Phising igen, igen ...

 

Jeg har to gange inden for de seneste dage modtaget mails, der handler om, at NemID bliver til MitID. Jeg skal bare logge ind på det highlightede link! Det kunne jeg ikke drømme om at gøre. Det er flere måneder siden, jeg tog MitID i brug, og det fungerer fint. 

Jeg håber bare, der ikke sidder nogen med problemer og tænker, at så får de hjælp via en mail. I dag er sidste dag med det gamle system. 

I sidste uge fik jeg flere mails fra Sygeforsikringen "danmark" eller falske mails, var det. Jeg ved godt, jeg får udbetalt godtgørelse i november. Men jeg ved også, jeg ikke får en mail om beløbets størrelse (som iøvrigt var urealistisk stort) 

Det må jo betale sig for svindlere at sende den slags falske mails ud.

I går morges var jeg tidligt ude, fordi jeg havde en fys-tid kl 08.00. Jeg får en grundig behandling, der handler om stræk og tværmassage af stramme ledbånd, der giver mig lyskesmerter. Og ultralyd og akupunktur. Jeg tror, det hjælper. Men jeg skal også finde ud af at træne lidt mindre. Eller mere målrettet undgå de øvelser, der fremprovokerer smerter. Jeg ligger under for en gammeldags opfattelse af, at det skal gøre ondt, før det bliver godt. Ikke for tidligt at aflære den opfattelse!

En sidegevinst var, at på vejen hjem kunne jeg nyde synet af tågen der lettede, og solen der brød frem.  Klokken er omkring 08.45. Hejren nyder også udsigten her ved Ansvej.

I mandags i sidste uge kørte jeg min datter til Karup. 

Vi startede hjemmefra kl 05.45, og efter ca tre kvarter var vi i Karup.

Det var også en af de meget vidunderlige morgener med tåge, der letter, og solen der får mere og mere magt. Billedet er taget på vejen hjem, da jeg stod ud af bilen og kiggede mod Karup fra lufthavnssiden. Resten af vejen kørte jeg uden stop, mens jeg prøvede at tilpasse mig den meget skrappe lavtstående sol. Den lyser som den stærkeste projektør, men den kommer også hurtigt højere op på himlen.

Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke sætter vækkeuret til at ringe tidligt i de her smukke septemberdage? Det er jo en stor oplevelse at være derude. 

Svaret er, at jeg nyder mine stille morgener herhjemme. Med den første kop te i hånden går jeg en runde til planterne (min svigersøn siger, stuen efterhånden ligner en regnskov) :-) Jeg er en gammel dame i en regnskov - haha. Jeg mangler bare en farvestrålende papegøje :-) Men at have god tid om morgenen er ikke en betingelse for en god dag, men en stor bonus ved at være pensionist :-)

Kl ca 06.30 ved Midtjyllands lufthavn d. 12. september.

Alt er godt hos mig.

 Der er gået otte dage siden, jeg blev diagnosticeret og behandlet for øresten, og jeg har ikke haft antydning af svimmelhed og kvalme. Det er helt utroligt i forhold til, hvor dårligt jeg havde det. Jeg kom hurtigt i behandling, så skrækken for hvad der var på færde, kunne ikke nå at sætte sig for alvor, og det er nok derfor, jeg føler mig tryg. Jeg ved, det ikke er farligt, hvis det kommer igen. Jeg overholder den vejledning, overlægen gav mig: Ikke ligge på venstre side de første 10 dage. Jeg troede, det ville blive svært, men jeg har rullet to vattæpper til en tyk pølse, der ligger på min venstre side i sengen, så jeg ikke ruller derover i søvne. At sove på ryggen og højre side fungerer fint. Jeg skulle også holde hovedet 45 grader eleveret, når jeg ligger på ryggen. Så højt kommer jeg ikke op om natten, men jeg har ekstra puder. Ikke at få hovedet nedad kan jeg undgå, fordi jeg kan gå ned i knæ på hug, hvis jeg skal finde noget eller samle noget op.

Hvis andre med øresten læser, hvad jeg har skrevet, så gælder min 'opskrift' ikke for alle. 

Øresten eller krystaller kan sidde forskellige steder i de tre buegange. Den vejledning, jeg fik, gælder for den placering ørestenen havde i min buegang.

Men bortset fra det, er det vigtigt at være i gang, som sædvanligt. 

Jeg har ikke været i Sportscentret, fordi jeg skulle undgå øvelser på måtte på gulvet. Men jeg har lavet et træningsprogram herhjemme et par gange.

Min alocasia stortrives og blomstrer for tiden. Sådan en kaldes vel en blomst?

For nogle dage siden så jeg en alocasia black velvet i Føtex. Den blev jeg nødt til at købe. Den har tre blade, og to der snart springer ud.

I parken ved Silkeborg Bad har Duetræet blomstret for første gang. Det stammer oprindeligt fra Kina.

Træet blev skænket af Ditte og Åge Rugholm i forbindelse med udstillingen Fuglefri i 1998. Jeg har hvert år holdt øje med, om der snart kom hvide duevinger. Når det blæser lidt, ligner det hvide små vinger, der bevæger sig i vinden.

Da Linda boede på Fyn, var der et duetræ, som var plantet af en tidligere ejer, der var skovfoged. Dengang var jeg meget betaget af træet, så derfor var det dejligt at se det igen. Billedet er taget i maj.

Da jeg havde vagt i onsdags, var det afblomstret. 

Udstillingen af ukrainske kunstnere er ved at blive pakket ned. Den kan ikke sendes tilbage til Ukraine, så det er en særlig glæde, at et kunstmuseum i Belgien har fået plads til at vise den.

Jeg havde besøg af Mexican Train-banden. Vi spiste en tidlig middag og spillede, så vi var klar til at slutte aftenen kl ca 21.30.

Gammelt billede fra nov 2021.
 Jeg har måske skrevet om den lette løsning, jeg har valgt de sidste tre gange, jeg har haft middagsgæster. Den består af laksestykker bagt i ovnen. De små kartoffelkroketter fra Føtex. De skal have lidt længere tid i ovnen end fisken. Dertil en hollandaise købt i en flaske, der står Jensen på. Den skal bare varmes i en gryde. Og en færdigskyllet blandet salat, som jeg tilsætter granatæblekærner eller stykker af småtskåret frugt, der passer til. Eller saltede peanuts, eller andre nødder. 

