I mandags var jeg var jeg sammen med fys-banden, som jeg kalder den lille gruppe af tidligere kolleger, jeg spiser sammen hver tredje måned. Vi snakker om, hvad vi er optaget af hver især. Sjovt nok ikke om arbejde. Kun én er tilbage på vores fælles arbejdsplads, og hun slutter sidst i august for at gå på pension.
Helt aktuelt skyldtes vores samtaleemne også, at én af os var fraværende, fordi hun netop samme dag blev opereret for brystkræft.
Jeg husker, hvordan min mor fortalte om egne men især også om andre i hendes omgangskreds, der var syge. Og jeg tænkte "behøver jeg at høre om det?" Sagde det ikke højt. Men med tiden ved jeg nu, det betyder meget at dele tanker og oplevelser om, hvordan alderen påvirker os. Det er så vidt forskelligt, hvordan vi har det, og hvordan vi italesætter det.
Jeg kan blive bekymret over, jeg er glemsom. Hvad var det lige, jeg gik ind i stuen efter? Hvad var det for et spørgsmål, jeg ville slå op på google? Jeg er meget afhængig af min kalender. At jeg får noteret alle aftaler. Men jeg kan huske, jeg har brugt billedet her før :-), for Ellen foreslog at bruge ordet pivede i stedet for tøsedrenge. Altså: Alderdom er ikke for de pivede.
I sidste uge havde kommunens forebyggelsesteam inviteret til foredrag med overskriften "Kunsten at blive gammel" Sådan en overskrift kan godt provokere mig, for der er så mange forhold, vi ikke selv er herre over, der spiller ind, når det handler om, hvordan vi ældes.
Foredragsholderen var Agnete Tjærandsen, 89 år. Hun er af dansk oprindelse bosat i Bodø i Norge. Ifølge hende er alt muligt, hvis man vil. Det er ikke alder, der sætter grænsen. Hun begyndte med at sige, at hun talte om raske mennesker, og det var en væsentlig detalje i den sammenhæng. Hendes overskrift "You do'nt grow old. When you stop growing, you get old", er ikke så nem at oversætte. I stedet for grow som vokse/gro, vil jeg sige udvikle. Der var egentlig ikke noget nyt i forhold til, hvad vi får af anbefalinger fra sundhedsmyndighederne, men hun var interessant og god til at formidle. Vi var omkring 100 mennesker, der blev beværtet med kaffe og boller. Der var hyggelig stemning og forebyggelses-teamet opfordrede os til at henvende os, hvis der var noget. Teamet består af tre sygeplejersker, to ergoterapeuter og en fysioterapeut.
Mit æbletræ blomstrer så dejligt. Det bliver spændende, hvordan æblerne bliver. Om æblevikleren kommer og lægger sine æg i blomsten. Det gjorde de sidste år i alle æbler.
Blommetræet har blomstret yderst sparsomt for første gang. Så jeg skal nok have det fældet.
Men som en sanglinje lyder: "Fordi et smukt træ ældes, skal det ikke bare fældes ..."
Jeg er også lidt ambivalent om emnet sygdom/helbred. Først lærte jeg det skulle ties ihjel, da det ikke vedkom andre. Efterhånden som alderen og det voksne liv fylder mere, er det jo også et emne, der beskriver hvem det du taler med, hvorfor vedkommende handler og reagere, altså et langt dybere indsigt af hvem det er jeg taler med. For vi gør og handler med udgangspunkt i de bump vi har mødt på vejen til den alder vi har i dag. Derfor er jeg blevet langt mere åben, og heldigvis for det.
SvarSletDejligt med de "møder" hver 3. mdr. og dejligt med livets gang i haven ❤️
Karin, det har været meget almindeligt at være stille omkring helbreds-udfordringer. Da min far i 1970 som 54 årig blev alvorlig syg, var læger og sygehuspersonalets holdning, at det skulle holdes skjult for patienten og de pårørende. Kun fordi jeg arbejdede på sygehuset, tog en overlæge mig til side og fortalte, hvad der stod i journalen, og hvor alvorlig situationen var. Det var en stor byrde at bære for 25 årige mig.
SvarSletHeldigvis er der blevet meget mere åbenhed, og i dag vil det være utænkeligt, at en patient ikke bliver orienteret om sin sygdom.
Ja, vi har hver især en rygsæk med os med forskelligt indhold. Godt at du og de fleste er mere åbne om, hvordan vores liv er.
Hvor er det dejligt at læse at I stadig mødes. Nogen gange tænker jeg, at vi måske skal afsætte tid til at drøfte vores skavanker og så derefter kan snakke om alt det andet, der er i vores liv. For jeg er enig, det fylder, og det gør godt at høre andre, hvordan de takler det.
SvarSletLene, ja det er dejligt at mødes. Det lyder som en god ide at afsætte tid til at tale om skavanker. Det er i hvert fald godt at dele og lære af hinanden.
SletJa, det fylder, men jeg har det sådan, at jeg nok helst ikke vil tale om mit helbred (somme tider ikke engang med John ...), for jeg mener ikke, det kan være interessant for andre at høre om, men det er en balancegang, for det skal nemlig ikke forstås sådan, at jeg ikke vil høre om andres sygdomme. Det vil jeg gerne, men det er på orienteringsniveau - jeg orker ganske enkelt ikke at få alt penslet ud i samtlige detaljer, måske fordi min opfattelse er, at manges små elendigheder kunne afhjælpes, hvis man selv gjorde en indsats - som jeg ved, at både du og Lene i høj grad gør! Alvorlige sygdomme tager jeg skam seriøst. Men den selvmedlidenhed, jeg indimellem møder hos folk, der bare sidder hjemme i sofaen uden at tage det mindste initiativ til bare et eller andet, har jeg det svært med.
SvarSletEllen, det er en balancegang. Jeg kender en meget velfungerende 88 årig kvinde og en ditto 90 årig. De taler ikke om alder eller om sygdom. Eller træthed. Måske bliver man mindre optaget af det, hvis man bliver meget gammel? Men det er vel også individuelt?
SvarSlet