Efterårsferie-snapshots.

 I går fik jeg en spontan lyst til at prøve af, om jeg kunne gå op til Dronningestolen. Et udsigtspunkt i Nordskoven, der ligger 65 m. o.h. 

Jeg følte, jeg havde 'gode ben'. Er det ikke sådan, cykelryttere siger? I de seneste to uger har jeg kunnet gå længere uden at få tunge ben og ondt i lysken.

I fugleflugtslinje er afstanden ikke så stor, men terrænet er kuperet. Vejret var smukt med stedvis solskin og dejlige farver i skoven. Jeg gik 5000 skridt og var afsted en god time. Det var dejligt. Og godt at komme hjem til avis og sofa.

Hvorfor stedet hedder Dronningestolen, har jeg endnu ikke fået forklaring på. Der står en gammel bænk. Træerne er gennem årene vokset til, så udsigten er blevet 'beskåret'. Men der er smukt alligevel.

Min nabo har her til formiddag formanet mig om, at jeg ikke må gå i skoven alene! 

Det var i januar på en familietur, jeg faldt i Gjern Bakker og fik en malleol-fractur. Da oplevede jeg, at jeg ikke selv kunne komme op at stå og langt mindre gå. Takket være min datter og ex-mand kom jeg ned igen. Dengang fortalte jeg vidt og bredt, at nu var det slut med at gå alene på øde steder. Relativt øde. For her til lands har vi ikke så øde områder som i nabolandene. Men det er lidt besværligt, hvis jeg altid skal arrangere gå-ture sammen med andre. Det er selvfølgelig hyggeligt. Rundt om mig er der til alle sider dejlige stier at gå. Siden det brud og især den inaktivitet, der fulgte med, har jeg ikke gået så meget, men nu. Og først nu efter næsten 10 mdr. og en masse træning, synes jeg, det går meget bedre. Så jeg vil nok fortsætte med spontane gå-ture. Med telefonen i lommen.

I begyndelsen af ferien var vi i Mønsted kalkgruber. 

Det er et spændende sted, som ikke kun handler om mørke minegange. Ca 4 km. af de 60 km i gruberne er oplyste. Her overvintrer massevis af flagermus. Jeg så dog ingen. Børnene gjorde vist nok. 

Her lagres ost. Vi kunne tydeligt lugte det, og vi kunne på afstand se hylderne med stabler af oste.

Et sted i en højt hvælvede grube er der bænke, og på de rå vægge kører et multimedie show om det hårde arbejdsliv i minerne.

Der var aktiviteter for børn flere steder. I denne her bygning blev der læsket kalk for mange år siden. Minedriften ophørte i 1953.

Udenfor var der en dejlig legeplads, som børnene havde svært ved at løsrive sig fra. Der er en cafe og butik og gangstier rundt i det særprægede landskab.

Jeg brugte tid i den lille museumsbygning, hvor livet som minearbejder gennem forskellige tider blev fortalt. Der er meget at opleve både ude og inde.

En dag var vi i Team Teatret i Herning. Et lille teater, der har eksisteret i mange år. 

Home blev opført af to spanske skuespillere. Uden andre ord end no og yes. En flygtning og en meget rodfæstet mand bliver, efter en del forviklinger, venner. Vi skiftevis lo og græd. Det var sjovt men også alvorligt og rørende.

Utroligt, hvordan  de to kunne formidle følelser og handlinger ved hjælp af kropssprog og mimik.

Mattias var så glad for oplevelsen, at han har været der igen sammen med to kammerater.

Museum Jorn blev besøgt og her fik Johanne mulighed for at male på det store 'lærred' iført kittel og brede pensler med acrylmaling. 

Der var også mange billeder at undre sig over i den faste udstilling.

Nu kan jeg ikke flytte curseren ...

ØV - det driller mig.

Slut for nu.

Cat pulling its tail.

 Det yogasprog - det er altså sjovt. Som nu den stilling, der hedder 'cat pulling its tail'. Jeg ligger og morer mig, lydløst dog, der på måtten. På Google er der masser af billeder af stillingen, men jeg vil ikke krænke nogens ophavsret ved at 'låne' et. Vi har fået en ny yin-yogainstruktør i Sportscentret. Den bedste ud af de tre, jeg har oplevet. Den første har for svære stillinger for mig. Den næste som også var yin, sluttede da de første corona-nedlukninger trådte i kraft og er ikke vendt tilbage siden. Heidi har en mere blid og meditativ tilgang. Hun viser stillingen, som vi er i ca tre min. Hun forklarer, hvordan vi kan kompensere med blokke, hvis vi ikke kan gå helt ind i et stræk, og så går hun rundt, og meget stille korrigerer hun den enkelte. Hun spørger, inden timen starter, om det er ok, hun retter. Jeg vil gerne vises ind i en stilling, hvis jeg ikke rigtig kan mærke, om mine lemmer er det rigtige sted :-)  men jeg ved at for nogen, er det meget sårbart at blive rettet på. I mandags sluttede hun timen med regnbue-meditation. Meget langsomt guider hun os igennem regnbuens farver. Det var så dejligt. 