Kartoffelgratin, som også fås i en variant med små stykker broccoli. De falder i god jord, når jeg har serveret dem. De smager rigtig godt.

Det er sæson for rabarber, så desserten blev en rabarbercrumble. Der var ikke nok stilke fra mine egne rabarber, men heldigvis har jeg en gavmild nabo med mange og store af slagsen. 

Jeg har lavet en lille flaske rabarbersaft til børnebørnene, som plejer at være begejstrede for den, men jeg havde ladet en stjerneanis koge med. Den var selvfølgelig siet fra - og ikke omtalt - men Chr. syntes, saften havde en bismag. Det er altså ikke vejen frem, kan jeg konstatere. :-)

Trine var her på et lille formiddagskaffe-besøg medbringende rundstykker i torsdag. Det var som altid hyggeligt.

Engang smittede jeg hende med min interesse for Teologi for lægfolk, og hun begyndte også at følge undervisningen. Jeg sluttede i 2018 efter mange års forløb. Emnerne skifter hvert år, så der er altid noget at komme efter. Men jeg havde svært ved at koncentrere mig, syntes jeg. Efterhånden var det frikvarterne, der var sjovest. :-)

Nu inspirerede Trine mig til at deltage i Sommeruniversitetet, som de afsluttende dage for forårssemestret hedder. Tre dage sidst i juni. Det bliver spændende. 

Torsdag eftermiddag var jeg til frokost hos min bror og svigerinde. På vejen kommer jeg igennem det her grønne scenarie, som for ikke så længe siden lyst op i gult.

Min svigerinde driller os i al godmodighed, for hun kender ingen, der som min bror og jeg kan lide at dykke ned i familiens og vores fødeegns historie. Det er en af fordelene ved at blive gammel: At der er så meget oplevet fortid. Og at vores perspektiv og forståelse nuanceres.

Det er et par uger siden, Johannes skole holdt koncert. Vejret var til udendørskoncert. De gjorde det så godt, børnene, og sang Kim Larsens Midt om Natten. Jeg er imponeret over, at lærerne kan få sådan et fint resultat ud af det.

Uvirkeligt at tænke tilbage på ...

 I torsdags blev jeg akut indlagt på det nye sygehus i Gødstrup og udskrevet igen fredag eftermiddag. Alt er godt igen. 

Den korte udgave er, at da jeg stod op kl 6 torsdag morgen, var mit soveværelse forvandlet til et skib i stærk søgang. Jeg kunne ikke holde balancen og ramlede ind i dørkarme og vægge og havde en voldsom kvalme. Det var ikke de klassiske Stroke-symptomer, men det forgik tydeligvis i hjernen.

Efter en times tid med bekymringer, overvandt jeg min sygdoms-skam (ja, det er der noget, der hedder) og ringede 112. 

Det var grænseoverskridende for mig, for var det nu nødvendigt?

Jeg fik hurtig og omsorgsfuld hjælp og endte på det nye sygehus i Gødstrup (Holstebro og Herning lagt sammen) 

Skanningen af mit hoved viste normale, alderssvarende forhold. Pyh, sikke en lettelse. Om fredagen blev det muligt at putte mig ind til en konsultation på høreklinikken. Efter en grundig undersøgelse af øjne, ører og hovedets bevægelser, var ørelægens bud: Øresten eller på latin benign positionel vertigo.

Jeg fik en plads i svimmelhedsstolen hen på eftermiddagen.

Og den er en mirakel-stol!

Da det var blevet identificeret, i hvilken side og i hvilken buegang i det indre øre krystallerne lå, (min veninde i Norge fortæller,  at der hedder det krystallsyke) blev stolen langsomt roteret, og jeg blev vendt med hovedet ned og benene op. Det er angstfremkaldende at få provokeret svimmelheden frem. Det føles som af falde og falde uden noget at gribe fat i. Efter 5 - 6 min. kunne jeg spændes ud af stolen, og kvalmen og svimmelheden var pist væk. Det var da helt utroligt! 

Min kære datter kunne køre mig hjem. 

Jeg fik en fin lektion i den indre øregangs anatomi. Det betyder meget for mig at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Der er ikke altid en forklaring, på det der sker. Det var der heldigvis her. 

I de tre dage, der er gået, har jeg ikke haft antydning af symptomer. Det blev så tydeligt for mig, hvor  invaliderende det er at have kvalme og kaste op og være svimmel. Det skulle man ikke lige tro. Men det er det. 

Jeg har nogle få restriktioner de næste 10 dage. Jeg må ikke ligge på venstre side, ikke bøje mig frem så hovedet vender ned, ingen gymnastik liggende på gulvet, og hovedet skal være eleveret 45 grader, når jeg ligger på ryggen. Det for at undgå at sten/krystal (små og usynlige for det blotte øje) forlader den rigtige plads og glider ud i en buegang og laver ravage igen.  

Hvis det sker igen, vil jeg være helt tryg. Nu ved jeg, det er ikke farligt. Der findes et skema fra høreforeningen med øvelser, man selv kan gøre. Men det helt effektive er jo den behandling, jeg har fået. Det er uvirkeligt at tænke på. Det var kun små to dage, jeg havde det så dårligt. Og så var det væk igen. Jeg er meget taknemlig for mine døtre, der var nærværende hos mig både sammen og hver for sig i løbet af dagene. Og for omsorgsfulde naboer og venner.

For 45 år siden havde jeg noget, som må have været øresten. Det var ikke sejlende svimmelhed, men som at være i en  centrifuge. Dengang var der ikke tale om øresten eller manipulation af hovedet. Kliniske undersøgelser hos ørelæge og øjenlæge kunne udelukke, der var noget alvorligt på færde. Det blev kaldt virus på balancenerven. Der gik et halvt år, før det var helt væk, men jeg fungerede godt nok i hverdagen. Jeg vidste hvilke hovedbevægelser, jeg skulle undgå.

Det er den amerikanske læge Epley, der har udviklet Epleys manøvre og den meget avancerede stol, der kan diagnosticere og behandle lidelsen. Jeg har Googlet og set, at Rigshospitalet i 2011, var det første sted i Europa, der anskaffede stolen med hjælp fra Mærsk Mc-Kinney Møller. Nu findes den sikkert flere steder. I hvert fald i Gødstrup. 

