mandag, juni 27, 2022

For nogle dage siden

 

For nogle dage siden kom jeg til at tænke på det her billede.

I dag dukkede det op som et mindebillede, heldigvis, for jeg ville have haft svært ved at finde det. Årsagen til min tanke var, at Johanne og jeg kom forbi nogle edderkopper og barnet udbrød "Adrr, jeg kan ikke lige edderkopper." Jeg højlydt forbavset "Jamen, vi plejer da at undre os sammen og undersøge, hvordan forskellige insekter bevæger sig?" Hendes svar overraskede mig, for det er nemlig kun mejerne hun kan lide. De andre arter synes hun er ulækre. Jeg gik ikke nærmere ind i snakken, idet jeg tænkte, at det nok er noget midlertidigt?

Måske er det en pigeting, at være bange for edderkopper? Måske hører hun veninder, der siger det? Måske kommer hendes interesse tilbage? Der er nok ikke så mange piger på snart 8 år, der kender forskel på mejere og andre edderkopper.


Den sidste haletudse kom ud i sit vandhul i går. Johanne havde givet den navnet Budde. 
Pludselig fik Budde bagben. Næste dag et forben og vi tænkte, om den måske ville være handicappet, men i løbet af timer groede det andet forben frem. Her er den fotograferet i den lille spand, den blev fragtet ud til søen i.
Den skulle hurtigt ud i naturen, og den svømmede også fint afsted. Jeg nåede at se, at den holdt pause på et blad af vandplanterne. 
Det har været en langsommelig proces at følge tudseæg. Kedeligt. Men nu er det afprøvet :-)
Jeg håber, Budde klarer sig og bliver en lille frø eller tudse. Eller måske ender den som føde for et andet dyr. Sådan er naturens orden.


mandag, juni 20, 2022

Øv, så gik den ikke længere ...

 

Den ene haletudse er død. Øv! Jeg havde kun to tilbage. de andre var blevet sat ud i deres oprindelige vandhul. Jeg tænkte også, at de to skulle derud, for de var så kedelige. Der skete ingenting, men så voksede der pludselig bagben frem på den lille livlige d. 15. Dagen efter begyndte der at komme små forben, og jeg så, hvordan den kunne klatre op på en vandplante. Skulle jeg så sætte den ud nu? Inden jeg fik tænkt færdig, lå den pludselig død for to dage siden.

Den anden, som er tykkere og langsommere er der stadig. Den har små bagben. Den overlever nok ikke. Jeg puster luft og bevægelse i vandet gennem et sugerør, og de får lidt flager beregnet til akvariefisk. Der ligger en stor sten, der rager lidt op af vandet og en gren, der kan kravles på. Sommetider suppleres der med lidt vand ude fra deres vandhul. Johanne og jeg skal derud i dag. 

For nogle dage siden læste jeg et indlæg på Lone Landmands blog om de mange, mange haletudser i Sørens sø.  De var i stimer, og de fleste tjener nok som føde til andre vanddyr og fugle. men de var i deres naturlige habitat. Sådan er det tydeligvis ikke hos mig. Det varer op til 70 dage, før haletudser udvikler sig til små frøer og tudser i naturen. De to har været hos mig i 56 dage. Måske er udviklingen blevet forceret? Og de har været langt fra deres oprindelige levested. 

Da vi vendte den om på ryggen, var det meget synligt, hvor hurtig den var vokset de seneste to dage. Halen var næsten forsvundet. 
Det har tydeligvis ikke været mine børnebørns interesse? Bare den kendsgerning, at de ikke havde fået navne siger alt. Alle slags små kræ plejer at få et navn :-) 

Konklusionen er, at jeg har gjort et eksperiment, som ikke faldt heldigt ud. Øv. Jeg kommer ikke til at gentage det til næste år. Men jeg vil gå derud, hvor tudser og frøer mødes sidst i marts og lytte til deres fine kvækken og se på deres livlige aktivitet. De er de ultimative forårsbebudere.




søndag, juni 12, 2022

Alt er godt hos mig.