Men nu kommer det værste: HUN SLUTTER hos os!! Hulk-hulk. Hun har fået sin drømmestilling, som betyder, hun ikke kan undervise om formiddagen. Jeg håber, hun kan/vil lave en time en sen eftermiddag eller aften. 

I går var min bror og svigerinde her og de medbragte en stor pose æbler fra deres store æbletræ. Et gammelt træ, som stod i haven længe før de kom, så vi ved ikke hvilken sort det er. Men det er et saftigt og velsmagende æble. Nu vil jeg skrælle og lægge nogen i fryseren, så jeg kan lave æblekage til afveksling for den blommetrifli, jeg bruger meget for tiden. Mon jeg kan gøre med æblerne som med blommerne: Jeg koger de udstenede blommer ved svag varme med sukker i ca 10 min med en kanelstang eller stjerneanis. Der skal være noget struktur tilbage. Så tager jeg blommerne op med en hulske og koger saften ind i 10-15 min, mens det bulderkoger. Smagen bliver kraftigere, og det er ikke nødvendigt at jævne.

Om lidt skal til mødes med Mattias og hans mor. Vi skal i Team Teater i Herning. Det er vist første gang i mange år, jeg ikke er i Vorupør i efterårsferien. Til gengæld kan jeg glæde mig over de mange minde-billeder, facebook lægger op fra tidligere ferier. 

Et billede fra efterårsferien 2015, da der var stor underholdning eller læring i at flytte kastanjer fra et brædt til en skål :-)

Og dengang et par pinde og nogle krabbeklør kunne udfordre håndværkeren i en fireårig :-)

Jeg holder af hverdage.

 

Når jeg har gået ind og ud i dag eller bare kigget ud i haven, har et smil bredt sig på mine læber. I går fik jeg nemlig kantet græsplænen. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor det er sådan en hade-opgave? Det var det dejligste vejr. Solskin, og jorden var blød og nem at arbejde med.

Så nu står kanten, om ikke knivskarp så skarp.

Min nabos grønkål, der var blevet helt ribbet af kålsommerfuglens larver, står nu med kraftige grønne skud. 

Så man kan dyrke grønkål til kålsommerfuglen om sommeren, og senere på efteråret er der grønt til egen salatskål. Der bliver sikkert ikke nok til grønlangkål? Men lidt har også ret.

Jeg vil prøve med et par kålplanter næste forår.

I en anden have i nabolaget står det her smukke paradisæbletræ.

i min have er benvedbusken på sit højeste.

Det er kastanjetid. 

Det er længe siden, jeg har fulgt et barn til svømning, men de seneste to gange har jeg fulgt Johanne. Der er nye regler for forældre og bedsteforældre: Man skal blive udenfor. Men man kan godt for lov at komme ind, hvad jeg benyttede mig af første gang. 

Det er dejligt at se, hvor glad hun er for at være i vandet, og hvordan hun uforfærdet går til øvelser og leg. Men der er utrolig varmt inde i sådan en svømmehal, når man har tøj på, så i mandags gik jeg op ovenpå, hvor højskolens elever har fitness-rum, og hvor der er store panoramavinduer ud til bassinerne, og hvor det er hyggeligt at sidde og læse og kigge ned.

Silkeborg Bad havde inviteret frivilliggruppen til et specielt  arrangement i sidste uge.

På invitationen var der et billede fra en tidligere anledning. Den dag, vi var der, sad/lå alle med ansigterne vendt mod de store vinduer. Det var fra kl 17-19 i det tidspunkt lyset skiftede, og farverne forandrede sig, mens solen gik ned.  Kristian Lilholt Band spillede tre gange en halv time med pauser indlagt, hvor vi kunne hente vin og cider. Det var meget stemningsfuldt og smukt. Der er bare noget, jeg ikke forstår: Hvorfor skal der være højtalere i det relativt lille rum, når de fire musikere sidder lige ved siden af os? Jeg ved godt, at nogle mennesker elsker høj musik. Vi sad der i en afslappet, meditativ stund, og så foretrækker jeg dæmpet musik. Men smag og behag er forskellig.

For nogle dage siden var jeg i biografen arrangeret af ÆldreSagen. Det var første gang siden corona-nedlukningen. I normale tider er det et fast arrangement den første onsdag i måneden. Vi så den meget storslåede film om Margrethe d. 1. Den er så flot fotograferet og kun Trine Dyrholm kunne spille den rolle. Der var helt utroligt mange mennesker, der havde lyst til at se den film. For at rumme alle, blev den vist i 3 sale. Bagefter er der kaffe og småkager, men vi gik ud af mylderet og hjem til mig.

En morgen for nogle dage siden var der tæt tåge. Jeg har et yndlingssted ved Gudenå, hvor det er så skønt, når solen bryder gennem tågen.