Nu vil jeg gå ud lidt. Solen skinner efter regnvejr tidligere i dag. I går fik jeg luget lidt ukrudt i haven, inden regne kom. Det kan jeg godt gøre uden at vende hovedet ned.

Christian kommer og spiser. Hans yndlingsret ligger i køleskabet: Steff Houlbergs Boller i Karry i pølseform :-) Min karrysovs med blendede (dermed kamuflerede) grønsager kan ikke hamle op med den i pølsen :-)

Den er så let at gå til. Risene er blandet i.

Trøstemusen på børneafdelingen.

 

Sådan en lille trøstemus gør en stor forskel for et barn på børneafdelingen, opdagede jeg for en uge siden, da Johanne var indlagt til observation en dag. Lægevagten mente, hun skulle til Viborg sygehus for at få udredt de symptomer, hun havde. Feber, hovedpine og bittesmå punktformede blødninger under huden på kroppen. Jeg var med sammen med hendes mor, og heldigvis udviklede symptomerne sig ikke yderligere i løbet af de ca 8 timer, vi var der på akut børneafsnittet. Få dage efter var hun helt ok igen. 

Det var en tryg oplevelse for en syvårig, fordi personalet var så dygtige og omsorgsfulde. Og selvfølgelig også fordi mor og mormor kunne være med på stuen hele tiden. Sådan var det tværtimod, da min ældste datter var indlagt i 1976.

Der var mange nye oplevelser. Bl.a. at få taget blodprøve fra armen og se, hvordan blodet løb ned i små glas. Det var bioanalytikeren, der havde trøstemusen med. Det var også en ny erfaring at få målt temperatur med rectal-termometer, fordi hjemme har de et til øret. De små røde punkter blev nøje observeret og målt med målebånd og fotograferet flere gange. Der var en seng på stuen, et bord og stole og vigtigst, der var tv og fjernbetjening :-) Vi fik serveret mad både til frokost og aften, så det var slet ikke værst. Især i betragtning af, at Johanne ikke fik det værre, og vi kunne køre hjem med et direkte tlf.nr. i lommen til afdelingen, hvis der blev behov for kontakt.

Det har så stor værdi, at der er frivillige nørkle-damer, der strikker og hækler til børn og forældre, der befinder sig i den mest sårbare situation. Den lille mus er højt elsket, og Chr syntes faktisk, det var lidt snyd, at der ikke kom en med hjem til ham. Så tak til alle, der bidrager med håndarbejds-trøst. Mit fotografi er uskarpt. Måske kan det ses, at Trøstemus er på facebook.

Jeg havde aldrig før hørt om Kawasaki syndrom. Bag mit link ligger en artikel fra SSI. Fordi hele familien havde været coronaramt over jul og nytår var der fokus på den sjældne senfølgesygdom. En anden artikel fra Rigshospitalet fortæller om en stor donation på 4,5 mill kr fra A.P. Møller Fonden til at forske i senfølger efter corona. Det er ingen spøg at få corona. Heller ikke hvis det er et let forløb. Så vacc. , coronapas og restriktioner skal vi leve med en tid endnu.

Som en sidebemærkning, så synes jeg, det er helt rimeligt, at den serbiske tennisspiller ikke får lov til at spille i Australien. Det ville være fuldstændig urimeligt, hvis han som uvaccineret fik lov til at spille, når landet har en lov imod netop den situation. 

Nu til noget helt andet. Og dejligt!

I går opdagede jeg erantis på vej under hækken. Skønne forår der er på vej.

 

Lyden af ...

 Det er lidt mere end et år siden, jeg fik høreapparater. En stor del af tiden siden efteråret 2020 er gået med corona-restriktioner af forskellig art, og det betyder, at der har været arrangementer, der slet ikke blev afholdt, og jeg først på det seneste har fået afprøvet høreapparaterne i store forsamlinger. Fx var jeg i teatret til musical sidst i oktober. I anledning af byens 175 års jubilæum sidste år, var der skrevet en musical, der ikke kunne opføres da, men så endelig kunne i år. Drewsen - papirbyen ved Himmelbjerget. Bag mit link gemmer sig en anmeldelse af forestillingen.

Silkeborg kommune havde inviteret frivillige fra alle mulige foreninger, organisationer og kulturinstitutioner til generalprøven. Arrangementet begyndte med et glas til alle i foyeren, mens borgmesteren og et par andre holdt takketaler til forsamlingen. En hyggelig opstart. Jeg havde bestilt plads på 7. række. Jeg vil gerne tydeligt kunne se skuespillernes mimik. Hvad jeg ikke tænkte på var, at det var meget tæt på orkestergraven. Musikken var meget kraftfuld, og det gjorde næsten ondt i mine ører. Eller måske er det i hjernen? :-) I hvert fald skruede jeg ned for lyden. Jeg tog høreapparaterne helt af. Men ingenting hjalp på de gener, jeg havde. Så jeg besluttede at gå i pausen. Øv og øv! 

Bogen, der ligger sammen med programmet på billedet, kan jeg meget anbefale. Erindringer fra Søren Ulrik Thomsen.

Tilbage til Lyd: Jeg har haft ringet til kommunens hørekonsulent for at blive klogere på det fænomen, at høj lyd er så irriterende i mit nervesystem. Jeg har ikke tidligere været lydoverfølsom. Hun forklarede, at der kan skrues ned for høj lyd, men hvis jeg ikke havde problemer på andre områder i lydbilledet, syntes hun, jeg skulle vente med at få reguleret på det. Jeg betragtes som nybegynder ud i hjælp til bedre hørelse, og hjernen er stadig i gang med tilvænningen til forstærkede lyde. Og jeg konstaterer, det var meget lettere for mig at vænne mig til briller i sin tid.

For et par dage siden, var jeg i biografen og så Ole Bornedals i medierne omtalte film "Skyggen i mit øje". Den meget tragiske fejlbombning af den franske skole i slutningen af Anden Verdenskrig er fortalt på en meget forfærdelig måde. Og meget rørende. Ikke en type film jeg gerne ser, men søde Ingrid havde en billet til mig. Desværre havde hun ikke sit coronapas på sig, så hun kunne ikke komme ind, og jeg valgte at gå ind alene. Hun så den dagen efter, da jeg var forhindret. Men det er en film, der skal deles med andre. Apropos høreapp., så tog jeg dem ud under filmen ... Og min hjerne fik ingen træning i høje lyde der. 