 Der er gået otte dage siden, jeg blev diagnosticeret og behandlet for øresten, og jeg har ikke haft antydning af svimmelhed og kvalme. Det er helt utroligt i forhold til, hvor dårligt jeg havde det. Jeg kom hurtigt i behandling, så skrækken for hvad der var på færde, kunne ikke nå at sætte sig for alvor, og det er nok derfor, jeg føler mig tryg. Jeg ved, det ikke er farligt, hvis det kommer igen. Jeg overholder den vejledning, overlægen gav mig: Ikke ligge på venstre side de første 10 dage. Jeg troede, det ville blive svært, men jeg har rullet to vattæpper til en tyk pølse, der ligger på min venstre side i sengen, så jeg ikke ruller derover i søvne. At sove på ryggen og højre side fungerer fint. Jeg skulle også holde hovedet 45 grader eleveret, når jeg ligger på ryggen. Så højt kommer jeg ikke op om natten, men jeg har ekstra puder. Ikke at få hovedet nedad kan jeg undgå, fordi jeg kan gå ned i knæ på hug, hvis jeg skal finde noget eller samle noget op.

Hvis andre med øresten læser, hvad jeg har skrevet, så gælder min 'opskrift' ikke for alle. 
Øresten eller krystaller kan sidde forskellige steder i de tre buegange. Den vejledning, jeg fik, gælder for den placering ørestenen havde i min buegang.
Men bortset fra det, er det vigtigt at være i gang, som sædvanligt. 
Jeg har ikke været i Sportscentret, fordi jeg skulle undgå øvelser på måtte på gulvet. Men jeg har lavet et træningsprogram herhjemme et par gange.






Min alocasia stortrives og blomstrer for tiden. Sådan en kaldes vel en blomst?
For nogle dage siden så jeg en alocasia black velvet i Føtex. Den blev jeg nødt til at købe. Den har tre blade, og to der snart springer ud.


I parken ved Silkeborg Bad har Duetræet blomstret for første gang. Det stammer oprindeligt fra Kina.
Træet blev skænket af Ditte og Åge Rugholm i forbindelse med udstillingen Fuglefri i 1998. Jeg har hvert år holdt øje med, om der snart kom hvide duevinger. Når det blæser lidt, ligner det hvide små vinger, der bevæger sig i vinden.
Da Linda boede på Fyn, var der et duetræ, som var plantet af en tidligere ejer, der var skovfoged. Dengang var jeg meget betaget af træet, så derfor var det dejligt at se det igen. Billedet er taget i maj.
Da jeg havde vagt i onsdags, var det afblomstret. 
Udstillingen af ukrainske kunstnere er ved at blive pakket ned. Den kan ikke sendes tilbage til Ukraine, så det er en særlig glæde, at et kunstmuseum i Belgien har fået plads til at vise den.

Jeg havde besøg af Mexican Train-banden. Vi spiste en tidlig middag og spillede, så vi var klar til at slutte aftenen kl ca 21.30.
Gammelt billede fra nov 2021.
 Jeg har måske skrevet om den lette løsning, jeg har valgt de sidste tre gange, jeg har haft middagsgæster. Den består af laksestykker bagt i ovnen. De små kartoffelkroketter fra Føtex. De skal have lidt længere tid i ovnen end fisken. Dertil en hollandaise købt i en flaske, der står Jensen på. Den skal bare varmes i en gryde. Og en færdigskyllet blandet salat, som jeg tilsætter granatæblekærner eller stykker af småtskåret frugt, der passer til. Eller saltede peanuts, eller andre nødder. 



Kartoffelgratin, som også fås i en variant med små stykker broccoli. De falder i god jord, når jeg har serveret dem. De smager rigtig godt.

