig som en lesbisk kvinde i en mandekrop. Og kan provokere ved at kræve adgang til kvinders omklædning i svømmehaller fx. osv.

Om ikke andet, så får Museum Jorn en del omtale for tiden.

Det er måske i sidste ende ikke dårligt.

Forhåbentlig kan konservatorer reparere billedet?