Sidste gang Johanne sov her, vækkede hun mig hviskende. Jeg kunne ikke høre, hvad hun hviskede? "Hvisk ind i mit øre", sagde jeg. Hun kunne høre, der var én inde i stuen? Jeg listede derind med tanken om, at det var jo let nok, måske, at åbne terrassedøren? Heldigvis var der ingen! Det var min overbo, der puslede oppe hos sig. De kære børnebørn, der bor i hus, er hver gang overrasket over nabolyde. 

Sådan er der så meget forskelligt.

Endelig blå himmel. Og en stund i tandlægestolen.

Det var vist forårets mest intense blå himmel i dag. Jeg nød at se, hvor smukt den blå og grønne farve passede sammen.

Jeg stod udenfor indgangen til Silkeborg Bad, da der blev åbnet i dag. Derfra havde jeg udsigten. Der var åbning af nye udstillinger, men på grund af coronarestriktioner kunne der ikke afholdes fernisering, som plejer at tiltrække flere hundrede mennesker. Sådan var det ikke i dag, men der var alligevel en pæn tilstrømning. Vi havde arrangeret tre 'stationer' for at undgå at folk kom til at stå for tæt i kø i indgangen. Jeg stod udenfor og opfordrede folk til at have coronapasset  klar, indefor døren stod den næste og tjekkede passene og endelig var der salg af billetter i receptionen. Det fungerede godt. 

I går tilbragte jeg halvanden time i tandlægestolen. Det handlede  om forberedelserne til at sætte krone på en tand. Jeg havde glemt, hvor anstrengende det er at gabe så længe. Dog med små pauser indlagt. Det er 16 år siden, jeg sidst fik en krone, så selvfølgelig havde jeg glemt, hvordan det er. Men der er også sket nye ting. Nu blev min kæbe og mit bid skannet og billederne sendt til tandteknikeren, der kan udskrive en 3D model af kronen. Så ingen afstøbning. Jeg skulle bare møde op til bestemmelse af farven, der efterhånden ikke er så hvid mere :-( Og på fredag kan jeg få den midlertidige plastiktand udskiftet med kronen. Det bliver godt.

 

Om træning og om pas.

Jeg er begyndt at træne i et GLA:D forløb. Bogstaverne står for Godt Liv med Artrose i Danmark. Artrose er det latinske navn for slidgigt, som er et misvisende navn, fordi mange udvikler artrose, selv om de ikke har haft slidsomt arbejde. De fleste ældre mennesker har artrose, oftest i knæ- og eller hofteled. Men også i ryg og fingerled. Røntgendiagnostik siger ikke så meget om, hvordan patienten har det. Nogle mennesker har svære forandringer i leddenes brusk uden at det giver tilsvarende svære smerter. Andre har diskrete forandringer men alligevel smerter. Jeg hører til den sidste kategori.

Jeg har haft tiltagende gener og smerter fra begge hofteled og venstre knæled de seneste uger. Jeg tilskriver det immobilisering og en anderledes måde at gå på efter malleol-fracturen sidst i januar. Det går fint med mit fodled. Det mærker jeg kun lidt til. Men da fysioterapeuten i Sportscentret udbød det her velafprøvede koncept, tænkte jeg, at det kunne i hvert fald ikke skade. Det er et forløb over 8 uger med fremmøde to gange om ugen. De første to gange handler om at uddanne deltagerne i artrose. Det synes jeg er vigtigt. Det er lettere at tage ansvar for sin egen situation, når man forstår, hvad det handler om. I dag var anden gang med træning. Programmet varer ca 50-60 min. og øvelserne foregår ved at udnytte egen kropsvægt i forskellige stillinger. Og med elastik til at give modstand. Altsammen med fokus på knæ og hofter. Det er hårdt. Jeg vil kalde det 'rugbrødstræning'. Forstået som noget fundamentalt. Vi er 8 på holdet. Og heldigvis for det. Jeg er et holdmenneske. Jonas er en rigtig god instruktør. Jeg ville aldrig få gjort det her program på egen hånd. Og det næste er skrevet med usynligt blæk: Jeg synes, det er r..kedeligt! Jeg er til fitness med glad musik og fart over øvelserne. Det giver mig god energi, og det fortsætter jeg med en gang om ugen.

GLA:D programmet kan anbefales. Det består af relevante øvelser og bevægelser og en dygtig instruktør, der korrigerer og sørger for at vi præsterer god kvalitet. Det er nemlig vigtigt ikke at sjuske med bevægelserne, men at vi vænner os til at belaste leddene på en hensigtsmæssig måde. Den utrænede deltager vil få mest ud det. Jeg er spændt på mit udbytte, og jeg tror, det bliver godt. 

Jeg har fået mit coronapas. 

Juhuuu :-) :-)

Nu er jeg fri for planlægning og coronatest.

Mit pas ligger på telefonen, så det er let at vise frem.

En beboer her i området, der er fritaget for elektronisk post, fik sit pas i et brev i postkassen. Hun fortalte, at hun gik ned til fotohandleren og fik passet skaleret ned og lamineret, så det kan ligge i hendes pung. Det er da en super ide. 

Det er en sjov tanke, hvis nogen havde sagt for to år siden, at vi ville komme til at gå med et coronapas. Det ville have været fuldstændig uforståeligt. 

Måske varer det ikke så længe før vi igen er fri for det? Når alle over 16 år er tilbudt vaccine.

Allerede lørdag ...

 

Flere i min omgangskreds mener, det er en god ide at lade sig kvikteste jævnligt. Jeg har tænkt, at når ingen, jeg ses med, er syge, så er det vel ikke nødvendigt? Men ikke desto mindre så fik jeg podepinden i næsen i går. Den kan godt få et par tårer frem, men så er det heller ikke værre. Som forventet var testen negativ. Pode-damen sagde, at vi ligeså godt kan vænne os til den test, for når vi skal til frisør eller på cafe efter påske, så skal vi fremvise en negativ test for at få adgang. Hvis vi vel at mærke ikke er vaccineret. 

Det er let at tage telefonen frem og vise testresultatet. Men hvad betyder det "Link i sms er gyldigt indtil 02.04.2021 kl.11.44?? Det er seks dage. Og testen må vel ikke være over 72 timer gammel? 