Det er sæson for rabarber, så desserten blev en rabarbercrumble. Der var ikke nok stilke fra mine egne rabarber, men heldigvis har jeg en gavmild nabo med mange og store af slagsen. 
Jeg har lavet en lille flaske rabarbersaft til børnebørnene, som plejer at være begejstrede for den, men jeg havde ladet en stjerneanis koge med. Den var selvfølgelig siet fra - og ikke omtalt - men Chr. syntes, saften havde en bismag. Det er altså ikke vejen frem, kan jeg konstatere. :-)



Trine var her på et lille formiddagskaffe-besøg medbringende rundstykker i torsdag. Det var som altid hyggeligt.
Engang smittede jeg hende med min interesse for Teologi for lægfolk, og hun begyndte også at følge undervisningen. Jeg sluttede i 2018 efter mange års forløb. Emnerne skifter hvert år, så der er altid noget at komme efter. Men jeg havde svært ved at koncentrere mig, syntes jeg. Efterhånden var det frikvarterne, der var sjovest. :-)
Nu inspirerede Trine mig til at deltage i Sommeruniversitetet, som de afsluttende dage for forårssemestret hedder. Tre dage sidst i juni. Det bliver spændende. 
Torsdag eftermiddag var jeg til frokost hos min bror og svigerinde. På vejen kommer jeg igennem det her grønne scenarie, som for ikke så længe siden lyst op i gult.
Min svigerinde driller os i al godmodighed, for hun kender ingen, der som min bror og jeg kan lide at dykke ned i familiens og vores fødeegns historie. Det er en af fordelene ved at blive gammel: At der er så meget oplevet fortid. Og at vores perspektiv og forståelse nuanceres.
Det er et par uger siden, Johannes skole holdt koncert. Vejret var til udendørskoncert. De gjorde det så godt, børnene, og sang Kim Larsens Midt om Natten. Jeg er imponeret over, at lærerne kan få sådan et fint resultat ud af det.








mandag, juni 06, 2022

Uvirkeligt at tænke tilbage på ...

 I torsdags blev jeg akut indlagt på det nye sygehus i Gødstrup og udskrevet igen fredag eftermiddag. Alt er godt igen. 

Den korte udgave er, at da jeg stod op kl 6 torsdag morgen, var mit soveværelse forvandlet til et skib i stærk søgang. Jeg kunne ikke holde balancen og ramlede ind i dørkarme og vægge og havde en voldsom kvalme. Det var ikke de klassiske Stroke-symptomer, men det forgik tydeligvis i hjernen.
Efter en times tid med bekymringer, overvandt jeg min sygdoms-skam (ja, det er der noget, der hedder) og ringede 112. 
Det var grænseoverskridende for mig, for var det nu nødvendigt?
Jeg fik hurtig og omsorgsfuld hjælp og endte på det nye sygehus i Gødstrup (Holstebro og Herning lagt sammen) 
Skanningen af mit hoved viste normale, alderssvarende forhold. Pyh, sikke en lettelse. Om fredagen blev det muligt at putte mig ind til en konsultation på høreklinikken. Efter en grundig undersøgelse af øjne, ører og hovedets bevægelser, var ørelægens bud: Øresten eller på latin benign positionel vertigo.
Jeg fik en plads i svimmelhedsstolen hen på eftermiddagen.
Og den er en mirakel-stol!
Da det var blevet identificeret, i hvilken side og i hvilken buegang i det indre øre krystallerne lå, (min veninde i Norge fortæller,  at der hedder det krystallsyke) blev stolen langsomt roteret, og jeg blev vendt med hovedet ned og benene op. Det er angstfremkaldende at få provokeret svimmelheden frem. Det føles som af falde og falde uden noget at gribe fat i. Efter 5 - 6 min. kunne jeg spændes ud af stolen, og kvalmen og svimmelheden var pist væk. Det var da helt utroligt! 
Min kære datter kunne køre mig hjem. 
Jeg fik en fin lektion i den indre øregangs anatomi. Det betyder meget for mig at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Der er ikke altid en forklaring, på det der sker. Det var der heldigvis her. 
I de tre dage, der er gået, har jeg ikke haft antydning af symptomer. Det blev så tydeligt for mig, hvor  invaliderende det er at have kvalme og kaste op og være svimmel. Det skulle man ikke lige tro. Men det er det. 
Jeg har nogle få restriktioner de næste 10 dage. Jeg må ikke ligge på venstre side, ikke bøje mig frem så hovedet vender ned, ingen gymnastik liggende på gulvet, og hovedet skal være eleveret 45 grader, når jeg ligger på ryggen. Det for at undgå at sten/krystal (små og usynlige for det blotte øje) forlader den rigtige plads og glider ud i en buegang og laver ravage igen.  
Hvis det sker igen, vil jeg være helt tryg. Nu ved jeg, det er ikke farligt. Der findes et skema fra høreforeningen med øvelser, man selv kan gøre. Men det helt effektive er jo den behandling, jeg har fået. Det er uvirkeligt at tænke på. Det var kun små to dage, jeg havde det så dårligt. Og så var det væk igen. Jeg er meget taknemlig for mine døtre, der var nærværende hos mig både sammen og hver for sig i løbet af dagene. Og for omsorgsfulde naboer og venner.
For 45 år siden havde jeg noget, som må have været øresten. Det var ikke sejlende svimmelhed, men som at være i en  centrifuge. Dengang var der ikke tale om øresten eller manipulation af hovedet. Kliniske undersøgelser hos ørelæge og øjenlæge kunne udelukke, der var noget alvorligt på færde. Det blev kaldt virus på balancenerven. Der gik et halvt år, før det var helt væk, men jeg fungerede godt nok i hverdagen. Jeg vidste hvilke hovedbevægelser, jeg skulle undgå.
Det er den amerikanske læge Epley, der har udviklet Epleys manøvre og den meget avancerede stol, der kan diagnosticere og behandle lidelsen. Jeg har Googlet og set, at Rigshospitalet i 2011, var det første sted i Europa, der anskaffede stolen med hjælp fra Mærsk Mc-Kinney Møller. Nu findes den sikkert flere steder. I hvert fald i Gødstrup. 