Nu vil jeg gerne snart vaccineres. Helst mens AstraZenica er på pause. Her i nabolaget var der en 79 årig, der fik sit første stik i går med Moderna. Jeg vil egentlig ikke mene noget om AstraZ før myndighederne kommer med deres konklusion. Og eftersom de har været meget åbne indtil nu, så får vi nok en god forklaring. Men tilliden til lige præcis den vaccine har fået et knæk hos mig.

Jeg var inviteret til nybagte påskeboller på familiecafen i formiddags. Johanne er inspireret af sine to brødre, som er dygtige legobyggere. Det er ikke lego friends, som er pige-lego, hun går efter. Hun interesserer sig selvfølgelig for det samme som drengene. De er i gang med den største legopakke, jeg har set indtil nu. Den handler om Star Wars universet.

Ugen er gået på bedste rolige måde. Jeg har været lidt i haven. Bl.a andet strøet kalk på græsplænen. Min bror og svigerinde var her til frokost en dag, og min bror bemærkede, at selvom jeg troligt strøede kalk hvert år, så var det mosset, der havde overtaget. Ak ja, men grønt er det. 

Jeg har været til træning hos fys og fået flere øvelser føjet til min liste. Det går godt. Mit fodled er ikke som det plejer, men der er også kun gået knapt 8 uger. 

Jeg har mødtes med mine tidligere kolleger på Teams. Vi vil snart gå en tur sammen. De er meget godt gående, men jeg kan gå med noget af vejen og så gå tilbage igen, når jeg kan mærke, det er tid for retur.

Chr. var her en dag, da han ikke var helt frisk. På et tidspunkt gik vi hen til Lillesø for at se om tudserne var i aktivitet. Det var de ikke. Og heller ikke salamandrene, der bor der. Det er nok for koldt endnu. Men det var dejligt for os at komme ud. 

I begyndelse af Sejsvej er der masser af krokus. Det blev regnvejr, da vi var på vej ned til byen. Nu skinner solen, og snart er det april, hvor vejret traditionelt er meget skiftende.

Vi er på vej ind i påskeugen. Jeg vil være nogle dage i Vorupør sammen med mine to børnefamilier.

Og jeg holder nok en lille påskepause her på bloggen :-)

God påske til jer, der kommer forbi.

Allerede fredag ...

Denne her uge har været begivenhedsrig, fordi jeg slap af med walker-støvlen i mandags, da jeg var til kontrol i Viborg. Jeg havde vænnet mig så meget til den i løbet af fem uger, at jeg slet ikke følte mig godt tilpas uden. Benet føltes alt for bart og ubeskyttet. Men heldigvis varede det kun til næste dag.

Jeg fejrede det med at vaske og hænge de afklippede strømpebukser ud på tørresnoren :-) Det var sådan en trang til at markere, at nu var det slut med dem! 

De har fungeret upåklageligt med deres evne til at strækkes og trækkes, så de kunne komme ud over walkerstøvlen og op til knæhøjde.

Nu skal jeg bare skærpe min tålmodighed, for selvfølgelig er min fod stadig hævet og øm og bevægeligheden indskrænket.

Men jeg mærker bedring dag for dag, så det skal nok blive godt om et stykke tid. 

12. marts sidste år, var de blå scilla under blommetræet sprunget så meget ud. I år er det anderledes. Der titter kun nogle små spidser op af jorden. Men snart vil de folde sig ud. Alting spirer og gror.

Allerede fredag igen ...?

 Ja, det er allerede fredag.

Folk ude i virkeligheden ville sikkert tro, at tiden snegler sig afsted, når nu jeg er delvist låst fast med walker-støvlen. Når jeg skriver delvist, er det fordi, jeg kan gå mere og mere omkring. Sommetider glemmer jeg endda stokkene. Det er et godt tegn.

På mandag skal jeg til rgt. kontrol og ortopædkirurgisk ambulatorium i Viborg. Jeg tror, jeg kommer af med støvlen. Den er også meget klodset, men jeg har vænnet mig til den. Jeg vågner ikke mere om natten for at få støvle og ben anbragt på en anderledes måde. Det foregår åbenbart i søvne. Jeg havde nogle spekulationer i begyndelsen over, hvordan jeg skulle få jeans/tøj på. Jeg gik rundt med bare ben, men det var for koldt. De første 10 dage skulle støvlen sidde på døgnet rundt. Løsningen blev, at jeg klippede et lille stykke af en strømpebuks, som så kunne strækkes,  trækkes og mases op over støvlen. Og derfor har jeg gået i kjole eller nederdel lige siden. Det fungerer godt. En veninde foreslog mig at købe et par bløde joggingbukser, klippe dem op og sy en lynlås i. Det ville sikkert også fungere, men en strømpebuks uden fod var meget lettere at gå til. 

Siden 11. febr. har jeg måttet støtte til smertegrænsen og tage walkerstøvlen og tubegaze af, mens jeg lå ned og lavede små øvelser med foden. Det er sådan en dejlig ting, at tage støvlen af, tørre fod og ben med en vådserviet, smøre med bodylotion og lave venepumpeøvelser og små bevægelser med tæer og fodled. 

Smertegrænsen har flyttet sig meget til den gode side. Jeg har gået en lille tur hen ad fortovet, og jeg kan klare at få det våde vasketøj ned i kælderen til tørrerummet. Metoden ser ikke smuk ud :-) men med tøjet i en Ikea-pose kan jeg skubbe det med stokken hen til trappen, og så bare lade det falde ned af trappen. Når jeg selv er kommet ned, skubber jeg videre hen til tørrerummet. Det er lidt som en sportspræstation :-) Og det er selvfølgelig derfor, tiden går hurtigt for mig. Jeg bruger lang tid på hverdagsting. Fx væltede jeg min kop morgente ud over sofabordet, mens jeg var i gang med den ovenfor beskrevne behandling af mit ben, så morgensang på tv, og var i telefonkø til patientbefordring. (til Viborg på mandag) Bordet er ubehandlet bøgetræ, og det trængte til en gang sæbespåne-vask. Sæbespånerne er i kælderen, så inden jeg fik fat i dem ... 

Men nu er bordet pænere end det har været længe. Og min kryds og tværs, der blev gennemvædet af te, er blevet tør igen.

Det er ikke alting, jeg gør selv.

 Jeg får fx. mad fra Madhuset. Man skal visiteres, og jeg har valgt middagsmad fem gange om ugen. Det er selvfølgelig ikke i nærheden af den madoplevelse, man får, når man selv laver mad og smager til, mens duften breder sig i køkkenet. Jeg er ikke enig i den kritik af Madhuset, der sommetider dukker op. Man kan ikke forvente, at storproduktion kan smage som ens egen mad, men man kan selv tilsætte mere af det ene og det andet. Prisen er selvfølgelig højere, end hvis man selv køber ind og laver mad. Jeg betaler 52 kr for en varm ret, og får leveret en gang om ugen direkte ind i køleskabet. Det er mit valg, at chaufføren går ind i køkkenet og lægger bakkerne i køleskabet. I begyndelsen kunne jeg ikke gå ud og åbne døren. I onsdags fik jeg den sidste levering. Jeg er spændt på broccolipostejen. Om den smager af noget? Man vælger selv ud fra en liste med forskellige muligheder. Jeg har også fået varer fra nemlig.com. Det er en let måde at købe ind på og selvfølgelig dyrere, end hvis man selv kunne handle og evt. gå efter tilbud. Jeg glæder mig til at gå i butikker selv igen. Men jeg vil til at undersøge markedet for måltidskasser. Min genbo får tre måltider om ugen på den måde. Det lyder som en god ordning.

I går var Johanne her et par timer sidst på eftermiddagen. Hendes mor var optaget andetsteds og Chr og hendes far var til fodbold og karate. Nu er der heldigvis åbnet op for udendørs sport, og de meget kolde drenge kom her med burgere og pom'fritter ved 19 tiden. Så fik vi afprøvet den nye Hugos Burgerbar, der ligger lige i nærheden. Den er ok.

Jeg havde fundet puslespillet fra sidste års sommerferie frem, inden Johanne kom, men jeg har opdaget, det ikke fænger, hvis jeg siger "Lad os lægge puslespil"

Hvis jeg derimod er begyndt, så trækker det som en magnet. Jeg lægger ikke puslespil selv, men jeg kan godt lide ideen. Og da børnene var små - mindre - havde jeg flere  eksemplarer, der svarede til deres alder. Det her er på 100 brikker med mange blå brikker, fordi det er med havdyr. Hvis jeg skal købe et igen, tror jeg, det skal være med mønster helt ud til kanten og ikke stor himmel, hav eller skov, hvor det kan være svært at finde brikkerne. Jeg har læst, at der er et stort salg i puslespil for voksne. Store puslespil med flere hundrede brikker, ja tusinde. Så vil en puslespils-entusiast, når det er lagt, sælge det på fx dba og selv købe et brugt igen. Måske er det en særlig god aktivitet i de her coronatider?

 

Allerede fredag ... Og om vaner.

 Selv nu for tiden, da jeg er meget begrænset i mine muligheder for at komme ud, synes jeg, tiden går hurtigt. Det er allerede fredag. 

Jeg har dog været ude i haven og gå nogle få skridt. Med sådan en blå plastik-fut (som vi fx bruger i svømmehallen, når vi ikke selv skal i vandet) på walker-støvlen, undgår jeg, at jord og snavs sætter sig fast under den.

Hvor er det skønt at se, hvordan vintergækker og erantis for hver dag folder sig mere og mere ud. Tulipanerne er også begyndt at titte frem med små bladspidser.

Jeg er heldig med mit påtvungne indendørs-liv. Det er ikke havevejr. Der er heller ikke åbent i Sportscentret. Men alligevel ...

Jeg ville nu gerne kunne tage bilen og bare køre afsted.

Jeg er også heldig med at leve i de elektroniske kommunikationsmuligheders tid. I går aftes var jeg på Teams med mine gamle kolleger. Mine børnebørn ringer faceTime og kommer på besøg. Venner og familie er kun få 'tast' væk. Jeg afviser heller ikke, når nogen udenfor min familieboble vil komme på besøg. Vi holder afstand. 

Med den nye åbning af samfundet fra mandag, vil der komme øget smitte. Jeg håber, det går godt og at worst case scenariet ikke opstår. Tanken om at sygehusene skulle komme op på 8-900 indlagte er skræmmende. Personalet har travlt nok i forvejen. Og mange andre patient-typer har ventet længe på operationer, som ikke er livstruende, men som forringer deres livskvalitet dagligt. 

Min walker-støvle!

Den er et skrummel. Men trods alt meget bedre end gips. Jeg har en tid til rgt. kontrol og ortopædkirurg d. 8. marts. Så er der gået fem uger, og mon ikke jeg kommer af med den? Selv om jeg fik at vide fra begyndelsen, at jeg skulle være bandageret i seks uger.

Jeg har ikke ondt svarende til brudstedet, når jeg ligger eller sidder. Og meget mindre end før, når jeg belaster, men jeg skal ikke gå for mange skridt, før det bliver for meget. Det er sjovt, hvordan de trivielle rengøringsting bliver lidt en sport. Hvordan kan jeg gøre dit og dat? Jeg har været i gang med støvsugeren. Det er besværligt og tidskrævende, og jeg kommer ikke ind i hjørner. Det er også lige meget. Jeg pudser glorien, når noget lykkes :-)

D. 13. febr. skrev Bente Klarlund i sin ugentlige klumme i Politiken om vanens magt. Hun sluttede af med et citat fra "Trolddomsbjerget" af Thomas Mann (1875-1955) Jeg vil huske det. Mit benbrud har tvunget mig til at ændre vaner. Coronakrisen har tvunget os til at ændre vaner. Det er ikke kun skidt.

"Vane betyder at tidssansen sover ind eller dog bliver mat, og når ungdomsårene opleves langsomt, mens det senere liv forløber stadig hurtigere og iler afsted, så må det bro på vanen. Vi ved godt, at dette at indskyde andre og nye vaner er det eneste middel til at holde os levende, opfriske vor tidssans, opnå at forynge, forstærke, sagtne vor tidsoplevelse og dermed i det hele taget forny vor livsførelse."

Så langt Thomas Mann.

Det vil jeg tænke over ...

Jeg tror jo, han har ret, men der er nu også noget trygt ved vaner. Bare de ikke bliver for stive.

Fra sne til regnvejr i vinterferien.

 Snart er uge 7 og vinterferien forbi. De små børn skal igen i skole på mandag. Jeg ser med bekymring på situationen i Kolding, hvor der er mange smittede blandt børn, og alle skoler er lukkede fra mandag. Hvor syge er de børn? Jeg vil gerne vide, om den britiske variant gør små børn meget syge? Forhåbentlig ikke!