Nu vil jeg gå ud lidt. Solen skinner efter regnvejr tidligere i dag. I går fik jeg luget lidt ukrudt i haven, inden regne kom. Det kan jeg godt gøre uden at vende hovedet ned.
Christian kommer og spiser. Hans yndlingsret ligger i køleskabet: Steff Houlbergs Boller i Karry i pølseform :-) Min karrysovs med blendede (dermed kamuflerede) grønsager kan ikke hamle op med den i pølsen :-)
Den er så let at gå til. Risene er blandet i.



onsdag, juni 01, 2022

Update på haletudser

 

Efterhånden er der kun lidt vand tilbage i det vandhul, hvor vi hentede tudseæg. Der er ikke skyggen af en haletuds at få øje på derude, selvom der var store klumper med æg dengang i april. 

I min balje udviklede der sig masser af haletudser, og jeg har i tre omgange leveret de fleste tilbage, så jeg nu har tre i en balje, der står inde og seks i en udendørs på terrassen.

Jeg er meget i tvivl om, hvordan de trives. De vokser så langsomt. Jeg fodrer dem nu med lidt fiskeflage-foder, der købes på dåse. De har tydelige øjne, men ingen antydning til ben. Men der står også i den vejledning, jeg har printet ud, at forvandlingen fra æg til en lille tudse eller frø tager ca 70 dage i naturen. Nu er der gået omkring 40, så det er en langsommelig proces. Måske sætter jeg de sidste ud i deres fødested igen ...


På et tidspunkt, da jeg hentede 'frisk' vand fra fødestedet fulgte der sådan en lille smal fisk? med, uden jeg opdagede det. Jeg havde besøg af mine to kusine-familier. De mente, det måske var en hundestejle? Det er flere dage siden, jeg har set den. Ikke godt at vide, hvor den er blevet af?
Der er smukt derude, hvor vandplanter trives.



Jeg har været hos Mattias et par dage. Hans mor var på kursus, og hans far skulle meget tidligt afsted på arbejde. 
Det gik fint med at vække ham og sende ham i skole.

Lærerne har ryddet op i gamle bøger, og eleverne måtte tage nogle med hjem. Mattias havde valgt mange. Bl.a. Skatteøen, den gamle klassiker. Han skal læse 20 min. hver dag, så det blev den, han tog hul på og læste for mig. Jeg blev overrasket over sproget. Så gammeldags og med udtryk vi ikke bruger mere. Jeg er spændt på, om han kommer til at læse videre i den? Den er langt fra Harry Potter, som han er i gang med. 

Vi var en tur på skolens fodboldbane, hvor han viste mig nogle tricks :-)