Jeg havde denne her udsigt fra sommerhuset i Vorupør de første dage i vinterferien. Der var mere sne end her i Midtjylland. Bordet udenfor var dækket med hvid dug.

Mattias og hans kammerat, der var med, er meget glade, ivrige spillere på computer og ipad. Eller gamere hedder det vist nok. Min datter havde den plan, at de to gange om dagen skulle udenfor og lege. Først var der protester, men når de så kom ud, var de begejstrede og kunne næsten ikke komme ind igen. Det var så tydeligt, at børn er optaget af det, de er i gang med, og ikke det der skal ske om lidt.

Vi boede ikke så tæt på havet, som vi plejer, men det viste sig, der var stier mellem husene, så der var ikke så langt til vandet, som kørevejen indikerede.

Jeg sad i bilen, pakket godt ind, mens de andre legede i vandet og fik våde støvler. De burde have waders eller våddragt. Bølgerne er uimodståelige både vinter og sommer. At løbe med en bølge ud og så prøve at løbe fra den på vejen ind, det er spændende. Men det lykkes ikke altid.

Heldigvis var der brændeovn, så støvler, bukser og jakker hurtigt kunne tørres.

Det var selvfølgelig lidt frustrerende, at jeg bare kunne sidde. 

Jeg ønskede, at jeg kunne smutte til bageren efter morgenbrød. Eller at min bil stod der, og jeg kunne køre en tur ad de veje, jeg gerne ville gense. Men der kommer en anden gang. Min kære datter servicerede os med stor tålmodighed og omsorg. Jeg nød at være lidt ude af den hjemlige boble, men må også sande, at det er lettest at være hjemme, når bevægelsesfriheden er indskrænket.

På vejen hjem så vi en stor rudel kronhjorte i skoven mellem Stenbjerg og Snedsted. Der var nok 10-15 stykker. Med store gevirer. De løb langs med vejen i højre side for så at løbe over vejen, da vi havde passeret dem. Det gik så hurtigt. Vi ville gerne have holdt fast i det syn, men havde ikke kameraer klar. Jeg har aldrig set sådan en stor flok. Jo, måske i Dyrehaven for mange, mange år siden.

I onsdags, da vi kørte hjem, var det regnvejr, og der har ikke været udsigt til vinter siden. Det er vist ved at være forår.

Jeg har haft to terrassegæster til et lille glas portvin i dag. Ikke alle vil ind. For mig er det ok at have et par gæster inde. Vi holder jo afstand.

Hurra - jeg må støtte ...

Jeg var til kontrol på ortopædkirurgisk afd. i Viborg for nogle dage siden, og bruddet på mit underben  er stabilt, så jeg må begynde at støtte lidt. Så lidt at jeg ikke ville mase et jordbær, hvis det lå under min fod. Jeg skal fortsætte med walker-støvlen, indtil jeg skal til kontrol igen om fem uger. Afsluttende kontrol, forhåbentlig.

I ugens løb er jeg blevet forkælet med hjemmebagt kage, boller og småkager. Jeg har to gange fået fastelavnsboller. Jeg har fået flere buketter og flere slags chokolade og frugt. Man skulle tro, jeg havde fødselsdag :-) Tak kære venner og familie.

Støvlen skal jeg bruge døgnet rundt, men jeg må godt åbne den og tage benet ud og lave små øvelser. Det er sådan en lettelse, for så har jeg mindre ondt. Støvlen trykker, der hvor bruddet er. Jeg prøver, at ikke stramme velcrobåndet for meget.

Hele situationen har inspireret mig til at gøre de dagligdags ting på en anden måde. Jeg fandt ud af en dag, at jeg kunne vaske gulv. Siddende på en taburet med vandspand og gulvklud på rollatoren og en stok i den ene hånd og gulvskrubber i den anden, kunne jeg sidde og fægte hen over gulvet. Det tog lang tid at vaske gang og køkken, for jeg skulle sommetider rykke lidt på taburetten og rollatoren. Det var sjovt og jeg pudsede glorien :-). Jeg er blevet bevilliget rengøring en gang. I mailen fra kommunen stod der, at jeg ville blive kontaktet vedr. tidspunkt. Jeg troede, det ville blive i midten af de 6 uger, jeg skal være bandageret. Stor var min overraskelse for tre dage siden, da der pludselig stod en ung kvinde i døren og sagde, at jeg skulle have gjort rent. Men det var jo dejligt. Det var dagen efter, jeg havde kæmpet med gulvvask. Jeg fik støvsuget og vasket gulve. Støvsugning kan jeg vist ikke få til at fungere,  så længe jeg må støtte så lidt.

Jeg har været meget glad for min vaskemaskine, men nu blev jeg opmærksom på, at jeg skal ned af trapper til tørrerummet i kælderen med det våde vasketøj. Min datter har hjulpet med håndklæder og sengetøj. Mindre ting har jeg hængt op på bøjler og tøjklemmer  i et system i badeværelset (man må ikke tørre tøj i lejlighederne! men det er kun kort tid) Jeg synes faktisk, jeg har ret travlt :-)

Om lidt kommer min datterfamilie og tager mig med til Vorupør i et par dage. Så bliver jeg sikkert vartet op. De ved godt, jeg ikke kan noget udover at flytte mig selv. Men jeg kan jo altid spille Uno og lægge puslespil og den slags. 

Se hvor fin jeres buket står, Jørgen og Tea. Jeg har tænkt mig at tage den med nordpå.

 

En overnatning.

 At blive hentet til en overnatning hos min datterfamilie var et hyggeligt afbræk for mig, der hopper rundt alene. Det er faktisk så anstrengende, at jeg kan blive helt svedig af det. Og jeg opdagede, at det større hus og dermed større afstande fra fx værelse til badeværelse var noget af en udfordring. Hvorfor mon det er sådan, at jeg, der normalt ikke skal på badeværelset om natten, nu lige pludselig skal? Det har jo ikke noget med min blære at gøre, at jeg har brækket et ben, skulle man tro. Men sådan skal det åbenbart være.

Johanne lånte mit fotoapparat og gjorde sig meget umage.

Hun er glad for at bygge med lego og denne her er bygget i anledning af, at hendes mor havde fødselsdag for en uge siden.

Det var sjovt at se, hvor omhyggelig hun var med at finde motivet. Hvorimod hendes storebror mere laver sjov og ballade med kamera og motiv.

Da jeg blev hentet af min datter i går, fik jeg hende til at sætte de to buketter ind i soveværelset, hvor der er lidt køligere. Min svigersøn kørte mig hjem i dag, og jeg havde glemt alt om tulipanerne. På et tidspunkt opdagede jeg dem og ærgrede mig over, de stod i soveværelset. Men så er det godt med rollatoren, hvor de to vaser med indhold lige kunne presses ned. 

Bortset fra det synes jeg, rollatoren er uhåndterlig. Bl.a. fordi jeg har dørtrin mellem rummene.

Til sidst et billede fra en seksårigs seng :-)

Sidste hjemmeskoledag.

 Sidste hjemmeskoledag - i hvert fald i denne her omgang. Jeg håber, vi ved hjælp af vaccinen og vores adfærd får bugt med corona, så der ikke igen skal lukkes så meget ned. Vi skal sikkert blive ved med afstand, spritte af, hoste i ærmet og måske også mundbind i lang tid endnu.

I Christians klasse havde de temadag med engelsklæreren fra 9 - 13. Udover alle de forskellige discipliner med stavning, oversættelse, læsning osv, så havde de en meget festlig kagedekoration. Temaet var fødselsdag. 

Forældrerådet havde sørget for at købe et kage-kit til hvert barn og aflevere det torsdag aften.

Æsken med den lille kagefigur indeholdt også et kræmmerhus med glasur, en æske med slik til pynt, flag, balloner, og to stearinlys.

Det kræver stor koncentration at dekorere.

Det færdige resultat. 

Jeg er så imponeret over, den måde undervisningen kan foregår på nu om stunder. 

Børnene er hele tiden i kontakt med Jane, som de kan spørge til råds. Der blev talt dansk på det her tidspunkt.

Jeg havde på forhånd sagt, at jeg ikke ville kunne hjælpe Chr., fordi jeg hopper rundt på krykker. Men jeg kunne sidde og blæse balloner op :-) og dirigere ham rundt, når han skulle finde noget, der skulle bruges.

Alle børn skulle fotografere deres  færdigpyntede kage og sende til Jane. 

"Janeeeee, må vi spise kagen nu? Hvornår må vi spise den? Må vi spise slikket?" Det blev der spurgt om mange gange. Da alle de færdige kager var fotograferet og sendt, var der frikvarter og kagespisning.

Det var ved frokosttid, så jeg foreslog en lækker rugbrødsmad først. Men det kunne der slet ikke være tale om! 

Efter frikvarteret, i den sidste time, skulle de skrive en invitation til egen fødselsdagsfest. Og snakke om hvem de ville invitere. Endelig skulle de skrive et fødselsdagskort til en fødselar, de kendte. Det foregik selvfølgelig på engelsk.

Jeg vil gå i skole igen! Børnene siger tit, når nogen får noget eller har noget, de selv ønsker sig "Der er snyd" at de ikke får det. 

Sådan siger jeg om skolen, dengang jeg var barn. Det er snyd, jeg gik så lidt i skole. Men jeg voksede op i Thy, hvor, det på landet, var en forudsætning, at børnene hjalp til med arbejdet hjemme. I den store klasse fra vi var 10 til 14, gik vi kun i skole to dage om ugen i sommerperioden, når der var markarbejde. Men sådan var det jo for alle der. Min veninde, der gik i skole i Gladsaxe havde helt andre skoleforhold både når det gjaldt bygninger, antal fag, og antal lærere. Vi havde kun en enkelt mand hele vejen igennem.

Jeg glæder mig så meget over skoleforholdene i dag. Alle de muligheder der er. Jeg ved godt, at ikke alle børn trives i skolen, og at ikke alle lærere er lige gode. Og de er rigtig synd for de børn og forældre, der oplever udfordringer. 

I dag har jeg haft besøg af en veninde. Jeg er fuldstændig tilbagelænet, når det handler om kaffe eller anden servering. Ellers kan jeg godt lide at stille noget an, når der kommer nogen. Men for tiden er der selvbetjening i mit køkken. 

At gå i bad er et projekt, som kræver en stol at sidde på og en plastikpose omkring benet, så støvlen ikke bliver våd. Jeg tog tid i dag. Og med hårvask varede det ca. en halv time. Det bliver ikke en hverdagsbegivenhed. 

Jeg bliver hentet til en overnatning hos min datter hen på eftermiddagen. Så får jeg en mundfuld frisk luft. Indtil da kigger jeg ud på det fine solskinsvejr. Min nabo siger, der var 9 graders frost på terrassen i morges. Endelig har vi fået vinter.

Det bedste hjælpemiddel.

 

Når nu jeg er nødt til at holde en krykkestok i hver hånd, så er det umuligt at bære bogen, computeren, termokanden med te, og hvad jeg ellers flytter rundt med. Det havde min kære nabo råd for. Hun havde for nogle år siden syet en stofpose med lang, bred hank, og den ville hun gerne låne ud til mig.

Den er så ideel for mig. Jeg bærer den på maven, og de nødvendige ting kan være i den. Jeg har også en lille rygsæk, hvis jeg skal have mere med end posen kan rumme. Det er nemlig nødvendigt for mig at spare på skridtene eller hoppene. Mine arme bliver ømme og trætte af at bære så meget vægt. Jeg har lånt en rollator med kurv fra sygehuset. Den fylder bare så meget, og håndtagene er heller ikke så gode at lægge vægt på.

Nu handler det bare om at huske, hvad det var jeg gik efter :-) Ellers kan jeg bare gå tilbage, og så kommer jeg i tanker om det ... Men når nu det er så anstrengende at hoppe, så må jeg skærpe hukommelsen og huske hvad det var.

Der er sprunget to blomster ud på forsytiagrenen Dejligt. Den anden gren er ribes, og det ser ud, som om den skulle have haft lidt længere tid udenfor. De små forkrøblede blomsterklaser, som er hvide, når de bliver taget ind tidligt, men røde når de springer ud i haven i marts/april.

Jeg er blevet indkaldt til kontrol i Viborg d. 11. februar. Det glæder jeg mig til, for jeg tror og håber, at jeg derefter må begynde at støtte på benet.

I dag har jeg haft besøg og blevet begavet med blomster, chokolade, fastelavnsboller og frugt. Hvor heldig er jeg ikke.